Danskerne behøver ikke lede længe efter en forklaring på, hvorfor en 22-årig mand fra Mjølnerparken sidste weekend gik amok med en maskinpistol i København og dræbte filminstruktør Finn Nørgaard, dørmand Dan Uzan samt sårede fem politifolk.
Årsagen ligger lige for. I hvert fald hvis man spørger en af Danmarks mest yderligtgående, islamiske foreninger Hizb ut-Tahrir (Befrielsespartiet, red.), der associeres med Faruq Moskeen på Nørrebro, hvor gerningsmanden Omar el-Hussein også havde sin gang og blandt andet var til stede aftenen før han gennemførte sine blodige attentater.
Det var Danmarks egen skyld, mener Hizb ut-Tahrirs talsmand Junes Kock:
»Når unge mennesker, der er født og opvokset i Danmark og har gået på danske skoler, kommer så langt ud, at de er villige til at tage andre menneskers liv og i sidste ende dø selv, så er man nødt til at spørge sig selv, hvad det er, der skubber dem derud,« siger den 36-årige eksportingeniør, der selv er vokset op på Nørrebro.
»Og her kan man ikke ignorere det faktum, at Danmark uafbrudt har været involveret i krige i den islamiske verden de sidste 10-15 år, hvor de og andre vestlige lande har dræbt utallige muslimer.«
Information har sat den veltalende talsmand for det erklærede anti-demokratiske islamistparti stævne for at finde ud af, hvad det er for et tankesæt, som har inspireret Omar el-Hussein og mange hundrede andre unge muslimer i Danmark, der er ligeså frastødte af det danske demokrati, som de er fascineret af drømmen om et islamisk kalifat.
På vej gennem Informations reception bliver Junes Kocks grå blik fanget af en bog fra Informations Forlag. »Vi slår ihjel og lever med det«, erklærer oberst Lars R. Møller på forsiden af den digre bog, der bygger på interviews med 300 danske soldater, der har været i krig i Afghanistan.
»Den må jeg helt klart læse. Jeg er meget interesseret i at se, hvad danske soldater tænker, når de slår muslimer ihjel,« lyder det fra talsmanden. For sådan ser hans verdensbillede ud. Selv om den rødhårede ingeniør selv er pæredansk, ser han verden i et ’dem’ og ’os’-perspektiv.
For Junes Kock er ’dem’ lig med den danske regering og den almindelige, ikke-troende dansker; Kufar, (de vantro, red.) som han kalder alle vesterlændinge i sine opildnende videotaler på YouTube.
’Os’ er til gengæld de muslimer, der ligesom ham selv har »set lyset« og nu bekender sig til ideen om en islamisk stat, et gudgivent kalifat, »som millioner og millioner af muslimer verden over er enige om, er løsningen«.
Krigen mod islam
»Hele verden har sluttet sig sammen mod jer, mod de hellige krigere, mod det syriske folk, mod alle muslimer,« tordner Junes Kock f.eks. på fejlfrit engelsk i en video offentliggjort i november 2014 i anledning af bl.a. Danmarks beslutning om at deltage i krigen mod Islamisk Stat i Irak (red. se videoen nederst i artiklen).
»Denne nye alliance af lande fra nær og fjern er ikke kommet for at bekæmpe terrorister, de er kommet for at bekæmpe muslimerne og islam,« erklærer han og kalder »alle muslimer« til kamp mod koalitionen.
»Vi beder Allah afsløre de vantros planer og ødelægge deres forsøg på at bekæmpe islam, Subhanahu wa ta’ala, ’azza wa jalla, jalla jallaluhu (Lovprist være Han, ophøjet er Han, red.)«
Her i Informations kantine, hvor interviewet finder sted, fordi Junes Kock angiveligt ikke har noget kontor og ikke vil have avisens reporter på besøg hjemme på Nørrebro, er den rødskæggede, kortklippede talsmand i mørkeblå dynevest mere afdæmpet og nøgtern. Væk er også de arabiske lovprisninger, hver gang Allah eller Profeten nævnes.
– I opfordrer til at kæmpe mod den koalition, som Danmark er en del af, er det også en opfordring til danske muslimer?
»Hizb ut-Tahrirs holdning til fremmede besættelser af de muslimske lande er velkendt,« svarer Junes Kock. »Hvis en stat bombarderer et muslimsk land, så er det en ret og pligt at forsvare det muslimske land. Uanset om aggressoren har et rød-hvidt flag eller et flag med stjerner og striber,« siger han og understeger, at den pågældende video »jo handlede specifikt om Syrien, hvor Danmark så vidt jeg er orienteret ikke er i krig«. Tilføjelsen skyldes måske, at Hizb ut-Tahrirs tidligere talsmand Fadi Abdullatif er blevet dømt for at opfordre til vold mod jøder »hvor I end finder dem«, og altså også i Danmark.
– Men gælder jeres opfordring til at bekæmpe koalitionen også for muslimer i Danmark?
»Det er først og fremmest en ret og en pligt for muslimerne i det pågældende land at forsvare deres land.«
Nej til fordømmelse
Ifølge Junes Kock og hans organisation er det netop i den større globale kontekst, at danskerne skal se sidste weekends terrorangreb i København. Ikke at han bruger ordet ’terrorangreb’, for det gør han ikke. I organisationens pressemeddelelse rådes de danske muslimer til »ikke at tage afstand« fra de »opsigtsvækkende begivenheder«, Danmark har været udsat for.
– Hvorfor mener I ikke, Danmark har været udsat for et terrorangreb?
»Det er stadig uklart, hvad der præcis har motiveret gerningsmanden, og det er afgørende, hvis man skal vurdere, hvilken kategori handlingen skal placeres i,« mener Junes Kock.
– Hvorfor er det uklart. Han lagde jo en jihad-video ud på sin Facebook-side, inden han angreb?
»Ja, han lagde en video ud, hvor han sværger troskab til Omar al-Bagdadi (lederen af Islamisk Stat, red.), men hvor meget har han forstået af, hvad det indebærer og hvorfor, det er svært at sidde og tolke på i dag.«
– I mener altså ikke, det er terror?
»Vi har fuld forståelse for, at mange danskere sidder tilbage med en frygt, en bekymring eller måske en fornemmelse af, at det var forventeligt. Og det er selvfølgelig en episode, der kommer til at påvirke os alle sammen. Men vi i det muslimske fællesskab sidder også tilbage med en bekymring over, hvilken pris vi kommer til at betale for det her.«
– Hvorfor vil I ikke tage afstand fra terrorangrebene?
»Vi mener, det er useriøst at forsøge at gøre en så alvorlig sag til et simpelt spørgsmål om accept eller afstandtagen. Det skal ses i en større sammenhæng.«
– Men hvorfor er det så svært at tage afstand?
»Det er simpelt nok at svare på, men præmissen er forkert. Præmissen er, at islam som udgangspunkt er voldelig, eller at der er en kobling mellem vold og islam. Hvis vi tager afstand, accepterer vi den præmis, at vi som muslimer skal føle os sat på anklagebænken på grund af noget, et eller andet individ har gjort.«
– Tager I så afstand fra det, der er sket i København, eller gør I ikke?
»Man bliver nødt til at se tingene i den rigtige kontekst.«
– Du vil ikke svare på det spørgsmål?
»Nej, ikke umiddelbart.«
– Betyder det så, at I accepterer det, der er sket?
»Nej, det gør det ikke.«
Danmarks egen skyld
Når Hizb ut-Tahrirs talsmand insisterer på at se Omar el-Husseins handling »i en større sammenhæng«, handler det først og fremmest om at understrege Danmarks eget ansvar for, at terroren nu har ramt København.

Hvis en stat bombarderer et muslimsk land, så er det en ret og pligt at forsvare det muslimske land. Uanset om aggressoren har et rød-hvidt flag eller et flag med stjerner og striber.
»De vestlige samfund bliver nødt til at se indad. Ikke mindst Danmark. Det er ikke tilfældigt, at de fleste unge muslimer, der rejser ud for at kæmpe for Islamisk Stat og andre militser i Syrien og Irak, netop kommer fra Danmark, Storbritannien og Belgien,« mener han. »Det er netop de lande, der har været involveret i alle krigene i den islamiske verden siden 2001; Afghanistan, Irak, Libyen og nu igen Irak.«
– Mener du, at angrebene i København er et led i en større krig mellem det vantro Vesten og islam?
»Nej, sådan vil jeg ikke udtrykke det, for det vil gøre alle muslimer skyldige og stemple islam som en voldelig ideologi, der ønsker at udbrede religionen med sværdet, og det er ikke tilfældet.«
– Mener du, at terrorangrebene skyldes Danmarks krigsdeltagelse?
»Ja, men ikke udelukkende. Muslimerne i Danmark oplever, at menneskeliv ikke har samme værdi. Når lokale danskere bliver dræbt, så står hele verden på den anden ende. Men når det er muslimer, der bliver dræbt, er der ingen, der kommer med fakler og blomster og erklærer ’I dag er vi alle sammen muslimer’, sådan som folk nu står foran synagogen og siger: ’I dag er vi alle sammen jøder’,« siger Junes Kock.
»Det hykleri frustrerer rigtig mange muslimer, der måske sidder derhjemme og tænker på deres fætter, onkel eller lille niece, der er blevet dræbt – nogle steder endda af NATO-bomber eller danske soldater.«
Og det er ikke alt, understreger han.
»Oveni kommer så årtiers stigmatisering af muslimer i Danmark. Tonen i Danmark har været ekstremt hård i mange år. Det er den slags ting, der kan skubbe en mand helt derud, hvor gerningsmanden var.«
– Når Danmark nu, som du formulerer det, slår muslimer ihjel i demokratiets navn, betyder det så, at Danmark må acceptere, at der bliver slået danskere ihjel her?
»Nej, det betyder ikke, at vi skal acceptere drab på civile. Det er der ingen, som skal. Vi muslimer skal heller ikke acceptere, at der sker drab på uskyldige civile i den islamiske verden, sådan som det er sket i millionvis. Drab på civile er uacceptabelt i islam.«
Islam har svar på alt
Hizb ut-Tahrir er officielt imod enhver form for demokrati, fordi det bygger på menneskets ret til at lovgive. Og den ret tilhører ifølge Junes Kock kun Allah. Målet er derfor at oprette et islamisk kalifat, baseret på de hellige tekster og med en kalif som øverste autoritet. Stort set samme model som den, Islamisk Stat med ekstrem brutalitet har indført i dele af Irak og Syrien. Men det kalifat anerkender Hizb ut-Tahrir ikke, da bevægelsens leder Al-Bagdadi ikke er udpeget af folket, og Islamisk Stat ikke reelt er en stat.
Den rationelle ingeniør er imidlertid fuldstændig overbevist om, at islam er et politisk system og derfor uforeneligt med demokrati. Og det er en holdning, der deles af »langt størstedelen af verdens muslimer«, mener han.
– Har I også ambitioner om at etablere et kalifat i Danmark?
»Det fokuserer vi slet ikke på. Hvis vi skulle etablere en islamisk stat her, skulle vi jo først have hele den danske befolkning til at konvertere til islam. Det er et meget langsommeligt arbejde, og hvis det skulle lykkes – om 500 år f.eks., så er det en helt anden situation. Det er ikke noget, vi arbejder på. Vi er modstandere af at trække et system ned over hovedet på folk, som de ikke er overbevist om, er det rigtige. Det er jo det, Vesten har gjort i Irak og Afghanistan.«
– Hvis jeres kalifat ligger i den islamiske verden, hvorfor kæmper I så jeres kamp i Danmark?
»Det gør vi heller ikke. Vi har en anden funktion i Danmark end de dele af Hizb ut-Tahrir, der befinder sig i den islamiske verden. I Danmark har vi en support-funktion. Vores opgave her er at beskytte den islamiske identitet hos de muslimer, der bor her. Muslimerne i Danmark er en del af det muslimske samfund. De er her permanent, og det er vi også,« siger Junes Kock og bliver for fjerde gang afbrudt at en brummende iphone, som han fisker op af dynevestens inderlomme. Kalifatet kalder på sin knivskarpe kommunikatør, men inden han får lynet vesten og trukket de sorte stofhandsker på, når han at fortælle, hvordan han blev påvirket af sine muslimske venner på Nørrebro og konverterede som 24-årig efter en ven og en bekendt pludselig døde. Den ene i en motorcykelulykke, den anden midt under en fodboldkamp i Fælledparken.
»Det fik mig til at lede efter en forklaring – et svar. Og det svar havde islam. Islam har nemlig svar på alle spørgsmål. Man skal bare lede efter dem i de hellige tekster,« siger han.
Nu kunne det jo være nærliggende at sige til Hizb ut-Tahrir, at 'I kunne jo rejse ned til jeres vidunderland, hvis her er så slemt', men det komiske er jo, at de er så rabiate at ikke engang deres muslimske 'brødre' vil have dem i nærheden. Ingen gider jer, kære 'venner'. Ingen ønsker jeres livssyn. Nu ved jeg jo godt at det er jo selvfølgelig fordi I er så rene i ånden at I står over alle andre - det skyldes jo ikke at I vader rundt i en fortid, som andre flygter fra.
»Det fik mig til at lede efter en forklaring – et svar. Og det svar havde islam. Islam har nemlig svar på alle spørgsmål. Man skal bare lede efter dem i de hellige tekster,«
Forleden stødte jeg på en artikel om intelligens og religion. En af artiklens teser var, at mennesker med lavere intelligens, som alle andre, havde brug for svar på livets store spørgsmål, og at dem fik de via religionerne uden at skulle tænke selv.
https://www.psychologytoday.com/blog/mr-personality/201312/why-are-relig...
»Det fik mig til at lede efter en forklaring – et svar. Og det svar havde islam. Islam har nemlig svar på alle spørgsmål. Man skal bare lede efter dem i de hellige tekster,«
Hvis man tror, der findes entydige svar på alle spørgsmål, er man idiot.
Det fremgår ikke af interviewet eller af faktaboksen om den gode Junes Koch er sunni- eller shia-muslim. Hans opfordring til at bekæmpe koalitionen mod IS kunne dog antyde, at han faktisk er ret langt ude i den sunni-minoritet, der har betydelig sympati for fundamentalisterne. Han har tilsyneladende den illusion, at muslimerne er ét og af én overbevisning. Hvis det er rigtigt, er det næppe tilrådeligt for ham at tage en tur til det centrale Irak, til Kurdistan, til Saudiarabien, slet ikke til Jordan, og det vil være livsfarligt for ham at tage til Egypten. Faktisk er der vel kun nogle områder i Syrien og det vestlige Irak, og nogle enklaver i Libyen, hvor han ville kunne føle sig nogenlunde sikker. Det kan så ikke undre, at han foretrækker at blive i Danmark, her bliver illusionerne jo ikke udfordret.
Det synes som om Hizb-ut-Tahrir i denne artikel fremkommer med argumenter, vedrørende årsagen til terrorangrebet, der er skræmmende enslydende med argumenter som er blevet fremsat af mange kommentatorer her på Informations sider.
En Gud, der kræver, hvad Allah åbenbart kræver, er ikke værd at dyrke. Og der er jo så mange andre, mere spiselige alternativer. Hvorfor lige netop araberne skulle belemres med en religiøs lovgivning, der er ligeså rigid som den måde, VKO under Anders Fogh Rasmussen lovgav på, er et stort mysterium. Det er synd for dem.
Danmark har ført krige, ulovlige krige, der har ødelagt stater, og dræbt mange uskyldige.
Så det, at mange opfatter, at vesten fører krig mod musliner, kan vel ikke overraske.
Og ud af den, der opfatter krige, som en krig mod musliner, ønsker at føre krigen til Danmark, kan vel heller ikke overraske.
Hvilket må være erkendt, af vores politiker, for hvorfor eller, forskandser de sig i skudsikre biler, har livvagter, og lavet borgen om til en fæstning?
Og terroen/krigen vil forsætte her i Danmark, indtil, den danske befolkning, får stoppe de krigs gale politiker, vi har.
Desværre
Og for en god orden skyld, jeg har ingen sympati med, at der bliver slået folk ihjel, hverken her i Danmark eller andre steder, for næste gang, kan det være mig, der bliver skudt.
Det er ikke argumenter, men forklaringer, Sune Olsen. Og det har også hele tiden været begrundelsen - lige siden 9/11, som jo først og fremmest virkede så voldsomt pga. ofrenes antal, og så fordi det var første gang, at USA blev angrebet på sit eget fastland udefra. Men målet har hele tiden været at få Vesten ud af Mellemøsten, så en krig kan afgøre magtforholdet og - håber de - genetablere en samlet islamisk stat i stedet for den, som blev opløst efter 1. Verdenskrig.
Der er mange sjove teorier om, at det handler om at overtage hele verden, og det gør det nok i sidste ende; men først og fremmest vil de have fred til at kæmpe indbyrdes - og styrken til rent faktisk at underlægge sig hele verden får de aldrig.
Det har sgu aldrig været et problem for religiøse fanatikere at udøve deres ytringsfrihed. Det er straks sværere at får dem til at stoppe ved ytringerne. Religiøse bøller af enhver art har aldrig i historien været det mindste i tvivl om deres enestående ret til at ytre sig og til at lukke munden på alle andre, om fornødent med vold.
Han giver en ny mening til begrebet 'nyttig idiot'.
Men når det er muslimer, der bliver dræbt, er der ingen, der kommer med fakler og blomster og erklærer ’I dag er vi alle sammen muslimer’, sådan som folk nu står foran synagogen og siger: ’I dag er vi alle sammen jøder’,« siger Junes Kock.
Når - engang .... det hedder 'hvis' : Det er jo en håbefuld profeti om rørte vande der frembæres i den udtalelse, men hvis det skulle ske, så tror jeg faktisk der ville komme en hel del.
Men en profeti skal jo realiseres, og det er altid fristende for den profeterende at befordre den lidt. Et godt råd : Lad være.
Sune........din iagttagelse er rigtig.
Uagtet, at jeg er helt enig med Junes Kock, i at vores krigsdeltagelse vil være hovedårsagen til, at vi er blevet skydeskive for muslimsk vrede.
Så stopper enigheden også der Sune.
At tro, at man som nation kan sende militær ud og dræbe og slå ihjel i hundredetusinder af mennesker, og så bevare freden hjemme - er da mere naivt end loven tillader!
Der er så enkelt at selv Hizb ut-Tahrir kan forstå det.
Thats it.
Vi skal hverken have Sharialov eller Kalifat her!
Vi skal til gengæld heller ikke stigmatisere vores muslimske danske medborgere, og det er der da vist en tilbøjelighed til i mange dabatfora. Det bliver skingert og uværdigt.
En ting til - var der i det hele taget tale om et terrorangreb, eller var der tale om en galning, der smykkede sig med lånte fjer?
Indrømmet - jeg er ligeså meget i tvivl som Junes Kock.
Hvem er det "vi" støtter og kæmper for i Irak?
Skifter det ikke bare som vinden blæser, eller har vi en vision for vores uendelige mission?
Latterligt at terroristerne går efter bladtegnere og jøder, når der går krigsforbrydere rundt på fri fod iblandt os!
Men ok det er terrorens dna, at skabe frygt, en frygt som vores valgte politikere - straks omsætter til at lukke sig om sig selv, med tiltag som Ikke burde foregå i et demokrati.
Havde politiet passet deres arbejde ved Krudttønden, havde det nærmere lignet en slags "drive by shooting".
Omar El-Hussein skulle have været stoppet foran Krudttønden.
Jeg foragter ikke alene terrorisme, men i ligeså høj grad statsterrorisme - i form af krig imod terror.
Det er absurd, idet krig føres imod nationer - og for at nedkæmpe en fjende. Et folk kan da ikke være vores fjende, vel?
Man kan ikke opnå demokrati ved at gå i krig, men demokratiet skaber sig fjender derved.
Sådan hænger det sammen, mener jeg Sune.
God dag der ude
Alt andet lige, så har manden jo ret. Går man i krig så får man krig - også selv om man blev lokket til det, på et falsk grundlag. For det andet der ryger lige efter sandheden er detaljen og det er, som bekendt, der det hele ligger.
"Den rationelle ingeniør er imidlertid fuldstændig overbevist om, at islam er et politisk system og derfor uforeneligt med demokrati. Og det er en holdning, der deles af »langt størstedelen af verdens muslimer«, mener han."
Det kunne være interessant at konfrontere repræsentanter for »langt størstedelen af verdens muslimer« med den udtalelse.
Her er vi nemlig inde ved kernen af problematikken.
Jeg er overbevist om at manden har ret hvis man tager udgangspunkt i koranen, og så er vi tilbage i den oprindelige problematik med en religion, som officielt mener at koranen er guds ord, og ikke er til diskussion.
Reelt har muslimerne kun to logisk sammenhængende standpunkter:
1. Koranen er IKKE et udtryk for guds vilje.
2. Koranen er et udtryk for guds vilje og vi er derfor en fascistisk bevægelse som vil omdanne det danske samfund til et religiøst diktatur.
*Egon Maltzon Enig! Den gyldne middelvej er ikke-eksisterende!
Går det virkelig så skidt med antallet af sidevisninger på dette fine medie?
Det her er vel ikke anderledes end når EB driver masserne ind med artikler om indvandrere, der kun holder pause fra volden når de anråber danske kvinder som "ludere".
Hr HUT fremfører jo intet, der ikke allerede er blevet sagt i tusindvis af gange herinde.
Man vil ikke se helheden. Når det bliver farligt, springer kæden af!
Hver gang jeg hører en imam udtale sig, springer kæden af.
IS ytrer sig hele tiden på diverse medier, men andre må ikke ytre sig uden at være blasfemisk.
Jeg har ikke noget imod at leve sammen med andre folkeslag, men jeg vil ikke overtage deres tro, og de skal ikke overtage min.
Var det også Hollands deltagelse i krige der fik Theo Van Gogh myrdet ?
Nej: Årsagerne til terror er mangfoldige. Og det er de fordi religiøse hjernevaskede fantaster altid er på udkig efter noget at blive krænket over.
Og overalt i Vesten findes der religiøse ledere/talsmænd der prædiker had mod enhver "krænkelse".
Angrebet på Charlie Hebdo og de forsøgte angreb på Jyllandsposten kan vist heller ikke alene tilskrives "krige i "Mellemøsten".
Terrorforsøg er afværget i mange lande der ikke har deltaget i alle krige i Mellemøsten.
Men sin ytringsfrihed har han.
Også til at påstå at alle muslimer står sammen.
Det har han så heldigvis heller ikke ret i.
I Iran der der tit modstand mod den hårde islamiske kurs.
I Egypten gjorde folk oprør mod Mursi.
I Tunesien vandt de sekulære valget.
I Indonesien henretter de islamiske terrorister
Osv.
Det er som udgangspunkt nødvendigt at få andres holdninger til begivenhederne afdækket, så vi alle kan berige vores kollektive forståelse for årsager og virkninger - ikke mindst, så vi alle kan lære af det og arbejde for at undgå lignende hændelser i fremtiden.
Når det så er sagt, så er jeg ikke sikker på at Hizb-ut-Tahrir (uanset talsperson) er den rette til at belyse de udløsende faktorer og sammenfatte betydningerne og værdien af de religiøse motiver.
Præmissen i artiklen, argumentationen og den religiøse konklusion er i bedste fald entydig. Dan Uzan blev brutalt myrdet, fordi han var føde og heri ligger der ingen direkte eller indirekte forbindelse til Danmarks militære operationer.
Og med afsluttende henvisning til citater fra religiøse skrifter og deres individuelle tolkninger og åbenbaringer, så ser jeg ikke belæg for at Koranen skulle have anderledes profetiske citater end f.eks. Biblen eller Torahen.
Information har ladet en religiøs afvigere kommentere på en anden religiøs afvigers handlinger og jeg føler ikke det gjorde mig klogere, desværre.
Peter Hansen 03:42 - tror du ikke, at han bare er i skabet og udlever fantasierne i Ørstedsparken? FE/PET holder vel ikke øje med ham hele tiden og selv de er jo mennesker og kan vende det blide øje til hans "forbudte lyster" ;)
Rettelse: Irak, Libyen og Afghanistan
" Vi er modstandere af at trække et system ned over hovedet på folk, som de ikke er overbevist om, er det rigtige. "
Ja; Det lyder præcis som det islamisterne gør i lande hvor de har magt til det.
Islamisterne behøver ikke et flertal i befolkningen for at indføre Sharia for alle.
Mursi fejlede i Egypten da han prøvede dette.
Spørgsmålet er jo ikke om hvorvidt muslimer er i flertal; Spørgsmålet er om hvorvidt disse muslimer er islamister. Og det er der rigtig mange der ikke er.
"Forleden stødte jeg på en artikel om intelligens og religion. En af artiklens teser var, at mennesker med lavere intelligens, som alle andre, havde brug for svar på livets store spørgsmål, og at dem fik de via religionerne uden at skulle tænke selv."
Morten,
det vil altså sige, at blandt andet en del af kvantemekanikkens "fædre" var folk med lavere intelligens? ;-)
Torben Pedersen
"Nu kunne det jo være nærliggende at sige til Hizb ut-Tahrir, at 'I kunne jo rejse ned til jeres vidunderland"
Og til de danske soldater i den arabiske verden: kunne det være nærliggende at sige affyr jeres bomber og kanoner hjemme hos jer selv.
Helge Rasmussen, hvad der har gjort den unge mand til muslim, og hvad der har gjort ham til medlem af hitbz-ut-tahrir, er jo to forskellige ting. Hvad islam privat hjælper ham med, og hvad han politisk mener, er jo to forskellige ting.
”Det gør vi heller ikke. Vi har en anden funktion i Danmark end de dele af Hizb ut-Tahrir, der befinder sig i den islamiske verden. I Danmark har vi en support-funktion. Vores opgave her er at beskytte den islamiske identitet hos de muslimer, der bor her. Muslimerne i Danmark er en del af det muslimske samfund. De er her permanent, og det er vi også”, siger den antidemokratiske, totalitære, skinhellige, hykleriske og dobbeltmoralske Junes Kock.
Her gik jeg ellers og troede, at de mange hundrede milliarder af kroner, som de etniske danskere med førstefødselsret til deres forfædres jord har brugt gennem de sidste 32 år på integration af muslimske flygtninge og indvandrere fra alverdens fejlslagne stater, gik ud på at få muslimerne til at blive en del af det danske samfund, hvor man respekterer demokratiets sekulære love som rettesnor for alle, og så fortæller konvertitten Junes Kock mig anno 2015, ”at muslimerne i Danmark er en del af det muslimske samfund”.
Muslimerne skal altså ikke være en del af det danske samfund – ifølge Junes Kock – men et parallelsamfund, der naturligvis i menneskerettighedernes hellige navn altid skal have udbetalt de samme sociale og økonomiske ydelser som alle andre. Indtjent overvejende af den etniske danske majoritetsbefolkning, der står ude på arbejdspladserne hver dag og knokler bruttonationalproduktet hjem, så Junes Kock og store dele af hans trosfæller kan blive leve en arbejdsfri tilværelse på andre menneskers regning gennem alverdens overførselsindkomster.
Det manglede da bare – det er jo muslimer – og så er man i Junes Kocks univers noget særligt i forhold til alle mulige andre troende på denne klode, hvorfor alle etniske danskere må acceptere den ubestridelige kendsgerning, at de reelt er simple dhimmier (slaver) for muslimerne. Hvilket denne politiske og religiøse forræder imod sit eget fædrelands historisk-kulturelle baggrund, grundlov, demokrati og folkestyre dog ikke siger noget som helst om i sine fine erklæringer til medierne.
Men det værste er imidlertid, at Junes Kock taler konsekvent uden om Hizb ut-Tahrirs afstumpede politisk-ideologiske forhold til Islamisk Stat, denne sindssyge morderiske terrororganisation af dyriske barbarer, der myrder, torturerer, halshugger og brænder uskyldige civile mænd, kvinder og børn i islams navn for åben tv-skærm. Udelukkende fordi de er ikke-muslimer, og så skal man høre manden beklage sig over, at muslimer i Danmark stigmatiseres på grund af tonen i debatten herhjemme, og at dèt er årsagen til det beskidte terrorangreb fra en muslim forrige lørdag i København.
”Islam har nemlig svar på alle spørgsmål. Man skal bare lede efter dem i de hellige tekster”, siger Junes Kock, og så kan man jo tænke over denne fantastiske livsfilosofi næste gang man ser en lille dreng eller pige blive stegt levende eller halshugget for åben tv-skærm af Junes Kocks trosfæller hos Islamisk Stat, og så ellers spørge denne skamplet til etnisk dansker, hvad pokker han mener, når han som andre islamister kæfter løs om, at islam er kærlighedens og fredens religion.
Man skulle ellers tro, at en højt uddannet ingeniør som Junes Kock havde så megen åndelig hjernekapacitet, at han for mange år siden har forstået, at du trods alt ikke kan tvinge andre mennesker til at kunne lide dig, holde af dig, elske dig, respektere dig imod deres vilje. Du kan intimidere dem, true dem, tæske dem, myrde løs for at tvinge dem til underkastelse, og dèt er lige nøjagtig hvad de religiøse galninge i Hizb ut-Tahrir vil forsøge at gøre, hvis først demokratiet og folkestyret bryder sammen på grund af internationale konflikter.
Nej, Junes Kock, du og dine ligesindede i Hizb ut-Tahrir repræsenterer grundlæggende intet andet end renlivet ondskab, anarki, kaos, svigt og massemord i fremtiden over for alle mennesker, der ikke kaster sig i støvet for nogen hellige tekster i Koranen fra en profet ved navn Muhammed, selv om der – ifølge flere internationale historieforskere – overhovedet ikke eksisterer bare èt reelt historisk eller videnskabeligt bevis for, at profeten nogensinde har levet på jorden.
Men, Junes Kock, hvis du og dine ligesindede èn dag ophidser flere hundredtusinde muslimer i Danmark til at gå fysisk til angreb på den samme etniske danske befolkning, der har taget socialt og økonomisk godt imod hundredtusinder af dine trosfæller i 32 år, ja, så håber jeg inderligt, at over tre millioner kristne og ateistiske danskere er parate til at kæmpe for deres liv og fædreland, og ikke bare lader sig nedslagte af dine morderiske religiøse trosfæller, der hader demokratiet som politisk styreform for alle frihedselskende mennesker.
Danmark må aldrig nogensinde blive et muslimsk kalifat som Islamisk Stat.
Manden har jo ret. Selv om han er uklar på nogle punkter.
Alle forsøg på at blande olie og vand mislykkes.
Konsekvensen må være, at han og hans lige emigrerer til muslimland og vi stopper vores indblanding i samme "land".
Så kan muslimerne afklare deres åbenlyse uenig selv - på den måde de ønsker.
Læren må være, at vi - i lande uden lovreligionen - stopper indblanding i, og indvandring fra, lande med samme overbevisning, som nævnte herre og hans klub.
Så bliver det nemmere at være tolerant overfor og åbne tilbageblevne.
Apropos systemer. ( i forlængelse af mit indlæg # 10.34)
Alle der er af den mening, at menneskerettigheder som , ytringsfrihed, religionsfrihed, frihed til seksuel orientering og ligeværd mellem kønnene, bør være universelle, kan kun tage afstand fra alt det H-U-T og andre fascister står for.
(Uagtet hvad man så end mener om talsmandens holdning til terror i Danmark)
Hvis der er krig, som de påstår, er der ikke andet at gøre end at internere dem.
Hvor?
Forslag:
Grønland.
Lav en aftale med Grønland.
Vi opfører lejren, sørger for bevogtningen og
Grønland modtager en pose penge
De har sikkert pligt til at arbejde under interneringen.
Arbejdet ligger lige for: Snerydning.
Rettelse : Så bliver det nemmere at være tolerant og åben overfor tilbageblevne.
Leo N.
Jeg er stort set enig i dit første indlæg.
Men kommer det så vidt, så skal vi der mener at menneskerettighederne, som kender dem, bør være universelle, fortsat rette kritik mod et før-middelalderligt system hvor ikke-muslimer i deres lande tvinges til at leve efter muslimsk lov.
Væbnet indsats mod Saddam Hussein, diverse irakiske terrorgrupper, Taleban, Gadaffi og IS, samt mangeårige donationer til diverse palæstinensiske regeringer og ophold til titusindvis af muslimer, gør altså at Danmark "selv er ude om det"? (Og glem ikke indsatserne i Bosnien og Kosovo).
Mon ikke nærmere det drejer sig om, at nogle af vores nye medborgere skal til at beslutte sig til hvor deres loyaliteter ligger?
Carsten - så enkelt er det nok ikke. Konventioner gælder vel kun for dem, der tilslutter sig dem. Vil vi gøre dem gældende i andre lande (muslimske og andre), er vi ikke bedre end islamisterne.
I øvrigt kunne konventionerne trænge til et service eftersyn.
@Erik Karlsen
"det vil altså sige, at blandt andet en del af kvantemekanikkens "fædre" var folk med lavere intelligens?"
Hvis du brugte fem sekunder på artiklen jeg linker til, vil du se at overskriften er:
"Why Are Religious People (Generally) Less Intelligent?"
Det væsentlige her er både at der vitterligt er en negativ korrelation mellem intelligens og hvorvidt folk er troende, samt det lille ord "Generally".
Jeg kan heller ikke sige at jeg er enig med alle de ting, der står i artiklen, og derudover er der hele problematikken med, hvad intelligens er for noget, og hvordan man måler den. Endelig er der det gamle problem med at korrelation ikke nødvendigvis betyder kausalitet.
Når det er sagt, er der ikke noget galt med artiklens grundlag, nemlig det at der vitterligt findes en negativ korrelation. Det bygger bla. på en meta analyse, baseret på 63 forskellige undersøgelser. De viste at der er en signifikant negativ korrelation.
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23921675
Artiklen fabulerer over, hvad det kan skyldes, og er iøvrigt skrevet af en, som indleder med at skrive at han er "highly religious but not very intelligent".
Egentlig faldt jeg over artiklen fordi jeg prøvede at finde forskellige forklaring på, hvorfor mennesker blev religiøse. Det er lidt sværere at finde en forklaring på, men personligt tror jeg Terror-Management-Theory folkene har fat i den lange ende:
http://en.wikipedia.org/wiki/Terror_management_theory
De har i hvert fald en forklaring, og den er underbygget af mange videnskabelige forsøg. Til gengæld lægger de sig ud med størstedelen af Jorden's befolkning, så måske er det ikke så underligt at de har mødt kritik. Kritikken er bare ikke velunderbygget som teorien er. Her er det vigtigt at forstå forskellen på en tese og en teori, samt at det ikke er al videnskab som modtages positivt. Det gjaldt iøvrigt også kvantemekanikken, da den dukkede op :)
Men Leo.
Du kan vel se forskellen på at plædere for at menneskerettighederne, som vi kender dem, bør være universelle, og så at tvinge andre til at respektere dem ?
Jeg tilslutter mig Villy Søvndals berømte svada: "Gå ad helvede til!"
Den går ikke venner - disse individer fortjener ikke klap på skuldren fra noget tænkende idivid
Af alle såkaldt troende mennesker er konvertitter dog de værste.
George Bush kom en enkelt gang til at sige sandheden: "Dette er er korstog mod Islam". Den blev så dysset ned til: "Krig mod terrorisme". US$-religionen spiller bold med alt, deres inhumane kapitalisme myrder mennesker og natur. Ulve-hykleriet har gode dage, de ødelægger en smuk verden og vinder en losseplads.
Til alle jer som mener noget i stil med at terrorangreb kan forklares med Danmarks deltagelse i diverse (indrømmet tåbelige) krige:
Mener i virkelig at det berettiger at skyde en filminstruktør og en jøde?!?
Roger Cohen spørger i en 'op-ed' i New York Times: "Who or what is to blame?", og opstiller to synspunkter/ teorier. Enten:
"… it is the West that is to blame through its support for Israel (seen as the latest iteration of Western imperialism in the Levant); its wars (Iraq); its brutality, (Guantánamo, Abu Ghraib); its killing of civilians (drones); its oil-driven hypocrisy (a jihadi-funding Saudi ally)."
Eller:
"… it is rather the abject failure of the Arab world, its blocked societies where dictators face off against political Islam, its repression, its feeble institutions, its sectarianism precluding the practice of participatory citizenship, its wild conspiracy theories, its inability to provide jobs or hope for its youth, that gives the Islamic State its appeal."
Vi er faktisk selv skyld i at de unge danske muslimer er så nemme at rekruttere til at blive terrorister. Hvis man i medier og i folketinget taler grimt om en stor gruppe mennesker og peger finger ad alle med indvandrerbaggrund hver gang, der er nogle med indvandrerbaggrund der begår en forbrydelse så hammer man en kile af frygt ind i hele befolkningen. Dermed bliver det sværere at få job for vores unge indvandrere og også for de danskere der har indvandrerbaggrund og således er der megen lidt kontakt imellem os. Det skulle gerne være således at man have venskaber på kryds og tværs af hinandens religioner og ideologier.
Dog mener jeg at Hizb ut-Tahrir åbenlyst i den video viser at organisationen er fjende af vores samfund og demokratiet. Hizb ut-Tahrir er en direkte trussel imod det fredelige multikulturelle samfund. Den taler jo nærmest direkte til militante islamister i Syrien med denne video.
Jeg forstår dog godt mange unge muslimers vrede overfor den måde DF og også Venstre har omtalt dem på. Dog skal muslimer ligesom socialister og liberale imødegå denne form for grimme omtale med ord og velformuleret argumenter. Ikke krigslignende retorik som en del DF folk har gjort det og heller ikke ende op i Hizb ut-Tahrirs tankeunivers.
Hizb ut-Tahrir, Fr. Støjberg, Hr. Pind og DF lyder jo på mange måder ens. De er alle ekstremt konfliktsøgende og omtaler hinanden på en meget uhensigtsmæssig og aggressiv måde.
Så længe det er den slags mennesker der får taletid i vores medier og eller sidder på magten eskalere konflikterne bare og der opnås ingen form for fredelig sameksistens. Når det er sagt så forstår jeg godt hvorfor at disse mange mennesker er endt hvor de er endt rent ideologisk og mentalt. Desværre må man sande at medierne har spillet med på denne eskalering alt for længe i form af at give moderate meninger for lidt taletid og ovenstående alt for megen taletid.
Kan vi få nogle flere moderate på banen i denne debat her? Jeg mener de her mennesker står jo bare og peger finger ad hinanden uden at løse et eneste problem. Det kan da kun ende i en tåbelig konflikt uden en ordentlig konstruktiv løsning der kan gavne et demokrati.
"Vi er faktisk selv skyld i at de unge danske muslimer er så nemme at rekruttere til at blive terrorister. Hvis man i medier og i folketinget taler grimt om en stor gruppe mennesker og peger finger ad alle med indvandrerbaggrund hver gang, der er nogle med indvandrerbaggrund der begår en forbrydelse så hammer man en kile af frygt ind i hele befolkningen."
Tag du ind på Grevinde Danner og brug den argumentation der: Du er selv om at du har fået nogen på låget. Du kunne bare lade være med at tale din voldelige psykopat kæreste imod.
Når du så har været derinde og forelagt dem din holdning til skyld, så kom tilbage og fortæl hvordan det gik.
Hvad snakker du om Bøjden ?
Min kæreste er tyrker og tidligere tyrkisk elite-soldat. Han kom til Danmark for 30 år siden og har arbejdet lige siden. Jeg begyndte at komme sammen med ham for 7 år siden. Jeg har i den grad sagt ham imod. Også i den grad. Han har faktisk indrømmet at hvis jeg var en nikke-dukke, så havde jeg ikke haft nogen interesse for ham. Han vil gerne høre mod-argumenter.
Og vold. Det hører til de som taber på argumenter. Han siger selv at den som slår først, har tabt. Så lad for dælen være med at koble muslimer med vold. Det er for billigt....
@Ditte Jensen
Er du en af de ulykkelige beboere på Grevinde Danner?
"Så lad for dælen være med at koble muslimer med vold."
Øhhhh. Må jeg i den forbindelse minde dig om en lille episode rundt omkring i verden pga. nogle tegninger? Eller en lille episode her den anden dag der bla. involverede en stærkt troende muslim (når du nu selv bringer muslimer på banen), en Colt-m95 og nogle døde mennesker.
Men hvis du nu får blodtrykket ned og læser hvad jeg skriver så går det nok bedre. Men jeg gentager da gerne på en anden måde: Det kan aldrig nogen sinde være et argument for vold at man ikke kan lide hvad der bliver sagt eller tegnet om ideer eller organisationer.
Bedre?
@Ditte Jensen
Det eneste jeg gjorde var at tage det argument Jonas brugte til at retfærdiggøre vold og sætte det ind i en anden kontekst.
Efter nogle interne debatter i kølvandet på Muhammed-tegningerne valgte Jyllandsposten at afstå fra at trykke antisemitiske og Holocaust satiriske tegninger ? Fordi ? Og her kommer hele forklaringsproblemet : at jødedommen ganske enkelt er en kvalitativt bedre religion end islam og at beskyttelseshensynet defor er større. Ræk mig en brækspand ! Der er ingen, absolut ingen forskel på de gamle mellemøstlige religioner og den respekt, de og deres tilhængere bør nyde i samfundet.
Der findes nok ikke en enkelt forklaring på at folk radikaliseres.
Verden er kompleks (undtagen for religiøse fundamentalister).
Altså. Jeg mener, at vi skal starte ved det punkt, hvor vi er enige om, at begrebet 'den islamiske verden' er et fantasifoster. 'Den islamiske verden' beskriver en tro, sådan som den ser ud for den der tror, han eller hun tror.
Det er præcis det samme fænomen, der gør sig gældende, når nogen råber i mit ansigt, at jeg jo bor i en kristen verden. Der er jo ikke nogen geografisk 'kristen verden' - det er et åbenlyst trikseri, som påstår, at nogen tor og forestilling skal gælde for min adfærd.
Således belært, smager vi nu argumentet, når nogen af sådanne chauvinistiske grund taler om at 'forsvare muslimske' lande.
Stærkt vrøvl, som "kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder" skal vi ikke lade styre verdens gang.
@Rasmus
"Der findes nok ikke en enkelt forklaring på at folk radikaliseres."
Jo det gør der næsten 100% sikkert, men spørgsmålet er om vi er i stand til at forstå/finde den, og om vi vitterligt ønsker at forstå den, selv hvis den står bukket i neon foran os.
Du kan finde en del her på siden, som mener at fordi vi skaldede aber ikke forstår alting, er det et argument for, at ikke alt har en forklaring. Det er bare ikke noget særligt godt argument, og har historisk medført at vi adskillige gange er gået i stå i vores udvikling, at vi har slået hinanden ihjel pga. diverse forskelligheder i ting vi troede på, samt at vi har pint og dræbt mennesker som kom med en velunderbygget videnskabelig teori.
Basalt set er vi fucked! :)
Sider