Læsetid 6 min.

Årelange forsøg på eksport af atomaffald hemmeligholdes

Af hensyn til bl.a. Danmarks forhandlingsposition har Udenrigsministeriet i en aktindsigt overstreget alle oplysninger om de lande, hvortil Danmark forsøger at eksportere knap 10.000 kubikmeter atomaffald fra Risø
Efter at Udenrigsministeriet i årevis forgæves har forsøgt at få eksporteret det farligste atomaffald, 233 kg bestrålet forsøgsbrændsel, kom Udenrigsministeriets embedsmænd i maj 2013 på en vanskelig opgave: De skulle de forsøge at få eksporteret al Danmarks atomaffald, som i dag på Risø fylder mellem 5.000 og 10.000 kubikmeter.

Tor Birk Trads

19. januar 2015

Siden maj 2013 har Udenrigsministeriets embedsmænd i kontoret for Grøn Vækst været sat på en vanskelig opgave: At forsøge at få et andet land til at modtage mellem 5.000 og-10.000 kubikmeter atomaffald, som i dag er midlertidigt deponeret på Risø.

At dømme ud fra en række dokumenter, som Information har modtaget fra Udenrigsministeriet, er det tvivlsomt, om resulatet har stået mål med embedsmændenes anstrengelser: I hvert fald er der intet i de dokumenter, som ministeriet har været nødt til at give aktindsigt i, som tyder på, at ministeriet endnu har fundet et land, der siger ja tak til det danske atomaffald.

Udenrigsministeriet har undtaget adskillige bilag, skrivelser og notater samt adskillige afsnit og ord i de udleverede dokumenter fra aktindsigt. Desuden hemmeligholdes ikke bare svarene fra de lande, Danmark har kontaktet, men endog oplysninger om, hvilke lande der er tale om.

Som begrundelse for ikke at give mere aktindsigt har Udenrigsministeriet henvist til beskyttelse dels af »væsentlige hensyn til statens sikkerhed«, fordi oplysninger om det radioaktive materiales tekniske sammensætning vurderes som »sikkerhedsmæssigt følsomme«, dels af »væsentlige hensyn til rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser«, herunder »Danmarks forhandlingsposition i forhold til de pågældende lande.« Alligevel er det muligt at danne sig et vist indblik i ministeriets anstrengelser for at få atomaffaldet eksporteret, selv om de fleste væsentlige oplysninger hemmeligholdes.

Om få måneder forventes en tværministeriel embedsmandsudvalg under Sundhedsministeriet at udarbejde et beslutningsgrundlag, så Folketinget kan vælge mellem tre løsningsmuligheder for Risø-affaldet: Eksport, slutdeponering i Danmark i et underjordisk depot eller opbevaring på et midlertidigt mellemlager.

Hvis eksportmuligheden fortoner sig, skal atomaffaldet blive i Danmark, og det betyder, at det politisk vanskelige spørgsmål vil rejse sig med stigende styrke i foråret: Hvor i landet skal det så placeres?

Tidligere eksport i vasken

I mange år forudsatte de danske myndigheder, at atomaffaldet fra Risø kunne deles i to portioner: Langt den største del af affaldet – såkaldt lav- og mellemaktivt affald som f.eks. arbejdstøj eller dele fra metalrør – kunne placeres i et slutdepot et sted i Danmark, som man derfor gik i gang med at finde egnede lokaliteter til. Som Information har beskrevet, ønsker ingen af de seks udpegede steder at huse affaldet.

En anden løsning skulle findes for en mindre del af affaldet, primært 233 kg bestrålet forsøgsbrændsel med en stor mængde langlivede isotoper:

»På grund af den eksorbitante store udgift til deponering i Danmark af dette affald skulle der arbejdes på en international løsning, dvs. en eksportløsning«, som det hed i en status, som Forskningsministeriet udarbejdede i marts 2012. Men selv om der på embedsmandsniveau havde været drøftelser med formentlig tre-fire lande (som alle er overstreget i dokumentet), så var forhandlinger endt »uden resultat«.

I et samtidigt notat uddybede Forskningsministeriet, hvad en række andre lande gør med deres bestrålede brændsel: USA har flere mellemlagre, men et planlagt stort depot er stoppet af politiske årsager. I Canada og Holland mellemlagres affaldet, mens Spanien planlægger et mellemlager. Finland og Sverige har forbud mod import af radioaktivt affald. Frankrig vil slutdeponere i dybe lerlag, og det samme vil Belgien.

Resultatet af embedsmændenes årelange internationale kontakter fyldte seks linjer i notatet, og de er alle overstregede. Derefter hed det: »Det er ligeledes undersøgt, om [flere ord overstreget], men dette endte uden positivt resultat. Der har tillige været kontakt [flere ord overstreget] med henblik på langtidsopbevaring, dette spor er ikke lukket [flere ord overstreget].«

Selv om det trods anstrengelserne altså ikke var lykkedes at få en aftale om eksport af de 233 kg særligt langlivet affald, besluttede daværende sundhedsminister Astrid Krag (S) i samråd med sundhedsordførerne i oktober 2012 at udvide projektet til et forsøg på at afsætte samtlige knap 10.000 kubikmeter dansk atomaffald til udlandet.

Politikerne aftalte også, at de igangværende bestræbelser på at finde et egnet sted i Danmark til et slutdepot for alt atomaffald skulle fortsætte, samtidig med at mulighederne for et mellemlager til affaldet for første gang kom ind som en mulighed.

Ingen fortilfælde

I maj 2013 henvendte Sundhedsministeriet sig derfor til Udenrigsministeriet, der nu blev bedt om at kontakte og formidle kontakt til potentielle modtagerlande for alt affaldet. Det skulle ske i samarbejde med Dansk Dekommissionering, der står for demonteringen af installationerne på atomforskningsstationen Risø og dermed også er ansvarlig for den nuværende oplagring af affaldet på Risø.

Efter et møde i september 2013 med Dansk Dekommissionering stod det klart for Udenrigsministeriet, at de var sat til at løse en helt speciel opgave: »Det fremgik under mødet (…) at der ikke var kendskab til fortilfælde med eksport af radioaktivt affald i de mængder, der nu var tale om med alt radioaktivt affald på Risø«, som det hed i et brev, som ministeriets departementschef skrev til sin kollega i Sundhedsministeriet i december 2013. Forinden havde Dansk Dekommissionering »gennem sit internationale kontaktnet på teknisk niveau undersøgt mulighederne for en international deponeringsløsning, hidtil uden resultat«, fremgik det af et udkast til den instruks, som Udenrigsministeriet ville sende til en række ambassader.

»Det foreslås videre, at instruktionen indsnævres til en kreds af OECD-lande, hvor der er danske ambassader, og hvor der er kapaciteter eller planlagte kapaciteter til at kunne opbevare nukleart affald«, skrev chefen fra Kontoret for Grøn Vækst i Udenrigsministeriet i en mail. Ambassaderne fik instruksen den 20. december med kort frist til den 10. januar 2014.

At dømme ud fra en samlet liste over ministeriets dokumenter i sagen blev højst otte ambassader instrueret om bl.a. at undersøge, om de pågældende lande havde forbud mod import af atomaffald fra andre lande, og om der var konkrete eksempler på deponering af fremmede nationers radioaktive affald.

Intet at bebrejde ambassader

Der er ikke spor i ministeriets dokumentliste af senere kontakter til hverken danske ambassader eller nye høringer af udenlandske myndigheder, så indberetningerne fra de otte ambassader i januar 2014 er formentlig den eneste gang, hvor Udenrigsministeriet har taget kontakt til en række andre lande om eksport af alt det danske atomaffald.

I slutningen af januar 2014 blev der holdt endnu et møde mellem embedsmændene om ambassadernes indberetninger, hvis indhold Udenrigsministeriet altså ikke ønsker at dele med offentligheden. Måske giver en enkelt formulering i en opfølgende mail fra ministeriet et fingerpeg om, at resultatet af ambassadernes anstrengelser ikke har været alt for opmuntrende. »Vi er godt tilfredse med at høre, at der har været tale om et grundigt stykke arbejde fra ambassadernes side«, som kontorchefen for Grøn Vækst formulerede det i en mail til mødedeltagerne fra de andre ministerier.

I lyset af, at der ifølge dokumentlisten ikke siden januar 2014 har været yderligere kontakter mellem Udenrigsministeriet og en eller flere myndigheder i et eller flere andre lande omkring eksport af det danske atomaffald, er det bemærkelsesværdigt, at ambassaderne får ros for en grundig indsats – men altså ikke for et opnået resultat. Det kan næsten kun forståes sådan, at ambassaderne allerede har fået et klart svar – formentlig et nej tak.

I de følgende uger brugte embedsmændene tiden på at formulere et notat med en konklusion på Udenrigsministeriets forespørgsler, som ifølge en mail fra formanden for embedsmandsgruppen fra marts 2014 skulle »blive grundlag for en regeringsproces vedr. ’udlandssporet’.«

Store dele af mailen er overstreget, men det fremgår dog, at udkastet mangler »en beskrivelse af status for bestræbelserne vedr. 233 kg. Særligt affald – [en sætning overstreget] – en lidt nærmere beskrivelse af status og overvejelser dér.«

I maj 2014 svarede udenrigsminister Martin Lidegaard (R) tilbage på et spørgsmål fra Folketingets Udenrigsudvalg, der gerne ville høre nærmere om ministeriets aktiviteter i forhold til det danske atomaffald. Svaret sluttede med en bemærkelsesværdig formulering, der heller ikke tyder på, at Udenrigsministeriet eller ambassaderne har fundet et aftagerland:

»I slutningen af januar 2014 blev der ved endnu et møde i embedsmandsgruppen gjort en foreløbig status for indberetningerne om mulighederne for at finde en deponeringsløsning for alt affaldet. Efterfølgende har der været drøftelser og overvejelser mellem de berørte ministerier og myndigheder om de mest hensigtsmæssige næste skridt i sagen.«

Og sådan er situationen formentlig stadigvæk, for »de mest hensigtsmæssige næste skridt i sagen« synes ikke at være taget. I hvert fald er svaret til Udenrigsudvalget i maj 2014 det sidste dokument i Udenrigsministeriets dokumentliste om sagen om ministeriets forsøg på at eksportere alt Danmarks atomaffald.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for lars abildgaard
    lars abildgaard
  • Brugerbillede for Hugo Barlach
    Hugo Barlach
  • Brugerbillede for Henrik Christensen
    Henrik Christensen
  • Brugerbillede for Anne Eriksen
    Anne Eriksen
  • Brugerbillede for Torben Selch
    Torben Selch
lars abildgaard, Hugo Barlach, Henrik Christensen, Anne Eriksen og Torben Selch anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Egon Jensen

Euratom-direktiv 2011/70 siger i art. 4 stk. 4, at hvert land skal lagre atomaffald selv. Undtaget er ifølge art. 2 stk. 3 lit b brændseleselementer fra forskningsreaktorer (altså som Risø). Men de må kun sendes tilbage, hvor de kom fra. Derfor er det svært at forstå, at man alligevel har afprøvet andre optioner. De her 5000-10000 kubikmeter lavaktiv affald skal nok blive i Danmark.

Om USA (og det er den eneste option) er villig til at modtage brændseleselementer, er pt. ret tvivlsomt, pga. af stor lokal modstand mod import af atomaffald.

---
I øvrigt står der også i direktivets art. 10: "Medlemsstaterne sikrer, at de nødvendige oplysninger
vedrørende håndtering af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald stilles til rådighed for arbejdstagerne og offentligheden. Denne forpligtelse omfatter, at den kompetente tilsynsmyndighed skal informere offentligheden på de områder, der ligger inden for dens kompetence....Medlemsstaterne sikrer, at offentligheden får de nødvendige muligheder for at deltage effektivt i beslutningsprocessen vedrørende håndtering af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald." Hmm, interessant.

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Nu tænker jeg bare helt ud af boksen, ikke, ja faktisk uden at vide hvad jeg taler om, men: hvad med Grønland? Så vidt jeg husker, har der allerede været atom- et eller andet før deroppe?

Brugerbillede for Preben Rasmussen
Preben Rasmussen

Egon Jensen :

Tak for de faktuelle oplysninger. Det sætter naturligvis historien i rigtig sammenhæng.

MEN, vis mig det land, demokratisk eller autoritært, der endegyldigt og sikkert har løst problemerne med opbevaring af affaldet efter den tidsforskudte uansvarlighed ? ( Læs atomkraftværkerne + alle sideforgreningerne ? )

Brugerbillede for Vibeke Hansen
Vibeke Hansen

Jeg tolker artiklen som en forargelse af, at der var manglende oplysninger og udeladelser i det udbedte materiale.
Jeg fin der det forståeligt, at pressen ikke kan få alt. Vi har efterhånden tradition i medierne for, at en sag pludselig kan eksplodere i et cirkus af forskellige meninger og ofte temmelig unuanceret. Det kunne være, man havde Grønland i tankerne. Måske ikke en dårlig ide, jeg har ikke gennemtænkt nogen løsningsmodel. Til gengæld tror jeg ikke, det vil gavne forhandlingerne, såfremt det blev en folkesag, heller ikke udlandske muligheder.
Endelig er det da heller ikke nogen særlig god ide, at vi i disse terrortider gør opmærksom på, at vi har atomaffald under transport i Europa. Det ville klæde avisen, at tænke over, hvad konsekvenserne af deres krav om oplysningsret kunne være. Jeg tror oprigtigt talt, at selv om jeg går fuldt ind for åbenhed, så er der ting, det er uansvarligt at offentliggøre forlods.

Brugerbillede for Thorkil Søe

Nu spøger det igen. Alle taler om ’Atomskrot’ således at vi kan glemme det egentlige problem: Kemiaffald.
Så snart det kommer fra atomreaktorer er det farligt, ikke bare i lille Danmark.
World Nuclear skriver lidt om den globale forvirring:
Recycling materials from decommissioned nuclear facilities is constrained by the level of radioactivity in them. This is also true for materials from elsewhere, such as gas plants, but the levels specified can be very different. For example, scrap steel from gas plants may be recycled if it has less than 500,000 Bq/kg (the exemption level). This level however is one thousand times higher than the clearance level for recycled material (both steel and concrete) from the nuclear industry, where anything above 500 Bq/kg may not be cleared from regulatory control for recycling. – – – – Norway and Holland are the only countries with consistent standards.
Der er noget at leve op til.

Brugerbillede for Egon Jensen

@Vibeke Hansen
Jeg synes, at det er temmelig naiv at tro, at man kan flyve under radaren i den her sag. Det kan være, at man i Danmarks "grønne" parti SF hellere beskæftiger sig med plastikposer end med nuklear brændsel og at andre partier sletvæk ikke er interesseret, men eksport af atomaffald har i hvert fald i andre lande stor bevågenhed.

Dette gælder i særdeleshed i de regioner i USA, hvor atomaffald skal opbevares, hvis den sendes tilbage. I sidste år havde allerede Tyskland i en lignende sag (forskningsreaktor Jülich) prøvet at få USA til at modtage deres affald tilbage. Indtil videre er der ikke mere kommet ud af, end en uforpligtende "memorandum of understanding".

Den 23. august 2015 er der i øvrigt deadline for at indrapportere til EU-komissionen angående Euroatom-direktivet og at fremlægge et national program angående radioaktiv affald - så det er i vis forstand allerede en hastesag (og den rapport skal også offentliggøres).

Brugerbillede for Bill Atkins

Hvad er der i vejen med den Hollandske model der går ud på at bygge en lagerbygning der kan indeholde al det indstøbte materiale og så ansætte et mandskab der holder kontrol med det indstøbte.

At grave problemet ned så det ikke kan ses, eller eksportere det til et andet land, er primitiv og kapitalistisk tankegang.