Analyse
Læsetid: 4 min.

Et makværk af dimensioner

Universiteterne fik en aftale, de kunne leve med, og den radikale uddannelsesminister fik en møgsag, da nedskæringerne i optaget i sidste uge blev udskudt og kravene lempet. Hvad der så ud som en vindersag om ikke at uddanne til arbejdsløshed viste sig at være noget makværk
Den 3. november protesterede humanister rundt om i landet imod nedskæringer på deres uddannelser. Her er det studerende fra KUA, der slipper balloner løs for at vise deres utilfredshed.

Sigrid Nyggaard

Indland
10. november 2014

Det virkede som en vindersag, da uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen i slutningen af september lancerede sin dimensioneringsmodel under overskriften »Ingen unge må ende som stud.ubrugelig«. Her var noget alle kunne være enige om: Den høje ledighed blandt nyuddannede skulle bekæmpes med nedskæringer på uddannelser i særligt brødløse fag.

Tankegangen var ikke ny. Allerede i foråret 2014, slog Produktivitetskommissionen fast, at nogle af de mest populære uddannelser på universiteterne også var dem, som førte til arbejdsløshed og lavere indtjening for den enkelte og statskassen. Summa summarum: Humaniora er en dårlig forretning for samfundet.

For bare få år tilbage var den politiske tone en noget anden. Politikernes mål var at skabe de bedst uddannede generationer nogensinde, derfor skulle universiteterne optage så mange som muligt. At overuddannelse kunne øge ledigheden, som flere advarede om, betød dengang mindre: Alle højtuddannede var gode for samfundet, mente både borgerlige og radikale ministre.

Nye toner

I slutningen af 2013 var tonen selv hos den radikale uddannelsesminister pludselig en anden: Der var kommet alt for mange unødvendige uddannelser og for mange kandidater. Der var ingen anden udvej for universiteterne end at gå konstruktivt ind i arbejdet med at skære ned på optaget på uddannelser med høj ledighed. I løbet af foråret og sommeren blev, der skruet en plan sammen af universiteterne, hvor de tilbød at skære godt 1.000 bachelorstudiepladser væk med særlig høj ledighed fra 2015. Allerede i sommers valgte flere af landets universiteter at skære ned på optaget.

Til trods for universiteternes samarbejdsvilje blev der dog i løbet af sommeren varslet, at der ville komme en statslig dimensioneringsplan.

Ingen i universitetsverdenen havde dog fantasi til at forestille sig, at de sidste seks måneders diskussion af, hvordan sådan en bedst kunne skrues sammen, skulle ende med det resultat, som kom fra uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen i slutningen af september. Her var bachelorstudiepladser pludselig forvandlet til kandidatpladser. Antallet af studiepladser, der skulle skæres var nu oppe på 4.000 fra 2015 til 2017. Alligevel udlagde ministeren fra starten kandidatloftet som en mindre ændring og stillede sig uforstående over for universiteternes opråb om, at der skulle skæres voldsomt ned på også bacheloruddannelserne på langt mere end nogle få brødløse humanistiske fag.

Dimensioneringen kunne være druknet i kedelig teknik og talkrig, for både i Folketinget og i den brede offentlighed var der opbakning til nedskæringerne.

Erhvervslivet imod

At dimensioneringsplanen også ville sætte en stopper for ambitionen om, at danske unge fleksibelt skal kunne skrue deres uddannelse sammen og gøre det svært at tilbyde unge mønsterbrydere i provinsen at få en uddannelse, fik først SF, så de Konservative og til sidst de socialdemokratiske borgmestre til at protestere.

Men ministeren fortsatte med at understrege, at universiteterne måtte have regnet forkert eller overdrev konsekvenserne. Dimensioneringsmodellen kunne dog stadig køres igennem uden de helt store problemer, da der udelukkende var tale om en administrativ ændring, hvilket betyder, at Uddannelses- og Forskningsministeriet i realiteten kunne have indført reduktionen af en lang række kandidatuddannelser med op til 30 procent med et pennestrøg.

Først da de naturvidenskabelige fag rullede ud med, hvor mange bioteknologer og geologer de skulle skære væk, og erhvervslivets top i form af Maersk Oil og Novo Nordisk kom på banen i slutningen af oktober, så det ud til, at dimensioneringsplanerne begyndte at vakle.

»Uddannelse er hjerteblod -og hjerteblod skal håndteres med respekt,« lød det fra bl.a. en Novo-chef og teknologidirektøren fra Maersk Oil i Berlingske: »Vi håber meget, at der er tale om en utilsigtet konsekvens af en forenklet proces, der har gjort, at det er faldet ud, som det er.«

Og efter den svada endte ministeren ikke bare med at udsætte dimensioneringen af de videregående uddannelser med et år, men hele tre år mere. Desuden fik uddannelserne større frihed til selv at bestemme, hvor der skulle skæres.

Tilbage står en minister med en møgsag i stedet for den vindersag, hun havde for en måned siden. Dimensioneringsmodellen har fra starten virket som dikteret fra Finansministeriet, der tilsyneladende har sat sig for at rundbarbere det samlede uddannelsessystem. Men uanset om modellen kommer fra det ene eller det andet ministerium, har udførelsen været uskøn. Ministeren har fremstået, som om hun enten ikke havde fået de nødvendige oplysninger fra sit embedsværk eller bare ikke huskede særlig godt, som da hun i starten af forløbet nægtede at kende til universiteternes egen dimensioneringsforslag, selv om hun havde holdt møde med universiteter om bl.a. det forslag få uger forinden.

Måske skyldes dimensioneringsmakværket bare manglende politisk erfaring hos Sofie Carsten Nielsen, eller også har ministeren været udsat for lidt optakt til valgkamp, hvor alle partier inklusive den socialdemokratiske regeringspartner godt kunne bruge en plet på den ellers så perfekte radikale fernis.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der er altid høj arbejdsløshed blandt nyuddannede, det er strukturelt, når man uddanner væk fra de steder, folk skal have job, når man skærer deres studietid ned, så den ikke går ud på at blive så klog som muligt, mens man gør sig klar til at overtage bestemte funktioner og opgaver indenfor sit fag, når man ikke længere uddanner til grundlæggende at kunne påtage sig forskningsopgaver allerede fra kandidatniveau.
Det var jo allerede med rationeringen af højeste niveau, læs ændringen af graden fra mag. art. til Ph.D., der krævede projektgodkendelse, men til gengæld gav høj løn fremfor SU, at den frie og lige adgang - og den samfundsmæssige værdi - blev udhulet.

Desuden er billedet jo fortegnet: stort set alle studerende arbejder ved siden af deres studier og er således i virkeligheden ydere snarere end nydere i velfærdsstaten - hvilket de desuden har været allerede siden deres sidste grundskoleår. Politikerne og embedsmændene er simpelthen ikke i stand til at rumme, at folk ikke kun gør én ting ad gangen i deres liv.

Ja, Peter, i det konforme er alt endimensionalt - mennesket kogt ned til en størrelse regnemaskinen kan forstå - og den kloge ved jo at regnemaskinen er dum, og så burde den kloge også forstå at man skal kun bruge den, når man skal finde plads til sin sofa, eller lignende opgaver -

Ergo er de ikke rigtig kloge, de der beslutter -

Torben Nielsen, Steffen Gliese og Lene Christensen anbefalede denne kommentar

http://universitetsavisen.dk/debat/vores-lovgivere-fatter-ikke-hvad-univ... - måske er vi endelig nået så langt ud efter 10 års systematisk undergravning, at oprøret kommer?

Einar Carstensen

Ud over at jeg savner kommentarer til de mange (unødige) samfundsfagsuddannede forstår jeg ikke udtrykket: "mente både borgerlige og radikale ministre".