Læsetid: 3 min.

Risø skal fremtidssikres, hvis atomaffaldet skal blive der

Fortsat oplagring af atomaffald på Risø kræver sikring mod stormflod, store bygningsmæssige forbedringer samt ompakning af det radioaktive affald
10. december 2014

Til foråret kan der træffes en politisk beslutning om, hvor Danmark skal gøre af 5-10.000 kubikmeter atomaffald fra Risø.

Groft sagt er tre muligheder i spil: Enten kan affaldet eksporteres, eller også kan det placeres i et slutdepot et sted i Danmark med dybe geologiske lerlag.

En tredje mulighed er at placere affaldet på et mellemlager i håb om, at fremtiden vil vise en bedre måde at håndtere det på. Netop den sidste mulighed har Folketingets Sundhedsudvalg mandag været i Holland for at studere med et besøg på mellemlageret COVRA i byen Vlissingen.

Som Information tidligere har beskrevet, har processen med at finde et tilfredsstillende svar på, hvor det danske atomaffald kan placeres, stået på i årevis, og den er flere gange blevet forsinket. Hvis det til for- året viser sig endnu en gang at trække ud med en afgørelse, vil atomaffaldet indtil videre være oplagret på Risø.

I den offentlige debat har bl.a. Greenpeace i 2011 peget på, at atomaffaldet bør blive liggende »nær Risø« for at undgå transport af det radioaktive affald.

Men ifølge den miljørapport om et slutdepot, som Sundheds- ministeriet netop har haft i høring, er Risø på længere sigt et uegnet sted for atomaffaldet af flere grunde.

Derfor duer Risø ikke

For det første består undergrunden under halvøen i Roskilde Fjord ikke af tykke lerlag.

For det andet vil det være nødvendigt at stormflodssikre dele af halvøen, fordi store dele af området ligger lavt og er udpeget som lavbundsområde. Man kan se frem til oversvømmelser, hvis kommende storme bliver værre end Bodil fra december 2013, der førte til vandstigninger på 2,06 meter.

For det tredje vil Risø ikke være egnet til at modtage særligt meget nyt affald. Selv om det ikke nævnes i Sundhedsministeriets miljørapport, kan radioaktivt affald i større mængder måske blive resultatet af en eventuelt kommende skifergasudvinding i Danmark.

For det fjerde skal der inden for »de nærmeste år« ske »store bygningsmæsige forbedringer« af det såkaldte Tromlelager, hvor bygningerne kun er »midlertidige«.

Og endelig for det femte vil »længere opbevaring« kræve, at »materialet reemballeres, og der etableres bygninger til formålet«.

Roskilde Kommune har i sit aktuelle høringssvar til Sundhedsministeriets miljørapport om et slutdepot bl.a. anført, at kommunen ikke er bekendt med »analyser og vurderinger, som viser, at det lav- og mellemaktive affald kan deponeres på Risø indtil 2023 uden risiko«.

»Der ønskes fortsat en faglig og teknisk begrundelse for, at dette er miljø- og sundhedsmæssigt forsvarligt, da der er konstateret tæring af beholderne, der indeholdet det lav- og mellemaktive affald på Risø,« skriver kommunen og understreger, at »en fortsat lagring på Risø på længere sigt kræver en række tiltag, som ikke er belyst i miljøvurderingen«.

Selv om atomaffaldet har været oplagret på Risø i mange år, spiller det tilsyneladende ikke nær samme rolle i lokalsamfundet som i de seks lokaliteter rundt om i Danmark, der er udpeget som muligt sted for et slutdepot for alt affaldet. På Bornholm, Lolland, Nordøstfyn, Struer og Skive har bekymrede borgere dannet lokale atomaffald-nej-tak-grupper, holdt møder, samlet underskrifter og søgt efter viden på nettet. Men selv om »Risø-depotets fremtid« indgik i bestyrelsens beretning på den årlige generalforsamling i Veddelev Grundejerforening, et villakvarter kun halvanden km syd for Risø, så ønsker ingen fra bestyrelsen at udtale sig til Information om affaldet.

Hos lokale ejendomsmæglere er der i hvert fald ikke erfaring for, at potentielle huskøbere spørger til affaldet på Risø, hvis de f.eks. vil se på hus i Veddelev: »Det er ikke et issue, jeg hører fra kunder,« siger Anne Crone, chef for ejendomsmæglerfimaet Homes filial i Roskilde.

Atomaffaldet har heller ikke endnu været et problem for Danboligs kunder: »Jeg har ikke hidtil hørt om den problemstilling, men hvis det bliver noget, der kommer op i medierne og bliver behandlet, så vil det sikkert kunnne få en effekt. Måske ikke så meget i det centrale Roskilde, men jo tættere man kommer på Risø, jo større vil en eventuel effekt vise sig at være,« siger Nicolai Karhof fra Danbolig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu