Læsetid: 7 min.

Mental modstandskraft er det nye pædagogiske modeord

En række fagfolk mener, at børn og unge mangler mental modstandskraft. I stedet for diagnoser, flere psykologtimer og overbeskyttende forældre efterlyser de fokus på, hvad der kan gøre børn og unge mere robuste
’Der har været en tendens til, at vi på uddannelsesstederne, blandt fagfolk og i den offentlige debat har betragtet unge som særligt skrøbelige. En tænkning som de unge har overtaget, og som på mange måder er sygeliggørende, fordi man hele tiden fokuserer på depression, stress og angst,’ siger Bjarke Malmstrøm Jensen, børne- og ungechef i Psykiatri-fonden.

’Der har været en tendens til, at vi på uddannelsesstederne, blandt fagfolk og i den offentlige debat har betragtet unge som særligt skrøbelige. En tænkning som de unge har overtaget, og som på mange måder er sygeliggørende, fordi man hele tiden fokuserer på depression, stress og angst,’ siger Bjarke Malmstrøm Jensen, børne- og ungechef i Psykiatri-fonden.

Tine Sletting

21. november 2014

En ungdom på krykker. Det er hvad en række psykologer, pædagoger og sundhedsforskere ser, når de betragter den voksende gruppe af unge, der har brug for støtte til at klare sig igennem ungdomslivet.

Ungdomsuddannelserne tilbyder psykologhjælp, terapi eller coaches for at hjælpe ikke blot sårbare, men også helt almindelige, ressourcestærke unge, når de møder udfordringer, der kræver lidt ud over det sædvanlige.

Men eksperter advarer mod den udbredte opfattelse af, at nutidens unge er skrøbelige. Overbeskyttelse af børn og unge giver dem alt andet end det, de behøver, nemlig modstandskraft.

Og lige nu breder erkendelsen sig blandt fagfolk, der vil erstatte diagnostisering og sygeliggørelse med en ny tilgang, der skal skabe mere robuste og mentalt modstandsdygtige unge.

»Der har været en tendens til, at vi på uddannelsesstederne, blandt fagfolk og i den offentlige debat har betragtet unge som særligt skrøbelige. En tænkning som de unge har overtaget, og som på mange måder er sygeliggørende, fordi man hele tiden fokuserer på depression, stress og angst. Og hvor svaret har været at bruge ressourcer på psykologhjælp eller kurser i mindfulness. Men nu er der en modbølge i gang som i højere grad fokuserer på de unges ressourcer og mentale modstandskraft,« siger Bjarke Malmstrøm Jensen, der som børne- og ungechef i Psykiatrifonden selv har samarbejdet med en lang række uddannelsesinstitutioner om tilbud til psykologhjælp. Han er desuden en af oplægsholderne på en konference om emnet, der afholdes af Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet i næste uge.

Bjarke Malmstrøm Jensen peger på, at gruppen af unge, der vantrives, både dækker over den anslåede femtedel af en ungdomsårgang, der reelt er sårbare, mens der også er en stor gruppe, som ikke nødvendigvis er sårbare. Deres problemer bliver i stedet opfattet som udtryk for sårbarhed, hvilket betyder, at de ikke får udviklet kompetencer til at håndtere almindelige problemer, fordi de bliver misforståede eller endda overbeskyttede af deres omgivelser.

Inden for forskningen kaldes den nye tilgang ’resiliens’ eller robusthedsforskning. Resiliens oversættes ofte til livsduelighed, livsmod og modstandsdygtighed, og inden for psykologien defineres begrebet som menneskers evne til at overvinde belastninger og risikofaktorer i livet.

I den pædagogiske forskning taler man om ’livsduelighedens pædagogik’. I en ny endnu ikke offentliggjort artikel i Pædagogisk Psykologisk Tidsskrift beskriver lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet Claus Holm et skift, der er ved at ske, hvor man ikke kun bruger resiliens i forhold til særligt udsatte børn, men også retter den pædagogiske indsats mod at skabe livsduelighed i alle elever.

Resiliens er som tidligere beskrevet i Information ligeledes det store ord i åbenbaringen i klimadebatten, hvor klimanetværk arbejder med resiliens og evnen til at klare de kriser, som klimaforandringerne bringer med sig i form af stigende vandstand i havene, hedebølger, ekstrem nedbør og tørke.

Forandringspres

En af de førende inden for den mentale robusthedsforskning herhjemme er Poul Lundborg Bak. Han er læge og forsker ved Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet og leder af et forskningsprojekt med internationale samarbejdspartnere, der skal teste om fokus på robusthed kan gøre en forskel i arbejdet med børn.

Også han kigger ud i verden for at analysere behovet for mental modstandskraft hos børn og unge. Store og voldsomme globale forandringer, som for eksempel finanskrisen skaber udfordringer for den enkelte familie. Og sådanne hyppige og afgørende forandringer er et fremtidigt livsvilkår, som også velstillede samfundsborgere er nødt til at forberede de fremtidig generationer på.

»Der bliver italesat rigtig mange udfordringer i det at vokse op for tiden. Det gælder f.eks. skolereformen og inklusion. Det gælder forestillingen om det perfekte liv, presset fra de sociale medier og de præstationsorienterede 12-talspiger. Det gælder globaliseringen, der udmønter sig i en usikkerhed om, hvorvidt kineserne nu er dygtigere end os, samt finans- og klimakrisen, som gør folk bekymrede for fremtiden. Derfor bliver flere og flere opmærksomme på, at det med at få et godt liv også handler om at kunne klare de udfordringer, man får i tilværelsen med henblik på at kunne leve bedst muligt biologisk og mentalt,« siger Poul Lundborg Bak.

Stress er sundt

De mest oplagte forhindringer for, at børn og unge udvikler robusthed og modstandskraft, kan ifølge Poul Lundborg Bak være forældres ufortjente ros af deres børn. Gentagen ufortjent ros kan ramme et barn i nakken, når det møder virkeligheden og konfronteres med, hvor langt de reelle evner rækker. At være robust er også at have et realistisk billede af sig selv, forklarer Poul Lundborg Bak.

»Hvis man overbeskytter børn, bliver de ikke robuste. Der kan være en tendens til, at forældre forsøger at feje stenene væk på deres børns vej. I stedet skal de lære deres børn selv at bruge kosten og fjerne forhindringerne. Børn og unge har behov for at møde udfordringer, for man lærer igennem praksis,« siger han og tilføjer, at karakteren af udfordringer afhænger af det enkelte barn. For store krav kan også føre til nederlag. Men oplevelsen, af at man selv er i stand til at gøre noget ved sin situation eller et problem, er med til at udvikle mental robusthed.

For nylig viste en rapport fra Vidensråd for Forebyggelse, at flere børn og unge de seneste 20 år oplever mistrivsel, når det gælder søvn, stress og livstilfredshed.

Men den norske resiliensforsker, Oddgeir Friborg fra Tromsø Universitet, mener, at eksempelvis stress ofte bliver opfattet alt for negativt. Stress kan være sundt, især for børn og unge.

»Vi ved fra forskningen, at modstand og styrke først opstår, når man møder modstand. Når undersøgelser af unges oplevelse af stress i uddannelsessystemet bliver udråbt som en fare for den mentale sundhed, så mener jeg, at man overdriver. Mennesket har en meget stor tolerance for mange belastninger, og bortset fra en mindre gruppe sårbare unge vil langt de fleste være i stand til at håndtere disse almindelige belastninger. Og så er det vældig farligt at begynde at diagnostisere dette som sygdomsfremkaldende,« siger Oddgeir Friborg, der peger på, at udfordringen er at finde netop de unge, som er i en særlig risikogruppe.

Stærke fællesskaber

Bjarke Malmstrøm Jensen mener, at der er behov for at se andre løsningsmuligheder end psykologhjælp og andre skræddersyede tilbud, når man skal hjælpe de unge med stressproblemer og depressioner.

»Vi har en meget individualistisk tilgang til de unge. Det kan også være vigtigt at støtte den enkelte unge, men vi er nødt til at begynde at se mere på de strukturer på uddannelsesstederne, der får unge til at mistrives, og skifte fokus fra det indre perspektiv til det ydre,« siger han.

Som eksempel peger han på, at nogle af de erhvervsuddannelser, hvor eleverne er kortest tid i et klassefællesskab, også er dem med det største frafald.

»Måske skulle man lægge andre strukturer ind der. Når man taler resiliens, handler det både om et individuelt perspektiv i forhold til, hvad man som person har af psykologiske ressourcer. Men der er også et relationelt perspektiv, der handler om, hvilke ressourcer der er i netværket, og hvad der kendetegner den feedback, man får fagligt og socialt i de relationer, man er i. Vi bør fokusere mere på at skabe robuste fællesskaber for at modgå børn og unges mistrivsel,« siger han.

Det er Poul Lundborg Bak enig i: »Robuste fællesskaber er inkluderende og kan rumme også sårbare børn og unge. Det oplever jeg, at mange skoler og voksne generelt er blevet mere optagede af,« siger Lundborg Bak, der i forbindelse med sin forskning også holder foredrag på skoler.

Stærke unge?

Men kan man nu egentlig så også tale om børn og unge, som mere skrøbelige i dag, spørger ungdomsforsker Niels Ulrik Sørensen fra Center for Ungdomsforskning, der er arrangør af næste uges konference. Han mener stadig, at det er underbelyst, hvilken form for pres den såkaldte preformancekultur i uddannelsessystemet, hvor fokus er på fremdrift, test og faglige resultater, ligger på de unge.

»På den ene side er der tale om skrøbelige unge der, som sundhedsstatistikkerne viser, har problemer med at mestre, det man forlanger af dem. Hvis vi er fokuserede på det, er vi så med til at underminere lige præcis deres evne til at mestre udfordringer? Men på den anden side skal man ikke underkende, at der kan være et større pres på de unge, end der var for 10-20 år siden. Så hvis et almindeligt ungdomsliv indbefatter en højere grad af individuelt pres, så er det måske ikke de unge, der er blevet mere skrøbelige. Måske er de stærkere, end de har været nogensinde før,« siger Niels Ulrik Sørensen.

Endelig kan man som sociolog Rasmus Willig, der har lavet et litteraturstudie af en række bøger om resiliens, mene, at resiliens blot er en forsættelse af konkurrencestatens krav til mennesket om at performe:

»Resiliens går ud på at gøre individer mere hærdede. Det sigter på, at man skal kunne rejse sig hurtigt op igen eller simpelthen lære at lade udfordringerne prelle af. Resilienslitteraturen er dermed fuldstændig blottet for kritik af de ydre politiske og strukturelle forhold, der er med til at skabe for eksempel stress. Den bygger på, at vi alle vil blive udsat for nogle voldsomme begivenheder i livet, men disse begivenheder er hensides den enkeltes indflydelse,« siger Rasmus Willig.

Serie

Opdragelse i konkurrencestaten

Unge er i dag mindre glade for livet og mere stressede end unge i tidligere generationer, selv om valgfriheden aldrig har været større. De er opdraget til selvansvar, men er det også med til at gøre dem uansvarlige og ude af stand til at håndtere samfundskriser? Og er forældregenerationen overhovedet i stand til at være autoritet i en foranderlig verden?

Information går tæt på tidens nye krav til opdragelse og dannelse.

Seneste artikler

  • Generationen, der gør sin værdi op i tal

    1. december 2014
    Der er andet her i livet end karakterer og faglig viden, prædiker vores lærere og forældre. Men budskabet har dårlige odds i en generation, der ved, at det i konkurrencesamfundet ikke er okay bare at være okay
  • Der er gået fingerpegen i opdragelsen

    25. november 2014
    ’Man kan jo godt forstå, at ungen opfører sig sådan, når man ser de forældre,’ siger vi bedrevidende til hinanden. Men er det ikke lovlig enøjet at placere skylden for de uopdragne unger hos forældrene?
  • Forældre skal ikke bare opdrage, de skal opdrages

    14. november 2014
    Forældre bliver i stigende grad mødt med krav om at opdrage og træne deres børn på bestemte måder i daginstitutionerne. Det skaber usikre forældre og børn, mener eksperter. Staten forsøger at styre borgerne ved at gøre dem selvstyrende, siger professor
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Astrid Berg Østergaard
  • Lone Christensen
  • Jakob Clemen
  • Kurt Nielsen
  • ellen nielsen
Astrid Berg Østergaard, Lone Christensen, Jakob Clemen, Kurt Nielsen og ellen nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mads Kjærgård

"Endelig kan man som sociolog Rasmus Willig, der har lavet et litteraturstudie af en række bøger om resiliens, mene, at resiliens blot er en forsættelse af konkurrencestatens krav til mennesket om at performe:"

Lige præcis! Resiliens er jo ikke andet end kapitalistisk nonsens! Måske skulle man oprette Hitlerjugend igen, lyder som lidt hen ad den boldgade! De stærke overlever, de svage må forgå, men alle må hærdes gennem ild, blod og stål til at modstå livets genvordigheder og fjendens magt!

At nogle seriøse forskere hopper med på den, er svært at forstå, men der er vel penge i l.....Synd at folk som Poul Lundbeck Back ikke bliver ramt af konkurrence staten lige i synet!

Det er da blevet uendeligt mere svært at være ung. Kan huske da jeg selv var 17 år og gik ud af skolen, da kunne man gå direkte hen på en af de mange industrivirksomheder og så havde man et job dagen efter. Havde man lyst til noget andet, så var der god tid til at finde ud af det og prøve sig frem. Der var meget mere "space" dengang, ja vi taler om 70erne!

Mette Hansen, John Liebach, Henrik Christensen, Kurt Nielsen, Ib Hansen, Elisabeth Andersen, Carsten Mortensen, Minna Conradsen, Vivi Rindom, Michal Bagger, Torben Nielsen, Viggo Okholm, Lise Lotte Rahbek, Jan Pedersen, lars abildgaard, Anne Eriksen og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

De unge har da aldrig været stærkere og mere fokuserede! At påstå de er svage er da kun for at få forskningspenge!

Hvem der er svage, hvem der er stærke og hvem der er midt imellem I don't know.
The point of no return blev nået, da man indførte pasningsordninger i alle afskygninger i forbindelse med mor på arbejdsmarkedet og børnene f.eks efter skole ikke længere gik hjem til fri leg og samvær med andre børn i kvartere.
Den proces med fri omgang med andre børn uden indblanding fra forældre skabte en social styrke- på godt og ondt vil nogen sige- som ikke har kunnet erstattes med programmeret pasning.
At boligkvaterer er døde idag gade op og gade ned uden børn og ungdom, der efter skolen f.eks sidder og spiller computer er skaber af enstrengede unge, der hurtigt skal have alle former for hjælp.
Italesætte My god!

Mette Hansen, Carsten Mortensen, Ib Christensen, Henrik Brøndum, Anders Jensen, Leo Nygaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jens Jørn Pedersen

Vi har fået opbygget et samfund, hvor familien tæller mindre og det offentlige tæller mere.
Hvis vi bliver udsat for en chokerende oplevelse, så går vi ikke hjem og snakker om det, så skal vi tale med en psykolog.
Hvis folk er raske, så er det fordi de ikke er ordentlig undersøgt af en speciallæge!

Mette Hansen, Kurt Nielsen, Frank Hansen, Ib Christensen og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Du godeste... det er alt sammen kvindernes skyld?
Jamn så må kvinderne jo slås ihjel og udryddes fra jordens overflade, kvæles, skamme sig, piskes med brændenælder og hænges ud i medierne og brændes på bålet.
Så må de kunne lære det !
Og det vil de unge også få det meget bedre af.
nemli.

jeg holder meget af de overskuelige kausalitetsbetragtninger foretaget af antifeminister. Bare ikke i for store portioner.

Martin Madsen, Torben Kjeldsen, Gert Selmer Jensen, Henrik Christensen og Søren Engelsen anbefalede denne kommentar

Først var det Sigsgaard så kom Brostrøm og efterhånden flere guruer, bl.a. Jesper Juul. Samfundet f drøner af sted og forældrene overlader meget til pædagoger. De vil børnene det bedste også udfordringer. Men jeg tror de er faldet i grøften med overdreven sikkerhed. Den sikkerhed er et krav fra forældre og samfund. Legepladser med faldunderlag, millioner brugt på rensning af "forurenede" legepladser. Altså hvor risikoen for at et barn kunne blive skadet lå i området 1 til 60 i 70 år. Nu er der så nye forskere som skal effektivisere fordi "omsorgen" pludselig er for stor. Samtidig er ikke mere i skat blevet et mantra som blandes med krav om større effektivitet ,flere målinger og test og besparelse på besparelse. De materielle goder og vækst til dem som i forvejen har er vigtigere end daglig nærvær mennesker og børn imellem. Så tror da F... at børn og unge bliver sårbare. Men så opfindes den nye trend med publikationer og konferencer. Godt jeg ikke er barn længere og slet ikke pædagog i denne tid. Godt jeg nåede det i den gode tid inden det gik galt.

Kurt Nielsen, Anne Eriksen, Carsten Mortensen, Steffen Gliese og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Måske kan jeg gå med til, at børn var mere selvstændige før i tiden. Skete der noget blev det i hovedreglen ordnet børnene i mellem. Jeg gik aldrig hjem og fortalte noget til mor og far. Man klarede sig selv. Der var mere frihed dengang, man gik kun undtagelsesvis i børnehave og man havde tidlig fri fra skolen og man lærte at omgås de andre børn, uden voksenindblanding. Mine egne børn har fra en meget tidlig alder fået indpodet, at de altid skal henvende sig til en voksen, hvis der sker noget. Men når det er sagt, så er kravene til det du skal præstere også vokset. Jeg tror at fx. dansk stil i 9 klasse, da min søn gik ud af Folkeskolen, handlede om, at man skulle lave en komparativ analyse af folkeeventyret og kunsteventyret, og så selv forfatte et kunsteventyr. Noget i den stil, jeg mener, da jeg gik til eksamen i 9 klasse, der var det noget med "skriv om en sommerferiedag." De unge i dag kan meget mere, end jeg og mine kammerater kunne, problemet er bare, at barren hæves konstant, og de ved ikke hvordan arbejdsmarked ser ud når de er færdige. Jeg har selv gået i Gymnasiet og dengang måtte man godt være syg, i dag er det nærmest forbudt, og så kæmper ungen sig på vej med influenza og 39 i feber, får en dårlig karakter eller ikke lige lavet det, der skulles og så har man straks et trusselsbrev om udsmidning og hvad ved jeg. Og han vil jo klare det hele selv, vi som forældre skal ikke blande os, men det stresser og medfører hovedpine og ondt i maven. Men i det hele taget, så er jeg rigtigt træt af forskerer, konsulenter og specialister som i hobetal sidder og finder ud af, hvad der er galt med os andre. Indrømmet, det virker som fast arbejde og tryg beskæftigelse! Jeg har forøvrigt været med til at lave en del projekter om erhvervsvejledning og har læst i 100 vis af interviews med unge. og de er ikke pivede, de kæmper en sej kamp for at finde sig selv, men ikke alle har evnerne og de evner de har værdsættes måske ikke. Er for tiden på skole for unge, der har svært ved at finde ud det. De er drøndygtige, kreative og søde, de laver nogle flotte ting, og prøver at holde hovedet højt. Jeg synes der er tale om en nedvurdering og forsøg på ensretning! Men blot min mening om det gør mig til socialist, så må det så være. At være klassisk liberal i denne postkapitalistiske og neoliberale tidsalder og så socialist, det er jo næsten at regne for det samme!

John Liebach, Martin Madsen, Kurt Nielsen, Elisabeth Andersen, Lise Lotte Rahbek, Anne Eriksen, Carsten Mortensen, Steffen Gliese og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Jeg foreslår en lussing og et halvt år på Fulton efterfulgt af et år i Alaske under B.S. kyndige vejledning. Således (gen-)opbyggede vil de unge kunne klare enhver belastning samfundet kan byde dem og imødegå urimeligheder med tørre tæsk og oprør mod pølsefingrede og blegfede djøffere.

;o)

John Liebach, Hans Henrik Rosager, Gert Selmer Jensen, Lise Lotte Rahbek, Carsten Mortensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Andreas Trägårdh

Uansvarlige pårørende svigter børnene for det er barnets tillid der er blindt og derfor dybt loyalt. Det nærer uvidende men ægte omsorg for sin egen undergang. Og er det ikke en skam uden lige, at så mange fæster sin lid til teknologier og pædagogik som kompensation for denne tragedie, som om der var noget at udrede - at gøre godt! Uheldigvis er det teatralske er en indbringende affære og det gør det bestemt ikke nemmere for nogen.

Åh, fri os. Det er perfekte liv er det uperfekte liv, som man lever, når man tager tingene, som de kommer, fordi man har en opbygget identitet og en egen prioritering, ikke spejlet i naboen, men i den store verdens muligheder for at leve originalt.

Charlotte Lorentzen, Gert Selmer Jensen og Henrik Christensen anbefalede denne kommentar

For tiden møder jeg hele tiden unge mænd med diagnoser. Det er sikkert rigtigt, der er noget i vejen, depression kan man i hvert fald ikke bare bagatellisere; men der er den anden side af det: at diagnosen bliver irrelevant, når den kan sættes på så mange. Så bliver der ikke tale om en sygdomstilstand, men en almen segmentering af folks forskellighed. Der er jo ikke noget, der forhindrer alle disse diagnosticerede i at varetage helt almindelige job, ofte på højt niveau.
Ellers er jeg helt med Mads Kjærgaard - jeg bliver også forarget over, at skolen akademiseres på den måde, det er ikke rimeligt, for det kaster alt andet lige et blik ind over litteraturen og samfundet, som er langt mere låst og dermed fører til det modsatte af det sikkert ideelle formål: at give et overlegent perspektiv til de unge. Det gør det bare ikke, fordi al viden bygger på egen erfaring, alt væsentligt, der kan tilføres mængden af eksisterende viden, kan kun stamme fra levet liv, ellers bliver det alene name-dropping og videreførelse af det i forvejen knæsatte paradigme.

Annika Tiin Nielsen

Jeg synes faktisk, der er nogle vigtige pointer i kildernes udtalelser.

Jeg er én af de ressourcestærke unge, som artiklen taler om. Som egentlig har alle forudsætninger for at klare mig godt, men som ofte bukker under, når jeg møder modstand og krav fra omgivelserne. For mig har hjælpen ikke været psykologhjælp, coaching og møder i "særligt sensitive" (gud bedre dem).

Hjælpen har været at indgå i nogle fællesskaber, hvor jeg har kunnet lade mig inspirere af andre og har haft andres engagement at læne mig op af. F.eks. i et tæt arbejdsfællesskab om en vigtig sag, i min kærestes rummelige storfamilie, på højskolekurser. Fællesskaber, hvor der forventes noget af mig, og hvor det ikke er mine egne behov der er øverst på dagsordenen.

Jeg ved godt, at nogle unge har særlige behov. Men de fleste ressourcestærke unge, tror jeg, har ikke behov for (mere) individuel problemløsning. De har brug for at være i nogle sammenhænge, hvor der forventes noget af dem, og hvor de indgår som en vigtig brik i fællesskabet.

Jeg ved godt, at Information-læserne nu vil kaste Hitler Jugend og Margrethe Vestager-diskurs efter mig.

Men jeg vil stadig insistere på, at mene, at det mange unge i dag længes efter og vokser og udvikles ved, er forpligtende fællesskaber.

Charlotte Lorentzen, John Liebach, Jens Peter Madsen, Lone Christensen, Henrik Christensen, Leo Nygaard, Jeanette Hvam, Kurt Nielsen, Søren Engelsen, Anne Eriksen, ellen nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Bravo, Annika Tiin Nielsen! Måske er forståelsen af, at "sammen er vi stærke", på vej tilbage. Denne uges debatter peger i den retning - hvad enten det handler om kønsundertrykkelse, hvor også midlet er at bryde tavsheden og finde ud af, at andre oplever det samme, eller det er på arbejdspladsen eller i det almindelige sociale liv. Det er det modsatte af narcissistisk spejling at opleve sammen og at erfaringsudveksle.

Arne Kruse Nielsen

Skal der nu endnu en beskyttende (udelukkelse) mur op for unge og tilgang af real information fra livet udenfor stats- og kommunal overstyring. En normal tilstand ville være at det faglige samfund udenom kunne rumme unge på vej op som samfundsborger. Forskellige livs førelse og erfaring bidrager til unge naturlige udvalg af personlig tilvalg for fremtiden - hvor ny borger føler sig inspireret - IKKE omvendt, med mindre miljøet udenom er fortabt skod-sted ... Som svensk film ... Fuckin´g Åsted tydeligt beskriver. Noget lignende kan sikkert findes i rigt mål andedammen.

Henrik Christensen, Kurt Nielsen, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det er ikke let for mig at skrive, men for mange kvinder i børns liv KAN gøre dem til curling børn. Far er i nutiden børnefamilie blevet tilnærmelsesvis en statist, hvor han før havde ansvaret for "resiliens" og mor for omsorg. Jeg er heldigvis i den fantastiske position at jeg som kvinde har mulighed for at udtale mig kritisk om kvinder, det betyder ikke at jeg er anti-feminist, tværtimod, men jeg mener at den megen overbeskyttelse og "nursen" som børn og unge oplever i dag, og generelt den pædagogik der bliver ført både i institutionerne, på skoler og i hjemmet er en direkte konsekvens af kvinders omsorg. De unge i dag er et produkt af det samfund vi har opbygget, de er dygtige men skrøbelige, p.g.a. den årelange pædagogiske praksis. Det er gjort i bedste mening, men de har mistet troen på at de selv kan gøre noget ved deres problemer, hvis det overhoved er problemer p.g.a. den pædagogik der er dominerende i dag. Det betyder ikke at kvindelig omsorg er dårligt, men hvor er manden? Jeg er ikke interesseret i at vi pædagogisk skal efterkomme kapitalstatens krav til modstands dygtighed og at dette skal være endnu et pædagogisk princip som skal indføres i institutionernes kompetence udviklings mål, men jeg ville gerne have nogle flere mænd i daginstitutioner og skoler, i stedet for i forskningen, tak.

Lone Christensen, Leo Nygaard og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik Christensen

Det er meget grundlæggende et spørgsmål om mening med livet og respekt for hinanden i fællesskabet. Så understøtter man hinanden med sine komplementære kompetencer, og hvert liv har et formål, og gør en forskel.

Fanden tage konkurrencestaten, som ikke har fattet, at fællesmængden af indsats er større end summen af de succesfulde individers!

Annika Tiin Nielsen, Jeanette Hvam, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Lise Lotte, 23.19. Nej, ikke kvindernes skyld. De dominerende, feministiske, veluddannede, ekspertkvinders skyld. Hvis der i det hele taget er tale om skyld.
For hvornår opstår den uselvstændige bevidstløshed, der gør, at alle lader sig lede.
Vi kan berettiget synge den gamle sang : "Det er samfundets skyld". Men samfundet er os selv, vores stillingtagen, vores bevidsthed, vores oplysningsniveau, vores ego, vores statusræs......vores svaghed !
Herud over vil jeg bare henvise til ovenstående indlæg fra kvinder og ligesindede, der har tænkt, følt og draget egen konklusion.

Andreas Trägårdh

"At være robust er også at have et realistisk billede af sig selv, forklarer Poul Lundborg Bak." - udtaler Poul Lundborg Bak.

Men hr. Bak, der er intet selv. Det findes slet ikke. Det er dyrkelsen af det der ikke findes - i sig selv, der kalder på en umådelig robust karakter og ikke livets eller om du vil realiteternes udfoldelse. De er på ingen måde evige. De er øjeblikkelige og frem for alt tilfældige. Det er den mindst egnede der overlever, og ikke den mest egnede.

Andreas Trägårdh

Måske er det en mere generel fernisering der efterlyses i opdragelses fagene, der skamløst former de næste generationer i deres eget billede og vildfarelser, ærlig talt, i bestræbelserne på evighed og perfektion.

Andreas: Jeg kan se at det halve år i dit tidlige liv hvor jeg var inde over ikke har knækket dit oprør :)

Lone Christensen

Jeg synes, at artiklen bringer nogle vigtige pointer; nemlig at de unge har mange flere resourcer og potentialer, end mange af de diagnoser udstiller.

Det er fint, at adskille de stærke unge, som 'bare' skal lære at være robuste fra de skrøbelige. De såkaldte Curling-børn skal lære at være selvstændige, og at mor og far ikke altid sørger for dem på alle niveauer.

De skrøbelige har sandelig også nogle resourcer, og måske kan det hjælpe dem langt hen ad vejen, hvis man også så på netop deres potentialer i stedet for udelukkende at være så sygdomsfikseret?

Så kom bare med et 'resilens-blik' i tilgangen til alle unge, for de kan rigtig mange ting hver især og sammen!

Thomas Østergaard

- Vil Du høre min nye Theori, Clausen?

- Har Du nu lavet noget nyt Vrøvl igen ...

- Ja ... Da nu Menneskene skal pines, og det er jo in confesso, saa mener jeg, at det vilde være meget bedre, at de begyndte med at ha' det ondt!

- Hum ...

- Og man burde til den Ende pine og plage sine Børn paa alle Maader ... ja vi to har jo ingen, og det er vel i Grunden det eneste hæderlige ved os! ... Men de, der har Børn, burde prygle dem og sulte dem og knibe dem og gi' dem kolde Styrtebade med Isklumper i, lige til de blev konfirmerede! Hvor himmelfornøjede vilde Ungerne saa ikke være, naar de slap bort fra Hjemmet! Og hvor lys og yndig vilde Nutiden og Fremtiden saa ikke altid staa for dem, naar de tænker tilbage paa deres Barndom!

- Hvis nogen hørte Dig tale saadan, Knagsted, saa vilde de tro, at Du var gal.

- Ja, det vilde de; men det tror man jo til at begynde med om alle store Reformatorer! ... Næmen, hør nu videre: Nu derimod kæler og hygger man paa alle mulige Maader om Børnene; man pakker dem i Bomuld og gi'er dem Pandekager og Brystsukker og Sødmælk og Nøddekerner ...

- Jamen, det er jo da netop smukt!

- Det er idiotisk! for Følgen er bare den, at saasnart der, naar de bliver voksne, hænder dem noget ubehageligt, saa bli'er de melankolske og sentimentale og længes efter deres Barndom og puster og stønner og snyder Næse og mener, at den Tid var rigtignok den herligste i hele deres Liv!

- Jamen ...

- Hold Bøtte! ... Medens de derimod, hvis de var opdraget efter min Theori, vilde gnide sig fornøjet i Hænderne og sige: Aha, ja, dette hér kan være galt nok: men vi ha'de det Satantame tusinde Gange værre, da vi var Børn, med de Rakkerpukler af Forældre, vi var begavet med! ... Og saa vilde de ta' fat paa deres Arbejde og fløjte en en lystig Vise og være henrykte over, at det værste var overstaaet.

- Du har vist haft en ulykkelig Barndom, Knagsted ...

- Jeg!? ... Fruentimmerraisonnement! Jeg har jo netop haft det saa vidunderligt, kolossalt, himmelblaat dejligt, da jeg var Barn, at det er Skyld i, at jeg nu er det væmmelige, gamle, gnavne, uhelbredelige Hulepindsvin, jeg er!

Jens Thaarup Nyberg, Lise Lotte Rahbek og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Jens Peter Madsen

Jeg synes også det var en tankevækkende artikel, og debatserien i det hele taget. Jeg synes Annika har fat i en meget vigtig vinkel - og i den forbindelse har jeg lyst til at foreslå at vi igen gør folkehøjskoler til noget som er værdsat og økonomisk tilgængelig for de mange. Jeg fjumrede kollossalt den gang jeg var 18 - 19 år, og nogle få måneder på en højskole i 1969 er en begivenhed som jeg fortsat og ofte vender tilbage til i tankerne. Tænk at møde voksne mennesker som kunne fortælle historier, læste digte højt og genfortalte romaner, og som de også gerne ville snakke om. Tænk at møde voksne som virkelig gad at lytte til hvad jeg gik og tænkte på, og som spurgte med interesse til hvad som fik mig til at tænke sådan. Det at lære at fortælle historier og tale sammen om ens egne personlige erfaringer og om de tanker som man har om sin fremtid, lille forvirrede dreng på 19 år, det var virkeligt noget som rykkede. Og det aller vigtigste var de langelange snakker på Jans værelse, hvor vi sad og lyttede til Frank Zappa, Bob Dylan og Pink Floyd, og snakkede om det som vi læste eller forsøgte på at læse af Jean Paul Sartre, Aldous Huxley m.fl
Dette samvær med fortællende, lyttende og tænksomme voksne og jævnaldrende udviklede nemlig en særlig del af sproget og tænkningen, den fortællende (narrative), som vi mennesker bruger når vi skal dele erfaringer og følelser med hinanden. Og når man giver plads til fortællingen, skaber man mening og sammenhæng i tilværelsen, og det er igen vejen til de bærende fællesskab som Annika nævner som betydningsfulde. Jeg mener vi giver alt for lidt plads til fortællingen og det fortællende samvær i nutidens skoler og uddannelser, og frem for alt så giver vi alt for lidt plads til den del af det fortællende samvær som er så vigtig for at børn og unge selv udvikler solide narrative færdigheder, nemlig det at lytte indlevet og narrativt. Det vil sige at lytte efter de underliggende og bærende historier, og ikke så meget efter fakta, pointer og konklusioner - eller diagnoser.
Jeg mener at utilstrækkeligt udviklede og befæstede narrative færdigheder er en alvorlig mangel i vores tid, og at det er en stærkt medvirkende faktor til at vi har så mange unge som føler ensomhed og usikkerhed midt i en hverdag, hvor de hele tiden er omgivet af andre mennesker. De har simpelthen ikke de nødvendige redskaber til at dele deres erfaringer og følelser med andre unge og voksne i deres omkreds - de mangler ordene og det narrative sprog. Derfor falder mange unge selv for lette diagnoser, piller som hjælper og simple forklaringer på de vanskeligheder og kriser som de oplever, når de nu ikke kan finde ud af at fortælle andre om, hvordan de har det i et mere nuanceret fortællende sprog. Så lad os få mere plads til fortællende samvær i danske skoler og uddannelser, og lad os igen værdsætte og prise folkehøjskolernes betydning.

Charlotte Lorentzen, John Liebach, Annika Tiin Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Viggo Okholm og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Engang imellem lyder det også fra de kloge: han skulle ind som soldat så han kunne blive et mandfolk. De kan have ret i få tilfælde, men skulle det medføre at en "kryster" og ikke-voldelig person skulle blive til et monster, som tror på magten og volden som middel, så ved jeg godt hvem jeg foretrækker. Generelt er det vores adfærd gennem eksemplets magt som skaber rammer og reaktioner fra børn og unge. Så lad os kigge på os selv er vi en efterligning hver?