Nyhed
Læsetid: 2 min.

SF vil have afdækket sag om flytning af fødende kvinder

Det skal undersøges nærmere, hvorfor et stigende antal kvinder på grund af pladsmangel på fødeafdelingerne ender med at skulle flytte hospital midt i fødslen. Både SF og Enhedslisten peger på ressourcemangel som årsagen
Indland
23. februar 2015

Det er uacceptabelt, at kvinder bliver tvunget til at skifte hospital midt under fødslen på grund af pladsmangel på fødeafdelingerne.

Det mener SF’s sundhedsordfører, Özlem Cekic, som nu vil have sundhedsministeren til at komme med en redegørelse, der kan afsløre problemets omfang.

»Jeg beder sundhedsministeren om et overblik, så vi kan se,
hvordan det står til i regionerne – og på de forskellige afdelinger. Så vi får et bedre overblik og en viden om, hvad det her skyldes,« siger hun.

Information kunne i weekenden fortælle, at 183 kvinder alene på Hvidovre Hospital, Rigshospitalet og Herlev Hospital – alle i Region Hovedstaden – sidste år blev flyttet til et andet hospital, mens de var i gang med at føde.
Det er en stigning fra 2013, hvor det kun skete for 120 kvinder samlet i alle regionerne.

Ifølge eksperter »hæmmer flytningerne den naturlige proces det er at føde et barn«, fordi det blandt andet kan udløse stresshormoner.

»Det er et kæmpe problem. Både for de kvinder, der står i en så ekstremt sårbar situation, som en fødsel er, og i forhold til børnene, som vi kan risikere dør i en taxa i transporten mellem hospitalerne, hvis der opstår komplikationer under fødslen,« siger Özlem Cekic.

Ifølge SF’S sundhedsordfører skal man først og fremmest finde ud af, hvorfor det sker:
»Er det alene et spørgsmål om, at der mangler sengepladser eller jordemødre, eller er det noget, man kan komme til livs ved at planlægge anderledes?« siger hun.

Regioner skal løse problemet

Enhedslistens sundhedsordfører, Stine Brix, peger på, at Region Hovedstaden så sent som i sommer skulle spare 300 millioner kroner, og at fødselsområdet var et af de områder, der igen kom under sparekniven.

»Vi har desværre nogle fødeafdelinger, som er voldsomt pressede. På et område med knappe ressourcer har det nok været dødelige og alvorlige sygdomme, der har været friholdt, mens fødselsområdet har fået lov til at bære store dele af besparelserne. Det gør, at vi ser rigtigt mange forskellige eksempler på, at kvaliteten nu ikke er i orden,« siger Stine Brix.

På den seneste finanslov fik regionerne bevilliget 35 millioner kroner i 2015 stigende til 75 millioner om året i 2016 til netop fødselsområdet, og nu handler det ifølge Özlem Cekic om at sikre, at de penge bliver rigtigt brugt.

»Løsningen er ikke nødvendigvis bare de penge, vi allerede har afsat. Vi er nødt til at følge dem for at sikre os, at de faktisk ender de rigtige steder og ikke bare forsvinder,« siger hun.

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen fra Socialdemokraterne erkendte i weekendens Information, at udviklingen med det stigende antal kvinder, der flyttes midt i fødslen, langtfra er optimal, og at regionerne nu skal undersøge, hvordan de får bremset det.

Politikerne på Christiansborg bør ifølge sundhedsordfører i Radikale Venstre Marlene Borst Hansen nu afvente, hvad regionerne kommer frem til:

»Det er ikke tilfredsstillende, men det er et regionsansvar, og jeg går ud fra, at det er noget, de får set på,« siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her