Nyhed
Læsetid: 2 min.

Grønne konsulenter skal sikre mere klimavenligt landbrug

Regeringen, SF og Enhedslisten vil bruge millioner fra klimapuljen på klimarådgivning til landmænd. Landbruget jubler
Indland
12. februar 2015

Danske landmænd skal have mulighed for gratis rådgivning om, hvordan de kan reducere deres klima- påvirkning.

Det mener regeringen, Enhedslisten og SF, som nu afsætter knap 30 millioner kroner over tre år til en sådan ordning.

»Landbruget er en af de sektorer, hvor der for alvor er brug for at gøre noget i forhold til klimaet. Og der er et stort potentiale, hvis vi kan få landmændene til at indrette sig smartere,« siger fødevareminister Dan Jørgensen (S).

Konkret skal pengene gå til at oprette og drive et sekretariat, som videreuddanner landbrugskonsulenter i at udarbejde klimaregnskaber og klimarådgivning. Der vil også blive givet tilskud til, at den enkelte landmand kan få udarbejdet en handlingsplan, der viser, hvordan hans klimapåvirkning konkret kan reduceres – eksempelvis i form af energieffektiviseringer eller nye arbejdsgange, der mindsker ressourcespild.

Ifølge Fødevareministeriets estimater vil initiativet kunne resultere i en reduceret klimapåvirkning på 185.000 ton CO2-ækvivalenter årligt.

»Det er rigtig meget, når man holder det op mod, at vi mangler at finde CO2-reduktioner på cirka to millioner ton for at nå vores nationale klimamål,« siger SF’s klimaordfører, Steen Gade.

Stor efterspørgsel

Hos interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer tager klima- og energipolitisk chef Søren Korsholm godt imod nyheden om, at landmændene fremover kan få klimarådgivning.

»Det er udtryk for en meget klog tilgang til klimapolitik, hvor man får bundet klima og vækst rigtig godt sammen,« siger Søren Korsholm.

Han henviser til erfaringer fra et samarbejde mellem Arla og SEGES, det tidligere Videncenter for Landbrug, om at tilbyde kvægavlere en sådan klimarådgivning. Her er nogle landmænd eksempelvis lykkedes med at reducere den andel af dyrenes foder, der går til spilde, fra 20 procent til fem procent til gavn for både klimaet og landmandens økonomi. Og det er »ikke unormalt«, at en landmand får reduceret sin klimapåvirkning med omkring 10 procent efter et klimatjek, forklarer Søren Korsholm.

»Projektet har vist sig at være en kæmpe succes. Faktisk så stor en succes, at vi ikke har kunnet følge med efterspørgslen. Derfor er det rigtig godt, at man nu skalerer projektet op og udvider det til at gælde flere,« siger Søren Korsholm.

– Er 30 millioner kroner så nok til at følge med den efterspørgsel?

»Det er i hvert fald et kæmpe skridt i den rigtige retning. Jeg tror, det vil bringe det op på et niveau, hvor det behov, der er, kan imødekommes de næste tre år. Indsatsen tager også tid at få løbet i gang,« siger Søren Korsholm.

Pengene til initiativet kommer fra den klimapulje på 150 millioner kroner, som regeringen, SF og Enhedslisten etablerede i forbindelse med finansloven, men som først nu er ved at blive udmøntet i konkrete initiativer.

Foruden de 30 millioner kroner til klimarådgivning er parterne blevet enige om at bruge 29 millioner kroner på at etablere tilskud til projekter med såkaldt forsuringsteknologi, der kan reducere klimapåvirkningen fra gylle.

Yderligere en million skal gå til en kortlægning af, hvordan man kan øge den danske produktion af energipil, der er en særligt bæredygtig form for biobrændsel.

Information har forgæves forsøgt at afklare, hvad de resterende 90 millioner kroner fra klimapuljen skal bruges på. Ifølge Steen Gade ligger det endnu ikke fast.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

så bliv der igen flytte penge fra landbruges eu. støtte over til nogen DJØFér