Baggrund
Læsetid: 2 min.

Ugens bommert: Løkkes valgflæsk - Gem kvitteringerne!

Venstres formand har de seneste dage været på charmeoffensiv, hvor han har haft spenderbukserne på: Danskerne skal huske at gemme kvitteringerne fra deres håndværkere, så de kan få fradrag for udgifterne, hvis Lars Løkke Rasmussen bliver statsminister efter et valg
Indland
24. januar 2015

Kampen i det valg, der ikke er udskrevet endnu, er for længst gået i gang.

Og i de seneste par dage er Venstres formand Lars Løkke Rasmussen begyndt at bruge tricket: Lov noget bliver billigere, hvis du vinder.

Torsdag brugte Løkke på at gentage sit forslag om, at det skal være 40 procent billigere for pendlere at køre over Storebæltsbroen, hvis han bliver statsminister efter et folketingsvalg. Det koster ikke alverden, fordi det trods alt er et begrænset antal danskere, som kategoriseres som pendlere over Storebæltsbroen. Det koster til gengæld, når Løkke og Venstre på partiets facebookside opfordrer danskerne til at gemme deres kvitteringer.

Nu er Lars Løkke Rasmussen kendt som den politiker, der er bedst til selv at gemme kvitteringer – især fra sin tid som amtsborgmester i Frederiksborg Amt og indenrigs- og sundhedsminister. Denne gang gælder det kvitteringerne for opgaver udført i hjemmet af håndværkere.

»Venstre går til valg på at genindføre bolig-job-ordningen – med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2015. Andet vil ikke være ansvarligt, for ellers vil alle dem, der tror på en ny regering, jo vente med at bestille håndværker til efter valget. Det kan Danmark ikke vente på. Vi har brug for vækst og flere private arbejdspladser,« skrev Lars Løkke Rasmussen på Facebook.

Jeg bliver ikke statsminister

Bolig-job-ordningen bliver også kaldt for »håndværkerfradraget«, og ordningen udløb ved årsskiftet, fordi regeringen og Enhedslisten i modsætning til SF ikke ønskede at videreføre ordningen i aftalen om finansloven for 2015. Umiddelbart kan det dog se svært ud for Løkke at finde et borgerligt flertal for at genindføre håndværkerfradraget. Liberal Alliance ønsker ikke ordningen, og i meningsmålingerne står de til at have de afgørende mandater.

Det fik torsdag Løkke til at sætte hårdt mod hårdt: Han vil kun være statsminister, hvis bolig-job-ordningen bliver genindført:

»Jeg bliver ikke statsminister, med mindre vi genindfører bolig-job-ordningen. Jeg kan jo ikke garantere, at jeg bliver statsminister, men jeg kan sige, at bliver jeg statsminister, så er det for en regering, der genindfører bolig-job-ordningen, og så er det naturligt, at det bliver fra 1. januar 2015,« sagde Lars Løkke Rasmussen til DR Nyheder.

Løkkes ønske om, at det skal gælde med tilbagevirkende kraft fra 1. januar i år, er dog en smule problematisk i forhold til Venstres eget principprogram. I programmet »Fremtid i frihed og fællesskab« fra 2006 står der på side fem: »Lovene skal være klare, entydige og forståelige. Lovene skal værne om borgernes retssikkerhed og beskytte mod vilkårlighed, og borgerne skal være beskyttet mod lovgivning med tilbagevirkende kraft.«

Løkke forsikrede, at det ikke var et problem: »Så når jeg lover noget konkret, som for eksempel at det skal være lidt billigere for pendlere at køre over Storebæltsbroen eller at genindføre bolig-job-ordningen, så er det en særlig kategori,« sagde han til DR Nyheder og tilføjede, at »man kan altid regne med, hvad Venstre siger.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her