Det kom prompte og fra mange sider efter terrorangrebet mod satiremagasinet Charlie Hebdo: Udåden må ikke føre til splittelse mellem befolkningsgrupper og udstødelse af muslimer. Men kampen om, hvem der er Charlie er i fuld gang. Med slogans som »Jeg er Charlie« er der indkaldt til to anti-islamdemonstrationer i Århus og København på mandag, og med dette franske slogan vil også den danske højrefløj forsøge at gøre den tyske Pegida-bevægelse (Patriotiske Europæere mod islamiseringen af Vesten) kunsten efter ved at samle almindelige danskere til demonstrationer mod islamisering.
»Det store projekt for det danske Pegida-initiativ er at binde an til den relative succes, Pegida har haft i Tyskland, mens de samtidig forsøger at udnytte de antimuslimske vinde i kølvandet på terrorangrebet i Paris. De ønsker at gøre kritikken af islam mere folkelig og tiltrække mere moderate danskere,« lyder vurderingen fra Chris Holmsted Larsen, der forsker i højreradikale bevægelser ved Roskilde Universitet.
Den første Pegida-inspirerede demonstration fandt sted i Haderslev den 5. januar og var arrangeret af blandt andre Stop Islamiseringen af Danmark (SIAD). Bag demonstrationen i København mandag, der har knap 300 tilmeldte, står imidlertid tidligere folketingskandidat for Dansk Folkeparti, Nicolai Sennels, der optræder som talsmand for Pegida.dk. Den anden initiativtager, socialdemokraten Carsten Thrane, valgte torsdag at trække sig på af »personlige og politiske årsager«.
Markerer bekymring
Nicolai Sennels er kendt som en meget skarp islamkritiker, men gør i pressemeddelelser og på Facebook meget ud af at understrege, at hensigten med demonstrationen er at markere »bekymring over fundamentalistisk islam og vise sympati med dens ofre – senest med massakren i Frankrig«. Facebook-invitationen lægger afstand til f.eks. højreradikale grupper som Danish Defence League, mens godkendte slogans er »Nej til fundamentalistisk islam« og altså »Jeg er Charlie Hebdo«. Over for Information afviser Nikolai Sennels at have noget med SIAD og Haderslev-demonstrationen at gøre.
»Jeg skal kunne tage min mor og børn med til vores demonstration. SIAD tiltrækker hooligans, og jeg har hørt, de synes, jeg er for moderat. Det er, hvad jeg ved om dem,« siger Sennels.
Chris Holmsted Larsen hæfter sig ved, at den yderste danske højrefløj ikke tidligere har haft held med at få danskere på gaden med islamkritik. Ved demonstrationen i Haderslev var der omkring 20 personer og en moddemonstration på flere hundrede. Han karakteriserer Sennels som en mand med »markante antimuslimske holdninger«, der nu forsøger at moderere sine udtalelser:
»Før terrorangrebet i Paris ville jeg have sagt, at de ikke havde en chance. Men det er svært at forudse, hvordan Paris vil påvirke mobiliseringen til den yderste højrefløj. Der er en anden dagsorden i medierne nu.«
Nicolai Sennels’ tidligere udtalelser om muslimer har allerede været trukket frem igen af pressen. Bl.a. en artikel på Europenews.dk fra i 2010, hvor han skriver, at omkring halvdelen af verdens muslimer er indavlede.
»Jeg kritiserer den type islam, der tager koranen meget bogstaveligt. Fakta for den udtalelse er hentet i JP: 70 pct. af pakistanere siges at være indavl, 45 pct. i den arabiske verden og 30-40 pct. i Tyrkiet. Det bør vække bekymring hos alle, der tager børns trivsel alvorligt,« siger han og understreger, at han står ved tidligere udtalelser, men der har været »smuttere«.
– Prøver du at moderere din indbydelse i forhold til tidligere udtalelser for at nå bredere ud?
»Jeg er den danske middelklasse, og det er folk som mig, der er bekymret over det samme, som de er i Tyskland, hvor det også er middelklassen, der demonstrerer, jeg vil have med. Jeg prøver at give folk luft på en sympatisk og demokratisk måde. I stedet for at man lægger låget på igen og igen. Jeg tror, mange reagerer på det i Frankrig med et ’ups det er meget værre, end vi troede.’ Regeringen synes jo også lige pludselig, at man skal kunne anklage syrienkrigere for landsforræderi,« siger Nicolai Sennels. Pegidadk er ifølge Sennels »imod indvandring af fundamentalistiske muslimer, men ikke muslimsk indvandring som sådan«:
»Jeg forsøger ikke at splitte nogen. Jeg tror ethvert fornuftigt mennesker – også rigtigt mange muslimer – er imod fundamentalistisk islam. Og de er meget velkomne,« siger Nicolai Sennels, der samtidig henviser til tal fra Koppmans Sozialforschungsinstitut, der viser, »at 75 procent af Europas muslimer mener, at koranen skal læses bogstaveligt«.
Nyt parti
Nicolai Sennels begrunder sin udmeldelse af DF med, at man ikke skal kunne koble dansk Pegida til DF. Men han synes, at DF har et fint projekt. Udenrigsordfører for DF, Søren Espersen, har afvist at udtale sig om dansk Pegida, men har forklaret, at han er opløftet over tysk Pegida, og at han har »stor forståelse for, at der er nogle almindelige mennesker, som er meget urolige over det, der er i gang med islamismen«. Espersen deltager ikke i demonstrationen mandag, men det gør DF’eren Mogens Camre.
Chris Holmsted Larsen mener, at bevægelsen på den yderste højrefløj og omfavnelsen af Pegida kan ses som et forsøg på at etablere et parti til højre for Dansk Folkeparti. »Partiets bevægelse ind mod midten kan give den mulighed. Der er flere på den yderste højrefløj, der er meget utilfredse med, at DF er blevet for moderate,« siger han og peger på, at et medlem af Dansk Samling, Morten Uhrskov, ifølge JP ønsker at stille op til Folketinget.
Nicolai Sennels afviser at have forbindelse til Dansk Samling.
I Tyskland diskuterer man om Pegida skal ses som en styrkelse af demokratiet, fordi en hidtil undertrykt gruppe nu får taletid, mens andre frygter, at antimuslimske holdninger bliver forklædt som folkelige protester mod velfærdsforringelser.
»Dansk Pegida rammer ned i diskussionen om, hvordan man griber indvandrerkritikken an i Sverige og Tyskland i forhold til Danmark, hvor man har givet antimuslimske holdninger plads til at udfolde sig. Konsekvensen har været, at man ikke har haft et parti til højre for DF, hvilket også har været forudsætningen for DF’s succes. Men de vælgere, DF i høj grad har tiltrukket, er jo skuffede socialdemokrater, som ikke er ideologer, som de er på den yderste højrefløj. Det taler imod, at de kan tiltrække særlig mange,« siger Chris Holmsted Larsen.
DF’s udlændingeordfører, Martin Henriksen, afviser, at partiet er mindre indvandrerkritisk: »Vi frygter ikke et nyt parti. Faktisk har vi strammet vores udlændingepolitik siden 2010 til også at omfatte begrænsning af udenlandsk arbejdskraft.«
Drop lige den fejloversættelse, Information.
'A' i Pegida står for 'Aftenlandet', ikke for 'Vesten'.
Ved at fejloversætte det på den måde, så tabes der en stor del af alle de sammenhæng og konnotationer som Pegida lægger i deres navn.
Har de ikke noget mere alvorligt at tage sig til ?
Nu begynder igen nazisterne og fasisterne at tilbyde nye modeller , noget lignende IS og al-kaida beskrivelser. bare med andre navne koder, og Europas politikere har allerede bevist deres egen utilstrækkelighed. Tyskerne ligger stadig i flyverskjul i forsøget på at få styr på deres ilusionære krigsmaskine , som efter sidste verdenskrig endnu ikke er vågnet op, Britterne sidder stadig stædig og slaprer i deres kop te, resten inklusive de også tomme hoveders værdiløse danske politikere, som åbenlyst kun venter på nye ordre fra USA inden de overhovet vil åbne munden, medens franskmændene hele tiden har været på vagt og klar til kamp for frihed for ALLE. Et sølle Europabillede toner sig frem på skærmen. Euroen har for længst opgivet sig selv, dens mangel på EU fællesskabsfølelsen var for lille. Europafolket mangler Russerne og Tyrkerne i fællesskabet. To store folk , som vores fjernstyrede politikere med al magtbegær forsøger at udelukke. Alt for ofte, når jeg ser TV får jeg fornemmelsen af, om ikke det kunne være en god ide , at få udskift , især de ledende tomhovede politikere med journalisterne, som åbenlyst er bedre vidende , og som har fordelen , de behøver ikke kæmpe for den velopvarmede taburet, som kun tildeles ministre og politiske ledere sammen med en medalje med (krys og boller og stjerner på) og med medfølgende skrivelse: Denne "medalje" er givet dig for din mangel på "viden om" , hvad du arbejder med, og som tak for godt samarbejde, og så, et tre foldigt "HURRAR". efterfulgt af "fred være med dig".
Hold da kæft man økseskaft, hvis ovnnævnte har bare en lille smugle sandhed i sig, så må noget, et eller andet sted være gået grueligt galt, men det klarer så nok bagmandspolitiet.
Dette "Koppmans Sozialforschungsinstitut" - hvad er det? Hvis man benytter en søgemaskine (hint, hint), foreslår den (både wikipedia og duckduckgo) "Koopmans Sozialforschungsinstitut," men mon ikke der snarere er tale om denne undersøgelse fra Wissenschaftszentrum Berlin für Sozialforschung; en undersøgelse foretaget under Prof. Dr. Ruud Koopmans' (University of Oxford) ledelse?
Inline links ikke tilladt (men de får en fin streg under): http://www.wzb.eu/de/forschung/migration-und-diversitaet/migration-und-i...
Den eneste måde at bekæmpe radikalisering på, er ved at forebygge. Højrefløjens angst for fremmed, er med til at undergrave identiteten på en marginaliserede grube, respektere dem i forlanger respektere jer.
Stop det hetz mod anderledes troende = tænkende, end jer selv. Uddannelse og job er vejen frem, ikke beskyldninger om at være dovne, og de evige påstande om at mennesker med muslimsk baggrund, er anden rangs mennesker, der ikke er ønskede, det er at tisse i bukserne for at få et par stemmer men det varmer ikke længe som i ser. Jeres evige slikkend Dansk fup i røven, omklamring af deres politik, giver det udemokratiske opbyggede parti for meget magt. Vær forbedret på at Dansk Fup, ikke i længden kan samles om deres mærkesag, had til de fremmed. En dag begynder de at debattere politik og der er de ikke enig om noget som helst, derfor er DF top så bange for debat.
Dem der er radikaliserede kan der ikke gøres meget ved, det er lige som med kriminalitet, det vokser de fra. Men til dem der ikke er blevet voksne, som tager lang tid og derfor bør de straffes hårdt, så de bliver lukket inde, til en psykolog, godkender personen er ude af sit had til samfundet. Et had der ikke opstår af sig selv.
Tænk hvis der for alvor kom økonomisk krise i DK og Europa? - syndebukke kan der hurtig findes. Og regeringerne rundt om i Europa støtter gladeligt op om terror-spøgelset incl. den medløbende presse.
Det her har været kendt for de Europæiske politikere længe - se bare på "bornholmer muren" foran Christiansborg, de nyindkøbte militære-vandkanon kampvogne i London. Forbudet mod demonstrationer i Spanien mv.
Men lad os da bare give den sjat muslimer vi har i landet skylden.
Hvad med at vise mere i aviserne omkring sådanne superbogere her?:
http://jyllands-posten.dk/indland/kbh/ECE7327593/Muslimer+ryddede+op+nyt...
Torben Selch, den økonomiske krise, Europa p.t. gennemgår ER meget alvorlig. Den er langt fra overstået og kan til enhver tid forværres igen. Og syndebukkene er for længst fundet!
Utrygheden, konflikterne og modsætningerne øges - uden for bevidst stillingtagen.
Som en ond drøm, der ikke kan styres.
Den er jo blot udtryk for, Britta Hansen, at man ikke fører den politik, der bringer tingene i orden igen. Krisen er en bevidst valgt forkert kurs, hvor politikerne stiller sig på den økonomiske overklasses side imod befolkningsflertallets interesser.
Hvad er det næste...? En krystalnat...?
Syndebukkene for den nuværende krise er fundet - af overklassen. Det er nemlig alle de dovne arbejdere, der ligesom overklassen ikke vil arbejde for slaveløn. Derfor klamrer overklassen sig til EU, som snildt omfordeler værdierne, så danske arbejdsgivere kan få tilskud til at flytte jobbene til England eller andre EU-lande. Skulle arbejdsgiverne ikke være helt glade for det med at flytte, skaffer politikerne/overklassen da bare en flok østeuropæere, der er endnu mere i knibe end de danske arbejdere, og derfor er villige til at bo 10 mand i en campingvogn bag fabrikken/gården og kun kræver minmallønninger. Samtidig sidder hovedparten af det der før kunne kaldes den danske venstrefløj og klapper i deres små fedtede fingre og jubler over EU-pamperiet.
Jeg tillader mig at sætte mit link ind lidt forskellige dage - da jeg faldt under interessegrænsen på Politiken med mit kronik forslag: http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/Vesten-reaktion-paa-Charlie-H...
"...fordi en hidtil undertrykt gruppe nu får taletid".
Jamen, det var sandelig da også på tide.
Det er jo tydeligt for enhver, at hverken Krarup eller hans yngel, Pia K. eller Pittelkow mfl. nogensinde har haft mulighed for at udtale sig, og at ingen har villet lytte til dem, når de en sjælden gang fik lov til at fremføre et lille pip.
Men nu får de så endelig "taletid" - det må være et stort øjeblik for dem.
Scary.....har det som om, at vi er på vej tilbage til 1920'ernes og 1930ernes Tyskland....
Skræmmende - eneste håb for venstrefløjen er, hvis der dannes tilstrækkeligt mange små grupperinger på højrefløjen, som stjæler hinandens stemmer og ikke kan opnå enighed. Desværre ser det ikke ud til at være tilfældet i dansk politik: blå blok står stadig sammen og Uløkke ser fortsat ud til at blive ny statsminister...
Afvisningen af den vestlige elite elitære klasse til at beskytte deres nationer fra jihad-infiltration og islamisering er den største trussel for vestlige civilisation og demokratiske rettigheder. Når tusindvis af jøder vælger, at forlade Europa eller muslimske særkrav og parallelsamfund i traditionel kulturkristne nationer, så er det selvfølgelig ikke pga. af Islam og dens 1.8 milliarder tilbedere.
Har vi ikke snart hørt nok til Nicolai Sennels og de par hundrede han kunne få med på en 'gåtur', han vil ikke engang selv kalde det en demonstration. Hvis man læser eller hører hvad Nicolai Sennels tidligere har bragt ind i debatten, er der alt mulig grund til at ignorere dette mislykkede forsøg på at få hans islamofobiske ideer i alle medier.
Den danske presse - med TV-Avisen som frontløber - har været længe om at begribe , hvad PEGIDA er. Det fortsætter med denne artikel.
Kansler Merkel lovede i går statens beskyttelse af PEGIDAs demonstrationer i Dresden, og det var et smart træk, som skal tage al vind ud af PEGIDAs sejl. Det vil hun få held med, ifølge tyske eksperter som man kan læse om i dag på ARD, de mener nemlig, at PEGIDA allerede har toppet, og så har de også lagt mærke til at moddemonstrationerne er noget større.
Vi kan altså regne med, at den danske bagtrop fortsætte med at svinge fanerne, længe efter at det hele er ebbet ud i Tyskland.