Nyhed
Læsetid: 2 min.

Tysk politi sætter punktum i imamsag

En dansk imam har vakt opsigt i både Danmark og Tyskland med udtalelser om jøder
Indland
1. december 2014

Det bliver nu op til den tyske anklagemyndighed at tage stilling til, om den danske imam Abu Bilal Ismail har overtrådte den tyske straffelov med sine udtalelser om jøder.

Imamen fra Grimhøjmoskeen i Aarhus blev i juli anmeldt til såvel tysk som dansk politi for under fredagsbønnen i Al-Nusra-moskeen i Berlin angiveligt at have opfordret til drab på jøder. Siden har Østjyllands Politi imidlertid afventet det tyske politis undersøgelse, fordi man ikke kan blive dømt for den samme forbrydelse i to lande. Ifølge senioranklager ved Østjyllands Politi Lars Jørgen Petersen er politiets efterforskning nu slut.

»Sagen er overgivet til den tyske anklagemyndighed, som behandler sagen, og der foreligger ikke nogen afgørelse endnu,« fortæller Lars Jørgen Petersen.

Hvis imamen ikke bliver straffet i Tyskland, vil Danmark i givet fald vurdere, om han har overtrådt dansk lovgivning.

Imamen henviste i sin prædiken til Gaza-konflikten og sagde:

»Oh Allah, udryd de zionistiske jøder. De er ikke nogen udfordring for dig.«

Videre lød det:

»Tæl dem og dræb hver og én. Skån ingen af dem. Få dem til at lide forfærdeligt.«

Siden har imamen forklaret, at udsagnet ikke gælder alle jøder. Kun de jøder, eller zionister, der dræber befolkningen i Gaza.

DF opfordrer til lukning

Spørgsmålet er, om imamens udtalelser kan betragtes som en tilskyndelse til drab. I 2007 blev Hizb ut-Tahrirs talsmand Fadi Ahmad Abdel Lati fundet skyldig i at forhåne jøder og idømt 60 dages fængsel. Sagen drejede sig om en løbeseddel på Hizb ut-Tahrirs hjemmeside, hvor der stod:

»Allah siger: ’Og dræb dem, hvor end I befinder dem og driv dem ud fra det sted, de drev ud fra’.«

Både herhjemme og i Tyskland er imamens udtalelserne imidlertid blevet kritiseret. Flere tyske politikere har forlangt, at udtalelserne skal have konsekvenser for Abu Bilal Ismail.

»Vi vil ikke have folk her, som opfordrer til had og mord,« udtalte det tyske parti SPD’s integrationsordfører, Dilek Kolat.

Integrationsminister Manu Sareen (R) mener »slet, slet ikke, at sådan nogle udtalelser hører nogen steder hjemme«, mens Dansk Folkeparti endnu engang har opfordret til lukning af Grimhøjmoskeen.

Moskeen i det vestlige Aarhus er i forvejen omstridt, fordi 22 ud af de 27 såkaldte hellige krigere fra Aarhus, der sidste år rejste til Syrien, havde tilknytning til moskeen, ligesom flere ledende skikkelser herfra har udtalt sig tvetydigt om holdningen til Islamisk Stat.

Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen, er tilfreds med, at sagen endelig nærmer sig en afgørelse.

»Jeg synes nu også, at det danske politi allerede nu skulle rejse en sag. Imamen er tilknyttet en moské i Danmark og – som jeg forstår det – opholder han sig en stor del af tiden her i landet. Men når det er sagt, så må jeg jo forstå, at hvis han bliver frifundet i Tyskland, så går dansk politi ind i sagen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her