Læsetid: 8 min.

’Men det behøver De ikke at skrive!’

Journalisterne Anders B. Nørgaard og Poul Dalgård fortsatte i novemberdagene i 1948 deres afsløringer af bagmanden bag sortbørshandelen. Det lykkedes at få politiet til at indlede en undersøgelse af ’Edderkoppen’, sortbørsens mystiske storgangster, måske fordi de to journalister afleverede al deres research til justitsministeren
Det vakte kolossal opsigt og var regulære tilløbsstykker, da bagmændene for sortbørshandelen i 1950 kom for retten efter Social-Demokratens afslørende artikler om den mystiske ’Edderkop’, som hidtil var sluppet for straf, selv om han var kendt af politiet.

Erik Petersen

5. januar 2015

En række omfattende guldtyverier i Holbæk-området i begyndelsen af november 1948 vakte enorm opsigt på avisernes kriminalredaktioner. Var der en forbindelse mellem guldtyverierne og den mystiske ’Edderkop’, der styrede store dele af den københavnske underverden?

Onsdag den 10. november

Om onsdagen fortsatte journalisterne Nørgaard og Dalgård med at indsamle oplysninger om brugtvognsforhandleren Svend Aage Hasselstrøm, som ifølge de tip, journalisterne foreløbig havde fået, skulle være bagmanden bag den blomstrende sortbørshandel.

Fra Social-Demokratens redaktion i Nørre Farimagsgade tog Dalgård endnu en gang på ’fisketur’ på Politigården og talte ifølge de to journalisters hidtil ukendte dagbog bl.a. med efterretningsafdelingen, der bekræftede, at Hasselstrøm siden oktober havde afsonet en dom i en pengesag på 40 dage i Sct. Jørgensbjerg arrest ved Roskilde, og at han ikke ville komme ud før efter afsoningen.

Fra indehaveren af et ingeniørfirma, der havde kontorer i det saneringsmodne Borgergadekvarter, hvor også Hasselstrøm boede i en moderne lejlighed i Dronninggården, fik Dalgård senere på formiddagen at vide, at Hasselstrøm under pengeombytningen efter krigen havde inviteret alle beboere fra kvarteret på en skovtur mod, at deltagerne senere hver især vekslede en 500-kroneseddel for Hasselstrøm.

Ingeniøren havde også hørt, at Hasselstrøm havde sendt »champagne og andre gaver« til en politikommissær på den nærliggende Station 3 i St. Kongensgade, da kommissæren havde jubilæum.

Mange af betjentene på Station 3 skulle også købe spiritus fra forretningen i Klerkegade 7 efter lukketid og om søndagen. »Han har set det med egne øjne,« skrev journalisterne i deres dagbog om ingeniøren.

Midt på dagen kunne en kollega på Social-Demokraten komme med overraskende oplysninger fra sine kilder i Krisepolitiet, der netop havde til opgave at efterforske sortbørshandel: Personalet havde nu fået »en instruks« gående ud på, at samtlige af Svend Aage Hasselstrøms gamle sager skulle hentes fra politiets arkiver og underkastes en revision, fordi man ville kontrollere, »hvorledes sagerne er sluttet og hvilke politifolk, der har haft med de enkelte sager at gøre«.

I dagbogen spekulerede Nørgaard og Dalgård om, hvorvidt ordren til undersøgelsen var udgået fra politidirektør Herfelt, som journalisterne jo stod på god fod med, eller om det var vicepolitiinspektør og chef for Krisepolitiet Tage Agdal – som journalisterne derimod mistænkte for at være i Hasselstrøms sold – der selv havde arrangeret undersøgelsen »for at få rygterne dementeret«.

Fra andre kilder i det kriminelle miljø fik journalisterne fortsat en løbende strøm af oplysninger om Edderkoppen og hans søskende, der indgik i edderkoppespindet: Hasselstrøm ejede restarant ”Øresund” i Nyhavn, ligesom han kontrollerede ’Mayfair’, som var omdøbt til ’Hollywood-Kantinen’, skrev journalisterne i dagbogen og fortsatte:

»Foruden Svend Aage Hasselstrøm og hans to søstre er der brødrene Volmer (cigarforretningen i Adelgade, der drives af hustruen), endvidere Christian Hasselstrøm, der har forretningen i Klerkegade (med stråmand, vist kæresten Nielsen), holder til i Industricafeen, hvis kasse han hver aften tømmer. Desuden Henry Hasselstrøm, den yngste broder, der karakteriseres som den værste af dem alle, der skal ordne ’øretæverne’ til folk, der ikke makker ret. Voldsmand i den store stil.«

Ved 20-tiden ringede Nørgaard til politidirektør Herfelt for at høre, om det var ham, der havde givet ordre til undersøgelsen af de gamle Hasselstrøm-sager. Ifølge dagbogen fortalte Herfelt, at »nogen egentlig undersøgelse har jeg ikke foranstaltet, men det vil naturligvis være udmærket, hvis Agdal vil gå dybere til bunds«.

Men da Nørgaard bagefter ringede til Agdal, var lederen af Krisepolitiet fåmælt: »Det er jo vores interne handlinger, De kommer ind på, og det føler jeg mig ikke beføjet til at udtale mig om«, svarede Agdal ifølge dagbogen.

Derefter spurgte Nørgaard, om offentligheden ville få noget at vide om det eventuelle resultat?

»Tjah, ærede redaktører, hvis vi finder ud af det, og der sker noget sensationelt, kommer vi ikke uden om det. Men foreløbig synes jeg ikke, jeg vil uddybe vore rent indre anliggender, bl.a. for ikke at skræmme vildtet. Men det behøver De ikke at skrive!« lød svaret fra Agdal.

Det gjorde de to journalister da heller ikke i den artikel, de skrev til næste dags avis.

Torsdag den 11. november

»Opsigtsvækkende vending i ’Edderkop’-affæren« lød rubrikken på dagens forside af Social-Demokraten. I artiklen skrev Nørgaard og Dalgård, at politidirektør Herfelt nu havde beordret bagmandens forhold taget op til speciel undersøgelse. I en sideartikel på forsiden gik de to journalister tættere på den mystiske bagmand: »’Edderkoppen’ sidder i Sankt Jørgens arrest«, skrev de med tilføjelsen, at arresten »er kendt som et af de behageligste arresthuse i landet«.

Hasselstrøm blev hverken i denne eller de to journalisters øvrige artikler i november-december 1948 omtalt med sit eget navn.

Resten af torsdagen fortsatte journalisterne med at støve kilder op og samle oplysninger om Hasselstrøm og hans mange jern i ilden. Nørgaard fik kontakt til en fuldmægtig i Prisdirektoratet, der var villig til under fuld diskretion at meddele, hvad han havde observeret. Fuldmægtigen oplyste ifølge dagbogen, at »der foregår og er foregået kæmpemæssige sortbørsaffærer, som politiet ikke kan overkomme at bestride«.

Men også inden for toldvæsenet var der brodne kar: For knap et år siden kørte således en lastbil fyldt med cigaretter ud fra frihavnen. »Ovenpå læsset sad en uniformeret tolder (mand med trisse om hatten) og sørgede for, at vognen gik glat igennem.«

Fuldmægtigen mente også, at hele denne affære understøttede kommunistpartiet. Det var i forvejen almindelig kendt, at den navnkundige tidligere kommunistiske formand for Søfyrbøderne, Richard Jensen, der selv havde været fængslet for sortbørshandel, i mange år havde været en nær bekendt af Hasselstrøm og deltaget i mange af kredsens luksuriøse fester.

Det var hverken første eller sidste gang, at de to journalister på den socialdemokratiske avis blev gjort opmærksom på denne mystiske forbindelse mellem kredse omkring kommunistpartiet og sortbørshandelen. I dagbogen indskrev de fuldmægtigens oplysninger:

»Richard Jensen, der vitterlig er Hasselstrøms højre hånd og en af hans stærkeste mænd, måske den stærkeste, støtter ’Land og Folk’ (kommunisternes dagblad, red.) økonomisk fra de kilder, Hasselstrøm og konsorter øser af«.

Social-Demokratens artikler havde vakt opsigt hos andre dagblade, deriblandt Information, der dengang var en eftermiddagsavis. Forfatteren Christian Holtet, der har offentliggjort en afskrift af de to journalisters hidtil ukendte dagbog på internettet, mener ligefrem, at der mellem Nørgaard og Dalgård på Social-Demokraten og journalist Victor Thomas på Information var indgået en slags ’lokumsaftale’, således at Information fik adgang til oplysninger fra kollegerne på den socialdemokratiske morgenavis, som de så kunne arbejde videre med til eftermiddagsudgaven af Information.

Om samarbejdet nu var så fast struktureret eller ej, så bragte Information om eftermiddagen den 11. november en forsideartikel om endnu »en pinlig episode« fra Krisepolitiet: En krisebetjent havde siddet og spist på en restaurant ved samme bord som en sigtet, hvis sag betjenten selv var i gang med at undersøge. Over for Information afviste krisebetjenten dog, at der skulle være noget galt: Det var ganske vist rigtigt, at han samme formiddag havde talt med den sigtede, men det var helt tilfældigt, at de to senere havde mødtes igen på samme frokostrestaurant, lige som det var tilfældigt, at de havde siddet ved samme bord.

»Vi spiste ved det samme bord, men talte overhovedet ikke om sagen,« som betjenten forklarede til Information.

Lørdag den 13. november

»Afsløringerne har lammet sortbørsen«, lød rubrikken på de to journalisters forsideartikel lørdag. Teksten havde nærmest karakter af en ledende artikel.

»Foreløbig har den forventede kampagne mod sortbørsens store bagmænd resulteteret i, at en stor del af byens sortbørshandel er lammet«, skrev de to journalister.

»Den påbegyndte politiundersøgelse bør udvides betydeligt«, fortsatte artiklen, hvori det også hedder: »Det må være muligt at efterspore, hvordan en mand, der starter som alfons, cykletyv og småforbryder, og som i dag kan strø om sig med penge, har skabt sin formue. På hæderlig vis kan det ikke være gået til, og er det virkelig sådan, at et vidtforgrenet net i underverdenen dækker bagmændenes virksomhed, rummer det så alvorlige konsekvenser, at ingen indsats må skyes.«

Samme eftermiddag bragte Information en egentlig leder af avisens redaktør Børge Outze, der ud over at skrive anderkendende om de to journalister på Social-Demokraten nærmest ord til andet gentog synspunkterne fra morgenens artikel i Social-Demokraten:

»Nu og da har man troet, at ’Social-Demokraten’ helt har glemt sin rolle som de Riges Revser og Autoriteternes vaagne Samvittighed. Det er derfor, bladpolitisk og indenrigspolitisk, uhyre bemærkelsesværdigt, at et Par unge, nyankomne Journalister har faaet Lov at skrive Spalter om den saakaldte ’Edderkoppe-Sag’ i København med mere end skjulte Antydninger af, at der er noget galt hos Politiet, naar rene Chicago-Tilstande kan tolereres saalænge.«

Outze skrev desuden: »Krisepolitiet har i denne Sag ikke at gøre med sin gamle Fjende, ’Ekstrabladet’, eller med det samfundsomstyrtende ’Information’, men med bladet med den direkte Telefonforbindelse til Hedtoft.«

At der mellem den socialdemokratiske avis og regeringen med statsminister Hans Hedtoft i spidsen var en direkte linje, fremgår af næste afsnit af Nørgaards og Dalgårds dagbog. Det er en anonymiseret sammenfatning af de to journalisters research, som især er interessant på grund af en håndskreven tilføjelse øverst på forsiden af afsnittet: »Special-Rapport 6 B. til politidir. i K. & via Tabor til Min.«

Peder Tabor var chefredaktør på Social-Demokraten, og formentlig er »Min.« identisk med den socialdemokratiske justitsminister Niels Busch-Jensen, der i givet fald på denne måde fik et førstehåndsindtryk af, hvad de to journalister indtil nu havde indsamlet af oplysninger.

Busch-Jensen kunne således læse om, hvordan anonyme politimænd havde været ude for, at sager mod ’Edderkoppen’ eller hans håndgangne mænd blev lagt ned, når Krisepolitiet overtog sagerne fra det almindelige politi. Og hvordan Hasselstrøm med en enkelt opringning til Politigården endda havde fået løsladt en af sine mænd, der var anholdt for guldsmugleri. Eller hvordan Hasselstrøm, der også var brugtvognsforhandler, var storaftager af »betydelige mængder benzin, der stjæles fra militæret, specielt fra Værløse«.

Justitsministeren kunne også læse, at en af Hasselstrøms håndlangere drev et pottemagerværksted i Brønshøj, der i virkeligheden blev brugt til at afvaske stempler af brugte rationeringsmærker, så de kunne sælges på sortbørsen som friske mærker. Og at Hasselstrøm gav en stor middag for føromtalte forhenværende søfyrbøderformand Richard Jensen, da denne blev løsladt efter en sortbørsstraf.

Special-Rapporten til Busch-Jensen sluttede med følgende vurdering af ’Edderkoppen’, der under krigen startede sin kriminelle løbebane som alfons og cykeltyv i saneringskvarteret Borgergade-Adelgade:

»Samtidig med, at han bevarer sin kontakt med ’underverdenen’, er det lykkes for ham i kraft af sine næsten ubegrænsede pengemidler skjult i talrige foretagender at vinde indpas også i kredse, hvor han normalt aldrig kunne have fået adgang.«

Serie

Jagten på Eddderkoppen

En hidtil ukendt og strengt fortrolig dagbog fra Anders B. Nørgaard og Poul Dalgård viser, hvordan de to journalister i efteråret 1948 kom på sporet af, at der var en anonym bagmand – Edderkoppen.

På grundlag af dagbogen følger Information i hælene på de to journalister, da de i november-december 1948 trængte ned i den københavnske underverden.

Seneste artikler

  • ’Jeg vil renses for jeres smuds-journalistik, og I skal nok komme til at dementere’

    15. januar 2015
    I slutningen af november 1948 fik journalisterne Nørgaard og Dalgård besøg af en fætter til ’Edderkoppen’, som forlangte at få sit navn renset, fremgår det sidst i journalisternes hidtil ukendte dagbog om deres afsløringer af efterkrigstidens sortbørs
  • ’En hæderlig ældre herre, der ikke har en anelse om, hvad der foregår’

    12. januar 2015
    Under den fortsatte jagt på oplysninger om sortbørsens mystiske bagmand i efteråret 1948 blev journalisterne Nørgaard og Dalgård meget deprimerede over at erfare, at en af deres kilder i politiet måske selv var på bagmandens lønningsliste. Det fremgår det af deres hemmelige dagbog
  • ’En stor mystisk mand’

    2. januar 2015
    Brugtvognsforhandlere, sortbørsgrossister, alfonser, cigarhandlere, værtshustjenere og bestukne politifolk. Det myldrer med suspekte typer, når vi på grundlag af en hidtil ukendt dagbog fra 1948 følger med journalisterne Anders B. Nørgaard og Poul Dalgaard ind i efterkrigstidens københavnske gangstervælde
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu