Læsetid: 5 min.

Hensynet til børnenes tarv fortoner sig i kasseopdeling

ANALYSE: Når Udlændingestyrelsen efter at have taget hensyn til børnenes tarv kan beslutte, at en niårig dreng, en syvårig pige og deres forældre skal sendes til det nordlige Irak uden at inddrage, at det bare ikke kan lade sig gøre, så må der være noget galt
Når Udlændingestyrelsen efter at have taget hensyn til børnenes tarv kan beslutte, at en niårig dreng, en syvårig pige og deres forældre skal sendes til det nordlige Irak uden at inddrage, at det bare ikke kan lade sig gøre, så må der være noget galt …

Ulrik Hasemann

27. februar 2015

For snart et år siden bestemte daværende justitsminister Karen Hækkerup (S), at det udtrykkeligt skulle fremgå af udlændingemyndighedernes afgørelser om humanitært ophold, der vedrører børn, at hensynet til barnets tarv var indgået i myndighedernes overvejelser.

Ministerens tilsagn faldt efter længere tids kritik af, at det hidtil havde været nok for myndighederne blot kortfattet at nævne, at hensynet til barnets tarv var inddraget, uden at myndigheden behøvede at referere konkrete elementer fra overvejelserne.

Med Karen Hækkerups beslutning blev det for første gang muligt at kigge udlændingemyndighederne i kortene, når de – som foreskrevet i FN’s Børnekonvention – skal inddrage hensynet til barnets tarv i alle beslutninger, der vedrører børn.

Derfor ved de to turkmenere Fadhel og Howeida, der bor sammen med deres to børn i Allerød, at deres to børn, niårige Ibrahim og syvårige Özlam, ifølge Udlændingestyrelsen kun har »en vis tilknytning til Danmark«, selv om begge børn er født og opvokset her i landet og aldrig har boet andre steder.

Som omtalt i Information er det kommet noget bag på forældrene til Ibrahims og Özlams klassekammerater i 2. A og 0. A på den lokale Blovstrød Skole, at deres børns to klassekammerater ifølge Udlændingestyrelsen kun skulle have en sådan delvis tilknytning til Danmark.

Forældrene, der nu samler underskrifter ind for at protestere, har i hvert fald ret så langt, at det i afslaget fra Udlændingestyrelsen til Ibrahim og Özlams familie er svært at forstå rækkevidden, når danske myndigheder inddrager hensynet til barnets tarv: Hvad kommer med i en vurdering, og hvad kommer ikke med?

Fortsæt skolegang i Irak

Da Ibrahim og Özlam er ni og syv år, vurderer Udlændingestyrelsen i afslaget, at de »fortsat har en stor del af deres formative år foran sig, og at de kan fortsætte deres opvækst og skolegang i Irak«.

Det er vist en sandhed med visse modifikationer, for akkurat her viser vanskelighederne sig, når myndighederne vil inddrage hensynet til barnets tarv.

Sandsynligheden for, at den turkmenske familie kan sendes retur til det nordlige Irak, hvorfra faren og moren kom til Danmark i henholdsvis 2001 og 2004, er nemlig forsvindende ringe. Og det ved udlændingemyndighederne naturligvis bedre end alle andre. I hvert fald siden 2005 har de danske myndigheder således pålagt Fadhel og Howeida at udrejse, men de to har ikke ønsket at samarbejde om det. Hvorfor kommer vi tilbage til.

Kendsgerningen er, at de danske myndigheder ikke har kunnet få familien udsendt, og siden efteråret 2011 har det endda været helt umuligt: De irakiske myndigheder har pure afvist at modtage tvangsudsendte irakere, med mindre de har irakisk pas, hvad hverken Fadhel eller Howeida har. Ifølge aktuelle oplysninger fra Rigspolitiets Nationale Udlændingecenter har denne fastlåste situation stået på i snart fire år. Tilmed er der siden 2014 rapporteret om krigshandlinger i forbindelse med kampene mod IS, bl.a. i nærheden af byen Kirkuk i det nordlige Irak, hvorfra Fadhel og Howeida er flygtet.

Alligevel leder man forgæves i Udlændingestyrelsens afslag efter, at embedsmændene i styrelsens 5. asylkontor har forholdt sig til, at udsigten til at få familiens fire medlemmer tvangsudsendt til Irak de kommende år, er minimal, hvis overhovedet eksisterende.

Hvis hensyntagen til børnenes tarv skulle være reel, burde Udlændingestyrelsen naturligvis også inddrage børnenes fremtidsudsigter, herunder om det overhovedet kan lade sig gøre, at de to børn fortsætter deres opvækst og skolegang i Irak, således som styrelsen forestiller sig.

Når man nu ikke gør det, er et sandsynligt scenarie, at familien forbliver i Danmark, fordi den ikke ville kunne udsendes. Styrelsen kommer formentlig til med halvanden eller to års mellemrum igen og igen at vurdere hensynet til børnenes tarv. På et tidspunkt – måske om fire, seks eller højst otte år – vil styrelsen være nødt til at ændre vurdering, for så vil den til den tid 17-årige Ibrahim og den 15-årige Özlam have opholdt sig hovedparten af deres formative år i Danmark.

Til den tid vil det være umuligt for danske myndigheder at komme uden om at give børnene opholdstilladelse, hvis de internationale konventioner, herunder Børnekonventionen, skal overholdes. Prisen er så, at Ibrahim og Özlam indtil da kommer til at leve, vokse og gå i skole under det betydelige pres, som usikkerhed om fremtiden må udgøre, ikke mindst for mindreårige. At Ibrahim allerede i dag er udsat for et betydeligt pres, fremgår af sagens akter.

Igen må man undre sig: Hvorfor indgår overvejelser af den karakter ikke, når myndighederne foregiver at tage hensyn til børnenes tarv?

Lov opdelt i mange kasser

En jurist vil forklare det med, at udlændingeloven er opbygget af mange forskellige kasser. Hver af disse kasser har deres egne regler, egne forudsætninger og forløb, som ikke må sammenblandes. En flygtning kan f.eks. få ophold i Danmark som asyl, som familiesammenføring, som humanitær opholdstilladelse eller i kraft af den særlige opsamlingsbestemmelse, som lovens § 9 c, stk. 1, som specifikt retter sig mod barnets tarv. Fadhel og Howeida har så at sige fået afslag hele vejen rundt.

Juristen vil tillige forklare, at selv om Fadhel og Howeida ikke er blevet udsendt i næsten ti år, og selv om udlændingeloven faktisk åbner for opholdstilladelse, hvis en udlænding er såkaldt udsendelseshindret i mindst 18 måneder, så hjælper det dem ikke. Betingelsen er nemlig, at udlændingen har samarbejdet om sin udsendelse. Men det har Fadhel og Howeida som nævnt afvist at gøre. Måske har de to i den forbindelse skelet til, at FN’s Flygtningehøjkommisariat siden 2004 har opfordret lande, heriblandt Danmark, til at give asyl til flygtninge netop fra det nordlige Irak. Måske har de ikke ønsket at vende tilbage til et land eller et område, som FN vurderede som alt for usikkert. Slet ikke, efter de to i 2005 og i 2007 blev forældre.

Men som det er nu, kommer forældrenes beslutning om ikke at samarbejde i dag børnene Ibrahim og Özlam til skade, uanset at de hverken kan have haft lod eller del i deres forældres beslutning om samarbejde/ikke samarbejde med danske myndigheder om familiens udsendelse.

Tilsvarende vil juristen sige, at forklaringen på, at styrelsens ikke behøver at inkludere i deres afgørelse, om der reelt kan finde en udsendelse sted eller ej, er, at lige netop den vurdering hører til i en af de andre kasser, nemlig spørgsmålet om asyl. Ovre i asylkassen ligger vurderingen af, om det er for usikkert at sende familien hjem, især efter de opståede krigshandlinger.

Derfor behøver Udlændingestyrelsen ikke i sit afslag at behandle det åbenlyse paradoks, at familien næppe kan udsendes. I stedet har styrelsen, som den skriver, blot »lagt til grund«, at udsendelse kan ske, så børnene »kan opvokse i et familiemiljø i Irak.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christel Gruner-Olesen
  • Rasmus Kongshøj
  • Marianne Rasmussen
  • Anne Eriksen
  • Steffen Gliese
  • Pia Qu
  • Kirsten Svejgaard
  • Lise Lotte Rahbek
  • lars abildgaard
  • Vibeke Svenningsen
Christel Gruner-Olesen, Rasmus Kongshøj, Marianne Rasmussen, Anne Eriksen, Steffen Gliese, Pia Qu, Kirsten Svejgaard, Lise Lotte Rahbek, lars abildgaard og Vibeke Svenningsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Den forbandede krig giver os mange hovedbrud, men vi ligger som vi har redt!
Beslutningen om at gå i krig i Irak den 21. Marts 2003 er nok den dummeste beslutning der nogensinde er truffet i det danske Folketing!

Selvfølgelig skal de mennesker der flygter fra krigens rædsler have asyl, indtil de eventuelt kan vende hjem og genopbygge deres ødelagte land.

Græmmes sgu over myndighedernes behandling af de her forhold.

Selvfølgelig skal vi ikke huse alle der kan finde her til, men det taler vel til formodningen at vi gik i krig for at hjælpe irakerne - eller hvad?

Krigsflygtninge skal have asyl - basta!

Rikke Nielsen, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Marianne Rasmussen, Steffen Gliese, Mads Berg og Max Hansen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Ulrik Dahlin

Flot artikel.
Hvordan du kan blive ved med at bevare et køligt overblik, går over min forstand.
Jeg er skiftevis rasende og lige at græde, når jeg læser artiklen.

Satans udlændingestyrelse - lige til at græde af raseri over.

Rikke Nielsen, Nis Jørgensen, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Steffen Gliese og Mads Berg anbefalede denne kommentar

Det forekommer mig fortsat absurt at børn der er født og opvokset i Danmark i et helt årti, uanset forældrenes baggrund, ikke automatisk er at betragte som danskere, med samme rettigheder,- så meget mere som hensynet til barnets tarv tilsiger.

Britta Hansen, Rikke Nielsen, Christel Gruner-Olesen, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Birgitte D Pedersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Kirsten Svejgaard

Hvis man kun kan tænke i kasser, skal man overhovedet ikke have lov til at træffe afgørelser, der handler om levende menneskers liv og fremtid.

Britta Hansen, Rikke Nielsen, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Marianne Rasmussen, Steffen Gliese og Mads Berg anbefalede denne kommentar

Ved en fin højtidelighed i 1991 skrev Danmark FN´s børnekonvention fra 1989. Det indebærer, at Danmark vil overholde den til punkt og prikke, og selv om Danmark bevidst op gennem tiderne har undgået an indarbejde den i dansk lovgivning, som myndighederne jo er underlagt, så binder Danmarks underskrift fra 1991 faktisk til, at den s-k-a-l overholdes.

Altså, uanset hvad tidligere og nuværende justitsministre siger, så har man med sin underskrift bundet sig til at overholde denne konvention. - Men man ved ikke at implementere den i dansk lov, så har man samtidig frataget myndighedernes muligheder for at arbejde efter den.

Egentlig er konventionen usædvanlig let at forstå. Og den er fuldstændig entydig, så enhver mulig for fortolkninger, ikke er mulig. Se konventionen her: http://skole.unicef.dk/sites/default/files/mediafiles/Boernekonventionen...

Regeringen har jo her i vinter besluttet, at 6 human-konventioner - bl.a. også tortyr-konventionen, ikke mere skal gælde for Danmark. Og det skyldes bl.a., at regeringen er bange for, at udsendte danske soldater skal kunne retsforfølges.

Pia Qu, Christel Gruner-Olesen, Karsten Aaen, Marianne Rasmussen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Ja, Gert Romme, det er en forfærdelig opfattelse, politikerne i rent overmod har fået: at når konventioner og internationale aftaler skal stå deres prøve, bliver de afskaffet! Det er simpelthen så ufattelig forargeligt, at man må savne ord. Så kan man jo altid bare løbe fra sine løfter, når de faktisk får betydning.

Rikke Nielsen, Christel Gruner-Olesen, lars abildgaard, Karsten Aaen, Rasmus Kongshøj og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Freddy Andersen

Danmarks næste store eksportartikel må være bananer og måde hvorpå man "demokratisk" dyrker dem.

Freddy Andersen

Og mon ikke man med fordel kunne kunne få nogle staldtips hos partiet Venstre, de er jo traditionelt landbrugets parti.

ALf Ross, professor i jura, i dette land har medført juraen stor skade i det her land. Fordi stort set alle uddannede jurister i Danmark bliver uddannet i den af ham grundlagte? retspositivistiske skole. Det er denne skole, som jurister i DK bliver oplært i. Og hvor man som jurist lærer at moral og naturret intet har med jura at gøre. Og hvor man lærer at menneskerettigheder kan, må, skal og bør fortolkes politisk, ikke moralsk eller filosofisk. Hvor anderledes er ikke den tyske, den franske eller den angel-saksiske retstradition.....

Og det som forfatteren af denne artikel forestiller sig, at juristen vil svare (i DK) er netop vokset ud af den danske tradition for retspositivisme, hvor man ser juraen, og lovene som noget særligt - uden forbindelse med samfundet iøvrigt. Ikke nogen moral eller filosofi her....kun den rene, skære, pure jura.....

Altså når loven siger a, så siger juristen a, siger loven d, siger juristen d og siger loven p siger juristen p (når man trykker ham på maven - frit efter H.C. Andersen....)