Læsetid: 7 min.

’Hun havde ingen benklæder på og trak kjolen op over hovedet’

I den fortsatte jagt på oplysninger, der kunne fælde sortbørsens mystiske ’Edderkop’, indsamlede journalisterne Nørgaard og Dalgård i 1948 et væld af oplysninger – også om Hasselstrøms kone, der var ’utrolig fræk’, som det fremgår af deres hidtil ukendte dagbog
Den offentlige interese var enorm, som menneskemængden her foran Københavns byret, da retssagerne begyndte mod bagmændene bag efterkrigstidens sortbørs og deres håndlangere i 1950. En hidtil ukendt dagbog gør det muligt at følge de to journalister fra Social-Demokraten, hvis artikler tvang politiet til at undersøge det kriminelle miljø, der blev beskrevet som et københavnsk Chicago.
6. januar 2015

Søndag den 14. november

På forsiden af dagens udgave af Social-Demokraten havde journalisterne Anders B. Nørgaard og Poul Dalgård igen en artikel i deres serie om ’Edderkoppen’.

Fra deres kilder havde de erfaret, at Justitsministeriet en måned tidligere havde modtaget en skrivelse fra en indsat, der direkte angav brugtvognsforhandler Svend Aage Hasselstrøm – ’Edderkoppen’ – som bagmanden bag et opsigtsvækkende stort tyveri af rationeringsmærker i Gentofte i 1942.

»Mindst halvdelen af landets tyvekoster går via ham til opkøberne – og lige så mange smuglervarer passerer hans hænder«, skrev den unavngivne indsatte i sit brev ifølge artiklen, der tilføjede, at en række mindre butikker i et bestemt kvarter ejes af gadepiger, deres alfonser eller andre bekendte, som står i ledtog med ‘Edderkoppen’, der er virksomhedernes egentlige ejer. »De må hver dag betale ham dagens høst!«

I løbet af søndagen kontaktede Nørgaard og Dalgård en kok, der tidligere havde arbejdet som køkkenchef i restaurant Rex, som Hasselstrøm ifølge rygterne var medejer af. Restauranten lå i det boligkompleks i Dronningens Tværgade, hvor Hasselstrøm selv boede. I Rex holdt Hasselstrøm store fester, og i et baglokale til restauranten, plejede Hasselstrøm at mødes jævnligt til kortspil med forskellige mennesker. Aflukket blev af personalet kaldt for ‘Røverhulen’, og pølsefabrikanten og millionæren Houlberg var en af de faste gæster. Det fremgår af den dagbog som Nørgaard og Dalgård førte om deres research.

Kokken fortalte indledningsvis, at restauranten aldrig manglede smørmærker, de fandtes i ubegrænset mængde, og at en af Hasselstrøms mange sammenkomster havde været en fest for den tidligere kommunist og formand for Søfyrbødernes Forbund, Richard Jensen, da denne blev løsladt for en sortbørsdom. Til festen, hvor drikkevarerne og cigarerne som sædvanlig havde flydt uhæmmet, havde Hasselstrøms kone vakt opsigt:

»30 mennesker deltog, hans hustru ‘Bobby’ lavede skandale. Hun havde ingen benklæder på og trak kjolen op over hovedet på ‘direktør’ Houlberg. Hasselstrøm blev vred og stak sin kone ‘et par på skrinet’ og gik. Festen forløb fortsat muntert, senere vendte Hasselstrøm tilbage og deltog i festen. Nogle dage senere fik hans kone som undskyldning for ‘øretæverne’ en pels til 20.000 kroner«, skrev de to journalister i dagbogen.

Kokken fortalte også, at når Sundhedspolitiet kom forbi, kom de aldrig på inspektion i køkkenet, men fik i stedet »en splendid frokost i restauranten«.

Resten af søndagen forsøgte de to journalister at presse deres kilder i politiet: »Aflagde de sædvanlige politibesøg, resultatet negativt«, står der i dagbogen. Aftenen inden havde de endnu en gang været rundt på nogen af de værtshuse, som ’Edderkoppen’ skulle kontrollere: Cafe Frihedsstøtten, Øresund i Nyhavn, Den Blå Måne i St. Kongensgade, Cafe 85 og Grenen i Borgergade, samt Billigheden i Adelgade, der stødte op til Hasselstrøms bror Volmers forretning. Her observerede journalisterne, at der var »lys i baglokalet kl. 0.30, men slukket til gaden«.

Mandag den 15. november

Nørgaard kontaktede mandag en kriminaloverbetjent, som han tidligere havde talt med i forbindelse med dækningen af det sagnomspundne dobbeltmord på Peter Bangsvej i februar 1948.

Overbetjenten fortalte med stor beklagelse om korruption i dele af politiet: »Det er farlige folk, I vil afsløre. Når det ikke er lykkedes for politiet, der stort set kender de folk, der både dirigerer sortbørsen og leder forbrydelserne i stort tal, skyldes det, at for mange politifolk, også opefter, er mere eller mindre implicerede i de forskellige sager«, sagde overbetjenten ifølge dagbogen og fortsatte:

»Men der findes en god solid grundstamme, som er ubestikkelig (…) Det vil gå hårdt ud over mange flere end I tror, men det må vi tage med. Jo før, der renses op, jo bedre.«

Ifølge overbetjenten burde 12-14 opdagere fra Københavns Kriminalpoliti sættes på sagen, for sådan en gruppe ville gå på med krum hals. Det måtte ske i yderste stilhed, ingen måtte ane noget.

Til sidst opfordrede overbetjenten de to journalister til at være meget forsigtige: »I skal ikke mere spilde tiden på Borgergade-Adelgade, hvor det er småfugle, der kan fanges, og hvor faren for at blive ‘knoklet’ ned også er størst.«

I dagbogen understregede Nørgaard, at betjenten under ingen omstændigheder måtte kunne identificeres. Politidirektør Herfelt, som journalisterne havde udarbejdet en anonymiseret version af deres research til, havde ifølge dag- bogen sluttet sig frem til en af kilderne, nemlig politikommissær Gredsted, chefen for Station 3:

»Trods den fortrolighed, hvor med vi efter eget ønske havde overbragt ham en redigeret rapport«, følte politidirektøren alligevel ifølge dagbogen »nogen irritation mod Gredsted, selv om han ikke har ladet dette komme til orde«.

Nørgaard og Dalgård var også interessede i, om der var andre bagmænd end Hasselstrøm. Møbelhander Johannes Linde fra Frederiksberg, der ofte holdt til på Kakadu i Colbjørnsensgade på Vesterbro, kunne være sådan en. Om ham skrev de to journalister i dagbogen:

»Han er en hund efter piger, men giver sig gerne af med andre gæster. Ud på aftenen dukker folk op, og Linde er så fræk, at han tit modtager smykker til vurdering. Enes man om prisen, stikker han smykkerne i lommen. Det er hans underagenter, der kommer med dem, og som ved, hvor han træffes.«

»Linde er, når han bliver beruset, tilbøjelig til at prale af sine penge, og han kan antyde, at han er ‘mand for at ordne en sag’.«

For at undgå at blive alt for beruset havde Linde et trick, der kunne holde ham oprejst, nemlig en opkvikkende Mecodrin-kur, altså de amfetaminlignende såkaldte ferietabletter.

Ud over at støve kilder op og samle oplysninger var Nørgaard og Dalgård opsatte på at være alene om afsløringerne. Det fremgår således flere steder i dagbogen, at de forsøgte at blive fri for konkurrence fra kolleger på andre aviser, f.eks. Politiken:

»Politiken har en mand, vist Bernhard Nielsen, ude praktisk taget alene på vor historie med ubegrænsede midler.«

Tirsdag den 16. november

På forsiden af Social-Demokraten havde de to journalister skrevet en artikel om politiets jagt på et guldsmelteri, hvor der måske – måske ikke – var en forbindelse til ’Edderkoppen’.

»Gennem de sidste år har det været politiet bekendt, at der findes kamouflerede omsmeltningsværksteder rundt om i byen, ikke mindst i besættelsestiden foregik der livlige guld- og sølvomsmeltninger. At der stadig findes smelteværksteder, som benyttes af de store bagmænd, er givet (…) netop fordi ‘Edderkoppens’ virksomhed har været sigtet som bagmand i en række lignende sager, er det overordentligt sandsynligt, at trådene i sidste ende fører til den berygtede person.«

Artiklen sluttede Nørgaard og Dalgård med et ønske om, at andre politiafdelinger end Krisepolitiet påtog sig undersøgelsesarbejdet:

»Der er medlemmer i etatens forskellige grene, som har erklæret, at de gladelig ville ofre endog ferier og fridage på at afsløre ‘Edderkoppen’ og hans hjælpere.«

Senere tirsdag besøgte de to journalister en vicevært Jensen, hvis hustru arbejdede som rengøringskone i Varedirektoratet, hvor Hasselstrøm ifølge rygterne også skulle have folk på lønningslisten, men her blev de umiddelbart skuffede: Jensen gjorde et upålideligt indtryk.

»Han og hans kone kan købes for et par tikronesedler og måske supplere oplysningerne med navne, men deres udsagn må til en hver tid efterkontrolleres.«

Onsdag den 17. november

De to journalister holdt ifølge dagbogen onsdag aften visse restaurationer under opsigt.

Arbejderdigteren, den tidligere typograf Oskar Hansen, der også var tilknyttet Social-Demokraten, lovede at sætte et møde i stand den følgende aften med en tidligere betjent, som var medlem af en socialdemokratisk vælgerforening.

Sent onsdag aften aflagde de to journalister besøg i restaurant Markmann, som lå på Gl. Kongevej lige over for Hasselstrøms brugtvognsforretning, dog uden det store resultat.

Torsdag den 18. november

En ingeniør fra Dronningens Tværgade, der tidligere havde givet oplysninger om Hasselstrøm og været omtalt i dagbogen, fortalte nu om en betjent, der tidligere havde tjenestegjort på Station 3 i St. Kongensgade og i den periode have været ude for adskillige bestikkelsesforsøg, men havde afvist alle. Men da Dalgård ringede betjenten op på Politigården, »var han meget forbavset og sagde, at det eneste, han var gået med til, var en natlig samtale med I.H. (ingeniøren, red.), der skulle fortælle kriminalbetjenten, hvad I.H. vidste.«

Dalgård og Nørgaard tog derefter ned til Politigården og havde en kort, knap samtale med kriminalbetjenten, »der var bleg og kendelig nervøs«. Han bedyrede, at opdagelsespolitiet ikke foretog undersøgelser udover rent rutinemæssige afhøringer af folk, der muligvis vidste et eller andet. »Han løj tydeligt og var meget ilde berørt ved besøget.«

Tidligt på aftenen var Nørgaard sammen med Oskar Hansen taget til Sankt Paulsgade i saneringskvarteret for at besøge den tidligere betjent på Station 3. I samme opgang i Sankt Paulsgade boede i øvrigt en af Hasselstrøms håndlangere, kaldet ’Peter Guldtand’, og ifølge den tidligere betjent havde Peter Guldtand ikke bestilt noget som helst de sidste fire år. Nørgaard fik også oplysninger om ’Bobby’, Hasselstrøms kone: »Hun var en gammel demimonde. Oprindelig hed hun Andersen og boede i Borgergade 67. Hun er midt i 30’erne, kraftig og ser godt ud endnu, rødblond og utrolig fræk. Praler med mandens numre. Hun var en tid gift med en tatoveringskunstner, gl. søfyrbøder ‘Julle’ A.«

Dagen efter at Nørgaard havde talt med kriminaloverbetjenten, blev de to journalister klar over, at journalisten Bernhard Nielsen fra Politiken ville gøre meget for at komme på omgangshøjde med dem. Det var således lykkedes ham at opspore kriminaloverbetjenten, som dog havde afvist at udtale sig til Politiken. »Antagelig stammer Bernhard Nielsens oplysninger fra lillebilselskabet, hvor en eller anden chauffør må være hans meddeler. Nu benytter vi, når det er nødvendigt at komme hurtigt og langt om en taxa eller lader lillebilen holde i passende afstand fra det sted, vi skal besøge.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer