Læsetid: 7 min.

’Fagbevægelsen har brug for et kulturopgør af dimensioner’

Fokus skal i fagbevægelsen flyttes fra medlemstal til overenskomstdækning, mener professor Ove Kaj Pedersen, som forudser store kulturkampe i fremtiden for fagbevægelsen. Fusioner er nødvendige, hvis arbejdstagerne vil have en chance mod arbejdsgiverne, mener han
Fagbevægelsen er nødt til at bevæge sig ind i ’arbejdskampens tredje fase’, mener professor Ove Kaj Pedersen

Fagbevægelsen er nødt til at bevæge sig ind i ’arbejdskampens tredje fase’, mener professor Ove Kaj Pedersen

Tor Birk Trads

5. januar 2015

Spørger man professor Ove Kaj Pedersen om fremtidsudsigterne for den danske fagbevægelse, får man en dyster analyse.

Erhvervsstrukturerne gør det sværere at organisere lønmodtagerne. Arbejdsgiverne har udkonkurreret fagbevægelsen på ressourcer. Den politiske legitimitet er dalende. Og værst af alt: Fagbevægelsen har overset en af nutidens største værdikampe: retten til at forsørge sig selv.

Men midt i al mismodet er der også håb for fagbevægelsen. For på ingen af de fire områder er kampen ifølge Ove Kaj Pedersen tabt.

»Det er en værdikamp. Vi er i gang med en revitalisering af den grundlæggende værdikamp. Fagbevægelsen burde gå direkte ind i den værdikamp. Den kunne sige, at den går ind for den enkeltes pligt til at forsørge sig selv og den enkeltes ret til at modtage offentlig forsørgelse, hvis vedkommende har brug for det‚« forklarer Ove Kaj Pedersen.

For at forstå værdikampen er man nødt til at gå tilbage til fagbevægelsens oprindelse i midten af 1800-tallet.

»Fagbevægelsen opstod i 1860’erne i kampen for selvforsørgelse. Alle, der arbejdede i fabrik, hus, hos bonden, på gården, var uden en fuldstændig arbejdsfrihed. De var tvunget til at arbejde. Der var en entydig arbejdspligt. Selve det at gå fra en entydig arbejdspligt til friheden til selv at lade sig ansætte på de betingelser, man selv underskriver gennem en kontrakt, var en af fagbevægelsens største kampe nogensinde. Det handlede om retten til at forsørge os selv og ikke at være underkastet en mester, en bonde, en ægtemand, der uden samtykke kunne tvinge en til at arbejde og på egne betingelser. Kampen for arbejdsfriheden kom aldrig til at stå som en frihedskamp, som ejendomsretten og næringsfriheden gjorde det i Danmark. Men kampen for den enkeltes ret til at råde frit over sin egen arbejdskraft er vel blandt de allervigtigste frigørelsesprocesser i moderne historie, og hvor de faglige organisationer gennem det kollektive overenskomstsystem har taget de største slagsmål og vundet den vigtigste sejr.«

»Vi er i gang med en betydelig værdikamp, som ingen rigtigt lægger mærke til. Det handler igen om selvforsørgelse versus offentlig forsørgelse. Et af fagbevægelsens traditionelle emner. Med alle ændringerne i dagpenge- og kontanthjælpssystemerne og det stigende pres for, at flere og flere skal være til rådighed for arbejdsmarkedet, er vi kommet tilbage til fortiden og til forsøget på at gøre flere selvforsørgende. Den udvikling, som Mette Frederiksen som tidligere beskæftigelsesminister søsatte med debatten om ret og pligt, har fagbevægelsen ikke opdaget – også selv om det historisk har været den vigtigste af alle. Overgangen fra velfærdsstat til konkurrencestat er aldrig blevet præsenteret som en værdikamp. Det er blot blevet præsenteret som politik. Fagbevægelsen kunne positionere sig stærkere i debatten, hvis den markerede, at det er en værdikamp. Vi ser jo, hvor stærkt udlændingepolitikken trænger igennem, fordi den bliver ekspliciteret som værdikamp,« mener Ove Kaj Pedersen.

Arbejdskampens tredje fase

Da kampen for muligheden for at forsørge sig selv blev vundet, valgte fagbevægelsen ifølge Ove Kaj Pedersen at kæmpe for velfærdsydelser og -service til alle og for at modtagelse af offentlig forsørgelse ikke førte til tab af rettigheder eller til social stigmatisering. Den kamp er nu også vundet, mener professoren. Derfor har fagbevægelsen brug for at træde ind i arbejdskampens tredje fase.

»Velfærdskampen har handlet om ydelser og service til alle uden retlige eller sociale konsekvenser. Nu skal man retorisk og mentalt skifte til en diskussion, som baserer sig på en kritik af ens egen succes. Det er sgu da en udfordring,« siger Ove Kaj Pedersen og uddyber:

»Der er nemlig tale om en faglig kamp, når der i dag er konflikter om dagpenge og kontanthjælp og om, hvem der skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. I de sidste små tyve år er der kommet en tættere og tættere sammenknytning mellem velfærdsydelser og overenskomsterne. Fagbevægelsen har kæmpet på to fronter, og begge kampe er vundet. Derfor må fagbevægelsen finde ud af, hvad det er for et syn på arbejde, den nu og i fremtiden vil lægge til grund for sin faglige kamp. Hvor går grænsen mellem den offentlige ydelse og den ydelse, som fagbevægelsen kan sikre gennem overenskomster? Det åbner for to forskellige samfundsmodeller for fagbevægelsen. Den ene model mere solidarisk end den anden. Den ene er den tyske model, hvor man splitter overenskomster og velfærdssystem, så de, der har et arbejde på en overenskomst, er sikret velfærdsydelser. Det betyder, at de, der ikke arbejder på overenskomst, bliver overladt til den offentlige service, hvor kvaliteten og omfang kan være radikalt forskelligt. Det er den todelte samfundsmodel. Den anden model handler om, at man tilstræber at kæmpe både for dem, der er på overenskomst, og dem, der ikke er. Det er den nordiske samfundsmodel. Fagbevægelsen er nødt til at træffe et valg, fordi erhvervsudviklingen tvinger den til det. Men desværre er der ikke noget, der tyder på, at fagbevægelsen er bevidst om det. Man har i hvert fald ikke talt om det udadtil som en grundlæggende kamp om fremtidens samfundsmodel. Diskussionen om ret og pligt til at arbejde er ikke kørt stort op.«

Fokus på overenskomstdækning

Det er ikke kun i den offentlige debat, at fagbevægelsen er udfordret. Medlemstallene er dalende, og det samme gælder for organisationsgraden. Den udvikling skyldes ifølge Ove Kaj Pedersen, at erhvervsstrukturerne udvikler sig i en ugunstig retning for fagbevægelsen.

Selv om industrien i Danmark vel nærmest aldrig har produceret så meget, som den gør nu, tabes arbejdspladser, fordi arbejdet kræver færre og færre ansatte, når robotter overtager arbejde. De arbejdspladser, der tabes, er ofte inden for områder, hvor fagbevægelsen traditionelt har haft de højeste organisationsgrader. I stedet skabes der arbejdspladser i servicesektoren, som fagbevægelsen ikke har tradition for eller erfaring med at organisere.

»Ansatte i servicesektoren er ofte andre typer end dem, der har arbejdet med industri eller landbrug. Det er ofte unge, det er kvinder, det er ufaglærte, det er studerende, det er udlændinge, og det er mange midlertidige stillinger, der er i servicesektoren. De grupper er notorisk svære at organisere. Der er ingen åbenlys interesse i at organisere sig blandt de grupper. Derfor må man forvente, at fagbevægelsens organisationsgrader vil være faldende de næste mange år, hvis man ikke formår at få organiseret flere i en sektor, der får flere job,« siger Ove Kaj Pedersen.

Det har også den konsekvens, at fagbevægelsen er nødt til at fjerne fokus fra ensidigt at være på medlemstal og organisationsgrad og i højere grad at fokusere på overenskomsterne på arbejdsmarkedet, mener Ove Kaj Pedersen.

»Det er i stigende grad vigtigt for fagforeningerne at have overenskomstretten og i stigende grad at lade overenskomsterne være dækkende for områder, hvor der ikke er overenskomstret, og hvor der heller ikke er nogen egentlig faglig organisering. Dækningsgraden af overenskomst er i stigende grad det, som fagbevægelsen skal lægge vægt på. Det skal sikre, at man ikke får lønkonkurrence eller konkurrence om arbejdsbetingelserne. Det kan sikre mod social dumping, og det ændrer kampen fra at organisere til overenskomstdækning.«

Kampen i regnearkene

Men det er ikke kun strukturerne på arbejdsmarkedet, der spænder ben for fremtidens fagbevægelse. Fagbevægelsen har også i sin egen struktur en række benspænd, som vanskeliggør dens omstilling til fremtiden, mener Ove Kaj Pedersen.

»Det giver fagbevægelsen store problemer, fordi den er så opsplittet, som tilfældet rent faktisk er. Arbejdsgiverne har fusioneret og er blevet store og ressourcestærke. Det gælder både Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiverforening, men det gælder i nok så høj grad inden for det offentlige, hvor Finansministeriet sidder på de statslige arbejdspladser og via kontrollen over KL også har de kommunale arbejdspladser. Det er en voldsom centralisering hos arbejdsgiverne. Nok har fagbevægelsen gennemført fusioner de seneste år, men den er stadig stærkt fragmenteret sammenlignet med arbejdsgiverne. Det betyder, at arbejdsgiverne har store muligheder for at udkonkurrere fagbevægelsens mange fagforbund.«

Derfor forventer Ove Kaj Pedersen også, at vi i de kommende år vil opleve flere og flere fusioner blandt de enkelte fagforeninger, og han følger med interesse diskussionen om, hvorvidt de to hovedorganisationer – LO og FTF – skal fusioneres.

»Der er ofte en følelsesmæssig tilknytning til ens faglighed og fagforening. Derfor betyder fusionerne, at man sætter spørgsmålstegn ved den kultur og selvforståelse. Fagbevægelsen har brug for et kulturopgør af dimensioner, fordi man så kun er fælles om at være arbejdstagere.«

Foretager fagbevægelsen kulturopgøret, og lykkes det at bruge ressourcerne bedre, vil fagbevægelsen stå langt stærkere end i dag, vurderer Ove Kaj Pedersen.

»I dag regner Finansministeriet og Dansk Industri fagbevægelsen bagud. Der foregår en analytisk kamp, som fagbevægelsen slet ikke er med i. Og hvordan forklarer man medlemmerne, at de skal indbetale mange tusinde kroner om året til et regneapparat, der repræsenterer dem ved at være på forsiden af avisen med et regneark? Det kan være vanskeligt for det enkelte medlem af se relevansen af den regnearkskamp, men det er nødvendigt, hvis fagbevægelsen vil overleve og øge den politiske legitimitet, som den er nødt til at kæmpe for hele tiden.«

Serie

Seneste artikler

  • ’Måske har krisen rundet vores kanter lidt for meget’

    3. januar 2015
    Både på nationalt og internationalt plan er fagbevægelsens store udfordring ifølge FTF-formand Bente Sorgenfrey, at politikerne ikke tager arbejdstagerorganisationerne alvorligt. Det er fagbevægelsens egen skyld, mener hun
  • ’Sammenhold betyder alt – det får det hele til at køre’

    29. december 2014
    27-årige Robin Løffmann er et af fagbevægelsens nyeste medlemmer – og et af dem, fagbevæ-gelsen skal bygge sin fremtid på. Han ser fællesskabet som den helt store styrke – både i dag og i fremtiden
  • ’Det vigtigste for vores medlemmer er tryghed’

    27. december 2014
    I en alder af kun 32 år er Morten Skov Christiansen allerede kommet til tops i fagbevægelsen som formand for LO Hovedstaden. Som fremtidens mand ser han store uforløste potentialer for en fagbevægelse, der bliver stadig mere presset af udenlandske arbejdsgivere og -tagere
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Nicolaisen
  • Vivi Rindom
  • Kristian Rikard
  • Anne Eriksen
  • Henrik Christensen
  • Viggo Helth
  • Erik Jensen
Flemming Nicolaisen, Vivi Rindom, Kristian Rikard, Anne Eriksen, Henrik Christensen, Viggo Helth og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Christensen

Tror sørme den gode professor har ret i der er behov for at definere, strategisk, hvad fagbevægelsen nu skal være godt for, og hvordan den ged skal barberes....

Lars Jorgensen, Ole Hansen, Claus Jørgensen og Lene Christensen anbefalede denne kommentar

... Og til den ende har han allervenligst lånt den sin egen ideologiske kæphest, så fagbevægelsen kan ride den i mål for ham.

"Overgangen fra velfærdsstat til konkurrencestat er aldrig blevet præsenteret som en værdikamp. Det er blot blevet præsenteret som politik. Men Fagbevægelsen kunne positionere sig stærkere i debatten, hvis den markerede, at det er en værdikamp. Vi ser jo, hvor stærkt udlændingepolitikken trænger igennem, fordi den bliver ekspliciteret som værdikamp,« mener Ove Kaj Pedersen."

Ove Kaj; hvorfra ved du at det er værdikampsnotationen som i sig selv bringer udlændingepolitikken i fokus de offentlige debatter? Det kunne jo være at emnet blot er lettere t mene noget om, lettere at identificere og eksemplificere. Muligvis er der også stærkere kræfter, som ønsker indvandrerdebatten i fokus, end der er kræfter som ønsker debat om f.eks. solidaritet i Dannevang? Det kunne være en (oplagt) mulighed - ligesom det er en oplagt mulighed at Ove Kaj helst ser at fagbevægelsen moderniserer sig selv via bl.a. fusioner, så den har et mere uniformt udseende og udtryk; bruger sine penge bedre. Ligesom ethvert andet firma.

Fagforeningerne, herunder særligt FTF, skal jo i forvejen også snart til at gå med på forceret bundlinjestyring, øget brug af resultatløn, styrket fokus på performance og incitamentstyring. Det har de gode konsulentvenner fra McKinsey jo netop foreslået - og finansministeren er helt på det rene med det nødvendige og fornuftige i forslaget.
http://finans.dk/finans/erhverv/ECE7314610/Statsligt-ansatte-skal-m%C3%A...

Lene Christensen, Grethe Preisler og Claus Jensen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

'Fagbevægelsen har brug for, at vågne op til virkelighedens dimensioner’

Danmark år 2015, kan blive fagbevægelsens og et politisk år 0 .
Klimaforandringer er Danmark's og hele verdens væsenligste, farligste og økonomisk største udfordring, hvilket tydeligst ses ved, den totale nedtoning, at dette faktum, fra så godt som alle verdens ledende politikkere.

Ingen af befolkningens politiske ledere, forbereder borgerne, på det er venter, eller forsøger politisk på, at forholde sig selv til, virkeligheden og Danmark i den globaliserede verden 2015, dette kan i 2015 resultere i vold, radikalisering og politisk eller religiøs ekstremisme, det er der en reel risiko for, vil jeg mene.

Fagbevægelsen og politikkerne bør i 2015, forberede sig på, at virkeligheden indhenter dem.
Godt nytår.

Steffen Gliese

Det ene udelukker ikke det andet - det er jo den store idioti i debatten, at den er blevet to-polet i stedet for dialektisk.
Derudover er det fusioner, der har slået fagbevægelsen ihjel, så der skal snarere ske en voldsom opsplitning - forbundene er jo i forvejen samlet under LO og FTF. Men en fusion af hovedforbundene kunne til gengæld sende et stærkt signal om fælles interesser for alle lønmodtagere. Samtidig skal man også fortælle det, som det er: at høje danske lønninger er betinget af høj skat og statens deraf afledte interesse i via denne mekanisme at hente flere penge ud af de private virksomheder, end man ellers ville kunne - til fordel for samfundet som helhed.

John Christensen, Claus Jørgensen, Lene Christensen og Poul Sørensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Hvorfor det offentlige er endt i den absurde situation med at sidde inde med al ekspertise, men stadig mene, at man skal spørge det private erhvervsliv om råd, er et af de store mysterier. Spar en masse milliarder - fyr Deloitte, McKinsey og alle de andre parasitter - såmænd også Standard og Poors og de andre institutioner til strømlining af mennesker i verden.

odd bjertnes, Claus Jørgensen, Lene Christensen, Marianne Christensen, Helene Kristensen, Henrik Christensen, Anne Eriksen, Søren Kristensen, Rasmus Kongshøj, Lise Lotte Rahbek og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

"Der foregår en analytisk kamp, som fagbevægelsen slet ikke er med i. Og hvordan forklarer man medlemmerne, at de skal indbetale mange tusinde kroner om året til et regneapparat, der repræsenterer dem ved at være på forsiden af avisen med et regneark? "

Hvad mener manden med det?
Hvilken regnearkskamp på forsiden af aviserne.. er det de i høj grad misvisende statistiske udlægninger eller.. ?

Søren Kristensen

"Den (fagbevægelsen) kunne sige, at den går ind for den enkeltes pligt til at forsørge sig selv og den enkeltes ret til at modtage offentlig forsørgelse, hvis vedkommende har brug for det‚« forklarer Ove Kaj Pedersen.

Øhh. Er det koncept ikke allerede fuldstændigt alment accepteret hele vejen rundt, både i og uden for fagbevægelsen, på Christiansborg, i medierne og alle andre steder for den sags skyld?

Men ok, manden foreslår at forbundene går samme i større enheder, for at blive mere slagkraftige og det giver god mening, især når Socialdemokratiet ikke længere fungerer som universallim. Men det er vist så også det. Den med "den skandinaviske model" i modsætningen til den tyske og at fagbevægelsen skulle kære sig om både de forsikrede og de ikke-forsikrede, det passer jo ikke. Hvis fagbevægelsen interesserer sig for kontanthjælpmodtageres økonomi, er det da noget nyt. Men det er det måske også takket være afskaffelsen af efterlønnen og de senere års stramninger, hvorefter flere potentielle socialdemokrater end politikerne måske lige havde regnet med, selv er faldet igennem (ud) og har smagt på suppen. Det kan man jo vælge at se som en dårlig - eller en god - udvikling.

lærke Grandjean

Ove Kaj Pedersen, whose side are you on?
INGEN forskning er værdineutral, heller ikke Ove Kaj Pedersens.
At ingen har reageret på Mette Frederiksens vrøvl om ret og pligt, kunne jo skyldes, at det er et fuldstændigt anderledes fokus, der skal til. Vi er den del, som ikke forstår, hvor hulen socialdemokraterne er på vej hen?
Min fagforening skal varetage mit fags og mine interesser. Det betyder, at der skal stilles kritiske spørgsmål til den værdipolitiske tendens, der understøtter, at konkurrencestaten skulle være et vilkår, konkurrencestaten er IKKE et vilkår. det er IKKE økonomi, der skal bestemme fag, fagforening, menneskers vilkår.
Det kræver mod at gå imod strømmen. Ove Kaj Pedersen rider med på konkurrencestatsbølgen sammen med magtfulde politikere.
Vi andre må blæse til værdikamp for åndsfrihed, lighed og demokrati og starte med den nye konkurrencestats-folkeskolereform, det er her den nye generation (ud)dannes.

John Christensen, Helene Kristensen, Helge Sørensen, Herdis Weins, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Idiotismen, der åbenbart er ved magten, jagter det, som forlængst er ophørt med at være et problem, nemlig antallet af arbejdspladser. Hvis der er brug for noget i samfundet, må man gå ud fra, at arbejdspladserne bliver etableret, og hvis ikke de gør det, må det omvendt betyde, at der ikke mangler noget. Illusionen er, at man er nødt til hele tiden at finde på noget nyt at lave for at beskæftige befolkningen - men hvis det var nødvendigt, fordi der ikke var tilstrækkeligt også til dem, der mangler job, ville de jo, må vi gå ud fra, hvis markedet virkelig fungerer, få deres arbejdskraft efterspurgt.

Lasse Glavind

Hvad er egentlig Casper Dalls rolle på Information? Han står opført som politisk et eller andet-journalist, men har stiller stort set aldrig nogen kritiske spørgsmål til præmissen for debatten - således heller ikke denne gang, hvor Ove Kaj Pedersens 'diskriptive' analyser eller nok kunne fortjene bare et enkelt modspørgsmål.

Har de aftalt en good cop bad cop-rollefordeling på redaktionen, som jeg bare ikke har hørt om, hvor Dall så skal være den glade mand, der holder mikrofonen?

Lene Christensen, Rune Petersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Michal Bagger

Fagbevægelsen havde engang et kampråb/motto der hed:

Frihed, Lighed og broderskab

Oversat til nutid og på engelsk bliver det til:

Compliance, Obedience and Austerity.

Det er dét charlatanen prædiker.

Morten Jespersen, Claus Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Jeg kender ikke fagbevægelsen indefra, men vover pelsen alligevel.

LO varetager kun medlemmernes interesser.
Gennem "forsikrings" systemet bidrager medlemmerne ubevidst til at holde de andre ude.
Den enkelte har jo sit på det tørre.
LO kæmper ikke for at dele arbejdet bedre ved nedsat tid.
Citat : "Den anden model handler om, at man tilstræber at kæmpe både for dem, der er på overenskomst, og dem, der ikke er."(den nordiske).
Gør man nu det ? - og slet ikke for de ledige.

Fagforeningerne skal opgive deres traditionelle rolle og varetage alle lønmodtageres interesser og velfærd.
Fagforeningerne burde gå ind for systemets afløser :
Basisindkomstsamfundet, som betyder retten til at sige nej uden at blive mødt med repressalier.
- Det vil betyde en ændring i magtforholdet, når den enkelte og fagforeningen kan sige nej til dårlige arbejdsforhold og uden betingelser være sikret et vist økonomisk levegrundlag.
- Det vil presse virksomhederne til bedre arbejdsforhold, til vedligeholdelse af kompetencerne, og til at efterleve et krav fra de ansatte til at dele arbejdet bedre ved nedsat arbejdstid.
- Det vil betyde en mulighed for at begrænse østeuropæernes indtog.
- Det vil betyde, hvad forsøg med basisindkomst i praksis viser, større sundhed og mindre fravær.

Fagforeningerne har prædiket solidaritet siden Pio, men evner ikke selv at praktisere den.
Måske en af grundene til medlemsnedgangen.
Hvis medlemmerne synes, at Basisindkomst er en god idè, skal de via deres forening presse relevante politiske partier.

Helge Sørensen

Vi skal have en fagbevægelse, det vi har er en fagforstening

John Christensen, Claus Jørgensen, Rune Petersen, Steffen Gliese og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar
Marianne Christensen

Vi skal have fagforeninger, der kæmper imod dannelsen af en opsplitning af arbejdsmarkedet i tre dele.

Det gamle ordinære.
Østarbejdere, der arbejder på forringede løn- og arbejdsvilkår.
folk i forskellige former for tvangsaktivering.

Fagforeningerne minder om gamle udtjente vagthunde, der har fået så mange godbidder og klap, at de slet ikke kan bide, ej heller kan sige vuf overbevisende.

John Christensen, Lene Christensen, Lise Lotte Rahbek, Herdis Weins og Henrik Christensen anbefalede denne kommentar

En fagbevægelse der stiltiende accepterer nyttejob/virksomheds"praktikker" etc. burde for længst havde skudt sig selv for panden!

P.S. Når nu flygtninge f.eks. skal til at rense strande, er der så nogen, der kan fortælle mig, hvilke kvalifilkationer , man får af det?
Hvor mange danskere kommer man i kontakt med på strandene om vinteren, og hvor meget sprog lærer man ?

John Christensen, Henrik Christensen, Marianne Christensen, Steffen Gliese og Lene Christensen anbefalede denne kommentar

Heller ikke Kaj Ove Pedersen har forstået hvorfor fagbevægelsen er i krise. Den gamle klassekamp mellem arbejdsgiver og arbejdstager er forbi. Arbejderen vandt for længe siden den kamp, og har i dag sammenfaldende interesser med arbejdsgiver, således at de i dag er del af den samme "klasse"
Dennes modsætning er dem der er på offentlig forsørgelse, og så længe fagbevægelsen ikke indser dette, og fortsætter med at kæmpe på begge hold, vil medlemmerne sive.
Det forhold blev allermest synligt under dagpengedebatten hvor venstrefløjspartierne konsekvent omtalte de mange tusinde som var kommet i arbejde, som om at de var faldet ud af dagpengesystemet. De have lykkeligvis/ulykkeligvis skiftet klasse afhængig af øjnene der ser.

Fagforeningerne burde gå ind for at nedlægge A-kasserne og frihed for de ledige. De forsvarer jo ikke alligevel det forældede system.
Var der general strejke da 2 år forsvandt med et pennestrøg ? Var der sagsanlæg mod staten for dagpengetyveri ? Har der været seriøse protester mod behandlingen af de ledige.
Nej, nej og nej. Hvad har der så været - som de fortjener ros for.

Marianne Christensen, Claus Jørgensen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Vrøvl, Martin Lund. Arbejderen har tabt, og han er mere end nogensinde afhængig af at behage sin arbejdsgiver og lægge sig fladt ned for alle tåbelige ideer, der måtte opstå i hovedet på den private enehersker.
At folk, der bliver arbejdsløse, ikke rammes økonomisk eller socialt er arbejderens eneste værn imod at være prisgivet arbejdsgiverens "ret til at lede og fordele arbejdet". Det socialdemokratiske projekt var præcis at se nøgternt på, hvad den økonomiske aktivitet i samfundet er nødvendig for, og det er at sikre borgerne et trygt liv. Når arbejdskraften ikke efterspørges, er svaret at kompensere, fordi den manglende efterspørgsel jo må betyde, at der produceres tilstrækkeligt til at efterkomme alle samfundets behov.

Vibeke Hansen, Henrik Christensen, Ole Hansen, Marianne Christensen, Helge Sørensen, Anne Eriksen, Herdis Weins og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

"Fagforeningerne burde gå ind for at nedlægge A-kasserne og frihed for de ledige. De forsvarer jo ikke alligevel det forældede system."

Så de skal have bistandshjælp?

Steffen Gliese

Nej, Leo Nygaard, fagforeningerne er netop sunket hen i en falsk følelse af tryghed, hvor de har undladt at tage de nødvendige kampe for at sikre stadig større frihed, lighed og broderskab i samfundet. Mistanken er, at deres egen forbrødring med arbejdsgiverne har været dem nok.

Vibeke Hansen, Henrik Christensen, Claus Jørgensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Frihed for de ledige .. til at stjæle, sulte eller sprænge sig selv i luften?

Det lyder som noget jeg har hørt om andre steder i verden

@Peter Hansen

Når nu ikke en professer forstår hvorfor fagbevægelsen er i krise så forventer jeg ikke at du gør. Hvis du have gjort dig dine egne erfaringer på arbejdsmarked, og ikke blot gentog paroler fra fortiden, ville du vide at arbejdsgiver i dag betragter en glad og tilfreds medarbejder som en god medarbejder. Det er simpelthen ikke længere lønsomt at have utilfredse medarbejdere ansat. Omvendt betragter arbejderen en glad arbejdsgiver som en god arbejdsgiver, for han giver et forsørgelsesgrundlag og noget fornuftigt og nyttigt at tage sig til. Dette er helt ny viden i forhold til hvad der står skrevet i de gamle partibøger. Man er nok nødt til at se det selv, for at forstå det.

Michael Kongstad Nielsen

Fagforeningernes rolle har historisk været at give arbejderne styrke gennem sammenhold og solidaritet i deres stilling overfor arbejdsgiverne. Derved kunne arbejderne få rimelige løn og arbejdsforhold i deres selvforsørgelse. Dette sammenhold, denne solidaritet, burde stadig være fagbevægelsens vigtigste opgave.

De arbejdere, der pt. er uden arbejde, burde være omfattet af fagforeningernes sammenhold og solidaritet, hvad enten det foregår efter den tyske eller den nordiske model. Måske er den tyske model bedst, men den taber de ikke organiserede på gulvet. Det kunne fagforeningerne så være ligeglade med, men den har andre svagheder, som de i sidste ende bliver berørt af. Samfundsøkonomiske problemer. For når overenskomsterne gør arbejdsmarkedet stift og trægt, når virksomhederne må beholde arbejdere, der pt. ikke er brug for osv., så er den nordiske model mere smidig. Problemet så bare, at den nordiske stat har overtaget arbejdsgivernes rolle og holdning, nemlig at få mest muligt ud af arbejderen. Der skulle fagbevægelsen markere tydelig afstand til staten. Det kiksede ved trepartsforhandlingerne sidste år, og ingen i den måbende offentlighed forstod hvorfor. Særligt ikke fordi staten jo var styret af en "rød" regering, som man skulle formode havde mere blik for fagforeningernes synspunkter.

John Christensen, Lars Jorgensen, Lise Lotte Rahbek, Marianne Christensen, Steffen Gliese, Claus Jørgensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

"Fagforeningerne burde gå ind for at nedlægge A-kasserne og frihed for de ledige. De forsvarer jo ikke alligevel det forældede system."
Det er der nogen der misforstod :
Betegnelsen er uden betydning. Det er beløbet, betingelserne og trygheden, der betyder noget. Ikke bare 2 år, men altid.

"Fagforeningernes rolle har historisk været at give arbejderne styrke gennem sammenhold og solidaritet i deres stilling overfor arbejdsgiverne."

Og dette har de kunnet gøre fordi det var dyrt, besværligt eller imuligt at flytte arbejdspladserne. Det er det ikke mere. I EU er der fri bevægelse af kapital og arbejdspladser. I EU/Indien/Kina/USA samarbejdet er der stort set fri bevægelighed af kapital og arbejdspladser, Så hvis der er for besværligt at operere arbejdspladser i et land flytter arbejdspladserne. Hurtigt. Og hvis du forsøger at oprette fagforeninger i Kina er du sikker på at få besøg af nogen der ikke ønsker at du opretter en fagforening.

@Leo Nygaard

"Det er beløbet, betingelserne og trygheden, der betyder noget. Ikke bare 2 år, men altid."

Så du mener at fagbevægelsen skal oprette forsikringsordninger der dækker deres medlemmer for altid? Det bliver nok dyrt.

Nils Bøjden - Du og de andre burde ha` gennemskuet mig . Det er naturligvis Basisindkomst jeg lagde op til uden at nævne det :-)
Så er fagforeninger og arbejdsmarkedet i det hele taget separeret fra samfundets tryghedssikring.
Og fra sundhedssektoren når også sygedagpengene forsvinder.
Se 16.57.

Henrik Christensen

@Martin:

Det er vist en sandhed med modifikationer!

Nogle arbejdsgivere kender til motivationsteori, og nogle af dem forstår at motivere. Det er i sagens natur en vis brøkdel. Der er også alt andet, lige fra teknisk dygtige men menneskeligt uerfarne til rene psykopater i det danske arbejdsgiver landskab. Og nogle af dem er drevet af grådighed.

Hvis du har fået dig navigeret på plads hos en af de gode, så tillykke med det. Jeg håber du også kan sige det samme om nogle år, for der er nogle menneskelige mekanismer der virker på folk der får magt - de begynder at se alt andet som redskaber til at nå deres egne mål. Og så kræver det en god etik og moral i sin personlighed at fastholde den gode motivation.

Uanset det, så burde den 'gode arbejdsgiver' næppe se en stærk fagbevægelse som et problem, men en dynamisk medspiller, fordi der - som du helt rigtigt skriver - er en række interessesammenfald. I alle de andre konstruktioner synes jeg der er et meget stort behov for bevægelsen.

Og en af dens udfordringer er, at ja-hatten enten ikke erkender også at have gavn af, behov for det, eller ikke tør gøre brug af det for at 'ødelægge den gode stemning' til sin 'gode' arbejdsgiver. Men helt præcis hvor god er så den stemning lige...?

Jeg tænker en lille refleksionsøvelse med brug af ord som altid og aldrig i forhold til ens relation kunne afdække, hvor hver af parternes reelle interesser er i forhold til hinanden... håber ikke det ødelægger din dag ;)

" Du og de andre burde ha` gennemskuet mig . Det er naturligvis Basisindkomst jeg lagde op til uden at nævne det :-)"

Så du vil nedlægge bistandshjælpen. Så tror jeg at Danmark bliver et særdeles populært hjemland for et par millioner EU borgere ret hurtigt. Så skal vi bare hæve skatten til en 75-80% for resten af befolkningen.

NB - Det kan man ikke vide, før det er tilrettelagt. Jeg vil reelt ikke "nedlægge", men omlægge.
Så du har ingen grund til at male fanden på væggen. Han er der allerede.

@Leo Nygaard

Det jeg læser er at du vil indføre borgerløn. I en tid hvor folketinget, EU og flertallet af befolkningen samtidigt forsøger at fjerne nationalstaten mht. rettigheder, er der ingen spærring for at en ganske stor mængde mennesker fra forskellige EU lande uden problemer så vil kunne kræve dansk borgerløn. For at finansiere dette bliver du nødt til at øge skatterne dramatisk.

Nils Bøjden - Jeg er helt med på problematikken, og er også fortaler for EU modstanden.
Problemet er der allerede nu, og forholdene bliver ikke anderledes fordi en ydelse hedder basisindkomst i stedet for dagpenge, sygedagpenge, feriedagpenge, kontanthjælp, barselsydelse, børneydelse, ungeydelse, SU og diverse pensioner.
I øvrigt vil det tælle modsat, at børnecheck til familier, der udmærket kan klare sig uden, afskaffes og dermed også til børn i hjemlandet (det mest groteske eksempel).
Og meget mere, som jeg ikke skal komme ind på her, men klogere folk en mig har beregnet at den samlede økonomi ballancerer, måske endda billigere for skatteyderne.

Henning Knak Poulsen

»Fagbevægelsen opstod i 1860’erne i kampen for selvforsørgelse”
Nej, jeg mener det forholder sig lige modsat. Det var liberalismen og arbejdsgiverne, der kæmpede kampen for selvforsørgelse, som i realiteten er kampen for det frie marked. De kæmpede mod kongemagten og adelen, som baserede sig på en økonomi med koncessioner og kongelige bevillinger.
”Alle, der arbejdede i fabrik, hus, hos bonden, på gården, var uden en fuldstændig arbejdsfrihed. De var tvunget til at arbejde. Der var en entydig arbejdspligt”
Nej, det mener jeg ikke er tilfældet. Der har været grupper af omrejsende håndværkere, gøglere, musikanter, handlende og andre ikke fastansatte, som lod sig binde kontraktligt i korter eller længere tid efter selvstændig forhandling. Og selv fastansatte kunne forhandle deres vilkår og har kunnet sige op og gå til en anden plads; det har været situationen siden stavnsbåndets ophævelse. Folk rejste, mellem byerne, mellem landsdele, der var løsarbejdere og fastansatte, med ansættelsesforhold som i princippet var til forhandling.
”Selve det at gå fra en entydig arbejdspligt til friheden til selv at lade sig ansætte på de betingelser, man selv underskriver gennem en kontrakt, var en af fagbevægelsens største kampe nogensinde.
Jeg mener dette er på grænsen til direkte historieforfalskning. Den enkeltes ret til at forhandle sine ansættelsesvilkår var etableret som gældende ret ved industrialiseringens barndom. Men at mange sådanne forhandlinger handlede om at godtage en standardkontrakt eller afvise den, er en anden sag.
”Det handlede om retten til at forsørge os selv og ikke at være underkastet en mester, en bonde, en ægtemand, der uden samtykke kunne tvinge en til at arbejde og på egne betingelser”
Det er skrap kost, og ikke i overensstemmelse med kilderne. Før industrialiseringen var ansættelse og vilkårene for dem altid til forhandling i et eller andet omfang. Og bortset fra ægteskab var der opsigelsesmulighed efter nærmere bestemte regler.
”Kampen for arbejdsfriheden kom aldrig til at stå som en frihedskamp, som ejendomsretten og næringsfriheden gjorde det i Danmark. Men kampen for den enkeltes ret til at råde frit over sin egen arbejdskraft er vel blandt de allervigtigste frigørelsesprocesser i moderne historie..”
Dette er helt korrekt, såfremt man antager at det er stavnsbånds-ophævelse OKP taler om. I forhold til fagbevægelsen har det været helt andre kampe, der skulle vindes.
Den første og største kamp for fagbevægelsen var vel kampen om kampmidlerne: organisationsretten og strejkeretten. Hvis alle ansatte og alle arbejdsgivere stod frit, kunne markedet sætte prisen på arbejdet og så kunne alt være godt, men fagbevægelsens fædre indså at arbejdsgiverne altid fandt sammen i forbund, så de kunne sætte en vedtaget maks-pris for arbejdskraften (standardkontrakt, take it or leave it). Og forhindre at bedre ansættelsesvilkår kom ind i kontrakter for fx fabriksarbejde og hushjælp. Det var således et ret og rimeligt krav, at ansatte også tilsvarende kunne indgå forbund og forhandle kollektivt. Dette kampmiddel, organisationsret, er en konkret ting. Det er konkret handlinger man ikke kan forbydes at foretage i dag hvor kampen er vundet. Ikke en ide. Man kan næsten røre ved det, pisse på det, hvad især arbejdsgivere i begyndelsen havde travlt med at gøre, med alle mulige begrundelser, især den at det ødelægger de almindelige markedsmekanismer.
Alle fagbevægelsens senere krav har været konkrete, heri ligger deres styrke, for alle mennesker kan relatere sig til det konkrete. Ideer derimod er vanskelige for de fleste af os, og der opstår altid strid om hvordan de bedst oversættes til et konkret indhold, konkrete handlinger eller afmålte rettigheder. ”lige løn for lige arbejde” er 100% konkret. Man kan se de to lønstakke for sig, og se deres lige størrelse, det er til at tælle sig til om det er opfyldt eller ej. Og her blev der også pisset på det i begyndelsen, men ikke mere.
Den næste kamp hedder ”lige løn for lige arbejde- på tværs af landegrænser”. Det er simpelt og ufatteligt konkret. Der vil blive pisset på det, stort endda, men det er den kamp fagbevægelsen skal ud at kæmpe. ”Lige løn for lige arbejde- på tværs af landegrænser” Hvis vi holder fast i det, kan vi komme videre, og vi skal videre. På samme måde som med ligelønskampen, hvor mange mænd frygtede, at de skulle gå ned i løn, og derfor ikke ville kæmpe med, vil ”på tværs af landegrænser” skabe frygt, for hvad nu hvis det betyder ”polsk løn til alle” eller sågar ”kinesisk løn til alle”. Jeg tror dog, at væksten er med os. Regeringen ved, at det er meget sjovere at regere over danske lønarbejdere med danske lønninger, end over polske eller kinesiske, så den vil være opsat på at det bliver vores lønninger, der kommer til at gælde. Polske eller kinesiske lønninger til alle i Danmark kunne godt tænkes at gå bare lidt ud over væksten, det er også ret så konkret. Omvendt kunne danske lønninger i Polen og Kina sætte gevaldigt skub i økonomierne her. Og ved ”lige løn..” må man forstå: lige købekraft. Og her medregne, hvad staten giver af skatte- finansierede ydelser, fx uddannelse, sundhed, pensioner osv. Der skal tælles lidt, men til slut behøver man bare at sammenligne to helt konkrete tal, hele regnearket behøver alle ikke at forstå eller kende. Det første pis lyder: ”der er ikke råd til det…”. Men det er der. Det næste lyder: ”den kamp er I dømte til at tabe”. Og sådan vil det blive ved. Vi skal ikke vente på at markedskræfterne etablere sagen for os, for arbejdsgiverne danner som bekendt forbund, også på tværs af landegrænser. Over for den trussel kan vi ikke tillade os at sidde på hænderne. Det er helt klassiks konkret klassekamp.
Herefter skal fagbevægelsen ud og kæmpe kampen om de store formuer. Krisen bunder i at produktiviteten er steget støt over de seneste 30 år, mens lønninger, især i den lave ende ikke har fulgt med. Undervejs er gevinsten så til gengæld endt i lommerne på ganske få, men tilsvarende formuende individer. Hvordan vi bære os ad med at få de penge tilbage i lommerne på de lavest-lønnede og middelklassen er der foreløbig ingen, der har en recept på, men det skal formuleres som en helt konkret ting, ellers kommer det ikke til at ske. Første og anden verdenskrige havde lige netop denne effekt, for i realiteten var verden i samme situation i 1914, som vi står i nu. Men mon ikke vi kan finde på en bedre måde at gøre det på denne gang, end med verdenskrige? Formuerne gik frivilligt til at finansiere krigene, og dermed i realiteten ned i lommerne på lavtlønnede som fik hævet købekraften i historisk omfang i de år, ikke mindst via våbenindustrien. Og fordi fagforeningerne stod stærk, kunne lønfremgangen holde trit med fremgangen i produktivitet i de år der fulgte. Det er yderst vanskeligt at se noget projekt, ud over krig, som kunne få formuer til frivilligt at vandre fra de få til de mange, men det burde være muligt. Jeg kan godt finde på noget, men det bliver for langt her.
OKP kan ikke sætte en dagsorden for fagbevægelsen, så længe han taler om ideer. Vi skal tale om konkrete ting, som fagbevægelsen altid har gjort, stille håndgribelige konkrete krav, som alle kan se det rimelige i. Ideer kan man skændes om i det uendelige, konrete krav kan man enes om: naturligvis skal en polak i Polen tilbydes den samme købekraft for sin indsats, som en dansker i Danmark.

georg christensen

Det er på tide, at fagforeninger af alle arter endelig tager sig sammen og i fællesskab ikke bekæmper hinanden, men i fællesskab sammen værdisætter "arbejdsydelserne" og også sætter mindste betalig for "arbejdsydelser". En mindstebetaling for en "arbejdsydelse" bør kunne danne grundlaget for overlevelse uden statstilskud.

Her kunne fagforeningerne så også starte med et krav om en skattebetalings bundgrændse på f.eks. 120.000,00 kr. og samtidig fjernelse af alle former for boligtilskud og ydelser, hvis det så ikke er nok , kan der også let findes mange andre fradragsmuligheder, som kan fjernes. Vi bør alle huske på, at fradragsmuligheder kun er muligt, hvis eksistensgrundlaget giver muligheden herfor.

Fagforeningerne inden de totalt kollapser fuldstændig af sig må tænke nye tanker. En ved lov bestemt "overlevelsesdygtig arbejdsydelse" mindsteløn på alle arbejdsområder bør fællesskabet kæmpe for.

John Christensen

Læste artiklen her over flere gange, såvel forfra som bagfra - uden at forstå hvad der er nyt, og hvad kulturforandringen skulle bestå i?

Hvis overenskomstforhandlingerne på det offentlige arbejdsmarked i 2015, igen indebærer at 1 gruppe af medarbejdere køres over af finansministeriet og KL, som det skete med lærerne sidst, så beviser det - at fagbevægelsen som bevægelse har spillet fallit.

Givet op i forhold til solidariteten arbejdere og funktionærer imellem.

I et moderne samfund som vores burde der være en enheds-fagbevægelse, som rummer alle faglige grupper og alle overenskomster.

Kun derved, kan kampen om medlemmerne, istedet for blive til kampen - for medlemmerne.
Der er ikke længere brug for LO og FTF og deres tilbageværende 25 fagforbund!

Et FORBUND kan varetage lønmodtagernes interesser, og der er ikke forskel på privatansattes og offentligt ansattes interesser.
Der behøver blot være specialister på de enkelte specialoverenskomster, indtil de i videst muligt omfang sammenskrives og forenkles.
Foruden en række fagforeningsfolk som kan tage fat,der hvor skoen trykker - ude på arbejdspladserne.

Alle organisationer har i bund og grund politiske ledere, og det skal der også være fremover. Ellers er der ikke grund til at have andet - end netop et regneark!
FORBUNDET (det eneste ene) skal blot have en demokratisk struktur, hvor de valgte regelmæssigt står til regnskab - hvilket ikke er nyt.

God dag der ude

Artiklens uklarhed i forhold til overskriften gjorde, at jeg faktisk blev vred på Casper Dall, og hans indslag i tv-fladen senere gårs dato, vandt mig heller ikke i forhold til at forstå hvad manden kan og vil?
Politisk redaktør?

John Christensen - Meget inspirerende.
Det store forbund, du forslår hedder - Ansatte Danskere !
Alle ansatte danskere er lønmodtagere.
Nogle få repræsenterer arbejdsgivere, men er alligevel lønmodtagere.
De bliver inhabile. Man kan jo ikke tjene to herrer.

Alle "rigtige" lønmodtagere har ikke samme politiske overbevisning og der vil dannes fraktioner.
Disse fraktioner vil være - politiske partier !
Det du gør, er at nedlægge fagbevægelsen og erstatte den med borgerforeninger med tvunget medlemskab. Borgere, der ikke er i arbejde eller ikke søger arbejde, skal ikke være medlemmer.
Så er alle ansatte med. Og det er måske ikke så tosset.

Steffen Gliese

Flot, Henning Knak Poulsen! I princippet burde det fra lønmodtager-majoriteten i EU være muligt at presse organisationen i den retning, den bør: som en spydspids i kampen for demokratiets sejr over privatkapitalismen.