Læsetid: 3 min.

Glemmer systemet utilpassede børns forældre?

Utilpassede unge bliver mødt med symptombehandling, når de ryger ind i systemet, mener den tidligere kriminelle Alexander Behrang Keshtkar, der kalder på mere forældreinddragelse. Ifølge ekspert er tilgangen til adfærdsvanskelige børn og unge ensidig
14. februar 2015

Som den ustyrlige dreng i klassen, der ofte lå i konflikt med lærere, elever og pædagoger, blev Alexander Behrang Keshtkar stemplet som adfærdsvanskelig. Efterhånden som han blev ældre, endte han i en kriminel løbebane. Der blev begået indbrud, stjålet biler og solgt stoffer, og før han fyldte 18 år, havde han været indblandet i episoder med vold, afpresning og røverier.

»Og der var aldrig nogen, som spurgte: ’Hvad er problemets kerne?’« skriver Alexander Behrang Keshtkar, der er 30 år og skuespiller, i et debatindlæg i torsdagens Information og uddyber:

»Jeg og massevis af andre børn er vokset op med det selvbillede, at det er os, der er problemet. Det får vi jo at vide af vores forældre, lærere, pædagoger og senere af socialrådgivere, politiet og politikere.«

Adjunkt ved Aarhus Universitet Christian Sandbjerg Hansen, som har forsket i socialt arbejde med udsatte børn og unge, er enig i, at utilpassede børn og unge bliver mødt ensidigt af systemet. Han mener, at individfokusset er »massivt«, når det professionelle omsorgssystem tager hånd om en sag med børn og unge. Det kommer til udtryk ved, at der stilles psykologiske diagnoser med øjnene rettet mod barnet i stedet for at inddrage omgivelserne, påpeger han.

»Det er problematisk, at man overser den sociale sammenhæng, som er afgørende for at forstå, hvorfor et ungt menneske har det svært og eksempelvis ender i konflikt med omverdenen.«

Bag facaden

Selv mener Alexander Behrang Keshtkar, at problemet lå i hjemmet, som bag facaden »var helt gal«. Faren var voldelig, både fysisk og psykisk, og ydmygelser var en del af hverdagen for Alexander Behrang Keshtkar, hans mor og bror.

Men ingen tog fat om det hjemlige kaos: »Sandheden er, at det er vores forældre, der er problemet. De har svigtet og ikke levet op til deres ansvar,« skriver han og fortæller, at ingen på noget tidspunkt konfronterede hans mor og far med det ansvar:

»Berøringsangsten over for forældre forværrer situationen og forhindrer, at børn og unge får den hjælp, de behøver til at komme på ret køl,« siger Alexander Behrang Keshtkar.

Socialpædagogernes forbundsformand, Benny Andersen, medgiver, at der i behandlingen af utilpassede unge er for lidt opmærksomhed på forældrenes rolle.

»Mange institutioner arbejder med både forældre og barn, men det skal være en del af handlingsplanen hos alle, som er inde over barnet. Det er vigtigt, at myndigheder og kommuner forholder sig til, hvad der skal ske med familien, imens de arbejder med barnet og ikke først bagefter. Helhedsindsatsen skal tænkes ind fra starten, og det kan vi blive bedre til,« siger han og understreger, at en sådan helhedsindsats ikke er gratis, men kræver flere ressourcer til landets institutioner.

Ligeledes understreger adjunkt Christian Sandbjerg Hansen nødvendigheden af flere midler til området, hvis systemets omsorg for de unge utilpassede skal nuanceres:

»Nok er antallet af tiltag, som inkluderer familien, vokset inden for de seneste 10 år, men de økonomiske tiltag er ikke fulgt med. Desuden er det vigtigt at huske, at forældre kun er en del af konteksten. Børn og unge indgår i mange sammenhænge, herunder skole, fritidsaktiviteter og større samfundsstrukturer, som er sværere at ændre enkeltvis,« siger han.

Vendepunkt

Hvad der fik Alexander Behrang Keshtkar til at bryde med kriminaliteten og den aggressive adfærd, var, at han kom væk fra hjemmet og boede hos en folkeskolelærer, som han knyttede sig til og fik lov til at bo hos igennem sin gymnasietid:

»Selv om jeg opførte mig helt forkert, vidste han godt, at det kun var et symptom på, at jeg havde det skidt, og at min adfærd ikke var udtryk for, hvem jeg er. Han kunne se direkte igennem min hårde facade og direkte ind til det menneske, som gemte sig bagved,« fortæller han og mener selv, at havde hans omgivelser grebet ind noget før, var det ikke endt så galt.

Sager som Alexander Behrang Keshtkars er beklagelige ifølge faglig sekretær i BUPL, Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund Mette Aagaard Larsen, som dog afviser, at pædagoger og andre professionelle symptombehandler utilpassede unge i dag:

»Der er sket meget de seneste fem til 10 år i retning af tidlig indgriben og helhedsorienteret indsats. Tankegangen bag inklusion er at inddrage forældrene fra starten og høre, hvordan de oplever barnets mistrivsel. Generelt er pædagoger dygtige til at flytte problemet væk fra barnet ved at se på baggrunden for adfærden.«

– Hvordan viser den indsats sig konkret?

»I 98 pct. af tilfældene er forældre nøglen til et adfærdsvanskeligt barn. Så når en fagperson identificerer mistrivsel hos et barn, bliver forældrene indkaldt til et møde om deres oplevelse af situationen, og der lægges en handlingsplan for, hvad man kan gøre for at afhjælpe mistrivslen,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu