Når de konservative nostalgisk tænker tilbage, hvilket jo er, hvad konservative gør, på den 27. september 2008, er det nu alligevel med blandede følelelser.
For nok var det dagen, hvor Lene Espersen, i en konfettiregn og til tonerne af Tina Turners »Simply the Best«, blev kåret som formand på landsrådet i Bella Center i et amerikansk inspireret show, der overgik alle standarder for politisk iscenesættelse her i landet. Og nok havde både de politiske kommentatorer samt de konservative selv travlt med at med sammenligne Lene Espersen med den daværende republikanske vicepræsidentkandidat Sarah Palin, der kaldte sig selv for en »pitbullterrier med læbestift«.
Men kåringen blev hybris.
Ligesom John McCain havde valgt Sarah Palin i håbet om en såkaldt game changer, håbede de konservative nu også at have valgt Danmarks første kvindelige statsminister – for i stedet blot at opleve en rutsjetur i meningsmålingerne, indtil Lene Espersen tre år senere blev tvunget til at »trække i håndbremsen« for ikke at skade partiet i yderligere. På et tidspunkt hvor Lene Espersen, ligesom Sarah Palin, mest af alt var endt som en politisk vittighed: »Ferieministeren«.
Korsbækklientellet
Da Lene Espersen blev valgt til Folketinget i 1994, var hun ellers på flere måder den rigtige kandidat på det rigtige tidspunkt.
Ikke alene var der kommet revner i det såkaldte glasloft på Christiansborg, den usynlige øvre grænse for kvinders avancementmuligheder. Den daværende konservative leder Hans Engell – og hans håndgangne mænd! – ledte efter kandidater som kunne gøre op med partiets Korsbæk-klientel, som det kendes fra Matador, og trænge igennem til de stadig mindre politisk interesserede vælgere. Nu skulle de rigtige have al den hjælp og støtte, der var muligt, for at blive valgt og efterfølgende gøre karriere i folketingsgruppen. Hvilket især handlede om tre kvinder: Advokaten Gitte Seeberg, den bibliotekarstuderende Henriette Kjær og økonomen Lene Espersen, der havde sagt sit job op i Bankernes EDB Central – fastbesluttet på at blive valgt hjemme i Nordjylland. Hver for sig var de prototypen på det moderne, konservative folketingsmedlem. Ung, veluddannet og smuk.
Forsiden
På samme måde var ikke mindst Lene Espersen protypen på den moderne politiker.
»Bare man kommer på forsiden og ser lidt godt ud, kan man stort set komme igennem med hvad som helst, og det har jeg benyttet mig af,« som det nyvalgte folketingsmedlem fortalte i et interview.
Fra midten af 1990’erne begyndte de politiske forskelle i dansk politik at blive udviskede, ligesom grænserne mellem det private og offentlige liv blev opløst. Politikerne blev mere optaget af at deltage i såkaldte bløde programmer, artikler og indslag. Der, hvor det er mennesket frem for politikeren, der er i centrum.
Som en af de første danske politikere forstod Lene Espersen værdien af at være synlig. Hun var til stede, blev set og optrådte ofte i sammenhænge uden det store politiske indhold. Lene Espersen formåede at udviske grænsen mellem personen og politikken. Alle syntes at kende hende, fiskerpigen fra Hirtshals – »Miss Politik«, som hun blev kaldt.
Bagsiden
Regningen kom dog efter Hans Engells fald i 1997. Under først Per Stig Møllers og siden Pia Christmas-Møllers ledelse blev Lene Espersen og kredsen omkring den nu detroniserede partileder så frustrerede, at de talte om at bryde med Konservative for at danne et nyt parti.
På det tidspunkt overvejede Lene Espersen også at stoppe i politik, fordi hun havde svært ved at se nogen fremtid med den daværende ledelse. På sin bryllupsrejse til Stillehavsområdet i august 1999 traf hun beslutningen. Hun blev enig med ægtemanden Danny Feltmann om forlade politik. Blot for under en mellemlanding i Los Angeles at blive ringet op hjemmefra med tilbuddet om at blive politisk ordfører i den magtdeling mellem de to fløje i partiet, som gjorde Bendt Bendtsen til leder.
Politisk ordfører
Selv om det i 1999 langtfra lå i kortene, at Lene Espersen dermed en dag skulle afløse Bendt Bendtsen, så faldt de konkurrerende kronprinser og prinsesser fra hen ad vejen. Så da Bendt Bendtsen endelig trak sig i 2008, var den daværende justitsminister eneste tilbageværende valg til at afløse ham som leder samt på posten som økonomi- og erhvervsminister.
Hvad der to år senere skulle have været Lene Espersens politiske genistreg – forflyttelsen fra det teknisk tunge og ufolkelige Økonomi- og Erhvervsministerium til Udenrigsministeriet – blev dog begyndelsen på enden.
Som justitsminister var Lene Espersen allerede blevet kendt som den første ud af døren efter arbejdstid, og efter hun i 2001 blev både mor og minister, forsvandt hun i en lang periode ud af partiarbejdet.
Hvis succes avler succes, måtte Lene Espersen efter det så berømte/berygtede aflyste arktiske møde sande, at fiasko også avler fiasko. Udenrigsministeren blev pludselig stemplet som en useriøs, politisk letvægter, der satte familie, fritid og ferie højere end arbejdet.
Hvad der havde været Lene Espersens styrke, da hun stod i anden række, nemlig hendes populisme, viste sig nu at være hendes svaghed. Og den 13. januar 2011 havde folketingsgruppen mistet tilliden til Lene Espersen, som blev afløst af Lars Barfoed
Ironisk nok havde Lene Espersen netop gjort politisk comeback som politisk ordfører, da hun sent tirsdag i en pressemeddelse overraskede ved at meddele, at hun forlader dansk politik for at blive administrerende direktør i Danske Arkitektvirksomheder. Med hendes egne ord »et drømmejob«.
»et drømmejob«
- en nødløgn.
denne beskrivelse passer med Lene Espersens egen udlægning med hvorfor hun forlader politik. Efter hukommelsen sagde LE i radioen i går, at hun havde prøvet det hele i politik undtagen at blive statsminister, så nu ville hun noget andet.
Lene Espersen er én lang succeshistorie og der er ikke mange smukke kvinder der har haft så fine jobs som hende. En børnebog blev det såmænd også til. At hun ikke blev statsminiser kan hun sikker godt leve med, når man tænker på hvad hun ellers har opnået. Hun ser i hvert fald glad og lettet ud.
Søren Kristensen du påpeget -"der er ikke mange smukke kvinder der har haft så fine jobs som hende." -Ja hun har flere ministerposter - såsom Fogh Rasmussens visestatsminister som formand for de konservative osv. Men hvad har hun særligt udrettet på disse poster - er det ikke det hun skal vurderes på. Hvad hendes udsene skulle have med det at gøre forstår jeg ikke.
Min bemærkning skulle mere gå på, at det politiske liv her går mere på hvad der er godt for en selv og ikke på hvad jeg kan gøre fre samfundet og fællesskabet. -
Lene Espersens beslutning om, at stoppe i politik før et valg er for mig, ok. Hendes argument om, efter 20 år i politik er tid til at stoppe, vil jeg godt tillade mig at betvivle, selv om hendes drøm om, at blive den første kvindelige statsminister er brast, kan man ikke lade være med at have den tanke i baghovedet, at grunden til at hun stopper, er ikke alene de Konservatives position, men også, at hun nu har opnået fuld pension, hun står til - umiddelbart - med 20 år i Folketinget, 10 som minister, at kunne modtage en pension, fordelt på folketings samt ministerpension, at skulle modtage 609.000 kroner årligt.
Hendes stop burde, igen, igen, få historien om politikernes pensionssammensætning til at blusse op igen, hvis man spørger mig. En politiker burde, som det er tilfældet med Lene Espersen hvis man spørger mig, ikke både kunne opspare folketingspension og ministerpension samtidig - det må være enten/eller!
Ikke fordi jeg kan lide Lene Espersen eller hendes synspunkter, men at sammenligne hende med Sarah Palin det er for langt ude. Lene Espersen er trods alt langt klogere og mere velformuleret end tågehornet Palin.
Det er meget enkelt ; for lidt substans og dét i kombination med en magtens arrogance.
For mig at se har Lene Espersen gennem hele sit politiske liv været mere interesseret i Lene Espersen end politik herunder politikken i Det konservative Folkeparti.
I ovenstående skrevet i forbindelse med Lene Espersens valg i 1994:
"Ikke alene var der kommet revner i det såkaldte glasloft på Christiansborg, den usynlige øvre grænse for kvinders avancementmuligheder."
Det vidste jeg ikke. Det med glasloftet.
Lars B. Jensen, det siger en del om LE, at du skal ned og 'skrabe bunden' for at finde én der er ringere og mere useriøs end hende ;-)
Rotterne forlader den synkende skude...
Lene Espersen har altid været en politisk letvægter, i modsætning til Gitte Seeberg. Henriette Kjær kunne jo heller ikke stå distancen.
Siger det egentlig ikke ALT om Konservatives manglende sans for at opdyrke talentmasse, at den eneste der endnu formår at udtale sig med både faglighed og en vis pondus er Per Stig Møller?
Ris til egen rumpe. Jeg skal være den sidste til at begræde partiets deroute.
Er Drømmejob ?
Er det et sted hvor man i ro og fred kan drømme .
Ja, dem er der nok ikke mange af.
Mon ikke der kommer en interessant debat på Danske Arkitekters generalforsamling, der - vist nok -finder sted d. 17. november.
Kommer pludselig i tanke om andre politikere, der fandt deres drømmejob. Og sagde, at det var deres drømmejob i det privat erhvervsliv.
Morten Helveg Petersen.
Jens Rohde.
Hvor længe var det nu deres drømme holdt?
En egennyttig populist forlader folketinget efter 20 års blader...
- Hurra, hurra og så det lange hurraaaaa.
Se Lene Espersen som kølerfigur:
http://denfrie.blogspot.dk/2014/03/lene-espersen-som-korsfstet-klerfigur...
Lene Espersen blev lagt ned af Danske Bank for 24 mia.kr.
Fra Politiken i 2009:
"Efter pres fra landets to mest magtfulde bankdirektører, Peter Straarup fra Danske Bank og Peter Schütze fra Nordea, fjernede daværende økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) i 2009 i sidste øjeblik en såkaldt upsidemodel fra bankpakke 2.
Modellen skulle sikre, at staten som betaling for at redde bankerne fik del i deres fremtidige kursgevinst, men Lene Espersen valgte i stedet en model, hvor gevinsten havnede i lommerne på bankernes ejere.
På grund af manøvren er staten formentlig gået glip af milliardindtægter, vurderer tidligere overvismand Christen Sørensen.
»Hvis nu aktiekursen var fordoblet under forudsætning af, at man kendte upsidemodellen, og man skulle have samme stigning som aktiekursen, ville staten have fået 24 milliarder ekstra«, siger han i dokumentaren.
Danske Banks aktiekurs blev tredoblet i tiden efter vedtagelsen af bankpakke 2.
Og centrale kilder bekræfter over for Politiken, at Lene Espersen om aftenen 15. januar 2009 mødes med blandt andet Peter Straarup og Peter Schütze i Økonomi- og Erhvervsministeriet på Slotsholmen. "
http://politiken.dk/oekonomi/ECE1823791/staten-gik-glip-af-bankmilliarder/
Niels Krause-Kjær samler op på Lenes narestreger:
http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/simply-the-worst
"...Lene Espersen blev senere taget i uregelmæssigheder om sine boligforhold, da hun som folketingsmedlem hævdede i flere år at have haft bopæl i barneværelset hos forældrene i Hirtshals og ikke i København. En bopæl i Hirtshals udløste som folketingsmedlem et skattefrit tillæg på mere end 50.000 kr. om året. Det gik.
Som minister tog hun imod tøjgaver fra modefirmaer og bad om ny autostol, når børnene var vokset ud af gaven fra FDM. Det gik. Som minister var hun berømt for at være ude af ministeriet klokken 15 for i stedet at være sammen med sine børn. Hun var i ministeriet kendt for at tage sig af medierne. Så kunne embedsmændene tage sig af politikken. Det gik. I partiet var hun berygtet for sjældent at tage aftenmøder. Det gik også."
Sand succes er noget andet end vi tror:
PoliticusDominans
http://politicusdominans.dk/?p=487
Hvad der gik galt?
Hun giftede sig med den forkerte mand og de blev snuppet i hvad de fleste andre i deres kredse slipper af sted med.
Rent uheld.
Et politisk parti med intet andet partiprogram end skattelettelser. Dette var nok blevet for svært en opgave for alle. Der foruden så forsvinder partiets talent masse hele tide til det private.
Curt Jensen, er det ikke Henriette Kjær du tænker på?