Læsetid: 8 min.

’Vi står foran store omvæltninger’

I årtier har økonomen Katarina Juselius gransket de økonomiske datas udvikling. Hun mener, at vi netop nu er på vej til dramatiske forandringer og udfordringer. Men mainstreammodellerne kan ikke se det
Professor Katarina Juselius holdt i fredags afskedsforelæsning på Økonomisk Institut, Københavns Universitet. Med fødselsdato i 1943 er tiden inde til at trække sig tilbage fra universitetsansættelsens formelle forpligtelser – på et tidspunkt hvor noget kunne tyde på, at hun har ret i sit syn på, hvordan økonomiens udvikling bedst kan forstås.

Sigrid Nygaard

2. december 2014

Hun har gransket økonomien i næsten et halvt århundrede. De seneste tre årtier har hun ledt efter en ganske bestemt brik i det store puslespil, som ville kunne forklare de mange vedvarende ubalancer i økonomien. Nu stopper hun. Og ikke uden bekymring for såvel den økonomiske videnskabs som verdens tilstand.

»Der foregår meget store omvæltninger i disse år. Jeg kan se det i de økonomiske data, og vi kan alle se det omkring os. Det er helt klart, at vi er ved at nå grænserne for traditionel vækst,« lyder statusvurderingen.

Professor Katarina Juselius holdt i fredags afskedsforelæsning på Økonomisk Institut, Københavns Universitet (KU). Med fødselsdato i 1943 og status som hørende til den ene pct. mest citerede økonomer i den internationale videnskabelige litteratur – blandt danske økonomer kun overgået af kollegaen og ægtefællen, professor Søren Johansen, KU – er tiden inde for Katarina Juselius til at trække sig tilbage fra universitetsansættelsens formelle forpligtelser. På et tidspunkt hvor noget kunne tyde på, at hun har ret i sit syn på, hvordan økonomiens udvikling bedst kan forstås. Hvilket ikke er det samme som, at hun også bliver lyttet til.

For trods langvarigt bifald efter afskedsforelæsningen er professor Juselius’ forskning uden for den neoklassiske mainstream-tænkning, der dominerer både økonomisk forskning og økonomisk politik, herhjemme som internationalt.

»Min tilgang er empirisk,« siger hun.

Sagt firkantet handler en skillelinje i den økonomiske videnskab om, hvorvidt man skal sætte teorien først eller virkelighedens data først. I dag er den teoribaserede tilgang altdominerende.

»Typisk tager man sin teoretiske model og prøver at presse den ned over data, så det nogenlunde passer. Man ’torturerer’ data lidt for at sikre, at man får det ønskede svar på de spørgsmål, man har stillet.«

Det er således måden, dagens foretrukne, såkaldt generelle ligevægtsmodeller, opererer. De bygger på to simple teoretiske grundantagelser om ’den repræsentative aktør’ og ’de rationelle forventninger’, det vil sige en hypotese om individet som en aktør, der agerer rationelt, hensigtsmæssigt og med fuld indsigt om et marked, der fungerer effektivt. På et sådant selvregulerende marked vil tingene altid bevæge sig mod ligevægt, til det fælles bedste.

Hvis virkeligheden var som denne teoretiske model, havde verden næppe oplevet finanskrisen i 2007, og hvad dermed er fulgt. For så ville markedets aktører have opført sig rationelt og med fuld indsigt om lurende risici for dermed at have sikret, at boligboblen og finanssektoren ikke var blæst ud af kontrol. Sagt på en anden måde: Havde de anvendte generelle ligevægtsmodeller været tæt nok på virkeligheden, ville de have forudset krisens komme og dermed gjort det muligt for politikerne at forebygge den.

At lade data tale frit

Når den teoretiske model således viser sig at være forenklet og ikke passe med virkeligheden, kan man vælge at forkaste den. Eller man kan søge at modificere den ved at bygge nogle ekstra lag på, afspejlende faktorer i virkeligheden. Det er dét, mange mainstreamøkonomer i dag forsøger. F.eks. at få finanssektoren bygget ind i modellen som en form for ’finansiel friktion’, der påvirker bevægelsen mod ligevægt. Forbavsende nok var finanssektoren stort set ikke del af disse modeller før krisen.

Men man kan også vælge en tredje vej. Den som Katarina Juselius valgte for flere årtier siden: Man kan arbejde med afsæt i empiri, altså med udgangspunkt i de faktiske data i økonomien – tallene for arbejdsløshed, inflation, rente etc. – og så undersøge, hvilke teorier der måtte passe med dem. Searching for a theory that fits the data var overskriften på Juselius’ afskedsforelæsning.

»Det handler altså om at lade data tale frit på en videnskabeligt forsvarlig måde. Og jeg har gennem årene foretaget utroligt mange empiriske analyser af data,« fortæller hun.

De første var før den personlige computers æra, så for at undersøge sammenhænge mellem data og teori måtte Katarina Juselius rekvirere tidens mest avancerede softwareprogrammer fra London School of Economics, leveret til KU i en kasse med magnetbånd på én kvadratmeter.

I 1985 udviklede hun og Søren Johansen en statistisk model til håndtering af de mange data, der gjorde det muligt at teste, om en given teoretisk model for økonomiens udvikling faktisk passer med virkelighedens data. De første analyser påviste klart, at den teori, hun på et tidligt tidspunkt sad med, ikke passede.

»Det rejste spørgsmålet, om jeg gjorde noget forkert, eller om teorien var forkert.«

Derefter foregik det møjsommelige arbejde med at sammenholde forskellige varianter af teoretiske modeller med lange tidsserier af data. Ambitionen var – og er – at nå frem til teorier, der passer godt med de empiriske data og derfor er egnede som redskaber for den økonomiske politik

»Jeg fandt desværre, at de fleste varianter af de neoklassiske modeller ikke holder, det vil sige ikke tilfredsstillende kan reproducere de langsigtede datas udvikling. Der var nogle ubalancer i økonomien, som dataserierne afspejlede, men som modellerne ikke kan forklare,« fortæller Katarina Juselius.

Skiftet i 1980’erne

På et tidspunkt i arbejdet med de lange dataserier for dansk økonomi stod det klart for hende, at det var omkring 1983, at ubalancerne blev markante.

»Og det blev klart, at det handlede om finansmarkederne. I stedet for at gøre økonomien mere effektiv og sikre en hurtigere tilpasning til ligevægt, har finanssektoren gjort det modsatte: skabt langvarige, hårdnakkede ubalancer i økonomien. Aktiebobler der bliver større, end de burde i henhold til lige- vægtsmodellerne, arbejdsløshed, der vokser længere, end den burde osv.«

Og når det blev tydeligt i data fra omkring 1983, er det ifølge professoren fordi, det var der, bølgen af liberaliseringer, dereguleringer og globalisering af økonomien tog fart, initieret af Ronald Reagan i USA og Margaret Thatcher i Storbritannien.

»Det blev solgt med budskabet om ’mere velstand, mere beskæftigelse’ – det hele ville blive meget bedre. I øvrigt helt det samme som man netop nu siger om forhand- lingerne med USA om en handelsaftale på tværs af Atlanten. Og jo også det, de neoklassiske teorier og ligevægtsmodeller fortæller: Det hele skulle komme til at køre mere effektivt.«

»Det er der bare ikke noget over-bevisende belæg for. Hvad man tværtimod kunne se i data var, at arbejdsløsheden blev mere vedholdende. Vi fik nogle meget lange arbejdsløshedscykler. Statistikkerne for mange industrialiserede lande viser klart mindre arbejds- løshed i 1960’erne og 70’erne end efter liberaliseringerne. Politikerne reagerede ved at sige, at så må vi sænke skatterne og deregulere endnu mere. Hver gang er den finansielle sektor vokset og uligheden steget.«

Vi er da blevet rigere, målt på BNP?

»BNP er vokset, men BNP er et utrolig dårligt mål for velfærd og lykke. Før dereguleringerne var fagbevægelsen stærkere og kunne sikre lønmodtagerne deres andel af gevinsten ved produktivitetsstigninger. Det synes ikke længere at være tilfældet. Dereguleringer og skattesænkninger er stort set gået til de rigeste – den ene procent.«

Det nye skift

Hvad der, på kanten til pensioneringen, optager Katarina Juselius stærkt, er, at vi netop nu synes at stå i en situation, der ligesom begyndelsen af 1980’erne markerer et voldsomt skift.

»Der foregår meget store omvæltninger i disse år,« siger hun.Ikke mindst klimaforandringerne illustrerer, at grænserne for traditionel vækst er nået eller overskredet, mener hun.

»Man kan jo næsten fra måned til måned se, at der sker foruroligende udviklinger. Hvis vi ikke i tide tager ansvar for det, vi er i gang med i forhold til klimaet, har vi meget, meget store problemer.«

Omvendt ser hun spændende udviklinger i økonomien, hvor både omstillingen til vedvarende energikilder, internettets udvikling og den spirende deleøkonomi kan lede frem mod det, den amerikanske økonom Jeremy Rifin kalder zero marginal costs: Når først vindmøllen er betalt, er strømmen stort set gratis. Mange basale ting kan med denne ny økonomis udvikling blive billigere, hvorfor BNP i løbende priser vil gå ned.

»I traditionel tænkning er det et kæmpe problem, men reelt er det jo det stik modsatte: Folk kan slippe ud af dagens trædemølle og i højere grad beskæftige sig med noget meningsfuldt. Om vi har brug for vækst eller hvilken type vækst, synes jeg ikke diskuteres i tilstrækkelig grad.«

Katarina Juselius kan godt se for sig, at markedet i konsekvens af disse nye udviklinger kommer til at fylde mindre i fremtiden.

»I dag udgør det private marked jo allerede en ganske begrænset del af økonomien. Den offentlige sektor udgør næsten halvdelen af økonomien, og dertil kommer den ufor- melle økonomi, de frivillige orga-nisationers arbejde m.m. Det kan derfor vise sig fuldstændig kata- strofalt, at man stadig bygger på teorier, der ikke repræsenterer hele den økonomi, vi burde interessere os for.«

Usikkerheden

Det, Katarina Juselius føler at have indkredset ved sin empiriske granskning af data, er den økonomiske udviklings fundamentale usikkerhed. De neoklassiske teorier og modeller kan nok identificere risici, som man kan søge at forsikre sig imod, men de har ikke den fundamentale usikkerhed med. Den som i afgørende grad er knyttet til finanssektoren, og som vi på ny har mærket med den nuværende krise.

»Det er klart, at økonomer generelt tænker over dette, men det har ikke givet anledning til fundamental nytænkning, synes jeg. Derimod har det nok givet en opfattelse blandt økonomer af, at alle pludselig skyder på faget, og at man er nødt til at holde sammen og holde stand. Og jeg kan godt forstå fascinationen af de neoklassiske modeller. Hvis alting nu virkelig fungerede sådan, er det jo fantastisk: Man løser og forklarer alting via nogle få strukturelle parametre. Problemet er bare, at verden er langt mere kompleks.«

Det er samme modelfascination, som nobelpristageren Paul Krugman i selverkendelse på standens vegne angreb, da han under krisen i 2009 skrev i New York Times om økonomerne, der har forvekslet modellernes skønhed med sandhed.

»Det har taget mig uendelig lang tid at komme frem til mine resultater,« siger Katarina Juselius.

»Jeg har konstant følt, at der var en puslespilsbrik, jeg bare skal have fat i, endnu et spørgsmål jeg skal finde ud af. Derfor har jeg arbejdet rigtig meget, mange lange aftener og weekender, og ikke givet mig tid nok til de lange diskussioner, jeg burde have taget med mine kolleger. Min eftersøgning er også gået ud over min familie og mine venner. Tilværelsen havde nok været lettere, hvis jeg havde gjort anderledes. Men på den anden side: Havde jeg fået lov at leve mit liv om, havde jeg sikkert gjort præcis det samme.«

Nu bliver hun professor emeritus og løst fra forpligtelserne på universitetet. Der bliver tid til haven, som hun elsker, og sommerhuset i den finske skærgård, off grid med solceller og egen brønd. Men der bliver nok også tid til at udforske endnu et par brikker i det store økonomiske puslespil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niki Dan Berthelsen
  • Peter Møllgaard
  • Poul Jeppesen
  • Flemming Nielsen
  • Jakob Clemen
  • Laurids Hedaa
  • Tove Lodal
  • Lars Jorgensen
  • Jan Weis
  • Benjamin Lau Jensen
  • Søren Roepstorff
  • Carsten Mortensen
  • Curt Sørensen
  • John Fredsted
  • Reda Ammari
  • Olaf Tehrani
  • Carsten Søndergaard
  • Nic Pedersen
  • Katrine Visby
  • Leif Koldkjær
  • Jørgen Steen Andersen
  • Rasmus Kongshøj
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Steffen Gliese
  • Bodil Waldstrøm
  • Michal Bagger
  • Jakob Lilliendahl
  • Mihail Larsen
  • Tue Romanow
  • morten Hansen
  • Merete Jung-Jensen
  • Rune Petersen
  • Olav Bo Hessellund
  • Anne Eriksen
  • peter fonnesbech
  • Jens Falkesgaard
  • Stig Bøg
  • Torben Arendal
  • Torben Selch
  • Philip B. Johnsen
  • lars abildgaard
  • Jørn Vilvig
  • Marianne Rasmussen
  • Marianne Christensen
  • randi christiansen
  • Ib Jørgensen
  • Ejvind Larsen
  • Steen Sohn
  • Kristian Rikard
  • Ingrid Uma
  • Per Torbensen
Niki Dan Berthelsen, Peter Møllgaard, Poul Jeppesen, Flemming Nielsen, Jakob Clemen, Laurids Hedaa, Tove Lodal, Lars Jorgensen, Jan Weis, Benjamin Lau Jensen, Søren Roepstorff, Carsten Mortensen, Curt Sørensen, John Fredsted, Reda Ammari, Olaf Tehrani, Carsten Søndergaard, Nic Pedersen, Katrine Visby, Leif Koldkjær, Jørgen Steen Andersen, Rasmus Kongshøj, Robert Ørsted-Jensen, Steffen Gliese, Bodil Waldstrøm, Michal Bagger, Jakob Lilliendahl, Mihail Larsen, Tue Romanow, morten Hansen, Merete Jung-Jensen, Rune Petersen, Olav Bo Hessellund, Anne Eriksen, peter fonnesbech, Jens Falkesgaard, Stig Bøg, Torben Arendal, Torben Selch, Philip B. Johnsen, lars abildgaard, Jørn Vilvig, Marianne Rasmussen, Marianne Christensen, randi christiansen, Ib Jørgensen, Ejvind Larsen, Steen Sohn, Kristian Rikard, Ingrid Uma og Per Torbensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

randi christiansen

Jamen altså kurt, naturen er jo netop den materielle manifestation af livskraften - en kraft som mennesker gør klogt i at samarbejde med. 'Re ligio' betyder at genforbinde - for mennesker med sit ophav. Det er vores ret at antage en lærer, det er forsømmeligt at pålægge denne/tillade denne at påtage sig ansvaret for sit liv.

Pia Madsen:

Pia Madsen:

Jeg vil sige, som du gjorde til Nic, at det har du vist ikke tænkt igennem - og næppe heller læst. Hvor i Marx' egne værker finder du belæg for den simplificerede modstilling til liberalisme?

Niels Engelsted

Pia,
menneskets adfærd er egennyttig og uegennytig, snart det ene, snart det andet, og nogen gange i sære kombinationer. Hvornår det er det ene, og hvornår det andet, er set fra personens side nok ikke altid tilfældigt, men kan være det set fra en udenforståendes synsvinkel, så her kan Juselius have en pointe. Hvis uegennytten generer ens teoretiske aksiomer, kan man skaffe sig af med den ved at adoptere teorien om psykologisk egoisme, i følge hvilken al adfærd med nødvendighed er selvisk. Det er imidlertid en høj pris at betale, for psykologisk egoisme er klart en falsk teori.

randi christiansen

Den oprindeligste motivationsfaktor kan kun være overlevelse. Hvilken vej individet vælger, er kulturelt betinget. Kultur er primært defineret af overlevelseskonditioner i den pgld habitat/biotop. Jo længere dna strengen er, jo mere komplekse vil motivationsmønstrene være - med fysisk og psykisk overlevelse for sig selv og sine omgivelser som de grundlæggende drivkræfter.

Hvis vi derfor tager den fysiske kamp for overlevelse ud af ligningen gennem implementering af ligevægtsøkonomi, vil menneskets energi og tid frisættes til mere meningsfulde formål. En miljø-og socioøkonomisk ingeniøropgave som det er for ynkeligt at give op over for. Det faste målbare udgpkt er overlevelsesressourcer i den pgld habitat.

Claus

Jeg siger ikke at Marx selv bruger den "simplificerede" modsætning. Hans model er langt mere kompleks. Hvis du vil have den mere teoretiske gennemgang af Marx' mode kan jeg anbefale Geras' "Marx's Theory of Human Nature: Refutation of a Legend", som punkter myten om at Marx ikke tilskrev menneskets natur nogen særlig betydning.

Hvis man går ud over teorien og ind i maxismen-leninismen så er den jo eksplicit gennemsyret af en bestemt holdning til menneskets motivation i økonomisk forstand.

Niels

Jeg siger ikke at et individs motivation er tilfældig, men hvis vi ikke er i stand til at modellere mennesket som gruppe med bare nogenlunde sikkerhed, så vil økonomiske modeller der bygger på en sådan modellering før eller siden fejl, UANSET hvilken model eller opfattelse af mennesket som gruppe vi taler om her.

Men om man så ender med at kunne lave en bedre model er ikke et trivielt spørgsmål. Spilteori kan ofte bruges til at forklare individders adfærd hvor traditionelle masse-motivations-modeller fejler. Fx i perioder med bobler og anden spekulation.

Pia Madsen:

Lad os nu ikke gå for meget ud over, det, der ligger for hånden, nemlig at du påstod, Marx har en bestemt ópfattelse af menneskets natur, som er nødvendig for/nødvendiggør en bestemt økonomisk samfundsindretning?

Det vil jeg gerne vide, hvad skulle være?

Niels Engelsted:

Jeg tror vi kan springe let hen over myten med, at en klasseløs økonomi forudsætter individer, som udsletter deres egen individualitet på kollektivets alter. Det er for lavt et niveau at sætte, hvis vi først skal vade igennem det bræk.

Og det er under alle omstændigheder at blande tingene sammen. Man kan mene at dette eller hint økonomiske system ligger i menneskets gener, men det burde dog stadig kunne adskilles fra analyse af systemet og dets indre logik.

Claus,

Retteligt skrev jeg oprindeligt "marxismen". Kan du pege på en marxistisk retning der ikke har det som et væsentlig, som minimum implicit, element af deres model?

Pia Madsen:

Jeg ved ikke, hvad "det" er, som skulle være implicit i hvilken model, men jeg er ikke interesseret i marxistiske retninger, jeg er interesseret i Marx som økonom, og så vidt jeg kan se, forfalder han ikke til psykologiseren i sine økonomiske tekster.

Han beskriver systemets kvaliteter og dets logik. I den udstrækning han beskriver kommunisme, er der kun få definite holdepunkter, såsom opløsningen af klassesamfundet og den private ejendomsret. Disse understøttes ikke af argumenter om, at fraværet af privat ejendomsret har en evig og speciel plads i menneskets natur.

Niels Engelsted:

Du tog tråden op med nytte vs. uegennytte, hvorom det blev sagt ovenfor, at det uegennyttige ikke besjæles en hvilken som helst uegennytte, men en indre drift til at sætte samfundet før sig selv, altså ofre sig på kollektivets alter:

"Marxismens implictte er at et individ, groft sagt, ikke er motiveret af økonomiske egneinteresser, eller i hvert fald kan udvikle sig væk fra dette, til et uegennyttigt væsen, der konsekvent sætter samfundet over sig selv. Altså oppostionen til liberalismens antagelse om det egnnyttige væsen som motor."

Dette er, som du ved, et vrængbillede af socialismen, som tværtimod går ud på at frigøre individet fra dets konstante ofren af sig selv på kapitalismens alter. Et samfund, hvor mennesket ikke er markedets og dets herrers slave.

Grethe Preisler

Det er et kendt og yndet trick
i al politisk polemik
at dutte folk en mening på
hvis galskab alle kan forstå

Niels Engelsted, Kurt Nielsen og Claus Jensen anbefalede denne kommentar

Rettelsem der manglede to ord i første sætning, givet i parentes herunder:

Du tog tråden op med nytte vs. uegennytte, hvorom det blev sagt ovenfor, at det uegennyttige (menneske) ikke besjæles (af) en hvilken som helst uegennytte

randi christiansen

Pia, det er netop det smukke - det er helt individuelt. Frihed er det bedste guld - og den frihed, som kan nydes efter veludført arbejde, er virkelig tilfredsstillende. Men personligt synes jeg, der er rigeligt med interessante områder, som fortjener vores udelte opmærksomhed og frie forskning. Forskningsmidler? Mon ikke der vil være overskud på den kollektive konto til allokering heraf. Personlig formue? Skal ikke kunne anvendes for at tilegne sig magt over fællesskabet

randi

Ja det er smukt, men hvordan vil du få det til at fungere hvis du hverken kan motivere tilstrækkeligt mange til at mene som dig, eller (eller endda "og" i det tilfælde hvor det første skulle lykkedes) kunne finde ud af at styre det økonomisk? Det er det der er Juselius' udfordring til al politisk tænkning.

randi christiansen

Pia, lad mig citere mig selv fra en anden tråd :

'Privatkapitalisering på og indbyrdes konkurrence om naturgrundlaget, som er fælleseje, er roden til alle økonomiske onder og vildfarelser. Det er statens opgave at sørge for, at borgerne får dækket deres basale behov. Når det er gjort, er der fri leg for resten af pengene. Naturligvis inden for rammerne af miljø-og socioøkonomisk bæredygtighed, som er lig med retfærdighed.
Det er fremtidsvisionen, som realiseres, hvis menneskeheden formår at løfte sig til næste evolutionære stade og overleve nuværende og kommende kaos.

Lad mig citere flg kloge ord af yehuda berg fra hans bog 'kabbalaens kraft':
"visdom behøver ikke at være kompleks, tung og kedelig. Faktisk lærte min far mig meget tidligt noget vigtigt : når vi stræber efter at forstå universets mysterier og vores livs ultimative sandheder, hvordan kan vi så vide om noget virkelig er sandt? Lakmusprøven er enkelhed. Autentisk sandhed er altid forståelig for alle, selv for børn, og ikke kun for den intellektuelle elite. Hvis en ide eller et begreb er kompliceret og indviklet, er der antagelig ikke tale om sandheden.
En ægte kabbalist er en som forstår at gøre det komplicerede ukompliceret. Deri lå genialiteten hos min fars lærer og hans lærers lærer."'

Som du kan forstå, mener jeg, at det ganske enkelt forholder sig således, at indsigten i, hvorledes vi forholder os mest hensigtsmæssigt ifht os selv og vore omgivelser, dvs formår at leve i overensstemmelse med de iboende lovmæssigheder i stedet for i et modsætningsforhold hertil, som fx forurening af vort åndedræt, er et spørgsmål om intellektuel udvikling og modenhed. Det vil ske, hvis vi skal kunne overleve, og vil derfor ikke være et spørgsmål om at 'overbevise' eller 'få til at fungere', i og med det overbeviser og fungerer i kraft af sin iboende sandhed.

Pia Madsen:

Jeg ved ikke, hvorfor - måske din økonomopdragelse - du er ude af stand til at forstå forskellen mellem, om Marx mente, der var en eller anden menneskelig natur og analysen af et bestemt økonomisk system som system.

Du kan ikke bare sige, "det mener jeg bestemt, han gør." (sammenblander de to ting) og sende os på den ene skovtur efter den anden. Da du kan ikke redegøre for det, du "bestemt mener" om Marx' metode som økonom ud fra de forskellige forfatteres spekulationer udi Marx's syn på menneskenaturen, du henviser til, kan jeg kun antage, du ikke aner, hvad du snakker om.

Marx havde helt sikkert en præference, en moral, en normativ, måske endda teleologisk ide om mennesket, som et væsen, der skal udfolde sit potentiale, og dermed foretrækker han vel et samfund, han mener giver de bedste muligheder for dette. Det gør liberalisterne også, for det er så abstrakt, at alle kan være enige. Det betyder stadig ikke, at han løb som rundt som jer tumper og ledte i menneskets natur efter en forudsigbar økonomisk adfærd. Det er, som jeg lagde ud med at sige, to helt forskelige spørgsmål.

Det er ganske simpelt. Når de neoklassiske økonomer ikke kan hverken forudsige eller forklare økonomiske kriser a la 2007, er det ikke på grund af manglende indsigt i mennesket natur, selvom alle Olympens guder skal vide, den mangler, det er på grund af manglende indsigt i kapitalismens natur.

Peter Jensen, Olav Bo Hessellund og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Vel snarere en manglende accept af, at kapitalismen ikke lever op til deres eget behov og verdensbillede. Ren og skær fortrængning, alt for velkendt - og sværest er at se sig selv og indrømme egne fejl, hvilket er og blir den første forudsætning for at kunne rette dem (så skal slanterne jo også slippes, og der er klister i lommerne og lommeuld i og mellem ørerne)

randi,

Nu gør du netop det samme, som mange økonomer fra højre til venstre også forudsætter. Modellerer udfra en ide om "det rationelle menneske". Og det er præcis det Juselius her (og i meget bredere form i hendes undervisning) udfordrer.

randi christiansen

Pia, det er faktisk ikke, det jeg gør. Jeg påpeger, at vi har et fast, indiskutabelt parameter at udgå fra, når det økonomiske styringssystem skal designes : overlevelsesressourscer i den pgld habitat/biotop.

Hvorvidt økonomidesignet på et tidspkt, gerne snarest, vil kunne udgå fra denne ratio, 'det rationelle menneske' (altså om tiøren falder for en kritisk masse) kan vi jo kun gøre vort yderste til vil ske.

Det ville være en stor hjælp, om økonomer og andre aktører fatter denne distinktion, og derfor ville foretage deres beregninger herudfra. Vi er i en situation, hvor det burde være feset ind under tænkehatten rundt omkring, at årsagen til nuværende miljø-og socioøkonomiske kaos er, at den kollektive økonomistyring foregår med bind for øjnene ifht det afgørende parameter : forvaltningen af naturgrundlaget, vort fælles eje - som der pt er fri jagt på efter en perverteret, dysfunktionel, asocial og derfor dybt uintelligent og netop irrationel modus : privatkapitalisering på og indbyrdes konkurrence om naturgrundlaget, fællesejet.

At give op over for den udfordring, det er at kommunikere værdigrundlagets - naturgrundlagets - iboende økonomiske ratio, er et rigtig dårligt valg, og uværdigt for en race, der gerne vil anses for værende intelligent. Kan ikke tages alvorligt men kun ses som et udtryk for nuværende magts irrationelle forsøg på fastholdelse af en magt, som den ovenikøbet forvalter aldeles inkompetent ifht alle relevante parametre, og for de rette ejeres manglende evne til at imødegå og forhindre dette overgreb på deres værdier.

Hvis man kun har en hammer i sin værktøjskasse , er man tilbøjelig til at se alt andet som søm. Økonomer har kun øje på en eneste rationalitet, nemlig den økonomiske. Til deres store overraskelse: Der findes mange andre slags rationalitet som styrer den menneskelige adfærd.

randi christiansen

Niels engelsted, 2/12 - 1731 : " modsætning til en cirkel, der kun har et center, har en ellipse to centre, og måske er problemet med den herskende økonomiske teori, at den ikke har erkendt, at den økonomiske teori også må have to centre. Det center, som man nu prøver at få det hele til at dreje sig om, nemlig køb og salg, udbud og efterspørgsel, og marginalnytte, og så det center, som man uheldigvis kom til at efterlade hos klassiske økonomer som Petty, Smith, Ricardo og Marx, nemlig arbejdsværdi-teorien, hvor også den menneskelige indsats og klasseforholdene spiller en rolle."

Og hvad med værdien af og retten til naturgrundlaget og dermed medindflydelse på ressoursceforvaltningen? Et parameter som ikke er indregnet i nogen modeller - bortset fra den permakulturelle. En udregning som tydeligvis ikke kan overlades til nuværende system, hvor magten hævder retten. Hvis man undlader at forholde sig til den udfordring, kan man ikke bygge en bæredygtig miljø-og socioøkonomisk model.

@randi, jeg skal først beklage at der er gået lidt tid. Julen stod for døren..

Det du efterlyser er ikke en økonom, men en politiker. Økonomi beskriver tingene som de ER, mens politik beskæftiger sig med hvordan ting BURDE være (i en eller andens øjne). Økonomens opgave er så at beskrive hvad der sker i en nye model eller det nye scenario.

randi christiansen

Hej igen pia - det forekommer mig, at lige netop økonomers evne til at levere fyldestgørende beskrivelser af hvordan 'det ER' betvivles stadig mere.

@randi

Det er jeg helt enig i - og det er også det Juselius har påpeget flere gange. Hvilket jo er et problem for alle økonomer uanset deres ideologiske tendens, i det omfang økonomi bygger på idealiserede modeller af hvordan man TROR mennesker agerer eller, endnu værre, hvordan man HÅBER de agerer. Det er derfor man kan være nødt til at revidere den del af de økonomiske ligninger - og droppe de simplificerede modeller om adfærd.

Sider