Nyhed
Læsetid: 2 min.

Politisk flertal vil undersøge forskelsbehandling af indsatte

Politikere i begge sider i Folketingssalen er overraskede over, at indsatte ikke kan søge erstatning for lægefejl gennem Patienterstatningen. Et flertal mener, at forskelsbehandlingen er urimelig
Indland
4. december 2014

Et flertal i Folketinget vil nu have undersøgt loven om patienterstatning nærmere på baggrund af den forskelsbehandling af indsatte, som beskrives i dagens Information.

Information har foretaget en rundspørge blandt samtlige partier i Folketinget. Alle partiers ordførere er overraskede over, at indsatte ikke har ret til at søge erstatning gennem Patienterstatningen.

Blandt andet Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen. Han er ligesom flere andre ordførere i tvivl om, hvorfor sygeafsnittene i fængslerne ikke er omfattet af loven.

»Love skal med jævne mellemrum undergå en evaluering og muligvis justeres, og det er altså ikke sket på det her område,« siger Flemming Møller Mortensen, der nu vil indkalde sundhedsudvalget til et møde om emnet.

»Sundheden til visse grupper må ikke være ringere, end den er til befolkningen som helhed. Det er jo en krumtap i en velfærdsstat. Derfor bør vi foretage en evaluering af det her,« siger han.

De radikale bakker sundhedsordføreren op. Partiet vil også selv bringe emnet op internt i regeringen, siger retsordfører Jeppe Mikkelsen, der tilføjer, at han vil gå til justitsministeren for at diskutere de indsattes manglende ret til at søge erstatning gennem Patient-erstatningen.

Det samme vil Enhedslisten og SF, fortæller ordførere fra begge partier.

»I forvejen er der tale om mennesker, som mange gange kommer fra samfundets bund. De har ikke ressourcerne til at løfte den slags sager selv og aner garanteret ikke noget om deres rettigheder i øvrigt,« siger SF’s retsordfører, Karina Lorentzen.

»Man skal jo ikke acceptere flere fejl fra læger, bare fordi de behandler indsatte. Det er et syn på afsonere, der hører en anden tid til,« siger Enhedslistens Pernille Skipper.

DF siger nej til lovændring

Også på den borgerlige fløj mener Tom Behnke fra Konservative, at der er tale om et reelt problem.

»Ligegyldigt hvor i samfundet, man bliver udsat for fejlbehandling, skal man selvfølgelig have erstatning. Indsatte skal selvfølgelig være fuldstændig ligestillede med alle andre«, siger retsordføreren, der nu vil undersøge, hvorfor indsatte ikke er en del af loven.

»Og så må vi drøfte, om det er noget, der måske skulle ændres,« siger han.

Hos Venstre ser man dog ikke umiddelbart nogen grund til at ændre loven. Først og fremmest er partiet optaget af rettighederne for lovlydige borgere, siger retsordfører for partiet Karsten Lauritzen:

»Og først derefter er jeg optaget af rettighederne for folk, der afsoner for kriminel aktivitet. Jeg kan godt se det principielle synspunkt, men der er andre steder i samfundet, vi bør se på først,« siger han.

Retsordfører i Liberal Alliance Simon Emil Ammitzbøll mener, at forskelsbehandlingen virker »mærkelig«, og han er åben for at se på en ændring af loven.

Dansk Folkeparti er direkte modstandere af en eventuel lovændring.

»Hvis man begår kriminalitet, kan man ikke forvente, at der stilles det samme apparat til rådighed, og at man er berettiget til de samme muligheder som dem udenfor,« siger Peter Skaarup, der er retsordfører for partiet. Han henviser til, at indsatte stadig kan anlægge erstatningssager mod eksempelvis en læge eller Kriminalforsorgen.

»Man er jo ikke retsløs, fordi man sidder i fængsel. Men man har overtrådt nogle basale grundregler for samfundet, og så er der bare nogle ting, der automatisk sker uden for, som man ikke kan regne med at blive en del af.«

Serie

Dømt til dårlig behandling

Seneste artikler

  • Da overlægens kritik forstummede

    23. december 2014
    Allerede for 30 år siden advarede overlæge Jørgen Ortmann om ’umenneskelig’ behandling af de indsatte i Anstalten ved Herstedvester. Til hans store fortrydelse førte kritikken ingen forandringer med sig. Til gengæld blev han fyret, og synet på de indsatte har ikke ændret sig siden da, mener han
  • ’Jeg kan ikke længere lide at stå med ryggen til andre indsatte’

    22. december 2014
    Martin Hansen fik kastet kogende olie i ansigtet af en medindsat i Nyborg Statsfængsel. En fængselsbetjent, der overværede overfaldet, takkede efterfølgende ja til et tilbud om psykologhjælp, mens Martin Hansen aldrig fik tilbuddet. I dag tør han ikke være i rum med for mange mennesker. ’Ekstrem forskelsbehandling,’ siger professor
  • Ministerium undersøger forskelsbehandling af indsatte

    19. december 2014
    Sundhedsminister Nick Hækkerup vil have undersøgt, om indsatte i danske fængsler fremover skal have mulighed for at søge om erstatning for fejlbehandling gennem Patienterstatningen ligesom andre borgere
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Gert Selmer Jensen

Venstre er først og fremmest optaget af rettigheder for lovlydige borgere.!
Ja så er der nok adskillelige venstrepolitikkere, der må komme i anden række.!?

Det er i hvert fald både fornuftigt og et demokratisk sundhedstegn, at et politisk flertal vil undersøge denne lov. Men bagefter kræver det altså lidt action, og det håber jeg virkelig, at flertallet også er klar til.

"Politisk flertal vil undersøge" = Politikerne råber i munden på hinanden i en uge, derudover sker der ellers intet.