Ansvarlige for atomaffald uenig i kritik af atomdepot

Det danske atomaffald fra Risø er klassificeret ud fra referencedoser i stedet for frigivelsesniveauer, og derfor rammer kritikken fra svensk og tysk side ved siden af, siger direktør Ole Kastbjerg Nielsen fra Dansk Dekommissionering
I Danmark har myndighederne valgt at følge det Internationale energiagentur IAEA’s anbefalinger, siger Ole Kastbjerg Nielsen direktør for Dansk Dekommissionering, som har ansvaret for at afvikle de nukleare anlæg på Risø-området

I Danmark har myndighederne valgt at følge det Internationale energiagentur IAEA’s anbefalinger, siger Ole Kastbjerg Nielsen direktør for Dansk Dekommissionering, som har ansvaret for at afvikle de nukleare anlæg på Risø-området

Tor Birk Trads
3. december 2014

Vi er bare ikke enige …. Sådan siger direktør Ole Kastbjerg Nielsen fra Dansk Dekommissionering (DD) i anledning af den kritik, som Information har refereret fra henholdsvis Gerhard Schmidt fra Öko-Instituttet i Tyskland og Johan Swahn fra Miljöorganisationernas kärnavfallsgranskning i Sverige. De to kritiserer bl.a., at danske myndigheder har klassificeret alt det danske atomaffald som lav – eller mellemaktivt affald.

DD har ansvaret for at afvikle de nukleare anlæg på Risø-området og dermed også for ca. 10.000 kubikmeter atomaffald, hvoraf det meste er oplagret i tromler og containere. DD medvirker også til den igangværende proces, der her til foråret skal gøre det muligt for at træffe en politisk afgørelse om den fremtidige placering af det danske atomaffald.

– Ifølge Gerhard Schmidt vil kun en begrænset del af affaldet være ufarligt i løbet af 300 år. Et det sandt eller forkert?

»For det første er hans præmis forkert. Det er ikke rigtigt, at vi kun opererer med en tidshorisont på 300 år. For det andet opererer vi med referencedoser (dosisgrænser) til befolkningen, hvor han taler om frigivelsesniveauer. Referencedoser, som er fastsat af Statens Institut for Strålebeskyttelse (SIS), er, hvad en person må blive udsat for af stråling fra et depot. Frigivelsesniveauer er ikke relevant i forhold til et slutdepot, for affaldet skal jo netop ikke frigives,« siger Ole Kastbjerg Nielsen.

– Frygten er vel, at det frigives alligevel?

»En frigivelse er en aktiv handling, som vi f.eks foretager på vores Frigivelseslaboratorium, hvorefter affaldet kan behandles som konventionelt affald, hvis det er under frigivelsesniveauerne. En person må maksimalt modtage et bidrag fra slutdepotet på 10 mikrosievert pr. år, når driften af depotet er ophørt. Og der skal de kommende sikkerhedsanalyser vise, at vi i mange tusind år ud i fremtiden kan holde os under disse referencedoser. Hovedformålet er at holde affaldet isoleret fra mennesker og miljø ud i al fremtid.«

– Ifølge kritikerne er en dybde på ned til 100 meter for lidt, hvis der kommer en ny istid?

»De gennemførte forstudier er overordnede studier af geologi og depotkoncepter, der skal sandsynliggøre, at man kan holde sig under de fastsatte referencedoser. Men der bliver ikke bygget et depot på grundlag af forstudierne. Hvis man vælger at gå videre med depotsporet, skal der udarbejdes meget mere detaljerede sikkerhedsanalyser, og de vil være helt afgørende for at vise, at det kan lade sig gøre at konstruere et depot sikkerhedsmæssigt forsvarligt.«

– Ligger affaldet fra de første år på Risø hulter til bulter i gamle tønder, lige som på den svenske atomforskningsinstitution ved Studsvik?

»Vi har opgjort det kortlivede affald til at udgøre ca. 85 procent, mens det mellemaktive med både kort- og langlivede isotoper udgør ca. 15 pct af det samlede volumen. Det er svært at adskille kort- og langlivede isotoper fuldstændigt. Vi er i gang med at karakterisere noget af det historiske affald, så vi får lavet en mere grundig og detaljeret dokumentation af affaldet. På grund af affaldets karakter er det vigtigt i forhold til sikkerhedsanalyserne at have mere viden om affaldets indhold af radioaktive isotoper.«

– Frygter I, at det er mere farligt, end I antager?

»Man skal passe på med at bruge begrebet farlig/ikke-farlig. Hvis man ikke tager forsvarligt hånd om affaldet, er det farligt. Men forstudierne godtgør, at det er muligt at håndtere forsvarligt i en dansk sammenhæng.«

– Et geologisk slutdepot skal ned i mindst 500 meters dybde. Er det sandt eller forkert?

»Vi er ikke enige i udgangspunktet. Sikkerhedsanalyserne skal vise, at vi ved den valgte lokalitet og den valgte deponeringsform kan holde affaldet isoleret fra mennesker og miljø langt ud i fremtiden.«

– De er ikke lavet endnu?

»Som forstudier, men de skal gentages i forhold til en kendt geologi og en kendt depotkonstruktion. Og så spiller affaldsmængderne også ind. Der er forskel på, om man har affaldsmængder som i Tyskland og Sverige eller mere begrænsede mængder som i Danmark.«

– Så er der de 233 kg særligt affald. Er det højradioaktivt eller mellemradioaktivt?

»I hele DD’s levetid har de 233 kg været beskrevet som mellemradioaktivt i henhold til det internationale atomenergiagentur IAEA’s retningslinjer. Det er bestrålet forsøgsbrændsel og ja, det giver nogle særlige udfordringer depotmæssigt. Men de 233 kg er velbeskrevet, vi kender volumen, udbrændingsgraden og isotoperne. På vores hjemmeside kan man se en ret teknisk udregning, der viser, hvorfor vi klassificerer affaldet, som vi gør.«

– Er det korrekt, at i Sverige opfattes den slags affald som højradioaktivt?

»Jeg ved det ikke, men der er lande, som sætter egne regler. I Danmark har myndighederne valgt at følge IAEA’s anbefalinger. Vi har lavet beregninger af det særlige affald, og dem er SIS enige i.«

– Er det rigtigt, at Sverige ser det affald som mere problematisk, end vi gør?

»Jeg kender som sagt ikke de svenske regler, men Sverige har større mængder, end vi har. Det relevante er, at man kender radioaktiviteten og mængderne ikke mindst og bruger det i sikkerhedsanalyserne.«

– Ifølge kritikere er det forkert at putte alt det danske affald i samme depot, hvis det kun er beregnet til kortlivet affald?

»Det er også et spørgsmål om mængder. Det væsentlige i en sikkerhedsanalyse er, at man ved, hvilke nuklider (isotoper) som affaldet indeholder, at man tillige kender aktivitetetskoncentrationen, og at sikerhedsanalyserne laves på baggund af disse data. Uanset hvilken type affald, der kommer i depot, skal det kunne vises gennem sikkerhedsanalyserne, at man kan holde sig under de årlige referencedoser tusinder af år ud i fremtiden. Du dimensionerer depotet efter det affald, du putter i.«

– Betyder det, at den politiske beslutning om placering træffes på et tidspunkt, hvor man ikke ved, om det reelt kan lade sig gøre?

»Det er sandsynliggjort, at det kan lade sig gøre i forstudierne, som bl.a. er udført med bistand fra forskningsinstitutionen ved Studsvik. Hvis politikerne vælger depotsporet, vil processen gå videre med sikkerhedsanalyser og depotkoncept for en given lokalitet. Hvis det viser sig, at en depottype er mulig, og en anden ikke er, så er det det vi skal henholde os til.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Henning Egholk

Halleluja! Det var da en gang, skal vi sige, tågesnak.. Ingen af de udpegede slut-depoter, sidst med Bornholm, vil modtage affaldet. Og det forstår man jo godt. Ser ikke godt ud i en turistbrochure. "Her har vi så slut-depotet for Danmarks radioaktive affald", hvem vil også besøge det(?) At der er tvivl om affaldet skal 100m eller 500m ned er da ret rystende. - Stor Tak til alle de aktive i 80'erne der kæmpede og demonstrerede imod den planlagte ATOMKRAFT i landet. Gyllingnæs, åh ja. Tænk hvilke problemer vi SÅ ville stå med i vores lille land.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Balling

Problemet kan løses meget enkelt. Det meste affald her er på væskeform, så det kan man bare fortynde op, indtil strålingen pr. ml. er under grænseværdien. Så kan man bruge det fortyndede affald som drikkevand i udkantsområder. De brokker sig jo i forvejen, uden at nogen gider lytte på dem.

Det faste affald skal først opløses i syre, men bagefter er det så også på flydende form. Så er det bare at komme igang med at fortynde.

Hvis det er svært at fortynde affaldet nok, kan man jo skele over til svenskerne, som efter Tjernobyl løste problemerne med det forurenede renkød på en utroligt smart måde. De hævede bare grænseværdierne.

Hvor svært skal det være?

Nå ikke? :D

anbefalede denne kommentar