Læsetid: 4 min.

Terrordækning i medierne udfordrer presseetikken

Mediedækningen af attentatet i København har budt på billeder af både gerningsmand og offer. Men hvor går grænsen for, hvad man kan vise? Og er der forskel på de etiske overvejelser, når det handler om ofre og gerningsmænd?
18. februar 2015

Kameraet drejer væk fra Krudttøndens sønderskudte vinduesparti og zoomer ind på et dramatisk øjeblik: På vejen mellem to biler ligger filminstruktøren Finn Nørgaard og modtager hjertemassage fra en knælende førstehjælper. Over ham står en mand og dækker hans krop med en jakke. Men jakken dækker ikke alt. Man ser hans hånd, der bevæger sig for hvert stød, førstehjælperen tildeler ham. På fortovet ved siden af ligger en kinablok og en kuglepen, kun få centimeter fra hans hånd. Hvad der burde høre sammen – hånden, blokken og pennen – er blevet skilt. Det er det, scenen fortæller os, og det giver billederne en nærmest ikonisk karakter.

Men det gør dem ikke mindre ubehagelige at se på. Og man kan spørge, om det er i orden at vise en døende mand for seerne, sådan som TV 2 Nyhederne valgte at gøre både lørdag og mandag efter attentatet.

Lektor i journalistik ved Roskilde Universitet, RUC, Michael Bruun Andersen mener, der kan være tale om en overtrædelse af de vejledende regler for god presseskik:

»Ganske klart. Jeg vil tro, at hvis familien klagede til pressenævnet, kunne TV 2 risikere en kendelse imod sig. Det er svært at finde et godt argument for at vise det. Respekten for mennesker gælder også formodede gerningsmænd, som er døde,« siger han.

Nete Nørgaard Kristensen er lektor på Medievidenskab ved Københavns Universitet. Hun har forsket i brug af amatørbilleder og brugergenereret indhold i nyhedsjournalistikken. Også hun finder billederne af den døende Finn Nørgaard problematiske:

»Man kan helt klart diskutere, om det ikke er på kanten af de etiske retningslinjer,« siger Nete Nørgaard Kristensen.

Generelt har grænserne rykket sig i forhold til, hvilke billeder medierne viser, påpeger hun. Og tidspresset giver mindre plads til reflektion, mener Nete Nørgaard Kristensen: »Jeg tror ikke, redaktionerne blindt poster alt muligt. Der foregår helt klart overvejelser, men jeg tror, at ekstreme situationer som denne er med til at skubbe til grænserne. Når breaking news kommer til at sætte dagsorden, kan man blive grebet af en stemning af at være først med de billeder, man har fået adgang til. Og der skal man overveje, om det er vigtigere at komme først end at reflektere over, om det er en gode idé.«

Mikkel Hertz er kanalchef på TV 2 News. Da kanalen første gange viste billederne af den døende Finn Nørgaard lørdag aften efter angrebet, vidste ingen, hvem offeret var. Derfor var billedet også kraftigt sløret, påpeger han:

»Det er jo vores opgave at vise, hvad der sker derude også ved en begivenhed som denne her. Det ville være en fejl ikke at bringe det. Vi skal ikke lave et skønmaleri. Vi skal beskrive virkeligheden så tæt på, som vi finder det journalistisk og etisk forsvarligt,« siger Mikkel Hertz.

Spørgsmålet om medieetik kan også stilles omkring billederne af den formodede gerningsmand Omar Abdel Hamid El-Hussein liggende død på gaden. Billeder er blevet vist både i tv og som still-billeder med og uden sløring i en række medierne de seneste dage. I reglerne for god presseskik står der ikke noget om hensyn til gerningsmænd.

»Det er op til det enkelte medies moral og etik, siger Nete Nørgaard Kristensen.

Michael Bruun Andersen er enig:

»Det er et gråzonefelt, når man skal afgøre, hvorvidt det er krænkende eksempelvis for hans familie. Det er den enkelte redaktion, der må afgøre, hvorvidt også forbrydere skal vises en passende respekt,« siger Michael Bruun Andersen.

Han peger på, at medierne typisk i en sag som denne påtager sig en anden og mindre kritisk rolle, end man ellers ser. I hvert fald det første stykke tid:

»Det så man også i Norge efter Breivik, hvor medierne først senere stillede skarpt på politiets mangelfulde indsats efter i en periode at have fungeret som en sorgterapeut for befolkningen.«

Og nu hvor København er ramt af terror, har medierne påtaget sig rollen med at dokumentere, at man har sejret over terroristen. Og det spiller også ind på beslutningen om at vise billeder af den afdøde gerningsmand:

»I en situation som denne taler medierne på kollektivets vegne. Man fejrer sejren og triumferer i et vist omfang over den, der er besejret – den triumf, mener jeg, er lidet klædelig,« siger Michael Bruun Andersen.

Den vinkel kan Mikkel Hertz slet ikke genkende. Han så selv billederne af den afdøde gerningsmand igennem flere gange, før han besluttede sig for at bringe dem. Men han mener, at der gælder andre regler for den døde gerningsmand end for et offer:

»Et offer er bragt i en situation, som han ikke har været herre over. En gerningsmand træffer nogle valg. At vi vælger at bringe billederne skyldes, at det her er en sag af helt særlig karakter: Det mest voldsomme terrorangreb nogensinde, to døde og fem sårede og en menneskejagt gennem byen. Sagens ekstraordinære karakter gør, at vi også træffer ekstraordinære beslutninger.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Havde politiet haft kameraer på hjelmen, havde vi jo f.eks kunnet afgøre om de faktisk blev beskudt af gerningsmanden, ude på Svanevej - og om de efterfølgende gav hjertemassage og kunstigt åndedræt til offeret?

Offeret vises med video, og gerningsmanden med stillbilleder. Sikkert et bevidst valg, tænker jeg?
Stillbilledet står jo længst. Vi lader det lige stå et øjeblik.

Når vi angribes bliver billderne penslet ud, intet undlades - Når vi angriber viser vi så lidt som muligt.
Anede ikke at vi kalder det pressetik!
Ligner det ikke i højere grad - selvsencur?

God dag der ude