Læsetid: 6 min.

’En skilsmisse er to børn, der slås om et tredje’

7-7-ordning, 6-8 eller hver anden weekend? Bag deleordninger som disse gemmer sig over 300.000 danske skilsmissebørn. En af dem, 25-årige Kimmie Sennov, spørger, hvornår debatten om skilsmisselovgivningen begynder at handle om, at forældre skal tilsidesætte deres sårede ego og se på barnets behov
’En skilsmisse er en skrue uden ende. Den følger dig resten af livet. Og jeg tror, at mange forældre har svært ved at lægge deres egne følelser til side, når de skal tale om deres skilsmisse,’ siger Kimmie Sennovs, hvis far nu skal skilles igen.

’En skilsmisse er en skrue uden ende. Den følger dig resten af livet. Og jeg tror, at mange forældre har svært ved at lægge deres egne følelser til side, når de skal tale om deres skilsmisse,’ siger Kimmie Sennovs, hvis far nu skal skilles igen.

6. februar 2015

Kan man overhovedet lave et avisinterview om, hvordan et barn oplever en skilsmisse? 320.000 danske børn har forældre, der ikke bor sammen. Nyhedsværdien er til at overse. Men skilsmisse er blevet så almindelig, at det er tabu at være ked af det, når ens forældre går fra hinanden.

»Det er bare sådan: ’Nå, ærgerligt – og så videre’,« siger Kimmie Sennov. Hun har stået på en scene for at få sine forældre til at lytte. Og de har siddet i bløde stole i Betty Nansens teatersal og hørt på 21 unge fra 14 år og opefter, herunder deres egen datter, sige i kor: »Hvis jeg nu stiller mig på en scene, vil du så høre mig?«

Så man kan godt lave både et teaterstykke og et avisinterview, for børn har svært ved at få deres egen stemme, når det gælder forældrenes brud. Både i familien og i debatten om, hvordan man indretter skilsmisselovgivningen, mener Kimmie Sennov.

»Ligestilling mellem mor og far og 50-50-fordeling fylder alt for meget i politikernes syn på skilsmissesager,« siger hun i en pause på det københavnske seminarium, hvor hun er ved at færdiggøre en uddannelse til lærer. Hendes forældre blev skilt, da hun var to-tre år gammel. Nu er hun 25, og hendes far er ved at blive skilt for anden gang – nu fra stedmoren, som han har to nye børn med.

Senest har Socialdemokraterne lagt op til et opgør med begrebet ’bopælsforældre’, som betyder, at knap 90 procent af alle mødre ender med at stå med de vigtigste beslutninger i barnets liv efter en skilsmisse. Partiet vil gøre op med kvindernes dominans efter skilsmissen.

Kimmie Sennov endte med at bo hos sin far, selv om hun faktisk hellere ville være hos moren.

»Hvis man skal lave ny lovgivning, skal det være for at tilgodese børnene ikke forældrene. Jeg synes, det burde handle meget mere om, at forældre skal tilsidesætte deres eget ego. En skilsmisse er to børn, der kæmper om et tredje. Barnet bliver ligesom en ting. I mit tilfælde følte jeg tit, at det så godt ud på papiret for min far, at jeg boede hos ham. I virkeligheden ville jeg jo gerne være hos min mor,« siger Kimmie Sennov, der holder meget af sin far, selv om kommunikationen mellem dem ikke altid er så god.

I den første tid efter forældrenes skilsmisse boede Kimmie Sennov hos moren. Men da moren blev syg, var faren den, der sad med de bedste kort på hånden. Han havde en god uddannelse og var godt stillet økonomisk. Og forældrene indledte en krig om datteren, der endte med, at den nu syvårige Kimmie boede mest hos faren og hans nye familie, mens hun så sin mor hver anden weekend.

»Man kan ikke indføre ligestilling som princip i skilsmissesager, det er noget crap. Det er en generalisering at sige, at kvinder er langt mere dominerende end mænd. Der var jo en grund til, at jeg var hos min far. Det var, fordi han var meget mere dominerende og manipulerende i kampen om mig, end min mor var.«

Trofæbørn

Efter hun har deltaget i C:NTACT's ungdomsforestilling, hvor de unges fortællinger har været omdrejningspunktet, har hun fået øjnene op for, at det er meget individuelt, hvordan et barn oplever en skilsmisse. Og derfor er det også meget forskelligt, hvad der vil være til barnets bedste, hvis forældrene træffer en beslutning om at gå fra hinanden.

Men hvis det nye forslag bliver til lov, frygter Kimmie Sennov, at der bliver endnu mere kamp mellem forældrene om det, hun kalder ’trofæbarnet’ og mindre plads til, at der bliver taget individuelle hensyn til barnet. Ligestilling er blevet et legitimt våben i krigen om et barn, konstaterer hun:

»Jeg er selvfølgelig ikke et sekund i tvivl om, at de fleste skilsmisseforældre gerne vil være så meget sammen med deres børn som muligt. Jeg kan også godt se, at det er svært for et barn at tage stilling til, hvor og hvordan det gerne vil bo efter en skilsmisse. Det bliver aldrig fair over for barnet, når mor og far sidder der og kigger én i nakken og siger: ’Du har det jo godt hos mig, så skal du ikke være her’. Det er et spil, som barnet ufrivilligt bliver gjort til en del af.«

Men selv om en skilsmisse aldrig kan blive fair, og måske netop derfor, burde der bruges mange flere ressourcer på at tilgodese barnets perspektiv i skilsmissesager, mener Kimmie Sennov. I de fleste skils- misser, hun kender til, inklusiv den hun selv oplevede, blev der ikke skabt et rum, hvor barnet kunne føle sig hørt.

»Man er nødt til at gøre noget mere for at skabe et trygt rum, når forældrene vælger at gøre noget så voldsomt og utrygt som at blive skilt. Men det nye forslag, der skal ligestille fædre, vil kun give forældre flere grunde til at slås. I stedet burde man sætte mange flere kræfter og ressourcer ind på at ansætte professionelle familierådgivere, der kan tale med børn om deres behov, uden at børnene føler sig overvågede og pressede af også at skulle tage hensyn til deres forældres følelser. Som barn var jeg bange for at træde min mor og far over tæerne, og jeg havde ikke lyst til at blive fanget i det spil. Jeg var særligt bange for at gøre min far ked af det. Jeg kan huske, at han blev det de få gange, hvor jeg sagde til ham, at jeg gerne ville være hos min mor.«

Pyt-hatten

En 14-årig pige i forestillingen har været igennem 11 retssager, hvor forældrene sloges om forældremyndigheden. Så slem var krigen ikke mellem Kimmie Sennovs forældre. Men efterhånden eskalerede deres konflikt i en sådan grad, at de havde svært ved at være i stue sammen.

Deres samvær blev en stressfaktor i Kimmies liv. Når de skulle være sammen alle tre, blev hun en undskyldning for sig selv. Styrtede rundt for at gøre dem tilfredse, mens hun tænkte på, at de ikke kunne døje hinanden.

»Det værste i verden er at leve med at være bange for at gøre det, man selv har lyst til, fordi ens forældre har kridtet en bane op: ’Hvis du vælger mig, så får du flere gaver, for jeg har flere penge. Hvis du ikke vælger mig, så sker der noget andet’. Det kan et lille barn ikke navigere i.«

Gennem forestillingen har Kimmie Sennov fået en større forståelse for, at voksne, der er ulykkelige og sårede, gør dumme ting.

»Men jeg ville ønske, at skilsmisseforældre havde en ’pyt-hat’, så de bare en gang imellem kunne sige: ’Lige denne her kamp, den putter vi ned i en hat’,« siger hun.

Kimmie Sennovs far er ved at blive skilt igen. Og hun ser de samme fejl blive gentaget. Denne gang over for de yngre søskende.

»En skilsmisse er en skrue uden ende. Den er med dig resten af livet. Og jeg tror, at mange forældre har svært ved at lægge deres egne følelser til side, når de skal tale om deres skilsmisse. Når jeg taler med min mor om, at min far skal skilles igen og min bekymring for min søster, så kan hun ikke lade være med at tage sine egne følelser med,« siger Kimmie Sennov.

Hun håber alligevel, at hendes forældre og de andre voksne, der har set forestillingen, har lært noget.

»Men jeg tror ikke, min far syntes, det var særlig rart, at jeg stod på den scene. Jeg tror, han følte sig ramt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brian Pedersen
  • Peter Günther
  • Anne Eriksen
Brian Pedersen, Peter Günther og Anne Eriksen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Sørensen

Vi har et samfund, der er styret af økonomi i stedet for kultur. Vi har religion der er styret af gamle utidssvarende bøger. Vores medie verden er styret af selv iscenesættende narcissister, der drives af en frygt for, at ryge ud ad scenelyset - gad vist hvorfor vi har alle disse problemer med skilsmisser....

Torben Knudsen

Hvad står der i de tykke bøger om årsagen til at så mange skilles og børnene skal på skema.
Kærlighed!, der er den vilde, hvor man ikke kan sanser andet et stykke tid og så den mere afdæmpede, hvor man har det godt sammen, hvor man længes, bliver varm og hvor man trives og udvikles og giver plads til de meninger og vaner, man nu er flyttet sammen med.
Samfundet har for det meste valgt at identificere kærlighed med sex.
Man ser sjældent kærlighed beskrevet, nemlig den personlige del og det at svinge med et andet menneske.
Det er sex og illustreres som sex. Er der noget som sex, der isoleret set bliver så kedeligt, hvis det ikke bunder i kærlighed?
Tomme kroppe, der boller uden egentlige følelser.
Skænderier især efter julefrokoster og så skilsmisse og skemabørn.
Stil større krav til hjernen og charmen, personligheden og mindre til kroppen og se resultatet på længere sigt.
Læg jeget til side og lyt til din partner og nyd det.

Lise Lotte Rahbek

Jeg ved ikke rigtig.. jeg synes ikke det var bedre dengang,
hvor det var normen for mange fraskilte fædre, at de bare holdt op med at se deres børn - og måske fik et nyt kuld med en ny mor.

Uanset hvad, er skilmisser en lortesituation for børnene og der er alle muligheder for at føle sig jokket på og forfordelt (i opr. betydning)

En skilsmisse er for alle involverede parter en eksistentiel ulykke; alle parter lider skade. Reduktionen af forældrenes situation til at handle om sårede egoer, som bør tilsidesættes, er lige så uhensigtsmæssig som den modsvarende reduktion af skilsmissebørns situation til at være et spørgsmål om omstilling og tilpasning.

Som Solrart vist er inde på kl. 09.37, afspejler mange af vore moderne samlivsproblemer, herunder de vanskeligheder som ofte forstærkes når f.eks. skilsmisser finder sted, formentligt at vore måder at relatere til hin anden på er for mekaniske, for kvantificerende og kategoriserende - for dikotome, for splittende, for primitive og for angstprægede. Kun jura og økonomi anvises som (skrøbelig) sikkerhed/nødvendighed for at være i egen (menneske)ret; det sociale og eksistentielle lader vi ligge (empati og intuition reduceret til mavefornemmelser i en rastløs forbrugerbevidsthed).

Peter Günther

forældre er børn med flere år kontoen, og hvis erfaringen ikke har skabt indsigt, skilles forældre ofte af rent personlige årsager. Det er vigtigt at skelne mellem den udtalte og den faktiske årsag til bruddet, m.a.o. kontrakten om parforholdet, som ofte ser forskellig for begge parter

Åh jeg synes det er problematisk at være vidne til en jounalist som nu kører en hetz på ligestillingen nu når den skal laves om, så den ikke tilgodeser kvinden. Jeg bliver helt ked af det, når man nu bruger et offer som denne Kimmi Senov og hendes åbenbart manglende viden på emnet.
"Kimmie Sennov endte med at bo hos sin far, selv om hun faktisk hellere ville være hos moren."
Det er mig ufatteligt, at Kimmie så kan nå til den konklusion, at med den nye lovgivning, hvor der er lige ret til barnet, at hun ville kunne ende i en sådan situation. Hun er jo netop et offer for bopælsforældertankegangen. Det, at man kan vinde barnet over til den ene side. Man må undre sig, over hvilket ærinde journalisten egentligt har, hvis det ikke er at bevare kvindens magtstatus på området.

Anne M. Lassen

Selvom der skulle komme lige ret til børnene, så er der jo ingen der siger, at det skal være sådan i alle tilfælde! Det må til enhver tid være barnets tarv, der er det afgørende! Skilsmisseforældre bør tænke sig grundigt om, når beslutningen skal træffes og nøje overveje, hvad deres børn skal udsættes for, oveni den traumatiske oplevelse, det er, at far og mor skal skilles.

Anne M. Lassen. Forældre har en tendens til at tage deres børns tarv alvorligt. Du virker skeptisk, nu når magten skal fordeles ligeligt. Jeg er tryg ved det. Sådan er vi forskellige. Og gud ja - vi kommer da også fra to forskellige planeter. Jeg er fra Mars og du er fra Venus. Sådan er vi så forskellige.

Anne M. Lassen

James Duncan, ja, jeg er skeptisk, for jeg er ret sikker på, at den egoisme, der i mange tilfælde præger et par i skilsmisse, IKKE inkluderer barnets tarv. Børn er voldsomt loyale overfor deres forældre og vil vende vrangen ud på sig selv for at bevare freden mellem forældrene. Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er det ALTID børnene, der betaler prisen ved forældrenes skilsmisse. Og det har intet at gøre med, om de skal bo hos faren eller moren! Bare man vælger den ene eller den anden - 7 dage her og 7 dage der har fanden skabt! Det er så synd for ungerne at skulle flyttes rundt bare for at tilfredsstille egoistiske forældres krav. De skal have en fast base, hvorfra de så kan tage på weekend og sommerferie hos mor eller far!
Jeg kender et par, der efter skilsmissen blev enige om, at børnene skulle blive i de kendte omgivelser. Ergo lejede de blot een lejlighed, og så skiftedes de voksne til at bytte plads hver uge i stedet for børnene. Super! Der skete så bare det, at det kunne de to voksne slet ikke håndtere. Det var alt for besværligt at skulle flytte hver uge, så nu betaler børnene prisen og flytter hver uge i stedet! Er det børnenes tarv?

Anne M. Lassen

James Duncan, ja, jeg er skeptisk, for jeg er ret sikker på, at den egoisme, der i mange tilfælde præger et par i skilsmisse, IKKE inkluderer barnets tarv. Børn er voldsomt loyale overfor deres forældre og vil vende vrangen ud på sig selv for at bevare freden mellem forældrene. Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er det ALTID børnene, der betaler prisen ved forældrenes skilsmisse. Og det har intet at gøre med, om de skal bo hos faren eller moren! Bare man vælger den ene eller den anden - 7 dage her og 7 dage der har fanden skabt! Det er så synd for ungerne at skulle flyttes rundt bare for at tilfredsstille egoistiske forældres krav. De skal have en fast base, hvorfra de så kan tage på weekend og sommerferie hos mor eller far!
Jeg kender et par, der efter skilsmissen blev enige om, at børnene skulle blive i de kendte omgivelser. Ergo lejede de blot een lejlighed, og så skiftedes de voksne til at bytte plads hver uge i stedet for børnene. Super! Der skete så bare det, at det kunne de to voksne slet ikke håndtere. Det var alt for besværligt at skulle flytte hver uge, så nu betaler børnene prisen og flytter hver uge i stedet! Er det børnenes tarv?

Så er det jo godt at med den nye lov at egoisme kun kan give halvdelen og samarbejde kan give det hele. :) Hvis kvinden oplever at 7/7 skulle være et problem, så kan hun jo bare give hendes dage til manden. Det er ikke på tale, at det skal være 7/7. Jeg er tilgengæld meget skeptisk over, hvor mange kvinder, som ser barnets tarv forud for deres eget ønske om at være mor. Kan du hjælpe mig lidt udover den skepsis og forsikre mig om, at der på venus er man da så optaget af barnets tarv, at flertallet giver hellere barnet til faderen, hvis valget står imellem 7/7 og den faste base?

Anne M. Lassen

James Duncan. Barnets tarv (eller ønske, hvis de er gamle nok) vil for mig altid komme først, og så er det totalt ligegyldigt, om den faste base er hos mor eller far. Og hvis forældrene kunne tænke klart i situationen, så ved de også godt selv, hvad der er bedst for børnene! Egoismen tager desværre over i mange tilfælde. Jeg vil til enhver tid tale barnets sag og blæse på forældrenes mulige sårede følelser. Hellere deres end børnenes!

Godt, vi får at se. Nu når du er passioneret barnets tarv elsker og jeg er meget nysgerrig på, hvad det er. Du bedes meget venligt og ydmygt forklare mig, sådan helt nøjagtigt, hvad barnets tarv er. Det lader til, at du er meget velbevandret i, hvad barnets tarv er, siden du er så stor en fortaler for det. Det behøves ikke at være en lang forklaring (men gerne), men bare en kort opsummering af barnets tarv. Så tror jeg ikke alene, du vil hjælpe mig, men mange andre. Barnets tarv - go ... Anne M. Lassen ordet er dit.

georg christensen

En overskrift, som siger "det hele", jeg har selv oplevet det.

Jeg mente også selv, at jeg var den eneste, som havde retten til "alt", en fejltagelse måske i bagspejles lys.

I dag, ved jeg ikke, stadig ikke, om det var rigtig, hvad jeg gjorde: Jeg mente bare, at det bedste , set ud fra "mit eget synspunkt", var, et nogenlunde fast "standpunkt", for efterkommeren burde følges, en mulighed , som kun "individet" (LIVET), i sig selv kan bedømme,

Liliane Murray

Barnets ret, og barnets tarv, bliver glemt.

Når man vælger at få et barn, har man valgt at påtage sig et ansvar, og dette valg tager man hver gang man har ubeskyttet seksuel omgang med det modsatte køn, i vore dage er der ingen undskyldninger for et 'UPS'.

Uanset om man er mor eller far, så har man et livslangt ansvar, i at træde ind i rollen som far og mor. Den rolle kan man ikke lægge fra sig fordi man bliver skilt, for det ansvar man har som forældre, er ikke mindst som rollemodel.

Engang mente man at piger havde brug for mødre som rollemodeller, og drenge havde brug for faderen som rollemodel. Dette er også rigtigt, men børn, uanset køn, har brug for begge rollemodeller, og derfor har begge forældre et ansvar for at være tilstedeværende i barnets liv, og det er barnets ret at de er det. Og nej, disse roller som mor og far, kan ikke overtages af en stedforælder. At vokse op uden kontakt til den ene forælder, kan have vidtrækkende konsekvenser, og kan have en negativ effekt på resten af barnets liv.

Det er barnets ret og tarv, der skal tilgodeses, ikke forældrenes. Og de forældre, der forsøger at hindre barnets adgang til den anden forælder, er egoistiske og tænker ikke på barnets behov, ret, eller tarv.

Begge forældre har således en pligt til og et ansvar for at deres barn vokser op som afbalancerede mennesker, hvor tilstedeværelse af begge forældre i barnets liv, er en ret som ethvert barn har. Og ethvert barn har ret til at vide hvem deres biologiske ophav er.

Så kære forældre, hold jeres forskelligheder og uenigheder fri af de nødvendige aftaler der må og skal træffes i forhold til jeres børn, og tænk barnets tarv, ikke på jeres egne sårede følelser.

Barnets tarv er det man kalder et gummi-begreb. Ingen ved præcist hvad det betyder og det kan således tilpasses nærmest et hvert behov.
Bortset fra de mest ekstreme tilfælde, hvor børn direkte mishandles og deres udvikling saboteres, bør 'barnets tarv' ikke inddrages.
Som regel vil den part der hævder barnets tarv mene at han/hun selv leverer den bedste omsorg og opdragelse og derfor bedst varetager barnets tarv.
Det er ikke seriøst og ubrugeligt som rettesnor eller norm.

Liliane Murray

Det har du meget vel ret i Toke, men vi snakker stadig om henholdsvis den ene og den forælders ret til samkvem med barnet, de har ikke en ret, de har en pligt, og den skal de opfylde.

Barnet har til gengæld en ret til samkvem med begge forældre, og den ret tilsidesættes, af både forældrenes og politikernes snak om forældrenes ret, når der burde tales om barnets ret, og forældrenes pligt.

Jeg tror vi er enige langt hen ad vejen, Lillian.
Men jeg vil dog mene at du har misforstået noget, eller bruger et for snævert perspektiv, når du sådan skriver forældrene ud af ligningen.
Børns trivsel og tarv er totalt afhængige af sunde og glade forældre, helst to styk med hver deres svaghed og styrke.

Der findes ikke en brugbar one-size-fits all-løsning. Vi ved at nogle ting er meget skadelige; fysisk og psykisk vold samt meget ustabile forhold er ødelæggende for børns trivsel men vi kan ikke definere det gode liv eller den gode opvækst med bare nogenlunde præcision.
Hvis man alligevel benytter denne terminologi risikere man at gøre mere skade end gavn - og ikke kun på børnene.

Liliane Murray

Toke, jeg snakker ikke om ydertilfældene, og ja der er tilfælde hvor den 'bedste løsning' ikke er den bedste.
Ja, sunde og glade forældre er godt for et barn, derfor skal forældrene tvinges til at samarbejde, til glæde for deres barn, og fordi det er deres pligt. Hvis man i lovgivningen allerede nu fastslog at barnet har ret til at have samkvem med begge forældre, og at de så ellers kan hoppe og skrige som det passer dem, så er det loven, så er der ikke længere noget at være uenige om, at skændes om, og man bør nok allerede inden man vælger at blive forælder, gøre sig det bevidst, at der altid vil være en risiko for at et forhold går i stykker og er man ikke villig også i den situation, til at deles om pligterne, så skal man ikke have børn.

De skadelige ting du nævner, er beskyldninger der ofte slynges ud af forældre der ikke vil dele deres barn med den anden, for selv det for et barn at have kontakt med voldelig far eller mor, omend under opsyn, er bedre end ingen kontakt. Og i de tilfælde hvor det vitterligt forholder sig sådan, da er det staten der må træde til, det er ikke noget der skal afgøres i en skilsmisseret.

Det kan godt være at vi ikke kan definere den gode opvækst, men jeg har ingen problemer med at definere den dårlige opvækst.

Jeg ved ikke hvad du mener med at jeg skriver forældrene ud af ligningen, jeg ville sige tværtimod. Men jeg ser ikke forældrenes samkvem med børnene som en ret forældrene har, jeg ser det som en pligt, de ikke selv kan frasige sig, for da de valgte at blive forældre, valgte de også at påtage sig et ansvar. Det eksisterer for tiden ikke i dansk lovgivning. Der er Tyskland flere mil forud for Danmark.

Glem at forældrene skulle have nogle rettigheder, for i det øjeblik man taler om forældres rettigheder, så taler man om forældres egoisme.

Lise Lotte Rahbek

Liliane Murray

Jeg har ikke prsonlige erfaringer med skilsmisser og børn. Men jeg har fulgt afskllige skilsmisser på sidelinien. For mig at se, beskriver du en underlig sløret verden af 'burde', kunne og skulle.

De skilsmisser jeg har bevidnet har været fuld af sårede følelser, skyld, bristede forhåbninger og drømme, gentagne forsøg på at tage sig sammen og være rationel og ikk mindst manglend talenter udi at betvinge kaos og forskellige blandingr af disse ingredienser.
At forlange af mennesker, at de i den situation skal have tænkt sig om inden de fik børn for 10 år siden, at forlange at de kan skelne mellem sine egne, expartnerens og børnene behov og samtidig være i stand til at se år ud i tiden .. ?
Forældre er ikke supermennesker.
Det betyder ikke, at d kan fralægg sig ansvar ller ikke skal tage sig sammn.
I den reelle verden af mennesker i skilsmissekrise, der kan alle kun forsøge at gøre det så godt som muligt.
Det er ikke altid nok - at gøre det, man kan, så godt om muligt.
Men det er, hvad der er.

Liliane Murray

Forslag til lovændring:

"Ethvert barn har ret til at kende sit biologiske ophav.

Er en forælder pligtig til at betale børnebidrag til den anden forælder, så er forælderen også pligtig til samkvem, som udgangspunkt 50/50, børnebidraget nedsættes forholdsmæssigt med andelen af samkvemmet.

Hvor samkvemskvoten 50/50 ikke kan overholdes af praktiske årsager (ingen anden grund er gyldig), nedsættes børnebidraget, forholdsmæssigt med andelen af samkvemmet."

Ved en samkvemkvote på 50/50, ville ingen af parterne skulle betale børnebidrag til den anden.
Ved en samkvemskvote på 25/75, ville den der har barnet i 25% af tiden, skulle betale halvt børnebidrag til den forælder der har barnet i 75% af tiden (e.g.).

En forælder kan ikke nægtes samkvem, ej heller kan en forælder frasige sig samkvem.

Privat kan forældrene aftale mindre afvigelser i kortere perioder."

En sådan lov ville ligestille forældrene fuldstændigt, og dermed også et lille stykke, mænd og kvinder med hensyn til både rettigheder og pligter.
Men først og fremmest vil den tilgodese barnet ret, og det er vel det der er vigtigst.

Liliane Murray

Du misforstår mig Liselotte,

Jeg dadler ikke nogen for at blive skilt eller gå fra hinanden, jeg har selv været gennem to af slagsen. Det jeg taler om er forældres ansvar, når de nu har sat børn i verden, og om beslutningen er bevidst eller ubevidst, er ikke relevant, men hvis man går i seng med en af det modsatte køn uden beskyttelse, så er der altid en chance for at kvinden kan blive svanger, det burde alle vide i dag. Gør man det alligevel, så har man bevidst eller ubevidst sagt ja, til at man vil tage vare på det liv man sætter i verden, og det er det ansvar jeg snakker om, det skal man påtage sig om man vil det eller ej.

Igennem tiderne har mænd frasagt sig ansvar for de børn de har været med til at bringe til verden (kulturelt), og det har vi accepteret og accepterer til dels stadig, mens vi forventer med al selvfølgelighed at kvinden er villig til at påtage sig den største del, ofte det meste. Og derfor acceptere vi nogle forudgivne rammer, det jeg forsøger at gøre, er at tænke ud af boksen.

I skilsmissesager, hvor forældrene ikke kan blive enige, der handler det om forældrenes rettigheder, jeg taler om barnets rettigheder, og alle børn har retten til at have samkvem med begge forældre og at begge forældre er tilstede i barnets liv.

Hvad ellers forældrene har af andre udeståender med hinanden, er eller bør aldrig gøres til barnets problem.

Liliane Murray

Det er jo netop fordi forældrene ikke er supermennesker, og under en skilsmisse ofte irrationelle, at det ville være bedst for både forældre og børn, at der er lagt nogle lovmæssige rammer for børn, forældre og samkvem, inden man når til skilsmissen. Så ved alle hvad de har i vente, skulle den ulykkelige situation opstå, at man skal skilles. Dette ville være en hjælp til forældre, til at kunne overskue konsekvenserne af en evt. forestående skilsmisse. Men vil også fratage forældrene mange tanker om "Hvad med børnene?".

Hvilket betyder at man kan være der for børnene under selve skilsmissen, i stedet for at bruge tid på at skændes om, hvem, hvor, hvor meget, hvornår.