Nyhed
Læsetid: 3 min.

It-råd: FE-adgang er uden fortilfælde

Rådet for Digital Sikkerhed tilslutter sig kritikken af et lækket lovudkast, som giver Forsvarets Efterretningstjeneste fysisk adgang til teleselskaber i Danmark uden retskendelse
Indland
12. december 2014

Hvis Center for Cybersikkerhed, der er en del af Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), får adgang til teleselskaber som beskrevet i et lækket lovudkast, så er det uden fortilfælde. Det siger Rasmus Theede, der er næstformand i Rådet for Digital Sikkerhed.

Som beskrevet i Information torsdag giver lovudkastet centret mulighed for til »enhver tid« at få fysisk adgang til teleselskabers lokaliteter med det formål at indsamle »oplysninger«. Det kan ske uden retskendelse.

»Jeg kender i hvert fald ikke til andre tilfælde, hvor myndigheder på den måde, uden dommerkendelse, så at sige kan sparke døren op til bygninger og få adgang til de oplysninger, som man nu engang vil have adgang til,« siger Rasmus Theede.

»Konkurrencemyndigheder og andre, der laver sådanne ’razziaer’, skal jo have en dommerkendelse, hvis de regner med, at der er foregået noget ulovligt,« fortsætter han.

Rasmus Theede peger – ligesom Forsvarsministeriet gjorde torsdag i Information – på, at lovudkastet er foreløbigt og endnu ikke er sendt i offentlig høring. Samtidig er der ingen såkaldte lovbemærkninger i det lækkede udkast. Det gør det svært at vurdere præcist, understreger næstformanden.

»Men når man direkte skal have adgang til et selskabs bygninger og oplysninger, som måske kan være borgeres data, så bør det altså ske med en dommerkendelse,« siger Theede, der desuden er koncernsikkerhedschef hos it-leverandøren KMD.

Ifølge Forsvarsministeriet har lovudkastet til formål, at »styrke informationssikkerheden i det danske samfund til gavn for både borgerne og dansk økonomi«.

Rasmus Theede mener, at det er positivt, at der er fokus på it-sikkerhed, men han og Rådet for Digital Sikkerhed er imidlertid betænkelige ved, at de udvidede beføjelser skal gives til Center for Cybersikkerhed, som er en del af Forsvarets Efterretningstjeneste.

»Det giver en mistænkelighed, som vi ikke har brug for. Især efter Snowden-sagen. I mit eget arbejde i KMD har jeg oplevet, at kunder har været nervøse for, hvordan vi samarbejder med Center for Cybersikkerhed,« siger Rasmus Theede.

Han henviser dermed til whistlebloweren Edward Snowden, der lækkede klassificerede NSA-dokumenter og afslørede den amerikanske efterretningstjenestes omfattende masseovervågning. Samtidig påpeger han desuden, at han overordnet set støtter Center for Cybersikkerheds »mission og lægger vægt på et godt samarbejde med dem«.

»Vi skal dog passe på, at vi i vores iver for at styrke sikkerheden i Danmark ikke får vedtaget hastelovgivning, der svækker den generelle retssikkerhed og dermed tillid fra borgere og virksomheder,« siger Rasmus Theede.

Større rolle end i dag

Rikke Frank Jørgensen, der er forsker hos Institut for Menneskerettigheder, påpeger, at det er svært at se ud fra lovudkastet, præcist hvor omfattende et mandat Center for Cybersikkerhed får med loven.

Der er dog som udgangspunkt tale om nye og vidtrækkende beføjelser til centret, mener hun.

»Man må læse det sådan, at det nu er Center for Cybersikkerhed, der primært får opgaven som garant for informationssikkerhed i forhold til udbydere som teleselskaberne,« siger Rikke Frank Jørgensen.

Center for Cybersikkerhed skal ifølge lovudkastet også kunne fastsætte regler om, hvordan teleselskaberne skal orientere centret, hvis de har tænkt sig at indgå aftaler »vedrørende leverancer af væsentlige dele af udbyderens net og tjenester eller driften heraf«.

Det tolker Rikke Frank Jørgensen som, at centret som minimum skal orienteres, hvis selskaberne foretager indkøb af nyt udstyr.

»Samlet set giver det centret en helt ny rolle og magt i forhold til teleselskaberne,« siger hun.

Forsvarsministeriet har ikke yderligere bemærkninger til kritikken, men henviser til et tidligere svar til Information, hvor ministeriet blandt andet skriver, at et lovudkast vil blive sendt i en mere formel høringsproces, hvor en bredere kreds vil kunne komme med bemærkninger til det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Krig og frihedsidealet

Sammenfaldet mellem tiden efter 11. september 2001 og Anders Fogh Rasmussens lange periode som statsminister har efter min opfattelse ændret danskernes og herunder danske politikeres sind på mange måder.

Samtidig synes de folkevalgte at have tilpasset sig USA's krigsretorik og krav for at kunne være venner. Her har George Bush JR. og Anders Foghs særlige forhold formentlig været af afgørende betydning. Anders Fogh har under Bush stærke indflydelse omdefineret demokrati- og frihedsidealerne og tilpasset dem den danske krigerstat, som er en konsekvens af Foghs opgør med samarbejdspolitiken under 2. verdenskrig og lillestatspolitiken siden 1864.

Frihedsidealet synes at være, at USA og dets følgesvende har frihed til at bestemme alt i vores ufuldstændige verden. Som verdens eneste supermagt med nærmest relativ ubegrænset militær magt omdefinere USA's militære og politiske elite uden modspil fra nogen overhovedet vores terminologi omkring frihed og demokrati, som det passer eliten.

Den konstante krigstilstand, som Fogh og Helle Thorning Schmidt har bragt os i, har ændret åbenhedsbegrebet, som har været afgørende i vores hidtidige demokratiopfattelse, og er nu årsag til at sproget på orwellsk vis langsomt ændres til at åbenhed gælder myndighedernes krav om indsigt i vores private liv og ikke som tidligere i vores indsigt i myndighederne ageren. Bl.a. derfor er retten til aktindsigt i den offentlige forvaltning indskrænket i den nye Offentlighedslov.

Læs evt. også min kommentar "Demokratiet skal forsvares hver eneste dag af dig" i går på http://www.information.dk/comment/955323#comment-955323

Karsten Aaen, Henrik Christensen, Bjarne Andersen, Carsten Mortensen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Jakob Lilliendahl

Hvad er det her for nogle efterrationaliseringer?? Tag dog ubetinget afstand fra det her stasi pis, Theede. Det er dårligt PR nu efter Snowden sagen, så nu i bekymre i jer om tilliden fra jeres kære kunder.. Retssikkerheds principper er tilsyneladende ikke noget værd i sig selv, kun noget værd i PR sammenhæng står der, sort på hvidt. For Theede støtter jo "missionen"

Hvor det dog sygt! Tag dig sammen Theede, du er jo inhabil!

Karsten Aaen, Janus Agerbo, Kurt Nielsen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Henning Wettendorff

Vil Theede med disse markeringer skabe tryghed hos borgerne - forud for en ny fase i Danmarks digitalisering, hvor KMD ser folkeskolens elevdata bragt i spil som afgørende momentum?
https://www.youtube.com/watch?v=4hA35oMvYys&list=UUTWfWQbqz3JGgAH-Z_HB0nA