Læsetid: 9 min.

Hvornår holdt autoritet op med at være et fyord?

Over en bred kam kritiseres den antiautoritære opdragelse for at gøre børnene syge af for meget ansvar, og Skandinavien betragtes ikke længere som et pædagogisk foregangsland. Visse lommer holder dog stand, f.eks. på læreruddannelsen, hvor Frederik Fischer oplever, at straf- og konsekvensfortaler Niels Egelund stadig er politisk ukorrekt
’Hvis man står over for noget, som ikke fungerer i undervisningen, så oplever jeg, at det bestemt ikke er god tone på seminariet at sige, at fejlen ligger hos eleverne, fordi de er dårligt opdraget hjemmefra f.eks. Det må heller ikke være en løsning at sanktionere,’ siger lærerstuderende Frederik Fischer.
7. november 2014

Da den svenske psykiater David Eberhard tidligere på året udgav sin bog, Hur barnen tog makten, om hvordan svenske børn har udviklet sig til være »små tyranner«, fordi forældrene betragter dem som kompetente nok til selv at vide, hvornår de skal i seng, og hvad de vil spise, lå det ikke i kortene, at den skulle blive omtalt så langt væk som i Kina og Brasilien. Men trods sit mellemværende med svenske forældre trak bogen altså overskrifter internationalt, og bl.a. britiske aviser skrev, at ikke alt var lige rosenrødt i det pædagogiske foregangsland Sverige, hvor man længe havde brystet sig af den inddragende opdragelse.

»Det, at det var en svensker, der sagde, at vi er gået for langt i den antiautoritære og inddragende opdragelse, var opsigtsvækkende, fordi de skandinaviske lande ses som og på mange måder stadig er pædagogiske foregangslande. Men problemet er, at vi har drevet det for langt. De antiautoritæres antiautoritære børn har så at sige fået dobbelt dosis. I deres generation har der, modsat tidligere, ikke været nogen autoritet at gøre oprør imod. Alt er tilladt, og de overlades ansvaret for deres egen opdragelse. Hvordan kan de så gøre oprør på andre måder end at vende det indad og blive ulykkelige,« siger David Eberhard bl.a. med henvisning til en undersøgelse, der viser, at svenske børn som 11-årige er de lykkeligste i verden, mens de som 15-årige er de mindst lykkelige.

»Der er meget godt i at være inddragende og i øjenhøjde med børn, men det betyder også, at forældre kommer til at bilde deres børn ind, at de er kompetente nok til at stille krav og få alt det, de peger på. Når de så møder modgang og finder ud af, at det ikke er sandt, får de problemer.«

Eberhard retter i sin bog kritik af den danske familieterapeut Jesper Juul, der er i Skandinavien og resten af verden er kendt for bestselleren, Dit kompetente barn. Det samme gør de to nordmænd, filosoffen Arne Johan Vetlesen og Per Bjørn Foros, i bogen Angsten for opdragelse omtalt i Information i sidste uge. I onsdags svarede Jesper Juul så igen her i avisen i den opblussede debat om, hvem der har ansvaret for, at børn og unge i »konkurrencesamfundet« får flere og flere psykosociale og eksistentielle problemer. Juul angrede ikke, men gav tværtimod kritikere ret i, at noget var galt. Ifølge Juul skyldes det dog selvoptagede forældre, der jagter det perfekte liv.

Men hvordan er det gået til, at det, der for bare få år siden var den rigtige opdragelse, nu er blevet den helt forkerte? Hvordan gik det til, at Jesper Juuls bestseller hos mange har fundet en afløser i mentalitetshistorikeren Henrik Jensens bog om autoriteternes forfald i Det faderløse samfund, som Berlingskes blogger og chefredaktør Tom Jensen skrev i en klumme, hvor han glædede sig over den nye kamp mod det pædagogiske »uvæsen« og den » mig-kultur«, der har ført til det »ego-prægede kaos, som mange folkeskolelærere døjer med i dag«.

Grinet ud

Hvis man spørger professor Niels Egelund, der herhjemme om nogen har personificeret opgøret med 68’ernes antiautoritære pædagogik og børnenes selvbestemmelse både i hjemmet og i klasseværelset, oplever også han en stigende interesse internationalt for problemerne i den skandinaviske opdragelsestradition, selv om dansk demokratiforståelse og ideer om medborgerskab stadig eksporteres til lande som Singapore. Men forståelsen har været lang tid undervejs. Da Niels Egelund i midten af 1990’erne kommenterede den såkaldte uro-undersøgelse – der viste, at en tredjedel af lærerne vurderede, at der var for meget uro i klasserne – og bl.a. foreslog mere disciplin og lærerautoritet, blev hans forslag latterliggjort i bedste sendetid på DR, husker han. I en nyhedsudsendelse blev hans budskab skåret ned til, at det, der skulle redde den danske folkeskole, var, at eleverne skulle rejse sig for læreren.

»Siden har man erkendt, at den er gal med disciplinen i folkeskolen, og svaret er bl.a. den såkaldte klasseledelse, som nu er udbredt praksis, men som bare er et pænere ord for, at autoriteten er tilbage i den danske folkeskole,« siger Niels Egelund, der tidligere har gjort sig til talsmand for, at de muligheder, skoleledere har for at bruge sanktioner og straf over for eleverne, bør tages langt mere i brug, end tilfældet er i dag, hvor de fleste skoleledere afviser den form for konsekvenspædagogik.

Blandt dem, der tidligere kæmpede indædt mod den gammeldags, institutionelle autoritet, var også tidligere dekan på Danmarks Pædagogiske Universitet, professor Lars Qvortrup. Men også han ser forandringer i autoritetsbegrebet.

»Vi har set, at såkaldt svage børn, der har svært ved at orientere sig i det komplekse fællesskab, som følger af den antiautoritære pædagogik, klarer sig dårligere fagligt. De har problemer med at håndtere det såkaldte forhandlingsfællesskab, og det er tit det, der sker, hvis man vil være antiautoritær: Så styrer man efter en anden form for autoritet, nemlig forhandlingskompetencen. Men det skaber jo ikke ro i en klasse, at man skal være bange for en forælder eller en lærer, som man var det i gamle dage,« siger Lars Qvortrup.

Han mener, at autoriteten har fundet en tredje vej, hvor man opnår autoriteten i form af de kompetencer, man besidder:

»Det, der skaber ro, er, at læreren har kompetencerne til at lede en klasse, skabe klarhed og struktur og sætte mål op for undervisningen.«

Men på trods af udviklingen hen imod et fastere autoritetsideal er der stadig en udbredt ambivalens i forhold til at tale om autoritet blandt både forældre, pædagoger og lærere, mener Qvortrup.

»Det skyldes for det første, at opgøret om opdragelsen er et generationsopgør. Det er de unge, der ikke er bange for at sige autoritet. Og det er de ældre – bortset fra en række debattører og psykologer – som stadig hylder de idealer fra 1970’erne og 1980’erne, jeg selv engang var en del af, som stadig får ondt, når vi hører autoritetsbegrebet blive genindført. Men det er en misforståelse, at jeg – fordi jeg hylder den professionelle autoritet – også dermed hylder den autoritære autoritet. Det er en fejlslutning,« siger han.

Idealer står i vejen

Men det er lige præcis de ideale forestillinger om det moderne, professionelle autoritetsbegreb, der kommer til kort, når man som ung lærerstuderende møder virkeligheden i et klasseværelse, mener lærerstuderende Frederik Fischer, der læser på UCSJ i Roskilde, og som både før og under sin uddannelse har arbejdet som vikar i folkeskolen.

De ideale forestillinger betyder nemlig, at det pr. definition er undervisningen og dermed læreren selv, der er noget galt med, hvis børnene er urolige, oplever Frederik Fischer.

»Hvis man står over for noget, som ikke fungerer i undervisningen, så oplever jeg, at det bestemt ikke er god tone på seminariet at sige, at fejlen ligger hos eleverne, fordi de er dårligt opdraget hjemmefra f.eks. Det må heller ikke være en løsning at sanktionere. I stedet skal man analysere sin egen didaktik og læringsaktiviteter og finde fejlen hos sig selv, hvis eleverne larmer eller simpelthen forlader undervisningen. Så er det fordi, den er for kedelig,« siger Frederik Fischer, der for tiden er i praktik på en skole i Viby Sjælland.

Forleden var Frederik Fischer til konference på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, hvor han fra tilhørerpladserne kommenterede netop diskussionen om for eller imod mere disciplin i folkeskolen. Og Frederik Fischer vakte opsigt, da han rejste sig i forsamlingen af pædagoger, lærere og forskere og sagde, at undervisning uden mere disciplin var en utopi:

»Ude på seminariet er Niels Egelund på det nærmeste forbudt, mens Helle Plauborg (forsker, der mener, at uro kan være en feedback til læreren om, at undervisningen ikke fungerer, red.) er idealet. Men jeg har været i praktik tre gange og arbejdet som vikar i folkeskolen, og jeg oplever, at ni ud af ti gange er man altså nødt til at bruge Niels Egelunds værktøjskasse.«

F.eks. har Frederik Fischer oplevet, at tre elever i en klasse var på vej ud af et vindue, inden han overhovedet var kommet i gang med sin undervisning.

»Jeg har også fået at vide, at jeg er en »fucking bøsserøv«, fordi jeg havde en bestemt T-shirt på eller en bestemt frisure. I sådanne situationer er det jo ikke altid nok bare at kigge på min læringsledelse, eller om jeg nu også tager hensyn til forskelligartede intelligenser eller elevernes køn og baggrund. Det får man jo slet ikke chancen for, og jeg ville ønske, at det var legitimt at sanktionere, så man fik mulighed for at skabe ro for bagefter at kunne udfolde den autentiske, spændende undervisning. Men man må heller ikke uddele sanktioner, det er der en form for kulturel modstand imod, og det ses som et svaghedstegn,« siger han og understreger, at han ikke mener, at noget er mere rigtigt end noget andet. Han efterlyser blot, at ensidigheden og berøringsangsten bliver udfordret på seminariet.

»Man kan bruge det billede, at hvis man ser læreruddannelsen som en troldmandsskole, så er der en mørk magi, man ikke må bruge. Det er Niels Egelund, som slet ikke optræder i undervisningen på seminariet eller i den litteratur og de artikler, vi præsenteres for, til trods for at han i den offentlige debat er en af de mest citerede forskere. De eneste gange, jeg har hørt ham nævnt, er i forbindelse med sarkastiske bemærkninger om ham. Man må ikke tilkendegive, at man har et konservativt syn på lærerrollen og disciplin i skolen. I hvert fald ikke, hvis man vil trives der, have gode karakterer og anerkendes af underviserne,« siger han.

Ikke overraskende giver Niels Egelund ham ret.

»Der er nok forskel på seminarierne, men i hvert fald møder jeg stadig modstand, når jeg er ude og undervise lærerstuderende. Ikke kun hvad angår disciplin, men også når jeg som formand for Pisa-konsortiet, fortæller om Pisa-test,« siger han.

Mere ideologi end pædagogik

Men hele debatten om opgøret med den antiautoritære opdragelse handler meget mere om ideologi end pædagogik, mener Eva Gulløv, der er lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet, hvor hun blandt andet forsker i opdragelsesformer.

»Der er mange, der argumenterer for ikke bare mere autoritet, men en mere autoritær opdragelse med tydelighed, konsekvens, og at det er de voksne, der har retten til at bestemme, fordi vi skal passe på, at børnene ikke bliver for grænseløse, usikre eller selvfede. Det gælder både i forhold til skoler og daginstitutioner og forældrene. Men jeg oplever faktisk ikke, at der mangler autoritet, når jeg er ude og lave observationer af børn i dag. Den dialogbaserede opdragelse er jo ikke uden autoritet. Men det er nogle andre virkemidler, man bruger,« siger Eva Gulløv.

Hun ser snarere debatten som et led i det, hun kalder et opgør med »en humanistisk og demokratisk tænkning«, der har fyldt meget de seneste 30 år:

»Der er tale om en bredere tendens til at indføre tydeligere regulering og kontrol f.eks. i forhold til lov og orden, som også rammer det pædagogiske felt, og måske netop her, fordi pædagogikken har været symbolet på den humanistiske og tolerante linje, som samfundet tidligere har brystet sig af som ideal,« siger hun og fastholder, at hun mener, at argumentet om at reinstallere den voksne som en tydelig autoritet hviler på et forkert grundlag.

»Det billede af børn, der overlades til at bestemme alt for meget i anliggender, de er alt for små til, genkender jeg slet ikke. Tværtimod ser jeg børn, der er i stand til at forhandle og forventer at blive hørt på i forhold til ting, der vedrører dem selv. Det er en anden børnekarakter end for to generationer siden, men at det skulle være et entydigt problem, kan jeg ikke konstatere i min forskning. Jeg ser ikke børn, der over en bred kam er usikre eller ikke kender reglerne. Og uroen i klasserne ser jeg ikke nødvendigvis som et udtryk for utydelige forældre, men snarere et udtryk for de undervisningsformer, vi har introduceret, som netop lægger vægt på, at børnene skal være involverede og deltage aktivt i forskellige projekter. Samt at der er mange flere børn i klasserne i dag end tidligere,« siger Eva Gulløv.

Hvordan oplever du forældrerollen i dag? Hvilke forventninger møder samfundet dig med, og er de anderledes end dengang dine egne forældre skulle opdrage dig? Har nutidens børn, de forældre, de fortjener? Send os dit svar via dette link. Vi publicerer de bedste her på information.dk

Serie

Opdragelse i konkurrencestaten

Unge er i dag mindre glade for livet og mere stressede end unge i tidligere generationer, selv om valgfriheden aldrig har været større. De er opdraget til selvansvar, men er det også med til at gøre dem uansvarlige og ude af stand til at håndtere samfundskriser? Og er forældregenerationen overhovedet i stand til at være autoritet i en foranderlig verden?

Information går tæt på tidens nye krav til opdragelse og dannelse.

Seneste artikler

  • Generationen, der gør sin værdi op i tal

    1. december 2014
    Der er andet her i livet end karakterer og faglig viden, prædiker vores lærere og forældre. Men budskabet har dårlige odds i en generation, der ved, at det i konkurrencesamfundet ikke er okay bare at være okay
  • Der er gået fingerpegen i opdragelsen

    25. november 2014
    ’Man kan jo godt forstå, at ungen opfører sig sådan, når man ser de forældre,’ siger vi bedrevidende til hinanden. Men er det ikke lovlig enøjet at placere skylden for de uopdragne unger hos forældrene?
  • Mental modstandskraft er det nye pædagogiske modeord

    21. november 2014
    En række fagfolk mener, at børn og unge mangler mental modstandskraft. I stedet for diagnoser, flere psykologtimer og overbeskyttende forældre efterlyser de fokus på, hvad der kan gøre børn og unge mere robuste
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Karsten Kølliker
  • Andreas Åbling Petersen
Karsten Kølliker og Andreas Åbling Petersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

" fordi forældrene betragter dem som kompetente nok til selv at vide, hvornår de skal i seng, og hvad de vil spise, "

Det vil jeg da betragte som børnemishandling i middelsvær grad. Mine på 10 og 11 er ved at lære at passe på sig selv. I skolen, til idræt, til spejder og på vejene. Men derfra til at gøre det til deres ansvar er der så langt at mine bukser ikke vil kunne holde til at strække over den kløft.

Jens Jørn Pedersen

Niels Egelund hører til dagene efter den sorte skole.
Han hører til et andet sted.
Da min søn var lille, lærte jeg ham at argumentere - jeg var stolt indtil han argumenterede mod mig: Ja men far, du sagde jo lige før og nu siger du. Hvad mener du egentlig - UPS.

Jens Jørn Pedersen

Der er en misforståelse i overskriften.
Der er forskel på at være en autoritet og være autoritær.
Autoritet tildeles af dem man er en autoritet for, hvorimod den autoritære tildeles magten udefra.

morten Hansen, Britt Kristensen, Niels Duus Nielsen, Karin Jønsson, Janus Agerbo, Jens Thaarup Nyberg, Rene Bolvig og Per Larsen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

"»Vi har set, at såkaldt svage børn, der har svært ved at orientere sig i det komplekse fællesskab, som følger af den antiautoritære pædagogik, klarer sig dårligere fagligt. De har problemer med at håndtere det såkaldte forhandlingsfællesskab, og det er tit det, der sker, hvis man vil være antiautoritær: Så styrer man efter en anden form for autoritet, nemlig forhandlingskompetencen.", siger Lars Qvortrup.

Så det man hele tiden i pædagogikken og opdragelsesregi har kaldt "anti-autoritær" opdragelse har i virkeligheden slet ikke været anti-autoritær?

der er da ikke noget galt med at noget har konsekvenser. Tværtimod. Som en af vore lokale gymnasielærere udtrykker det: "På den her skoleudflugt kan I gøre lige hvad I vil. I skal blot huske på at det I gør har konsekvenser" - Meget bedre end: I må ikke gøre det og I må ikke gøre det, når man har med på det nærmeste voksne mennesker at gøre.

Alan Strandbygaard

"... fordi forældrene betragter dem som kompetente nok til selv at vide, hvornår de skal i seng, og hvad de vil spise..."

Den indfaldsvinkel der skaber små egoister, der ikke vil fællesskabet. De er vant til at dete hele kører efter deres hovede. De kan slet ikke forstå at verden ikke er til udelukkende for dem.

Lennart Kampmann

Den ærlige lærer fortæller sine elever at det de laver ikke er specielt fantastisk, men ok, og at de er søde men ikke specielt fremragende. Den dygtige lærer sætter sine elever i stand til at vurdere sig selv korrekt.
En veluddannet elev ved hvad hun kan og ikke kan.
Det kræver at læreren er ærlig. Siger sin oprigtige mening og dermed tager eleven alvorligt. På den måde bliver man en autoritet i elevens liv.
Det er ikke altid nemt eller kønt. Og når det skal gøres, kræver det at lærer og elev har opbygget en vis fortrolighed med hinanden.

Med venlig hilsen
Lennart

Niels Egelund er en politisk medløber, der ændrer standpunkt efter de siddende regeringer, men det er jo også dem der betaler ham for at have deres holdninger...

Lars Jorgensen, Kurt Nielsen, Viggo Okholm og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

At give pædagogikken skylden er helt ude i hampen, i stedet bør man måske mere se på om forældrene formår at klare opgaven i de eksempler hvor børnene ikke formår at agere i vores moderne samfund.

der er desværre forældre derude som kun giver omsorg og kærlighed til deres børn når de selv trænger, og som skubber børnene fra dem når børnene ønsker kærlighed og antal af disse type forældre er flere end de fleste render rundt og tror, ligesom antal af forældre som nærmest giver deres lille lorte iphone mere tid end deres nye lille og skønne unge, alt sådan noget gør at barnet får en dårlig start og en mangel på sikker base fra dets nære omsorgspersoner, noget som især pædagogerne så skal rettet op på og forbedre og ikke mindst gøre forældrene opmærksomme på og lære dem hvordan man er en god nok forældre. Det sidste er et velkendt problem nemlig at man er alt for konfliktsky.

Når jeg ser og oplever børn fra de er 0- 6 år ser jeg og oplever små væsener med så meget indbygget, at jeg begræder, at de nu skal indskrænkes og ensrettes, så de kan blive gode elektrikere etc. i et samfund, hvor få høster afkastet af arbejdet fra de mange.
De skal uddannes, men nej, de skal afdannes og ensrettes. Seneste tiltag er skolereformen, der sigter på erhvervslivet og nærmest fravælger livet.
Indespærret i 10 år plus, højere uddannelser, ja så er den tid gået.
Var det lykkedes at bevare og udvikle de medfødte talenter, skulle der ikke meget mere til for at give børnene et liv.
Har den nye reform lidt med omkring det at få børn og lede dem til et liv?? eller kun erhvervsliv.

Line Sabroe, Karsten Aaen, Kurt Nielsen og Mads Kjærgård anbefalede denne kommentar

Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus havde i 1972 en fremragende lærer ved navn Knud Meldgaard, uddannet journalist og jurist med speciale i strafferet, der underviste de kommende journalister i faget rets- og kriminalpleje, så de var fagligt godt rustet til at dække grundlovsforhør og retsmøder, og efterfølgende var i stand til at sammenfatte og sammenskrive en forståelig artikel til avislæserne.

Hvornår er man anholdt?
Hvad betyder en fængsling?
Hvornår er man sigtet?
Hvem rejser sigtelse?
Hvornår er man tiltalt?
Hvem rejser tiltale?
Hvad betyder et nævningeting?
Hvem stilles for et nævningeting?
Og hvad betyder en dissens fra Landsrettens side …?
Etc. etc. etc.

Allerede ved starten på den første undervisningstime sad der en politisk Karl Smart fra Danmarks Kommunistiske Parti med benene demonstrativt klasket op på bordet, og med en flabet attitude fortalte han en veluddannet jurist og journalist som Knud Meldgaard, at han kunne glemme enhver respekt for ham som lærer. Nu havde tiderne nemlig ændret sig, og det var det slut med at krybe for autoriteter i enhver undervisning. Hvad enten det var folkeskolen, gymnasiet, universitetet eller Danmarks Journalisthøjskole, og det måtte han som lærer bare èn gang for alle forstå.

”Kom herop til katederet”, sagde Knud Meldgaard, men Karl Smart blev siddende med et hånligt grin i ansigtet. ”Kom herop”, gentog han. Men en mand fra Danmarks Kommunistiske Parti, der nu havde besluttet sig for at blive journalist, lod sig naturligvis ikke skræmme af en skide underviser, så han blev demonstrativt siddende med benene smækket op på bordet og krævede, at samtlige 14 elever i klassen skulle beslutte sig til i fællesskab, hvad man skulle undervises i, hvordan man skulle undervises, og hvor meget pensum man skulle have i rets- og kriminalpleje.

Herefter gik lærer Knud Meldgaard resolut ned til kommunistens siddeplads i klasselokalet, fejede i èn bevægelse hans ben ned af bordet, tog fat i kraven på ham, gelejdede ham op til katederet, vendte ham mod hans studiekammerater, og bad ham forklare sig nærmere over for sine klassekammerater:

”Vi skal have demokrati i undervisningen. Vi skal alle sammen bestemme. Vi skal alle sammen have ansvaret for indlæringen. Vi skal alle sammen være enige om undervisningens indhold. Vi skal ikke længere tyranniseres af èn bestemt lærer”, svarede journalisteleven, der med stolthed fortalte de andre elever, at han var aktivt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti.

Ingen af eleverne glemmer nogensinde Knud Meldgaards reaktion.

”Hør her, Karl Smart, forskellen på dig og mig er, at jeg ved en masse om rets- og kriminalpleje, mens du ikke ved en skid om noget som helst på det område. Hvis du vil lære noget om jura og retsplejen til brug for dit kommende journalistiske virke, så du ikke kvajer dig i dine retsreferater, så vil jeg anbefale dig at slå ørerne ud i det næste års tid, når jeg underviser dig i faget. Men èn ting er sikkert. Du får ikke lov til at obstruere min undervisning for de andre. Enten følger du 100% med i min undervisning – eller også må du omgående forlade den 4-årige journalistuddannelse”.

Karl Smart klappede fuldstændig i, fulgte herefter lydigt og disciplineret med i undervisningen, og bare èt år senere fik han en af de højeste karakterer ved eksamen. Han fulgte Knud Melgaards pensum og indlæringsmetoder, som var et mesterværk i pædagogisk undervisning, fordi jura er noget af det sværeste at lære på grund af den enorme lovjungle. Og den besværlige Karl Smart var stor nok til at erkende, at uden disciplin i enhver undervisning kan man ikke lære noget som helst.

Forestil jer nu Knud Melgaards ordlyd i en anden kontekst, nemlig som replik fra en folkeskolelærer, der står med 26 elever i en klasse, der endnu ikke har lært at læse, skrive og regne. Men hvor alle bare sidder og skriger løs i munden på hinanden, og kun fokuserer på deres Smartphone og Facebook og Instagram, fordi de ikke gider høre på en åndssvag autoritet til underviser.

”Hør her, drenge og piger, forskellen på jer og mig er, at jeg ved en masse om læsning, skrivning og regning, mens I ikke ved en skid om noget som helst på nuværende tidspunkt. Derfor – hvis I vil lære at læse og skrive og regne, så I formår at klare jer i livet som voksne, så vil jeg anbefale jer at slå ørerne ud, når jeg underviser i fagene. Men èn ting er sikkert. Ingen får ikke lov til at obstruere min undervisning. Enten følger I disciplineret med i min undervisning – eller også bliver I bliver vist bort fra folkeskolen – og så må de sociale myndigheder tage sig af jer.

Pointen med denne sandfærdige anekdote fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus er at understrege, at uden disciplin i folkeskolen med respekt for læreren, underviseren, autoriteten, ja, kald dem hvad man vil, kan du simpelt hen ikke lære noget som helst på en institution for uddannelse. Og du ender med at blive et dumt og uvidende menneske, uden en pragmatisk og selvstændig tilgang til livets strabadser i fremtiden.

40 års håbløs socialpædagogik har ødelagt folkeskolens potentiale. Takket være politisk opportunisme, ansvarsløshed og ansvarsforflygtigelse. Tusindvis af elever er strømmet ud af folkeskolen som funktionelle analfabeter og flokdyr. De kan ikke tænke èn selvstændig tanke selv. De overlever udelukkende socialt og økonomisk i hverdagen, fordi vi har udviklet et økonomisk sikkerhedsnet for alle med automatiske overførselsindkomster, for mange af dem har aldrig lært de mest basale færdigheder i folkeskolen til at kunne overleve på det private og offentlige arbejdsmarked.

Vi får imidlertid aldrig nogensinde skabt disciplin i folkeskolen med respekt for læreren som en positiv autoritet, der altid skal følges blindt i undervisningen, medmindre Danmarks Lærerforening med sine 90.000 medlemmer og skolederne, èn gang for alle stiller politikerne til vægs, og får smidt det meste af de ubrugelige socialpædagogiske principper i skraldespanden, der fuldstændig har ødelagt det som for bare 40 år siden var den bedste folkeskole i hele verden.

”Eksercits er grundlaget for disciplin – og uden disciplin kan man ikke kæmpe”, sagde min gamle kompagnichef til os rekrutter ved Falsterske Fodregiment i 1968, da flere af os spurgte ham om, hvorfor vi skulle gå rundt og marchere i takt under kommando fra ham. Og dèn læresætning havde vi bare at tage til efterretning, medmindre vi ønskede en tur i brummen eller nogle dårlige soldaterpapirer.

Men lad mig her omskrive tesen fra soldatertiden i ønsket om, at landets ansvarlige politikere og undervisere forstår, at hvis folkeskolen med sine lærere og skoleledere ikke èn gang for alle sadler om med hensyn til disciplin og autoritet i folkeskolen, ja, så går vi fuldstændig neden om og hjem som en nation bestående af dygtige, vidende og oplyste mennesker:

”Disciplin er grundlaget for al indlæring … uden respekt for læreren som faglig og menneskelig autoritet kan du ikke lære noget … hverken i folkeskolen, privatskolen, gymnasiet, universitetet, erhvervsskolen og andre institutioner med uddannelse”.

Jeg håber det bedste af hensyn til vores børn og børnebørn.

Lars Jorgensen, Kaj Spangenberg, Britt Kristensen, Karsten Kølliker, Marianne Rasmussen, Lennart Kampmann og Dennis Iversen anbefalede denne kommentar
Michael Borregaard

Hvem husker længere Makarenko? Som en af sovjetkommunisme tidens pædagoger er han næsten blevet glemt.

Anton Makarenko, hvorfor så nævne ham - og ikke Maria Montessori? Fordi han blev kendt for tanker, der påpegede forældrenes og pædagogernes ansvar og pligt til at opdrage. Makarenko pointerede, hvilken ansvarsfuld opgave det er at opdrage børn. Hans tese var den: “ Man kan ikke opdrage uden autoritet, men det må være en autoritet, der ikke kræver bevis. Den må opfattes som en uomtvistelig del hos den ældre”. Eller som han fremhævede, intet er ligegyldigt når det drejer sig om børneopdragelse.

Falsk autoritet er eksempelvis påpegede han: Afstandens autoritet, hvor de voksne bevidst holder afstand til børnene. Undertrykkelsens autoritet, hvor den voksne står som en streng faderperson. Overlegenhedens og pedanteriets autoritet, hvor den voksne føler sig højt hævet over barnet, men også. Godheds- og kærlighedsautoritet. Disse sidste er skadelige, hvis forældrenes ømme følelser gør dem uopmærksomme, eller børnenes lydighed organiseres gennem eftergivenhed. Hovedgrundlaget, påpegede han, kan kun være deres liv og arbejde. Eller som han pointerede, det er sværere, at opdrage et barn end flere.

Havde Makarenko levet i dag, havde han sikkert sagt til den unge lærerstuderende, vis de elever som var på vej ud af vinduet, hvad det bruges til, til at lufte ud eller holde kulden for døren, derefter vise dem døren, og fortælle dem dette er udgangen, og den kan i benytte når timen er ovre. På den måde, finder man kortfattet fortolket af hans bidrag til pædagogikken, ind til det nødvendige selvværd som hører arbejdsordnen til på en for begge parter konstruktiv måde, skabende selvværd gennem et opdragende læringsforløb til følge uden der er tale om falsk autoritet, hvormed pligten og disciplinen til begejstring ved selvoplevelsen af indsatsen gerne - i langt, langt de fleste tilfælde -, skaber glæde ved “opdragelsen“.

Hvorom alting er, er det velkendt, der er nogle unge som er frækkere end læreren tillader, men det er heldigvis få, og langt de fleste kan man nå ind til, en dør kan både bruges til at gå ind ad, men også ud af - det midtimellem, handler om vinduet og døren, altså undervisningen og dens gensidige arbejdsorden.

Lars Jorgensen, Karsten Kølliker, Kurt Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Tja ja, der er ikke brug for antiautoritære mennesker mere, nu er der brug for folk der knalder hælene sammen og råber jawohl. Så er den vist ikke længere!

Mads Kjærgård

Men sjovt nok, man forventer at børn helt ned i de første klasser kan tage stilling til hvilket erhverv de vil have som voksen, være med til at fastlægge udviklingsplaner for dem selv, så staten er jo i høj grad med til at give børn for meget ansvar Når de er ulykkelige som 15 årige, så skyldes det måske at staten stiller så høje krav, at de ikke kan opfylde dem. Det var der jo just for nogle år tilbage en udsendelse om Sydkorea og Japan om. Har selv store børn og kravene er benhårde simpelthen, og frygten for ikke at klare sig er enorm!

Steffen Gliese, Karsten Aaen, Jan Bisp Zarghami og Karin Jønsson anbefalede denne kommentar
Michael Borregaard

@ Ole Brockdorff

Dit indlæg, har nogle pointer, men, også mangler. For det første 1) du kan sagtens lære noget på “alle” institutioner, specielt de boglige, dette kaldes fritiden - dengang, som du sikkert godt ved, før 70erne og de stigende boglige krav invaderede folkeskolen hed det endvidere mesterlære som mulighed for den autodidakte personlighed som havde det svært med folkeskolen. For det andet 2) dette er ingen nyhed, og derfor ikke de sidste 40 år, allerede i 1912, da man lavede den første, landsdækkende undersøgelse af folkeskolens elever, fandt man, at 20 procent gik ud af skolen uden at mestre disse så nødvendige kunster, at læse, regne og skrive - og dette har ikke mærkbart ændret sig siden, alligevel, råbes der til handling hver gang en ny PISA-undersøgelse viser sine “resultater“.

Man kan argumentere for, at det ikke falder politikerne ind, at 20 procent af befolkningen har andre evner eller interesser, som måske kunne være nyttige for samfundet, i stedet for, med bestyrtelse at reagere som eksempelvis Antorini gjorde det, med et OMG - for hvori består det nye, for mig virker det som om, at de såkaldt “uudryddelige“, altså de 20 %, bruges som politiske lynafledere, blot fordi, folkeskolen er et let område, at kaste sig over, hvis man skal vise politisk handlekraft, alle har jo - ligesom undertegnet - meninger om den!

Dine kommentarer i øvrigt angående de automatiske stabilisatorer og deres funktion for de marginaliserede, vil jeg lade stå uimodsagt - enige er vi ikke, mange af dem som ikke kan regne og skrive, kan dog begå sig på arbejdsmarkedet, dette kaldes for offentligt finansieret ansættelse, men, dette har politikerne ikke i sine tanker, ligesom tankerne om fritidssamfundet, grundet oliekrise(r) og Reagans og Thatchers indtræden på den højeste stol heller ikke er blevet realiseret.

Med det, god aften, der er frækkere end politiet II, og Gitte Nielsens´ “stænger” var ligeså lange dengang, for 27 år siden, som de er i dag - præcist som det er tilfældet med de såkaldt “uudryddelige 20 procent“ ifølge den første landsdækkende undersøgelse i 1912!!

Karsten Aaen, Kurt Nielsen, Steffen Gliese, Mads Kjærgård og Martin Madsen anbefalede denne kommentar

Selvfølgelig er vi gået for langt - men vi har også mistet de væsentlige værktøjer, der er, at børn efterligner voksne, og at børn - overraskende - godt vil gøre, hvad de voksne siger, selvom det undertiden skal drives frem. Alle kan være vrantne, men når oplevelsen af det gode ved at følge den voksnes anvisning erfares, er man et skridt videre i ikke autoritær, men tværtimod frigørende forstand, fordi det er evnen til erfaring og refleksion, der trænes, ikke kadaverdisciplin.

Stephan Paul Schneeberger

hvis man kender lidt til den tidlige antiautoritære pædagogik og i sær de socialistiske bevægelser pædagogik handler der meget om at lære ansvar og konsekvenser at gøre, og det samme gælder sender også Nell,Holt eller Illich, men man skal huske også at deres krtik af sklen var romantisk ved at dr krævede meget mere end skole kan bære, fordi samfundet ikke kan eller kunne endnu forandres på en sådan måde at der kommer en sådan skole disse tænker og praktisker ønskede., fordi der i bund og grund er tale om utopiske bevægelser. Det er ikke realstisk at anvende socialistiske eller liberale pædagogiske i dealer i dag i pædagogikken uden at inddrage at dens ideal om demokrati, frihed og lighed i skolen, på arbejde eller i familien skal forstå både ud fra historiske kontekster og ud fra at disse altid også var skal være dele af en bevægelse og større omvæltning i samfundet.

Skolen er forudsætningen for demokrati - ikke ved at praktisere den, men ved at ruste børnene intellektuelt til at kunne tage det på sig, hvad pligter og rettigheder angår - og det er nogle aldeles andre pligter og rettigheder end dem, som tidens politikere går op i! De rettigheder og pligter, der vedrører den personlige forsørgelse, er jo private og kommer på den måde ikke så meget fællesskabet ved - dets interesse er i borgere, der kan påtage sig de offentlige rettigheder og pligter ved at besidde omtanke, selvværd, personlig autoritet og dannelse. Derfor understøtter samfundet også dem, der ikke på egen hånd kan få en biting som personlig økonomi til at hænge sammen, fordi dette har alt for indgribende betydning i forhold til de krav, samfundet i øvrigt stiller til borgeren om deltagelse.

Mht. dette autoritetsspørgsmål, så mener jeg i øvrigt, at problemet er, at det ikke længere er attraktivt nok at blive voksen. Fokus i skolen er i alt for høj grad på barnets verden, hvor den burde være at anspore til en stadig større forståelse af, hvad det vil sige at være voksen, sådan som det var i gamle dage. Barndommen går over - men måske går den ikke over, hvis man ikke lærer børn så meget om at være voksne, som om at være børn.

Et helt fantastisk tilfælde, er allerede er blevet afsporet af erhvervslivets apostel sankta Suleima, er spørgsmålet om seksualundervisningen i folkeskolen, der åbenbart er blevet til kursus i prævention frem for i at få børn. Det er noget af en glidebane, kan man vist roligt sige. Det er fint nok at vide, hvordan man undgår at få børn, men det er dog børn, de fleste gerne vil have, og det er undfangelsen, der er den biologisk faglige at beskæftige sig med.

Tror man når langt ved at at give opmærksomhed og se når ens børn opfører sig som "gode" mennesker. Måske kræver det som forældre at identiteten overvejende ligger samme sted, for at det skal virke naturligt. For meget fokus på præstation (inkl. Job) og udseende i opmærksomheden tror jeg er et gennemgående problem, som er med til at skabe konkurrence og selvhævdelses kultur og identitet. En identitet man kan opleve som at tabe for den ene dag til den anden, hvad job og præstation angår, og med udseendet er det et kontinuerligt nederlag ikke at føle sig rigtig...
Godhed er som identitet svær at miste. Diskussion af begrebet godhed ligger udover formålet her.
Dette ville måske skabe roligere børn, med et naturligt forhold til konkurrence, præstation og udseende.

Grethe Preisler

"Anarkisten Krusemynte
smed en bombe og forkyndte
med sin stemmes dumpe torden:
Ned med alt og linje fjorten!

Folk sprang bort med deres mapper,
ind i porte, op ad trapper.
Kun den lille konduktør stod
bleg og fattet, hvor han før stod.

Bomben sprang! Og konduktøren
holdt sig for de store øren,
skreg med enden ud af skjorten:
Op med mig og linje fjorten!"

(Halfdan Rasmussen, salig ihukommelse)

Jakob Lilliendahl, Steffen Gliese og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Opdragelse er ikke særligt svært og forudsætningen er at man ved hvem man selv er.

Det gode eksempel er grundstenen i den magiske opdragelse hvor man udvikler barnets væsen og sociale færdigheder samtidigt med at barnet, bliver ført gennem faktuel læring.

Når du ser et barn vokse op de første år har de primært kopieret deres forældre.

Steffen Gliese, Morten Jespersen, Viggo Okholm, Jørn Andersen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Arkitekt og kommunalbestyrelsesmedlem Ole Brockdorff er en god socialdemokrat.

Det har han været, lige siden han var elev på journalisthøjskolen i Aarhus i 1972, så kom bare ikke her.

Peter Hansen

børns lege går altså også ud på at lære hvordan man agere, interagere, kommunikere, diskuttere, forhandler mm. i en senere voksenverden. Legen er dermed en forberedene øvelse til hvordan man skal opføre sig i det senere voksenliv.

Så det er en fejlslutning hvis man tror børn ikke bliver forberedt til voksenlivet, for en betragtelig del, af det børn gør, er lige præcis det.

Problemet er snare den at vi ser leg og den måde børn er på som værende primitiv mm. og det er derfor mere syntet og den manglende forståelse den er galt med.

Hvis vi vil have kreative, dannede børn, bliver vi også nød til at have en forståelse og respekt for børn, for ellers får vi det ikke, med kæft, trit og retning og gammel forældet diciplin får vi blot tomhjernede nikkedukker der er komplet ude af stand til at reflektere.

Viggo Okholm, Karsten Aaen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg gør venligst Grethe Preisler og andre bloggere opmærksom på, at jeg ikke er identisk med det socialdemokratiske byrådsmedlem Ole Brockdorff fra Holbæk, ej heller er jeg den kendte arkitekt fra København, men derimod en helt tredje navnebroder fra København Ø, der skriver diverse indlæg på internetavisernes debatfora.

Kaj Spangenberg, Kurt Nielsen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

@Ole Brockdorff,

Det tager jeg til efterretning, og undskylder hermed på det heftigste, at jeg tog fejl af dig og et par af dine navnebrødre.

Og gør samtidig opmærksom på, at jeg heller ikke er identisk med eventuelle andre personer med samme sjældne navn som mit, der fører sig frem med egne blog's på internettet og/eller skriver diverse indlæg i andre internetavisers debatfora end nærværende, som jeg betaler abonnement for at læse (den stadigvæk mindst ringes, alias dagbladet Information).

Karsten Kølliker

Respekt for Frederik Fischer for at han stiller sig op og tager diskussion. Respekt for Ole Brockdorffs videregivelse af et eksempel på en stor pædagog, som for mig til at tænke på, hvad blev der af begrebet kald? Et kald er jo netop en meget indlevet forståelse af én selv i forhold til det samfund, man er en del af. Og altså med fokus på at give frem for at modtage, hvilket i mine øjne kunne være det indlysende gensvar til Jesper Juuls indsigtsfulde debatindlæg 5/11.

Hvis ikke man lærer betydningen af disciplin, vil livet disciplinere én. Og vores virkelighed er formentlig den, at vores samfund allerede er inde i en depressiv skrue. En omsiggribende, frygtbetonet stemning som en funktion af et utroværdigt lederskab og en fornemmelse af at tingene skrider. Vores livsformer er jo ikke bæredygtige. Følelsen af magtesløshed. De politiske tiltag for at holde finansmarkederne flydende er så yderliggående og destabiliserende, at vi lever på lånt tid. Der er så flere scenarier her fra hvor vi står, men der er en åbenbar risiko for, at det sikkerhedsnet (apropos Brockdorff), som hidtil har oppebåret vores illusioner om et samfund, forsvinder fra den ene dag til den anden. Og i den situation vil vi forstå vores hidtidige adfærd som overmodig sågar hovmodig og vores nye barske realiteter som vores nemesis. Livet der disciplinerer.

Vores samfundsforestillinger og -institutioner kan således krakelere med overraskende hastighed, men i den situation vil vi fortsat have valget om vores samfund skal bestå. Om vi ønsker at samle vores kræfter og i fællesskab gøre det hårde arbejde at få tingene til at fungere på nye måder. Livet der disciplinerer.

Mads Kjærgård, Steffen Gliese og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Karsten Kølliker:

Lars Løkke er enig med dig i, at lærerjobbet skal være et kald, så der bliver mindre fokus på arbejdsbetingelser og løn.

Karsten Kølliker

Du har ret, Claus Jensen. Der er et moment af godtroenhed og offervilje forbundet med opfattelsen af sit job som et kald, og hvis samfundet i øvrigt og ledelseslaget i særdeleshed er karakteriseret ved skrupelløshed og ryggesløshed, så står der idiot på ryggen af én, når man alligevel insisterer på at levere en engageret indsats.

Jeg tror ikke vi i væsentlig grad er uenige om de nuværende omstændigheder, men hvis klimaforandringer, udpining af naturgrundlaget og nedslidning af samfundets sammenhængskraft summerer op til et kald for den nulevende menneskehed, så ser jeg dette kald sammensat af en ufattelig mængde mennesker, der vågner op til deres eget kald. Jeg kan ikke se helingen skulle kunne komme på nogen anden måde. Det, i forening med omfattende decentraliseringer og forenklinger samt vidtgående lokalforankring. Ask not what your community can do for you, ask what you can do for your community.

Karsten Kølliker:

Vi er enige. Det er blot håbløst at forlange, lærerne skal stå for en progressiv opdragelse af vores børn. Skolen er stort set et opbevaringssted for børnene, som lærer at stå op og gå på "arbejde", mens forældrene gør det samme. Denne institution, som pr. definition aldrig kan blive mere end det næstbedste, vil du nu have til at være progressiv samtidig med, at samfundet rykker i den anden retning og ovenikøbet begår kardinalsynden og laver større klasser. Skoleklasser har det som demokratier, de fungerer ikke, når de når over en hvis størrelse.

Vil man have gode skoler, må man betale for det.

Steffen Gliese, Karsten Aaen, Lennart Kampmann, Karsten Kølliker og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar

Ja så har vi diskussionen igen, hvad tror vi ,vi vil med vore børn? Får vi børn fordi vi elsker og som ser det som naturligt at få en "frugt" af vores kærlighed?
Er børnene samfundets? forældrenes? eller måske helt deres egne med mulighed for at blive hele mennesker ud fra de evner de har fået, hvis de ellers får lov? I nogen af indlæggene synes der at kigge et menneskesyn frem, der fortæller at hvis vi ikke passer på og fordrer disciplin, ansvar og krav, vil børnene blive små egoister og styre alt og alle gennem en form for tyranni. Er vi grundlæggende ikke sociale væsener men med en snert af begær, som uvægerligt fører til lidelse og skuffelser? Pædagogikken og læringsmål skifter ustandselig og hermed skal børn agere både i forhold til det og så i øvrigt se på hvordan de voksne ikke gør alt det som de siger. Personligt er jeg ret sikker på at børn ønsker krav, ansvar og kærlighed samt mulighed for at gøre egen erfaringer.

Morten Jespersen

Vi har en kultur og et arbejdsmarked der ikke kan motivere en stor andel af drenge og mænd. Der er en grund til at drenge og mænd finder deres fortællinger i computerspillet, og ikke i det omgivende samfund.

Når de nu ikke kan motiveres af det berømte "fællesskab", så genopstår den autoritære opdragelse, så de kan sparkes i gang, når motivationen mangler.

Kære alle

Er Frederik Fischer mon egentlig konservativ inderst inde? I hvert fald navner han dette her:
"Man må ikke tilkendegive, at man har et konservativt syn på lærerrollen og disciplin i skolen."
Og jeg ved jo ikke om dette er korrekt. Men set fra mit udsigtstårn som lærer så er min erfaring altså denne her: Har jeg som lærer ikke styr på 1) Hvad eleverne skal lære, 2) Hvordan skal eleverne lære det 3) hvor lang tid de har til det og 4) hvorfor de skal lære det? ja så falder eleverne fra. Og begynder at snakke og lave ballade mm. og mv.

Mht. Viggo, eh, Frederik Fiscshers, beskrivelse af hvordan han er blevet kaldt bøsserøv af elever så er mit råd til ham - fra en lærer til en anden - at han bare siger, at det sprog vil han altså ikke finde sig i. Og at de tre drenge der er på vej ud af vinduet, skal have lov til at gå ud af vinduet. Og så skal han lukke det! Og så bliver de nok trætte af det på et tidspunkt. For mig at se, lyder det til, at han vil have lov til at uddele straf til eleverne, fordi de siger 'bøsserøv' til ham. Og den straf skal være at de ikke må deltage i undervisningen. Og hvorfor så det? Fordi han har et konservativt syn på lærerrollen eller hyr? Og hvad lærer eleverne af det? Intet, absolut intet.

Karsten: Hvad nu, hvis Frederik ER konservativ? Efter min mening kan man sagtens have et konservativt syn på mangt og meget, selv om man stemmer til venstre side. De Konservative har ikke mere patent på at være konservative end Dansk Folkeparti har patent på at være folkelige.

Dine forslag til tackling af Frederiks problemer vil jeg advare imod. At sige til eleverne, at man ikke vil finde sig i deres sprog, er bare at slå hul i den tomme luft. Nå og hvad så? vil de sige. Han har jo ingen sanktioner? Og regler uden sanktioner er ikke regler, men henstillinger, der kan ignoreres efter forgodtbefindende. Hvor mange gange tror du drengene skal kravle ud af vinduet, før de bliver trætte af det? Og når/hvis de så bliver trætte af det , hvad tror du så, de finder på? Desuden: De lærer ikke noget, hvis de udvises fra undevisningen, siger du. Jeg vil nu mene, at de lærer, at de bliver udvist, hvis de ødelægger undervisningen. Og vigtigere: Så kan de andre måske endelig få fred til at lære noget. Det er da dybt uretfærdigt, at de andres interesser skal tilsidesættes fuldstændigt, de har trods alt intet gjort, vel?

Jeg har sendt nedenstående til debatredaktionen:

Stop lejrtænkningen om uroproblemet

Debatten om opdragelse, uro i skolen og autoritet er domineret af to lejre: På den ene side dem, der mener, at det er både legitimt og nødvendigt at lærere sanktionerer overfor børn, der bryder reglerne, på den anden side dem, der mener, at lærere kun har den respekt, de fortjener og at sanktioner derfor ikke har nogen plads i skolen. Lejrene bekender sig hver sin politiske fløj, og jo mere de bekriger og bagtaler hinanden, desto mere stålsatte synes de at blive. Sådan har det været i henved 25 år. Nu må denne polariserede diskurs om uroproblemet have en ende.
Når læreren som den lærerstuderende Frederik Fischer (Inf. 7.11) kommer ind i en klasse, hvor flere elever allerede er på vej ud af vinduet, inden læreren har åbnet munden, turde det være indlysende for enhver, at et langsigtet, tålmodigt relationsarbejde ikke løser problemet. Det skal stoppes nu og her, og det er nødvendigt at læreren optræder autoritært. Men det er omvendt indlysende, at hvis balladen ikke skal gentage sig i det uendelige, er læreren nødt til at opbygge de relationer til klassen, der kan tage gassen ud af ballonen og få eleverne til at tabe lysten til at te sig på den måde.

Når autoriteten ikke respekteres, har den kun to muligheder: enten at lade sig tromle ned eller at blive autoritær. Men bliver den hængende i det autoritære, slides den ned til grunden.
Egelund taler om straf og tigger dermed nærmest om at blive misforstået af den anden lejr. Straf er hævn, og hævn har ingen plads i skolen. Lars Qvortrup siger, at det, der skaber ro, er, ’at læreren har kompetencerne til at lede en klasse’. Javist, men han glemmer den vigtige underbetydning af ordet kompetence: Bemyndigelse. Det rækker ikke, at læreren personligt mestrer klasseledelsen. Han skal også være autoriseret til at udøve den. Og det er han ikke i en skole, der præker relationsarbejde som eneste gangbare værktøj, samtidig med at den forbander den autoritære myndighedsudøvelse ned under gulvbrædderne.

Når en sygdom skal bekæmpes, er forebyggelse og helbredelse ikke et-enten eller, men et både-og. Hvis man kun forebygger, lader man patienterne i stikken; og hvis man kun helbreder, stopper man ikke sygdommens udbredelse. Der er tale om to væsensforskellige projekter.
Når det drejer sig om bekæmpelse af uro i skolen, går det galt, hvad enten vi gør det ene eller det andet. Vi skal gøre begge dele – hele tiden.

Ville i grunden hellere have skrevet: 'De Konservative har ikke mere patent på at være konservative end Dansk Folkeparti har patent på at være danske.

Et arbejde, der ikke er båret af idealisme og virkelyst, er et slavearbejde. Man kan også gå for meget op i arbejdstid og løn.

Selvfølgelig skal børns leg tages alvorligt, det er den, de lærer mest af det, for det er der, de i praksis selv tager på sig, hvad de har hørt og aflæst af de voksnes liv.
Man er imidlertid ufatteligt romantisk, hvad man tror, at børn på egen hånd kan lære at blive voksne og ansvarlige. Alle børn af alle kendte arter bliver opdraget til det liv, de helst skal formå at overleve i, og det er ærlig talt svært at se, hvorfor menneskers børn, der lever i en helt igennem konstrueret verden, civilisationen, bedre skulle kunne komme til forståelse af denne ramme end dyrebørn, der dog trods alt til en vis grad har et instinkt at falde tilbage på.
Jeg er ikke engang sikker på, at jeg finder de idealer, som man vil påberåbe sig, særligt fornuftige eller ædle, for vi er alle underlagt en pligt til at gøre os konstant mere indsigtsfulde og kloge for at kunne leve fredeligt side om side med mindst mulig aggression. Det er kun klogt, at børn bevæger sig fra følelsesmæssige bomber til væsener, der i videst mulige grad kan styre og kanalisere deres psykiske og fysiske energi i baner, der fører til personligt overskud og frihed. Dette fordrer viden og indsigt og fremfor alt refleksion og et udviklet sprog, som kan gøre brug af begreber til en verdensforståelse, der ikke lukker individet inde i sig selv.
Freud påviste det vældig fint med sin påpegning af de førsproglige traumers betydning som nogle, man næsten ikke kan slippe af med, fordi de går forud for begrebsligheden.

Skolen tager ikke børnene alvorligt, når den i så høj grad giver plads til forældrene. Skolen er samfundets fordring på den opvoksende generation, det første sted, hvor barnet står på egen hånd overfor samfundets realitet. Forældre kan hjælpe og trøste og brokke sig, hvis de finder, at deres dreng eller pige behandles uretfærdigt; men barnet selv tages kun alvorligt og kan kun opbygge den selvstændige identitet i forhold til skolen og livet, ved at opleve uden den affjedring, som skole-hjemsamarbejdet ikke kan undgå at være.
Autoriteten hviler netop på, at læreren både udøver sit professionelt bedste, men at han samtidig repræsenterer den større virkelighed, vi alle hører til i. Og det er jo også, trods alle forsøg på at ændre på dette forhold, sådan, det nødvendigvis må være. Samfundet er ikke et supermarked, man kan shoppe i, det er dér, borgerens ansvarlighed skal parkeres - i langt højere grad end i det økonomiske system.

I øvrigt findes der et hav af skolefilm, der demonstrerer, hvad Sauer skriver, i fiktionens form. Alene det forhold, at mange på den måde lærer, hvordan lærerens rolle skal forstås og udøves, gør dem retningsanvisende.

Kunsten for alle uanset om man er forældre, lærer eller pædagog, må være at få børn uanset alder, til at erkende at læring er nødvendig og spændende. en samtidig at få børn til at se lærere og forældre som ægte mennesker med normale følelser og dermed at blive ægte og rasende når eksempelvis børn synes det kan være sjovt at klatre ud gennem vinduerne. Her er kunsten at sige stop og så inderst inde at synes barn/børn alligevel er skønne i deres forsøg på oprør.