Læsetid: 8 min.

’Jeg kan ikke længere lide at stå med ryggen til andre indsatte’

Martin Hansen fik kastet kogende olie i ansigtet af en medindsat i Nyborg Statsfængsel. En fængselsbetjent, der overværede overfaldet, takkede efterfølgende ja til et tilbud om psykologhjælp, mens Martin Hansen aldrig fik tilbuddet. I dag tør han ikke være i rum med for mange mennesker. ’Ekstrem forskelsbehandling,’ siger professor
Martin Hansen fik kastet kogende olie i ansigtet af en medindsat i Nyborg Statsfængsel. Men han er aldrig blevet tilbudt at tale med en psykolog eller psykiater oven på hændelsen.

Tor Birk Trads

22. december 2014

Den 27-årige Martin Hansen stod i sommer og lavede aftensmad til sig selv i køkkenet i Statsfængslet i Nyborg. Ved siden af stod en anden indsat og stirrede på et par kartofler syde i en gryde fyldt med kogende olie.

Martin Hansen tænkte ikke nærmere over det. Men så kom chokket.

Han mærkede den skoldhede olie, som før var i gryden, ramme ham i ansigtet og løbe ned over brystet. Smerten fik Martin Hansen til at miste bevidstheden. De næste par minutter er i hvert fald forsvundet fra hans hukommelse.

»Jeg ser jo egentlig ikke, at han gør det. Men da jeg kommer til mig selv, kan jeg regne det ud. Jeg ved ikke, om han kastede eller hældte olien fra gryden,« siger Martin Hansen, da Information møder ham i et besøgslokale i det lukkede fængsel i Nyborg.

»Men jeg kunne bare mærke det. Det brændte helt sindssygt i hovedet. Som en smerte, der ikke kan beskrives.«

I dag, et halvt år efter, priser Martin Hansen sig lykkelig over, at hinden, der i flere uger efter overfaldet stadig lå over hans højre øje, er forsvundet. Men ligesom de ar, der har lagt sig over tatoveringerne på hans brystkasse, har overfaldet også sat sig som en blokade i hans bevidsthed. Det er for eksempel blevet umuligt for ham at passe sit arbejde i fængslets smedjeskole.

»Jeg kan ikke lide at være steder, hvor der er for mange mennesker. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er bange, men det er bare noget nyt noget, der er kommet. Jeg ved ikke, om det er psykisk, eller hvad det er,« siger Martin Hansen, der i stedet har fået et job som gangmand. Der kan han gå alene fra klokken otte til 15 hver dag, imens de andre indsatte er på arbejde eller i skole. »Og det er godt, for jeg vil ikke have, at der står nogen bag mig. Jeg kan ikke længere lide at stå med ryggen til andre indsatte.«

Fobisk adfærd

I oktober måned i år blev en 25-årig mand kendt skyldig i overfaldet på Martin Hansen. Et overfald, som Martin Hansen fortæller var et resultat af, at han nogle dage forinden havde kritiseret den indsatte i køkkenet for at »rende rundt og være væk på nogle piller«, som går under navnet ’krydser’. Martin Hansen mener, det er »junkiepiller«.

Efter overfaldet blev Martin Hansen hentet af en ambulance og kørt til Odense Universitetshospital. I Retten i Svendborg har en fængselsbetjent senere fortalt, hvordan hun bemærkede, at Martin Hansens hud havde »dampet«.

Efter to timer under rindende vand sagde en læge fra brandsårsafdelingen, at Martin Hansen havde været heldig. Han havde kun fået andengradsforbrændinger, og det giver næsten ingen ar, sagde lægen. I den indsattes patientjournal konkluderer fængselslægen tre dage senere, at »sårene heler pænt, ingen tegn på infektion«.

Siden har Martin Hansen været til ørelæge, fordi der var mistanke om, at han måske har mistet noget af hørelsen på højre øre efter overfaldet. Alt det fremgår af patientjournalen, som Martin Hansen har givet Information indblik i.

Men han er aldrig blevet tilbudt at tale med en psykolog eller psykiater oven på hændelsen.

Det til trods for, at der i fængslernes regelsæt findes en ordning, som giver Martin Hansen ret til krisepsykologhjælp. Samtidig har fængselsbetjenten, som stod i køkkenet og overværede overfaldet sammen med sine kolleger, været indkaldt til såkaldt debriefing og defusing, som er samtaler med ansatte i fængslet, der er uddannet til at håndtere vidner til et overfald eller en ulykke.

I Kriminalforsorgen er det en systematiseret rutine at foretage den type samtaler med ansatte, der har været involveret. Personalet vil også typisk blive vejledt i, hvordan de kan få hjælp gennem Kriminalforsorgens sundhedsordning hos virksomheden Sundhedsdoktor, hvor der er gratis adgang til krisepsykologer.

Det blev fængselsbetjenten, der stod i køkkenet med Martin Hansen, også oplyst om og vejledt i efter overfaldet, bekræfter Nyborg Statsfængsels ledelse over for Information.

»Og hun har efterfølgende gjort brug af det,« tilføjer vicefængselsinspektøren i Nyborg Statsfængsel, Henrik Marker.

Ifølge professor Ask Elklit fra Videnscenter for Posttraumatologi på Syddansk Universitet er Martin Hansens situation »grotesk«.

»Et sådan overfald vil være dybt traumatiserende for enhver,« siger Ask Elklit, der ikke forstår, hvorfor den indsatte ikke er blevet tilbudt krisepsykologhjælp af fængslets personale.

»Det bliver jo absurd, når man tilbyder psykologhjælp til betjenten, men vurderer, at man ikke gider hjælpe nogen, som ligger ned, fordi de er dømte og indsatte. Det er ekstrem forskelsbehandling, og jeg tror ikke, man vil kunne finde nogen, der ved deres fulde fem vil sige, at det er berettiget,« fortsætter professoren.

Ask Elklit vurderer, at Martin Hansen sandsynligvis vil udvikle posttraumatisk stresssyndrom oven på hændelsen.

»Det lyder til, at han har udviklet en fobisk adfærd, og det er en af følgevirkningerne ved PTSD. Det er jo problematisk, for man skal jo ikke blive psykisk syg af at være i fængsel, selvom det kan tyde på, at det er det, der er ved at ske med den indsatte i det her tilfælde,« siger han.

Ville have sagt ja

Martin Hansen afsoner en tre år lang dom i Nyborg for at have stjålet dyre designmøbler fra Københavns nordlige forstæder. En straf for seks indbrud, som han indtil videre har afsonet det halve af. Det er ikke første gang, han sidder i fængsel. Faktisk har han tidligere afsonet to år for præcis samme forbrydelse, og sidste gang han blev løsladt, nåede han kun at være ude lidt over to måneder, før han blev anholdt igen. Og så er der voldsdommene. Og hans medlemskab af Bandidos-støttegruppen Mexi Gang. Og generelt en historie, der – siden Martin Hansen var 15 år – har foregået i ydersporet af den kriminelle løbebane.

Men for lidt over et år siden traf han et valg. Han meldte sig ud af Mexi Gang, og fra Statsfængslet på Søbysøgård, hvor han på det tidspunkt afsonede, blev han kørt til sin første laserbehandling på et sygehus for at få fjernet sin bandetatovering i ansigtet, der på spansk proklamerer, at ’Døde mennesker taler ikke’.

Martin Hansen fik også lov at gå til psykolog som en del af sin bande-exit, men siden han blev flyttet til Nyborg Statsfængsel i februar, har han efter eget udsagn ikke fået lov til at se en psykolog eller få laserbehandling nummer to.

Ifølge Martin Hansen er det derfor, han heller aldrig selv har spurgt nogen, om han måtte tale med en krisepsykolog efter overfaldet.

»Jeg har anmodet tusind gange om at få lov til at fortsætte med at få fjernet min tatovering og fortsætte samtaler med en psykolog. Til sidst opbygger man sådan en følelse af, at man lige så godt lade være med at anmode om noget som helst. Når de ikke tager en alvorligt ti gange, hvorfor skulle de så gøre det gang nummer 11?«

Ville du have sagt ja, hvis du havde fået tilbudt at tale med en?

»Ja. Det er helt sikkert. Da jeg så en psykolog i forbindelse med, at jeg havde meldt mig ud af Bandidos’ supportteam, fandt jeg ud af, hvor meget det kan hjælpe at få snakket om tingene. Især når mit liv har været noget lort, siden jeg var 15, hvor min far døde.«

Nyborg ringede aldrig

I 1998 indførte Kriminalforsorgen en ordning, der skulle stille krisepsykologer til rådighed for indsatte, som havde været udsat for meget voldsomme hændelser. Tre psykologer sidder derfor i dag som et resultat af beslutningen parate i Anstalten ved Herstedvester på Sjælland, hvilket de i nu 16 år har fået et månedligt rådighedstillæg for. Men der er ikke mange fængsler, der ringer efter assistance. Ifølge psykologfaglig chefkonsulent hos Herstedvester, Steen Mollerup, sker det kun omkring to til fire gange om året.

»Jeg tror ikke, det er, fordi fængslerne bevidst negligerer alvorlige situationer. Tværtimod tror jeg faktisk, at man er blevet bedre til at håndtere vanskelige situationer ude i fængslerne, men i stedet for at ringe til os, så finder man i højere grad lokale løsninger hos eksempelvis fængslets psykologiske konsulent eller en anden fagperson i nærområdet,« siger Steen Mollerup og tilføjer, at psykologerne ikke ønsker at oplyse over for Information, hvor meget de får i betaling for at stå til rådighed. Han vurderer, at Martin Hansen efter overfaldet ville have været berettiget til at få krisepsykologhjælp af en psykolog fra Herstedvester. Men Nyborg Statsfængsel ringede aldrig.

Louise Aagaard Larsen og Lærke Lund, der er henholdsvis uddannelseskonsulent og forsorgsfuldmægtig i Kriminalforsorgen, er ikke overraskede over praksissen. I foråret lavede de i forbindelse med deres diplomuddannelse som kriminologer en afsluttende afhandling om emnet, og her interviewede de blandt andet ni fængselsbetjente med erfaring fra i alt 15 danske fængsler.

I afhandlingen, som Information har fået indblik i, skriver de blandt andet: »I herværende undersøgelse har kun et enkelt fængsel kendskab til ordningen«.

»Trods erkendelse af nødvendigheden af organiseret hjælp og støtte til de ansatte, der oplever noget voldsomt, har man fra Kriminalforsorgens side tilsyneladende overset de indsatte«, konkluderer de videre i afhandlingen, hvor de også har interviewet 12 indsatte med erfaring fra i alt 37 af Kriminalforsorgens institutioner, der nævner eksempler på alt fra overfald til selvmordsforsøg, som oftest heller ikke har udløst et tilbud om professionel hjælp.

Ikke relevant

Henrik Marker oplyser, at man i fængslet er bekendt med krisepsykologordningen fra 1998, men at der dog ikke har været tilfælde, »hvor det er vurderet relevant at benytte ordningen«.

»Det skal i den forbindelse nævnes, at der er knyttet en psykiater til fængslet,« tilføjer han.

Men hvorfor har Martin Hansen aldrig fået tilbudt at tale med en psykolog eller psykiater?

»Fordi han har virket rolig og umiddelbart upåvirket af hændelsen.«

Er det ikke mærkeligt, at man vurderer psykologhjælp relevant for fængselsbetjenten, men ikke den indsatte, det går ud over?

»Sygeplejersken, som har skiftet Martin Hansens bandager og så videre, har spurgt ind til overfaldet, men han har været meget lidt meddelsom. Han ville ikke tale med sygeplejersken om det, ligesom han ikke har givet udtryk for, at han har det dårligt. Også lederen på afdelingen, der er uddannet fængselsbetjent, foretog en lignende vurdering. Han kom frem til det samme.«

Men hvorfor har I ikke engang givet ham tilbuddet? Så kunne han jo bare sige nej?

»Vi har ikke nogen fast ordning med, at vi henviser indsatte, der har været ofre for voldsomme hændelser, til krisepsykolog. Det er en vurderingssag fra gang til gang. Og i dette tilfælde har vi så ikke fundet det relevant.«

Serie

Seneste artikler

  • Da overlægens kritik forstummede

    23. december 2014
    Allerede for 30 år siden advarede overlæge Jørgen Ortmann om ’umenneskelig’ behandling af de indsatte i Anstalten ved Herstedvester. Til hans store fortrydelse førte kritikken ingen forandringer med sig. Til gengæld blev han fyret, og synet på de indsatte har ikke ændret sig siden da, mener han
  • Ministerium undersøger forskelsbehandling af indsatte

    19. december 2014
    Sundhedsminister Nick Hækkerup vil have undersøgt, om indsatte i danske fængsler fremover skal have mulighed for at søge om erstatning for fejlbehandling gennem Patienterstatningen ligesom andre borgere
  • ’Et system på niveau med pergament og gåsefjer’

    15. december 2014
    Sundhedspersonalet i danske fængsler er henvist til papirjournaler og brevvekslinger, når de skal kommunikere med læger og sygeplejersker uden for murene. Det går ud over de indsatte, advarer fagfolk, der i flere år har efterlyst et moderne journalsystem, som man kender det fra det almene sundhedsvæsen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Stakkels fyr.

Hvordan kan sygeplejerske og fængselsbetjent konkludere ud fra manglende meddelsomhed, at Martin Hansen ikke har behov for hjælp? Man skulle da mene, at den modsatte konklusion var mere oplagt.

Det er synd for artiklens pointer, at vi ikke får at vide, hvorfor fangen blev overført fra Søbysøgård til Nyborg Statsfængsel.

Carsten Wienholtz, Henrik Christensen, lars abildgaard og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

I mit fordomsfulde sind er det tilhørende foto til artiklen en kommunikationsmæssig konflikt mellem på den ene side en visuel fremtoning, der vækker frygt, og på den anden side en sproglig dimension der påkalder sig empati. Jeg er nok for hårdt opdraget, men jeg ville ikke være tryg ved at åbne døren for en person iklædt undertrøje og store tatoveringer. Jeg har også svært ved at indse at man kan have brug for psykologhjælp, når man nu fremtoner med så meget pondus som den omtalte indsatte.

Fængslet er et hårdt sted - det er derfor vi andre frygter det. Vi er opdraget til at sige "can't do the time? Don't do the crime".

med venlig hilsen
Lennart

Michael Nielsen

Jeg er selv svært sindslidende og ville ikke ønske det for min værste fjende. Det ville svare til at gå ind for tortur. Derudover er det oplagt, at hvis man har ret til hjælp, så skal man have den hjælp. Det er aldrig okay, at misbruge sin magt. Og endeligt: Hvorfor ikke give mere støtte til en fange, der ønsker at komme ud af kriminalitet?

http://www.helpguide.org/articles/ptsd-trauma/post-traumatic-stress-diso...

Carsten Wienholtz, Janus Agerbo, Henrik Christensen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar