Læsetid: 5 min.

Er Karen Hækkerup fanget i sit eget spin(d)?

Det er meget muligt, at forhenværende justitsminister Karen Hækkerup taler sandt, når hun nu hævder at have talt usandt om at have sendt Udlændingestyrelsen til Eritrea. Men Hækkerup står tilbage med et alvorligt problem
Den forhenværende justitsminister Karen Hækkerup (t.v.) og den nuværende, Mette Frederiksen, er de seneste dage kommet med hver deres forklaring på, hvem der tog initiativ til den omstridte Eritrea-rapport. Arkivfoto

Den forhenværende justitsminister Karen Hækkerup (t.v.) og den nuværende, Mette Frederiksen, er de seneste dage kommet med hver deres forklaring på, hvem der tog initiativ til den omstridte Eritrea-rapport. Arkivfoto

Thomas Lekfeldt

13. december 2014

Netop som den såkaldte Eritrea-sag så ud til ikke at kunne blive meget værre – blev den fredag meget værre.

TV 2 kunne fremlægge hidtil ukendte optagelser, hvor forhenværende justitsminister Karen Hækkerup entydigt tager æren for at have sendt Udlændingestyrelsen på den efterhånden temmelig ironisk klingende fact finding-mission til Eritrea. Optagelserne er fra 13. august, samme dag som Justitsministeriet annoncerede, at Udlændingestyrelsen, der vel at mærke hører under ministeriet, skulle på mission til det østafrikanske land.

»Når der pludselig kommer så mange mennesker, som ikke plejer at søge asyl i Danmark, så bliver jeg selvfølgelig nødt til at undersøge: Hvad er det, der får dem til dét, og også undersøge: Kan vi sørge for, at de kan komme tilbage igen, hvis de ikke har behov for at få beskyttelse. Så jeg slår bremserne i nu og sørger for, at Udlændingestyrelsen tager af sted til Eritrea og undersøger, om vi kan sende disse mennesker retur,« sagde Karen Hækkerup.

Som beskrevet i de elektroniske medier fredag er problemet med den forhenværende ministers udtalelser, at hendes efterfølger som justitsminister, Mette Frederiksen (S), meget klart har oplyst til Folketinget, at Udlændingestyrelsen selv besluttede at rejse til Eritrea og blot »informerede« Justitsministeriet om beslutningen. Og derfor kan der ifølge Mette Frederiksen ikke være tale om politisk bestillingsarbejde, sådan som kritikere har luftet deres mistanke om.

Intet sandhedsvidne

Det kræver ikke en doktorgrad i logik at udlede, at den forhenværende og den nuværende justitsminister ikke begge kan have ret. Enten har Karen Hækkerup sendt Udlændingestyrelsen til Eritrea, eller også er det sket på styrelsens eget initiativ.

Ikke overraskende fik de nyfundne optagelser fra TV 2 Karen Hækkerup til at udsende en pressemeddelelse, hvor hun dementerede sine tidligere udtalelser. »TV 2 har i dag vist et klip, hvoraf det fremgår, at det er mig, der har sendt medarbejdere til Eritrea. At det var på mit initiativ, er imidlertid ikke korrekt, og jeg vil derfor gerne beklage mine udtalelser,« forklarede hun.

Der er al mulig grund til at stille sig kritisk over for Karen Hækkerups udtalelser. Hun siger nu, at det, hun sagde tidligere, var usandt. Det gør hende unægteligt til et noget upålideligt sandhedsvidne.

Men det er også meget muligt, at Karen Hækkerup faktisk taler sandt, når hun nu lægger afstand til sine tidligere udtalelser. Det forekommer ikke usandsynligt, at den daværende minister tog æren for at have slået »bremserne i« og sendt Udlændingestyrelsen af sted, selv om det reelt ikke var hendes beslutning. For Karen Hækkerup, der kom til som minister på et tidspunkt, hvor et folketingsvalg begyndte at nærme sig, var det nemlig en mærkesag at være lige så hård på udlændingeområdet som den borgerlige blok.

Ugen før hun udtalte sig om fact finding-missionen til Eritrea, kritiserede hun ligefrem Venstres netop lancerede udlændingeudspil for at være for blødsødent, fordi partiet udover en lang række stramninger foreslog at fjerne 24-årsreglen for udvalgte grupper af udlændinge. Og samme sommer erklærede hun sig i en pressemeddelelse fra Justitsministeriet om syriske asylansøgere »glad for, at de stramme udlændingeregler virker som et bolværk mod det kæmpe antal asylansøgere, der kommer til Europa, og som vi kan se tager til vores nabolande«.

Forklaringsproblem

Det hører absolut til sjældenhederne, at embedsmænd og ministre udarbejder svar til Folketinget, der er direkte usande og dermed i strid med ministeransvarsloven. Der kan derfor umiddelbart være grund til at fæstne mere lid til Mette Frederiksens svar i Folketinget end til Karen Hækkerups udtalelser til TV 2, der ikke er omfattet af minister-ansvarsloven.

Hvis Karen Hækkerup således reelt ikke sendte Udlændingestyrelsen af sted til Eritrea, men blot tog æren for det for at fremstå som en handlekraftig minister, der sætter ind mod tilstrømningen af asylansøgere, er hun nu blevet fanget i sit eget spind – for ikke at sige spin. Men selv hvis Hækkerup ikke tog initiativ til fact finding-missionen, efterlader hendes udtalelser til TV 2 hende alligevel med et alvorligt problem.

Selv om hun som minister ikke burde have nogen holdning til resultatet af Udlændingestyrelsens fact finding-mission, der skal munde ud i uafhængige og objektive rapporter, rummer hendes udtalelser umisforståelige signaler om hendes forhåbninger til missionen: Hun »slår bremserne i« over for de mange eritreere, der pludselig søger asyl i Danmark, og hun vil undersøge, om man kan »sørge for, at de kan komme tilbage igen« eller blive sendt »retur«, som hun også siger.

Mens det fortsat ikke forekommer sandsynligt, at Karen Hækkerup har givet direkte instrukser om, hvilke konklusioner rapporten skulle munde ud i, er spørgsmålet, om ikke netop den slags signaler fra ministeren kan være årsagen til den skandale, som forløbet omkring rapporten efterhånden er mundet ud i. Det står i hvert fald klart, at Udlændingestyrelsen efterfølgende leverede en rapport, der netop kunne danne grundlag for at sende eritreere »retur«, fordi de primært anonyme kilder i rapporten kunne fortælle, at det skam ikke står så galt til endda i diktaturstaten.

Dette grundlag eksisterede ikke før, hvor de mange forhåndenværende kilder i form af blandt andet rapporter fra FN og britiske og amerikanske myndigheder beskrev så systematiske menneskerettighedskrænkelser, at de danske myndigheder måtte give asyl til stort set alle ansøgere fra Eritrea.

Hele forløbet fik som bekendt de to eneste navngivne kilder i rapporten til at kritisere rapporten kraftigt. Og en sygemeldt chefkonsulent i Udlændingestyrelsen stod frem med en helt usædvanlig kritik af styrelsen i TV 2 og Berlingske. Her beskrev han, hvordan der var »et pres på, at der skulle ske noget med Eritrea«, og hvordan han havde en »stærk mistanke om«, at han og de øvrige embedsmænd var »blevet fedtet ind i noget, vi ikke skulle røre med en ildtang«.

Politisk tilskæring

Journalisten Jesper Tynell beskriver i sin nye bog om politiseringen af det danske embedsværk, Mørkelygten, hvordan embedsmænd i visse tilfælde udformer eksempelvis folketingssvar og rapporter, så de fremmer ministerens sag snarere end at give et retvisende billede af emnet, de skal beskrive. Den slags »politisk tilskæring« kommer ofte i stand ved, at embedsmænd ud fra udtalelser fra deres minister tolker sig frem til, hvad ministeren ønsker sig – snarere end at de modtager direkte instrukser, der ville kunne bringe ministeren i problemer, hvis de kom for en dag.

Noget kunne tyde på, at Eritrea-sagen er endnu et eksempel, der bekræfter Jesper Tynells påstand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Christensen
  • Kurt Nielsen
  • Carsten Mortensen
  • Peter Taitto
  • lars abildgaard
  • Steen Sohn
Henrik Christensen, Kurt Nielsen, Carsten Mortensen, Peter Taitto, lars abildgaard og Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Mens det fortsat ikke forekommer sandsynligt, at Karen Hækkerup har givet direkte instrukser om, hvilke konklusioner rapporten skulle munde ud i,...."
Hvad er dette så :
"......undersøger, om vi kan sende disse mennesker retur,« sagde Karen Hækkerup".
???

søren ploug, Kurt Nielsen og HC Grau Nielsen anbefalede denne kommentar

"Mens det fortsat ikke forekommer sandsynligt, at Karen Hækkerup har givet direkte instrukser om, hvilke konklusioner rapporten skulle munde ud i,...."
Hvad er dette så :
"...og undersøger, om vi kan sende disse mennesker retur,« sagde Karen Hækkerup."

Henrik Christensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
erik mørk thomsen

en minister har vel ret og pligt til, at få ting undersøgt, så længe miniterne ikke bestemmer, hvad der skal komme ud af undersøgelsen.

Næh, hun har da ikke "bestemt", hvad der skal komme ud af undersøgelsen, men hun har unægtelig ganske umisforståeligt givet udtryk for, hvad hun ønsker, resultatet skal blive. Ingen tvivl om, at den slags udtalelser stiller store krav til embedsmændene; om de så honorerer kravene, er i sidste ende deres eget ansvar. Noget tyder så på, at det ansvar har de ikke levet op til.

Hvis nu Hækkerups udtalelser er uproblematiske, hvorfor tager hun så afstand fra dem? Er det ikke et lidt mærkeligt tilfælde, at Udlændingestyrelsen netop helt uafhængigt skulle tage initiativ til en undersøgelse, som ministeren tilfældigvis offentligt udtrykker ønske om?

Det lugter langt væk.

Lykke Johansen, søren ploug, Kurt Nielsen og HC Grau Nielsen anbefalede denne kommentar

@Erik

Nu er den eneste måde at bestemme på, jo ikke kun at sætte en pistol i nakken på folk. Man kan også bare lade det sive, hvad der sker, hvis man ikke makker ret. Det er de to sygemeldte medarbejdere fra styrelsen et godt eksempel på. Mon ikke det er den slags, som får folk til at rette ind, klappe hælene sammen og gøre honnør.

Og ellers er der jo altid Doug stamper... ;)

søren ploug, Kurt Nielsen, HC Grau Nielsen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
erik mørk thomsen

Hvis embedsfolk ligger under for et politik krav om bestemte resultater, af en rapport, bør de fyres hurtigt muligt.
Har de to sygemelde gjort det, så ud med dem!

Morten Kjeldgaard

De to sygemeldte har jo netop ikke noget med den fuskede rapport at gøre. En af dem, Jens Weise Olsen har tværtimod fået en skriftlig tjenstlig advarsel for "manglende vilje til at lade sig undergive sædvanlig ledelse" og har efterfølgende offentligt kaldt rapporten for "et makværk".

Det tyder helt entydigt på et bestillingsarbejde ovenfra.

Britta Hansen, Henrik Christensen, Lykke Johansen, søren ploug, Hans Larsen, Kurt Nielsen, HC Grau Nielsen, Rune Petersen, Steen Sohn, Lise Lotte Rahbek, Jens Illum og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar

Det foregår vel efter CIA-princippet; de overordnede og egentligt ansvarlige siger ikke direkte, hvad de vil ha' - de signalerer det. Derefter er det de underordnede, som med avancement for øje, som skal gætte præcis hvad de overordnede ønsker sig ... og derpå udføre det. Hvis man gætter forkert, kan karrieren være tabt - men gætter man rigtigt, åbner dørene opad. Systemet sikrer at de overordnede meget sjældent kan tages i direkte ulovligheder, mens de underordnede må gøre det beskidte arbejde, agere nyttige idioter - og håbe på skæbnens gunst. En slags pyramidespil, hvor alle søger at udnytte alt og alle.

Hér har vi bare et eksempel på at nogle af de mellem-overordnede i den parlamentariske arena både er for umodne, ringe begavede og populistisk-paniske til at få tingene til at fungere lydefrit.

Henrik Christensen, Bjarne Andersen, søren ploug, Kurt Nielsen, Rune Petersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Carsten Mortensen

"Det hører absolut til sjældenhederne, at embedsmænd og ministre udarbejder svar til Folketinget, der er direkte usande" ......
Nåee! ...Jaså.

Henrik Christensen, søren ploug, Kurt Nielsen, HC Grau Nielsen, Rune Petersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Nu forventes en rapport fra styrelsen. Den vil be- eller afkræfte Hækkerups første udsagn (som hun har trukket tilbage). Hvem sidder så med aben.
Kan vi i øvrigt stole på denne rapport ? Styrelsen er ikke i retten under vidneansvar.
Statsadministrationen viser tegn på stress og funktionsfejl.

Hvorfor ikke bare lade dem reger per dekret? Det er jo hvad de allerede gør.
Og vi har nok heller ikke brug for så mange MF'ere. De koster jo en bondegård hver og for hvert år bliver det dyrere fordi de jo også lever længere og der bliver stadig flere af dem der skal have fede pensioner i længere tid.

Væk med kransekage figurerne, vi har ikke længere råd til dem. En håndfuld ministre må være nok, og de skal af egen lomme betale for deres spindoktorer.

Demokrati? Hvaffornoget?
Har vi ikke set længe her. Så hvorfor opretholde hele skinbarligheden?

Total cost of ownership regnestykket går simpelt hen ikke op.

Lise Lotte Rahbek

Carsten Mortensen
Ja, en direkte usandhed er jo ikke det samme
som halve sandheder, nødløgne, redigeret og klippet virkelighed og hvad det nu hedder alt sammen i "maskinrummet"

Henrik Christensen, søren ploug og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg kan ikke selv med min bedste vilje læse i uddragene af Karen Hækkerups omhandlende udtalelser, at hun har forlangt et bestemt resultat af undersøgelsen, ej heller at hun har taget iniativet. Hun siger, hun har sørget for at sende udlændingestyrelses afsted. Ja måske har ministeriet været behjælpelig med det praktiske. "Sørget for at komme afsted" betyder ikke beordret.
Hun udviste rettidig omhu, ved at undre sig over stigningen af disse flygtninge, og ønskede en vurdering af det, og eventuelle muligheder for en stramning på området. En stramning på utallige opfordringer fra de borgerlige. Er det meningen, hun skal sidde og vente pænt på, at Udlændingestyrelsen selv kommer på ideen? Det kan da godt være, det er politisk korrekt, men da ikke udpræget produktivt.
Endelig er det et mærkværdigt forlangende, at de ansvarlige politikere skal udtrykke sig nøjagtig ordret til enhver tid. Det lyder lidt som i Venstres angrebsmanual. De fleste beskriver en sag med forskelligt ordvalg, afhængig af modtagerne. Jeg har iøvrigt sjældet - hvis nogensinde - hørt en udtalelse, der ikke kunne fordrejes.
Nu skal der så spindes endnu en ende, oven på alle de andre spidsfindigheder. Hvorfor gør hun, som hun gør?
Måske prøver hun blot at få lukket sagen, så hun får tid til at passe sit arbejde. Hvis hun da kan vriste sig fri af andres spin. Kun EL er reelt interesseret i flygtningene, resten misbruger endnu engang en alvorlig sag indenrigspolitisk, og efter mediernes medløben at dømme, kan vi da ende med at konspirere sagen helt ud i det ekstreme.

Der er åbenbart tale om en frontalkollision mellem USAs politik - og den danske flygtningeafviserfløj.

USA har gennem flere år haft gang i en sortmaling af Eritrea - med henblik på "regimeskifte".

Danmark lagde indtil sommeren 2014 de amerikanske anklager til grund for asylsager.

"Eksperterne" der anklager Eritrea for menneskeretskrænkelser er alle baseret i USA og UK.

Embedsmændenes "fact-finding-mission" i oktober kom til, at anklagerne mod Eritrea var ihvertfald "noget overdrevne" - noget som de nu bliver voldsomt angrebet for.

http://jyllands-posten.dk/politik/ECE7264170/Eritrea-sagen-To-embedsm%C3...

Embedsmændene er altså kommet under krydspres fra USA og fra den danske anti-flygtningefløj - så det er meget forståeligt at de lægger sig syge.

De fleste flygtningevenlige debattører forventer urent trav fra udlændingestyrelsen - men der kan meget vel være tale om to sæt forudbestilte og forhåndsønskede resultater, der kolliderer -
USAs - og den danske flygtningeafvisningsfløjs.

USAs anklager blev lagt til grund indtil sommeren 2014, men i oktober udsendtes missionen til Eritrea.

Eritrea sigter mod at stå på egne ben og mobilisere alle landets ressourcer for udvikling, hvilket ikke behager Washington:

Metoden - obligatorisk militærtjeneste og samfundstjeneste - er selvfølgelig en hård belastning, men kendes fra mange andre udviklingslande.

Sådan skriver Dansk-Eritreansk forening september 2014:

"Tværtimod har USA brugt sin dominerende indflydelse i Sikkerhedsrådet til at vedtage sanktioner mod Eritrea, sanktioner som er grundløse og ulovlige, da de bygger på udokumenterede beskyldninger. Sanktioner som har medført store økonomiske konsekvenser for Eritrea.

Eritrea er blevet nødt til at have en høj militær mobilisering og bede landets befolkning, her også de unge, om at yde ofte for at forsvare landet.

Det betyder at den militære værnepligt er en central faktor i forsvaret af landet, og alle borgere må være indstillet på at forsvare landet.

Men der er også kommet en ny ung generation, som har svært ved at skulle henslæbe deres liv i et fattigt land og samtidig være forpligtet til at være under militærtjeneste eller

samfundstjeneste i offentlige institutioner. De søger mod de rige lande som mange andre unge afrikanere, og har et nærmest Disney-agtigt billede af vesten.

Men realiteten er at de med ringe uddannelse kommer til at kæmpe hårdt for tilværelsen."

http://eritreadanmark.dk/flygtninge-fra-eritrea-og-danmarks-ansvar/

Eritrea-regeringssidens opfattelse kan man læse her:

http://dissidentvoice.org/2014/12/eritreas-struggle-for-independence/

og bagsiden her - bl. a. lang værnepligt og formodentlig straf for undvigelse:

http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/fakta-derfor-flygter-folk-fra-eri...

peter fonnesbech

Hun har såmænd bare uforvarende " spinspundet sig selv " og har nok brug for andres hjælp til at kommet ud ad spindet.

Vibeke Hansen - selv omtaler du sagen som alvorlig men resten af dit indlæg virker nærmest som en opfordring til at holde op med at tage det alvorligt. Der er en begrundet mistank om, at dette makværk af en rapport er resultat af et bestillingsarbejde fra politisk side, og konsekvensen af de falske oplysninger, der ligger i rapporten kunne have været, at trængende og asyl berettigede mennesker blev sendt tilbage til fængsling, tortur og det der er værre. Sagen er alvorlig nok
til at vælte en regering, hvis det viser sig at folkevalgt politikere står bag manipulationen af rapporten.

Som tidligere minister for departementet, som Udlændingestyrelsen er underafdeling af, er det uundgåeligt at opmærksomhed rettes mod Hækkerup. Og at hun fjumre, laver kovendinger og dementerer egne tidligere udtalelse gør hende bestemt ikke mere troværdigt. Det kan selvfølgelig være at hun bare er et fjumret, usikker og tvetydigt menneske, men det er ikke ukendt at personer der har misbrugt deres magtposition og senere risikerer at blive afsløret i det, begynder at fjumre. Selvfølgelig kan du ikke læse i uddragene af Karen Hækkerups omhandlende udtalelser, at hun har forlangt et bestemt resultat af undersøgelsen, for det ville hun med alle kunstens regler forsøger at sløre for dig hvis det faktisk var tilfældet.

Det kritiske spørgsmål er dog ikke hvem gav ordre til at undersøgelsen gennemførtes, men hvem gav ordre til, at konsulenterne der gennemførte undersøgelsen ikke skulle få indflydelse i rapportens endelig indhold. Men i dette lys ville det også være dobbelt inkriminerende hvis Justitsministeriet både har beordret arbejdet og senere forhindret konsulenternes indflydelse. Så det er ikke ligegyldigt hvad Hækkerup har sagt og yderst mistænksomt at hun nu påstå hun første gang talte usandt.

Nu viser det sig, at flertallet af flygtninge fra Eritrea slet ikke komme fra landet, men fra lejre i nabolandene.
Det sætter ekstra fokus på det formålstjenlige i at bruge midlerne i disse lejre i stedet for her i landet.