Læsetid: 8 min.

’Jeg vil renses for jeres smuds-journalistik, og I skal nok komme til at dementere’

I slutningen af november 1948 fik journalisterne Nørgaard og Dalgård besøg af en fætter til ’Edderkoppen’, som forlangte at få sit navn renset, fremgår det sidst i journalisternes hidtil ukendte dagbog om deres afsløringer af efterkrigstidens sortbørs
Mange år efter ’Edderkoppe’-sagen mødtes den gamle sortbørshandler Svend Aage Has-selstrøm (t.v.) med journalisten Poul Dalgård, der i 1948-49 som 22-årig havde været med til at afsløre Hasselstrøm. Hasselstrøm, der fik seks års fængel, fortrød intet. Tværtimod ville han, som den gamle gangster sagde, gerne have haft syv arme, hvis han skulle genfødes, for så kunne han stjæle endnu mere.

Mange år efter ’Edderkoppe’-sagen mødtes den gamle sortbørshandler Svend Aage Has-selstrøm (t.v.) med journalisten Poul Dalgård, der i 1948-49 som 22-årig havde været med til at afsløre Hasselstrøm. Hasselstrøm, der fik seks års fængel, fortrød intet. Tværtimod ville han, som den gamle gangster sagde, gerne have haft syv arme, hvis han skulle genfødes, for så kunne han stjæle endnu mere.

Jan Unger

15. januar 2015

Selv om journalisterne Anders B. Nørgaard og den yngre kollega Poul Dalgård brugte aftener og nætter på at snuse rundt efter oplysninger om sortbørsens mystiske bagmænd, havde de også travlt med artikler om andre kriminalhistorier. I en af parrets artikler viste der sig at være en familiær forbindelse til ’Edderkoppen’, brugtvognsforhandler Hasselstrøm.

Tirsdag den 30. november

Ove Hasselstrøm – en fætter til Svend Aage Hasselstrøm – opsøgte tirsdag Anders B. Nørgaard og Poul Dalgård på Social-Demokratens redaktion i Nørre Farimagsgade. De to journalister havde tidligere skrevet om fætterens anholdelse i forbindelse med »salg af kakaoskaller som kakao«, som der står i den dagbog, de førte over deres research.

Ove Hasselstrøm krævede, at de to journalister dementerede historien om ham, men de nægtede, så længe fætteren ikke kunne dokumentere det urigtige i artiklen.

»Han udtalte endvidere, at når hans navn var ødelagt, skyldtes det fætteren og dennes brødre, der var straffet adskillige gange, og at Svend Aage Hasselstrøm var identisk med ’Edderkoppen’.«

Fætteren fastholdt sit ønske. »Jeg vil renses for jeres smuds-journalistik, og I skal nok komme til at dementere,« sagde Ove Hasselstrøm, der følte sig uretfærdigt behandlet: »Det er godt gjort, at arbejdernes eget blad skal kaste smuds på arbejderne, jeg har arbejdet for partiet i mange år.«

Ifølge journalisternes research havde Ove Hasselstrøm ganske vist tidligere arbejdet som abonnementstegner for avisen for en snes år siden, men i virkeligheden havde han ifølge dagbogen slået »plat i bladets navn«.

Selv om Nørgaard og Dalgård nu over for fætteren lod, som om de ikke vidste, at ’Edderkoppen’ og Svend Aage Hasselstrøm var den samme person, havde fætteren ikke meget tillid til dem i den henseende:

»Det ved I vel nok, men I kan sgu ikke afsløre noget, stol på det, dertil ligner I for meget politiet, der er nogle rene molboer.«

Tirsdag aften gik Nørgaard og Dalgård til møde i Dansk Kriminalistforening, hvor politidirektør Jens Herfelt udtalte sig privat til de to journalister. Som han også havde gjort tidligere, slog politidirektøren på, at det var bedst, hvis der ikke kom flere artikler om ’Edderkoppen’:

»Han var stadig bange for, at Hasselstrøm skulle blive alt for informeret om, hvad der skete, hvis pressen gjorde undersøgelsesarbejdet til genstand for nærmere omtale, og han gentog, at når der var lagt en slagplan, var det ikke rart at informere fjenden derom.«

December måned

I løbet af december 1948 holdt Nørgaard og Dalgård op med at skrive deres daglige research ind i den hidtil ukendte dagbog. Hvorfor de to journalister stoppede, er ikke klarlagt. Måske fulgte de opfordringen fra politidirektør Herfelt om ikke at skrive om politiets igangværende undersøgelser af Hasselstrøm. Måske blev de sat på andre opgaver, som krævede al deres tid. Kriminalstof var i efterkrigstiden tydeligt et prioriteret område for Social-Demokraten – i øvrigt helt på linje med datidens Information. Hver eneste dag bragte avisen adskillige artikler og notitser om sortbørs-, værnemager- eller andre interessante dramaer fra retslokalerne.

Eller også løb Nørgaard og Dalgård bare tør for nye kilder, som de kunne stole på og bruge som udgangspunkt for nye afsløringer. En af dagbogens sidste indføringer kunne tyde på det: »Koncentrat af samtaler og undersøgelser fra december måned: Besøgt Politigården og Krisepolitiet jævnligt, prøvet at få kontakt til flere og flere politimænd. Forsigtighed og løgnagtighed alle vegne.«

Næste indførelse i dagbogen handler om politidirektør Herfelt, der stadig ikke ville udtale sig: »Politidirektør Herfelt mandag den 20. december: ’Undersøgelsen fortsætter, men vi går frem med stor forsigtighed. Vi er ikke interesseret i at knalde Edderkoppen for småting, og foreløbig undersøger vi, hvor meget hold der er i korruptionsrygterne (…) Selve undersøgelsen vil blive langvarig, men du kan være rolig. Vi skal nok underrette dig, når der sker noget afgørende’.«

Sidste afsnit i dagbogen med titlen »Rapport nr. 17 Strengt fortroligt« er udateret. Dalgård skrev om, at han havde fået kontakt til en ny kilde, en kriminalbetjent, der »arbejder på den store internationale affære med de falske dollarsedler«.

I dagbogens sidste sætninger virker det, som om den gamle energi er vendt tilbage. Ifølge betjenten var ’Edderkoppen’ nemlig indblandet. Kilden mente »afgjort, de falske sedler, der stammer fra enten Italien eller Sydfrankrig, er kommet til Danmark med Hasselstrøm, da denne for nogle år siden var på en rejse til Paris«.

På egen hånd arbejdede betjenten ifølge dagbogen uden sine foresattes vidende på oprulningen af den hidtil største narkotikaaffære i Danmark. En arrestant, der kun ville udtale sig til ham, havde sat ham på sporet. Formentlig var der tale om amfetamin, som f.eks. den mecodrin, som en anden af sortbørsens bagmænd, møbelhandler Linde, ifølge dagbogen regelmæsigt ved midnatstid anvendte for at kunne fortsætte med at drikke store mængder spiritus natten igennem.

Arrestanten havde selv »som Hasselstrøms agent« hentet et parti hjem fra England og afhændet det til Hasselstrøm, der betalte 6.000 kr. for partiet. »Prisen er 100 kr. pr. gram. Hasselstrøm vides at videreforhandle giften til store kunder gennem et par læger og den tandlæge, der har konsultation i den opgang, hvor Hasselstrøm bor. Dronningegården 23«.

Dalgård skrev også de sidste indføringer i dagbogen, som er udaterede. Dalgård havde fortsat samarbejdet med betjenten, der på egen hånd ville oprulle den hidtil største narkotikaaffære, men journalisten var ifølge dagbogen også optaget af en anden og helt »fantastisk« sag: En grevinde med bopæl i Østbanegade på Østerbro i København påstod at være skygget og forfulgt af kommunister.

Men måske var det ikke bare hysteri. I hvert fald mente en landsretssagfører, at der bag grevindens fantasteri og forfølgelsesvanvid var en reel kerne: »Sortbørs og smugleri af mange slags dækker kommunisterne økonomisk.« Dalgårds nye politikilde var derfor interesseret i at overvåge cafeerne ’Tria’ og ’Øst’ på Østerbro, fordi de efter grevindens påstand skulle være »centraler for storsmugleri, hvor den største værdimåler er guldbarrer og narkotika«.

Men hvad der kom ud af den historie, meddeles ikke i dagbogen.

Dalgårds allersidste indføring i dagbogen var en åbenhjertig overvejelse om sin nye kilde, men teksten slutter ret brat: »Hvis vi ikke kan gejle ham op til selv at gå til aktion mod Hasselstrøm og lakajerne i politiet, må vi vel overveje at lade Herfelt (politidirektøren, red.) tilflyde en melding om den viden, han utvivlsomt ligger inde med. Han ved meget – og kun en brøkdel har han endnu fortalt os. Vi fortsætter samarbejdet og håber på det ene bevis, vi mangler – det, der kan fælde og sætte skub i …«

Her slutter dagbogen. Der mangler noget tekst, men om der kun mangler et par afsnit eller en eller flere sider, er ikke til at afgøre.

Efterskrift

Svend Aage Hasselstrøm blev i august 1950 idømt seks års fængsel. En anden københavnsk sortbørskonge, Johannes Linde, blev idømt fire års fængsel, som blev skærpet til seks år. Hasselstrøms svoger og højrehånd, ’Fede Ejner’, var anklagerens hovedvidne og slap med fire års fængsel.

11 politifolk blev ifølge forfatteren Christian Holtet idømt fængselsstraf og afskediget uden pension, 15 politifolk fik påtaler eller anden form for irettesættelse, mens en overordnet politimand begik selvmord for øjnene af sine kolleger med sin tjenesterevolver. Politiet undersøgte desuden en række politifolk herunder flere ledende, som man undlod at rejse tiltale imod.

Chefen for Krisepolitiet, Tage Agdal, som journalisterne Nørgaard og Dalgård mistænkte for at være i Hasselstrøms sold, blev i januar 1949, netop som den store sortbørssag skulle til at begynde i retten, formand for Dansk Automobilforhandlerforening. Politiassistent Kaj Spliid, som journalisterne også mistænkte for at være korrumperet, blev i byretten idømt en kortere hæftestraf, men senere i landsretten blev straffen mildnet til nogle dagbøder, og han kunne fortsætte i politiet.

Informations grundlægger og chefredaktør, Børge Outze, skrev den 15. juli 1949 en leder i Information, at »vor beundring for ’Social-Demokraten’ skal i almindelighed ses i mikroskop og ikke i afstandsmaaler«, men alligevel ville Outze »benytte lejligheden til endnu en gang at understrege, at ’Social-Demokraten’ ogsaa har indlagt sig fortjeneste (...) Uden dette blads stadige artikler om ’Edderkopperne’ paa et tidspunkt, hvor de fleste regnede det for fantasterier og revolverjournalistik, var sagen ikke blevet gennemført. Lad os andre bare indrømme, at sagen maatte have en vis udvikling, før myndighederne lyttede til, hvad vi sagde. Man havde nemt fejet det hele af bordet, hvis regeringens blad ikke havde talt saa tydeligt og saa alarmerende i sin reportage. Om journalisterne i Farimagsgade siger ingen politiinspektør, der er ved sine fulde fem, revolverjournalist. De tider er længst forbi.«

Fagbladet Journalisten nr. 2, 1950, skrev under rubrikken »Det var fortjent« om tildelingen af Cavling- prisen i 1949: »Johannes Linde er i besiddelse af så meget lune, at han sikkert ikke kan lade være med at more sig kosteligt, når han hører, at hans egentlige banemand, Anders B. Nørgaard, fra Social-Demokraten, har fået 1.600 kr. i hæderspris for at afsløre Edderkopbanden. (…) Men for os er det rart at vide, at selv en mand som Linde, der sandelig ikke er sart, har været på det rene med, at hans tegnebog ikke lukkede munden på aviserne. Ellers havde Nørgaard været mange gange 1.600 kr. rigere i dag. Og Linde havde formentlig stadig været på fri fod. I øvrigt har Nørgaard kun fået 800 kr. ud af sin Cavling-pris. Den anden halvdel gav han Poul Dalgård i erkendelse af, at Dalgård ydede et ligeså stort arbejde som han selv. Men Nørgaard ledede kampagnen, og det var ham, der hårdnakket blev ved, da alle i begyndelsen strittede imod, ikke mindst politiet. Deri ligger først og fremmest Nørgaards fortjeneste (…) Nok kendte politiet Hasselstrøm og Linde, men man hånlo af påstanden om, at Hasselstrøm og Linde skulle forbindes med alle store sort børsforretninger, og man snakkede om sindssyge, når de to herrer blev betegnet som edderkoppe i et kæmpespind. Men Nørgaard og Dalgård fortsatte deres sindssyge, og da andre blade fulgte efter, gik der til sidst hul på bylden. Social-Demokratens anstrengelser var endt (alle reporteres honnør til bladets ledelse for dens holdning overfor de to medarbejdere i den første tids besværligheder!), Nørgaard nåede efterhånden så vidt, at selv den højtærede justitsminister takkede hans blad for dens kampagne mod edderkopmændene. Busch-Jensen sagde rent ud, at uden Social-Demokraten var den sag ikke kommet frem.«

Serie

Jagten på Eddderkoppen

En hidtil ukendt og strengt fortrolig dagbog fra Anders B. Nørgaard og Poul Dalgård viser, hvordan de to journalister i efteråret 1948 kom på sporet af, at der var en anonym bagmand – Edderkoppen.

På grundlag af dagbogen følger Information i hælene på de to journalister, da de i november-december 1948 trængte ned i den københavnske underverden.

Seneste artikler

  • ’En hæderlig ældre herre, der ikke har en anelse om, hvad der foregår’

    12. januar 2015
    Under den fortsatte jagt på oplysninger om sortbørsens mystiske bagmand i efteråret 1948 blev journalisterne Nørgaard og Dalgård meget deprimerede over at erfare, at en af deres kilder i politiet måske selv var på bagmandens lønningsliste. Det fremgår det af deres hemmelige dagbog
  • ’Men det behøver De ikke at skrive!’

    5. januar 2015
    Journalisterne Anders B. Nørgaard og Poul Dalgård fortsatte i novemberdagene i 1948 deres afsløringer af bagmanden bag sortbørshandelen. Det lykkedes at få politiet til at indlede en undersøgelse af ’Edderkoppen’, sortbørsens mystiske storgangster, måske fordi de to journalister afleverede al deres research til justitsministeren
  • ’En stor mystisk mand’

    2. januar 2015
    Brugtvognsforhandlere, sortbørsgrossister, alfonser, cigarhandlere, værtshustjenere og bestukne politifolk. Det myldrer med suspekte typer, når vi på grundlag af en hidtil ukendt dagbog fra 1948 følger med journalisterne Anders B. Nørgaard og Poul Dalgaard ind i efterkrigstidens københavnske gangstervælde
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu