Læsetid: 2 min.

Hurra for husarerne

Gardehusarerne fejrede i går deres 400-års fødselsdag i Slagelse. Regimentet er imidlertid kun 252 år gammelt, kunne Berlingske afsløre, men hvis alle er glade, og prinsgemalen er på vej til Slagelse, hvorfor så trampe rundt i den slags ligegyldigheder
Dronning Margrethe overværede i går Gardehusarregimentets 400-års jubilæumsparade på kasernen i Slagelse. Faktisk viser det sig, at gardehusarerne slet ikke er 400 år gamle, men kun 252 år.

Dronning Margrethe overværede i går Gardehusarregimentets 400-års jubilæumsparade på kasernen i Slagelse. Faktisk viser det sig, at gardehusarerne slet ikke er 400 år gamle, men kun 252 år.

Scanpix

18. november 2014

Herfra skal der lyde et stort og flot tillykke til Gardehusarerne i Slagelse, som i går fejrede deres 400-års fødselsdag. Der var besøg af Hendes Kongelige Højhed Dronning Margrethe og hans Kongelige Højhed Prins Henrik. Der var gudstjeneste, der var parade, der var legat-uddeling, og der var kransenedlæggelse.

Berlingske forsøgte at hælde malurt i bægeret på den store festdag ved at bringe historien »Dronningen fejrer tvivlsomt jubilæum«. Heraf fremgår det, at gardehusarerne slet ikke er 400 år gamle, men kun 252 år. Historien er faktuelt ganske sand. Den eneste grund til, at gardehusarerne i Slagelse i dag har status som Danmarks ældste regiment, er, at de i 2001 blev lagt sammen med Sjællandske Livregiment, som rigtig nok kan dateres tilbage til 1614. Ved en sådan sammenlægning viderefører man normalt det overlevende regiments historie og regimentsmærke – det vil i dette tilfælde sige gardehusarernes – men man gjorde en undtagelse, og pludselig var Gardehusarregimentet blevet 148 år ældre, end det reelt var.

Forsvaret er kendt for at have et løsagtigt forhold til tal, herunder drabstal, og det har ikke altid været lige kønt at overvære.

Men når det bare handler om en fødselsdag, og når prinsgemalen ligefrem er på vej til Slagelse, så er spørgsmålet, om man ikke bare skal lade den fare – selv om man måske nok kan dokumentere, at den er gal med datoen. Der er bestemt ikke for mange ting, der kalder på fest og fejring for tiden, og en 400-årsdag med kransenedlæggelse er vel nok værd at tage med. Og ærligt talt, så er der for tiden lidt en tendens til, at alt det der Detektor-halløj ødelægger de gode historier. Herregud, hvis gardehusarerne i Slagelse gerne vil fejre deres 400-årsdag, så lad dem da hygge sig med det.

I filmen The Man Who Shot Liberty Valance (1962) indrømmer hovedpersonen, senator Stoddard (James Stewart), at det slet ikke var ham, der dræbte skurken Liberty Valance – et mord, som senatoren ellers har bygget sin politiske karriere på. Men selv om avisredaktør Max-well Scott (Carleton Young) kender sandheden, smider han noterne i brændeovnen: »This is the West, sir,« siger han og tilføjer: »When the legend becomes fact, print the legend.« Med andre ord: Gardehusarerne i Slagelse fylder 400 år. Tillykke med det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak for den sjove historie, ganske fint krydret med de fine, men også sjældne krydderier, satire og ironi - noget, som kan gøre selv de mest mest kedelige anretninger utroligt velsmagende...

Torben Lindegaard

Til Lykke til Garderhusarregimentet - også fra en borger uden den mindste militære tilknytning.

Det tætteste jeg har været på de berømte regimenter, var på Edinburgh Castle, der tjener som regimentsmuseum for The Royal Scots Dragoon Guards, som dog "kun" er ca. 350 gamle.

Det manede ikke desto mindre lidt til eftertænksomhed at kunne konstatere, at regimentes samlede tab i dets levetid langt oversteg det antal dragoner, der på ethvert givet tidspunkt var tjenstgørende i regimentet.

Slagteriet startede i Den spanske Arvefølgekrig over Napoleonskrigene, 1. Verdenskrig, hvor regimentet blev decimeret adskillige gange og frem til 2. verdenskrig.

Altså Blenheim over El Alamein og frem til vore dages Irak.