Læsetid 5 min.

Historien om atomaffaldet, som ingen vil have

I årevis har et særligt embedsmandsudvalg forsøgt at finde svaret på, hvor ca. 10.000 kubikmeter lav- og mellemradioaktivt affald fra Risø kan placeres. Måske får vi svaret om få måneder
I de kommuner, der er på tale som mulige aftagere af atomaffald, er borgere og politikeren bekymrede – et af stederne er i Kerteminde Kommune, hvor arbejdet for at få vikingeskibsgraven i Ladby optaget på UNESCO’s liste over verdensarv risikerer at smuldre, hvis et slutdepot for atomaffald placeres på Kertinge Mark få hundrede meter fra Ladbyskibet.

I de kommuner, der er på tale som mulige aftagere af atomaffald, er borgere og politikeren bekymrede – et af stederne er i Kerteminde Kommune, hvor arbejdet for at få vikingeskibsgraven i Ladby optaget på UNESCO’s liste over verdensarv risikerer at smuldre, hvis et slutdepot for atomaffald placeres på Kertinge Mark få hundrede meter fra Ladbyskibet.

Sigrid Nygaard
25. november 2014

Det var i Bertel Haarders (V) sidste tid som sundheds- minister, at forslaget blev lanceret om at bruge den atomkrigssikrede NATO-bunker i Finderup som depot for Danmarks radioaktive affald. Umiddelbart kunne det lyde som en oplagt idé, hvor man slog to fluer med ét smæk: Dels kom man af med noget ubehageligt affald, som man i årevis forgæves havde forsøgt at eksportere dele af til udlandet, dels blev den enorme underjordiske bunker vest for Viborg brugt til noget fornuftigt.

Og da forslaget kom fra Haarder selv, hvis ministerium stod i spidsen for en tværministeriel arbejdsgruppe af eksperter, der på grundlag af geologiske boringer i undergrunden og kortstudier i maj 2011 havde udpeget seks lokaliteter i Danmark som velegnede til at huse et slutdepot, var embedsmændene nødt til at inddrage NATO-bunkeren i arbejdet.

Men efter et besøg af arbejdsgruppens eksperter i den treetagers underjordiske bunker, der blev bygget under Den Kolde Krig for at overvåge trafikken i det nordlige luftrum selv under en atomkrig, blev Haarders forslag diskret lagt til side. Først og fremmest fordi bunkeren var anlagt i et sandet område.

»Dette underlag er ved de hidtidige studier fravalgt«, skrev eksperterne høfligt, fordi sand ikke som dybe lerlag »øver en naturlig beskyttelse i forbindelse med evt. udsivning fra depotet«.

Det lettede sikkert heller ikke vejen for Haarders genistreg, at den eneste adgangsvej ned i bunkeren 40 meter under overfladen var ad smalle trapper. »Da der er tale om en bunker, som er støbt med henblik på at kunne modstå svære krigsmæssige anslag, er større ændringer af konstruktionen en udfordring i sig selv,« som eksperterne formulerede det i et notat om besigtigelsen.

På baggrund af aktindsigt i arbejdsgruppens dokumenter kan Information beskrive de seneste faser i et langtrukkent forløb, hvor embedsmænd fra en række statslige myndigheder og ministerier i årevis har forsøgt at finde et politisk håndterbart svar på det både enkle og meget svære spørgsmål: Hvor skal Danmark gøre af ca. 10.000 kubikmeter radioaktivt affald, som ingen vil have?

Om få måneder vil processen, der foreløbigt har stået på i mere end ti år, efter planen være kommet så langt, at politikerne kan vælge en slutløsning for Danmarks radioaktive affald.

’Skrivebordsøvelse’

Med NATO-bunkeren ude af billedet fortsatte embedsmændene under en ny regering i januar 2012 med at få indsnævret antallet af egnede lokaliteter fra de seks udpegede til to-tre. Det skulle vise sig at være en mere kompliceret affære, end arbejdsgruppen først antog. Efter den offentlige udmelding om de seks udpegede lokaliteter opstod der, som det f.eks. hed i referatet fra et embedsmandsmøde i januar 2012, nemlig »tvivl om den politiske opbakning til den fortsatte proces«.

I de fem kommuner, hvor et depot var udpeget til at kunne blive placeret, opstod der lidt efter lidt lokale grupper. Forbløffede eller opskræmte borgere fandt sammen og bakket op af borgmestre og lokale ildsjæle begyndte de at søge viden på nettet, dele oplysninger med hinanden, arrangere lokale møder, underskriftsindsamlinger og senere en konference på Christiansborg.

I håbet om at mindske kommunernes usikkerhed foreslog embedsmanden fra Forskningsministeriet på mødet i januar 2012, at indsnævringen fra seks til to-tre hurtigt blev gennemført som »en skrivebordsøvelse«. Men her var de øvrige uenige. Først var der behov for endnu flere geologiske undersøgelser, som man dels måtte have ekstrabevilling til, dels samarbejde med de udpegede kommuner om. Man endte med at være enige om, at man i løbet af august kunne få udpeget de to bedst egnede lokaliteter og forhåbentlig allerede i efteråret komme i gang med at forberede en projekteringslov, der senere kunne føre til en anlægslov.

Men da embedsmændene mødtes igen i efteråret 2012, var der opstået nye udfordringer. Indsnævringen til to lokaliteter ville ifølge Naturstyrelsen kræve, at der først blev gennemført en såkaldt strategisk miljøvurdering (SMV). Da et af de udpegede steder, Lolland, ligger ud til Østersøen, ville det tilmed ifølge den internationale ESPOO-konvention være nødvendigt også at inddrage Polen og Tyskland i en sådan høring. Med embedsmændenes erfaring for, at miljøhøringer let tager et halvt år, blev tidsplanen igen ændret. Nu var målet, at der kunne fremsættes projekteringslov inden sommer- ferien 2014.

I oktober 2012 bad daværende sundhedsminister Astrid Krag om opbakning fra Folketingets partier til arbejdet med det slutdepot, som ni år tidligere var besluttet af Folketinget. På et møde i november 2012 mellem ministeren og partierne viste det sig, at de gryende lokale protester og indvendinger hen over sommeren havde gjort indtryk.

For det første skulle miljøvurderingen omfatte alle seks lokaliteter, inden man snævrede ind til tro-tre. I hvert fald ønskede regeringen ikke umiddelbart at lægge ryg til beslutningen, for som det hed i referatet fra et møde i arbejdsgruppen i december 2012: »Der foreligger ingen autoritativ beslutning fra Regeringen om, hvornår feltet skal indsnævres fra seks til to områder.«

For det andet skulle arbejdsgruppen ved siden af det fortsatte arbejde med et slutdepot også undersøge muligheden for eksport af affaldet.

Det var et spor, man tidligere havde været inde på, men som nærmest var opgivet. For som det blev udtrykt i et senere referat, så havde det siden 2004 »ligget i kortene, at man skal forsøge at afsætte 233 kg særligt langlivet affald, indtil videre uden held. Dette arbejde udvides nu til et forsøg på at afsætte alt affaldet til udlandet«.

Passiv og aktiv sikkerhed

Som noget helt nyt skulle arbejdsgruppen undersøge muligheden af at oplagre affaldet på et mellemlager, således som det f.eks. sker i Holland. I modsætning til et slutdepot, som i princippet skal holde evigt, er tidshorisonten for et mellemlager helt anderledes kort, nemlig 50-100 år.

På et efterfølgende møde i arbejdsgruppen diskuterede embedsmændene situationen. I næsten ti år havde de fulgt to andre spor, først eksport og dernæst havde de fået gennemført geologiske undersøgelser af dybe lerlag mange steder i Danmark. Arbejdet havde ført til omfattende rapporter med lange kildelister, men aldrig tidligere havde et mellemlager været »inde i overvejelserne«, som det hed i et referat fra mødet. Arbejdsgruppens strålingsekspert udtrykte med få ord forskellen og arbejdsgruppens nye udfordring:

»Geologien udgør i depotsammenhæng den passive sikkerhed, og i mellemdepotløsninger er den aktive sikkerhed vigtigst. Det, vi skal svare på, er, om det kan lade sig gøre at etablere et mellemlager, og hvad vil det koste.«

Næsten samme argument havde lydt fra både borgmestre og borgergrupper over for sundhedsministeren, når de var til møde i ministeriet, skrev læserbreve eller arrangerede borgermøder: Hvis et mellemlager kan placeres over alt i Danmark, er jordbundsforhold og de dybe lerlag ligegyldige.

Da embedsmændene senere skrev et notat om, hvad et kommende beslutningsgrundlag om et mellemlager nærmere skulle indeholde, blev det netop pointeret, at »beslutningsgrundlaget indeholder ikke udpegning af bestemte lokaliteter«.

Skuldre til en abe

Flere steder er der formuleringer i Informations aktindsigt, der tyder på en vis usikkerhed om, hvilken myndighed der skal ende med at have ansvaret for det radioaktive affald.

I et referat fra et møde i arbejdsgruppen i januar 2013 hed det således, at »status er således, at regeringen fortsat overvejer, hvordan opgaven skal gribes an«, og i april 2013 blev embedsmændene orienteret om, at »der afventes fortsat afklaring af, hvilken myndighed der har ansvaret for SMV’en, dels undersøgelse af udlandssporet«.

I august 2013 lød beskeden, at Sundhedsministeriet »fortsætter indtil videre som ansvarlig myndighed for opgaverne vedr. placering af det lav- og mellemradioaktive affald«, og først en måned senere fik arbejdsgruppen orientering om, at Udenrigsministeriet fremover »står for kontakten til udlandet«, som det hed i endnu et mødereferat.

Endnu en detalje, som embedsmændene skulle have afklaret, var »spørgsmålet vedr. timing mellem mellemlagerrapport og SMV«. I september 2013 var spørgsmålet om timingen afklaret, nemlig »at der skal foreligge et beslutningsgrundlag for en mellemlagerløsning samtidig med, at SMV’en er tilendebragt, med henblik på, at der kan tages politisk beslutning om, hvilke af sporene der skal fortsættes ad«.

Som Information tidligere har beskrevet, er den strategiske miljøvurdering af de seks udpegede lokaliteter til et slutdepot her i oktober sendt i høring med frist til begyndelsen af december. Høringsmaterialet er først sent blevet oversat til engelsk og sendt i international høring, og her er fristen sidst i januar.

Ifølge formanden for arbejdsgruppen, konsulent i Sundhedsministeriet John Erik Pedersen, er forventningen, at såvel beslutningsgrundlaget for et mellemlager samt miljøvurderingen af et slutdepot vil være færdige primo 2015. Herefter er det en politisk beslutning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu