Nyhed
Læsetid: 3 min.

Øget kritik af FE’s ’meget vidtgående’ beføjelse

Er ’danske interesser’ potentielt truet af en dansker, der befinder sig i udlandet, vil FE efter et forslag fra regeringen kunne overvåge personen. Men ’danske interesser’ er et upræcist begreb, som også kunne dække over danske erhvervsinteresser, siger jurister
Indland
21. februar 2015

Regeringen har foreslået, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) skal kunne målrette overvågning mod danskere, der befinder sig i udlandet, for at »ånde dem i nakken, hvis de lægger modbydelige planer mod Danmark eller andre lande«.

Det sagde forsvarsminister Nicolai Wammen (S), da regeringen præsenterede et udspil til en ny terrorpakke torsdag.

Men flere jurister kritiserer nu, at regeringen også foreslår, at FE skal kunne overvåge danskere i udlandet, hvis de potentielt udgør en trussel mod såkaldte ’danske interesser’ – og altså ikke udelukkende Danmark som stat.

I regeringens udspil er formuleringen således, at FE skal kunne målrette overvågning mod danskere i udlandet, »når der er grund til at antage, at den pågældende person har til hensigt at deltage i aktiviteter, der kan indebære eller forøge en trussel mod Danmark, danske interesser eller andre landes sikkerhed«.

Fremmedkrigere

Begrebet ’danske interesser’ er alt for upræcist og omfattende, siger Jacob Mchangama, der er direktør i den juridiske tænketank Justitia.

»Betyder det, at tjenesten kan overvåge en dansker i udlandet, som er til fare for det danske erhvervsliv i udlandet?« spørger han og fremhæver, at dokumenter fra whistlebloweren Edward Snowden peger på, at den amerikanske efterretningstjeneste NSA har været involveret i industriel spionage.

Både Amnesty International og Justitia kritiserede i går i Information, at det nye forslag om at overvåge danskere i udlandet ikke indeholder krav om en dommerkendelse. Derudover kritiserede organisationerne, at overvågningen kan ske i alle tilfælde, så længe der er »grund til at antage …«, hvilket organisationerne mener er et for løst grundlag.

Claus Juul, der er juridisk konsulent hos Amnesty International i Danmark, er også kritisk over for formuleringen om ’danske interesser’. »Regeringen formulerer beføjelsen på en måde, så der nærmest ikke er nogen tilfælde, hvor man ikke kan dække sig ind. ’Interesser’ er jo et meget, meget bredt begreb,« siger han.

Forklaringen på de øgede beføjelser til tjenesten er imidlertid ikke umiddelbart trusler mod det danske erhvervsliv i udlandet, men de såkaldte foreign fighters.

Det kan være personer, der rejser fra Danmark for eksempelvis for at tilslutte sig Islamisk Stat, hvorefter de vender radikaliserede tilbage til Danmark, hvor de så er »i stand til« at begå terrorhandlinger. Sidstnævnte fremgår af regeringens udspil.

Pernille Boye Koch, der er lektor i offentlig ret ved Roskilde Universitet, har beskæftiget sig med lovgrundlaget for efterretningstjenesterne i Danmark. Hun påpeger, at kombinationen af to brede formuleringer er særligt problematisk: Når overvågningen kan ske i alle tilfælde, hvor der er »grund til at antage … « en potentiel trussel, hvilket i forslaget kombineres med et diffust begreb som ’danske interesser’.

»Samlet set virker det endog meget vidtgående,« siger hun.

I den lov, der er grundlag for Forsvarets Efterretningstjeneste, optræder der konsekvent en formulering om, at FE’s virke skal forebygge og modvirke trusler mod Danmark og ’danske interesser’. En nærmere definition af begrebet er der dog ikke, hverken i loven eller de tilhørende lovbemærkninger.

Det har ikke været muligt at få et interview med forsvarsminister Nicolai Wammen (S) om den konkrete kritik, men i en mail skriver han som svar på gårsdagens kritik:

»Problemet er, at det med de gældende regler i dag er ekstremt vanskeligt at finde ud, hvad især danske ekstremister foretager sig eller planlægger, når de opholder sig i fx Syrien. Regeringen ønsker derfor at styrke FE’s muligheder for at indhente oplysninger om danske ekstremister i udlandet for på et tidligt tidspunkt at kunne afdække, om de under ophold i udlandet fx planlægger terror mod Danmark.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her