Termostøvler, huer og cykelhjelme ligger henkastet på gulvet i gangen mellem to klasseværelser. Her er stille. På den ene side af gangen har 8. klasse på Middelfart Friskole ’kreativ matematik’, og på den anden side oversætter skolens 7. klasse tysk-teksten »zum Frühstück«.
Ud af landets 1.313 folkeskoler og 555 frie grundskoler er kun 31 prøve- og karakterfri (10 af disse er Rudolf Steiner-skoler). En af dem er Middelfart Friskole. Her bedømmes skolens 180 elever aldrig med et tal, men altid med en skriftlig kommentar; og tre gange i løbet af deres skoletid – efter 2., 5. og 9. klasse – får de en lang beretning om deres personlige, sociale og faglige kompetencer.
»Det er et kæmpe arbejde at lave det,« siger Malene Georgi Sloth, der er klasselærer i 8. klasse. »Det ville være hurtigere at give karakterer, men det motiverer bare ikke eleverne. Det sammenligner dem kun. Og grisen bliver jo ikke tungere af at blive vejet.«
Motiverer ikke
Måske har de fat i noget af det rigtige i Middelfart. I hvert fald er der ikke noget forskningsmæssigt belæg for at sige, at karakterer gavner læring og motivation hos landets 700.000 skoleelever.
»De, der siger, at karakterer motiverer, er ofte dem, der selv har klaret sig godt i skolen,« forklarer lektor Karen Egedal Andreasen fra Aalborg Universitet, der forsker i evalueringsformer i uddannelsessystemet.
Tværtimod tyder meget på, at karakterer har den modsatte effekt.
En svensk undersøgelse fra 2012, der fulgte 7.000 elever i 6. klasse, konkluderede, at kun de 6 pct. bedste elever blev positivt påvirket af at få karakterer. De resterende 94 pct. var enten upåvirkede eller blev påvirket negativt. De bedømmende tal har især en demotiverende effekt på drenge og på de svageste elever.
»De elever, der er svagt præsterende, får det psykisk dårligt, og det mindsker deres selvværd. Og man ved, at hvis man har dårligt selvværd, så klarer man sig dårligere. Så det påvirker deres præstation negativt,« siger Jens Dolin, der er leder på Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet.
Et andet problem med karaktergivning er, at det kan skabe såkaldt teaching to the test-situationer, hvor elever og lærere fokuserer ensidigt på det, der testes i, og nedprioriterer andre stofområder.
»Det betyder ofte, at undervisningen fokuserer på facts og informationer på bekostning af kreative, etiske problemstillinger. Det ved man er ret massivt,« siger Jens Dolin.
Hvorfor rangliste dem?
Jacob Mohr Jensen, der i dag går i 2. G på Middelfart Gymnasium, har haft hele sin skolegang på Middelfart Friskole. Han har aldrig savnet at få karakterer.
»Man kan ikke sammenligne sig direkte med andre, hvis man ikke får karakterer. Hvis én kommer ud og er megaglad, fordi han har fået et 7-tal, og en anden så siger ’hey, jeg har fået 12,’ så er man nok ikke så glad for sit 7-tal alligevel,« siger han.
Hans tidligere klasselærer, Malene Georgi Sloth, er enig.
»Hvis en elev, der har det rigtig svært, udvikler sig og gør det bedste, han kan, så kan han jo ikke gøre det bedre. Hvorfor så sammenligne ham med andre, der klarer sig rigtig godt? Hvorfor rangliste dem?,« spørger Malene Georgi Sloth.
»Det er lidt en floskel, men her siger vi, at vi ikke giver karakterer. Vi skaber karakterer,« siger hun.
– Men kan man godt motivere eleverne, når der ikke ligger en vigtig eksamen og venter forude?
»Det er ganske få, der bliver motiveret af karakterer, og dem kan vi godt motivere alligevel. Vi stiller masser af krav til eleverne. Vi tager fat i dem, der ikke bestiller noget, og vi tager fat i dem, der kommer for let igennem det. Vi må gerne vurdere og gerne sammenligne, men karakterne er bare ikke den rigtige metode til at gøre det,« siger Malene Georgi Sloth.
I dag går Jacob Mohr Jensen på gymnasiet, hvor han får karakterer. De akkompagneres ofte af en skriftlig kommentar, og selv om han siger, at han vægter kommentarer og karakterer lige højt, spørger klassekammeraterne altid mere ind til det lille tal i bunden af opgaven end til de ti linjer med feedback. Fokus er på karakteren.
Det stemmer overens med forskningen, forklarer Jens Dolin.
»Hvis der er en karakter, så fokuserer eleverne kun på den og ikke på, hvordan de kan gøre det bedre,« siger han.
Hans forskning viser, at en kommentar fra læreren hjælper eleverne til at udvikle sig, mens karakterer bidrager lige så lidt til elevernes læring, som hvis de slet ingen respons havde fået. Får eleverne både en karakter og nogle linjer med kommentarer, overskygger karaktererne så meget, at den positive effekt helt forsvinder.
Eleverne fra prøvefri skoler skal til optagelsesprøve for at komme på gymnasiet. Malene Georgi Sloth fortæller, at hun kun to gange på 11 år har oplevet, at en elev er dumpet til prøven. Der er da heller ingen forskel på, hvordan elever fra prøve- og karakterfri skoler som Middelfart Friskole og elever fra almindelige skoler klarer sig i uddannelsessystemet, viser et nyt kandidatspeciale af Christopher Jamil de Montgomery fra sociologi på Københavns Universitet.
Specialet korrigerer for faktorer som køn, etnicitet, geografi og forældres uddannelse og er vurderet til karakteren 12. Det er første gang, de to grupper bliver sammenlignet.
Tal over alt
Netop nu debatterer politikerne, om folkeskoleeleverne skal have mindst 02 eller mindst 4 i dansk og matematik for at kunne komme på gymnasiet. På erhvervsskolerne har der i snart et år været et karakterkrav på 02.
Ifølge lektor på DPU Søren Langager har karakterer fået en meget mere fremtrædende plads i folkeskolen, end de tidligere har haft.
»Karaktererne bliver udtryk for, om man har en fremtid. Det er de nagelfaste mål, der gennemsyrer hele folkeskolereformen. Alt skal måles, og udtrykket ’dygtigere’ knytter sig til karakterer. Det er blevet målestokken for succes, og derfor vil der uvilkårligt komme et pres,« siger Søren Langager.
Han er overbevist om, at det store fokus på karakterer kan føre til dårligere trivsel og stress hos eleverne.
I dag får danske skoleelever karakterer fra 8. klasse, men under forhandlingerne om folkeskolereformen i 2013 krævede samtlige borgerlige partier, at skolebørnene skulle have karakterer allerede fra 4. klasse, et krav som de dog ikke kom igennem med.
I radioprogrammet P1 Debat den 16. januar i år beskrev undervisningsordfører fra Dansk Folkeparti, Alex Ahrendtsen, karakterer som »et enkelt og godt redskab«, der skal bruges til at »motivere børnene«.
Formand for friskoleforeningen Peter Bendix ser anderledes på tingene: Karakterer er et symbol på en præstationskultur, der gennemsyrer hele skolesystemet, mener han.
»Det, de 31 skoler (der er prøve- og karakterfri, red.) har valgt, er en modsætning til den konkurrenceprægede kultur. Hvor jeg ofte oplever, at konkurrencesamfundet snævrer tingene ind til kun at handle om at måle, veje og teste, så har de her skoler en helhedstænkning omkring læring,« siger Peter Bendix.
Peter Due, der er far til en pige i 8. klasse på Middelfart Friskole, er glad for, at hans datter ikke får karakterer.
»Det her er ikke bare en skole, der går målrettet mod et bestemt produkt, en eksamen og en karakterer. Jeg er glad for, at min datter får en bred vurdering, der ikke kun er et tal, men som tager udgangspunkt i mennesker,« siger han.
’Lidt flydende’
I fællesrummet på Middelfart Friskole øver Peter Dues datter sig i matematik bag en laptop-skærm sammen med resten af sin 8. klasse. Tre af drengene hænger i en sofa. Den ene trommer på sit lår med et stykke papmache, der er formet som et kødben. De spørger tit deres lærer, om de ikke må få en karakter.
»Men de (lærerne, red.) siger altid nej. Det er altid en lille smule flydende, når man får en bedømmelse. Med et tal kan man sige: ’Så god er jeg’,« siger Thor Bang Schroll på 14 år.
Karakterer er dog ikke en eksakt videnskab. Da P4 København i 2013 som et eksperiment lod to journalistpraktikanter lave folkeskolens afgangsprøve i dansk stil og fik opgaverne vurderet af 20 forskellige folkeskolelærere, blev opgaverne bedømt med alle karakterer mellem 02 og 12.
Trods de mange kritikpunkter er det urealistisk at forestille sig, at man afskaffer karaktererne i folkeskolen, vurderer leder på Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet Jens Dolin.
»Der er et krav og et ønske fra systemet om at have et stempel på dem, der kommer ud, og i øjeblikket er det karakteren. Derfor ville det være verdensfjernt af sige, at de skulle afskaffes,« siger han.
Han anbefaler, at skolerne højst giver karakterer et par gange om året, og at de yngste slet ikke får karakterer.
– Men ville det være bedre, hvis der slet ikke var karakterer i folkeskolen?
»Ja, det ville det. Eleverne ville lære mere, og undervisningen ville blive mere frigjort.«
"En svensk undersøgelse fra 2012, der fulgte 7.000 elever i 6. klasse, konkluderede, at kun de 6 pct. bedste elever blev positivt påvirket af at få karakterer. De resterende 94 pct. var enten upåvirkede eller blev påvirket negativt."
Så giv dog de 6% en bedømmelse og sig til resten at de er for dumme til at blive bedømt.
Som i Konkurrencesamfundet - du vejes, måles og dømmes!
Uddannelsessystemet A/s følelseskolde facade er opbygget på inhumane mekanismer og den ydre, opslugende spænding, der gør en god thriller eller roman - nemlig karaktermordet. Karaktermordene lever desværre i bedste velgående, også under denne regerings uddannelseskatekismus!
Karakterræset har aldrig haft rod i videnskab eller for den sags skyld sund fornuft.
Det er udelukkende idelogi når der køres på karakterenes vigtighed, for at skabe den velkvalificerede og velinformerede demokratiske borger.
Der er kun et parameter der lægges til grund - første pladsen, alt andet er taber filosofi.
" Og grisen bliver jo ikke tungere af at blive vejet. "
Nej, men hvis adgangskravet til slagteriet er en vægtgrænse, skal den vejes.
Før da kan den æde, som den har lyst til.
Jeg kunne hverken læse eller regne fremtil 5. klasse og dårlige karakterer var bare irriterende, for at sige det mildt, fordi de kun udstillede hvor dårligt det gik. Midt i femte gik det så op for klasselæreren at noget måtte gøres og da jeg samtidig begyndte at se meningen med at lære at læse, fordi jeg havde fået en Jan-bog, fik jeg ekstraundervisning i nogle måneder. I løbet af et halvt år kunne jeg sjovt nok både læse og regne - til husbehov. Det have intet med karakterer at gøre, men om at fange mig på det rigtige tidspunkt. Så i mit tilfælde var der kun brug for to karakterer. Kan eller kan ikke.
" Og grisen bliver jo ikke tungere af at blive vejet. "
Den studsede jeg noget over - faktisk en meget pudsig vending. For hvad er det de "dygtigste" elever skal lære - og de "svageste" ikke skal kunne fatte. Er det at lære at regne - eller lære at "regne den ud"?
Kigger man på de måder tingene i vores samfund bliver "regnet ud", så forstår man bedre hvorfor mennesker render forvirret rundt.
"...børn fra karakterfri skoler klarer sig lige så godt som andre elever."
Det er meget muligt! Det er det da. Men hvordan skal vi dog sætte ungerne ind i et regneark, hvis vi ikke har tal på dem? Man skal lige huske at sætte tingene i perspektiv.
Det kan vist ikke sættes så enkelt op. Jeg husker tydeligt, hvor motiveret jeg selv var i 2. real (9. klasse) af karakterer. Jeg havde aldrig lært at læse latin, hvis der ikke havde været motiverende karakterer. Som universitetslærer kan jeg se det samme hos mine studerende. Hvis et fag kun skal bestås, så administrerer langt de fleste indsatsen nedad og præsterer kun det, som akkurat er nødvendigt for at bestå. Hvis der derimod gives en karakter i faget, så gør de studerende sig langt mere umage.
"»Men de (lærerne, red.) siger altid nej. Det er altid en lille smule flydende, når man får en bedømmelse. Med et tal kan man sige: ’Så god er jeg’,« siger Thor Bang Schroll på 14 år."
Thor fortæller os hvilket snæversyn, vi med vort indolente karaktersystem, forsyner børnene med. Deres evner og færdigheder, potentialer og muligheder, vilkår og omstændigheder, kompetencer og held ... foldet ind i en numerisk syvendedel. Det bliver næppe mindre kreativt, mindre åndfuldt, mindre kvalificerende ... for både den eksaminerede og omverdenen.
Men der er hurtig indtjening i lortet. Og juristerne og økonomerne forstår det. Ligesom folketingpolitikerne, bankerne og de kækt konkurrencetilpassede børn. Og så er dén vist ikke meget længere, passér gaden. Lad dumheden og fordyrelsen råde.
Fordelen ved at veje en gris er, at så får du det du betaler for. Uanset om der gives tal, eller altfavnende "beretning om deres personlige, sociale og faglige kompetencer" så er begge former karaktergivning. Det jeg mangler svar på er, hvordan kommer elever fra de "talfrie" skoler ind på de videregående uddannelser?
På Uni får man en karakter for sit skriftlige arbejde ved slutningen af et semester. Ingen skriftlig bedømmelse, ingen evaluering, ingen feedback. Selv om folkeskolens elever fra 8. klasse, det er altså 2 år i et 9 årigt forløb, får en karakter, så kan de også altid få en samtale med læreren. Han er jo ligesom den de ser i næste time. Der skal laves en elevplan for hver elev, her skrives der naturligvis hvad den søde elev skal arbejde videre med og hvad der måske er blevet bedre. Herudover er før hver forældresamtale samtale med eleven om hvordan det ellers går og hvilke nære planer det ville være godt at fokusere på, herudover er der ved alle selvstændige mundtlige og skriftlige arbejder enten en mundtlig bedømmelse og/ eller en skriftlig bedømmelse. I skriftlig fremstilling er det svært at bedømme indholdet da det jo er en subjektiv vurdering af et skriftlig oplæg og/eller et billede. Så er det nemmere med retstavning og matematik. Folkeskolen er ikke karakterhysterisk, men det er mange forældre og derfor også elever. Jeg havde en elev , som var en usikker staver. Jeg gav ham nogle tricks til retskrivningsprøven. Noget med at sætte stjerne ved de ord han var i tvivl om, at de fleste ord i tvivlstilfælde er sammensatte, modsat engelsk, at indsætte et andet ord ved alle ord der indeholdt stumme r-er, især udsagnsord etc. Han rettede 11 ord, man har jo ordbog med til eksamen, og scorede et 11-tal. Nu er det unægtelig nemmere da der er stavekontrol på computeren, men den retter jo ikke udeladte nutids r-er.
Jeg tror at de elever der får to i tysk faktisk er dårligere til tysk end dem der får 12. Thorkild Bjørnvig fik sindssygt dårlige karakterer i tysk, men da han blev soldat i Tyskland efter krigen lærte han det og blev en fremragende oversætter at tysk. Eleven med 2-taller kan blive bedre end 12-tallet, men bedømmelsen er er jo også kun et øjebliksbillede.
At man på Uni kan nøjes med et ét- eller tocifret tal er derimod en skandale. Det afleverede skriftlige speciale, resultatet af 5 års studeringer, uden skriftlig bedømmelse og uden mulighed for mundtlig forsvar er himmelråbende. Så er det jo nemmere for gud ved hvilken gang at kloge sige på folkeskolen og fortælle om dansk stil, hvad det ikke har heddet i snart en generation, og forklare at de der får gode karakterer er gladere end dem der får de lave. Hvilken sensation.
@Frank Hansen
Nu er det jo kun udpluk af de argumenterende undersøgelser som fremstilles i artiklen. Som beskrevet her, så har de undersøgelser taget højde for hvor dygtige eleverne som får karakterer er i forhold til de elever som ikke får karakterer. Så jeg kan ikke se hvordan dit argument har relevans. Du har så været en af de elever som blev motiveret af karakterer, og dem findes der flere af. Undersøgelserne viser altså til gengæld at der er langt flere elever som taber gennem karakter-ræset.
Din fremstilling synes jeg til gengæld er forenklet. Du havde altså ikke lært at læse latin hvis du blot skulle bestå? Man må gå ud fra at man for at bestå også ville være nødt til at bevise at man netop havde lært sproget.
Som Malene Georgi Sloth siger, så bliver eleverne stadig skubbet til og udfordret selvom der ikke bliver bedømt med karakterer i de karakterfri folkeskoler. I folkeskolen var jeg en af dem der havde ret let ved det meste. Jeg blev ikke motiveret af karakterer fordi jeg ikke behøvede at arbejde særligt meget for at være blandt de bedste i klassen. Jeg blev doven, og arbejdede minimalt på lektier. Jeg ville ønske at jeg var blevet udfordret individuelt uden at blive sammenlignet med de andre i klassen. Så kunne jeg på et tidligt stadie have lært en lektie omkring selv-motivation, disciplin og personlige mål.
Jeg mener at målet er, at eleverne lærer at arbejde for sig selv og deres egne ambitioner, i stedet for at arbejde for anerkendelse fra andre og samfundet gennem karakterer. Lad os prøve at sørge for at eleverne kommer det rigtige sted hen med sig selv - så vil de blive motiveret!
"Jeg mener at målet er, at eleverne lærer at arbejde for sig selv og deres egne ambitioner, i stedet for at arbejde for anerkendelse fra andre og samfundet gennem karakterer. "
Karakterer er ikke anerkendelse fra andre men en (forholdsvis) objektiv vurdering af elevens kundskaber, og dermed en brik til elevens selverkendelse.
Jeg mener, at børn lærer at være mere realistiske i forhold til egne evner, styrker, svagheder og interesser, hvis de får karakterer fra 3. klasse,
men med en bred skala som f.eks.
minimum 00 - 02 - 04 - 06 - 08 - 10 - 12
men naturligvis med kommentarer og samtaler med elever og forældre!
Og så skal karakterer (af forældre og elever) ikke ses som en DOM, men velmente og kærlige standpunkts-tilkendegivelser!
Mads Østergaard,
Du har naturligvis ret i at man skal være forsigtig med at generalisere fra sin egen måde at reagere på.
Jeg fastholder dog, at jeg har tydelig evidens for, at mine studerende arbejder mere med et fag, hvor der gives en karakter end med fag, hvor man blot skal bestå. Det er en erfaring, som jeg har erhvervet over en lang årrække i forskellige fag, på forskellige universiteter, i Danmark og i udlandet, og med studerende fra fem kontinenter.
"Jeg fastholder dog, at jeg har tydelig evidens for, at mine studerende arbejder mere med et fag, hvor der gives en karakter end med fag, hvor man blot skal bestå."
Ja, selvfølgelig. Et af de interessante aspekter er af idræt nu er blevet et eksamensfag i folkeskolen. Som en af lærerne på min søns skole derefter udtalte :" Så kan det være at pigerne i 9'ende nu kan få fingeren ud og begynde at bevæge sig en smule i steder for at bruge idrætstimerne til sladder og makeup".
@Frank Hansen,
Jeg blev skam også senere i mit skoleforløb motiveret af karakterer og endte med at få nogle rigtige fine nogle til studentereksamen. Men da var jeg jo også på vej til at blive voksen og ansvarlig og jeg ved ikke hvad. Hvad børn skal med en fint gradueret karakterskala forstår jeg stadig ikke.
En fint gradueret karakterskala er faktisk en fordel for både lærer og elev, selvom den fine graduering måske ikke giver så meget mening. Det nedsætter nemlig eventuelle konflikter mellem lærer og elev. Hvis karakterskalaen er grov, så er det meget vigtigt at ramme den rigtige karakter, og eleven føler det som en stor uretfærdighed at få blot et trin mindre end hvad der forventes. Det gør karaktergivningen vanskelig. Hvis skalaen er fin med mange trin, så bliver det pludselig ikke så vigtigt om man har ramt helt præcist.
"Du har naturligvis ret i at man skal være forsigtig med at generalisere fra sin egen måde at reagere på."
Frank Hansen, du kom til at skrive et overflødigt "a" i næstsidste ord.
Hvis karakterer er så vigtige for at opnå en vis del af menneskelig opmærksomhed,
så kunne skolerne jo begynde at give karakerer i discoplinerne
'kreativitet', 'venlighed', og ''pli'.
Sådan nogle menneskeegenskaber er der altid brug for,
og når denne verdens frank Hansener skal motivedes til at gøre en indsats med at få en karakter,
så må lærerne jo hænge dem den gulerod for næsen.
Det gør den ikke, nej. Men man kan følge dens udvikling og se om den får for lidt foder.
Som ældgammel har jeg erindring om karaktergivning, både kvartalsvist og til eksamen fra ihvertfald 2.klasse, Til 5.klasses prøve før mellemskolen og hvert år frem til studentereksamen og det udjævner vel i det lange løb evtl. tilfældigheder/uretfærdigheder og giver et samlet billede af en elevs egnethed. Mere end een karaktergivning ved afslutning af 9.- 10.klasse.
Jeg husker bl.a. en karakterbog fra 2.klasse med en udtalelse om 'at Steen er dygtig i skolen, men for stor en slagsbroder', som min mor som enlig forsørger var ret glad for i det skjulte fordi det tydede på en vis overlevelsesevne, som har manifesteret sig i resten af mit liv.
Karakterer tildeles subjektivt og bruges derefter som en objektiv målestok! Taler af egen erfaring som lærer gennem et helt arbejdsliv.
Alle ved det godt, men der er bred enighed om at glemme det!
Dertil kommer den skade de gør på mange elever, og den fordummelse de medfører i hele vort undervisningssystem. Det handler om at samle points og ikke om virkelig at kunne, virkelig at forstå, og være nysgerrig - i en stadig engageret udvikling.
Selv her i informations spalter er der skræmmende mange, der er så dybt indlejret i "nytte-samfundet", at de ikke kan se, hvad formålet med at lære noget egentlig er. Det er ikke at blive konkurrencestatens soldater, selvom Bjarne Corydon prøver at få det til at lyde sådan.
Det er, at blive hele mennesker. Mennesker, som ved hjælp af udvikling af medfødte kompetencer, kan skabe sig et "godt liv. Et liv hvor man bidrager til fællesskabet med det man har, og modtager det, man har brug for.
Denne her "konkurrencestats-mani" ender med at skabe den mest u-dannede generation i nyere tid.
Jeg var glad for karakterer, men som regel klarede jeg mig også godt, om ikke prangende. Jeg ville derimod have fundet det vildt grænseoverskridende, hvis mine lærere havde botaniseret i, hvad, hvorfor og hvordan det gik og kunne gå.
At opdage at jeg kunne læse midt i 1. klasse var det, der revolutionerede mit liv, og den revolution indtraf først, da jeg opdagede og erfarede, hvordan vi alle har hver vores måde at tilegne os nødvendig viden og færdigheder på.
Og for mig er individets frihed til udfoldelse stort set meningen med det hele - ikke i økonomisk, men social og kulturel forstand. Økonomisk frihed skygger tværtimod for de andre friheder.
Først og fremmest handler det selvfølgelig om, at det ene ikke er ligeså godt som det andet. Og enhver, der har prøvet at give karakterer, ved, hvor indlysende tal og præstation passer sammen.
Når det er sagt, så har jeg selv aldrig interesseret mig særligt for mine egne karakterer (eller andres), og jeg har fremfor alt, modsat Frank Hansen, altid været gladest for at yde til de eksaminer, der blev bedømt bestået/ikke-bestået; men måske handler det om, at de fag, jeg har læst, ikke er så skarpt definerede.
Til analogien omkring grisen vil jeg gerne have en der vejer mindre fedt, har gået triveligt og frit i et griselykkeligt liv, for så er den bare så meget mere både smagfuld og mættende, undervægten til trods. 1 kg er bestemt ikke altid det samme som et andet kg....
Det er faktisk det samme med mennesker - et godt liv og lyst giver bedre nytteeffekt end krav og målsætninger. Det skal poderne sågu nok få set deres af, men så meget desto bedre på et ordentligt opbygget og positivt fundament.
Til karakterdyrkerne har jeg det spørgsmål, om ikke den egentlige grund til synspunktet er vane, og at vi selv var ramt, og ikke så alle problemerne dengang? Hvor meget og af hvem kigges der reelt på karakterer uden selve uddannelsesinstitutionerne - er en piontforskel på eks 2 ikke også underordnet den personlighed, vi som ansætter sidder overfor?
Jeg tror, at karaktersystemet bidrager til en kultur, hvor det betyder mere at bestå end at forstå. Jf. http://www.information.dk/510395
Motivationen for lærdom og udvikling bør drives af en oprigtig interesse og nysgerrighed..
Jeg synes konkurrence begrebet skal nuanceres. Mellem voksne, såvel som mellem børn er konkurrence sundt - og helt naturligt. Ja, faktisk et biologisk grundvilkår.
Men når statsmagten opsætter præmisserne og udmåler konsekvenserne - her blandt børn - så kan det udvikles til noget virkeligt uhyggeligt. Det er der allerede masser af vidnesbyrd om.
Esben Lykke - "konkurrencestat" er vist nok defineret som konkurrence mellem stater.
Ikke en mani, men en realitet. Som loven om forbundne kar.
Men at det skal brede sig ned gennem samfundslagene helt ned i børnehaven, er en mani.
Hvoraf følger, at den gode professor må være manisk :-) (lige glemt hans navn)
@Nils Bøjden
Min kommentar som du citerede omhandlede elevernes motivation. Jeg er enig i at karakterer er ment som en objektiv vurdering af eleven og en brik til dennes selverkendelse. Jeg kan også godt forstå hvorfor det er administrativt smart at vurdere eleverne objektivt. Og jeg går i høj grad ind for selverkendelse. Jeg tror til gengæld at karakterer fylder for meget i hovederne på for mange unge mennesker. De unge mennesker jagter jo en uddannelse som helst skal være noget af "det gode". De vil så gerne gøre det godt så de kan gøre deres forældre glade og stolte, samt blive anerkendt af deres medmennesker for deres fremragende præstation. Mange af dem ved ikke hvilken uddannelse de vil have - hvad de vil lave, så derfor bliver motivationen hentet gennem anerkendelse.
@Leo Nygaard
Efter en længere videregående uddannelse er jeg blevet klart bevidst om at konkurrence-elementet ikke motiverer mig, og ikke bidrager til mit helbred. Det er vidst at konkurrence har betydet meget i biologien, men det er på ingen måder være et forsvar for konkurrencen. Vi forsøger som mennesker at være medmenneskelige. En af de måder vi gør det på er ved at afbalancere vores samfund, og give de svage bedre chancer for at opnå en god tilværelse ved at tage fra de stærke. Det er vel nærmest det modsatte af konkurrence - medmenneskelighed.
Noget der i høj grad motiverer, inspirerer og dygtiggør mig, er sparringspartnere. Samarbejde med mennesker som er nysgerrige, stiller spørgsmål, udfordrer, og som jeg ligeledes kan udfordre. Det var det format som under eksamenslæsning bragte mig godt gennem mit studie - jeg nød at læse til eksamen med mine medstuderende, til forskel fra at gå til den normale planlagte, passive undervisning.
Vi kan ikke lide at tabe. I konkurrence vil der altid være en taber. Jeg har flere gange spurgt mig selv hvem det er vi konkurrerer med globalt - og hvorfor. Hvorfor har vi ikke nogen medmenneskelighed i det globale perspektiv? Der vil jo altid være et andet land som vil hænge i tråd med at vi forbedres i højere grad. Hvorfor vender vi ikke det hele om og melder os ud af konkurrencen, beslutter os for at være 'tabere' og kører vores eget show? Hvorfor forbedrer vi ikke vores land på baggrund af os selv og vores egne mål i stedet for efter sammenligning med de andre lande? Lad os sige at det er fint at kineserne præsterer bedre i folkeskolen, fordi vi godt kunne lide den måde vores folkeskole fungerede på, vi havde en god folkeskole med plads til udfoldelse, kreativitet og leg. Det er da velfærd at kunne tage den beslutning og sige: Det kan vi bære i vores samfund. Vi er dygtige nok. Vi er på et stadie hvor vi har overskud til at forbedre de bløde værdier.
Der er for meget tryk på.
Det kan godt være at forældrene siger til deres børn at det ikke betyder noget hvilken karakter de får, men hvor bliver de stolte når karakteren er god. Jeg kan godt forstå at gymnasieeleverne bekymrer sig over at de bekymrer sig over deres karakterer. Der burde skrues en tand ned for ambitionsniveauet. Menneskene bliver aldrig hele hvis der ikke er plads til at lege.
Lad os fokusere på at skabe nogle gode rum.
I'm in the US - so maybe my story is not relevant, but ... I always got poor grades from kindergarten to 7th grade -- in fact, they wanted to hold me back a year, but my parents objected. Then in 7th grade they administered an IQ test to the entire school (several hundred students). They discovered that I had the 2nd highest IQ in the school. The very next day, my teacher asked me why I just sat at my desk doing nothing when we were supposed to be studying. I told him that I read the whole book during the first two weeks. Then he asked my why I didn't offer answers for math questions. I explained that I had my own way of solving math problems - not using his steps. The next day I was placed into the highest reading group and highest math group.
I'm not sure what my point is. But to this day I'm always convinced that I'm not worthy of anything I do. I do know that grades didn't help me - they were more destructive than constructive.
Peter Hansen misforstår min kommentar, når han skriver, at jeg yder mere til en eksamen med karakterer end til en, hvor man blot skal bestå. Det har jeg ikke den fjerneste anelse om, idet jeg aldrig har prøvet at gå til eksamen uden karakterer. Jeg kan blot konstatere, rent empirisk, at mine studerende yder mere, når der gives en karakter. Dette er en ganske markant observation, som transcenderer køn og nationalitet. Jeg synes, at det er en god ide at basere diskussionen på evidens.
Det er så nemt at sidde bag computeren og udslynge floskler om hele mennesker, hvis man aldrig selv har stået i situationen. Jeg har som eksaminator eller censor deltaget i hundredvis af eksamener i mange fag og i flere lande, og har jeg endnu til gode at møde en kollega, som ikke er enig med mig i denne observation.
Karakterer har en lighedsskabende funktion. Det er meget nemmere for elever fra et hjem med klaver og et abonnement på Information at dupere en lærer med en snak fra de varme lande end det er for personer fra andre socialgrupper. Opgaver, hvor eleverne eller de studerende skal præsentere et selvstændigt raissonement uden hjælp hjemmefra, er den store equalizer i uddannelsessystemet.
Hvad angår hele mennesker, så foretrækker jeg til enhver tid at lade mig operere af en kirurg, som ved hvad han gør, fremfor blot at være et helt menneske. Det samme gælder, når jeg sætter mig ind i et fly. Det er langt vigtigere, at flykonstruktøren er dygtig til sit arbejde end at han er et helt menneske.
@Frank Hansen
Der kan være en forskel på hvordan unge mennesker og såkaldte voksne reagerer på karakterer. Man kan forestille sig at de erfaringer som du har gjort dig som underviser på universitetet ikke direkte kan sammenlignes med den data som er indsamlet på baggrund af karakterpåvirkning i folkeskolen - da folkeskolen altså er et noget andet 'studiemiljø'. Faktisk vil jeg mene at man næppe bruger ordet 'studiemiljø' omkring en folkeskole, hvilket også på en anden måde fremstiller en vis forskel mellem folkeskole og universitet.
Jeg har samtidig hverken læst artikler eller kommentarer vedrørende problematikken af karakterer fra universitetet. Samtidig synes jeg også at karaktersystemet på universitetet fungerer langt bedre, netop fordi at karaktererne ikke betyder så meget. En PhD-studerende i den forskningsgruppe som jeg er tilknyttet fik jobbet med et gennemsnit under 7. Han arbejder meget, har godt styr på stoffet og er en fin underviser. Vi har også en Post Doc i gruppen som er ordblind, og som heller ikke normalt ville anses for fagstærk - han er derimod en hel essentiel del af gruppen, som hjælper stort set alle og som sørger for at vores maskiner kører som de skal. På universitetet ved vi godt at karakterer ikke betyder alt. Som PhD-studerende får man iøvrigt ikke karakterer for de kurser man tager, for her antages det at man er blevet så dannet at man har lært at man lærer for sin egen skyld.
I gymnasiet betyder karaktererne til gengæld alt i forhold til om man kan komme ind på drømmestudiet. På medicin-uddannelsen på syddansk universitet ved jeg derimod at de gik en anden retning i forhold til optag af studerende (jeg ved ikke om de stadig gør dette, men de gjorde i 2005 og 2006). Kvote 1 ansøgere kom ind på gennemsnit som normalt, mens kvote 2 ansøgere ikke blev bedømt på karakterer, men i stedet kom op til prøver. Her skulle de svare på diverse spørgsmål både mundligt og skriftligt, og testes i deres evne til at udføre opgaver som blev forklaret af en anden, samt at forklare en opgave til en anden som skulle udføre denne. Måske det ville være en god idé med mere af den slags?
Det er gammel viden at man ikke bør bedømme mindre børn eller børn og unge i det hele taget på en karakterskala.
Så man kan med rette spørge ...hvorfor gør man det så??....
Alle ved at børn trives bedst i omsorgs fulde omgivelser hvor de bliver forstået set og hørt og nænsomt vejledt i deres dannelse.
Så hvorfor Antorini, hvorfor gør du skade på vores børn.?
Det er selvfølgelig vigtigt at børn lærer at læse, skrive og regne og det handler om at få dem til at knække koden, så går resten næsten af sig selv og i det spil er karakterer en ret ligegyldig stafage, som de kvikke kan pynte sig med og de mindre kvikke i bedste fald kan misunde.