Læsetid: 3 min.

It’s the organization, stupid!

Skal de store ambitiøse omstillingsprojekter lykkes, må organisationen bag gribes tilsvarende ambitiøst an
18. februar 2015

Det plejer at hedde ’it’s the economy, stupid!’, og det er selvfølgelig også vigtigt. Men i de lidt ambitiøse og omfattende omstillingsprojekter er den rigtige organisation en nødvendig forudsætning for, at der overhovedet kommer penge på bordet til andet end bureaukratisk næsepilleri, møder og notater. Det går ikke så godt, og det har jeg mange oplevelser med i de senere år. Men hvorfor er det sådan? Det er, fordi de større omstillinger ikke kan løses, som vi plejer – altså sektor for sektor og via ny lovgivning og regler – men kræver helt nye samarbejder, konsortiedannelser og partnerskaber på tværs af alting. Nogle eksempler:

I mange kommuner og byer arbejder man med grøn vækst, CO2-neutralitet, smart city og andre tiltag. Alle gode og relevante omstillingsprojekter, som griber ind i rigtig mange samfundsforhold, hvis de skal realiseres. Meget ofte foregår disse tiltag dog primært i regi af kommunen og måske nogle kommunale virksomheder, et erhvervsråd eller lignende – men ofte både for snævert og for uforpligtende.

Parallelt med dette arbejde foregår der store private og offentlige investeringer, der ikke er målrettet mod en ny fremtid, men foretages som man har gjort det de sidste 10-20 år – så fortiden sætter sig massivt igennem via milliardinvesteringer, samtidig med at man i kommunen forsøger at forme en ny fremtid med ofte ganske få midler i form af tilskud fra EU, regionen og kommunen selv. Hvis fremtiden ikke planlægges i tæt samråd med et områdes helt centrale spillere – og især de større investorer – er det hele skønne, spildte kræfter. Tingene skal organiseres, så der skabes en ny, fælles, bæredygtig fremtid via de kommende års større investeringer, offentlige som private! It’s the organization, stupid!

Arbejdet med strategisk energiplanlægning, som p.t. foregår i landets kommuner, er et særligt mærkeligt tilfælde. Det er af uransagelige grunde blevet valgt at gennemføre dette arbejde med kommunerne for bordenden til trods for, at den enkelte kommune er for lille til, at det giver mening, at de ikke råder over midlerne til at realisere planerne (vi taler om meget store milliardbeløb) og heller ikke har væsentlige kompetencer på energiområdet.

Ude i virkeligheden

Herudover har kommunerne ret begrænset indflydelse på nogle at de helt centrale spillere i energiomstillingen, nemlig el- og gasselskaberne. Det er en umulig organisatorisk situation – opgaven skal selvfølgelig løses af staten på et fornuftigt, fagligt og teknologisk planlægnings-grundlag og i samarbejde med energiselskaberne – herunder selvfølgelig også varmeselskaberne, som jo ofte ejes af kommunerne. Det bliver den forhåbentlig også på et senere tidspunkt. It’s the organization, stupid!

Energiomstillingen bliver i øvrigt så omfattende og kostbar, at den griber ind i stort set alle samfundsforhold. Den kan derfor heller ikke håndteres i Klima-, Energi- og Bygningsministeriet, men vil kræve et tæt samspil mellem stort set alle ministerier for at komme til at fungere i virkelighedens verden. Det samme gælder Miljøministeriets nye ressourcestrategi og affaldshåndteringsplan, de mange vækstplaner og rigtig mange andre statslige tiltag.

Det er indlysende ude i virkeligheden, at det forholder sig sådan – men er de relevante organisatoriske tiltag til at håndtere dette på plads i Centraladministrationen? Og har man overblik over, hvad de forskellige strategier og planer kræver af de utroligt mange forskellige aktører ude i samfundet – og hvordan man får dem til at agere, så tingene kommer til at virke?

De sidste spørgsmål var af retorisk karakter – for det har man næppe. Men det skal man nok se at få, hvis vi skal begrænse snakken og få noget brugbar omstilling til at ske i praksis. It’s the organization, stupid!

Henrik Kærgaard er udviklingschef på tværs i Niras

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu