Læsetid: 4 min.

’Sammenhold betyder alt – det får det hele til at køre’

27-årige Robin Løffmann er et af fagbevægelsens nyeste medlemmer – og et af dem, fagbevæ-gelsen skal bygge sin fremtid på. Han ser fællesskabet som den helt store styrke – både i dag og i fremtiden
Sammenhold skal redde fagbevægelsen fra dens faldende medlemstal, mener industritekniker Robin Løffmann.

Tor Birk Trads

29. december 2014

Når man kigger ud over den mange tusinde kvadratmeterstore produktionshal hos Man Diesel & Turbo på Teglholmen ved København, er det ikke ordet ’sammenhold’, der først falder en ind.

Sporadisk står medarbejderne placeret rundt ved forskellige maskiner og arbejdsborde, hvor de for de flestes vedkommende arbejder selv. Enten med helt almindeligt manuelt arbejde eller med at håndtere en af de tonstunge robotter, som i stigende grad bliver metalarbejdernes nye kolleger.

Det gælder også for 27-årige Robin Løffmann. Som uddannet industritekniker betjener han dagligt robotterne hos Man Diesel & Turbo. Virksomheden producerer brændselsudstyr til Man Diesels motorer. Selve produktionen af motorerne er forlængst flyttet til Østen, forklarer Robin Løffmann. I stedet er det kun reservedele til de skibsmotorer, som allerede er ude at sejle, der stadig bliver produceret i Danmark.

»Vi lever af vores kvalitet. Og den kvalitet, vi kan levere, er langt bedre end den, der bliver skabt i Østen,« mener Robin Løffmann.

Det er ikke kun kvaliteten i produkterne, Robin Løffmann er stolt af. Han er også stolt af sit fag – og stolt af det sammenhold, der kan mobiliseres i den hal, hvor han har sin daglige gang.

»Fællesskab betyder rigtig meget for mig. På Man har vi et motto, der lyder ’sammenhold giver styrke’. Sammenhold betyder alt. Det får det hele til at køre. Vi har desværre haft nogle kolleger, som ville spare nogle penge og ikke være medlemmer hos Dansk Metal, men i stedet har meldt sig ind hos nogle af de gule fagforeninger. Men når lokummet brænder, ser vi sjovt nok, at de igen melder sig ind hos Dansk Metal. Vi gør, hvad vi kan her på arbejdspladsen for at samle så mange medlemmer som muligt,« forklarer Robin Løffmann.

Sammenhold er også hans svar på, hvordan fagbevægelsen skal forsøge at vende den udvikling, de faglige organisationer har været igennem de senere år: faldende medlemstal, dalende organisationsgrad og en ringere politisk indflydelse hos magthaverne. For selv om det faglige fællesskab for en husstand som Robin Løffmanns med to små børn er en stor post på budgettet, er det ikke et sted, der skal spares.

»Økonomien betyder en del. Men der er sikkert også mange, som er for egoistiske og ikke gider deltage i et fællesskab. De tænker, at de bare vil spare nogle penge og vil kæmpe deres egen sag. Og sådan bliver det jo, når man ikke står sammen. Så står man alene, og det betyder, at man står svagere. Det er en dårlig idé,« siger han.

Sikrede løn

På trods af sin unge alder har Robin Løffmann allerede mange års fagforeningsmedlemskab bag sig. For ham var det meget naturligt at melde sig ind i en fagforening.

»Min far sagde, at jeg bare skulle i fagforening. Det måtte koste, hvad det koste ville. Det er nok de færreste forældre, der i dag griber ind og siger til deres børn, at det er vigtigt, at de er organiserede. Det er nok der, problemet er.«

Men det var først på erhvervsskolens grundforløb, at Robin Løffmann overhovedet lærte om den danske model med aftaler mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.

»Der kom fagforeningen ud på skolen og forsøgte at overbevise os om, hvilke fordele man kunne opnå ved at være medlem. Jeg havde sgu egentlig ikke rigtig den store forstand på, hvad det gik ud på, så det var faktisk rigtig godt. På min læreplads var mine kolleger heller ikke rigtig organiseret, så jeg blev ikke introduceret til fagbevægelsen på arbejdspladsen. Jeg tænkte egentlig ikke så meget over det. Dengang tænkte jeg ikke over pensionsforhold, og om jeg ville blive fyret. Jeg tog tingene som de kom, og så var jeg egentlig ligeglad.«

Allerede under uddannelsen forsøgte Robin Løffmanns arbejdsgiver at undgå at betale ham den retmæssige løn. Det førte til en konflikt, som fagforeningen førte på Robin Løffmanns vegne.

»Jeg fik nogle lønsedler, som min far en dag tilfældigt kom til at se på. Han sagde, at der var noget galt. Han kunne ikke lige tyde, hvad der var galt, men noget var galt. Jeg ringede til min fagforening, som straks så, at jeg havde fået for lidt udbetalt i løn. Vi havde også arbejdet på akkord, og det havde jeg ikke fået betaling for‚« husker Robin Løffmann.

Senere er det på grund af de lokale tillidsmænds forhandlingsevne lykkedes at undgå en lønnedgang på 40 pct. for metalarbejderne på Man Diesel, hvis de vil på barsel.

»Selvfølgelig skal man på forældreorlov. Jeg ærgrede mig over, at jeg ikke kunne det, da vi fik min søn. Man får jo et bedre forhold til sine børn, og de fleste mænd, tror jeg, har et ønske om at være mere sammen med deres børn. Det er de færreste, der har råd til at gå 40 pct. ned i løn, som jeg skulle, hvis jeg ville have orlov. Men det behøvede jeg heldigvis ikke med min datter.«

Serie

Seneste artikler

  • ’Fagbevægelsen har brug for et kulturopgør af dimensioner’

    5. januar 2015
    Fokus skal i fagbevægelsen flyttes fra medlemstal til overenskomstdækning, mener professor Ove Kaj Pedersen, som forudser store kulturkampe i fremtiden for fagbevægelsen. Fusioner er nødvendige, hvis arbejdstagerne vil have en chance mod arbejdsgiverne, mener han
  • ’Måske har krisen rundet vores kanter lidt for meget’

    3. januar 2015
    Både på nationalt og internationalt plan er fagbevægelsens store udfordring ifølge FTF-formand Bente Sorgenfrey, at politikerne ikke tager arbejdstagerorganisationerne alvorligt. Det er fagbevægelsens egen skyld, mener hun
  • ’Det vigtigste for vores medlemmer er tryghed’

    27. december 2014
    I en alder af kun 32 år er Morten Skov Christiansen allerede kommet til tops i fagbevægelsen som formand for LO Hovedstaden. Som fremtidens mand ser han store uforløste potentialer for en fagbevægelse, der bliver stadig mere presset af udenlandske arbejdsgivere og -tagere
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Ditlev Nissen
  • Henrik Christensen
  • Niels Møller Jensen
  • Anne Eriksen
  • Kristian Rikard
  • Bill Atkins
Hans Ditlev Nissen, Henrik Christensen, Niels Møller Jensen, Anne Eriksen, Kristian Rikard og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det der mangler, er de gode gamle eksklusivaftaler.
Det havde vi da jeg var ung, hvis der kom en ung mand på værftet og var medlem af Krifa (jo det eksisterede den gang), fik han at vide, at her var vi medlem af f.eks. Metal (som dengang hed Smedeforbundet), hvis han insisterede på Krifa, gik værftledelsen ind i sagen, han fik et ultimatum: Meld dig ind i Metal eller bliv fyret.
Jeg selv startede i lærlingeklubben, var medlem af Metal i nogle år, indtil jeg rejste til udlandet hvor jeg blev funktionær, og kvittede mit medlemskab.
Men jeg havde altid et godt samarbejde med forbund og tillidsmænd, selvom jeg nu sad på den anden side af skrivebordet.
Hvad sladderhanke og "fedterøve" angik (de findes i alle lande), så gjorde jeg altid tillidsmanden opmærksom på, at en af deres kollegaer var en sladderhank. (jeg havde rigelig styr på hvad der skete i firmaet, uden at skulle betjene mig af meddelere).
Det som Robin Løffmann står for, burde være det helt normale på arbejdsmarkedet, - en smed som medlem af en gul "fagforening", - det giver mig kvalme.

Steffen Gliese, Merete Jung-Jensen, Carsten Mortensen, Lene Christensen, Bjarne Andersen, Rasmus Kongshøj, Preben Haagensen, Andreas Andersen, Lars Dahl, Anne Eriksen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Helene Kristensen

Der er så utrolig mange, især veluddannede, der ikke mener at fællesskab giver dem noget - de får jo en god løn og har gode arbejdsforhold. Det går jo nogle år, hvor mange kan køre på frihjul, men lige pludselig sker der det, som skete for læerne: arbejdsgiverne finder ud af, at sammenholdet er for dårligt, og så er det at pampere som Corydon og KL's Michael Ziegler kan nulstille alt, hvad lærerne gennem tiderne har tilkæmpet sig. Nu bliver det rigtig spændende om FOA har styr på tropperne, for ellers er det deres tur næste gang. Måske er der nok mænd i den fagforening, så det ikke bliver en from omgang som med lærerne. Så utrolig mange af dem lod Bondo kæmpe alene, de skulle ikke stå og synge lange bange sange i vejkryds - de skulle ind med fanerne på rådhuspladsen, der hvor det var muligt at vise at man var mange, og at man ikke ville jordes. Så var der måske andre fagforeninger der havde mandet sig op og vist solidaritet i stedet for at stå gemt og ikke rigtig føle for at kæmpe mod de stakkels socialdemokrater, som ikke længere er socialdemokrater. Men som samfundet har udviklet sig, med arbejdsgiverne som kan købe sig indflydelse til polak-pris hos Socialdemokraternes top, så vil det meget snart vise sig nødvendigt at finde solidariteten frem fra gemmerne igen. Medmindre man hele vejen op i arbejderhierakiet ønsker at arbejde for østlønninger.

Steffen Gliese, lars abildgaard, Carsten Mortensen, Lene Christensen, Bjarne Andersen, Henrik Christensen, Rasmus Kongshøj, Preben Haagensen, Andreas Andersen, Anne Eriksen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Jørn Boye - de mafiametoder, du beskriver, du praktiserede, var en af grundene til at mange begyndte at vælge den gamle fagbevægelse fra, da de fik muligheden. Folk, der var vokset op med antiautoritær pædagogik og opdraget til at kunne tænke selv, reagerede på din og andres røde fastictiske tankegang ved at slå bak. Det er lidt som når forældre slår, for at få ungerne til at makke ret: det kan godt være, de umiddelbart retter ind, men indeni vokser foragten. Hvis ikke, du kan overbevise med dine argumenter, er det ikke nødvendigvist folk, der er noget galt med, men dine argumenter og de resultater, du kan fremvise.

Preben Haagensen

De gode gamle eksklusivaftaler, så vidt jeg husker var det folketinget der blandede sig, og specielt de borgelige partier, der afskaffede dem. Sådan har det været i mange år, hvor folketinget har beskåret fagbevægelsens muligheder for, at beskytte arbejderne mod arbejdsgivernes overgreb.
Jeg selv har arbejdet i 45 år i den grafiske industri, fra jeg gik i lære til jeg gik på efterløn.
Måske var det specielle forhold, men jeg har aldrig nogen sinde oplevet, at en uorganiserede arbejder blev ansat. Hvis en ville ansættes gik man først til tillidsmanden, og derefter til arbejdsgiveren, så det var på en måde os selv der ansatte nye, lige ind til jeg gik af i 2003.
Et militant forbund som Det Grafiske Forbund var jo ikke særligt velset, slet ikke hos de andre forbund eller socialdemokratiet som ville have ro på bagsmækken. Det lykkes til sidst ved dom, at forære det grafiske arbejdsområde til HK, og det gjorde det ikke bedre, at arbejdsløshedskasserne ved lov skulle være større. Der var til sidst ingen anden løsning end, at fusionere ind i HK. Vel, lad os håbe fagforeninger og forbund bliver mere aktive igen, og begynder at kæmpe mere aktivt for deres medlemmers rettigheder.

Steffen Gliese, Carsten Mortensen, Kristian Rikard og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Henrik Christensen

Fagbevægelsen blev skabt på en vision om bedre forhold, en strategi om sammenhold og solidaritet, og en mission om at kæmpe som nødvendigt, hjælpe den enkelte imod undertrykkelsen og skabe basal tryghed også igennem politisk demokratisk indflydelse. Dertil erkendtes nødvendigheden af kommunikation, også via medier, og internationalt samarbejde i forhold til multinationale koncerner.

Fagbevægelsens vision, strategi og mission er i dag ??? Og kommunikationen foregår via ??? Og det internationale samarbejde har resulteret i ???

Nogen der kan oplyse min uvidenhed? Tak på forhånd...

Henrik Christensen
Ophævelsen af eksklusivaftalerne kom, efter en dom hos menneskerettighedsdomstolen eller var det EU domstolen ?
Hvad LOs visioner er idag ved jeg ikke, derimod har Metal altid haft en bedre overenskomst end 3F og HK o.s.v.
Metal har altid haft muligheden for, at forhandle individuel løn midt i overenskomstperioden, - Metal har altid arbejdet for sine medlemmers interesser, modsat ledelsen af andre forbund, der mest har arbejdet for ledelsens interesser( gyldent håndtryk o.s.v.)
Men de der holder på gule forbund, følger arbedsgivernes interesser (del og hersk)

Steffen Gliese, Henrik Christensen og Helge Sørensen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Det er ingen sag at være i fagforening, hvis man kan lide sit fag. Er man derimod nødt til at arbejde i et fag man ikke bryder sig om, føles medlemskab som en ekstra straf. Men jeg havde brug for jobbet og selvfølgelig er man solidarisk med kammersjukkerne.

En lille smule kendskab til overenskomster, kan nogle gange fremme forståelsen for, hvordan de virker. Grunden til at Metal generelt har bedre løn/arbejdsforhold er bla. , at medlemmerne har en overenskomst inden for minimaltlønsområdet. Der kan man forhandle individuel løn imellem to overenskomstperioder. Inden for normaltlønomradet, meget af bla. 3F er lønnen fast imellem to derioder - i princippet. Derfor de forskelle. De gule "fagforeninger" er i mine øjne ikke fagforeninger, da de ikke har strejkeret. Kan til nød kaldes for en "Fag A-kasse" :)

Steffen Gliese, Henrik Christensen, Preben Haagensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Henrik Christensen

Grunden til Metal har bedre overenskomster er nok også deres medlemmers værditilførsel i produktionsapparatet er både synligt og anerkendt, og medlemmerne har en høj faglighed, solidaritet og selvforståelse, og er sværere at remplacere hurtigt og billigt.

Eksklusivaftaler er noget man fik kæmpet sig til blandt andet på den baggrund. Men selvfølgelig har kapitalens magthavere i deres grænseløse grådighed set sig onde på ekslusivaftaler - i disse tider med nærmest uindskrænket legitimitet for kapitalmagten er det også lykkedes dem at fjerne dem.

Alligevel utroligt det sker med henvisning til menneskerettigheder, hvis det var det der skete - husker godt det var en del af diskussionen.

Faglige organisationer er, i den danske traditionelle model, ikke de gule indkøbsforeninger, mindst lige så demokratiske og aktive omkring menneskerettigheder som selve staten. I disse NSA og økonomi-legitimerer-alt tider må den danske stat på det punkt set sig overhalet af selv den sløveste, men rigtige fagforening.

Det er ikke en undskyldning for fagpolitisk sløvhed, manglende formulering af vision, strategi og mission som basis for kommunikation og efterlevelse af sin eksistensberettigelse.

I brancher, hvor arbejdskraften nærmest kan udskiftes fra den ene dag til den anden, og nogle gange ligefrem bliver det som en del af forretningsmodellen med både opslidning og løntrykkeri, er organisering og sammenhold dog en ret vanskelig størrelse.

Her hjælper et samfund, hvor man ikke er nødt til at tage et arbejde for simpel overlevelse, gevaldigt. Det giver slaveriet en meget ringere grobund.

Det har også lidt med menneskerettigheder at gøre.

Derfor erkendte de tidlige fagforeningsledere da også nødvendigheden af at udbrede fællesskabet og solidariteten videre end det enkelte fag og landegrænser til et politisk niveau. Og det må siden siges at være lykkedes ganske godt i vort lille land, der for mange andre har haft status af højt rangerende eksempel til efterlevelse.

Det derigennem politisk skabte samfundsansvar for den basale tryghed omkring simpel overlevelse og de tilhørende effekter på arbejdsstyrkens risikovillighed, kreativitet, effektivitet og fleksibilitet var et væsentligt element i skabelsen af den danske velfærdsmodels høje levestandard.

Men det samme aspekt er involveret i velfærdets afvikling igen, qua den basale trygheds eliminering - i et hastigt accelererende tempo, allerede nu godt gennemhullet, og har gudhjælpemig fået et afgørende knæk af arbejdernes gamle politiske gren - socialdemokratiet.

Helt uacceptabelt. Vi har set arbejdere i virksomheder samlet gå 10% ned i løn af solidariske hensyn, på et noget skrøbeligt tilsagn fra ledelsen. Men sådan er socialdemokratiet ikke, handler tværtimod nu direkte usolidarisk. Rystende. Diskvalificerende.

Men den basale tryghed er stadig, også fremover, bedst en solidarisk fælles størrelse. Privatisering af tryghed kan højst blive økonomisk og for nogle, ikke basal og ikke for alle.

Så al ære og respekt for det faglige sammenhold. Det gør en værdifuld forskel, og et godt sted at starte, som nævnt i artiklen.

Og det skal helt sikkert underbygges og udbredes. Gerne igen til det politiske niveau. I en solidarisk politisk gren. Hvad den så end skal hedde...

georg christensen

Livet´s enkeltindividets sammenhold er grundlaget for "meneskelivet´s" eksistens berettigelse. Uden dette oplever vi alle kun "modsætnings problematikken" som vores nuværende såkaldte "systemer" er bygget på (enevældens stædighed), duer bare ikke i en globaliseret verden "heldigvis". Det duer bare ikke.