Læsetid: 4 min.

’Måske har krisen rundet vores kanter lidt for meget’

Både på nationalt og internationalt plan er fagbevægelsens store udfordring ifølge FTF-formand Bente Sorgenfrey, at politikerne ikke tager arbejdstagerorganisationerne alvorligt. Det er fagbevægelsens egen skyld, mener hun
’Vi skal tænke nye måder at arbejde på, nye måder at effektivisere på, så vi stadig kan fastholde høj kvalitet. De dagsordener skal vi kunne levere på, ellers får vi det meget svært fremover,’ siger Bente Sorgenfrey, der er formand for den ene af landets to store hovedorganisationer, FTF

’Vi skal tænke nye måder at arbejde på, nye måder at effektivisere på, så vi stadig kan fastholde høj kvalitet. De dagsordener skal vi kunne levere på, ellers får vi det meget svært fremover,’ siger Bente Sorgenfrey, der er formand for den ene af landets to store hovedorganisationer, FTF

Tor Birk Trads

3. januar 2015

Egentlig virker det til, at både den nuværende regering og fagbevægelsens top gør alt i verden for at lægge de kuldsejlede trepartsforhandlinger fra 2012 bag sig. Men det er Bente Sorgenfrey selv, der bringer dem frem fra glemslen, da interviewet kommer til at handle om fagbevægelsens muligheder for at nå politisk indflydelse i fremtiden.

»Vi har et problem med den politiske indflydelse. Vi har et problem med at blive taget alvorligt af politikerne. De kraftige fingertryk, vi gerne vil sætte, får vi ikke sat,« begynder Bente Sorgenfrey sit svar.

Hun er formand for den ene af landets to store hovedorganisationer, FTF – den anden er LO – og samtidig er hun for kort tid siden også blevet formand for sammenslutningen af den nordiske fagbevægelse, NFS.

»Mange politikere – også politikere i den nuværende regering – opfatter det at inddrage fagbevægelsen som noget besværligt. Vi så det ved trepartsforhandlingerne i 2012, som regeringen havde lagt kraftigt op til i deres regeringsgrundlag. Det lykkedes ikke at lave en aftale, og siden har vi brugt tiden på at skubbe aben fra skulder til skulder. Hvem var ansvarlig? Var det Dansk Metal, der trak stikket? Eller var det i lige så høj grad Corydon og regeringen, som ikke turde forpligtige sig over for parterne? Jeg tror, politikerne opfatter nogle ting som mere enkle ved ikke at have fagbevægelsen med.«

For interesseorganisationer som fagbevægelsen er det et stort problem, hvis der ikke bliver lyttet til deres synspunkter. For fagbevægelsen er problemet endnu større, fordi organisationerne historisk set har haft en af de allerbedste adgange til det politiske niveau. Men den tid er slut, mener Bente Sorgenfrey. Det gælder både på Christiansborg og i Bruxelles.

»Vi skal kigge os selv i spejlet og finde ud af, om vi er for tunge at have siddende ved et forhandlingsbord –eksempelvis når det gælder reformer af velfærdssamfundet. Kræver vi kun ind på vegne af vores medlemmer, eller er vi også i stand til at ofre noget? Det synes jeg sådan set, at vi er i stand til, men jeg kan godt se, at vi ikke altid er helt parate til at indgå aftaler, hvor vi både får og giver. Vi er med i en masse småaftaler, men det er jo ikke noget, der rykker markant ved samfundet.«

Konkrete udspil

Hvad enten forhandlingspartneren hedder statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) eller kommissionsformand Jean-Claude Juncker, ser Bente Sorgenfrey dog gode muligheder for at få politisk indflydelse i fremtiden, hvis fagbevægelsen formår at ændre fokus:

»Vores medlemmer siger, at de gerne vil være medlemmer og bakker op om fagbevægelsens historiske projekt. Men de har svært ved at se, hvor vi har indflydelse. Vi melder os ind på den bane, der forhandles på i stedet for at stå og råbe og skrige. Måske har krisen rundet vores kanter lidt for meget. Dels fordi vi har en forståelse for, at økonomien er mere anspændt, dels for at få indflydelse har vi måske skåret kanterne af. Men vi skal have kanter, fordi vi ikke er et parti eller en del af en regering.«

»Samtidig skal vi være dem, der er innovative, når det handler om at udvikle arbejdspladserne. Vi skal tænke nye måder at arbejde på, nye måder at effektivisere på, så vi stadig kan fastholde høj kvalitet. De dagsordener skal vi kunne levere på, ellers får vi det meget svært fremover. Vi skal kunne komme med konkrete udspil, som ikke kun handler om, at vi vil have mere eller bevare det, vi har, så er vi uinteressante at samarbejde med.«

’Ingen lovgivning at stå på’

Før fagbevægelsen bliver interessant at samarbejde med for det politiske niveau, er det ifølge Bente Sorgenfrey nødvendigt, at der kommer »samlede, klare mandater i den europæiske fagbevægelsen, så vi kan være en ordentlig modpart over for EU-Kommissionen«.

»Arbejdsmarkedets parter har faktisk stor indflydelse via traktaterne, for vi har høringsret på stort set alt. På den måde får vi mulighed for på forskellig vis at kunne blokere, men derfra og til at få en social dialog, som også er beskrevet i traktaterne, er der et stykke vej.«

Samtidig er hun som formand for den nordiske fagbevægelse presset af, at arbejdsmarkedet i de forskellige europæiske nationalstater er forskelligt bygget op – på trods af arbejdskraftens frie bevægelighed.

»Vi er pressede i forhold til at få indflydelse på de aftaler, der bliver indgået. Det kan f.eks. være på TTIP-handelsaftalen, der forhandles mellem Europa og USA. Vi blander os i det, men vi bliver ikke inddraget som en naturlig part. Det kan også være i den vækstplan, som Jean-Claude Juncker sidder og fedter med, hvor fagbevægelsen i Europa har svært ved at finde sammen. Vi har forskellige systemer og forskellige holdninger til arbejdsgiverne. I Danmark er vi jo mere konsensussøgende i forhold til at nå resultater, mens man i Frankrig er mere konfliktsøgende. Det gør det svært at samle fælles mandater.«

»Vores eneste svar til arbejdskraftens frie bevægelighed er: organisering, organisering, organisering. Jeg er tilhænger af arbejdskraftens frie bevægelighed, men når jeg møder en polsk ambassadør, som siger, at der ikke er nogle af de polske arbejdere i Danmark, som bryder lovgivningen, har han jo i princippet ret, fordi der ikke er nogen lov om mindsteløn, og vi heller ikke vil have det. Men derfor har arbejdsgiverne jo ikke ret til at give polakkerne 50 kr. i timen. Det strider mod vores moralske og etiske synspunkter, men vi har ingen lovgivning at stå på.«

– Er politikerne både nationalt og internationalt bevidste om den udfordring?

»Nej, jeg hører ikke mange forsvar for den danske aftalemodel. Jeg hører Henrik Dam Kristensen (S) som beskæftigelsesminister sige det. Jeg har også hørt Helle Thorning- Schmidt sige det. Mette Frederiksen (S) sagde det også. Men jeg oplever ikke, at det er en generel holdning hos politikerne. Og i Bruxelles er det altså heller ikke øverst på dags- ordenen.«

Serie

Seneste artikler

  • ’Fagbevægelsen har brug for et kulturopgør af dimensioner’

    5. januar 2015
    Fokus skal i fagbevægelsen flyttes fra medlemstal til overenskomstdækning, mener professor Ove Kaj Pedersen, som forudser store kulturkampe i fremtiden for fagbevægelsen. Fusioner er nødvendige, hvis arbejdstagerne vil have en chance mod arbejdsgiverne, mener han
  • ’Sammenhold betyder alt – det får det hele til at køre’

    29. december 2014
    27-årige Robin Løffmann er et af fagbevægelsens nyeste medlemmer – og et af dem, fagbevæ-gelsen skal bygge sin fremtid på. Han ser fællesskabet som den helt store styrke – både i dag og i fremtiden
  • ’Det vigtigste for vores medlemmer er tryghed’

    27. december 2014
    I en alder af kun 32 år er Morten Skov Christiansen allerede kommet til tops i fagbevægelsen som formand for LO Hovedstaden. Som fremtidens mand ser han store uforløste potentialer for en fagbevægelse, der bliver stadig mere presset af udenlandske arbejdsgivere og -tagere
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Christensen

Det bliver næppe meget anderledes på den måde. Jeg får i hvert fald ikke her noget klart indtryk af, hvorfor jeg skal bakke op om fagbevægelsen, hvordan bevægelsen vil nå hvilke mål. Det lyder som en gang 'problematisering' uden vision og mål. Ikke godt nok til at gøre en forskel.

Hvis jeg bliver noget, er det utryg. Hvad er det Bente vil give bort af, for at kunne tage noget af? Vil hun for at sidde med ved bordet sælge ud af grundværdier til fals for socialdemokratiske løfter om måske-effekt? Har vi her endnu et eksempel på at det er selve den personlige magtposition der lokker? Hvad er berettigelsen?

Preben Haagensen, Rune Petersen, Torben Nielsen, Mads Kjærgård, Lene Christensen, Steffen Gliese, Karsten Aaen, Dan Johannesson, Flemming Scheel Andersen, curt jensen, Jesper Frimann Ljungberg, lars abildgaard, Carsten Mortensen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

" Kræver vi kun ind på vegne af vores medlemmer, eller er vi også i stand til at ofre noget? Det synes jeg sådan set, at vi er i stand til, men jeg kan godt se, at vi ikke altid er helt parate til at indgå aftaler, hvor vi både får og giver. Vi er med i en masse småaftaler, men det er jo ikke noget, der rykker markant ved samfundet."

Det er jo ikke jo ikke en foreningsleder, men en politiker, som taler der.
Det kunne lige så godt have været EUpolitik eller finanslovsforhandlingerne, hun omtaler mulighederne i.
Måske er det derfor, politikerne ikke tager fagforeningerne alvorlige. Lederne taler som politikere, de forhandler som politikere, de bruger det politiske sprog,
men de er i virkeligheden noget andet.
Nemlig ledere af foreninger og ikke politiske partier.

Har vi et lille rolleproblem, her?

Preben Haagensen, Rune Petersen, Torben Nielsen, Mads Kjærgård, Gert Selmer Jensen, Lene Christensen, Peter Jensen, Herdis Weins, Anne Eriksen, Steffen Gliese, Karsten Aaen, Vibeke Hansen, Peter Poulsen, Flemming Scheel Andersen, curt jensen, lars abildgaard, Henrik Christensen, Carsten Mortensen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Carsten Mortensen

Det som også falder mig i øjnene her er den konsensus-søgning jeg hører hun klart giver udtryk for, hvad er det mon som medlemmerne skal give, ud over det arbejde de allerede dagligt leverer - og som der profiteres på?
Det var netop den såkaldte "samarbejdsånd" som slog fagbevægelsen ihjel for 10-15 år siden - læs et hvilket som helst fagblad i dag: Der er kun 'skønsange' om CV'er, job, karrieremuligheder og en enkelt artikel om at man nu har vundet en erstatning for en uberettiget fyring.
Ingen fagpolitik! Fagpolitisk er de reduceret til samarbejdspartnere.
Det opnår man altså ikke noget særligt ved - og tro mig, jeg ved det - mvh en gammel typograf.

Preben Haagensen, Rune Petersen, Torben Nielsen, Henrik Christensen, Rasmus Kongshøj, Gert Selmer Jensen, Lene Christensen, Herdis Weins, lars abildgaard, Steffen Gliese, Karsten Aaen, June Beltoft, curt jensen, Anne Eriksen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Jesper Frimann Ljungberg

Jeg mener nu stadig at fagforeningerne, er i krise. Man har ikke rigtig forstået globaliseringen og kørt sig selv i stilling til at tjene sine medlemmer optimalt.

// Jesper

Torben Nielsen, Henrik Christensen, Rasmus Kongshøj, Karsten Aaen, June Beltoft, Torben Selch og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Måske er problemet det samme som med de fastgroede politikere, som mange af os gerne så udskiftet til folk med erhvervserfaringer og år på arbejdsmarkedet?
De sidder fast i gode stillinger og står i virkeligheden ikke op for deres medlemmer - men mere for dem selv. Kun Dennis Kristensen ses i billedet ind i mellem.
Snakken om yngre eller andre kræfter synes at have forstummet?
Medlemmerne - gør de noget? Eller accepterer de bare vilkårene?
Og fradraget?
Naturligvis er EU eller de sidste mange års opmærksomhed på erhvervets betingelser med regeringer, der klart er højreorienterede - heller ikke medvind på cykelstien.
Men fagforeningerne er de eneste kræfter til forbedringer, så i stedet for at vente på EU eller valg m.m., så kom på banen...

Torben Nielsen, Henrik Christensen, Rasmus Kongshøj, Lene Christensen, Herdis Weins, Vibeke Rasmussen, Karsten Aaen, June Beltoft, Dan Johannesson, Lise Lotte Rahbek og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Dan Johannesson

"Vi skal kunne komme med konkrete udspil, som ikke kun handler om, at vi vil have mere eller bevare det, vi har, så er vi uinteressante at samarbejde med."
Jamen så lav dog flere generelstrejker, luk kapitaltossernes fabrikker og statens institutioner. Så kan det være at magthaverne fatter faktorenes orden, og hvor alle deres rigdomme og "effektive ideolgier", samt den destruktive vækst der fremmer begge dele, kommer fra.
Så bliver fagbevægelsen og deres "besværlige" medlemmer, det vil sige alle os der kører hamsterhjulet rundt, pludselig "interessante" at "forhandle" med igen.
Magteliten har glemt hvem det er der tossegodmodigt bliver ved med at producer selve fundamentet for deres magt og profit, og problemet er er at de får vendt det på hovedet som omvi er afhængige af dem, og ders forhandlingsvilje, når det i realiteten i langt højere grad forholder sig omvendt. Det er der, der skal sættes ind.

Carsten Mortensen, Preben Haagensen, Torben Nielsen, Henrik Christensen, Rasmus Kongshøj, Flemming Scheel Andersen, Lene Christensen, Herdis Weins, Helene Kristensen, Claus Jensen, Anne Eriksen, June Beltoft, Torben Selch og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Vi mangler "Sømandsbossen" til at slå i bordet, bande af helvede til og smække nogle verbale lussinger ud - så den ble-generation på Christiansborg kan få noget kompetent modstand.

Michael Reves, Gry W. Nielsen, Rune Petersen, Torben Nielsen, torben - nielsen, Henrik Christensen, Rasmus Kongshøj, Flemming Scheel Andersen, Lene Christensen, Helene Kristensen, lars abildgaard, Anne Eriksen og Dan Johannesson anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Engang havde fagbevægelsen en avis og et parti. Da de opgav at have det, kunne det kun gå tilbage. Engang var de tæt på medlemmerne og organiseret i specialforbund, der dækkede folks faktiske fag og dermed arbejdsrelaterede særinteresser. Det har vi heller ikke mere. Sådet...

Michael Reves, Carsten Mortensen, Preben Haagensen, Henrik Christensen, Rasmus Kongshøj og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Problemet er politikernes ønske om at være ambitiøse. Det skal de ikke være, de skal bare have tingene til at fungere med mindst mulig lovgivning.

Michael Reves, Preben Haagensen, Henrik Christensen, Rasmus Kongshøj, Flemming Scheel Andersen, Peter Jensen og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Det er jo næsten ikke til at opretholde fag-specifikke fagforeninger,
når nu medlemmerne er under stadig uddennelse til andre fag, hvor der måske og måske ikke engnag vil opstå flere arbejdspladser. Måske.
Altså sejler det hele rundt i een stor pærevælling sammen med mange menneskers arbejdsidentiteter også.
Og når så fagforningerne vil være politikere istedet for politikerne, så er det lidt svært at få øje på fix-punkterne.

Tommy Knudsen, Carsten Mortensen, Torben Nielsen, Flemming Scheel Andersen, Herdis Weins, lars abildgaard, Vibeke Rasmussen, Tue Romanow, Torben Selch, Anne Eriksen, Steffen Gliese og Dan Johannesson anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det første slag skal være, at man som Carsten Mortensen påpeger, at man afskaffer retten til at udbede sig den moderne ækvivalent til skudsmålsbogen, cv'et, for fag, hvor der ikke er tradition for det.

Carsten Mortensen, Torben Nielsen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Michael Bruus

”Det lykkedes ikke at lave en aftale, og siden har vi brugt tiden på at skubbe aben fra skulder til skulder. Hvem var ansvarlig? Var det Dansk Metal, der trak stikket? Eller var det i lige så høj grad Corydon og regeringen, som ikke turde forpligtige sig over for parterne? ”

Personligt oplevede jeg Dansk Metal, som den eneste ”rigtige” fagforening i hele træpartsvirvaret og heri ser jeg den helt store udfordring.
Nemlig, at fagbevægelsen på den ene side stadig er gammeldages og usmidig og på den anden leflende (beklager det ringeagtende udtryk)
Med en fagbevægelse som ikke rigtig har formået at følge med tiden på den ene side og en leflende (beklager det ringeagtende udtryk) tilgang til det politiske system, står fagbevægelsen rigtig dårligt og gamle slogans som ”organisering, organisering, organisering” gør det klart, hvor skidt det står til.

Carsten Mortensen, Karsten Aaen, Henrik Christensen, Lene Christensen, Steffen Gliese og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Henrik Tegtmeier

Lise Lotte Rahbek undrer sig over, at fagbevægelsens ledere er politiske. Hun skriver sågar, at de er noget andet, men ikke hvad det så er - andet end ledere af foreninger. Det er sort snak. Tror Rahbek kun der findes politikere i folketinget?

Jeg må lige understrege overfor Lise Lotte Rahbek, at fagpolitik også er politik, og at fagbevægelsens ledere netop derfor er politikere. De er faktisk ikke andet.

Lise Lotte Rahbek

Henrik Tegtmeier
Det var lige en som dig, som har svarene på det hele, jeg har ventet på.
Jeg undrer mig nemlig over helt vildt mange ting.

Hvis fagforbevægelsens ledelse ikke er andet end politikere, som du selv formulerer det,
hvorfor i alverden stiller de så ikke op til politiske valg til kommunal- og regeringsledelse?
- Er en fagforening det samme som et politisk parti - og hvorfor hedder det så en fagforening og ikke et fagparti? - Og er politiske partier så det samme som fagforeninger?
- Hvad er sort snak? Er det når man taler til andre i omtale og ikke i direkte tiltale?
- Hvis fagforeninger ledes af politikere, hvordan findes medlemmerne så ud af, hvilken farveblok deres fagforning tilhører?

Jeg har 1000 andre spørgsmål på lager, som jeg lige skal ud i solskinnet og tænke over.
Jeg vender tilbage senere med næste vognlæs.

Carsten Mortensen, Torben Nielsen, Henrik Christensen, Flemming Scheel Andersen, Herdis Weins, Claus Jensen, Vibeke Rasmussen og Tue Romanow anbefalede denne kommentar
Henrik Tegtmeier

Lise Lotte Rahbek:
Jeg kan godt tale direkte til dig. Jeg tager et spørgsmål ad gangen:
- Der er forskel på fagpolitik og partipolitik. Hvorfor flere fagbosser ikke stiller op til partipolitiske valg, må du spørge dem om - det kan jeg ikke vide. Måske er de netop dér hvor de er, fordi det er der deres engagement ligger.
- Nej. En fagforening er en fagforening, og et politisk parti er et politisk parti. Det er ikke svært.
- Sort snak er når man siger noget, der ikke giver mening.
- Farveblokkene er mest noget man bruger til at betegne de politiske partier. Fagbevægelsen er traditionelt set venstreorienteret med udgangspunkt i arbejdernes rettigheder, men mange fagforeninger har cuttet de traditionelle bånd til partierne.

Du må simpelthen acceptere, at politik er andet og mere end partipolitik.

Henrik Tegtmeier

Fagpolitik og partipolitik har rent organisatorisk været adskilt i Danmark siden 1880'erne, så det er gamle nyheder jeg byder på..

Vibeke Rasmussen

"Nej, jeg hører ikke mange forsvar for den danske aftalemodel. Jeg hører Henrik Dam Kristensen (S) som beskæftigelsesminister sige det. Jeg har også hørt Helle Thorning- Schmidt sige det. Mette Frederiksen (S) sagde det også."

Men er dét nok? Er dét tilfredsstillende? At du bare hører dem "sige" det?

Breaking News: Det er ved at gå op for fagforeningerne i Danmark at vi er med i EU!

Derefter vil det vel gå op for dem at:

1. Folketinget i Danmark får mindre og mindre indflydelse på lovgivningen i Danmark.

2. EU er en sammenslutning hvor det i størstedelen af landene er parlamenterne der håndterer aftaledelen på arbejdsmarkedet. Dette kan forventes at smitte af på EU. Derefter vil de danske fagforeninger være uden indflydelse på arbejdsmarkedslovgivning andet som høringspartner samt som lokal kontrollant.

3. Hvis man kræver/ønsker mere end der tilbydes i andre EU lande vil arbejdpladser/penge forsvinde ud af Danmark.

4. Fagforeningerne skal til at genopfinde sit eget overordnede formål. Nye strategiske arbejdsområder kunne sagtens være øget efteruddannelse (evt med ETCS points inkluderet) mod mindre lønstigninger, øget fokus på forsikringsordninger i takt med at dagpengesystemets økonomiske del fjernes fra staten og internationalisering af lobbyvirksomheden.

Henrik Tegtmeier:

Siden vi nu har fået slået fast, at fagforningsbosserne er politikere, hvordan kan det så være deres politikerkolleger ikke respekterer dem?

Hvis vi desuden går ud fra, at Sorgenfrey hverken er lettere debil eller født i går, hvordan skal vi så forlige de følgende udtalelser:

"jeg kan godt se, at vi ikke altid er helt parate til at indgå aftaler, hvor vi både får og giver."

"Måske har krisen rundet vores kanter lidt for meget. Dels fordi vi har en forståelse for, at økonomien er mere anspændt, dels for at få indflydelse har vi måske skåret kanterne af. Men vi skal have kanter, fordi vi ikke er et parti eller en del af en regering."

Fagforeningen har i for høj grad forståelse for den anspændte økonomi og har skåret kanterne af for at få indflydelse, men samtidig har fagforeningen ingen indflydelse, fordi de ikke forstår at være imødekommende - altså er for kantede?

Eller hvad med den her:

I Danmark er vi jo mere konsensussøgende i forhold til at nå resultater, mens man i Frankrig er mere konfliktsøgende. Det gør det svært at samle fælles mandater.«

Aha, vi har et problem med de konfliktsøgende fagbevægelser, fordi den danske fagbevægelse kan lide at søge konsensus. Men hov, var problemet ikke lige, at fagbevægelsen ikke kunne finde ud af at både give og tage - det man også kalder at søge konsensus?

Måske Sorgenfreys efterfølgende eksempel kan lette forvirringen:

Jeg er tilhænger af arbejdskraftens frie bevægelighed, men når jeg møder en polsk ambassadør, som siger, at der ikke er nogle af de polske arbejdere i Danmark, som bryder lovgivningen, har han jo i princippet ret, fordi der ikke er nogen lov om mindsteløn, og vi heller ikke vil have det. Men derfor har arbejdsgiverne jo ikke ret til at give polakkerne 50 kr. i timen. Det strider mod vores moralske og etiske synspunkter, men vi har ingen lovgivning at stå på.«

Så, godt, Danmark har ingen lov om mindsteløn og vil heller ikke have det. Det er vist konsensus. Men vi vil heller ikke have arbejdere til 50 kr. i timen, det er også kons... Næ, vent, det er det jo ikke, for det er de danske arbejdsgivere, der giver 50 kr. i timen. Så i virkeligheden var der slet ikke konsensus om noget, vel?

På den baggrund kan man godt forstå, det alligevel ærgrer Sorgenfrey, at "vi har ingen lovgivning at stå på." Men allerede i næste paragraf begræder hun igen politikernes manglende interesse i at forsvare den danske aftalemodel - dvs. modellen med en konsensus, som vi lige har konstateret var en illusion.

Er der en forklaring, eller er det hele bare sort snak?

Carsten Mortensen, Henrik Christensen, Flemming Scheel Andersen, Mads Kjærgård, Lise Lotte Rahbek, Anne Eriksen, lars abildgaard og Peter Jensen anbefalede denne kommentar

"»Vi er pressede i forhold til at få indflydelse på de aftaler, der bliver indgået. Det kan f.eks. være på TTIP-handelsaftalen, der forhandles mellem Europa og USA. Vi blander os i det, men vi bliver ikke inddraget som en naturlig part. Det kan også være i den vækstplan, som Jean-Claude Juncker sidder og fedter med, hvor fagbevægelsen i Europa har svært ved at finde sammen. Vi har forskellige systemer og forskellige holdninger til arbejdsgiverne. I Danmark er vi jo mere konsensussøgende i forhold til at nå resultater, mens man i Frankrig er mere konfliktsøgende. Det gør det svært at samle fælles mandater.«"

Måske er fagforeningstoppen både magtbegærlig, karriereliderlig og naiv på én og samme, syndige gang? Fagforeninger vil kun blive inddraget som part i dét omfang at de kan være med til at bære folkelige byrder igennem; altså som nyttige idioter. Adam Smith belærte os tidligt herom, da han beskrev kapitalismen som samfundsmodel; der vil være brug for at de udbyttede organiserer sig, så der ikke opstår ustyrbare revolter og anarki. Kapitalen har brug for proletariatets organiserede samarbejde, brug for nogen som kan hjælpe bærmen med at sluge kameler og siden lave stort ud over sig selv.

Steffen Gliese, Carsten Mortensen, Karsten Aaen, Henrik Christensen, Rasmus Kongshøj, Flemming Scheel Andersen, Lise Lotte Rahbek, Grethe Preisler, Anne Eriksen, lars abildgaard, Lene Christensen og Claus Jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Der er kun et svar, Nils Bøjden, og det bliver nødvendigt: at rulle Lissabon-traktaten, der gik alt for langt og ødelægger Europa. tilbage. Eller melde sig ud og indgå et uformelt samarbejde med lande, der ligner os mere.

Henrik Christensen, Flemming Scheel Andersen, Anne Eriksen og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar

"Der er kun et svar, Nils Bøjden, og det bliver nødvendigt: at rulle Lissabon-traktaten, der gik alt for langt og ødelægger Europa. tilbage. Eller melde sig ud og indgå et uformelt samarbejde med lande, der ligner os mere."

Held og lykke med den mission.

Flemming Scheel Andersen og Lene Christensen anbefalede denne kommentar

"Aha, vi har et problem med de konfliktsøgende fagbevægelser, fordi den danske fagbevægelse kan lide at søge konsensus. Men hov, var problemet ikke lige, at fagbevægelsen ikke kunne finde ud af at både give og tage - det man også kalder at søge konsensus? "

Nej, det er fordi den franske fagbevægelse traditionelt ingen indflydelse har haft på nationalt plan, men udelukkende på lokalt (virksomhed) plan. 3-parts forhandlinger, arbejdsmarkedets aftaleret og lignede eksisterer ikke i Frankrig.

Bent Nørgaard

Visse vasse. Fagforeningerne blev til A-kasser en gang i halvfjersene, da man gav arbejderne så meget i løn, så de fik råd til bil og villa - vis de ikke strejkede! Så kan man mene, at det måske var målet for fagforeningerne, da de blev skab for over hundrede år siden - men det er jo en anden sag.

@Claus

Pointen er at fagbevægelsen i Frankrig ikke har haft ansvar for løsninger på nationalt plan. Dette kræver kompromisser, forhandlinger og afvejninger. Derimod har man har ansvar for slagsmål med de andre fagforeninger, slagsmål med virksomheder og funktion som lobbyist af hvilket ingen af funktionerne kræver evner udi forhandlinger og kompromisser. Derudover har de franske fagforeninger traditionelt ikke være specielt gode til at organisere hvorfor de hverken har kunne tale for særligt mange mennesker eller få et mandat der krævede at de skulle søge kompromisser.

http://www.denstoredanske.dk/Erhverv,_karriere_og_ledelse/Erhvervsliv/In...

"Organisationsgraden var i 1995 under 10%, og de enkelte landsorganisationer var omtrent lige store med medlemstal på ca. 500.000"

Til at starte med. Søg selv efter organisationsprocenter, fagforeningsmodeller, indflydelse på lovgivninger, aftalemodeller og sådan noget. Så forstår du måske bedre det jeg skriver.

Niels Bøjden:

Det, jeg ikke forstod, var, hvordan det relaterede til mit indlæg, men det behøver det selvfølgelig heller ikke.

Steffen Gliese

I 1994 trådte den dagpengereform i kraft, der brød med det helt grundlæggende princip i Danmark, at arbejde er arbejde. Før det kunne ingen drømme om at sætte folk til at arbejde for andet end løn på gængse overenskomstvilkår med optjening af dagpengeret. Reglen var, at når der blev arbejdet, hørte alt andet op: man skulle ikke registreres hos a-kasse og AF, man forbrugte ikke af sin dagpengeperiode, tværtimod talte den nye timer. Det var en grundlæggende sikring af den tryghed, som er baggrunden for opbyggelsen af velstand, når man ikke har folkemasser at vælge og vrage i og behandle som skidt. Og det fungerede, især fordi folk var i stand til at opretholde deres professionelle virke, selvom der indtraf stilstand. Det hjalp virksomhederne med sæsonarbejde, det hjalp de løstansatte, og det var en tryghed for alle på arbejdsmarkedet, som var demokratisk, fordi i alle i realiteten ville kunne benytte den i påkommende tilfælde. At fagbevægelsen sagde ja til denne forandring var første skridt nedad glidebanen, som man aldrig skulle have taget.

Preben Haagensen, Karsten Aaen, torben - nielsen, Henrik Christensen, Rasmus Kongshøj, Flemming Scheel Andersen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Ti gengæld har franskmændene så også et politisk system, hvor det har givet mening at give et flertal til socialisterne og at vælge en socialistisk præsident.

Lise Lotte Rahbek

Henrik Tegtmeier
Undskyld jeg sådan forlod dig i strakt gallop, men solskinnet venter ikke, og bliver ikke rigtig stående på skærmen, som debatord.
jeg kan se, at andre kommentatorer også har en del på hjerte,
så jeg vil nøjes med at stille et supplerende spørgsmål;

Du skriver: "Nej. En fagforening er en fagforening, og et politisk parti er et politisk parti. Det er ikke svært."
Orv. Det så nemt ud.
Så vil jeg bare be dig beskrive forskellen på politik i fagpolitisk sammenhæng og i landspolitisk/kommunalpolitisk sammenhæng
set i relation til artiklen.

PS. Nede i hjørnet af kommentarfeltet til højre findes en prikket trekant,
som kan udvide kommentarfeltet,
så de kommentatorer, som har viden at øse ud af,
ikke behøver nøjes med at benytte sig af oneliners.

Henrik Tegtmeier

Jeg er helt enig med dig, Claus Jensen: Det er nogle noget mudrede budskaber Sorgenfrey kommer med. Det er helt klart for mig, at fagbevægelsen har svært ved at finde ud af, hvordan man skal tage kampen op. På den ene side er det godt at have store forhandlingsfællesskaber for at have en stor stemme, men det hjælper ikke meget, hvis det våben man har (strejke) reelt ikke er et våben man vil bruge. Så er det ligemeget hvor mange man er. På den anden side accepterer man symbolsk KLs betingelser om 'normaliserede' forhold - altså færre aftaler - ved at forhandle for mange faggrupper samtidigt.
Thomas Aastrup Rømer har skrevet en fin blog om fagforeningernes problemer, med udgangspunkt i Danmarks Lærerforening:
http://www.thomasaastruproemer.dk/hvad-er-en-fagforening.html

Henrik Tegtmeier

Jeg er helt enig med dig, Claus Jensen: Det er nogle noget mudrede budskaber Sorgenfrey kommer med. Det er helt klart for mig, at fagbevægelsen har svært ved at finde ud af, hvordan man skal tage kampen op. På den ene side er det godt at have store forhandlingsfællesskaber for at have en stor stemme, men det hjælper ikke meget, hvis det våben man har (strejke) reelt ikke er et våben man vil bruge. Så er det ligemeget hvor mange man er. På den anden side accepterer man symbolsk KLs betingelser om 'normaliserede' forhold - altså færre aftaler - ved at forhandle for mange faggrupper samtidigt.
Thomas Aastrup Rømer har skrevet en fin blog om fagforeningernes problemer, med udgangspunkt i Danmarks Lærerforening:
http://www.thomasaastruproemer.dk/hvad-er-en-fagforening.html

Henrik Tegtmeier

Lise Lotte Rahbek,
Jeg er ked af, hvis tonen er blevet lidt skarp. Det har aldrig været min mening.
Måske er det bare for åbentlyst for mig, fordi jeg er sovset ind i fagpolitik, at det adskiller sig væsentligt fra partipolitik. Fagpolitik og partipolitik har, som jeg skrev tidligere, været adskilt i over 100 år. Det gælder både det indholdsmæssige (selvom det er svært for partierne at holde nalderne fra det fagpolitiske, siger de alle, at de respekterer den danske model) hvor fagpolitikken har sit helt afgrænsede område og i øvrigt eget retssystem, og det formmæssige som hvordan man organiserer sig og afholder valg og lignende.

Lise Lotte Rahbek

Henrik Tegtmeier
Årh, hvis bare tonen kan justeres til gensidig ørenlyd, så går det endda.

Ok, hvis du er så godt inde i fagpolitik, så er du jo en sand guldgrube til megen info.
Jeg ser lige om jeg kan konkretisere et par af mine spørgsmål.

Henrik Christensen

Mens vi venter, kan jeg da komme med et par forslag til spørgsmål - jeg vil gerne starte lidt måske vel højtflyvende fordi jeg tænker der kunne ligge stor værdi i et par tanker på det plan:

1 Har dansk fagbevægelse, eller en del deraf, et bevidst forhold til vision, strategi, mission, roadmap og planer for realisering af værdier for sine medlemmer?

2 Har dansk fagbevægelse, eller en del deraf, overvejet at organisere sig i en matrix, hvor den ene dimension kunne være fag og brache/regional opdeling med relevante fagopdelte services til medlemmer som i dag, den anden dimension strategisk eksekvering i forhold til de politiske aspekter (fagpolitisk, landepolitisk og internationalt politisk) portefølje/program/projekt på tværs for både inspiration og formulering af krav til de politiske niveauer?

3 vil dansk fagbevægelse, eller dele deraf, overveje at få 1 og gennemtænke 2?

Steffen Gliese

Det helt fejlagtige og sindssyge, der har grebet vores politiske system, er, at man tror, at de parter, der beslutter noget, skal være interesseløse. Det er en syg idé, fostret i DJØF-hjerner, eller hvad man skal kalde det, at der er nogen idé i at beslutte noget som helst, der ikke inddrager dem, der skal forestå opgaverne efterfølgende. DJØFFERE viser sig mere og mere ikke blot at være dårligere til at lede end folk med erfaring og indsigt, men direkte skadelige. Jeg bliver aldrig træt af at fortælle om den skoleleder, der mente, at børn kun lærte, når de var sammen med voksne i en undervisningssituation. Hvordan har sådan et menneske kunnet skjule sin fundamentale uegnethed til beskæftige sig med noget, der indebærer mere ansvar end at spidse blyanter?

Preben Haagensen, Herdis Weins, Karsten Aaen, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek og Henrik Christensen anbefalede denne kommentar

Peter Hansen - ok, han er ikke den eneste: jeg har truffet en skoleleder (ikke folkeskole) der helt seriøst mente, forberedelse bestod i at være et par sider foran eleven. Det var sgu nok derfor, han fik langt mere i løn end mig, der dagligt stod i klasseværelset OG havde gjort mig den ulejlighed at forberede mig grundigt.

Steffen Gliese

Men Herdis Weins, jeg tror også, der skete noget fatalt ved vores undervisningssystem, da man gik fra den tjenestemandsansatte skolelærer med hele samfundets autoritet bag sig.

Steffen Gliese

Corydons nye tiltag er simpelthen udtryk for, at han - og embedsmændene - intet begreb har om formålet med og virkningen af en offentlig sektor med bestemte opgaver. Dette vil lamme den bedste opgaveløsning, men det har jo været på vej længe med bonusordninger og den slags, der ødelægger den almindelige arbejdsglæde og skaber et forkert fokus på løn fremfor opgavernes bedste løsning.

Michael Bruus

Jeg har stået i fagforening siden starten af 80erne og aldrig på noget tidspunkt, har jeg oplevet større vilje hos folkene på byggepladserne til at tage en stor konflikt end under Thorningregeringen og aldrig på noget tidspunkt har jeg oplevet fagforeningerne mere nosseløse (beklager det ringeagtende udtryk).

Henrik Christensen, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nils Bøjden, at minde politikere og arbejdsgivere om, at de aldrig er stærkere end den almindelige vilje til at bakke op hos det overvældende flertal af befolkningen.

"Nils Bøjden, at minde politikere og arbejdsgivere om, at de aldrig er stærkere end den almindelige vilje til at bakke op hos det overvældende flertal af befolkningen."

Jeg har svært ved at se hvordan det at mere konfliktsøgende skulle opfylde den mission. Derimod er jeg af den overbevisning af fagforeningerne mangler en mission, en strategi, et mandat og en veldefineret taktisk tilgang til at opnå sine ønsker i en internationaliseret verden hvor arbejdspladser, penge, ideer og ledelsesmæssige kompetencer kan flyttes på et øjeblik til et andet land. Og før fagforeningerne få disse ting på plads vil de ikke have en chance for at modvirke de medlemsmæssige og inflydelsesmæssige reduktioner som de har oplevet de sidste 15 år.

Steffen Gliese

Man skal huske på Nils Bøjden, at fagbevægelsen ville have stået meget stærkere, hvis ikke den aktivt var blevet modarbejdet og stækket af embedsmænd og politikere.