Læsetid 6 min.

Svensk opbakning til tysk kritik af dansk atomaffald

De danske planer om et slutdepot til alt dansk atomaffald ville ikke kunne godkendes i Sverige, vurderer Johan Swahn, direktør i organisationen MKG, der overvåger de svenske myndigheders atomaffaldshåndtering
’Der findes ikke et eneste demokratisk land i verden, hvor et slutdepot til radio-aktivt affald er blevet anlagt trods modstand fra lokal-befolkningen. Spørgsmålet er, om Danmark vil være det første land, hvor det kommer til at finde sted?’ spørger Johan Swahn fra MKG, Miljöorganisationernas kärnavfallsgranskning.

’Der findes ikke et eneste demokratisk land i verden, hvor et slutdepot til radio-aktivt affald er blevet anlagt trods modstand fra lokal-befolkningen. Spørgsmålet er, om Danmark vil være det første land, hvor det kommer til at finde sted?’ spørger Johan Swahn fra MKG, Miljöorganisationernas kärnavfallsgranskning.

Tor Birk Trads
2. december 2014

Det største problem med de danske planer om et slutdepot er, at høj- og mellemaktivt langlivet radioaktivt affald bliver blandet sammen med kortlivet radioaktivt affald.

Tilmed vil det ske under forhold, som ikke engang ville blive godkendt til depot for kortlivet affald i Sverige.

Det siger Johan Swahn, civilingeniør i teknisk fysik og direktør i MKG, Miljöorganisationernas kärnavfallsgranskning, i Göteborg. Johan Swahn bakker dermed op bag den kritik, som Information i går kunne referere Gerhard Schmidt fra Öko-Institut i Darmstadt for, nemlig at dele af atomaffaldet er forkert klassificeret, og at dele af affaldet er mere langlivet, end de danske planer lægger op til.

»Jeg tænker først og fremmest på de 233 kg ’særligt affald’, som danskerne kalder det. Det er radioaktivt affald af samme type, som vi har betydelige mængder af fra det svenske atomforskningsanlæg ved Studsvik,« siger Johan Swahn og tilføjer:

»Det skal betragtes som højaktivt affald, anvendt kernebrændsel, på samme måde som det gøres i Sverige.«

Størstedelen af det danske radioaktive affald kommer fra Atomforsøgsstationen på Risø, hvor der ifølge Johan Swahn fandt forskning sted af samme type som ved Studsvik, hvor der fortsat forskes. Både i Risø og Studsvik har der således været et såkaldt Hot Cell-anlæg, hvor kernefysikere forskede i bestrålet brændsel.

»Selv om Danmark aldrig byggede kernekraftværker, som man gjorde i Sverige, så var meget af den indledende forskning af samme slags, og derfor må affaldet også være det,« siger han.

»Det betyder, at det ikke kun er de 233 kg særligt affald, som er langlivet, men også et ukendt antal affaldstønder, som også indeholder affald, som ikke kan slutdeponeres i et depot for kortlivet affald. Og derfor har Gerhard Schmidt ret i sin kritik.«

Gamle tønder buldrer mest

Johan Swahn har tidligere kritiseret de danske myndigheders planer om et slutdepot til alt affald. Forud for, at Sundhedsministeriet skulle udarbejde en strategisk miljøvurdering af de seks lokaliteter, der er udpeget som egnede til et overfladenært atomaffaldsdepot, skrev han i juli 2014 et notat til det svenske Naturvårdsverket med henblik på videresendelse til danske myndigheder, hvori det bl.a. hed om de 233 kg særligt affald:

»Udbrændingsgraden i det danske bestrålede brændsel er højt, og affaldet må betragtes som højradioaktivt affald.«

Johan Swahns bekymring rækker som sagt videre end de 233 kg bestrålet brændsel. Også i forhold til dele af det ’historiske’ affald fra atomforsøgsstationens tidligste periode, som ligesom det øvrige affald indtil videre opbevares i forede tønder eller containere på Risø, er der ifølge Johan Swahn grund til skærpet opmærksomhed.

»Ligesom ved Studsvik findes der på Risø mange tønder med radioaktivt affald, hvis indhold er dårligt kendt. Det betyder, at der med stor sandsynlighed også findes tønder, som indeholder langlivet radioaktivt affald i mængder, som indebærer, at affaldet skal betragtes som langlivet mellemaktivt affald«, skrev han i notatet til Naturvårdsverket.

»Det er en stor opgave at finde ud af, hvad der gemmer sig i tønderne med det historiske affald. I Sverige arbejder man efter det princip, at når man ikke præcist ved, hvad de gamle tønder indeholder, så må man gå ud fra, at indholdet er langlivet. Anderledes i Danmark, hvor man går ud fra, at når man ikke præcist kender indholdet, går man ud fra, at det godt kan deponeres sammen med det kortlivede affald,« siger Johan Swahn, der derfor opfordrer de danske myndigheder til at undersøge det historiske affald bedre.

»Der er al mulig grund til at tro, at der i det danske atomaffald er mere langlivet affald end blot de 233 kg særligt affald,« som han siger.

Lavere danske standarder

I notatet til Naturvårdsverket kritiserer Johan Swahn, at Danmark bruger lavere standarder end Sverige. Danmark har efter Johan Swahns mening »åbenbare problemer med at kategorisere det radioaktive affald, som skal i slutdepot«, fordi Danmark »anvender et klassificeringssystem og grænseværdisystem, som er lagt frem af det internationale atomenergiagentur IAEA, til trods for, at de må anses for at være de lavest mulige acceptable kritierier.«

Johan Swahn kan ikke se en regulær begrundelse for, at Danmark skal anvende et lavere kategoriseringssystem end Sverige, og han forudser derfor en risiko for »negativ miljøpåvirkning af Sverige af det danske slutdepot«.

»Efter en undersøgelse af de metoder, som foreslås for det danske slutdepot, er det tydeligt, at Danmark ikke søger efter den bedst mulige teknik,« lyder en af konklusionerne fra Johan Swahn.

I Sverige er planen at anlægge et særligt slutdepot for mellemaktivt langlivet radioaktivt affald, for på den anden side af Øresund må den kategori affald nemlig ikke deponeres sammen med kortlivet affald i det eksisterende depot ved Forsmarks kernekraftværk, SFR.

Da SFR i sin tid blev godkendt til kortlivet radioaktivt affald i slutningen af 1980’erne, var kravet, at kortlivet radioaktivt driftsaffald skulle ned i en dybde på 70 meter. Men ifølge Johan Swahn er det højst tvivlsomt, om svenske miljømyndigheder i dag ville godkende så lav en dybde. I hvert fald skal en udvidelse af SFR, hvor der skal gøres plads til radioaktivt nedrivningsaffald, ned i en dybde af 120 meter.

Et dansk slutdepot kan ifølge de danske myndigheders planer placeres enten »terrænnært«, dvs. på overfladen eller ned til 30 meters dybde, eller i et »mellemdybt« depot 30-100 meter under overfladen.

På den baggrund mener Johan Swahn, at det er »tvivlsomt«, om de danske planer for et slutdepot overhovedet ville blive godkendt af de svenske miljømyndigheder.

»De danske slutdepotplaner bygger på en sikkerhedskultur, som er helt fremmed ud fra en moderne svensk synsvinkel baseret på nuværende svensk lovgivning,« mener Johan Swahn. Danske myndigheder bør i stedet arbejde med en langt større dybde for et slutdepot, nemlig ned til 300-500 meter afhængig af lokaliseringen.

Depot på trods af modstand

Johan Swahn har endnu et kritikpunkt af de danske myndigheders proces, nemlig at den fremtidige placering af et slutdepot ikke bygger på frivillighed. Som Information tidligere har beskrevet, er der blandt borgere i de fem kommuner, hvor der er udpeget i alt seks egnede lokaliteter til et slutdepot, en vis modstand og bekymring for, hvad konsekvenserne vil blive.

»Der findes ikke et eneste demokratisk land i verden, hvor et slutdepot til radioaktivt affald er blevet anlagt trods modstand fra lokalbefolkningen. Spørgsmålet er, om Danmark vil være det første land, hvor det kommer til at finde sted,« lyder det fra Johan Swahn.

Johan Swahn har det samme råd som tyske Gerhard Schmidt til de danske politikere: »Afbryd den igangværende proces med at finde et egnet sted til et slutdepot til alt affaldet. Anlæg i stedet et mellemlager og få en time out, indtil I ved mere om affaldet,« siger han og opfordrer de danske myndigheder til at indgå i et tættere samarbejde med de svenske kernekraftsmyndigheder. Det vil formentlig kunne medvirke til, at befolkningen i Danmark får større tiltro til myndighedernes oplysninger, vurderer han.

»Danmark bør bygge et slutdepot, men kun til det kortlivede affald. Løsningen med hensyn til det langlivede affald for Danmark kunne være at eksportere det,« siger Johan Swahn.

Det har danske myndigheder angiveligt prøvet på i årevis, men hidtil forgæves?

»Jeg tror, at det langlivede affald på et tidspunkt vil kunne komme til Sverige. Også derfor skal danske myndigheder stræbe efter et udvidet samarbejde med svenske myndigheder. Men i de seneste år har Sverige været i gang med en juridisk proces i forhold til at anlægge et slutdepot for anvendt kernebrændsel, så de svenske myndigheder har sikkert ikke været begejstrede for også at skulle tage positiv stilling til eventuel import af atomaffald. Men heller ikke svenskerne vinder på, hvis Danmark placerer højradioaktivt affald sammen med kortlivet affald i et slutdepot.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu