Læsetid: 8 min.

’En stor mystisk mand’

Brugtvognsforhandlere, sortbørsgrossister, alfonser, cigarhandlere, værtshustjenere og bestukne politifolk. Det myldrer med suspekte typer, når vi på grundlag af en hidtil ukendt dagbog fra 1948 følger med journalisterne Anders B. Nørgaard og Poul Dalgaard ind i efterkrigstidens københavnske gangstervælde
’Fede-Ejnar’ var i mange år Hasselstrøms svoger og højrehånd og god til at dele lussinger ud. Men da nettet strammede til om ’Edderkoppen’ efter Social-Demokratens artikler, endte Fede-Ejnar som anklagerens hovedvidne.

Erik Petersen

2. januar 2015

Journalisten Anders B. Nørgaard hørte under et privat selskab i 1948 nogle rygter om en forbindelse mellem det opsigtsvækkende dobbeltmord på Peter Bangs Vej og mystiske kredse i den københavnske underverden. Som kriminalreporter på Social-Demokraten spidsede han ører, og på et tidspunkt i løbet af efteråret aftalte han med sin yngre kollega Poul Dalgaard, at de sammen »skulle prøve at finde ud af, hvor meget der var i historien«, som der står på den første side i den dagbog, som de to journalister begyndte at føre.

Hurtigt pegede flere og flere rygter på en Svend Aage Hasselstrøm, der var involveret i snart sagt alle former for kriminalitet. Kunne Hasselstrøm være den berygtede ’Edderkop’, der styrede sortbørshandlen?

Tirsdag den 2. november

Ifølge dagbogen talte Dalgaard tirsdag med politikommissær Gredsted, chef for Station 5 i Svendsgade på Vesterbro. Dalgaard forsøgte at dreje samtalen hen på sortbørs, og »af sig selv« nævnte Gredsted brugtvognsforhandler Svend Aage Hasselstrøm som en af »de to største bagmænd« ved siden af en møbelhandler Johannes Linde fra Gl. Kongevej på Frederiksberg.

Hasselstrøm skulle ifølge Gredsted bl.a. kontrollere en lang række værtshuse i indre by og på Vesterbro, hvor der blev omsat sortbørsvarer og spillet hasard i baglokaler. Desuden fortalte politikommissæren, at Tage Agdal fra Krisepolitiet, som ellers skulle holde opsyn med rationeringsmærker og sortbørs, »i hvert fald én gang« havde gæstet Hasselstrøms store lejlighed i Dronnninggården.

Gredsted havde tillige hørt »kompromitterende ting om politiassistent Spliid«, der var medarbejder i Agdals afdeling. Både Agdal og Spliid skal vi senere høre mere til.

Senere samme tirsdag bekræftede en vicepolitiinspektør på Politigården fra »ord til andet« de to journalisters mistanke om Hasselstrøm, selv om vicepolitiinspektøren ifølge dagbogen tvivlede på, »at vi kunne nå til bunds i sagen«, ligesom journalisterne »indtrængende« blev advaret mod at brænde fingrene.

Sent på aftenen opsøgte de to journalister en række af de mange værtshuse i det saneringsmodne Borgergade-Adelgade-Klerkegade kvarter, hvor Hasselstrøm holdt til, dog uden at træffe ’Edderkoppen’ selv.

Onsdag den 3. november

Da Dalgaard ringede til Tage Agdal i Krisepolitiet – som altså blev beskyldt for at være i Hasselstrøms sold – og bad ham redegøre for Krisepolitiets kamp gennem årene med sortbørsens bagmænd, svarede Agdal ifølge dagbogen, at han havde »dårlig tid«, og »det var noget, der helst ikke skulle og man også dårligt kunne skrive om«.

Formentlig er onsdagen gået med at skrive parrets første artikel til næste dags morgenavis, der dengang blev trykt i et oplag på 54.000 eksemplarer.

Torsdag den 4. november

Torsdag morgen kunne Social-Demokratens læsere på forsiden af deres avis se den første af journalistparrets artikler, hvori det bl.a. hed, at »krisepolitiet svigtede på et afgørende punkt: Det er ikke til dato lykkedes at komme sortbørsens store bagmænd til livs«.

Ifølge artiklen havde politiet utallige gange under afsløringen af småforbryderes tyverier og ulovlige salg af bl.a. bildæk, rationeringskort, smykker, silkestrømper og rationerede varer haft en stærk fornemmelse af, at de kun var håndlangere og stråmænd for større folk, men »man er faktisk i dag så vidt, at man kunne opgive navn og adresse på en af de største – hvis man altså havde de afgørende beviser«.

»København er ikke Chicago. At gangstere kan svinge sig op til at blive rige mænd i Amerika, har vi vidst i årevis, men det skulle ikke gerne kunne lade sig gøre i Danmark. Det er utilfredsstillende, at tyve og sortbørsfolk sendes i fængsel, hvis deres hæler eller direkte chef samtidig går fri og er urørlig«, hed det i sidst i artiklen. Den og de følgende artikler fra de to journalister om ’Edderkoppen’ vakte opsigt og blev citeret i andre medier, heriblandt Information, som dengang var en eftermiddagsavis.

Lørdag den 6. November

Dalgaard havde ifølge dagbogen lørdag en samtale med politidirektør Jens Herfelt, der efter en forudgående snak med Agdal fra Krisepolitiet, »var chokeret over de tilstande, som vores artikler havde afsløret«.

Samme dag tog Nørgaard ud til Gentofte for at tale med en politikommissær, der havde efterforsket et stort rationeringsmærkekup i december 1942 fra Gentofte Skole, hvor der blev stjålet mærker for over 200.000 kroner. Selv om en anden fra det kriminelle miljø havde taget straffen som hæler uden at røbe den virkelige tyv, var politikommissæren overbevist om, at det var den rette mand, journalisterne havde kig på. Men som han også sagde til afslutning, da Nørgaard gik: »Jeg tror, der er mere råddenskab til, end De gør Dem begreb om.«

Senere lørdag kontaktede Nør-gaard en overbetjent, der også havde efterforsket Gentoftekuppet. Han mente ligeledes, at Hasselstrøm var den egentlige drivkraft, og at stråmanden havde fået 21.000 kroner (en fyrstelig sum i 1948, hvor en industriarbejders timeløn var 2,83 kr.) for at tage straffen som hæler og holde kæft om tyvens navn.

Efter kontakt med endnu flere politifolk, hvoraf flere var advarende – »Træd varsomt, gode herrer, der er en betydelig og farlig kreds bagved,« som en ældre politimand sagde – skrev de to journalister lørdag aften en liste over navnene på mulige bagmænd i dagbogen: Øverst stod Hasselstrøm og alle hans brødre, der var indsat som forpagtere af ’Edderkoppen’s beværtninger og cigarforretninger.

Listen rummede også bl.a. en autogrosser, en snedkermester og en barber fra Dronningens Tværgade-kvarteret samt en afdød boksemester, der tidligere havde været dømt for sortbørs.

Søndag den 7. november

Næste artikel fra de to journalister ramte forsiden søndag: »’Chefen’ slog sig op på det store mærketyveri i Gentofte«.

Bagmanden, som nu blev omtalt som »den fine mand … det mystiske X«, var startet i det små i Københavns indre by med alfonseri, men efter Gentoftekuppet var han blevet en virkelig formuende mand, kunne de to journalister fortælle.

»Vi mener at vide, at politiet allerede dengang havde en sikker formodning om, hvem X’et var, nemlig ikke en opdigtet person, men en stærk og farlig mand. Og den mand var ingen anden end Edderkoppen.«

I endnu en artikel samme søndag skrev de to journalister, hvordan akterne i en stor sag mod møbelhandler Linde var forsvundet fra krisepolitiet, fordi »en ukendt mand« ifølge politiet havde fjernet alle papirerne fra politistationen kort før retssagens start.

»Hvad har man gjort for at finde den forsvundne sag,« blev den suspekte chef for Krisepolitiet Agdal spurgt om.

»Foretaget nøjagtig det samme, som et privat firma ville have gjort i et lignende tilfælde: tilkaldt politiet – her altså os selv. Det var umuligt at opklare mysteriet, og der bliver nu ikke foretaget yderligere i sagen,« svarede Agdal, der også henviste til, at »sagerne ligger fremme på bordene, og mange har deres gang på kontorerne, bl.a. rengøringspersonalet«.

Søndag aften fik de to journalister på Social-Demokratens redaktion i Nørre Farimagsgade besøg af stikker »Christensen, Hyskenstræde 16«. Ifølge forfatteren Christan Holtet, som har offentliggjort journalisternes dagbog på dobbeltdanmark.dk, er denne stikker en opdigtet person, der skal dække over to virkelige kilder i det kriminelle miljø.

Ifølge dagbogen fortalte kilden løs om klientellet omkring Hasselstrøm: mange og stærke håndlangere, adskillige prostituerede, tjenere, cigarsælgere, pølsefabrikanter, bookmakere og smuglere.

Mandag den 8. november

Dalgaard kontaktede ifølge dagbogen politiets efterretningsafdeling, hvor alle kendte Hasselstrøm, men »han var ikke til at komme til livs«, fik Dalgaard at vide.

Om endnu en politikommissær på Politigården, som Dalgaard derefter talte med en times tid og senere samme dag skrev ind i dagbogen, konkluderede journalisten, at »han løj«, når han »nægtede at have hørt om Hasselstrøm som bagmænd for hæleri ved smugleri og tyverier«.

Samme dag besøgte Nørgaard Krisepolitiet, hvor han talte »et par timer« med politiassistent Spliid, som journalisterne også mistænkte for at være bestukket: »Spliid gjorde et meget nervøst, kunstigt livligt, forsorent indtryk,« skrev Nørgaard i dagbogen og tilføjede, at politiassistenten først temmelig plumpt havde forsøgt at »pumpe« ham for oplysninger for derefter mere fortroligt at spørge, om journalisten havde hørt rygter om, at politiet var bestukket, »og om, at han specielt var det«.

Selv om Spliid lovede hjælp og støtte, så ville han også lige gøre Nørgaard opmærksom på, at »Hasselstrøm var en stor og stærk mand, og Spliid ville intet hellere end at knalde ham, men beviserne var svære at skaffe, og man skulle gå varsomt«.

Senere mandag eftermiddag opsøgte journalisterne sammen Agdal i Krisepolitiet, som de som beskrevet ligeledes mistænkte for urent trav. Han virkede »selvsikker og noget hånlig, men formelt elskværdig«, som de senere skrev i dagbogen.

Tilbage på bladet havde en kollega fra gamle dage flere kontakter i Krisepolitiet, og derfra havde kollegaen fået en vis viden, der nøje bekræftede journalisternes hidtidige oplysninger. Således skulle Hasselstrøms højrehånd og svoger, en stor firskåren mand med øgenavnet ’Fede Ejnar’, der bestyrede en cigarbutik i Borgergade, have haft besøg af Spliid og Agdal i sit hjem.

»Agdal og Spliid kom nu og da i tjenestevogn. Spliid kom oftest, som regel om aftenen. Agdal er en stor spillefugl,« sagde rygterne.

Desuden skulle en overbetjent ifølge kontakterne angiveligt være Hasselstrøms kilde i Krisepolitiet. Den pågældende overbetjent rådede således over store pengemidler, og han brugte »langt mere på restauranter og lignende end hans indkomst og formentlige formue kan berettige til«, ligesom kollegerne var sikre på, at overbetjenten ved flere lejligheder havde stjålet deres rapporter, hvorefter de pågældende sager var nødt til at blive frafaldet.

Sent mandag aften opsøgte journalisterne endnu en gang politikommissær Gredsted fra Station 5, der nu var meget opsat på at få ryddet op og rådede dem til straks at tage en samtale med politidirektøren.

Kl. 21.30 mandag aften troppede Nørgaard og Dalgaard derfor op ved politidirektør Herfelts privatbolig i Hellerup, hvor de efter en venlig modtagelse indviede ham i de nyeste oplysninger.

Herfelt »fandt det chokerende, turde ikke afvise dem, men antydede sin vanskelige stilling. Det kunne være sladder, og for at komme til bunds i en undersøgelse måtte han have konkrete beviser for at kunne suspendere Agdal og hans folk«.

Nederst på siden sluttede de to journalister en lang dags indsats: »Muligvis artikel parat til onsdagsavisen. Rapporten afsluttet kl. 3:45 morgen.«

Tirsdag den 9. november

Tirsdag bragte Social-Demokraten en mindre artikel: ’Sortbørsleverandører gør kæmpe-sukkerkup« om et indbrud i et engrosfirma på Amerikavej på Vesterbro, hvor 2.750 kg sukker og indkøbstilladelser til 50-60 ton sukker foruden kontanter, checks og et par skrivemaskiner var blevet stjålet fra »en temmelig afsides« mellembygning, hvorefter tyvegodset var kørt bort med en lastbil.

Samme aften var Nørgaard og Dalgaard igen på turné på beværtningerne denne gang i håbet om at træffe en tidligere håndlanger for Hasselstrøm, kendt som ’Den kolde Varmemester’.

Ifølge dagbogen var der nemlig en chance for, at varmemesteren mod et par glas og måske et løfte om en skilling ville fortælle et og andet, men trods besøg på flere beværtninger lykkedes det ikke at finde ham.

Serie

Jagten på Eddderkoppen

En hidtil ukendt og strengt fortrolig dagbog fra Anders B. Nørgaard og Poul Dalgård viser, hvordan de to journalister i efteråret 1948 kom på sporet af, at der var en anonym bagmand – Edderkoppen.

På grundlag af dagbogen følger Information i hælene på de to journalister, da de i november-december 1948 trængte ned i den københavnske underverden.

Seneste artikler

  • ’Jeg vil renses for jeres smuds-journalistik, og I skal nok komme til at dementere’

    15. januar 2015
    I slutningen af november 1948 fik journalisterne Nørgaard og Dalgård besøg af en fætter til ’Edderkoppen’, som forlangte at få sit navn renset, fremgår det sidst i journalisternes hidtil ukendte dagbog om deres afsløringer af efterkrigstidens sortbørs
  • ’En hæderlig ældre herre, der ikke har en anelse om, hvad der foregår’

    12. januar 2015
    Under den fortsatte jagt på oplysninger om sortbørsens mystiske bagmand i efteråret 1948 blev journalisterne Nørgaard og Dalgård meget deprimerede over at erfare, at en af deres kilder i politiet måske selv var på bagmandens lønningsliste. Det fremgår det af deres hemmelige dagbog
  • ’Men det behøver De ikke at skrive!’

    5. januar 2015
    Journalisterne Anders B. Nørgaard og Poul Dalgård fortsatte i novemberdagene i 1948 deres afsløringer af bagmanden bag sortbørshandelen. Det lykkedes at få politiet til at indlede en undersøgelse af ’Edderkoppen’, sortbørsens mystiske storgangster, måske fordi de to journalister afleverede al deres research til justitsministeren
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu