Læsetid: 3 min.

Pres på uddannelsespræstationer gør studerende syge

Den voldsomme vækst i antallet af psykiske lidelser og udviklingsforstyrrelser kan nu også ses på de videregående uddannelser, og det politiske reformpres gør kun situationen værre, vurderer studerende og ekspert i udsatte unge
19. januar 2015

Antallet af studerende med psykiske problemer på de videregående uddannelser er skudt voldsomt i vejret de seneste år. Fra 2007 til 2011 er antallet af studerende med behov for ekstra hjælp på grund af psykiske lidelser og udviklingsforstyrrelser steget med 315 procent.

Udviklingen skyldes ifølge Søren Langager, der er lektor med speciale i udsatte unge på Aarhus Universitet, både et boom i antallet af diagnoser som ADHD, angst og depression, men også, at der er kommet mere pres på forventningerne til de studerende.

»Det er en klar tendens, at der bliver flere med psykiske problemer på de videregående uddannelser, men langt de fleste af dem vil have en tendens til at falde igennem systemet, fordi de ikke har en diagnose, men kun begyndende psykiske problemer,« siger Søren Langager.

Langt de fleste er kvinder med sårbar selvfølelse, som konstant forsøger at leve op til egne og omgivelsernes forventninger, forklarer Langager. Problemet er, at forventningerne er konstant stigende hele vejen igennem uddannelsessystemet, fordi der skal opnås højere karakterer, kortere studietid, mindre SU og hurtigere i arbejde.

»Omkostningen ved den udvikling er formentlig, at vi vil se et stigende antal unge, som har langt flere psykiske problemer, uanset om de lykkes med at få en uddannelse eller ej,« mener Søren Langager.

Også på Studenterrådgivningen, der netop har holdt 50 års jubilæum, oplever de, at de studerende, der henvender sig i dag, er langt mere belastede af angst, depression, præstationsangst o.l., forklarer Marlis Dall, der er psykolog og afdelingsleder på Studenterrådgivningen i Aarhus:

»Foreløbige resultater af en igangværende undersøgelse peger på, at de studerende, som henvender sig, er hårdt belastede. Det svarer til vores daglige indtryk, hvor vi ofte er forbavsede over belastningsgraden.«

Fejlfrihed

Ordet ressourcestærk hæfter sig på de unge, der får en ungdomsuddannelse og læser videre, men det hensætter ofte de unge i et ingenmandsland, hvor de begynde psykiske problemer, de har, bliver ignoreret for længe.

»Det, vi har mistet, er pladsen til at fejle og gøre om,« siger Søren Langager: »Systemlogikken i uddannelserne er, at fejldispositioner er spildtid. Fejl er uønskede. Om det så er en dårlig præstation, studieskift, en svær tid eller ting, der ikke lykkes, så bliver det betragtet som fejl.«

På landets studenterrådgivninger henvender mange studerende sig også netop på grund perfektionisme.

»Fejlfrihed er i langt højere grad blevet et issue for de studerende. Og det er forbundet med frygtelig skyld og skam for den enkelte, fordi det kun kan være ens eget ansvar, at man har lavet en fejl og ikke lever op til forventningerne,« siger Marlis Dall.

Danske Studerendes Fællesråd (DSF) er enige i diagnosen af uddannelsessystemet.

»Uddannelsespolitikken signalerer, at man ikke må begå fejl. Før var folk pressede af, at en dårlig karakter måske betød ringere karrieremuligheder, men med fremdriftsreformen vil de studerende, der har en svær tid, jo også få en faglig dummebøde, så der bliver helt konkret ikke plads til at begå fejl,« siger formand for DSF Jakob Ruggaard.

Fra de studerendes side er det især de unge, der ikke har en diagnose, men som tumler med store problemer som præstationsangst, depression eller social usikkerhed, som vil blive hårdt ramt af eksempelvis fremdriftsreformen.

»Det man overser med disse reformer er, at det har konsekvenser for en bred række studerende, som har det svært, men som kan ende med at komme i risikozonen for at blive syge og droppe ud, hvis de bliver yderligere pressede, men ikke har muligheden for at lette foden fra speederen,« siger Jakob Ruggaard.

Søren Langager er enig. Mange unge og unge voksne har forbigående vanskeligheder med stress, depression, social fobi og ikke mindst angst, og det kræver fleksibilitet og tid, hvis de skal komme ovenpå igen.

»Det er et meget bekymrende misforhold, at de her unge har brug for tid til at komme sig, men systemet er gearet til, at al spildtid skal væk, og det risikerer at vedligeholde eller endda få problemerne til at vokse, « siger Søren Langager.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • John Hansen
  • Lene Houmand Kristensen
Lise Lotte Rahbek, John Hansen og Lene Houmand Kristensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den såkaldte "studiefremdriftsreform" er implementeret af politikere, der for de flestes vedkommende brugte flere år på deres uddannelse end den var berammet til. Det har de ikke hørt et ondt ord for, og det skal de heller ikke her. Men at politikerne i deres stræben efter materiel vækst også begynder at lade det gå ud over mennesker, der arbejder og studerer, se det er indskrænket smålighed. Så vil jeg foretrække en model, hvor en mindre del var SU, og resten studielån, men man kunne til gengæld skifte studieretning og tage på uddannelsesrejse eller andet selvvalgt uden at det fik negative konsekvenser for den enkelte. Jeg tror snarere, at det modsatte ville være tilfældet. Men psykiske problemer er vel det som de øverste i samfundshierakiet vil kalde for "eksternaliteter". Afskaf "fremdriftsreformen"; den er syg.

Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet prøver at retfærdiggøre stramningerne ved at henvise til ændring af universitetsloven nr. 570 af 6. juni 2007, der efter universitetets mening gav universiteterne hjemmel og pligt til at understøtte og sikre, at de studerende gennemfører deres uddannelse på normeret tid. For udenforstående lytter dette ganske tilforladeligt. Men virkeligheden er en helt anden. "Understøttelse" er i praksis blevet tolket således, at alle studerende har fået reduceret deres specialevejledning med 1/3 (fra 30 til 20 timer, inkl. vejleders hjemmearbejde), og at en væsentlig del af den virkelig gode forsker- og vejledningsskare er blevet skræmt væk eller direkte fyret. I takt med forringelserne for de studerende er administrationen og bureaukratiet vokset til et absurd omfang, og Akademisk Skrivecenter på Det Humanistiske Fakultet - som ellers kunne understøtte de specialestuderende - er blevet lukket. "Understøttelse" tolkes af fakultetet også således, at fakultetet vælger at krænke funktionsnedsatte studerendes rettigheder ved at nægte handicapkompenserende tilpasning i form at ekstra studietid og specialeskrivningstid (jf. FN's Handicapkonvention). Derudover krænker fakultetet systematisk de funktionsnedsatte studerendes rettigheder ved at nægte ligebehandling (jf. Forskelsbehandlingsloven og EU's direktiv 2000/78 om ligebehandling i arbejdslivet (og erhvervsuddannelser)). Der tages i universitetsloven ikke højde for inhabilitet, hvilket giver en magtfordrejning til studieledere, studienævnsformænd og studiechefer. Mange studerende med funktionsnedsættelser er kommet i klemme i de senere år, og vi vil i fremtiden se endnu flere komme i klemme, hvis reformerne ikke rulles tilbage, og man igen begynder at satse på kvalitet og ikke kvantitet.
Universiteter bør ikke styres af djøf'er. Hvis kernefagligheden ikke skal gå tabt, skal der ryddes op i den opsvulmede administration, hvor medarbejdere tror, at de kan skalte og valte med studerendes liv (og måske endda får dem ud over kanten), og pengene skal gå til de faglige miljøer, hvor tillid og tryghed og rummelighed skal være nøgleordene, så også funktionsnedsatte studerende kan gennemføre deres uddannelse.

John Hansen, Karsten Aaen, lars abildgaard, Simone Bærentzen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Universiteter bør styres efter styrelsesloven fra 1970. Den begrænsede den overflødige tid med administrative opgaver, inddrog alle grupper i ledelsen af institutionen og sikrede først og fremmest den helt nødvendige frihed til at kaste sig over alt, hvad hjertet kunne begære at undersøge.
Styrelsesloven opererede ikke med, at man som specialestuderende blev tilmålt vejledning - den forekom ad hoc, når det var nødvendigt, og det var det ofte ikke for de studerende.
SU er og var en støtte, der dækker et bestemt åremål. Bertel Haarder indførte klippekortet for at gøre studietiden fleksibel, så man f.eks. i perioder med store egenindtægter dels kunne undgå at blive skåret i SU, dels kunne gemme til senere, det var ikke så ringe en løsning; men den helt fremragende var dog, at de fleste studerende gik langt over tiden, fordi de dels tjente penge ved siden af (og betalte skat), dels havde naturligt brug for de ekstra år til at nå igennem den modning, som gør et universitetsstudium anvendeligt. Og i modsætning til alle påstandene, der florerer, så er uddannelsen af den enkelte studerende nærmest udgiftsneutral.

Se fx også disse artikler i Universitetsavisen (Københavns Universitets kritiske avis, som udgives for studerende og ansatte - og alle andre, der vil læse med):

1) "Karakterræs og studiefremdrift presser studerende – flere får psykiske problemer"
(http://universitetsavisen.dk/uddannelse/karakterraes-og-studiefremdrift-...)
2) "Fremdriftsreformen kan presse studerende med handicap ud" (http://universitetsavisen.dk/uddannelse/fremdriftsreformen-kan-presse-st...)
3) "Handicappede studerende har retskrav på ligebehandling" (http://universitetsavisen.dk/debat/handicappede-studerende-har-retskrav-...)