Læsetid: 3 min.

Regeringens ’automatiske’ statsborgerskab til unge: 194 afvist, 13 godkendt ...

Information har fået aktindsigt i Statsforvaltningens statistik om resultatet af regeringens løfte om automatisk statsborgerskab til unge, der er født i Danmark og har opført sig ordentligt, men korrespondancen med Justitsministeriet om problemerne hemmeligholdes
Information har tidligere omtalt den 17-årige gymnasieelev Martin Van Tran fra Viborg, der har fået afslag på at få dansk statsborgerskab med en erklæring. En aktindsigt i Statsforvaltningen viser, at sagen om Martin Van Tram langtfra er den eneste: Ialt har 194 unge, der alle er født i Danmark og har opført sig ordentligt, fået afslag, fordi de ikke kan blive løst fra deres forældres statsborgerskab.
22. januar 2015

36 unge med somalisk baggrund. 33 unge med tyrkisk baggrund. 21 unge med pakistansk baggrund. 15 unge med vietnamesisk baggrund. 14 unge med irakisk baggrund. 12 unge med baggrund i Bosnien/Hercegovina. 11 unge med baggrund i Sri Lanka. Samt yderligere 67 andre unge med forskellig baggrund …

Alle er født og opvokset i Danmark. Alle har klaret folkeskolens afgangsprøve med mindst karakteren 2. Alle har opført sig ordentligt og opfylder dermed de betingelser for automatisk adgang til dansk statsborgerskab, som regeringen stillede i udsigt i regeringsgrundlaget fra oktober 2011, og som justitsministeren senere gentog, da Folketinget behandlede lovforslaget før sommerferien.

Men selv om i alt 194 unge har henvendt sig til Statsforvaltningen, udfyldt den nødvendige erklæring og betalt det afkrævede gebyr, har ingen af dem hidtil haft gavn af regeringens løfte.

Forklaringen fra Statsforvaltningen til alle de 194 afviste unge har hver gang været den samme: »Mangler løsningsattest«, som der står i to statistiske oversigter, Information har fået aktindsigt i. Oversigterne er sendt fra Statsforvaltningen til Justitsministeriet henholdvis den 19. november og 15. januar.

Det betyder, at de unge ikke kan blive løst fra det statsborgerskab, som de har arvet fra deres forældre.

Kun 13 unge har ifølge oversigterne fået gavn af regeringens løfte om automatisk statsborgerskab, siden ordningen blev indført i juli. De 13 heldige unge har f.eks. norsk, italiensk, polsk, indisk, thailandsk eller filippinsk baggrund. Derudover har yderligere 46 unge fået afslag, primært for ikke at have betalt gebyr.

Særregel for skandinaver

Forud for lovforslagets vedtagelse ønskede flere ordførere, at der blev indført en form for overgangsordning. Men som den daværende socialdemokratiske indfødsretsordfører Lennart Damsbo-Andersen har udtalt til Information, så var det angiveligt ikke muligt:

»Vi drøftede indgående forud, om der var en mulighed for en form for overgangsordning, men det var der ikke. Forklaringen er, at vi har opsagt en konvention om ikke at tillade dobbelt statsborgerskab, og den skal løbe ud først.«

Den pågældende konvention mod dobbelt statsborgerskab udløber den 1. september, og fra dette tidspunkt vil Statsforvaltningen ikke længere stille krav om løsningsattest.

Men ifølge indfødsretsekspert Eva Ersbøll fra Institut for Menneskerettigheder er der intet i den konvention, der forpligter Danmark til at forlange løsningsattest.

I forhold til den nu opsagte konvention havde det ifølge Eva Ersbøll været muligt med en overgangsordning, da Folketinget sidste år vedtog det lovforslag, som udvidede den automatiske adgang til statsborgerskab til at omfatte alle unge, der var født i Danmark og havde opført sig ordentligt.

Før lovforslaget havde det kun været muligt for nordiske statsborgere at få dansk statsborgerskab med erklæring, men kun på den betingelse, at de samtidig blev løst fra deres tidligere nordiske statsborgerskab. Uden større opmærksomhed – i hvert fald ikke fra ordførerne, justitsministeren eller de NGO’er, der havde lovforslaget i høring – blev kravet om løsning, som aldrig havde været et problem for nordiske statsborgere, udstrakt til at gælde samtlige ansøgere, uanset om det overhovedet kunne lade sig gøre for de unge at få en løsning eller ej.

Justitsministeriet har i en mail til Information oplyst, at spørgsmålet om, hvor vidt den nu opsagte konvention forpligtede til at stille et løsningskrav ikke har været selvstændigt overvejet i ministeriet, forud for udarbejdelsen af det lovforslag, som skulle virkeliggøre regeringens løfte om en automatiske adgang til statsborgerskab:

»Der har således heller ikke været foretaget en selvstændig retlig vurdering af, hvilke krav konventionen stiller i forhold til krav om løsning fra hidtidige statsborgerskaber i forbindelse med erhvervelse af dansk indfødsret ved erklæring.«

Senest med udgangen af januar skal justitsminister Mette Frederiksen (S) orientere Folketinget om »håndtering af problemer i forhold til dokumentation for løsning fra hidtidige statsborgerskaber«, som ministeren lovede Indfødsretsudvalget i november. I den forbindelse har Statsforvaltningen skullet udarbejde en vurderering af »den nærmere karakter af problemerne, herunder om problemerne eksemplevis vedrører udstedelse af betingede løsningsattester«.

Men selv om Statsforvaltningen nu har givet aktindsigt i to statistiske oversigter, kan offentligheden ikke få oplyst, hvilke forslag eller kommentarer, Statsforvaltninger kommer med i den vurdering, som de har sendt til Justitsministeriet. Statsforvaltningen har således afvist aktindsigt med henvisning til § 24 i offentlighedsloven, som undtager dokumenter fra aktindsigt i sager om ministerbetjening.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • lars abildgaard
  • Henrik Christensen
  • Pia Qu
  • Robert Kroll
  • Carsten Mortensen
  • Frank KG
  • Ivan Gullev
lars abildgaard, Henrik Christensen, Pia Qu, Robert Kroll, Carsten Mortensen, Frank KG og Ivan Gullev anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Mette Frederiksen hælder vand ud af ørerne og statsforvaltningen opfører en blanding af catch-22 og Kafka.

uffe hellum, Karsten Aaen, lars abildgaard, Peter Taitto, Per Klüver, Rune Petersen, Tue Romanow, Carsten Mortensen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Carsten Mortensen

Danskernes opfattelse af sig selv er lige så syg som i 1864.
Hvad er grunden til at byde disse mennesker dette?

Dana Hansen, lars abildgaard, Henrik Christensen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar

"Men ifølge indfødsretsekspert Eva Ersbøll fra Institut for Menneskerettigheder er der intet i den konvention, der forpligter Danmark til at forlange løsningsattest" siges det i artiklen.

Hun har givet ret i sin juridiske vurdering - så det er vel en ren "tilståelsessag" for justitsministeren?

Hasse Gårde-Askmose

Klap nu lige hesten.
Der er åbenbart ikke noget problem efter d. 1. september d.å..

Men Information kunne f.eks. spørge ind til:

Vil de nu afviste ansøgninger grundet "manglende løsningsattest" automatisk blive genbehandlet efter d. 1.9 ???

Har de - Information - gjort det? Ikke så vidt jeg kan se og læse.

Dian Kjaergaard

For udenlandske fødte er der en 2-årig overgangsordning for personer, der frem til ikrafttrædelsen af de foreslåede regler om dobbelt statsborgerskab er blevet eller bliver optaget på en lov om indfødsrets meddelelse med krav om løsning, men som ikke er blevet løst, og hvor løsningsfristen ikke var udløbet den 4. juni 2014.

Men hvordan skal en udløbsdato forstås for de unge mennesker som er født og opvokset her?

Er der nogen hos myndighederne, som har fortalt de unge mennesker hvad de skal gøre for at få deres statsborgerskab uden løsladelsesattest efter 31. august 2015?

Dian Kjaergaard

I forlængelse .... Lotte Jørgensen har skrevet om, at de unge mennesker skal søge før de fylder 19 .... kan det spille ind?

Det er vist ikke en total katastrofe, da de unge mennesker som er født med et andet statsborgerskab snart kan (tror jeg!) søge om statsborgerskab uden løsladelse . Men det er en meget uheldig signal, især hvis myndighederne ikke har givet de unge nogen rådgivning.

Bananmonarki!

En person, der er født i Danmark, bliver vurderet "uegnet" på baggrund af en fremmed stats manglende engagement. Pinligt!

Kan vi ikke vende den om, og anmode nogle red-neck-stater, om de ikke nok vil være søde at overtage nogle utilpassede DF-ere og nogle HA-supporterere? I Texas kan de helt lovligt fare rundt og skyde efter farlige personer. Og vi kan tilbyde at betale re-patriation-expenses, så de er trygt etableret med egen bolig og noget ammunition :-)

Eller bare acceptere, at alle danskfødte ER danskere, uanset om vi kan lide dem.