Interview
Læsetid: 4 min.

Frank Aaen: Det har jeg lært om finanslovforhandlinger

Enhedslistens Frank Aaen har i 20 år repræsenteret Enhedslisten under forhandlingerne om finansloven. Men den seneste finanslovaftale bliver Frank Aaens sidste, fordi han ikke genopstiller. Den 63-årige cand. samf. fra Aalborg Universitet fortæller her om de mange forhandlinger, og hvad de har lært ham
Indland
15. november 2014
Enhedslistens Frank Aaen har netop forhandlet finanslov for sidste gang. Han genopstiller ikke ved næste valg.

Enhedslistens Frank Aaen har netop forhandlet finanslov for sidste gang. Han genopstiller ikke ved næste valg.

Tine Sletting

Jeg blev Enhedslistens finanslovforhandler, fordi jeg var den, der kendte mest til tal og skat og den slags ting af de seks folketingsmedlemmer, som blev valgt i 1994. Og så var jeg nok også den, som var mindst bange for tal. Der er en stor frygt hos mange for tal. Tal! Uha, hvis der er mere end to cifre, så er de farlige. Så det endte med, at jeg fik finans-, skatte- og erhvervspolitik – alt, hvad der hørte til økonomi.

Hvis man spørger på Enhedslistens gang her i Provianthuset, så tror jeg, at en del vil mene, at jeg også er relativ kreativ til at finde løsninger på problemerne. Når regeringen siger, at der ikke er råd til store investeringer på det grønne område, så er jeg en af dem, som starter en diskussion, om vi så ikke kan lave en grøn investeringsfond, hvor man involverer pensionskasser. Og så har jeg hen ad vejen lært at forstå modparten. De finansministre, jeg har kendt gennem tiden – og jeg vil ikke sætte navne på dem – der har forstået modparten, kommer længst. Man skal vide, hvor de røde linjer er, og hvad man kan komme igennem med. Hvis man under forhandlingerne trænger folk op i et hjørne, så skal man ikke tro, at man derfra får dem til at give noget af deres hjerteblod. Der skal være plads til alle.

Lidt naiv

Det er så også en svaghed. Jeg har nogle gange sagt, at der kan vi nok ikke komme længere – og så har det alligevel vist sig, at vi ved at skrue bisssen på kunne komme lidt længere. Men andre gange skruer man bissen på og taber det hele. Det er lettere at se sine egne end modstanderens røde linjer. Hvilket er kunsten: At se, hvor der er en åbning og hvor der absolut ikke er nogen. Så skal man ikke bruger kræfterne, hvor der ikke er nogen åbning, men hvor der er.

Jeg har nogle gange foreslået kompromiser for hurtigt. Nogle siger, at det er besværligt med Enhedslistens hovedbestyrelse, men den er med til at modvirke den følelse, alle kender fra forhandlinger. Nemlig, at når du sidder i det 10. møde og får en millimeter i indrømmelse, så tænker du: Det er da bedre end det, der lå på bordet. I de tilfælde er det godt med en hovedbestyrelse eller en forhandlergruppe, som siger: ’Ved du hvad? Det der holder ikke ude i den virkelige verden’.

Nogle gange er jeg lidt naiv, fordi jeg får den fejlagtige opfattelse, at dem, man forhandler med – et eller andet sted – vil det samme som en selv. Derfor prøver man at få en rimelig løsning for alle. Hvilket kan resultere i, at man får for lidt ud af forhandlingerne. Når jeg kigger på både 1990’erne og nu, så undrer jeg mig stadig over, at en regering, som vi har peget på og gerne vil have fortsætter, ikke har større interesse i at ville noget sammen med os.

I Enhedslisten stemmer vi for den mindste forbedring og imod den mindste forringelse. Det er det bedste råd og samtidig det dårligste. Det er godt til at holde kursen, så man ikke sælger en gruppe for at hjælpe en anden. Ulempen er, at det er en lidt mekanisk og matematisk tilgang til politik. Hvis noget er en lille forringelse, kan man bruge hele energien på det, i stedet for at man kigger på helheden.

Nåede ikke at drikke kaffen

Men man skal vide, at det under finanslovforhandlinger er regeringen, der har magten over tallene. Hvis man foreslår noget, og de er i det hjørne, så kigger vi på det. Og andre gange siger de bare, at det kan ikke lade sig gøre, fordi det siger Finansministeriets regnedrenge og -piger. Så kan du sige offentligt, at du er uenig i, at det skulle koste en formue at lade kontanthjælpsmodtagere holde ferie. Men i det store hele er det regeringens tal, som slår igennem i den offentlige debat.

Det er det bedste forhandlingstrick – det er tricket. Den ene dag mangler der en milliard kroner, og den næste er der to! Og det er en god idé, at folk, der forhandler finanslov, er afklaret om dette. Det er der, magten ligger. I de små notater, som viser, at det kan lade sig gøre eller, typisk, ikke kan lade sig gøre.

Det er en glæde, når en aftale falder på plads. Det er altid sjovere at lave aftaler end at lade være – selv om man nogle gange er nødt til det. Men kan du lave en aftale, så gør du jo noget godt for nogle mennesker. Laver du den ikke, så gør du ikke. Hvilket er dilemmaet, du altid står i.

Det vigtigste forhandlingsmøde er det sidste. Der er altid nogle knaster tilbage, som kan vælte det hele. Og så giver den ene part sig lidt, og så giver den anden sig lidt – og så falder det hele plads. Det kan man aldrig vide, før starten på mødet. Jeg vil ikke sige, hvem der er den bedste finansminister, jeg har forhandlet med – men Thor Pedersen var den værste. Når Enhedslisten mødte op i Finansministeriet, nåede vi ikke engang at drikke en kop kaffe. Et af årene – hvilket nu var under Claus Hjort Frederiksen – foreslog vi ændringer for fem millioner kroner. Selv der nåede vi ikke at drikke ud, før vi blev smidt ud. Og det på trods af, at vi altså ikke mødte op og krævede pengene afsat til at studere revolutionens fremtid. I virkeligheden var det ufattelig arrogant.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her