Loven skulle »afspejle samfundets stærke afstandtagen fra tvangsægteskaber«, som daværende justitsminister Lene Espersen (K) udtrykte det ved dens fremsættelse i Folketinget. Med egen paragraf i straffeloven og en forhøjet strafferamme fik politiet og anklagemyndigheden et nyt værktøj i kampen mod de tvangsægteskaber, som æresdrabet på Ghazala Khan atter havde sat fokus på. Den 19-årige dansk-pakistanske pige blev dræbt af familiemedlemmer efter at have giftet sig uden hendes families tilladelse.
Men seks år efter at Folketinget i 2008 – enstemmigt – vedtog loven mod tvangsægteskaber, er dette værktøj aldrig blevet taget i brug.
Ifølge en opgørelse fra justitsminister Mette Frederiksen (S) til Folketingets integrationsudvalg er der således ingen eksempler på, at der er rejst tiltalte – endsige domfældelse – for overtrædelse af den særlige paragraf i straffeloven. Selv om flere i 2008 advarede om, at signalværdien overtrumfede muligheden for at kunne håndhæve loven i praksis, afviser Lene Espersens partifælle, Konservatives retsordfører Tom Behnke, dog i dag, at den ikke har virket.
»Loven har primært et præventivt sigte: at dem, som er på vej ud i et tvangsægteskab, kan sige til forældrene, at de skal være opmærksomme på, at dansk lovgivning faktisk forbyder det her. Sådan har det selvfølgelig altid været. Men når vi lavede den særlige paragraf, kunne de pege på, at lige netop den forbød det. Og det kan oven i købet være, at loven har haft så stor en præventiv effekt, at der slet ikke har været nogle af de her sager! Der har jo nok været nogle. Men nu er der i hvert fald en paragraf, anklagemyndigheden kan bruge, hvis der kommer en anmeldelse,« siger Tom Behnke.
Enhedslistens integrationsordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, mener til gengæld ikke, at tallene kan bruges til at konkludere noget om omfanget af tvangsægteskaber i Danmark eller om den højere strafferamme har afskrækket nogle familier fra at tvinge de unge til at gifte sig med hinanden.
»Men noget kan tyde på, at tvang i den slags sager er vanskelig at føre bevis for, fordi ofrene for denne forbrydelse i nogle sager måske dækker over gerningsmændene og tvinges til at benægte, at der er tale om tvang. Det problem kan dog ikke løses ved højere strafferammer – og slet ikke ved en opretholdelse af 24-års-reglen, som først og fremmest rammer en masse unge mennesker, som under ingen omstændigheder kan mistænkes for at være tvunget til at gifte sig,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Hos Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK) siger projektleder vedrørende æresrelaterede konflikter Susanne Willaume Fabricius, at de manglende tiltaler og domfældelser ikke er overraskende. I 2011 viste en redegørelse fra Rigsadvokaten, at der på det tidspunkt havde været 12 sager, hvor der var indgivet en egentlig anmeldelse om ulovlig tvang i forbindelse med indgåelse af ægteskab (mens politiet i andre seks tilfælde var blevet kontaktet om en sådan). Men i flere af tilfældene ønskede den forurettede alligevel ikke, at politiet foretog sig yderligere i sagen, og ønskede heller ikke at udtale sig herom.
»Problemet eksisterer absolut. Men loven kan ikke i sig selv løse det, fordi de unge tit er bange for at gå videre med anmeldelser på grund af konsekvenserne i forhold til deres familier. Desværre ville jeg ønske, at jeg havde et godt svar på, hvad man så skal gøre.
Men det er samtidig vigtigt, at samfundet sender et signal om, at det ikke er i orden. Når vi går ind sager med trusler eller planer om tvangsægteskaber, så bruger vi paragraffen over for forældrene i håb om at skræmme dem lidt: Det her er strafbart og kan give op til fire års fængsel,« siger Susanne Willaume Fabricius.
Jacob Mchangama, direktør i tænketanken Justitia, mener ikke, at signallovgivning – som for eksempel netop loven mod tvangsægteskaber – per definition er problematisk.
»Hvis der rent faktisk sker tvangsægteskaber – men disse blot ikke bliver anmeldt – er det jo ikke ensbetydende med, at loven er overflødig. Men det viser selvfølgelig, at et strafferetsligt forbud ikke i sig selv er en løsning i forhold til problemet, fordi det går under radaren. Politikerne skal i hvert fald ikke tro, at de så har løst problemet ved at indføre et forbud.«
