Læsetid: 10 min.

Forældre skal ikke bare opdrage, de skal opdrages

Forældre bliver i stigende grad mødt med krav om at opdrage og træne deres børn på bestemte måder i daginstitutionerne. Det skaber usikre forældre og børn, mener eksperter. Staten forsøger at styre borgerne ved at gøre dem selvstyrende, siger professor
Man skal helst ikke stille for mange spørgsmål ved de kompetencemål, der sættes for barnet. Ellers risikerer man at blive stemplet som dårlig forælder, siger Thomas Hansen.

Sigrid Nygaard

14. november 2014

20 minutter på et forældremøde. Det er den tid, forældrene i en børnehave i en forstadskommune til København får til information og til at stille spørgsmål om kommunes nye plan, der skal slå seks børnehaver sammen til fire.

Derefter skal forældrene sammen med pædagogerne snakke om, hvordan de kan gøre deres børn mest muligt »selvhjulpne«. Den snak bruger forældrene og pædagogerne en time på.

Eksemplet er hentet fra hverdagen i en dansk børnehave, hvor opdragelse af forældrene har nået et omfang, der får eksperter til at sætte spørgsmålstegn ved, om staten og kommunernes indblanding i familiernes opdragelse, værdier og normer, gør mere skade end gavn.

Ofte forlanges det af forældrene, at de skal være mere tydelige i deres opdragelse, men i virkeligheden er alt den statslige og kommunale indblanding med til at undergrave forældrenes egen dømmekraft og gøre dem usikre på deres egen evne til at være forældre. En usikkerhed, der sætter sig i børnene.

»Som forælder bliver man konstant mødt med forventninger om, hvordan vi skal træne og stimulere vores børn, så jeg overvejer tit, om jeg nu gør det rigtigt i helt almindelige situationer. Når jeg f.eks. vælger at bære mit barn op ad trappen til børnehaven, fordi han er ked af det, så håber jeg, at jeg ikke møder nogen af pædagogerne, for vi har jo lige fået at vide, at vi skal sørge for ikke at gøre tingene for vores børn. Men når det handler om dialog den anden vej i forhold til kommunens prioriteringer af ressourcerne, er den meget mere begrænset,« siger en mor fra børnehaven i forstadskommunen.

»Selvhjulpenhed« er et tema, der tilsyneladende fylder meget i børnehaverne. F.eks. har Aarhus Kommune produceret en video, der handler om, at mange forældre »overhjælper« deres børn med den konsekvens, at børnene bliver motorisk understimuleret.

I videoen vises billeder af en forælder, der hjælper sit barn op ad en dækgynge og desuden eksempler på rigtige adfærd, f.eks. at lade være med at hjælpe barnet tøjet af i garderoben. Imens fortæller speaken, at det kan være »omsorgssvigt«, hvis forældre hjælper for meget.

Kommunerne har i det hele taget fået større og større opmærksomhed på det gode forældreskab i de senere år. En lang række kommuner har oprettet forældrekurser, som hjælper nye og helt almindelige forældre med f.eks. tilknytning til barnet i den første tid, med at sætte grænser og med hvordan man bevarer intimitet i parforholdet.

»Kommunens og statens blik på forældreskabet har aldrig være mere omfattende. Det er flyttet fra, at sundhedsplejersken rent fysisk måler, om barnet udvikler sig efter normen, til at velfærdsstatens professionelle nu skal monitorere alt lige fra barnets relationer, tilknytning og kontakt til forældrene, barnets fysiske og psykiske kompetencer og forældrenes parforhold,« siger Helle Haslund, der er post. doc. ved Aalborg Universitetshospital, Klinik Kvinde-Barn og Urinvejskirurgi.

Hun har i forbindelse med sin afhandling fulgt og interviewet en stor gruppe familier om, hvordan deres forældreskab etableres.

»Tidligere blev man voksen med det ansvar, det indebar, når man indgik i et ægteskab. Nu er det børnene, der markerer det ansvar, mens tiden uden børn opleves som mere ansvarsfri. Samtidig er det velfungerende barn blevet en statusmarkør for, at vi er velfungerende voksne,« siger Helle Haslund.

Som forældre er man nødt til at honorere kravene og konstant optimere sit barn, fordi det handler om at gøre børnene parate, så de kan gå fra vuggestue til børnehave, fra børnehaven til indskolingen og så videre, påpeger Helle Haslund.

Hun giver som eksempel en fysioterapeut, der holdt foredrag for forældre om, hvordan de kunne stimulere deres børn med øvelser, da de skulle lære at gå. Efter foredraget spurgte Helle Haslund fysioterapeuten, om børnene ikke under alle omstændigheder ville lære at gå? Jo, var svaret, men det her er den hurtigste vej.

»Vi lægger rigtig meget på det alter, der hedder den hurtigste vej. Og vores livsform, hvor tid i høj grad er en faktor, sætter sig i den måde, vi håndterer vores børn på,« siger Helle Haslund.

Også formand for forældreorganisationen FOLA, Dorthe Boe Danbjørg, oplever de stigende krav og forventninger til forældrerollen fra det offentliges side.

»Forældrene arbejder hårdt på at få deres børn til at passe ind. Men man kan også møde en grundlæggende skepsis fra forældrenes side, fordi retorikken omkring det blive meget politisk. Det hele handler om, at vi skal klare os i kampen med kineserne,« siger hun.

Hvordan oplever du forældrerollen i dag?

Information har bedt læserne skrive ind, om hvordan de oplever forældrerollen i dag. Her er et udpluk:

Jeg oplever i dag mere barnet som samfundets ansvar, end da jeg og mine søskende var børn. Daginstitutionen er ikke længere bare en pasningsforanstaltning, for der er kommet læring på programmet, og det er lige fra barnet starter i vuggestuen

- Helle Schønberg, 52 år

Der er en helt anden forventning til mig som deltagende forælder nu. Niveauet er meget højere. Det forventes, at jeg som forælder gør en aktiv indsats for, at min søn kan få det optimale ud af sin racerhjerne. Det gør jeg gerne, for hvem vil ikke gerne have, at deres pode kommer foran i køen til de fede job i fremtiden?

- Maja Spang-Hanssen, 35 år

Min påstand er, at jo flere valg og muligheder vi som mennesker og forældre får, jo mere usikre bliver vi på, om vi har valgt rigtigt, og jo mere lider vores børn under, at vi forældre ikke er nærværende nok til at fremstå tydeligt, kærligt og som en autoritet

- Kenneth Rosenby Christiansen, 41 år

Professionelle forældre

Professor ved Roskilde Universitetscenter, Jan Kampmann, som forsker i børn og institutioner, kalder det moderne forældreskab for det professionaliserede forældreskab, fordi opdragelsen ikke blot er noget, der foregår inden for hjemmets fire vægge.

Det forventes, at forældrene også koordinerer deres indsats med, hvad institutionen forventer af børnene. Det kan omhandle alt fra sprogtest til råd om skærpelse af den sproglige opmærksomhed, når der dækkes bord til aftensmaden, familiernes sukkerpolitik eller træning af fysiske færdigheder.

»Staten og kommunerne har stort fokus på læringspædagogikken, som sigter på præstationer og på at børnene skal være så parate som muligt til at klare sig i den internationale konkurrence. Det har bevæget sig fra skolen og ned i institutionerne. Hvis forældrene skal være mere professionelle, og deres opdragelse skal hvile på faglig viden, så kan vi ikke bare forvente, at de gør det af sig selv. Så skal de på forældreuddannelse, så de kan lære det, der forventes af dem,« siger Jan Kampmann.

Thomas Hansen er far til tre børn på henholdsvis et, fire og syv år. Efterhånden har han vænnet sig til, at daginstitutioner og skolen »blander sig« i hans måde at være forælder på.

»I starten føltes det som en form for indgriben, og jeg var ikke vant til, at nogen på den måde blandede sig i mine normer og værdier. Men det ændrer sig, når man får børn, fordi der er stort fokus på, at ens barn hele tiden skal kunne nogle bestemte ting. Man er hele tiden på vej til noget andet, og har barnet ikke de rigtige kompetencer sprogligt eller motorisk på det rigtige tidspunkt, så skal der rettes op på det. Men jeg oplever, at der er meget lidt plads til, hvad der kan være af udsving hos et barn,« siger Thomas Hansen, der heller ikke oplever, at der er meget plads til at gå andre veje som forælder.

»Man skal helst ikke sætte for mange spørgsmålstegn ved eller være uenig i de kompetencemål, der sættes op. Så fornemmer man, at man risikerer at få prædikatet ’dårlig forælder’,« siger Thomas Hansen, der har skrevet flere kronikker om sin oplevelse af det overvågede forældreskab.

Reaktionerne har været massive. En kronik i Information har været en af de mest debatterede blandt læserne. Få betvivlede disciplineringen af forældrene, som Thomas Hansen kritiserede, men flere rejste spørgsmålet om, hvad alternativet var.

Thomas Hansen understreger, at han intet har imod pædagogerne i sine børns dagtilbud. De gør blot, hvad der forventes af dem fra kommunens side. Og han ser også behovet for at støtte nogle børn i deres opvækst. Men omfanget kan være intimiderende.

»Råd og vejledning kan jo være meget godt, men det kan blive et problem, hvis det opleves som om, der sættes spørgsmålstegn ved ens forældreevne. Den konstante monitorering, hvor man som forælder disciplinerer sig selv i forhold til institutionens forventninger, kan jo føre til, at man bliver en mere usikker forælder, og hen ad vejen mister tillid til egen dømmekraft i konkrete situationer,« siger Thomas Hansen.

Det samme advarer eksperterne om.

»Det at være sin egen forældreekspert er svært i dag. Paradokset er, at vi aldrig har fået mere viden om, hvordan man skal være forældre, samtidig med at en generation af veluddannede forældre med økonomien på plads, aldrig har været mere usikre i forældrerollen. Men hvis en mor ikke kan signalere til sit barn, at hun godt ved, hvordan hun skal gøre det rigtige og skabe tryghed og en sikker verden for barnet, så kan det skabe usikre børn,« siger Helle Haslund.

Dømmekraft underkendes

Det er så at sige ikke længere forældrenes egne vurderinger og værdier i forhold til at være en god forældre, der styrer opdragelsen, men udefra kommende koncepter og manualer, konstaterer Jan Kampmann:

»Forældrenes dømmekraft underkendes principielt hele tiden, fordi forældre får at vide, at uanset om de kan se det rigtige i den forventede opdragelse, stimulering eller træning, så forventes de at være forældre på en bestemt måde.«

Den personlige dømmekraft udvikles i det daglige samvær mellem børn og forældre, hvor partnerne forsøger at aflæse hinanden i forskellige situationer. Afløses dømmekraften af koncepter for, hvordan forældre kan arbejde med børns udvikling, bliver mødet mellem barn og voksne »mere automatiseret«, forklarer Jan Kampmann:

»Forældre kan blive usikre, fordi de oplever, at de skal styre efter at blive rigtige forældre ud fra en særlig evidensbaseret pædagogik, som de ikke selv har defineret, og som de dermed kan få svært ved at manøvrere sikkert i. Og det er ikke kun forældrene, men også pædagogerne i daginstitutionerne, der fratages deres egen dømmekraft, når man erstatter den med færdiglavede pædagogiske koncepter. Dermed kan man undergrave netop det, man ønsker: kvalificering af opdragelse. Jo flere pædagogiske færdigretter man serverer, jo flere centrale kvaliteter i familien og i daginstitutionen som f.eks. nærhed, indlevelse og dømmekraft, risikerer man, forsvinder.«

Staten styrer ved selvstyring

Og faktisk mener mange forældre, at kommunerne og mere konkret pædagogerne skal være tilbageholdne med at stille krav og følge op på, om forældrene nu også efterlever de gode råd.

I 2012 kom Kommunernes Landsforening (KL) med udspillet ’Det gode børneliv’, der sigtede på, at forældrene skulle tage mere aktivt del i børnenes læring allerede i vuggestuealderen samt, at pædagogerne skulle følge mere op på, hvordan forældrene arbejder med børnenes læring derhjemme.

I den forbindelse lavede KL’s blad Momentum en undersøgelse, der viste, at en tredjedel af forældrene ikke ville acceptere, at pædagogerne blander sig i, hvad der foregår i hjemmet.

Men ser man på udviklingen i et mere overordnet perspektiv, vil vi ikke se mindre statslig indblanding i opdragelsen i årene fremover, men mere. Det mener professor ved CBS, Niels Åkerstrøm Andersen, der sammen med Justine Grønbæk Pors har skrevet bogen Velfærdsledelse.

Ifølge de to forskere har selve den måde, staten opfører sig på over for borgerne, ændret sig de sidste 10-15 år. Tidligere så staten borgeren som et »retsobjekt«, hvor det eneste, der blev reguleret var borgernes formelle handlerum. Grænserne for statens indgriben gik ved privatlivet. Sådan er det ikke længere.

»I retsstaten og den klassiske velfærdsstat regner man med, at borgeren og familien har vilje og evne til at tage ansvar for sig selv. Men fra slutningen af 1990’erne vil man ikke bare hjælpe borgerne med at tage ansvar, men man begynder at tro, at de mangler vilje til det. F.eks. begynder der at dukke såkaldte dialogspil op, hvor familier og forvaltning udveksler holdninger til ansvar i familien, og som kan ende op i deciderede borgerkontrakter, der skal styrke familiernes ansvarsfølelse,« siger Niels Åkerstrøm. Det nye er, at staten og kommunerne ikke kun mistror borgernes vilje til at tage ansvar, men også borgernes »fantasi« til selv at se, hvad der er vigtigt, og hvad man skal tage hensyn til.

»På den ene side trænger staten sig frem med professionelle holdninger til opdragelse, men på den anden side er man godt klart over, at kompleksiteten er så stor, at man ikke kan specificere råd og vejledning, som man f.eks. kunne med kostråd tidligere. Man vil gerne installere en konstant refleksivitet i familierne, så forældrene hele tiden overvejer deres opdragelse: ’Er min hjælp egentlig en hjælp til selvhjælp eller noget, der fratager barnet mulighed for læring.’ Den form for selvmonitorering er blevet en styringsmekanisme for den ’potentialitetsstat’, der ser borgerne som et potentiale og prøver at designe værktøjer, så borgerne selv kan se nye muligheder,« siger Niels Åkerstrøm.

Serie

Opdragelse i konkurrencestaten

Unge er i dag mindre glade for livet og mere stressede end unge i tidligere generationer, selv om valgfriheden aldrig har været større. De er opdraget til selvansvar, men er det også med til at gøre dem uansvarlige og ude af stand til at håndtere samfundskriser? Og er forældregenerationen overhovedet i stand til at være autoritet i en foranderlig verden?

Information går tæt på tidens nye krav til opdragelse og dannelse.

Seneste artikler

  • Generationen, der gør sin værdi op i tal

    1. december 2014
    Der er andet her i livet end karakterer og faglig viden, prædiker vores lærere og forældre. Men budskabet har dårlige odds i en generation, der ved, at det i konkurrencesamfundet ikke er okay bare at være okay
  • Der er gået fingerpegen i opdragelsen

    25. november 2014
    ’Man kan jo godt forstå, at ungen opfører sig sådan, når man ser de forældre,’ siger vi bedrevidende til hinanden. Men er det ikke lovlig enøjet at placere skylden for de uopdragne unger hos forældrene?
  • Mental modstandskraft er det nye pædagogiske modeord

    21. november 2014
    En række fagfolk mener, at børn og unge mangler mental modstandskraft. I stedet for diagnoser, flere psykologtimer og overbeskyttende forældre efterlyser de fokus på, hvad der kan gøre børn og unge mere robuste
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ulla Liberg
  • ingrid aoki
Ulla Liberg og ingrid aoki anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det bedste man kan give sine boern er kaerlighed... og at de er helt sikre paa at far og mor elsker os, vi kan altid komme til dem ... naar vi har brug for det, brug for raad, brug for een der lytter.... brug for een der bare er der... det kan da godt vaere at de uddannede boerne have - vugge stue paedagogger... godt vil have boernene "passer" bedre ind i paedagoggernes verden og verdensbillede... men det billede er deres, noget de har maaske laert, men maaske er det ikke rigtigt for boernene... vi skal ikke ha boern der passer ind i noget billede... vi skal have boern, der saa vidt muligt er glade, elskede og faar lov at udvikle sig, saa vi faar en broget flok til en broget verden. Vi var 4 soeskende, hvor jeg kommer fra, jeg har 3 boern, og 4 boerneboern og arbejdet i 35 lande... vi er alle forskellige og det skal vi have lov at vaere... men det some vi alle har tilfaelles er et behov for kaerlighed.

Steffen Gliese, Kurt Nielsen, Søren 2 Jensen, Gert Selmer Jensen, June Beltoft, Karsten Aaen, Jens Jørn Pedersen og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar

En undersøgelse : "...........en tredjedel af forældrene ikke ville acceptere, at pædagogerne blander sig i, hvad der foregår i hjemmet."
Så har big-mother staten stadig noget at gøre. Den mangler en tredjedel !

Når velfærdsstatens forkæmpere betragter folket som børn, er der ikke så underligt at usikkerheden breder sig. Eksperter af enhver art står parat med brugsanvisninger på tilværelsen.
Synd for alle, at det skal gå ud over børnene, at uselvstændigheden og usikkerheden breder sig.
Et kæmpe ansvar påhviler fagfolkene.
De kunne begynde med at holde kæft og overlade børnene til forældrene.

Steffen Gliese, Torben Nielsen, Søren 2 Jensen, Hans Larsen, June Beltoft, Alan Strandbygaard og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Undervisere har en PLIGT til at blande sig i hvordan børn har det og gud nåde og trøste den der ikke for længst har set ulykkerne komme. Så kan man risikere sin stilling. Problemet er naturligvis hvor grænsen ligger.

"Undervisere har en PLIGT til at blande sig i hvordan børn har det". Der er himmelvid forskel på, hvordan børnene har det og så hvilke normer og værdier de har.

Steffen Gliese, Torben Nielsen, Leif Høybye, Sabine Behrmann og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Professionel adfærdsmæssig ( ideologisk eller religiøs) ensretning af den opvoksende generation og af kerne-familien har man vist set praktiseret både før i tiden og nu .

Pædagoger med "de rette meninger" er enhver religions , enhver diktators og ethvert et-partisystems hedeste drøm.

Steffen Gliese, Leif Høybye, Anne Eriksen, Hans Larsen, Lise Lotte Rahbek og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Jens Jørn Pedersen

Forældre er ikke det, forældre har været.
Børn er ikke det, børn har været.

Jf. systemet, så skal børn være ens. I det tidligere Østeuropa skulle de også gå i det samme tøj.
Børn i Danmark skal også snart gå i det samme tøj, læse de samme bøger, synge de samme sange. Børnene skal lære at sige ting i kor, så de aldrig glemmer det.

HUSK DET NU.

Danmark er det mest kommunistiske ledende mennesker fra det tidligere Østeuropa har set.

Vi skal jo også vide, at systemet i Danmark kan registrere mere end man nogensinde har kunnet i DDR.

KÆRE VENNER, DET ER NU VI SKAL SIGE STOP!!!

Ordsproget, "tomme tønder buldre mest",. ..passer perfekt på nedenstående bemærkning (og holdning)
.."Et kæmpe ansvar påhviler fagfolkene.
De kunne begynde med at holde kæft og overlade børnene til forældrene"
I stedet for at kæfte op, om noget man ikke ved noget om, end blot usaglige og udokumenterede udsagn, burde man enten sætter sig ind i problematikken, udfra et sagligt perspektiv eller som debatøren selv skriver, "De kunne begynde med at holde kæft.." Hvilket han selv burde!

KONSPIRATIONSTEORIERNE LEVER STADIGVÆK, I BEDSTE VELGÅENDE
(Og stadigvæk uden saglighed)

"Forældre er ikke det, forældre har været.
Børn er ikke det, børn har været.
Jf. systemet, så skal børn være ens. I det tidligere Østeuropa skulle de også gå i det samme tøj.
Børn i Danmark skal også snart gå i det samme tøj, læse de samme bøger, synge de samme sange. Børnene skal lære at sige ting i kor, så de aldrig glemmer det.
HUSK DET NU.
Danmark er det mest kommunistiske ledende mennesker fra det tidligere Østeuropa har set.
Vi skal jo også vide, at systemet i Danmark kan registrere mere end man nogensinde har kunnet i DDR.
KÆRE VENNER, DET ER NU VI SKAL SIGE STOP!!!"

Det er sørgeligt at konspirationsteorierne skal fylde i denne problematik)

Jens Jørn Pedersen

Kære Torben Loft
Jeg er ked af det, men det er ikke konspiration, det er realita. Jeg har lagt ører til disse kommentarer.
Det er vist også alle bekendt, at skolen nu er ændret, så børnene skal være der endnu længere, hvilket reducerer individualiteten. Lærerne skal stemple ind og ud som fabriksarbejdere.

Det er sørgeligt, at du ikke er bedre orienteret, men det kan kun du råde bod på. God fornøjelse.

@ Jens Jørgen Perdersen
Danmark er ikke kommunistisk, men meget ensrettende. Ensretningen foregår ud fra en nationalistisk ideologi iblandet en række bondske paralleller.

Sikken en artikel og svada :) Hvis bare halvdelen er rigtig, så siger jeg stakkels forældre, og hermed børn. en jeg var pædagog i 35 år og har i yderst sjældne tilfælde måttet opdrage forældre.
Men kan man som pædagog snakke med forældre om alt muligt og få ordnet verdenssituationen så er vejen til en debat om barnet altså heller ikke så problematisk.

Et land behøver ikke være kommunistisk for at ville ensrette befolkningen og lægge beslag på deres børn. Det klarer vores nuværende blå/skabsneoliberale regering i rød forklædning da meget godt: Skolereform og den arbejdstids"aftale" man tromlede igennem, bare for at nævne et par eksempler. Vi borgere regnes ikke for andet end tandhjul der bare har at passe ind i maskineriet!

Torben Nielsen, Søren 2 Jensen, Anne Eriksen og Jens Jørn Pedersen anbefalede denne kommentar

modstandskræft.
Hvad er nu det, der skal forgå den 3.12.2014 i Informations kantine?
Ellers er der to emner jeg savner helt i den nye folkeskolereform på skemaet:
1) Hvad er børneopdragelse?
2) Hvordan styrer i jeres økonomi i fremtiden?
Engelsk fra 0 klasse oh yes, men det praktiske som ovenstående oh no!

Problemet med ens-og-afretning af opvoksende generation er da reelt nok,
men der er lykkeligvis stadig ikke nogen lov der påbyder nogen at levere råvarer til.
Dvs. det er - udover de med betingelserne indforståede -
kun forvirrede og impulsive mennesker der får børn
- og sådanne er dårlige opdragere :-)

Hvad jeg derom mener ...?
'Det er ikke mit problem. Jeg har ikke børn'.

Rigtig god artikel med mange relevante kommentarer fra folk der arbejder med problematikken til dagligt.

Som forælder er det også den hverdag jeg oplever; at forældre i stigende grad "opfordres" til at følge bestemte anvisninger for opdragelse. Til dels for at "opgradere" vores børn til selvhjulpenhed, men også som rollemodeller og for at styrke barnet både, motorisk, sprogligt, socialt, fagligt osv. Men som jeg oplever det er det kun i tråd med forældrenes eget ønske om at baret udvikler sig alders svarende og sammenligner med hvor andre børn er i deres udvikling. I dag hvor vi pga uddannelse og karriere kun får få børn og meget sent, er de flest børn jo ønske-børn og bliver i vores akademiserede verden til små projekter som også afspejler forældrenes succes i livet. Lige som der er uskrevne normer for hvad et godt job og det gode liv er, som vi i dag stræber efter at opnå, måske mere nu end tidligere, er der også en norm for børneopdragelse mv som de fleste forældre stræber efter og derfor vender sig til eksperterne; pædagoger, lærere, forskere for at få vejledning i. Jeg tænker blot at denne indblanding er et tegn på det gensidige ønske, stat/kommune og forældre, om at "lykkedes" som menneske i en verden hvor man kan måles og vejes og findes for let.

Ja her er en pointe, som Jeanette fremkommer med. Lykkes man kun som menneske hvis man som barn ikke er fundet for let efter mål og vejning?
Jeg mener vi er på vildspor med vores liv, når vi ikke bare ser på livet selv sammen med vore medmennesker. Den materielle "velstand" er selvfølgelig ikke ligegyldig, men hvis det kun er den der tæller sammen med en vækst er vi ilde stedt som mennesker. Gu skal vi lære i forhold til de evner og interesser vi har. Men generelt synes jeg der mangler noget også i det menneskesyn der dukker op, men hvad?

Ja Viggo, jeg mener også at denne debat om indgriben i forældrenes måde at opdrage på blot er et udslag af en meget mere grundlæggende problemstilling, som vi som samfund står over for. Den grundholdning der er fremherskende er en form for ensretning i vores udfoldelse som mennesker, vi stræber til stadighed efter at opnå nogle uudtalte mål som er et destillat af et fælles menneskesyn som udgør normen i vores tid. Den kollektive forståelse og det nuancerede menneskesyn erstattes af en stræben efter perfektion. Hvor religionen førhen dikterende hvad der var "ret" og "ikke ret", og vi altid kunne finde vores svar herpå ved at vende os til denne institution, er vi nu som sekulariseret folk blevet rodløse og vender os hvorhen vi kan for at få vejledning i hvordan vi opnår det "gode liv". Men på denne måde er det alle aspekter af vores liv der kan måles og vejes, ikke blot de gode gerninger vi gør. Vi søger til stadighed at gøre det rigtige i en evig foranderlig verden hvor en konstant, og til tider usorteret, nyheds-strøm om diverse forskningsresultater og meninger om hvad vi "bør" gør, spise, sige, mene, eller hvordan vi bør opdrage, ændre vores tilgang til hvad "det rette" er. Efter min bedste overbevisning er det en konsekvens af det "gud-løse" samfund, som vi må lære at enten at håndtere eller leve med.

Viggo Okholm, Steffen Gliese og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar

Den korporative stat ønsker at alle tandhjulene passer i maskinen.

Kommunisme er det i hvert fald ikke! Konkurencestaten er den korporative stat, som er en fascistisk stat!

Politikerne gør oprør! De vil ikke finde sig i, at deres rolle skal begrænses af, hvad befolkningen forventer og kræver af dem. Men det skal de.

Folk har grundlæggende evner og interesser, så det er bare med at finde ud af - selv! - hvad man vil med dem. Nogle vælger så at lade sig drive med strømmen og de andres forventninger, og det kan også være helt i orden, hvis det bringer en grundlæggende tilfredshed.

Fællesskab er jo ikke noget, man underlægger sig som demokratisk menneske, det er noget, som man deltager i udformningen af - ikke mindst så det kan blive så rummeligt, at alle kan være i det.

Philip B. Johnsen

Assimilering
Fra link:
"Forholdet mellem danskere og indvandrere, har fuldstændigt været et majoritets/minoritetsforhold. Med det menes, at flertallet har bestemt, hvilke kulturelle værdier der skal gælde i samfundet. Minoriteten har alene kunne gøre sine kulturelle værdier gældende i begrænsede småsamfund, indenfor begrænsede områder.
Det er i majoritets/minoritetssamfund at assimilering er særligt aktuelt. Assimilering vil sige, at en person opgiver sit tilhørsforhold til minoriteten og forsøger at blive accepteret som medlem af flertallet."

Link: http://www.leksikon.org/art.php?n=195

Opdragelse.
Børn skal have kærlighed og omsorg, forældre bør være forældre, når mine drenge kommer med "Frederik han må" eller lignende, så er svaret, at det er muligt, men jeg er din far, ikke Frederiks!

Hvis du er lovlydig, der er kærlighed og omsorg for dit barn i dit hjem, så er der ingen, der har noget, at skulle have sagt til opdragelsen.

Danmark er i krig, Danmark har været i krig konstant siden 2001.