Læsetid: 3 min.

DF advarer medlemmer mod nazistiske Facebook-venner

Dansk Folkepartis Facebook-ABC: undgå uoverlagte bemærkninger, racistiske grupper og nazistiske venner. Det kan hurtigt blive til skadelige avishistorier
20. november 2014

Dansk Folkeparti advarer nu medlemmerne om, at uoverlagte bemærkninger på Facebook, medlemskab af racistiske grupper eller nazistiske venner på de sociale medier ikke bare skader dem selv og Dansk Folkeparti. Det kan medføre eksklusion af partiet.

I det seneste nummer af medlemsbladet ’Dansk Folkeblad’ opfordres medlemmerne derfor til at bruge Facebook »med omtanke«. De er nemlig alle en »slags ambassadør« for Dansk Folkeparti, hvilket gør dem interessante for medierne, hvis de skriver noget »tilstrækkelig langt ude« på Facebook. Skriverierne risikerer hurtigt at medføre overskrifter som »DF’er amok på Facebook«.

»Ulempen og fordelen ved Facebook er spontaniteten,« siger Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, og fortsætter:

»Der var en, som engang sagde, at man skal huske at skrive, mens man er vred. Men jeg giver ham nu ikke ret. Den omtanke, man bør have, går fløjten med Facebook, hvor det er nu og her: Når man har fået et par bajere og er skide gal over noget, man lige har set i fjernsynet, så kører man! Og ved nærmere eftertanke ville man nok ikke have gjort det eller have formuleret sig anderledes. Man skal være varsom, og det er det, der ligger i advarslen.«

Senest har Dansk Folkepartis tidligere EU-parlamentariker og nuværende medlem af byrådet i Gladsaxe, Mogens Camre – efter kritik fra blandt andre netop Søren Espersen – slettet en statusopdatering. Her beskrev Mogens Camre en »underlig fornemmelse« efter at have set et indslag i TV Avisen, hvor »en journalist, som ser ud til at stamme fra Mellemøsten, interviewer en integrationsminister, der er inder«. En henvisning til henholdsvis Danmarks Radios journalist Erkan Özden og integrationsminister Manu Sareen (R).

Det er dit ansvar

Selv er Søren Espersen ikke længere på Facebook. På trods af at Dansk Folkeparti – ligesom andre partier – satser mere og mere på de sociale medier, blev næstformanden efterhånden for »deprimeret« over de mange hadske indlæg på sin side.

Udover at understrege, at lukkede grupper på Facebook aldrig er mere lukkede, end at andre kan sende skriverierne videre, advarer medlemsbladet om de mange grupper på Facebook.

Medlemmer af Dansk Folkeparti er blevet sat i forbindelse med den kontroversielle Facebook-gruppe »NEJ – til kriminelle indvandrere og islam« og grupper på den yderste højrefløj. Navnene kan snyde, lyder det:

»Langt de fleste er heldigvis gode og interessante grupper med navne som ’Os, der elsker vores børn’, ’Rigtige mænd får tvillinger’ og lignende, men der findes også grupper, der omhandler politiske ønsker, som ved første øjekast virker meget DF-agtige. Problemet er bare, at når man melder sig ind i sådan en gruppe, så aner man reelt ikke, hvem der ellers er i gruppen. Det kan for eksempel være meget yderligtgående personer, og debatterne kan være af racistisk karakter, og/eller der kan være slet skjulte opfordringer til vold og deslige. Det står du på mål for, når du er medlem af gruppen.«

Og endelig skal Dansk Folkepartis medlemmer være varsomme med at blive Facebook-venner med folk, de ikke kender i virkeligheden. Ellers risikerer de at blive venner med »folk, som for eksempel er nazister«.

»Det kan hurtigt blive til et ’Sieg Heil til en DF’ers venner’-historie. Det kan så godt være, at man aldrig har mødt de pågældende, men det er ikke altid, at den skrevne presse interesserer sig for den slags detaljer.«

Artiklen i medlemsbladet, som er skrevet af presseafdelingens nyhedschef, Lars Ohlsen, med en opfordring til partimedlemmerne om at overveje, om det måske var på tide af give Facebook-profilen et »gennemsyn«:

»Husk på, at det er dig, der har ansvaret for, hvordan du agerer på Facebook. Det er sket, at medlemmer har fået advarsler eller er blevet ekskluderet på grund af deres optræden på sociale medier.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vel lidt af samme årsag som EL´s omskrivning af deres knap 10 år gamle principprogram. Man vil sørge for ikke at støde visse mulige vælgere fra sig, og forsøge at tegne en mindre rabiat profil af partiet hvad enten man er EL eller DF.

DF har et problem, hvis de ikke kan acceptere, at medlemmerne udtrykker partiets holdning. DF tager afstand til foreninger og lignende, der siger nøjagtig det samme som DF bare med lidt andre ord. Selve retorikken fornægter sig ikke.
Hvis et parti har nøde at ekskludere så mange, som DF gør, har de ikke været ærlige overfor de nye medlemmer. Selv byrådsmedlemmer flygter fra partiets medlemsdiktatur. Og alt sammen fordi, partiet vil fremstå som "det pæne parti", og derfor kun vil have efterløbere, der er villige til at gemme den mere usympatiske side af partiet. Jeg foretrækker langt hellere lidt intern diskussion i partiet, som f.eks socialdemokratiet, der finder det udviklende og demokratisk.
Jeg ved ikke hvem Søren Espersen tror han straffer med sit stop på facebook, og fru Kjærsgaard slår da selv tonen an, når hun til citat kalder Camilla Plum "en tosset kælling". Man kan kun konstatere, at grimt sprog også er kommet til Gentofte.