Interview
Læsetid: 3 min.

Lægers kritik af sengelukninger gør indtryk

Region Hovedstaden forsvarer nedlæggelsen af sengepladser i psykiatrien med, at det er målet, at færre patienter skal indlægges. Men ledelsen er ked af speciallægernes protest over nedlæggelserne og håber at finde en løsning på et dialogmøde, siger vicedirektør
Indland
29. januar 2015

Direktionen i Region Hovedstadens Psykiatri er ærgerlig over kritikken fra en større gruppe speciallæger, der har deltaget i en underskriftsindsamling i protest mod nedlæggelser af sengepladser.

»Det gør faktisk et rigtig stort indtryk, at så mange speciallæger deltager i sådan en underskriftindsamling. Derfor har vi jo besluttet at invitere dem til et dialogmøde, for vi vil selvfølgelig gerne tale nærmere med dem om det,« siger vicedirektør Peter Treufeldt.

Ifølge speciallægerne er der nu så få psykiatriske sengepladser i Region Hovedstaden, at syge borgere, som har brug for en indlæggelse, bliver afvist eller kun bliver indlagt i en kort periode. En praksis, som ifølge lægerne er lægefagligt uforsvarlig.

Der er igennem flere år sket en omlægning, hvor senge på åbne afsnit er blevet nedlagt, mens man har oprettet flere senge på lukkede afsnit.

Del af national strategi

Vicedirektør Peter Treufeldt forklarer omlægningen med, at man har villet styrke den ambulante behandling, hvor patienter kan blive boende i eget hjem.

»Den allervigtigste årsag er, at vi vil forfølge den strategi, der er på nationalt plan. Vi vil gerne styrke den ambulante behandling, så man så vidt muligt kan hjælpe patienterne i nærmiljøet, så de ikke skal indlægges, hvor de risikerer at miste sociale færdigheder, og hvor de heller ikke har deres sociale ressourcer omkring sig.«

Regionen har således de seneste år oprettet næsten 500 såkaldte OPUS-pladser, hvor unge psykotiske patienter kan få ambulant behandling.

Peter Treufeldt understreger dog, at regionen fortsat skal have sengepladser, så patienter, der er for syge til ambulant behandling, kan indlægges.

»Jeg har gennem de sidste år hørt mange efterlyse flere lukkede senge, så det er bl.a. derfor, vi har valgt at styrke bemandingen på de lukkede senge,« siger Peter Treufeldt og påpeger, at Region Hovedstaden har knap 1.200 sengepladser i alt.

Samlet set er 16 sengepladser blevet nedlagt siden 2012, viser tal fra Region Hovedstaden, som Dagens Medicin har bragt, og som direktionen har brugt til at nedtone problemet i debatten om sengelukninger.

Men går man længere tilbage i tiden, ser billedet noget anderledes ud. Fra 2007 og frem til 2012 blev 305 sengepladser nedlagt. Det fremgår af et svar til regionens politikere i forbindelse med budgetforhandlinger i 2012.

Peter Treufeldt afviser dog, at det er misvisende kun at se på udviklingen siden 2012.

Når der i perioden mellem 2007 og 2012 blev nedlagt op mod 300 senge, skyldes det sammenlægningen af de tidligere amter, og at man i den forbindelse skulle »harmonisere tilbuddene« fra fire tidligere hospitalsvæsner, siger vicedirektøren.

»Ud over det var der en kommunalreform, som flyttede opgaven med at skabe botilbud, altså støttede boliger til patienterne, til kommunerne. En betydelig del af de senge, der blev lukket i den periode, var botilbudslignende senge på Sct. Hans Hospital. Det er forklaringen på de tal. Der er ikke noget underligt i det.«

– Det ser bare underligt ud, at man vælger lige at se på udviklingen siden 2012, fordi det er fra da af, at antallet af sengelukninger falder.

»Det kan jeg godt se, når du stiller det frem på den måde. Men på den anden side har vi haft en stabil periode med senge siden 2012. Det kan være, jeg har fejlopfattet det, men jeg opfatter speciallægernes underskriftsindsamling som en utilfredshed med det, der sker nu. Og det er også derfor, vi skal have den dialog med dem.«

– Lægernes kritik går også på, at de forskellige ledelseslag, heriblandt direktionen, ikke har været lydhøre nok de seneste år. Har I været gode nok til at lytte til lægernes bekymringer?

»Vi har i hvert fald gjort os umage, og jeg er ked af, at de har den oplevelse. Vi har faktisk et velfungerende samarbejdssystem, hvor der er mulighed for at give udtryk for holdninger af enhver art. Men jeg kan konstatere, at der er nogle speciallæger, der ikke føler sig hørt, og derfor inviterer vi dem nu til dialogmøde, hvor vi selvfølgelig også har på dagsordenen, hvordan vi sikrer, at de er med i udviklingen, for de er rigtig vigtige i den sammenhæng.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Christensen

Færre indlæggelser er målet - right. Men er der en seng til alle der skal indlægges her og nu?

VIRKER SOM ENDNU EN GANG NEWSPEAK!

FIGHT BACK

John Christensen

Færre døde i krig - udlever mindre ammunition! Samme opskrift.

God dag der ude