Læsetid: 8 min.

Tre unge lægers farefulde rejse til krigsfangelejrene i Sibirien

For 100 år siden startede en af de største danske humanitære indsatser nogensinde, da det neutrale Danmark ydede bistand til de 3,5 mio. soldater, der blev taget til fange på østfronten i Første Verdenskrig. Røde Kors-historikeren Barbara Zalewski fortæller om tre unge danske lægers rejse til Sibirien med medicin
Bellibria, en organisation under Røde Kors, sendte bl.a. titusinder af bøger og undervisningsmateriale til krigsfanger på begge sider af østfronten. Det danske erhvervsliv støttede krigsfangearbejdet ved at stille arbejdskraft, lokaler og transport til rådighed – her ses et af Bellibrias kontorer på Carlsberg, hvor frivillige fører kartoteker over krigsfangernes navne og opholdssteder

Bellibria, en organisation under Røde Kors, sendte bl.a. titusinder af bøger og undervisningsmateriale til krigsfanger på begge sider af østfronten. Det danske erhvervsliv støttede krigsfangearbejdet ved at stille arbejdskraft, lokaler og transport til rådighed – her ses et af Bellibrias kontorer på Carlsberg, hvor frivillige fører kartoteker over krigsfangernes navne og opholdssteder

Røde Kors

31. december 2014

I 1916 rejste tre nyligt uddannede danske læger – Carl Krebs, Camillo Martiny og Ivan Osiler – til Sibirien på vegne af Dansk Røde Kors. Med sig på rejsen havde de medicin for en mio. kr. til de hundredtusindvis af tilfangetagne tyske og østrig-ungarske soldater, som de russiske myndigheder havde interneret i lejre i det fjerne og ufremkommelige Sibirien.

De tre danskere tog via Finland til Petrograd – også kendt som Sankt Petersborg – med 100 medicinkasser og herfra 3.000 km videre til byerne Perm og Omsk i Sibirien, hvor lægemidlerne skulle udleveres til tyske krigsfangelæger i lejrene.

I sine erindringer, En Dansker i Mongoliet (1937), beskriver Krebs strabadserne.

»Man måtte sove på fedtede stengulve i ventesale, være glad for at have en konservesdåse at lægge sit hoved på, eller slet ikke at have noget at hælde sit hoved til, for jeg har sovet stående klemt inde mellem folk.«

Transporten til de enkelte krigsfangelejre, der var spredt ud i det kolossale område mellem Perm og Omsk, var alt andet end bekvem.

»Med én af de store medicinkister bundet fast bag på den lange ufjedrede rejsevogn, og selv anbragt på hø og stivet af med pude og kuffert, skumplede vi af sted over huller og stok og sten gennem endeløse tyste skove,« skrev den danske lægedelegat.

Ubekvemmelighederne blev dog opvejet af »krigsfangernes rørende glæde over at tale med en venligsindet udsending og modtage vores højst tiltrængte lægemidler (…) lægemidler, der var sjældne i Rusland og så at sige fuldstændig fraværende i lejrene, hvor sygdomme og epidemier rasede,« skriver Krebs.

De danske delegaters rejse i 1916 var en del af en kæmpe dansk humanitær indsats, som den danske afdeling af Røde Kors, den danske regering samt en række frivillige organisationer og koncerner iværksatte for 3,5 mio. krigsfanger på østfronten under Første Verdenskrig – en indsats, som ifølge Røde Kors-historikeren Barbara Zalewski aldrig er blevet grundigt udforsket og kun er kendt i snævre kredse.

Krigsfanger i Danmark

Det neutrale Danmark var kun i begrænset omfang involveret i Den Store Krig fra 1914 til 1918. Kendt er historien om de 50.000 dansksindede tyske borgere i Nordslesvig, der blev indkaldt til tjeneste på både øst- og vestfronten, og at 5.000 ikke vendte hjem.

Historien om de godt og vel 4.000 invalide tyske, østrig-ungarske og russiske krigsfanger, som Røde Kors og den danske regering tog sig af i to til lejligheden særligt byggede lejre i Horserød og Hald ved Viborg i 1917-18, blev fortalt af journalist og forfatter Bent Blüdnikow i Krigsfanger (1988).

I bogen kommer Blüdnikow kort ind på den humanitære operation udført af danskere for krigsfangerne i Rusland. Det samme gør Barbara Zalewski i sin doktorafhandling, Den Nærsynede Bamhjertighed, fra 1996 om Røde Kors’ rolle i dansk udenrigspolitik 1876-1945.

Siden har Zalewski beskæftiget sig mere indgående med den danske humanitære indsats og krigsfangerne i Rusland. I et interview med Information fortæller hun, at Rusland slet ikke var logistisk forberedt på at tage imod så mange krigsfanger fra centralmagterne. Alene i 1914 tog Rusland 400.000 tyskere og østrigungarere til fange på østfronten.

»I Tyskland satte man de russiske krigsfanger til at arbejde i landbrug eller industri eller med håndværk i lejrene. Russerne flyttede derimod deres fanger så langt væk fra fronten som muligt for at undgå, at de skulle falde dem i ryggen. Det betød, at de blev placeret på øde steder i det vestlige Sibirien,« siger Zalewski.

Allerede i begyndelsen af 1915 havde Dansk Røde Kors organiseret de første såkaldte ’søsterrejser’ til krigsfangelejre i Rusland. Her havde de udsendte delegater hurtigt opdaget, at fangerne levede under så hårrejsende forhold, at overbringelse af penge og korrespondance samt henstillinger til de russiske kommandanter om at forbedre deres levevilkår ikke ville være nok til at nedbringe det store tab af menneskeliv.

Der var derfor et åbenlyst behov for den humanitære hjælp, som den dengang 27-årige Carl Krebs bidrog til, fortæller Barbara Zalewski. Synet af de tyske krigsfangers elendige tilstand gjorde et uudsletteligt indtryk på den unge læge, der beskrives som en »eventyrlysten, vild krabat«. Allerede undervejs på rejsen til Sibirien, i Finland, så han et ambulancetog, som Svensk Røde Kors brugte til udveksling af invalide krigsfanger fra østfronten.

»Synet af disse elendige gav mig en rystelse, som jeg aldrig har glemt. Jeg havde vel nærmest – og mest ubevidst – haft en heroisk opfattelse af krig … Og her var nu disse hundreder af invalider, der ikke passede ind. Krigens maskine havde grebet dem, hvirvlet dem rundt, revet arme og ben af dem, presset al saft og kød og blod af dem, så de nu lå her som blege, udtærede og lemlæstede invalider,« skrev han i sine erindringer.

Uden vintertøj

Centralmagterne, Tyskland, Østrig-Ungarn, Tyrkiet og Bulgarien, havde udstyret deres soldater med sommeruniformer i forventning om en hurtig sejr, inden vinteren 1914-15 satte ind. De var ikke velegnede til sibirisk vinterkulde.

»Mange var kommet af sted i sommeruniform, støvler blev hurtigt slidt op, og hvad med tæpper og madrasser? De måtte sove i halmsække og kunne fryse ihjel. Og de kunne også dø af ganske almindelige sygdomme eller af underernæring,« fortæller Barbara Zalewski.

Derfor var de medicinkasser, som Krebs og de to andre læger skulle have med, så afgørende for at redde bare nogle få af de nødlidende krigsfanger. Men at få dem transporteret fra København og helt ud til de afsidesbeliggende lejre i Sibirien var sin sag. Det krævede mod, snilde, udholdenhed, diplomatisk takt og stor opfindsomhed.

I sine erindringer beretter Krebs om en anden rejse med lægekollegaen Camillo Martiny til nogle lejre nær Murmansk-banen i det nordvestlige Rusland – lejre, der aldrig var blevet inspiceret af Dansk Røde Kors, fordi de lå i et militærdistrikt.

Det var tyske og østrig-ungarske fanger fra disse lejre, der i 1915-17 lagde skinner fra Kola i polarområdet og sydpå til Petrozavodsk nær Petrograd, en strækning på 920 km.

»Det hed sig, at nedlæggelsen af hver svelle kostede en krigsfange livet,« bemærker Zalewski.

Krebs og Martiny rejste til området i foråret 1917, mens borgerkrigen mellem bolsjevikkerne og ’de hvide russere’ (konservative, monarkister, liberale og socialister, som var modstandere af den bolsjevikiske revolution) var på sit højeste. På grund af de kaotiske tilstande var det umuligt for de danske læger at få adgang til lejrene fra det russiske Røde Kors. De håbede at kunne besøge lejre, hvor der var udbrudt plettyfus.

De to slap ind i en lejr »på deres frække ansigter« ved at forvirre en vagt og fik kontakt med nogle krigsfangelæger, som de gav 1.000 rubler. De nåede også at tale med en russisk læge og besøge lazarettet.

Krebs fortæller, at patienterne var overladt til sig selv, og at kun et par af dem var raske nok til at hente mad i en vogn langt væk og bringe de døde ud. Danskerne lovede at vende tilbage med medicin.

Pludselig ankom nogle russiske soldater og beordrede dem til en nærliggende by, hvor de frygtede, at de ville blive arresteret. Men Martiny reddede situationen ved at bryde ud i en flammende revolutionær tale om, at de gamle tider med misbrug var forbi, for »nu skulle vi alle sammen hjælpes om at bygge det nye. Det endte med, at de råbte hurra for os,« skriver Krebs.

Enkekejserinden

Den danskfødte enkekejserinde Dagmar var i mellemtiden blevet interneret af de revolutionære myndigheder på et slot på Krim. Hun var datter af Christian IX og blev gift med zar Alexander II, hvis søn Nikolaj havde overtaget magten efter sin fars død. $Dagmar spillede en nøglerolle i bestræbelserne på at overtale sin søn, zaren, til at lade delegater fra Røde Kors rejse ind og besigtige lejrene og fordele pakker, bøger og breve til krigsfangerne fra 1915 og frem til Februarrevolutionen i 1917.

Men i 1917 blev enkekejserinden sat i husarrest på Krim af bolsjevikkerne og manglede penge til indkøb af mad til sit hof. Gode råd var dyre. Det danske gesandtskab i Petrograd betroede Krebs opgaven at bringe breve, madvarer og 50.000 rubler til Dagmar på Krim. Hans officielle ærinde var dog at rejse til konsulatet i Kharkov i Ukraine, hvorfra forsyningerne angiveligt skulle uddeles til krigsfanger.

Krebs fortæller, at man sloges så vildt om pladserne på stationen i Petrograd, at han måtte få dragerne til løfte ham op på »det let buede tag« i en togvogn. Herfra trak han kasserne op. I en af dem var et gummibadekar, han altid havde med. Det brugte han som værn mod den kolde februarvind, mens han pakkede sig ind i et rejsetæppe og holdt kroppen varm ved hjælp af af rubelsedlerne, der var syet ind i hans vest.

Den kolde tur på togtaget varede i to døgn. Herefter fik han en plads i toget på resten af den 2.000 km lange rejse fra Petrograd til Krim-halvøen, der varede to uger.

Krebs og Martiny var blot få blandt mange ukendte danske frivillige, der udførte humanitære heltegerninger for krigsfangerne i Rusland på vegne af det neutrale Danmark.

»Den humanitære operation var ikke et dansk idé. Oprindeligt henvendte Røde Kors i Genève sig til svensk Røde Kors, men her mente man, at Danmark var bedre egnet til opgaven. Vi havde den danske enkekejserinde og Det Store Nordiske Telegraf Selskab, der før krigen havde lagt telegraflinjen hele vejen fra København til Vladivostok,« forklarer Barbara Zalewski.

»Det betød, at man kunne telegrafere penge til krigsfanger i lejre, som lå nær linjen. Og Store Nordiske havde danske medarbejdere udstationeret lige fra Petrograd til Vladivostok. De kunne give en hånd med.«

Dolkestødslegenden

Trods den kæmpe indsats fra dansk side vurderes det, at kun 5 pct. af de 2,5 mio. tyske og østrig-ungarske krigsfanger vendte hjem i live. Efter fredsaftalen mellem Tyskland og det nye Sovjetunionen i februar 1918 var fangerne frie til at ’gå’ hjem, men hverken bolsjevikkerne eller de nye styrer i Tyskland, Østrig og Ungarn udviste synderlig interesse for deres skæbne.

»Hele den del af Europa var enten i opløsning eller opstandelse,« siger Zalewski.

De eneste, der kunne have gjort en forskel, var sejrherrerne.

»Men Ententemagterne, Frankrig, Storbritannien og USA, rørte ikke en finger for de mange efterladte fanger i det allierede Rusland. Neutrale lande som Danmark kunne gøre noget, men intet i forhold til, hvad krigens vindere kunne have gjort for at få dem hjem,« mener Zalewski.

Hun konkluderer:

»Det gav næring til dolkestødslegenden i Tyskland og Østrig – en nagende bitterhed over den uretfærdig behandling af deres krigsfanger i Rusland. De neutrale landes beskedne indsats over for krigsfangerne var ikke nok til at undgå en humanitær katastrofe. Det var en medvirkende faktor i nazismens opblomstring.«

Man kunne tilføje, at historien om krigsfangernes tragiske skæbne i Rusland måske stadig var levende i mange tyske officerers hukommelse, da værnemagten et par årtier senere bevidst lod flere mio. russiske krigsfanger dø af sult eller likviderede dem under den mislykkede invasion af Sovjetunionen i Anden Verdenskrig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Rikard
  • Torben Arendal
  • Ole Meyer
  • Bjørn Pedersen
  • Gert Romme
Kristian Rikard, Torben Arendal, Ole Meyer, Bjørn Pedersen og Gert Romme anbefalede denne artikel

Kommentarer

Neutralitet er i dag noget, ingen kan finde ud af. Dikotomierne råder; enten er du med os - eller imod (og dermed én af 'de andre'). Ligesom i reklamerne, blockbusterne, knaldromanerne, nyhederne, de såkaldte factions og actions og attractions. Verden er et risk-spil; enten er du med ... eller også er du ikke med. Ledig, udenfor samfundet, trænger til disciplinering og at komme op på slaget. Båt dytår.

Preben Haagensen, Rasmus Kongshøj, gshsst suurwg4y4ys, Henrik Christensen, Gert Romme og Søren Kristensen anbefalede denne kommentar

Interessant læsning: nu faldt det på plads for mig hvad jeg ikke forstod for 40 år siden, da jeg havde fået adgang til Udenrigsministeriets Protokol (hvor ind- og udgående post registreres med arkivkode og overskrift): "G(eneral)K(onsulatet) kan ikke udbetale 50.000 Rbl." med henvisning til koden for Zar-familien (G21, såvidt jeg husker), samt til Chr. X. Nu ved jeg så også hvem den Krebs der også nævnes, var. Min mistanke dengang var at det drejede sig om privat udenrigspolitik fra kongens side (som man godt kunne mistænke ham for), men det synes nu nærmest afkræftet (?). Jeg forfulgte ikke sagen videre, da mit ærinde var et andet, på lønnet opdrag af en britisk historiker&journalist, der var mere interesseret i Zarens og hans børns skæbne, som han skulle skrive en (lidt sensationel og marginel) bog om: The File on the Czar.

Vi fandt ikke meget om dét, men der er er den vinkel på sagen - og artiklen - at Danmark vistnok var næsten det eneste vestlige land der i en periode o. 1918-19 havde diplomatiske forbindelser med det nye bolsjevikstyre - og derfor voksede det danske diplomati og Dansk Røde Kors til uanede dimensioner i den periode, i & med at andre lande var interesserede i oplysninger om deres egne borgere der var fanget derovre.

Carsten Straarup

Neutralitet er en svær balance, som historisk set har krævet at man var bevæbnet til tænderne og i øvrigt på ingen måde lå i vejen for stærkere magter.
I 1914-18 gik det godt - i 1807 og 1939 gik det ikke så godt - i dansk udenrigspolitik har man med andre ord såre blandede erfaringer med begrebet...

Det er egentlig interessant, så meget et i øvrigt retfærdigt pistolskud i Sarajevo d. 28.06.2014. har kunnet ændre på datidens verdensorden.

For før den tid, altså omkring år 1900, kolonialiserede det danske selskab, "Det sibiriske Kompagni" – eller blot "Sibiko," hele det enorme sibiriske område. Selskabet både købte smør fra private mejerier, og etablerede egne produktionsanlæg for smør i den helt store stil. Og efter at være kommer til Danmark, blev smørret blev eksporteret videre til England.

Men som det fremgår af artiklen, så den russiske verden og Sibirien altså helt anderledes ud i 1916. For her var det altså svært blot at få tilladelse til at rejse i Sibirien.

Men allerede i februar 1917, - altså blot året efter, ændredes Rusland igen på en helt radikal måde. Og i marts 1918 underskrev Rusland og det totalt slagne Tyskland den såkaldte "Brest-Litovsk" fredstraktat.

Barbara Zalewskis afhandling "Den Nærsynede Barmhjertighed" er ikke en doktorafhandling, det er en ph.d.

Mvh. En der har læst den.

En anden kilde til de kaotiske forhold i Rusland 1917-18 finder man i forfatteren Henning Kehlers "Russiske Kroniker".

Henning Kehler rejste som sendebud mellem danske konsulater og gesandtskaber og de forskellige revolutionære regeringer.

http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Kunst_og_kultur/L...

Han beskriver f. eks. en episode på en station, hvor et skænderi mellem en matros og en officer ender med, at matrosen trækker en pistol og skyder officeren.

Hungeråret 1918 er også temaet i forfatteren Boris Pilnjaks roman "Golyj God" - "Hungeråret" eller "Sultens år".

Den omhandler anarkiet på et gods, der er overtaget af en flok lokale revolutionære, der styrer det under tiltagende kaos, indtil bolchevikerne kommer og etablerer kæft, trit og retning.

Preben Haagensen

Gert Romme, "Brest-Litovsk" fredstraktaten var et tysk diktat over for Rusland og bolsjevikkerne. Tyskland var mere eller mindre slået, men det var ikke sivet ind øst hvor Rusland var slået og den tyske militærforvaltning "Ober-ost" troede, at i fremtiden skulle det hele deles op til Tysklands fordel, og Litauen skulle have en tysk konge.
Vel, det kom til at gå anderledes, og det var Frankrig da Tyskland var slået, der dikterede vilkårene ubamhjertig over for Tyskland. "Brest-Litovsk" blev efter bolsjevikkerne sejrede stående som Ruslands vest grænse, og området blev delt op i en række mindre stater.
Dette var så realiteten mellem de 2 verdenskrige, men Sovjetunionen tog seners det tilbage som de rettelig mente var deres, ind til "Curzon-linien".