Læsetid: 10 min.

Hvornår er barnets tarv nok til at give ophold?

Nu foreligger de første afgørelser, efter at udlændingemyndighederne har rettet ind efter FN’s Børnekonvention og er begyndt at inddrage barnets tarv ved tildeling af opholdstilladelse på grund af særlige forhold. En sammenligning af to sager viser, hvorfor én børnefamilie fik ophold, mens en anden fik afslag
Efter otte år på et asylcenter og med bunker af afslag på ophold – som tidligere beskrevet i Information – fik den indiske kvinde Binderpal, hendes datter Loveleen og sønnen Tanveer endelig opholdstilladelse i Danmark i december 2014. De kom til Danmark i 2006.

Tor Birk Trads

9. februar 2015

Den 15. december 2014 sendte Udlændingestyrelsens 3. Kontor et brev til asylcentret i Kongelunden på Amagers sydspids med en god nyhed til en enlig indisk mor og hendes to mindreårige børn: »Du meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1 (ganske særlige grunde).«

I brevet brugte 3. Kontor det meste af en side til detaljeret at udlægge, hvordan disse »ganske særlige grunde«, heriblandt »hensynet til barnets tarv og hensynet til familiens enhed«, havde ført til en opholdstilladelse, selv om familien, som tidligere beskrevet i Information, i årevis havde fået det ene afslag efter det andet.

Tre uger senere, den 8. januar 2015, sendte Udlændingestyrelsens 5. Kontor et brev med en dårlig nyhed. Modtageren var en afghansk familie, der bor i et anneks udenfor asylcentret i Jelling. Familien fik afslag og står derfor fortsat til udvisning, for som styrelsen skrev: »efter vores opfattelse foreligger der ikke sådanne ganske særlige grunde« i denne sag. Knap halvdelen af afslagets 10 sider brugte 5. Kontor på detaljeret at forklare, hvorfor der i denne families sag » herunder hensynet til familiens enhed og barnets tarv«, som kan føre til en ændring af udvisningen.

De to afgørelser er de første, som Information er blevet bekendt med, siden daværende justitsminister Karen Hækkerup i juni sidste år lovede Folketinget, at fremover skulle det »udtrykkeligt fremgå af alle afgørelser om humanitær opholdstilladelse, der vedrører børn, at hensynet til barnets tarv er blevet inddraget i skønsudøvelsen«. Et løfte, som Karen Hækkerup kom med efter, at det var blevet afsløret, at Justitsministeriet i flere sager tilsyneladende havde undladt at følge FN’s Børnekonvention og sikre, at barnets tarv blev inddraget, når ministeriet gav afslag på humanitært ophold.

En sammenligning af de to familiers sager kan derfor give et fingerpeg om hvilke elementer, udlændingemyndighederne lægger vægt på, hvis en konkret inddragelse af hensynet til barnets tarv skal kunne ændre et tidligere givet afslag på humanitær opholdstilladelse.

God nyhed i Kongelunden

Information besøgte i april sidste år den enlige indiske mor, der sammen med sin 15-årige datter og den seksårige lillebror har boet i tre værelser i asylcentret i Kongelunden, siden de kom til Danmark i 2006.

Sidste år kunne den lille familie henvise til en større bunke med skriftlige afslag, uden at det et eneste sted i de mange papirer fremgik, om eller hvordan udlændingemyndighederne havde taget hensyn til børnenes tarv.

Selv om den indiske mor efter sin mands død havde fået en så voldsom depression, at kommunen var nødt til at sørge for en permanent støtteperson til familien, havde det ikke haft synlig indflydelse på myndighedernes afgørelse:

»Oplysninger (…) om, at der er sket en forværring af Deres klients tilstand – herunder en forværring af børnenes tarv – at Deres klients datter er tilknyttet en aflastningsfamilie, at Deres klient og hendes to børn har behov for massiv psykologisk, social og pædagogisk støttenetværk, at der er risiko for svær omsorgssvigt af børnene, hvis støtten falder bort (…) kan ikke begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse til Deres klient og hendes to børn«, som myndighederne skrev i et af de seneste afslag til en advokat, der har hjulpet familien.

Familiens situation vurderes helt anderledes, da Udlændingestyrelsen i december 2014 endnu en gang behandler sagen – selv om der dybest set ikke er meget, der har ændret sig siden det seneste afslag:

Efter »en konkret og individuel vurdering af de foreliggende oplysninger« finder styrelsen nu, »at ganske særlige grunde taler for at give dig og dine mindreårige børn opholdstilladelse.« For den indiske mors vedkommende fremhæver styrelsen hendes dårlige psykiske helbred, og at hendes forældreevne »er svingende«, hvorfor kommunen »har tildelt dine børn støttepersoner«. For datterens vedkommende bemærker styrelsen, at hun taler flydende dansk, har et godt socialt netværk, og at hun har gået i »almindelig folkeskole« siden 1. klasse. Derudover skriver styrelsen, at datteren ud over at have fået tildelt en støtteperson er »psykisk belastet af opholdet på asylcentre i Danmark«.

Lillebroren, der er født i Danmark og aldrig har boet andre steder end i Kongelunden, taler også flydende dansk og har et godt socialt netværk. Han er ligeledes tildelt en støtteperson, og også han er psykisk belastet af opholdet på asylcentret.

»Vi har på baggrund af disse omstændigheder samlet vurderet, at der foreligger sådanne ganske særlige grunde, at du og dine to mindreårige børn kan gives opholdstilladelse«, lød konklusionen på styrelsens brev med den gode nyhed.

Dårlig nyhed i Jelling

Den afghanske familie, der bor i et anneks uden for asylcentret i Jelling, kom til Danmark i 2010. Selv om det mindste barn er født i Danmark, og de to ældre søskende begge har gået i dansk skole og taler godt dansk og har et vist netværk, og selv om faren er alvorligt psykisk syg, mens moren lider af bl.a. depression, hovedpine, svimmelhed og søvnproblemer, så har Udlændingestyrelsen ikke fundet, at det var tilstrækkeligt til at ændre en udvisning af familien.

Styrelsen er klar over, at forældrene for mange år siden flygtede til Iran, og at ingen af de tre børn er vokset op i Afghanistan, hvortil de nu skal udvises.

»Vores afgørelse er truffet på baggrund af en konkret og individuel vurdering af samtlige oplysninger i sagen«, skriver styrelsen og bemærker, at i modsætning til faren lider hverken moren eller de tre børn af »alvorlige behandlingskrævende sygdomme«, selv om både moren og børnene er »psykisk belastet af familiens situation«.

Den psykiske belastning bekræftes til overflod i en børnefaglig undersøgelse, som Vejle Kommune udarbejdede sidste sommer, efter at datteren var stoppet med at gå til psykolog. »Det er flere gange oplevet, at (datteren) reagerer voldsomt med gråd, hulk, grænsende til hyperventilering (….) Samme reaktion var tilfældet i december 2013 i forbindelse med hende og familiens seneste afslag«, hedder det i undersøgelsen, som førte til, at kommunen bl.a. bevilgede et musikterapeutisk forløb til familien »med det formål at forbedre nattesøvnen i familien og forbedre familiens relationer« samt et halvt års kontingent til datteren i en lokal basketballklub. Det fremgår også, at moren på et tidligere tidspunkt havde været tilbudt et par timers daglig aflastning for det mindste barn, men at tilbuddet ikke var blevet til noget, fordi familien var blevet flyttet til et andet asylcenter.

Om familiens to ældste børn noterer styrelsen, at eftersom de er indrejst til Danmark som henholdsvis 15- og 10-årige, har de – »om end de haft en del af deres opvækst i Danmark« – ikke »opnået en sådan tilknytning til Danmark, at hensynet til barnets tarv taler for, at opholdstilladelse kan gives.«

Det yngste barn er født i Danmark i 2011, men styrelsen mener, at »han fortsat har langt hovedparten af sine formative år foran sig, og at han kan fortsætte sin opvækst i Afghanistan.«

At de to ældste børn ikke er opvokset i Afghanistan, men derimod i Iran, tillægger styrelsen ikke betydning, »da børnene er afghanske statsborgere og deres forældre er født og opvokset i Afghanistan og må antages at kunne støtte børnenes integration i forhold til sprog, kultur og socialt netværk.« Selv om moren som følge af mandens alvorlige psykiske sygdom vil være den eneste til at forsørge familien i Afghanistan, så antager styrelsen, at den ældste søn, der nu er fyldt 19 år, »vil kunne støtte familien i Afghanistan i forhold til forsørgelse m.v.«, ligesom styrelsen understreger, at »generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland« ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse.

Styrelsen lægger også vægt på, at familien på grund af tidligere afslag som afviste asylansøgere har opholdt sig »i en længere årrække i Danmark« uden opholdsgrundlag.

Ifølge styrelsen kan det hverken af Danmarks internationale forpligtelser eller specifikt af FN’s Børnekonvention udledes, »at børn, der har opholdt sig i fire-fem år i et andet land uden lovligt opholdsgrundlag, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold«, og det uanset »om der måtte være umiddelbart dårlige økonomiske og sociale vilkår i barnets og dets forældres hjemland.«

Opholdets varighed vigtigst

Information har bedt asylchef i Dansk Flygtningehjælp Eva Singer, seniorrådgiver i Red Barnet Inger Neufeld og formand for organisationen Refugees Welcome Michala Bendixen om at vurdere og sammenligne de to familiers sager.

Eva Singer ser det som »meget positivt, at myndighederne er begyndt at implementere Børnekonventionen mere direkte i de her sager og forholder sig meget direkte til barnets tarv i begrundelserne.« Men hun efterlyser samtidig, at der altid bliver lavet en aktuel vurdering af børnenes tarv, hvis en børnefamilie skal udsendes, og der er gået lang tid siden asylafgørelsen.

Eva Singer peger på to forhold, hvor situationen for de to familier klart er forskellig: For det første længden af den tid, som familierne har opholdt sig i Danmark, den indiske siden 2006, den afghanske siden 2010, og for det andet, at den indiske familie har haft en støtteperson tilknyttet, hvad den afghanske familie ikke har.

»Hvis forældrene ikke selv kan tage vare på børnene på en tilfredsstillende måde, så har staten selvfølgelig et større ansvar for at hjælpe dem,« siger Eva Singer.

Også Inger Neufeld hæfter sig ved støttepersonen til den indiske familie: »Det ser ud som om, at det har en vis vægt, hvis en familie er dårligt fungerende, og der har været igangsat sociale foranstaltninger. Men selv om man kan klare sig i en velfærdsstat, hvis man har boet i et asylcenter, hvor der er strukturer, der kan hjælpe med at holde familien oppe, så vægtes det ikke særligt højt, at der efter al sandsynlighed ikke findes tilsvarende institutioner i Afghanistan.« Inger Neufeld kritiserer, at fire-fem års ophold ikke vejer tungere:

»Praksis er forholdsvis snæver i forhold til opholdets længde. Otte år er mange år i et barns liv, men det kan fire-fem år også være. Den afghanske familie har været her i knap fem år, og det er f.eks. i Norge tilstrækkeligt til, at det skal tillægges stor vægt, når det vurderes, om en familie skal have ophold. Det sker bl.a. af hensyn til børnenes behov for stabilitet og kontinuitet, og der kunne Danmark godt lære af Norge.«

Red Barnet efterlyser også en helhedsvurdering, så hensynet til barnets tarv også omfatter, hvordan fremtiden vil forme sig for børnene, hvis der sker udvisning. »Det virker grotesk, at man antager, at et barn, der ikke selv er vokset op i Afghanistan, kan støtte familiens forsørgelse i denne specifikke situation,« siger hun.

Samarbejde om udsendelse

Michala Bendixen har tæt kontakt til den afghanske familie og har hjulpet dem med deres sag. Hun peger på, at den indiske familie har skrevet under på at samarbejde med danske myndigheder om en udsendelse, hvad den afghanske familie har afvist. Hun finder det »mærkeligt«, hvis det kan spille ind, når en myndighed skal inddrage barnets tarv i deres afgørelse.

»Alt det har børnene slet ikke noget at gøre med, for det er forældrenes beslutning,« siger hun og tilføjer:

»Når man sammenligner de to sager, er det min fornemmelse, at det med forældreevnen har været vigtig. Den enlige indiske mor har fået støtte til at tage sig af børnene, hvorimod moren i den afghanske familie selv har holdt styr på familien og taget sig af sine børn og mand, selv om der har været en masse problemer. Men hvis det er afgørende, at den enlige mor har fået støtte, mens den anden ikke har, så er det efter min opfattelse ikke hensynet til børnene, der fylder mest. I Afghanistan er det næsten ligegyldigt, hvor stærk moren er, eller hvor god hun er til at få børnene op og få dem vasket. I Afghanistan vil hun under ingen omstændigheder være i stand til at forsørge familien, for det kan en kvinde ikke i det land. Hvis familien er heldig, ender den i en UNHCR-teltlejr for internt fordrevne,« forudser hun.

Michala Bendixen kritiserer, at Udlændingestyrelsens afgørelse forudsætter, at den nu 19-årige søn kan klare at forsørge sin syge far, sin mor og sine to søskende i et land, han aldrig har været i bortset fra et ophold i 2009.

»På den måde er der en masse faktorer, når det nu er Afghanistan, som man slet ikke lægger vægt på, heller ikke selv om man nu i højere grad forholder sig til barnets tarv. Når den store søn kommer hjem til Afghanistan, vil han blive anset som fuldstændig vestlig, og der er mange beretninger om, at den slags hjemvendte betragtes som moralsk fordærvede, som udsættes for kidnapning eller tvangsrekrutteres til Taleban.«

»Lillesøsteren er fuldstændig opløst. Hun græder hver gang, jeg taler i telefon med hende, fordi hun har oplevet en anden afghansk familie, der blev deporteret fra asylcentret. Det var en af hendes veninder, som forsøgte at begå selvmord inden deportationen. Det er gået helt galt, familien lever på gaden nu, og det ved alle i asylcentret, så datteren er fuldstændig nedbrudt over at skulle sendes ud. Hvorfor spiller den slags ikke en rolle, når man skal tage hensyn til barnets tarv,« spørger Michala Bendixen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • lars abildgaard
  • Tue Romanow
lars abildgaard og Tue Romanow anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er godt, at man i Danmark endelig medtager FN´s Børnekonvention af 1989, i sine juridiske afgørelser. Danmark underskrev faktisk konventionen i 1991. Men disse 2 sager viser, at der i Danmark samtidig er en vis åbenhed for fortolkning, trods konventionen egentlig er glasklar og entydig.

I sagen omkring den afghanske familie bør man nok undersøge følgende artikler:
- Artikel 3.
- Artikel 4.
- Artikel 6.
Forholder yndighederne korrekt til ovennævnte artikler, kommer følgende i anvendelse:
- Artikel 10.
Desuden fremgår det ikke af artiklen, om myndighederne har overholdt Artikel 12-15, og hvordan man mener, man har overholdt andre artikler med disse som udgangspunkt.

Mandatar Torben Wilken

Udlændingestyrelsen har ikke ændret sagsbehandlings-teknik. Formålet med sagsbehandlingen skal ikke afdække rettighederne, men alene finde forhold, der kan bruges som begrundelse til at give et afslag. Sagerne kan derfor ikke sammenlignes som her og der kan ikke drages nogen konklusioner ud fra dem som tænkt. Sagen fra Kongelunden har elementer af svigt fra myndighedernes side og det løser man ved at give ophold.
Sagen fra Jelling er ikke oplyst nok. Hvorfor flygtede de først til Iran. Det er vigtigt i bedømmelsen af, om de kan tvangs-udsendes til Afghanistan. Situationen her er enkel. Hvilke dokumentationer har Udlændingestyrelsen eller politiet for nationalitet ? Jeg tror ikke der er nogen af dem der har et Afghansk nationalitetspas som det kræves, hvis personer skal kunne tvangsudsendes hertil jævnfør 3-parts aftalen fra Genever mellem UNCH - Danmark og den daværende provisoriske regering i Kabul. En indrejsetilladelse foranstaltet gennem den Danske Ambassade i Kabul er ikke tilstrækkelig og vil falde ved en domstols-prøvelse her i landet.
"Styrelsen er klar over, at forældrene for mange år siden flygtede til Iran, og at ingen af de tre børn er vokset op i Afghanistan, hvortil de nu skal udvises... Det yngste barn er født i Danmark i 2011, men styrelsen mener, at »han fortsat har langt hovedparten af sine formative år foran sig, og at han kan fortsætte sin opvækst i Afghanistan.« Det yngste barn kan ikke have Afghansk statsborgerskab, det er knapt 4 år.
"At de to ældste børn ikke er opvokset i Afghanistan, men derimod i Iran, tillægger styrelsen ikke betydning, »da børnene er afghanske statsborgere og deres forældre er født og opvokset i Afghanistan". Nej de er statsløse og den yngste skal derfor have dansk statsborgerskab (infødsret).
Forståelse for familien er her ikke nok. Der skal special viden til. Indsigts-viden og den har de færreste som behandler disse sager desværre og derfor går det så galt for de fleste.
Mandatar Torben Wilken DNM

@Torben Wilken:

At børnene skulle være statsløse, forstår jeg ikke, for ifølge den afghanske statsborgerskabslovgivning, Artikel 9 nr. 2, så anerkendes personer, der fødes af afghanske statsborgere i eller udenfor afghansk territorium, også som afghanske statsborgere.

"2. A person born from parents holding citizenship of the IEA abroad or within the territory of the IEA is considered to be a citizen of the IEA."

(IEA = The Islamic Emirate of Afghanistan)
http://www.refworld.org/cgi-bin/texis/vtx/rwmain?docid=404c988d4&page=se...

Så familien skal vel blot henvende sig til de afghanske myndigheder med henblik på at få børnene registreret som statsborgere.

Mandatar Torben Wilken

@Jan Hansen
Det er fortsat således, at disse personer der har levet i Afghanistan, ikke nødvendigvis er statsborgere i Afghanistan og ikke har haft noget nationalitetspas som bevis på statsborgerskab. 3-partsaftalen med /FN's Flygtningehøjkommissariat UNHCR foreskriver i aftalen netop, at aftalen kun omfatter Afghanske Statsborgere. Disse mennesker, der er flygtet ud af Afghanistan, har ikke noget nationalitetspas, for så kunne de udrejse normalt og det er de ikke. Dette er arkilesenen i denne sag. Da man ikke kan tvinge dem til et statsborgerskab, de ikke selv ønsker, må Danmark acceptere dette. De er derfor "Statsløse" og skal håndteres som sådan. Nogle tror naturligvis at Danmark efterlever reglerne. Men sandheden er desværre en helt anden. Formålet "Helliger midlet", her udmøntet i, at man lukker øjnene for sandheden/realiteten og myndighederne skriver frejdigt "Afghansk Statsborger" i disse personers papirer. Der kan være rigtig mange og dybt alvorlige grunde til, ikke at ville rejse tilbage til Afghanistan. Landområdet Afghanistan er fortsat et "kludetæppe" af små områder, styret af selvbestaltede Hær-fører, der udøver sin magt med militær vold. De er kyniske og giver ikke nogen reel beskyttelse for andre end sig selv og familien. Derfor er en tvangs- tilbagesendelse til Afghanistan et overgreb i henhold til FN´s beskyttelses konventioner.

@ Mandatar Torben Wilken:

Jeg vil nu stadig mene, at der er tale om afghanske statsborgere - desuagtet at de aldrig har haft et afghansk pas eller har mulighed for at få det, fordi de ikke kan rejse tilbage.

FNs konvention om statsløse er ganske klar - man er statsløs, hvis ingen nationer anerkender en som statsborger i medfør af sin lovgivning. Dvs. at man ikke efter hjemlandets lovgivning er eller kan blive statsborger der (eller i andre lande, naturligvis).

I modsat fald kunne enhver jo bare rejse til et andet land, smide sit pas væk og erklære sig selv for statsløs. Det ville ikke være holdbart i længden, og det harmonerer næppe med hverken tanken eller ånden bag FNs konventioner om statsløse og bekæmpelse af statsløshed.

leif mortensen

En tragiske artikel, tragiske menneskeskæbner
...men Jeg forstår ikke at man kan være i landet i 8 år efter at man har fået afslag på asyl...
Enhver kan jo forstå at:
- det ødelægger dem der venter i et center
- det ødelægger systemets autoritet og dermed befolkningens forståelse og opbakning.
Resultatet er det samme hver gang, ødelagte menneskeskæbner, flere ansøgere primært fra fattige muslimske lande, voksende utilfredshed hos den herboende befolkning, voksende pres på systemet, færre og færre ressourcer per person, øget splid "dem/os", mere opbakning til DFs retorik, som nu fanebæres af S og endda SF.
Altsammen fordi vi ikke kan sige nej og erkende at vi ikke kan være hele verdens social kontor og da slet ikke hvis de alle skal behandles i DK, som har noget nær verdens højeste leveomkostninger. Dømt til at blive meget værre end nu af selvsamme grund...