Læsetid: 8 min.

Kan ligestilling blive drevet for langt i skilsmissesager?

Eksperter advarer politikerne om at sætte ligestilling i centrum i stedet for barnet, når de lovgiver om skilsmisse. Faktisk er de andre nordiske lande blevet mere varsomme med at gå den vej, fordi forældre oplever en 50-50-ordning som en rettighed og glemmer, at det ikke nødvendigvis er bedst for barnet
Eksperter advarer politikerne om at sætte ligestilling i centrum i stedet for barnet, når de lovgiver om skilsmisse. Faktisk er de andre nordiske lande blevet mere varsomme med at gå den vej, fordi forældre oplever en 50-50-ordning som en rettighed og glemmer, at det ikke nødvendigvis er bedst for barnet

Josephine Kyhn/iBureauet

30. januar 2015

Ét tal er bemærkelsesværdigt, når det gælder ligestillingen i Danmark. Cirka 90 procent af de voksne, som bliver bopælsforældre efter en skilsmisse og dermed står med de afgørende beslutningerne i et barns liv, er kvinder.

Mange mænd derimod oplever at løbe panden imod en mur, når de efter en skilsmisse forsøger at få så meget samvær og ansvar for deres børn som muligt, forklarer landsformand for Foreningen Far, Jesper Lohse. Mændene ender typisk med at blive samværsforældre i de sager, der afgøres med eller uden konflikt mellem forældrene. Tallet for, hvor mange mænd, der bliver bopælsforældre, har stået i stampe siden 1980’erne.

Foreningen ser et typisk mønster i de sager, hvor mor og far ikke selv kan finde ud af at løse konflikter omkring børn efter en skilsmisse.

»Systemet er gearet til at håndtere de tilfælde, hvor faren udgør et samarbejdsproblem efter en skilsmisse. Men ikke i de mange tilfælde, hvor det er moren, der ikke vil kommunikere og samarbejde. Vi ser et mønstre, hvor kvinden møder op i Statsforvaltningen med en advokat og bliver tildelt midlertidig status som bopælsforældre. Derefter trækker de sagsbehandlingstiden ud ved ikke at møde op og vil så typisk ende med at blive bopælsforældre, uanset hvor meget barselsorlov, tæt kontakt og omsorg faren har haft i relation til barnet,« siger Jesper Lohse.

For at gøre noget ved den ulige fordeling har Socialdemokraterne derfor meldt ud i denne uge, at de ønsker et opgør med begrebet bopælsforældre for derigennem at ligestille forældrene efter en skilsmisse.

Og ligestilling mellem kønnene har da også været et centralt tema i familiepolitikken i samtlige nordiske lande i de seneste to årtier, forklarer lektor i familieret ved Islands Universitet, Hrefna Friðriksdóttir, der bl.a. har bidraget til en ny bog om fædreroller i Norden, Fatherhood in the Nordic Welfare States – Comparing care policies and practice.

»I den nordiske lovgivningsproces har man ændret lovene med det sigte at fremme ligestilling og forsøge at sikre, at et barn har mulighed for at have en god kontakt til begge forældre efter en skilsmisse. Det var nødvendigt på et tidspunkt,« siger Hrefna Friðriksdóttir

Men den islandske forsker ser samtidig en tendens i de øvrige nordiske lande – og indtil det socialdemokratiske forslag også i Danmark – til en opbremsning i bestræbelserne på at tvinge ligestilling igennem efter en skilsmisse. Og hun er på linje med andre eksperter, når hun advarer politikerne om at tvinge mere praktisk ligestilling igennem, fordi det kan blive på børnenes bekostning.

Absolut princip

»De fleste eksperter, som beskæftiger sig med børns rettigheder, undgår at tale om ligestilling i forbindelse med skilsmisser. For når man ser på, hvordan forældre har fortolket det brede sigte på ligestilling, man har indført eksempelvis ved at tildele automatisk delt forældremyndighed, så viser forskningen, at dette er blevet et udgangspunkt for mange flere forældre. De ser det som et absolut princip og som barnets rettighed, at alt skal være delt 50-50 mellem forældrene. Det har betydet, at flere har fået delt forældremyndighed end dem, der faktisk har kunnet håndtere det. Det kan være skadeligt for barnets hverdag og opvækst, hvis man forventer, at skilsmisseforældre skal blive enige om alt,« siger hun og peger på andre undersøgelser, der har vist, at det er meget svært for skilsmisseforældre pludselig at skulle være enige om helt basale ting, som tidligere kan have været årsag til mange konflikter i deres ægteskab.

Derfor har samtlige nordiske lande faktisk trådt et skridt tilbage i familielovgivningen, når det gælder ligestilling efter skilsmisser, påpeger den islandske forsker.

I Norge overvejede man for eksempel, om man skulle skrive en deleordning for barnet ind i loven. Det har altid været en mulighed, at forældrene kan vælge en såkaldt 7/7-ordning, så barnet tilbringer lige mange dage hos hver forældre efter en skilsmisse.

»Det undlod man, og argumentet var bl.a., at hvis man indskrev 7/7-ordningen i loven, ville nogle forældre læse det som en regel, ikke en mulighed. Og det kan aldrig nogensinde blive en regel. Hvis forældrene bor rigtig tæt på hinanden og er gode til at samarbejde, kan det være det bedste for barnet. Men det er ikke det bedste for alle børn,« siger Hrefna Friðriksdóttir.

Hun peger også på, at det danske folketing har ændret den nye forældreansvarslov, der i 2007 indførte automatisk delt forældremyndighed. I 2012 blev det muligt at ophæve den fælles forældremyndighed, fordi det havde vist sig, at konfliktniveauet steg i flere sager, og politikerne ønskede at beskytte barnet mod opslidende konflikter mellem forældrene.

Flere konflikter

Også Mai Heide Ottosen, der som seniorforsker ved SFI har en lang række undersøgelser af danskernes skilsmisser bag sig, mener, at politikerne skal være varsomme med at bruge lovgivningen til at presse mere ligestilling igennem.

»Opgøret med begrebet bopælsforældre er signalpolitik, der bliver svær at effektuere, så det får en positiv effekt i børnenes praktiske dagligdag. Det er svært at være fælles om alle beslutninger, hvis man ikke kan tale sammen. Det siger sig selv. Det kan ende med, hvad vi også har kunnet se i kvantitative undersøgelser, at forældrene simpelthen undlader at træffe nødvendige beslutninger om barnet. F.eks. hvis barnet ikke trives i skolen og forældrene ikke kan blive enige, så sker der bare ikke noget,« siger Mai Heide Ottosen og spørger, hvem der skal være den endelige besluttende instans, hvis forældrene ikke kan blive enige om barnets bopæl eller skolegang.

Hvis det bliver Statsforvaltningerne, der skal træffe beslutninger om mindre uenigheder, vil Statsforvaltningerne komme under et endnu større sagspres, end tilfældet er i dag, hvor der klages over lange sagsbehandlingstider, vurderer Mai Heide Ottosen.

»Man risikerer at optrappe uenighederne. Vi har set en stigning i antallet af sager ved fogedretten, fordi konfliktfeltet blev større med den nye forældreansvarslov, og der er blevet mere at være uenige om. Nu skal man så også til at være uenige om bopælsspørgsmålet. Selv om det selvfølgelig er fint, hvis forældrene selv kan finde ud af at forvalte deres forældreskab til gavn for barnet, kan man med forskningen i baghovedet have en begrundet skepsis over for, at man kan lovgive sig til mere ligestilling,« siger Mai Heide Ottosen.

Hrefna Friðriksdóttir opfordrer i stedet politikerne til at kigge nærmere på den økonomiske ligestilling mellem forældrene. Med den juridiske begunstigelse af bopælsforældren følger nemlig også den økonomiske, sådan at bopælsforælderen modtager det største økonomiske tilskud.

»Jeg tror faktisk ikke, at beslutninger omkring bopæl og andre af barnets livsforhold er det største problem. Pengene er det væsentligste, og det har jo egentlig ikke noget at gøre med mængden af samværet. Hvis man kunne lave en lovgivning, der i højere grad sikrede en lige fordeling af økonomien, ville det være en vej at gå. Det er meget mere omfattende, hvis forældre skal dele alle beslutninger. Det, frygter jeg, er utopisk.«

Jesper Lohse bekræfter, at den økonomiske forskelsbehandling kan have stor betydning for skilsmisseforældre. Men han mener, at ligeværdig behandling af skilsmisseforældre uden skelen til forældrenes køn, men med fokus på, hvad der er det bedste for barnet, er helt afgørende for det fremtidige samarbejde omkring barnet.

»Det første, vi beder skilsmisseforældre om i dag, er, at de inden for fem dage skal finde ud af, hvem der er A- og B-forældre. Derefter er de juridiske og økonomiske forskelle markante. Men hvis man smider forældre i bokse, de ikke passer ind i, så kommer man ikke langt med at mægle mellem dem for at mindske konfliktniveauet. Mægling dur ikke over for den gruppe, hvis de ikke i udgangspunktet bliver behandlet lige,« siger han.

Han er til gengæld helt på linje med eksperterne i, at afskaffelse af bopælsforældrebegrebet ikke bør føre til, at forældre ser en deleordning som det eneste rigtig for deres børn.

»Vi skal passe meget på, at der ikke stilles lighedstegn mellem, at forældre stilles mere lige, og så at deleordningen passer til alle børn. Der er mange fædre, der – selv om de bliver mere ligestillede med mødrene – stadig vil føle, at det bedste for deres barn er at være hos dem hver anden weekend. Det ved vi fra vores rådgivning,« siger han.

Øremærket barsel

Forfatter og kønsdebattør Gretelise Holm har i kølvandet på det socialdemokratiske udspil stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor regeringen har afstået fra at ligestille mændene før en eventuel skilsmisse, da de valgte at gå imod regeringsgrundlaget og sløjfe forslaget om øremærket barsel til mænd.

»Går helt ind for ligestilling, men jeg mener, at man bør starte et andet sted, nemlig med at give fædre mulighed for at få samme tilknytning til børnene, som moderen får ved at tage i snit 92 procent af barselsorloven. Men nej, øremærket barsel til mænd var et af de løfter, som regeringen løb fra. Så man oplever igen, at mænds rettigheder til børnene efter skilsmisse er vigtigere end deres pligter til at tage sig af dem før skilsmissen. Danske mænd har nordisk bundrekord ved kun at tage 7,4 procent,« skrev hun bl.a. på Facebook.

Professor ved Aalborg Universitet, Tine Rostgaard, har sammen med en islandsk kollega redigeret bogen Fatherhood in the Nordic Welfare States – Comparing care policies and practice. Hun mener, at en lovgivning, der gav mænd flere muligheder for at tage barsel med deres børn, ville kunne smitte af på ligestillingen efter skilsmisse.

»Den måde, man har indrettet barselslovgivningen på i Danmark, tilgodeser kvinden i langt højere grad end manden, og det betyder, at farens rollen bliver en anden i barnets tidlige år. Det betyder noget for farens egen opfattelse af, om han kan magte barnet, og for omgivelsernes forventninger til ham og hans evner. Hvis faren har investeret i familien og taget orlov, kan det fungere som en konkret ting, der henviser til en aktiv deltagelse i barnets omsorg, fordi det ellers kan være svært at dokumentere, at man er en god far,« siger hun.

Mai Heide Ottosen har i en analyse i forbindelse med den såkaldte børneforløbsundersøgelse, hvor 6.000 børn er fulgt siden 1995, undersøgt, om der er en sammenhæng mellem længden af farens barselsorlov og hans stilling efter en eventuel skilsmisse. Hun fandt ikke sådan en sammenhæng.

»Barselsorlov hænger jo ikke nødvendigvis sammen med, at man er en meget aktiv far, der henter og bringer, skifter bleer og tager barns sygedag. Det kan man sagtens være, selv om man som far ikke har taget mere end de obligatoriske to ugers barsel. Det er den sociale organisering af familien som sådan, der betyder noget i forhold til en eventuel senere skilsmisse,« siger Mai Heide Ottosen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Schøtt
Anne Schøtt anbefalede denne artikel

Kommentarer

erik mørk thomsen

Det kunne løses meget letter, spørg børne, hvor vil I bo, og respektere det.
Samtidligt skal børne havde lov til at vælge om, hvert år.
Det vil tvinge forældre til at opføre sig ordligt, eller bliver de fravalgt af børnene.
Som systemet er i dag, viser alle erfaringer, at en sagbehandler, ofte vælger a-forældre, ud fra sit eget køn, og ikke efter, hvad barnet ønsker og er bedst for barnet.

"Det kunne løses meget letter, spørg børne, hvor vil I bo, og respektere det."

Overhovedet ikke. Det er et ansvar man ikke kan påføre børnene. Ethvert forsøg på denne slags løsninger er ansvarsflugt fra forældrenes side,

Liliane Murray, Majbritt Nielsen, Thomas Jensen, David Zennaro, Carsten Mortensen, Bent Nørgaard, June Beltoft og Vibeke Svenningsen anbefalede denne kommentar
erik mørk thomsen

Kære Nils
Hvis børne helst vil være hos moren eller faren, hvem er du så, hvis du tro, at du ved bedre, Gud måske?
Men i øvrigt, bør forældre træde et skridt tilbage, med deres eget ego trip, og lade børne tav komme i højsæde,men det er det, der desværre ikke sker.
Mange forældre brugerne børne, til at tage hævn, over deres mislykke samliv, med det resultat, kommer børne betale prisen for det.

Vibeke Svenningsen

Jeg er helt enig i, at man ikke som udgangspunkt skal pålægge børn følelsen af at fravælge en deres forældre, hvor der er et højt konfliktniveau forældrene imellem. Der hvor forældrene snakker sammen kan man jo sagtens sætte sig ned og tage børnene med på råd.

Majbritt Nielsen, Carsten Mortensen, Bent Nørgaard og June Beltoft anbefalede denne kommentar
Jørn Petersen

Når forældrene slås, bør man som udgangspunkt anvise børnene/barnet et fredfyldt sted at opholde sig, mens forældrene forsøger at blive voksne og ansvarsfulde igen.

lars abildgaard

det eneste rigtigt er at lade barnet/børnene blive i fællesboligen, så kan forældrene på skift bo der en uge af gangen. Så skal barnet heller ikke fjernes fra sine vanlige omgivelser. det handler jo om barnet tarv.

Majbritt Nielsen, Bent Nørgaard, Lars Riber og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar

Jeg er ret sikker på de fleste børn vælger mor som primær forældre indtil en given alder.
Der er desværre indblandet rigtig meget indforstået holdning udfra køn.
Mange sammenhænge jeg dukker op i sammen med min søn og hans mor er der ret anstrengte miner når jeg taler om og håndterer drengen lige så naturligt og nogen gange bedre end hende. Gæt engang hvilket køn der er absolut dominerende i DK' sundhedssektor...
Hvor tit må kvinden høre spontane udbrud som: "neej du er go til ham " eller "han har jo tillid til dig" ! Øøh jo tak.. Det er faktisk mit barn jeg tager mig af.
Jeg har af naturlige årsager ikke mulighed for at amme. Resten går faktisk fint. Selv tudeturene er ligeså godt sunget til ro i mine arme.

Jeg har desværre ikke noget konkret bud på hvordan nuværende regler forbedres. Ændres bør de. Kvinden favoriseres ikraft af sit køn istedet for en samlet vurdering af hvad der er bedst for barnet.
Det er sørgeligt og belastende med så lange ventetider i Statsamtet for råd og vejledning, mon ikke en del konflikter kunne afklares her, inden de spidser til..

Sascha Olinsson, Thomas Jensen og Hans Christian Asmussen anbefalede denne kommentar

De, der findes ikke universalløsninger på problemet, desværre.
Men enhver kan regne ud, at når vi allerede har så megen ballade om fælles forældremyndighed, så bliver det ikke bedre af endnu mere af samme slags.
Jeg ved ikke om det skal bruges som valgflæsk eller om det bare er noget mere uigennemtænkt, men det er helt sikkert et hit hos de fraskilte.
Hvem har ikke hørt de forfærdeligste historier i nattelivet og andre steder, hvor mennesker færdes?
Det er som det sidste indsamlingsshow "uretfærdigt"!
Nej, det er dumt og det er at gøre børnene en bjørnetjeneste. I stedet for at kunne skilt via computeren på et minut, så skulle der betydelig mere eftertanke til - og vejledning.
Men alt skal jo gå hurtigt i dag.

Vibeke Rasmussen

Ja, giv bopælsretten til barnet/ børnene, så de har krav på, at kunne blive boende i eget hjem efter forældrenes skilsmisse! Så må det være op til forældrene at blive enige om en ordning, fifty-fifty, 14-14, 9-5, eller hvilken matematisk formel de nu kan komme op med, som svar på hvem der skal bo hos barnet hvornår.

Sagt kun halvt i spøg, for når forældre reagerer på det forslag ved at slå syv kors for sig og forarget udbryde, at det kan man da ikke, kan det jo undre, at de ikke desto mindre forventer, at deres børn skal kunne.

Majbritt Nielsen, Sabine Behrmann, Nille Torsen, lars abildgaard og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Vibeke - Jeg anbefaler din registrering af, at børnene skal være stærkere end forældrene...
Har selv engang været forælder med fast 14 dages udlevering, ikke engang det var særlig motiverende og at glemme det er også svært.
Selvfølgelig er der partnere, som kan - og vil finde ud af det, heldigvis...

Man bør se på grundvilkårene for familien idag. Børnefamilien er under pres, det forventes at man både gør karriere, har fuldtidsjob og småbørn på én gang. Det er ikke unormalt at kvinden tager to, tre, fire fulde barselsorlove i træk, så er hun ude af arbejdsmarkedet, dagpengene ryger og er så på overførselsindkomst. Visse ledighedskurser er ligefrem fyldt op med akademikerkvinder, der passer børn mens manden tager karrieren, bedsteforældre til at passe er kun de heldige forundt, og deltidsjob er der heller ikke mange af. De bliver skilt bl.a. fordi familien ikke kan leve af èn indtægt, mange mænd nutildags forventer, at kvinden har et job, ledighedshetzen sætter ind fra flere sider. Ligestilling? Nej!
Hvis bopælsretten gives til manden har kvinden nærmest ikke råd til samlivet med børnene, for så er hun fattig som en kirkerotte.

Det er så trist!!! Mennesker, der engang elskede hinanden og skabte et fælles liv, der kræver respekt OG kærlighed!!! Den kærlighed burde ikke kunne brydes! Har været forbi i løbet af livet, så jeg ved, man kan! Barnet frem for stolthed og vrede!!! Han og hun har Aldrig valgt dether!

En respekt for hinanden er respekt for barnet.

Det, som fundamentalt er problemet er, at vi kan ikke fokusere på barnets tarv samtidigt med at fokusere på et forældretarv m/k. Vi støder ind i en mur når forældres rettigheder m/k bliver til en modsætning til barnets tarv. Faderens ret er en modsætning til moderens ret. Barnet vokser op under tingenes tilstand ligegyldigt om systemet er retfærdigt mand og kvinde imellem. Opgøret som er på vej, nu også i folketinget, handler om at kvinde/barn relationen skulle have større betydning end mand/barn relationen. Det, er der nemlig ikke videnskabeligt belæg for at sige, når man ser på hele barnets opvækst. Kvinder lægger ofte vægt på barnets tilknytning er større til kvinden pga. hun bærer barnet inde i sig og skal igennem en symbiose i barnets første tid. Det er imidlertid ikke nok til at påkalde sig større berettigelse eller ansvar for barnet, når man ser på hele barnets opvækst. Her er identitetskabelse noget som skal søges både hos moderen og faderen. Det er svært at pege på, en ligeså tydelig funktion, faderen har for barnet som moderens fødsel og amning. 88 procent, mener alligevel, at der skal være ligestilling på børne området, det er, en så godt som, enstemmig tilkendegivelse på at faderens funktion i opvæksten er af lige så stor betydning som moderens. Alternativet skulle være, at manden afstod at være en del af barnets opvækst og overlod det til kvinden og det kunne blive en konsekvens af en fortsat linie af den nuværende lovgivning.
Hvis vi nu allesammen lige stoppede op og kiggede på situationen som den tegner sig til at blive - så vil den fremtidige lovgivning beskytte alles rettigheder til hinanden og dette et forsøg på at modvirke den ulykkelige situation som så mange børn og voksne står i nu. Til gengæld vil det blive langt sværere for egoisten som vil afskære den opbrugte partner og tage barnet alene med sig ind i fremtiden.
Det er fra starten en fejl af dimensioner, at man har forsøgt at lovgive hvad en familie skal være. Det burde jo være mandens respekt for kvinden og det hun gør for barnet, hvilket er en fantastisk bedrift. Omvendt burde kvinden vise respekten for manden og hans virke, men når samfundet har frataget manden hans berettigelse i familien ved at fratage ham evnen til at skaffe, igennem et massivt tilskudssystem til børnene som vandrer fra mand-skattevæsenet-tilskudssamfundet-moderen for til sidst at nå barnet. Den gennemsnitlige værdiudveksling fra en mand gennem staten til kvinde ligger på 2.2 mio i løbet af et liv hos gennemsnitsdanskeren, hvilket svarer til et parcelhus. Systemet har spillet fallit på den måde, at kærligheden har tabt. Det er jo det den har. Det er kærligheden som har de ringeste vilkår i verden. Vi har en masse kvinder som ikke får den respekt de fortjener og mænd som oplever ikke at blive anderkendt for deres indsats og ender som tabere i et system som er designet til at dræne dem langsomt.
Som man kan se vil der aldrig opnåes enighed om, hvordan børn skal flytte fra forældre, men vi kan opnå respekt for hinanden og man skal holde op med at skille børnene fra forældrene. Det eneste man egentligt kan spørge sig selv om er : Hvordan står det til med kærligheden i DK. Og det går jo ikke særligt godt. Og det er jo det vi skal give til vores børn. Skilsmissen er jo døden for kærligheden og det er i perioden bagefter, at erkendelserne ligger. Når man har lovgivet som der gøres nu med straks skilsmisse, er der jo ingen som når at gennemgå den stenhårde process det er at gøre regnskabet op i dødsboet. Det er efter skilsmissen, at man kan finde ud af hvad der gik galt. Var jeg for ung? Var det hende eller var det mig eller var det fordi jeg kyssede med hende Gerda. Barnet vil altid være et resultat af, hvem netop disse to mennesker er under ægteskab, under skilsmisse og efter skilsmissen. Man kan ikke undsige sig, at man er sammensmeltet i et barn og alverdens konflikt kunne udskiftes med en respekt for hinanden inden vi skal herfra. Et skænderi er en skændsel for barnet. En respekt for hinanden er respekt for barnet. Vi er allesammen forbundet.
Ligestilling nu.
Lige til sidst en bemærkning til de såkaldte eksperter. Mai Heide Ottosen har interviewet 6000 bopælsforældere og deres børn og ligegyldigt hvilke tal hun får ud af sine undersøgelser ville hun aldrig anbefale ligestilling, da hendes egne præferencer for kvinderne som magthavere i børneopdragelsen gennemsyrer hendes arbejde. Jeg vil nok tro, at hun bilder sig selv ind at hun gerne vil børn deres bedste, men når det kommer til ligestilling, så ville hun aldrig kunne indse at ligestilling er til børnenes bedste. Det kommer bag på mig gang på gang, at hun ignorerer at 1/3 del af danske skilsmissebørn ikke ser deres forældre under denne lov når hun bliver interviewet som den som "ved" mest. Det kommer også bag på mig, hvorfor hun i samme ombæring forsøger at undergrave fundamentet for ligestilling. Jeg forstår ikke hendes motivation for det medmindre det skulle være feministisk arbejde under dække af sit "videnskabelige arbejde". Nok er rapporten BØRN OG UNGE I DANMARK "Velfærd og trivsel 2014" sikkert lavet korrekt og alt er rent og pænt, men man må undres over hendes valg af brug af fodnoter til at gemme ting af vejen som hun ikke ønsker skal læses.
Læs rapportens side 102 hvor der står og se den mest skumle fodnote jeg nogensinde har set.
På side 102, skrives:" Det mest almindelige er fortsat at bo det meste af tiden hos én forælder og overnatte regelmæssigt hos den anden (i alt 39pct.), men hele 30 pct. af de 3-årige og 21 pct. af de 15-årige har en deleordning 1)."
..."Fodnoten skal så læses på side 125 bagerst i kapitlet.
"1) I undersøgelsen brugte vi ordlyden: ’Deleordning, hvor barnet bor næsten lige meget hvertsted’ frem for en mere præcis optælling af overnatninger hos moren og faren. Denne forholdsvist løse definition kan betyde, at omfanget af deleordninger overestimeres en smule."
Hele dette ender med at P1 debat nu fremsiger at 30 procent af danske skilsmissebørn lever i en 7/7 ordning. Mai Heide Ottosen er selv tilstede under debatten og undgår helt at rette på tallene som hun selv står for. Og så må man spørge sig selv hvorfor hun har interesse i at pumpe tallene op omkring 7/7 ordningen. Det er fordi, hun ved at mange mødre ikke ville bryde sig om, hvis det skulle være meningen med ligestilling. Ligestilling som jeg forstår det er således.
Hvorfor er det ikke sådan, at der er 50/50 fordeling til forældre som udgangspunkt imellem bopælsforælderen og samværsforælderen. Hvis man så finder ud af en anden løsning som de fleste ville gøre, så samarbejder man om en løsning som passer til netop den familie, og hvis man ikke kan samarbejde, så hedder det tilbage til 50/50. Det er da den eneste rationelle løsning. Der er jo ingen som forhindrer forældre i at lave andre løsninger som passer til netop deres børn. På den måde er der jo en motivation for alle parter ligesom dengang man var sammen til at få den bedst mulige løsning. Det er jo ikke sværere end det.

Michael Bruus

Nu er børn jo ikke noget statisk; de gennemlever udviklingsfaser og har skiftende behov hvad for og mor angår.
Så ligestilling på det område kan kun virke hensigtsmæssigt hvis den ikke er samtidig.
Lidt firkantet stillet op, de små under 3 til mor og de lidt større, over 7 til far, jævnfør udviklingspsykologien.
Altså ligestilling over tid.

Eller som en debattør udtrykte det; ”børn har lige ret til begge deres forældre”.

Ligestilling mellem ægtefæller ved en skilsmisse handler ikke kun om ligestilling mellem de to køn. I et heteroseksuelt ægteskab er der også mormødre, farmødre, mostre, og fastre som bliver påvirket af en skilsmisse. I et lesbisk ægteskab er der slet ikke nogen mand og ligestilling betyder i dette tilfælde ligestilling mellem to kvinder- den biologiske mor og "medmoderen".

Nogle ville hævde, at de tider er forbi hvor manden var skafferen og kvinden hjemmegående eller med deltidsjob. Derfor var kvinden både i sin fysik og sit ansvar den nærmeste kilde til omsorg for barnet.
Vi har altså forskellige præferencer og mange levn i kulturen.
Man gør et stort nummer ud af at Danmark har så og så mange familietyper!

Men alligevel vil man trække færdige pakker ned over skilsmisse forældrene, ganske som på andre områder i vort herlige reformliv.
Men det kan man ikke!...
Hvert parforhold med børn er noget individuelt og årsagerne til brud (som måske viser sig hurtigere i dag gr. økonomi) er suverænt det enkelte forhold.
Altså har vi behov for begavede løsninger og ikke analyser og regler, der er farvet af egen opvækst, erfaringer og sårede følelser.

Søren Sørensen

Lad dog være med at gå rundt om den varme grød.

Det er jo sådan at rigtigt mange af i hvert fald de fattigere mødre holder fast i børnene fordi de medfølgende tilskud (børnepenge, boligsikring og børnecheck) sikrer dem en ret god livsstil, og selvfølgeligt ikke vil opgive disse økonomiske privilegier selv om de måske som udgangspunkt ikke er interesseret mere i deres børn end faderen er, og nogle gange ligefrem mindre interesserede.

På samfundets bund (altså blandt kontanthjælpsmodtagere og lavtlønnede) betyder det at have bopælsretten over to små børn jo en stigning i det månedlige rådighedsbeløb på 5-6000 DKK - en ikke ringe sum når man er i de nederste økonomiske lag.
Således har man som bopælsforælder for to mindre børn på kh jo 16 - 17.000 udbetalt (hvis man regner boligsikringen som indkomst) hvor en ikke-bopælsforælder (=far) på kh får 10.400 udbetalt - og ydermere skal betale børnepenge af disse, samt får meget, meget mindre i boligsikring*.

En økonomisk udligning mellem skilsmisseforældre ville allerede løse mange tvister, simpelthen fordi tvisten ikke længere handler om økonomi, men udelukkende om barnet - og der er der mange mødre der faktisk ikke er så interesserede som de lader som i statamtet...

* Som ikke-bopælsforælder på kh kan jeg få ~300 DKK/md. i boligsikring ved en husleje på 5000 DKK/md., hvor jeg som bopælsforælder ville kunne få 2300 DKK/md. ved den samme husleje...

Lars Riber , Thomas Jensen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar
Sascha Olinsson

Anne Eriksen...Man vil jo ikke trække pakker ned over forældrenes hoveder- kun de forældre der ikke kan finde ud af det selv og derfor må have andre til at finde ud af det for dem...Jo mere fleksibe man selv er jo mindre pakke...

Jeg er ikke tilhænger af ligestilling. Jeg tror at en fader der foretager et aktivt tilvalg af børnene er en bedre bopælsforældre end en moder der naturaliserer kvinden som omsorgsgiver. Det handler om at få kønsrollerne afkoblet fra barnets perspektiv. Og jeg tror ikke på at mødre vil deres børn mere tarv end fædre

sascha olinsson -pakke var nok ikke det rigtige udtryk .-)
Kom for langt ind i sundhedsvæddeløbet...
Men, det er fakta at Statsforvaltningen allerede p.t. har for mange sager og derfor ventetid - og vil man så yderligere stramme reglerne i "retfærdighedens" navn i ligestillingens navn, så kommer det til at gå ud over barn/ børnene.
Få er særlig fleksible i disse situationer og måske giver man også op for tidligt.

Selvom min egen skilsmisse ligger godt tilbage, har jeg også observeret en del i årene - og det kan også tydeligt læses mellem linjerne i indlæg både her og andre steder.

Majbritt Nielsen

Søren Sørensen
31. januar, 2015 - 12:56
Det så åbenbart en god forretning at få børn. Men jeg må sku godt nok indrømme at jeg er glad for jeg ikke har fået. For når jeg kigger på hvordan de jeg kender der har fået børn og åbenbart kræver ind. Så jeg ikke misundlig på dem. De er bundet til det og de skal hele tiden have fat i kommunen hvis de vil noget.
De kan risikere at der kommer et større eftersyn af deres situation.

Og det er da en høj pris at betale for at "få" penge.
Jeg har ondt af deres børn, da de som så mange andre overtager forældrenes "job".
Akademikerbørn bliver oftere akademiker, håndværkerebørn bliver oftere håndværkere og så videre.
Så i stedet for at have ondt i et vist sted over de forældre, burde man gå ind og ændre på den sociale negative skrue der er for børnene og deres fremtid... I stedet for at bitche over forældrene...
Det er en længer varende løsning...

Søren Sørensen

Majbritt - det er faktisk en god forretning at få børn - for kvinder (der jo som udgangspunkt får tildelt bopælsretten) der befinder sig på samfundets økonomiske bund.
De der ekstra (yup, skattefrie) ~7000 DKK/md. er jo altså et gevaldigt løft i en lavindkomst.

At man får tildelt barnet/børnene og dermed pengene betyder jo ikke at man behøver bruge alle pengene på børnene, eller bruge mere tid på børnene end højst nødvendigt, vel?

Men det økonomiske incitament fører til at der givetvis er en del mødre der på ingen måde vil give slip på deres børn, selv om de øjensynligt ikke er interesserede i dem.

...og så har vi konflikterne - for nogle fædre er faktisk interesserede i deres børns velbefindende.

Gør det mindre attraktivt at være enlig forælder og vi vil se mange færre samværssager, i og med at det ikke længere er grådigheden der styrer - og børnenes bopæl kommer til at afhænge af hvem der har lyst til at have børnene...

Liliane Murray

Jeg mener man bør tage udgangspunkt i børnenes behov for at have både en mor og en far der er tilstede i deres liv. Det er traumatisk at vokse op uden den ene eller den anden forælder, og der kommer nemt til at mangle noget i udviklingen af barnets forståelse af det manglende køn (mandlig eller kvindelig rollemodel), som kan give barnet varige mèn og stille det dårligt i sociale interaktioner med det modsatte køn.

Det er barnets ret der bør tages udgangspunkt i.