Læsetid: 8 min.

’Vi står foran store omvæltninger’

I årtier har økonomen Katarina Juselius gransket de økonomiske datas udvikling. Hun mener, at vi netop nu er på vej til dramatiske forandringer og udfordringer. Men mainstreammodellerne kan ikke se det
Professor Katarina Juselius holdt i fredags afskedsforelæsning på Økonomisk Institut, Københavns Universitet. Med fødselsdato i 1943 er tiden inde til at trække sig tilbage fra universitetsansættelsens formelle forpligtelser – på et tidspunkt hvor noget kunne tyde på, at hun har ret i sit syn på, hvordan økonomiens udvikling bedst kan forstås.

Sigrid Nygaard

2. december 2014

Hun har gransket økonomien i næsten et halvt århundrede. De seneste tre årtier har hun ledt efter en ganske bestemt brik i det store puslespil, som ville kunne forklare de mange vedvarende ubalancer i økonomien. Nu stopper hun. Og ikke uden bekymring for såvel den økonomiske videnskabs som verdens tilstand.

»Der foregår meget store omvæltninger i disse år. Jeg kan se det i de økonomiske data, og vi kan alle se det omkring os. Det er helt klart, at vi er ved at nå grænserne for traditionel vækst,« lyder statusvurderingen.

Professor Katarina Juselius holdt i fredags afskedsforelæsning på Økonomisk Institut, Københavns Universitet (KU). Med fødselsdato i 1943 og status som hørende til den ene pct. mest citerede økonomer i den internationale videnskabelige litteratur – blandt danske økonomer kun overgået af kollegaen og ægtefællen, professor Søren Johansen, KU – er tiden inde for Katarina Juselius til at trække sig tilbage fra universitetsansættelsens formelle forpligtelser. På et tidspunkt hvor noget kunne tyde på, at hun har ret i sit syn på, hvordan økonomiens udvikling bedst kan forstås. Hvilket ikke er det samme som, at hun også bliver lyttet til.

For trods langvarigt bifald efter afskedsforelæsningen er professor Juselius’ forskning uden for den neoklassiske mainstream-tænkning, der dominerer både økonomisk forskning og økonomisk politik, herhjemme som internationalt.

»Min tilgang er empirisk,« siger hun.

Sagt firkantet handler en skillelinje i den økonomiske videnskab om, hvorvidt man skal sætte teorien først eller virkelighedens data først. I dag er den teoribaserede tilgang altdominerende.

»Typisk tager man sin teoretiske model og prøver at presse den ned over data, så det nogenlunde passer. Man ’torturerer’ data lidt for at sikre, at man får det ønskede svar på de spørgsmål, man har stillet.«

Det er således måden, dagens foretrukne, såkaldt generelle ligevægtsmodeller, opererer. De bygger på to simple teoretiske grundantagelser om ’den repræsentative aktør’ og ’de rationelle forventninger’, det vil sige en hypotese om individet som en aktør, der agerer rationelt, hensigtsmæssigt og med fuld indsigt om et marked, der fungerer effektivt. På et sådant selvregulerende marked vil tingene altid bevæge sig mod ligevægt, til det fælles bedste.

Hvis virkeligheden var som denne teoretiske model, havde verden næppe oplevet finanskrisen i 2007, og hvad dermed er fulgt. For så ville markedets aktører have opført sig rationelt og med fuld indsigt om lurende risici for dermed at have sikret, at boligboblen og finanssektoren ikke var blæst ud af kontrol. Sagt på en anden måde: Havde de anvendte generelle ligevægtsmodeller været tæt nok på virkeligheden, ville de have forudset krisens komme og dermed gjort det muligt for politikerne at forebygge den.

At lade data tale frit

Når den teoretiske model således viser sig at være forenklet og ikke passe med virkeligheden, kan man vælge at forkaste den. Eller man kan søge at modificere den ved at bygge nogle ekstra lag på, afspejlende faktorer i virkeligheden. Det er dét, mange mainstreamøkonomer i dag forsøger. F.eks. at få finanssektoren bygget ind i modellen som en form for ’finansiel friktion’, der påvirker bevægelsen mod ligevægt. Forbavsende nok var finanssektoren stort set ikke del af disse modeller før krisen.

Men man kan også vælge en tredje vej. Den som Katarina Juselius valgte for flere årtier siden: Man kan arbejde med afsæt i empiri, altså med udgangspunkt i de faktiske data i økonomien – tallene for arbejdsløshed, inflation, rente etc. – og så undersøge, hvilke teorier der måtte passe med dem. Searching for a theory that fits the data var overskriften på Juselius’ afskedsforelæsning.

»Det handler altså om at lade data tale frit på en videnskabeligt forsvarlig måde. Og jeg har gennem årene foretaget utroligt mange empiriske analyser af data,« fortæller hun.

De første var før den personlige computers æra, så for at undersøge sammenhænge mellem data og teori måtte Katarina Juselius rekvirere tidens mest avancerede softwareprogrammer fra London School of Economics, leveret til KU i en kasse med magnetbånd på én kvadratmeter.

I 1985 udviklede hun og Søren Johansen en statistisk model til håndtering af de mange data, der gjorde det muligt at teste, om en given teoretisk model for økonomiens udvikling faktisk passer med virkelighedens data. De første analyser påviste klart, at den teori, hun på et tidligt tidspunkt sad med, ikke passede.

»Det rejste spørgsmålet, om jeg gjorde noget forkert, eller om teorien var forkert.«

Derefter foregik det møjsommelige arbejde med at sammenholde forskellige varianter af teoretiske modeller med lange tidsserier af data. Ambitionen var – og er – at nå frem til teorier, der passer godt med de empiriske data og derfor er egnede som redskaber for den økonomiske politik

»Jeg fandt desværre, at de fleste varianter af de neoklassiske modeller ikke holder, det vil sige ikke tilfredsstillende kan reproducere de langsigtede datas udvikling. Der var nogle ubalancer i økonomien, som dataserierne afspejlede, men som modellerne ikke kan forklare,« fortæller Katarina Juselius.

Skiftet i 1980’erne

På et tidspunkt i arbejdet med de lange dataserier for dansk økonomi stod det klart for hende, at det var omkring 1983, at ubalancerne blev markante.

»Og det blev klart, at det handlede om finansmarkederne. I stedet for at gøre økonomien mere effektiv og sikre en hurtigere tilpasning til ligevægt, har finanssektoren gjort det modsatte: skabt langvarige, hårdnakkede ubalancer i økonomien. Aktiebobler der bliver større, end de burde i henhold til lige- vægtsmodellerne, arbejdsløshed, der vokser længere, end den burde osv.«

Og når det blev tydeligt i data fra omkring 1983, er det ifølge professoren fordi, det var der, bølgen af liberaliseringer, dereguleringer og globalisering af økonomien tog fart, initieret af Ronald Reagan i USA og Margaret Thatcher i Storbritannien.

»Det blev solgt med budskabet om ’mere velstand, mere beskæftigelse’ – det hele ville blive meget bedre. I øvrigt helt det samme som man netop nu siger om forhand- lingerne med USA om en handelsaftale på tværs af Atlanten. Og jo også det, de neoklassiske teorier og ligevægtsmodeller fortæller: Det hele skulle komme til at køre mere effektivt.«

»Det er der bare ikke noget over-bevisende belæg for. Hvad man tværtimod kunne se i data var, at arbejdsløsheden blev mere vedholdende. Vi fik nogle meget lange arbejdsløshedscykler. Statistikkerne for mange industrialiserede lande viser klart mindre arbejds- løshed i 1960’erne og 70’erne end efter liberaliseringerne. Politikerne reagerede ved at sige, at så må vi sænke skatterne og deregulere endnu mere. Hver gang er den finansielle sektor vokset og uligheden steget.«

Vi er da blevet rigere, målt på BNP?

»BNP er vokset, men BNP er et utrolig dårligt mål for velfærd og lykke. Før dereguleringerne var fagbevægelsen stærkere og kunne sikre lønmodtagerne deres andel af gevinsten ved produktivitetsstigninger. Det synes ikke længere at være tilfældet. Dereguleringer og skattesænkninger er stort set gået til de rigeste – den ene procent.«

Det nye skift

Hvad der, på kanten til pensioneringen, optager Katarina Juselius stærkt, er, at vi netop nu synes at stå i en situation, der ligesom begyndelsen af 1980’erne markerer et voldsomt skift.

»Der foregår meget store omvæltninger i disse år,« siger hun.Ikke mindst klimaforandringerne illustrerer, at grænserne for traditionel vækst er nået eller overskredet, mener hun.

»Man kan jo næsten fra måned til måned se, at der sker foruroligende udviklinger. Hvis vi ikke i tide tager ansvar for det, vi er i gang med i forhold til klimaet, har vi meget, meget store problemer.«

Omvendt ser hun spændende udviklinger i økonomien, hvor både omstillingen til vedvarende energikilder, internettets udvikling og den spirende deleøkonomi kan lede frem mod det, den amerikanske økonom Jeremy Rifin kalder zero marginal costs: Når først vindmøllen er betalt, er strømmen stort set gratis. Mange basale ting kan med denne ny økonomis udvikling blive billigere, hvorfor BNP i løbende priser vil gå ned.

»I traditionel tænkning er det et kæmpe problem, men reelt er det jo det stik modsatte: Folk kan slippe ud af dagens trædemølle og i højere grad beskæftige sig med noget meningsfuldt. Om vi har brug for vækst eller hvilken type vækst, synes jeg ikke diskuteres i tilstrækkelig grad.«

Katarina Juselius kan godt se for sig, at markedet i konsekvens af disse nye udviklinger kommer til at fylde mindre i fremtiden.

»I dag udgør det private marked jo allerede en ganske begrænset del af økonomien. Den offentlige sektor udgør næsten halvdelen af økonomien, og dertil kommer den ufor- melle økonomi, de frivillige orga-nisationers arbejde m.m. Det kan derfor vise sig fuldstændig kata- strofalt, at man stadig bygger på teorier, der ikke repræsenterer hele den økonomi, vi burde interessere os for.«

Usikkerheden

Det, Katarina Juselius føler at have indkredset ved sin empiriske granskning af data, er den økonomiske udviklings fundamentale usikkerhed. De neoklassiske teorier og modeller kan nok identificere risici, som man kan søge at forsikre sig imod, men de har ikke den fundamentale usikkerhed med. Den som i afgørende grad er knyttet til finanssektoren, og som vi på ny har mærket med den nuværende krise.

»Det er klart, at økonomer generelt tænker over dette, men det har ikke givet anledning til fundamental nytænkning, synes jeg. Derimod har det nok givet en opfattelse blandt økonomer af, at alle pludselig skyder på faget, og at man er nødt til at holde sammen og holde stand. Og jeg kan godt forstå fascinationen af de neoklassiske modeller. Hvis alting nu virkelig fungerede sådan, er det jo fantastisk: Man løser og forklarer alting via nogle få strukturelle parametre. Problemet er bare, at verden er langt mere kompleks.«

Det er samme modelfascination, som nobelpristageren Paul Krugman i selverkendelse på standens vegne angreb, da han under krisen i 2009 skrev i New York Times om økonomerne, der har forvekslet modellernes skønhed med sandhed.

»Det har taget mig uendelig lang tid at komme frem til mine resultater,« siger Katarina Juselius.

»Jeg har konstant følt, at der var en puslespilsbrik, jeg bare skal have fat i, endnu et spørgsmål jeg skal finde ud af. Derfor har jeg arbejdet rigtig meget, mange lange aftener og weekender, og ikke givet mig tid nok til de lange diskussioner, jeg burde have taget med mine kolleger. Min eftersøgning er også gået ud over min familie og mine venner. Tilværelsen havde nok været lettere, hvis jeg havde gjort anderledes. Men på den anden side: Havde jeg fået lov at leve mit liv om, havde jeg sikkert gjort præcis det samme.«

Nu bliver hun professor emeritus og løst fra forpligtelserne på universitetet. Der bliver tid til haven, som hun elsker, og sommerhuset i den finske skærgård, off grid med solceller og egen brønd. Men der bliver nok også tid til at udforske endnu et par brikker i det store økonomiske puslespil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niki Dan Berthelsen
  • Peter Møllgaard
  • Poul Jeppesen
  • Flemming Nielsen
  • Jakob Clemen
  • Laurids Hedaa
  • Tove Lodal
  • Lars Jorgensen
  • Jan Weis
  • Benjamin Lau Jensen
  • Søren Roepstorff
  • Carsten Mortensen
  • Curt Sørensen
  • John Fredsted
  • Reda Ammari
  • Olaf Tehrani
  • Carsten Søndergaard
  • Nic Pedersen
  • Katrine Visby
  • Leif Koldkjær
  • Jørgen Steen Andersen
  • Rasmus Kongshøj
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Steffen Gliese
  • Bodil Waldstrøm
  • Michal Bagger
  • Jakob Lilliendahl
  • Mihail Larsen
  • Tue Romanow
  • morten Hansen
  • Merete Jung-Jensen
  • Rune Petersen
  • Olav Bo Hessellund
  • Anne Eriksen
  • peter fonnesbech
  • Jens Falkesgaard
  • Stig Bøg
  • Torben Arendal
  • Torben Selch
  • Philip B. Johnsen
  • lars abildgaard
  • Jørn Vilvig
  • Marianne Rasmussen
  • Marianne Christensen
  • randi christiansen
  • Ib Jørgensen
  • Ejvind Larsen
  • Steen Sohn
  • Kristian Rikard
  • Ingrid Uma
  • Per Torbensen
Niki Dan Berthelsen, Peter Møllgaard, Poul Jeppesen, Flemming Nielsen, Jakob Clemen, Laurids Hedaa, Tove Lodal, Lars Jorgensen, Jan Weis, Benjamin Lau Jensen, Søren Roepstorff, Carsten Mortensen, Curt Sørensen, John Fredsted, Reda Ammari, Olaf Tehrani, Carsten Søndergaard, Nic Pedersen, Katrine Visby, Leif Koldkjær, Jørgen Steen Andersen, Rasmus Kongshøj, Robert Ørsted-Jensen, Steffen Gliese, Bodil Waldstrøm, Michal Bagger, Jakob Lilliendahl, Mihail Larsen, Tue Romanow, morten Hansen, Merete Jung-Jensen, Rune Petersen, Olav Bo Hessellund, Anne Eriksen, peter fonnesbech, Jens Falkesgaard, Stig Bøg, Torben Arendal, Torben Selch, Philip B. Johnsen, lars abildgaard, Jørn Vilvig, Marianne Rasmussen, Marianne Christensen, randi christiansen, Ib Jørgensen, Ejvind Larsen, Steen Sohn, Kristian Rikard, Ingrid Uma og Per Torbensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jamen, arbejdet skaber ikke nødvendigvis værdi, og det er ikke nødvendigvis kun arbejde, der skaber værdi. Samtidig er det også en sammenhæng, som det er menneskets fornemste opgave at afkoble.
Nej, Martin Lund, selve den logik, der ligger i markedsøkonomien er stærkt ødelæggende og stærkt udemokratisk.

Lise Lotte Rahbek og randi christiansen anbefalede denne kommentar

Peter Hansen,
Om hvorvidt du finder din stemme hørt tilstrækkeligt, eller hvad du finder ødelæggende er komplet ligegyldigt i det store billede. Empirien er enydig.

Problemet er, at du forudsætter en ikke-eksisterende sammenhæng, Martin Lund. Hvad der har gjort de vestlige samfund rige, er en lang tradition for fri forskning og meningsudveksling, hvor markedet allerhøjst har præsteret ikke at være i vejen, men desværre ofte har været det alligevel.

John Rohde Jensen

@Niels Engelsted,
Jeg ved at det er en standard kommunistisk læresætning, men det reder ikke Marx. Arbejdsværditeorien er noget akademisk vrøvl.

Jeg kender indtil flere personer, der kan bruge timer på at forvandle værdifulde råmaterialer til værdiløst affald. Omvendt bliver en klump guld, som jeg tilfældigvis finder i min have, ikke værdiløs bare fordi jeg ikke har arbejdet for den.

Værdi handler om, hvad andre mennesker vil give dig i bytte. Det er en pinefuld lektie som enhver sælger lærer på den hårde måde. Hvad kunderne vil give i bytte afhænger af, hvor stor nytte/glæde de har af dit produkt/ydelse. Du kan som sælger himle op om, hvor lang tid det har taget at lave produktet, men kunderne er som regel ligeglade.

Niels Engelsted

John, tak, så er jeg mindre bekymret. Jeg troede, at der var tale om en seriøs tilbagevisning af, at arbejde skaber værdi.

Torben Nielsen, Søren Roepstorff og Claus Jensen anbefalede denne kommentar

Jeg synes, at det er forkert at tale om, at arbejde skaber værdi, det er ligesom at gøre både indsats og resultat til noget uendelig banalt, hvad det langtfra er.
På samme måde må jeg også afvise, at en vilkårlig pris skulle have noget reelt at sige om værdi. Der er nytte og ikke nytte - vi har opbygget en infrastruktur, vi kalder det økonomiske system til at fragte værdier fra en sektor til en anden, men som med al transport er der et betydeligt tab i processen.

Olav Bo Hessellund

Megen forvirring og talen forbi hinanden skyldes forskellig brug af ord og begreber. Ordet "teori" anvendes i artiklen efter min mening på en meningsforstyrrende måde og burde erstattes af "hypotese".

En videnskabelig teori hviler på en række generelle udsagn, fremkommet på empirisk grundlag og bundet sammen i et deduktivt system. Einsteins berømte teori, E = mc2, var ved sin fremkomst i 1905 en hypotese. Dens empiriske holdbarhed blev senere bekræftet af anden forskning (en solformørkelse i 1919 observeret af kollegaen Eddington) - og herefter fik hypotesen status af teori. Værdien af Einsteins enkle ligning består i, at man ved dens hjælp kan udlede/deducere en række andre udsagn, som har vist sig at kunne forklare et utal af empiriske fænomener på en bedre måde end før.

Økonomi og andre samfundsvidenskaber har mig bekendt ingen teorier i denne strikse opfattelse af begrebet teori. Når økonomernes modeller ikke passer, udbygger de dem i stedet med stadig flere hjælpehypoteser, hvilket videnskabligt set faktisk er dårlig stil. Økonomer i dag kender tilsyneladende ikke til Occam's berømte ragekniv, selvom princippet har gået sin sejrsgang indenfor andre videnskaber siden middelalderen!

Mainstreamøkonomerne sætter aldrig spørgsmålstegn ved modellernes grundlæggende antagelser. Man kunne jo risikere at skulle forkaste dogmer som den påståede værdi af vækst, som Katariana Juselius nævner - for ikke at tale om markedsøkonomien som sådan baseret på den private ejendomsret til bl.a. naturressourcer. Med andre ord: Ideologi skygger for en ægte videnskabelig tilgang til samfundets problemer.

Bortset fra det er det en rigtig god artikel, som dog efterlader spørgsmålet om, hvorvidt Katarina Juselius' forskning videreføres af hendes kolleger på KU.

Janus Agerbo, Laurids Hedaa, Toke Andersen, Benjamin Lau Jensen, Ole Henriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
John Rohde Jensen

Niels,
Marx var en stor forfatter, men han havde en uheldig tendens til at liste signe egne holdninger ind i hans videnskablige analyser, frem for at være ærlig omkring hans holdninger. Det giver et farligt blandingsprodukt som kaldes for ideologi. Det betyder at man ikke kan tage hans analyser for gode varer uden selv at have efterprøvet dem.

Når det gælder pristeorien, som vi slås om her, kan jeg anbefale hhv. Alfred Marshall og Joan Robinson´s arbejde på området. Sidstenævnte var ekspert i Marx teorier og arbejde, men langt fra enig med ham.

Jeg kan forstå, at vi er ovre i religiøst stof når det gælder Marx og derfor vil jeg afholde mig fra at argumentere yderligere.

Vores lille slagsmål her illustrerer smukt økonomiens svagheder idet jeg ikke blot kan opstille et regnestykke og derigennem klart demonstrere, hvem der har ret. Der er ingen naturlove som jeg kan slå dig oveni hovedet med. Der er masser af formler og argumenter, men det hele flyver i vinden.

Olav Bo Hessellund

Martin Lund: "Empirien siger klart at de lande som har fri markedsøkonomi, i gennemsnit, er alle andre lande overlegne på samtlige vigtige parametre, økonomiske såvel som sociale."

- og af samme grund kan det vise sig, at menneskets gang på denne planet har været et evolutionært fejlskud.

Toke Andersen, Kurt Nielsen og randi christiansen anbefalede denne kommentar

Det står i hvert fald helt klart, at sund fornuft kommer man ikke langt med. Så lad os håbe det sidste menneske, der lukker og slukker efter det liberaløkonomiske orgie er en økonom. Så kan vi da se frem til at få den endelige teori.

"Nu bliver hun professor emeritus og løst fra forpligtelserne på universitetet. Der bliver tid til haven, som hun elsker, og sommerhuset i den finske skærgård, off grid med solceller og egen brønd. Men der bliver nok også tid til at udforske endnu et par brikker i det store økonomiske puslespil."

Ja, hun kan måske endda færdiggøre noget væsentligt, nu frigjort universitetets "spændetrøje"?

Jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke gad rode mig ud i den her diskussion, men her kommer et par betragtninger alligevel:

1) Der er nogle i kommentarsporet, som er bange for, at Katarinas forskning ikke videreføres på Københavns Universitet. Det er jeg ret sikker på, at den gør. Arbejdet med den kointegrerede VAR-model, som Katarina og hendes mand har bidraget enormt meget til udviklingen af, fortsætter både hos INET-forskningscentret og individuelt hos økonometrikerne på Økonomisk Institut. Inden for dette område er forskningen på Københavns Universitet simpelthen i verdensklasse. Jeg sidder stadigvæk og venter på, at Katarinas mand, Søren Johansen, får en Nobel-pris for hans arbejde (jeg er dog ikke så sikker på, at Katarina kommer til at dele prisen med ham).

2) Den største forskel på Katarinas arbejde og tilgangen med generelle ligevægtsmodeller, hvor dynamisk stokastiske generelle ligevægtsmodeller med masser af friktioner/markedsimperfektioner er hot stuff for tiden, er hvad man forsøger at estimere. Katarinas arbejde er ligeså matematisk og statistisk tungt som al anden økonomisk forskning, men hun estimerer ikke såkaldte strukturelle parametre, hvilket man forsøger at gøre i generelle ligevægtsmodeller. Dette er hvad, der menes med, at man torturerer data eller presser teorien ned over data (man kan kun estimere parametrene, som modellen tillader). De empiriske resultater kan dog stadig være helt ad helvedes, hvis teorien er forkert (garbage in, garbage out). I modsætning pålægger Katarinas tilgang typisk færre a priori restriktioner over data samtidig med, at den kointegrerede VAR-model har nogle gode statistiske egenskaber. Det betyder dog ikke, at man lader data tale fuldstændig frit - man vælger jo altid, hvad man smider ind i modellen, og hvordan den specificeres. Til gengæld er ulempen ved hendes tilgang, at den ikke er særlig styret af teori (i.e. det kan være svært at blive klog på, hvorfor man får nogle sjove resultater). Men jeg tvivler også på, at Katarina overhovedet mener, at der findes konstante strukturelle parametre.

Torben Nielsen, Laurids Hedaa, Olav Bo Hessellund, Benjamin Lau Jensen og Kristian Rikard anbefalede denne kommentar

Olav B. Hessellund
Ahhh, det er nok at stramme den. Vi har ikke kendskab til nogen skabning der er, eller har været, mennesket overlegent. Mange tusinder af racer er uddøde i fortiden, og det kan mennesket såment også komme til. Der skal bare en forkert bakterie eller virus til, og så er det slut med vores bidrag. Underordnet om vi tror på ditten eller datten.

Mere down to earth har vi snart en bankunion at tage stilling til - ser ud til nogen har mere end travlt med at få sikret nogen - som ihverfald ikke kører efter de samme kapitalistiske regler som vi andre, nok nærmere planøkonomi og statsbeskyttelse, nemlig de store banker.

"Østergaard lover bankunion ved lukket middag" hedder det i en Topnyhed på Børsen.

Problemet er så vidt jeg har kunnet følge det, så vil bankunionen opbygge en "pengetank" til beskyttelse ved finanskrise. Men først henover tid. Desuden synes det så at være staterne der skal backe-up hvis den tank ikke er stor nok.

Mit spørgsmål er - hvis vi tvinges ind i en bankunion - kommer EU medlemslandende reelt til at hænge på hinandens banker - hvis crashet kommer? Er ECB-bank'en med i dette potentielle mareridt - eller den forbeholdt EURO-landene?

Laurids Hedaa, morten Hansen, Kurt Nielsen og randi christiansen anbefalede denne kommentar

Torben Selch:
Jeg synes, at du drejer debatten lidt, men hele idéen med bankunionen er at forhindre statslige bailouts af banker. Kreditorer og aktionærer skal tage de første hug i tilfælde af, at en bank bliver nødlidende før afviklingsfonden træder til (pengetanken som du kalder den), mens almindelige indskydere ikke bliver ramt. Hvis det ikke er tilstrækkeligt, så træder afviklingsfonden til, og den finansieres af bankerne selv - og kun bankerne! Desuden kommer der fælles tilsyn, afviklingsmyndighed og spilleregler samtidig med, at de nationale tilsynsmyndigheder bibeholdes. Det er klogt, når alle store banker er grænseoverskridende. Lige nu er problemet at få skrevet med store fede bogstaver i EU-lovgivning, hvad der skal ske, hvis afviklingsfonden ikke er tilstrækkelig, så Danmark skal bare med i bankunionen, så vi kan få indflydelse på den endelige lovgivning (efter min mening selvfølgelig).

Så angående dit sidste spørgsmål:
Nej, EU-medlemslandene kommer ikke til at hænge på hinandens banker, hvis det går galt. EU-medlemslandenes banker kommer til at hænge på hinanden, men det er stadig uklart, hvad der skal ske, hvis midlerne fra afviklingsfonden og de tvungne tab for kreditorer og aktionærer ikke er tilstrækkelige i tilfælde af en krise (f.eks. om stater må træde til). Jeg forstår ikke dit spørgsmål ang. ECB? Det fælles tilsyn og afviklingsmyndigheden kommer til at blive placeret under ECB.

"Jeg kan forstå, at vi er ovre i religiøst stof når det gælder Marx og derfor vil jeg afholde mig fra at argumentere yderligere."

John Rohde Jensen, første del af dit udsagn er sandt, hvilket din hysteriske reaktion beviser, Anden del er desværre en umulighed; du kan ikke afholde dig fra at argumentere yderligere, medmindre du allerede har argumenteret. Jeg foreslår derfor denne ændring:

"Bandlysningen af Marx er et religiøst diktat, og derfor vil jeg fortsat afholde mig fra at argumentere for det."

morten Hansen, Toke Andersen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Jørgen Steen Nielsen:

Mens vi er ved puslespilsmetaforen, så mangler adskillige af brikkerne i din artikel. For nu bare at tage et indlysende indlysende punkter:

1. Hvad gjorde det tydeligt, at det var den finansielle sektor som var misdæderen udover årstallet? Correlation ain't causation.

2. Hvad er der specielt ved den finansielle sektor, som gør den uberegnelig, hvori adskiller den sig fra resten af økonomien?

3. Ville de neoklassiske økonomiske modeller passe, hvis vi enten skaffede os af med den finansielle sektor eller indregnede den?

4 Hvilken model, om nogen, har Juselius fundet frem til, er bedre? Artiklen lader utroligt nok dette stå åbent til fordel for lidt klimaplidder-pladder.

Både her og i en tidligere artikel (http://www.information.dk/472717) fremstår Juselius som en ganske almindelig variant af den "indsigt", alle og enhver har fået post-2008, at vi må til at regulere den finansielle sektor lidt mere.

Laurids Hedaa, morten Hansen, Toke Andersen, Kurt Nielsen og Martin Nielsen anbefalede denne kommentar

@ Martin Lund

Den frie markedsøkonomi - der findes i mange afskygninger - klarer sig unægteligt bedre end alternativet, men dette var også tilfældet inden man afskaffede Glass-Steagall Act og den øvrige deregulering af finansmarkederne. Argumenter i stil med "Jamen det er jo stadig bedre end [...]" er - undskyld mig - simpelthen for uambitiøse.

I forlængelse af ovenstående: både socialt, politisk og økonomisk er det de såkaldte blandingsøkonomier (økonomier, hvor staten påtager sig styring/regulering af visse sektorer, hvor markedet - som følge af 'markedsfejl' - ikke kan levere) der præsterer bedst (jvf. OECDs Better-life indeks, Magtudredningen og Forbes Magazines 'Best-countries-for-business'-liste). Mange af disse lande er dog velsignet med en lille og relativt homogen befolkning.

morten Hansen, Kurt Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

René Skov, siden Oldtiden har man vist, at et samfund ikke bør være større, end at potentielt kan kende hinanden og være ganske få kontakter væk. Denne cirkel er blevet udvidet, men man bør stadig tage den alvorligt og arbejde på at opløse alt for store lande, alt for store regioner, alt for store kommuner, på verdensplan.

morten Hansen, Kurt Nielsen, randi christiansen og Claus Jensen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Sært som økonomiske 'vismænd','eksperter' og 'rådgivere' af alle arter kredser som katte om den varme grød om en parameter, de kalder 'økonomisk vækst og økonomisk stagnation'.

Altså: hvad er 'værdien' af de 'værdier' af højst forskellig art og natur, der må ofres og investeres i skabelsen og opretholdelsen af en på forhånd kendt og defineret jordisk idealtilstand? En tilstand hvor 'løver og gazeller græsser fredeligt side om side' bag hver deres hegn i hver deres naturreservat, og v.j.a. deres udsende repræsentanter på 'neutralt område' uden for reservaterne forhandler sig til rette om, hvor meget de hver for sig og sammen må bidrage med og give afkald på af indflydelse, magt og behageligheder, for at 'ligevægten' kan etableres og opretholdes i al overskuelig fremtid?

Billedlig talt som når børn af forskellig alder, vægt og højde på en legeplads med een vippe forhandler sig til rette om, hvem af dem der skal rykke en tak længere ind mod eller væk fra midten af vippen, for at legen kan fortsætte med at være god.

Problemet med dette misfoster "økonomien" er, at den ikke er andet end nogle arbitrære aktiviteter, som er uberegnelige. Den ene dag kan produktionen ligge stille, fordi ingen efterspørger noget, eller fordi der mangler råstoffer at forarbejde, og den næste dag kan det gå strygende og være svært at følge med. Man betragter økonomien, som om den stadigvæk var cyklisk afhængig af årstiderne - som man jo heller ikke længere kan regne med - men sådan er det jo ikke.
Måske mangler vi bare større kendskab til verden? Render de rundt i Asien og Afrika og græder over, at det går for langsomt med produktionen af smartphones, til at efterspørgslen kan efterkommes? Vi har i hvert fald ikke hørt om det.

Torben Nielsen, Helge Andersen, Kurt Nielsen, randi christiansen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar

@ Peter Hansen

Jeg ser det ikke som et mål i sig selv at opløse større samfund, men jeg er enig med dig så langt, at mennesker i stadigt større grad udfordres af sociale omstændigheder, som vi fra biologisk side aldrig har været tiltænkt. Menneskers styrke er imidlertid evnen til - med vores i sandhed unikke bevidsthed - i samspil at genopfinde os selv og hinanden. Det er netop som følge af menneskets biologiske dispositioner, vores asociale reptilhjerne, at vi er nødt til at være hinanden vedkommende og lade os forføre af, at vi mennesker trods alt har det til fælles, at vi alle kan se det smukke i en klar stjernenat.

Grethe Preisler

Nej Peter Hansen,

de render sikkert heller rundt i Asien og Afrika og græder over, at det går for langsomt med produktionen af danske slagtesvin, til at de også kan få stegt flæsk med persillesovs i lange baner, hvis de vil forære os nogle af de råstoffer, vi skal bruge til at fabrikere deres smartphones af.

"På et tidspunkt hvor noget kunne tyde på, at hun har ret i sit syn på, hvordan økonomiens udvikling bedst kan forstås. Hvilket ikke er det samme som, at hun også bliver lyttet til"

Det er nok det, der galt i mange tilfælde i vores samfund; dem, der har ret, bliver der ikke lyttet til. Istedet trækker man de samme middelmådige main-stream -eksperter ind i medierne.
Tomme tønder buldrer mest, som man siger.

Der er flere udenlandske økonomer, der er kommet til nogenlunde den samme konklusion som Katarina, bla. den franske økonom Thomas Piketty og den britiske økonomiprofessor, Guy Standing.
Uligheden er vokset, der er stigende arbejdsløshed i vesten, en ny økonomisk krise er på vej, og denne gang kan det ikke fikses med de samme lappeløsninger.

Problemet er, at arbejdsløshed bliver betragtet som et problem. Hvis systemet virker, vil mindst de arbejdspladser, der er nødvendige for at producere tilstrækkeligt, blive skabt.

Rasmus Larsen
03. december, 2014 - 03:04
Korrekt at Bankunionen er off topic, sry - troede bare at tråden var ved at dø lidt ud, som den så ikke er.. tager den på et andet tidspunkt.

Niels Engelsted

John,
jeg både forstår og accepterer dine pointer med ham, der laver råvarer om til ubrugeligt skrammel og ham, der finder en guldklump i haven.

Jeg forstår også, at tanken om, at det menneskelige arbejde pløjer en substans kaldet værdi ned i arbejdsproduktet er alt for forsimplet, hvis nogen har ment det.

Men herfra og til at sige, at det menneskelige arbejde ikke er værdiskabende, er selvfølgelig noget forfærdeligt kontrafaktisk vås.

Som jeg forstår det, er det menneskelige arbejde et forhold mellem mennesker udstrakt i tid, hvor nytte overføres fra en yder til en nyder. Hvis der ingen nyder er, er der sevfølgelig heller ingen nytteværdi. Eller --- hvis ingen ønsker at modtage dit skrammel, var din indsats ikke arbejde.

Overførslen af nytte fra yder til nyder kan ske på mange måder. For eksempel kan det ske ved bytte. Jeg giver dig noget, og du giver mig noget ækvivalent. Ækvivalenten kaldes så bytteværdi eller pris. I modsætning til arbejdet selv, der kunne kaldes et aristotelisk forløb med et mål, der måske, måske ikke, realiseres, er byttet en her-og-nu-begivenhed, det vil sige mere en galileisk punktbegivenhed, der kan udgøre et målepunkt. Netop forskellen på det aristoteliske historieforløb og den matematisererde punktbegivenhed (engang slaget mellem naturhistorie og naturvidenskab) er en god pendant til forskellen på den økonomihistorie, som arbejdsværdibegrebet er rundet af, og den historieløse disciplin, som marginalnytteteorien er eksponent for.

Du reducerer hele spørgsmålet til 'pristeorien', måske fordi mainstream økonomien har reduceret al økonomi til markedsbyttet mellem en køber og en sælger og her-og-nu-relationen mellem udbud og efterspørgsel. Men jeg slås ikke om pristeorien, som jeg selvfølgelig gerne accepterer. Jeg protesterer mod, at den økonomiske videnskab har reduceret sig selv til pristeori, og dermed skåret en stor omverden og historie fra, der indlysende ikke kan skæres fra, når man taler økonomi. F.eks. at arbejde skaber nytte og at økonomi er forhold mennesker, der er mere omfattende og historisk end bare byttehandelen.

Torben Nielsen, Toke Andersen, Ivan Breinholt Leth, Kurt Nielsen, Ingrid Uma, Grethe Preisler og Claus Jensen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Tak, Niels Engelsted,

nu forstår selv jeg, hvorfor prisen for x gram gammelt arveguld falder, hver gang 'den samme guldklump' forarbejdes til nye prydgenstande med nyt design i takt med modekongernes diktater.

peter fonnesbech

Må jeg tillade mig at stille et dumt spørgsmål i dette forum !

Findes der idag økonomer, der har empiriske modeller som samkører den financielle økonomi, regnskabet for naturens resourser og bæredygtighed, samt anvendelsesgraden af de menneskelige resourser i vores samfund. (Medmenneskelig interaktion.)

Det forekommer mig at alle disse faktorer nødvendigtvis må med for at vise et samlet billede.

For sådan som vores samfund er indrettet idag finder det er kolossalt spild af menneskelige resourser pga. hvor man må og kan alt efter hvilken kasse man befinder sig i som, arbejdsløs, bistandsklient , lønmodtager eller hvad man nu er.

Dette spild af resourser kan sammenlignes med madspildet, men kan desværre ikke måles i tons,
men hvis mange af deløkonomiens initiativer fremmes via en mindre restiktiv lovgivning, og samfundet i det hele taget fremmer medmenneskelig interaktion gennem en ny innovative og social tiltag, er jeg næsten sikker på at dette vil påvirke den samlede model i en positiv retning.

Det lyder måske lidt naivt , men på den anden side , så kan det kun blive bedre.

Laurids Hedaa, randi christiansen, Kurt Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torben R. Jensen

Katarina Juselius har været leder af et lile forskningscenter "INET Center for Imperfect Knowledge Economics", der er en del af på KU's økonomiske fakultet.

Det er befriende, at der har været plads til en lille forskningsgruppe med en væsentligt anden tilgang end den ny-liberale økonometri, som er fakultetets varemærke. Men det er også trist, at forskningsgruppen trods international succes tilsyneladende er druknet i fakultetets ny-liberale teoretikere. En placering på et af vores sektoruniversiteter havde måske været bedre i forhold til formidling i Danmark.

Niels Engelstads beskrivelse af finansministeriets model-opbygning med konstant tilføjelse at små ekstra moduler er vist tæt på sandheden, og det er mig ubegribeligt, at nogen kan tro på flerårige fremskrivninger baseret på økonomi-modeller. Det er dog nok lidt ligegyldigt, at forudsigelserne altid rammer ved siden af - om 10 år er forudsigelsen jo alligevel glemt.

Det er værre, at vi via den økonomiske politik overfører modellernes forkerte antagelser til daglig politik. Når man forudsætter, at der ikke er nogen værdiskabende offentlig sektor, så skulle det da være underligt, hvis modelberegningerne anbefaler øgede offentlige investeringer. Antagelsen om, at værdiskabelse kun kan ske vie private investeringer, har betydet, at vi de seneste 5 år har pumpet penge over i private pengetanke og formentlig ud af landet frem for at etablere de arbejdspladser, der er så stort et behov for.

Den mere langsigtede konsekvens vil formentlig være, at samfundet bliver indrettet, så det passer til modellerne. Det forudsætter bl.a., at borgerne alene har fokus på indkomst og bestræber sig på at rage mest muligt til sig selv. Er det et samfund for psykopater, der er målet?

Laurids Hedaa, randi christiansen, Olav Bo Hessellund, peter fonnesbech, Kurt Nielsen og Claus Jensen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Nej, men den falder, hvis jeg bliver nødt til at afhænde mit arveguld til modedesignernes opkøber for at få råd til at komme smør på brødet i morgen. Jeg kan jo ikke æde familiejuvelerne, når husholdningskassen er tømt.

Torben Nielsen, Kurt Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Der står følgende i starten af artiklen:

"Det er således måden, dagens foretrukne, såkaldt generelle ligevægtsmodeller, opererer. De bygger på to simple teoretiske grundantagelser om ’den repræsentative aktør’ og ’de rationelle forventninger’, det vil sige en hypotese om individet som en aktør, der agerer rationelt, hensigtsmæssigt og med fuld indsigt om et marked, der fungerer effektivt. På et sådant selvregulerende marked vil tingene altid bevæge sig mod ligevægt, til det fælles bedste."

Jeg håber så sandelig at dette nonsens alene kan tilskrives forfatteren af artiklen, og ikke Katarina. Det er en fuldstændig forkert beskrivelse af en generel ligevægtsmodel (især det med "det fælles bedste" gør rigtig ondt). Men en letkøbt latterliggørelse af modstanderen er jo altid et godt trick, når man skal vinkle en artikel.

Jeg tillader mig at anbefale, at i enhver videnskabelig debat (som det her vel skal være?), sætter man sig grundigt ind i, hvad man kritiserer. Ellers kommer man let til at virke lettere flyvsk, for nu at sige det pænt.

Henrik Jensen
Professor
Økonomisk Institut, Københavns Universitet

Laurids Hedaa, Rasmus Larsen og Kristian Rikard anbefalede denne kommentar

"De seneste tre årtier har hun ledt efter en ganske bestemt brik i det store puslespil, som ville kunne forklare de mange vedvarende ubalancer i økonomien."

Gå ind på mises.org. Det tager mindre end 3 årtier :)

"Det er helt klart, at vi er ved at nå grænserne for traditionel vækst"

Nå!? Vi har opfundet alt der er værd at opfinde? Intet kan gøres smartere nu?

Hendes kritik af modellerne, som blot er noget makværk, som man tilretter og tilretter (lidt alá klimamodeller måske?) kan jeg godt sætte mig ind i.

Jeg tror dog ikke at hendes vej er meget bedre. Empiri antager at har du samme data i dag som for 40 år siden, så sker der nok det samme. Men menneskerne er ikke de samme. Deres erfaringer og uddannelse er ikke den samme. Og der er så mange parametre som skal med at man ikke inden for overskuelig tid kan opbygge et datagrundlag der er omfangsrigt nok.

"Og når det blev tydeligt i data fra omkring 1983, er det ifølge professoren fordi, det var der, bølgen af liberaliseringer, dereguleringer og globalisering af økonomien tog fart, initieret af Ronald Reagan i USA og Margaret Thatcher i Storbritannien."

Eller også var det fordi at man gik helt væk fra guldstandarden et årti før med efterfølgende pengetrykkeri. Hun ser en konsekvens i noget data og finder så en årsag, som hun kan bruge men uden at komme med en forklaring. Hun antager bare at det er derfor.

Og så er hun imod frihandel? What? Hun tror ikke på komparative fordele? Hun mener ikke at det giver velstand at handle med hinanden jævnfør hendes kommentarer om handelsaftale med USA. Hvis hun skulle være konsistent så skulle hun gå ind for en toldmur mellem sjælland, Fyn og Jylland.

"Statistikkerne for mange industrialiserede lande viser klart mindre arbejds- løshed i 1960’erne og 70’erne end efter liberaliseringerne. "

Ja, men hvad var skattetrykket i 1960 kontra i dag? Hvad skete der med guldstandarden i 1971 under Nixon? Hvad skete der med centralbankernes pengetrykkeri derefter?

"Politikerne reagerede ved at sige, at så må vi sænke skatterne og deregulere endnu mere."

Subprime anyone? Det er regulering på regulering fra 70'erne til årtusindeskiftet.

Hun ser hvad hun VIL se og ignorerer alt andet.

"I dag udgør det private marked jo allerede en ganske begrænset del af økonomien. "

Aha!! :) Kunne det være årsagen? Nej ikke når man er venstreorienteret. Så er det de onde finansfolk der bærer hele ansvaret.

Niels Engelsted

Olivier
Samfunds- og humanvidenskaberne har så at sige kigget misundeligt på fysikkens og kemiens succesfulde brug af differentialregning siden Newton, og tænkt: "Det må vi også kunne bruge".

Her er et instruktivt og læseværdigt bidrag fra en anden pensioneret økonomiprofessor, der netop siger, at det er den mulige applikation af differentialregning (som kun er de udvalgte forundt at forstå), der overhovedet gjorde marginalnytteteorien til det dominerende paradigme inden for økonomisk videnskab.
http://www.globalresearch.ca/ideological-foundations-of-mainstream-neocl...

Henrik Jensen - Jeg bliver nysgerrig.
Mener du at økoøkonomernes dynamiske ligevægts teorier er den rette vej - eller hvorfor ikke ?
Hilsen en ikke-økonom.

Lise Lotte Rahbek

Peter Fonnesbech
Gerne et stænk naiv håbefuldhed i den daglige, sorte kynisme om at intet nogensinde bliver anderledes og intet nytter, for vi er en lille åben økonomi og når de andre ikke gør noget, så skal vi heller ikke gøre noget anderledes, for så kan vi ikke vinde konkurrencen om at være mest ligeglade og værdiforladte.

Et strejf lys gør underværker. Tak for det.

Torben K L Jensen

Hvad med at udvide de imperiske talundersøgelser til at bruge komplekse tal der indeholder både reelle tal og imaginære tal?

Grethe Preisler:

Ja, det er jo fordi, de skal have noget for deres arbejdsindsats med at brække det ædle metal ud af dine tænder.

Henrik Jensen:

Jeg kan godt forstå du kvier dig ved tanken om formålet med et økonomisk system skulle virke til alles bedste. Hvad sjovt er der ved at vinde, hvis der ikke er nogen, der taber? som de siger hos Goldman Sachs.

På samme måde med din priviligerede viden om artiklens faktuelle mangler. Hvis du forsøgte at dele den med kretinerne omkring dig, risikerer du blot dig at mindske fornøjelsen ved at lufte din foragt for vores uvidenhed.

Torben Nielsen, Laurids Hedaa, randi christiansen, Lise Lotte Rahbek, Ivan Breinholt Leth og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar

Martin Nielsen, ubalancerne skyldes, at man stædigt og imod bedre vidende fastholder, at der er lovmæssigheder i økonomien. Det er der ikke, og det, der bygger ovenpå, har deres rod i en moralisme, som bygger på, at det er synd for de driftige, at de andre tager deres surt erhvervede skillinger fra dem. Det kan man synes, men spørgsmålet er mere komplekst, fordi disse driftige mennesker ikke agerer i et tomrum, men også er med til ved deres aktivitet at stå i vejen for andres.

Økonomi = naturvidenskab + samfundsvidenskab + humaniora = nogetværrerod.

Økonomiens videnskabelige genstandsfelt (kort version): Hvor mange penge har du? (naturvidenskabeligt målbar). Hvordan er du kommet i besiddelse af dem? (samfundsvidenskab / humaniora).

= Nedlæg venligst den økonomiske videnskab.

Sider