’For mig er terroren ikke længere abstrakt’

Tænk at dø for noget så latterligt som en grim og gnidret tegning af en svensk rundkørselshund med skægget profetansigt? Terroren er ikke længere en teoretisk fare i mit liv. Den er blodig virkelighed. Informations journalist Niels Ivar Larsen deltog i debatarrangementet på Østerbro, hvor en attentatmand lørdag dræbte en civil og sårede flere betjente
Terroren har slået til, ramt København.

Terroren har slået til, ramt København.

Liselotte Sabroe
16. februar 2015

Er det virkelig sådan, det hele ender? At kæmpe for ytringsfriheden har altid stået for mig som noget af det vigtigste. Ytringsfrihed er demokratiets absolutte kerneværdi. Vi har simpelt hen ikke demokrati uden. Men det var aldrig meningen, at jeg ville gå i døden for den. Martyrier passer sig muligvis for fanatikere, men ikke for demokrater.

Tænk at dø for noget så åndssvagt latterligt som en grim og gnidret tegning af en svensk rundkørselshund med skægget profet-ansigt? Hvilken absurd dødsårsag! Hvilken absurd grund til at slå ihjel! Hvad nytter det mig nu, at jeg har større moralsk ret og bedre argumenter. Mod drabsmænd formår de intet.

Min ønskedød skulle ikke være en blodig død, ikke en heltedød for en eller anden stor sag, men en naturlig død – en død af alderdom, en mæt-af-dage død. En død som udgangen på et levet liv, fuld af kærlighed og dyrebare venskaber, med den modne alders visdom. Med børnebørn, minder og en hel reollængde af de bøger, jeg stadig mangler at tage mig tid til at skrive.

Og her sidder jeg nu i mit usle skjulested bag et sort forhæng og knuger krampagtigt om et rundt cafébord – mit latterlige skjold fabrikeret af hærdet, men helt sikkert for blødt plast. Som en tåbe holder jeg det frem, skønt det ingen beskyttelse overhovedet vil yde mod maskingeværsalver, hvis overfaldsmanden – eller kan der være flere? – trænger ind i salen og skyder vildt om sig, som han allerede har gjort udenfor.

Så vil det helt sikkert være forbi. Som Charlie Hebdos redaktionsmedlemmer er vi alle værgeløse ofre i dette lokale. Vi er siddende mål. Sårbare, forsvarsløse. Hvor ondt gør det mon at blive gennemhullet? Hvor lang tid tager det mon at dø? Er dette virkelig de sidste minutter før det store uendelige intet? Hvad skal der blive af min søn, hvad med min kæreste?

Ikke det, jeg ville forsvare

Var det i flere minutter eller i sekunder, at disse tanker fór igennem mit hoved? I tilbageblik flyder rædslen ud i et langt, tåget drømmesyn – en uvirkelig, sur-reel hændelse, hvor jeg helt ufatteligt kunne være blevet udpeget skydeskive. Terroren er ikke længere en abstrakt term, ikke en teoretisk fare i mit liv – ikke noget, man læser om i nyhederne og diskuterer i debatselskaber. Den er blodig virkelighed, den er angstsved og panisk, hovedkulds flugt mod alle nødudgange. Den er skræmmende fysisk, påtrængende som et kvalmeanfald, et materialiseret mareridt. Og den kan gøre det af med mig og de andre her. Om lidt kan det hele være slut, og var det virkelig dét værd? For en grim og åndssvag tegnings skyld. Det er jo ikke engang den dumme tegning, jeg ville forsvare – kun den selvfølgelige ret til at tegne den og offentliggøre den. Hvad kommer ytringsfrihed og religiøse galninge dybest set mig ved? Jeg vil bare leve videre.

Jeg elsker livet, og jeg frygter døden. Og hvem kommer nu ind ad døren? Er det en morder eller en beskytter?

Og så alligevel … hvordan kunne jeg glemme, at døden hele tiden var anledningen til, at jeg var her, til at vi var her. Til at vi, medlemmerne af Lars Vilks-Komiteen, indkaldte til dette møde. Døden, ja. Charlie Hebdo-tegnernes død, Charbs død, Cabus død, Tignous’ og Wolinskis død. På komiteens forrige møde i oktober havde vi det franske satiremagasins chefredaktør, Gérard Biard som æresgæst – vi overrakte ham endda en pris – en forgyldt statuette af Lars Vilks’ ulyksalige Muhammed-som-hund-rundkørselsfigur. Biard, denne lavmælte, blide, men modige og kompromisløse mand fortalte os om Charlies redaktionelle principper. Han pointerede, at han anså ’ytringsfrihedsfundamentalisme’ for at være en hædersbetegnelse, for det var ikke spor andet end »kompromisløshed på demokratiets vegne«.

Biard, hvis redaktørkollega, Charb, havde udtalt, at han »hellere ville dø stående end leve på knæ«.

Det ønske gik i opfyldelse. Nu var Charb selv og det meste af satirebladets redaktion – men ikke vores ven, Biard (han var i London) – myrdet. Konsekvenserne af anslaget var det, vi nu måtte diskutere.

Afslappet stemning

Terroren mod Charlie var således den dybt tragisk baggrund for debatmødet 14. februar. Overskriften var blasfemi og ytringsfrihedens grænser. Inviteret til panelet var som altid den permanent dødstruede og derfor permanent politibeskyttede svenske kunstprofessor Lars Vilks og derudover Inna Shevchenko, talskvinde for den ukrainske feminist- og aktivistgruppe Femen, hvis speciale er at anvende blottede kvindebarme som våben mod patriarkatet og al slags fascisme, herunder også sharialoven; den polsk-britiske kunstner Agniezka Kolek, kurator for kunstfestivalen Passion for Freedom og Helle Merete Brix, journalist, forfatter og forkvinde for komiteen.

Min beskedne rolle var at introducere François Zimeray, eftermiddagens hovedtaler og Frankrigs ambassadør i Danmark.

Alt forløb planmæssigt og fredeligt som vanligt. 40 gæster havde taget plads. Stemningen var afslappet, ingen anede uråd. Der var de sædvanlige uniformerede politifolk og PET-agenter, de fleste af dem velkendte ansigter fra vores forrige møder. Klædt i civilt, men genkendelige på deres pistoler i skulderhylstre. Der var de sædvanlige rutineundersøgelser og scanninger af publikum.

Jaleh Tavakoli fra komiteen, vores venstrefløjsaktivist af iransk herkomst, bød velkommen til publikum, hvorpå jeg bød velkommen til Zimeray, mangeårig fransk topdiplomat med en fortid som menneskeretsadvokat.

Ambassadøren var den humanistiske og blændende taler, jeg huskede fra mine tidligere møder med ham. Han takkede på sit galliske engelsk det danske folk for de utallige sympatitilkendegivelser, ambassaden havde modtaget i kølvandet på Charlie Hebdo-massakren. Og han fortalte os om, hvordan han i sit virke for den franske udenrigstjeneste havde haft flere diktatorer på tomandshånd og konstateret samme fællestræk hos dem: et totalt fravær af humoristisk sans.

Hvor gemmer man sig?

Efter bifald fra salen blev det Inna Shevchenkos tur. Inna begyndte med at fortælle om sit første møde med Charlie Hebdo-folkene, der i hende så en sand ånd- og kampfælle, »Charb kaldte mig tovarisj – den klassiske bolsjevikiske kammerat-hilsen … «. Hun fortsætter: »Det handler om ytringsfriheden, men. Og nøgleordet her er ’men’. Hvorfor siger vi stadig ’men’, når vi …« BANGBANGBANGBANG!

Hvad helvede sker der? Er det fyrværkeri? Ballademagere? En syg pratical joke? Alle er som paralyserede i fem-ti sekunder. Et kort ophold i skyderiet følger. En eller anden råber noget højt udenfor på et fremmed sprog. Et hæsligt tilråb fuld af vildskab og afgrundsdybt had. Og så begynder den, masseflugten, ikke med hysteri, hyl og skrig, men med en resolut vilje til at redde sig, hvem der kan. Mange søger mod bagudgangen, andre i dækning bag stole og borde, men hvor kan man skjule sig? Hvor er der ly? Hvor er der gemmesteder? Ingen steder. Her er ingen sikkerhed, absolut ingen. Der skydes stadig – nu ikke med automatvåben, men med pistoler, der lyder nye tilråb. På dansk, det er politiets indsatsleder, der kommanderer med sine folk. Hvordan ender skudkampen, hvem kommer ind ad døren?

En meget ophidset mand kommer ind. Han er totalt tændt og fuldstændig rødsprængt, som om han er på verdens værste adrenalinsus. Han løber frem og tilbage, stærkt humpende fra et skudsår i benet. Der er blod på buksebenet, hans ansigt er fortrukket i smerte, han siger, vi skal blive, hvor vi er. Det er absurd det her, tænker jeg – for fanden, det er jo Bruce Willis, en muskuløs og tæt lille fyr med en trukket pistol … hvad er det for en syg film, jeg er havnet i? ’Bruce Willis’ genkender jeg som en af PET-agenterne. Han er en ven, han er en beskytter, han er den mand, der står mellem os og den eller de morderiske galninge derude. Automatvåbnet er forstummet. Jeg forbliver i mit ynkelige skjul. I en evighed, forekommer det mig. Der er stille nu. Ti minutter går der, før vi hører politisirener. Er faren drevet over? Er der andre sårede, er der dødsofre? Vi ved ingenting. Jeg sætter mig ind til en større gruppe, der er gået i dækning bag bardisken.

Ikke en dum film

Der går yderligere en rum tid. Vi er ikke mange tilbage. De fleste tilskuere valgte at flygte ud ad bagdøren, deriblandt alle panelister på nær en. Hvad stiller vi op? Vi er spærret inde her. Politiet har lagt en jernring om bygningen. Jeg er tilsyneladende det eneste komitémedlem i salen. Det ryger ud af mig: »Vi må fortsætte, der er ikke andet gøre – fortsætte med dem vi er!«. Og Agniezka Kolek er her. Så må vi høre på hende. Kolek, en cirka 40-årig blond kvinde med et spidst ansigt, er bemærkelsesværdigt fattet. Hun udstråler ingen angst. Hun er helt uafficeret i sit kropssprog, helt saglig i sin diktion. Hun beder stille og roligt om at få lyset blændet ned, så vi bedre kan se detaljer i de medbragte billeder i hendes powerpointpræsentation. De tilbageværende publikummer finder søvngængeragtigt deres stole. Kolek taler, hun gennemfører sit foredrag. Men ingen hører vist efter. Alle er bøjet over deres mobiltelefoner og sender sms’er tavse, rystede.

Kort tid efter kommer evakueringsbussen, der skal føre os alle til afhøring på Bellahøj Politistation. Udenfor erfarer vi, at en tilhører er dræbt. Det er vores kameramand, Peter Baks gode ven, Finn Nørgaard. Det var ikke en ond drøm, ikke en dum film. Terroren har slået til, ramt København, ramt os alle, lige i hjertet.

Hvor længe fortsætter mareridtet?

Liselotte Sabroe

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Øjenvidneberetning fra Informations journalist Niels Ivar Larsen, der deltog i debatarrangementet på Krudttønden under weekendens attentat.

Foto: 
Jakob Dall

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Morten Kjeldgaard

Det muslimske samfund i Danmark må tage et voldsomt opgør med bandeuvæsenet. Dette er folk som er indvandret til Danmark i de sidste 20-30 år, som ønsker at leve i et frit og åbent samfund, et samfund hvor man kan tænke, gøre og sige hvad man vil. Dettte er deres sønner og brødre. Dette er ikke blot "drengestreger", dette er unge mænd som er seriøst på afveje. Når disse unges indfanges af islamistisk ideologi går deres had mod politi og samfund og voldsparathed og voldsfascination op i en højere enhed med religiøs afsporethed. Det er disse unges forældre, brødre, søstre, kusiner, fætre, kærester der nu må træde i karakter.

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

"… og en hel reollængde af de bøger, jeg stadig mangler at tage mig tid til at skrive."

Læser jeg, smiler og tænker: Godt. Humoren er intakt.

Længere nede læser jeg:

"Og han fortalte os om, hvordan han i sit virke for den franske udenrigstjeneste havde haft flere diktatorer på tomandshånd og konstateret samme fællestræk hos dem: et totalt fravær af humoristisk sans."

Ja! Den forskel kan være/kan blive fatal!

Véd ikke, om det er det rigtige at sige i denne situation, men God Bedring til Niels Ivar Larsen. Og til alle andre der ufrivilligt blev involveret i og vidner til angrebene.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Nej, demokratiets absolutte kerneværdi er indbyrdes respekt mellem mennesker, fordi alle er lige i samfundet.
Sager kan man satirisere, magthavere skal man satirisere, men folks guddomme er kun deres egen sag, især når de tilhører minoritetsmenigheder uden betydning for den officielle kult.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Det store problem er den udtalte mangel på historiske viden og deraf opbygget empati og forståelse for andre mennesker, uanset disses politiske og religiøse ståsted. Ét er, at folk kan være uoplyste og uvidende og stemme på partier med løsninger på problemer, der kun er øjensynlige og skyldes forkerte analyser (historisk set i Danmark kaldet at rette bager for smed), noget andet er at vidende og indsigtsfulde mennesker forfalder til det lette og det platte, fordi de generaliserer ud i det absurde. Ytringsfriheden er ikke og skal ikke være absolut - den skal kunne ramme magthavere, ikke minoriteter. Helt søgt har man prøvet at fremstille muslimerne som en stærk gruppe, fordi de ude i verden er flere end danskerne (hvem er ikke det?); det ændrer ikke på, at de her i landet udsættes for en massiv mobning og forskelsbehandling, som forkrøbler sind.

Brugerbillede for Bill Atkins

Integration svigtes. Forkrøblede sind opstår. Svaret er et inkluderende uddannelses- og arbejdsmarked ...men Dansk Folkeapati opfinder sin egen syge vinkel:

Venstrefløjen bør gøres medskyldige for attentatet mod Krudttønden

...netop for at undgå diskussionen om systemets svigt.

Brugerbillede for Sune Olsen

Peter Hansen:

Ingen har vist påstået at ytringsfriheden skal være absolut, det ville være en ret spøjs holdning. Men når du siger at ytringsfriheden skal "kunne ramme magthavere, ikke minoriteter", så er det faktisk en temmelig indskrænket fortolkning af ytringsfrihed, langt mere end selv den danske lovgivning, med dens racisme- og blasfemiparagraffer, kan støtte dig i.

Og når du så endda helt vil have religion undtaget fra satire, altså et fuldstændig berufsverbot for komikere, satiretegnere og andre om at nævne religion, så er du altså ved at være henne teokratiske definitioner af ytringsfrihed, så meget at det ville være en vits at snakke om ytringsfrihed i den forbindelse.

Brugerbillede for Rasmus Valentin

@Peter Hansen
Du er på vildspor. Kan du ikke høre at i din iver efter at søge efter mening og årsager til de seneste terrorangreb, blot iklæder dig skyklapper og bevæger dig længere væk fra sagens kerne. Hvorfor er det du ikke vil anerkende der findes brodne kar i Islam (som med andre religioner) og at dette ikke skyldes mobning, men indbildsk fanatisme som gennemsyrer alt logisk tænkning?
Du virker opstemt når det kommer til historisk viden, så hvis du nu satte dig ned og læste om den franske revolution, vil du finde svar på hvorfor religioner og minoriteter også udsættes for bespottelse og forhånelse.

Brugerbillede for Morten Kjeldgaard

Morten Vesterbro-Hansen, jeg er sgu da osse halal-hippie. Ikke desto mindre, denne unge mand er vildledt, gennem sit bandeliv har han oplevet et miljø med udtrykt had mod politi, domstole, samfund, og på en eller anden måde har han fundet støtte i en bizar, kulturløs religiøsitet. Helt parallel, de parisiske terrorister mente tilsyneladende, at deres religiøse kald inkluderede at myrde så mange politibetjente som muligt. Æhhh... står der noget om politifolk i koranen? Næppe. Vi har at gøre med en antisocial forbryderkultur forbundet med forskruet akulturel islamistisk fundamentalisme... en whacko coctail af stupiditet, kynisme og religiøs overtro.

Dette er ikke et religiøst problem, det er et socialt problem. Det er ikke muslimer, der skal håndtere disse unge, der er deres sociale netværk, det er deres fædre, mødre, søstre, brødre, onkler, tanter, der må tage alvorligt, at deres unge forsvinder ind i kriminalitet og fortabelse. Bandeuvæsenet er uacceptabelt. Det er ikke drengestreger, de kommer over og de bliver ikke til ordentlige familiefædre engang. Det her skal tages alvorligt af lokalsamfundet.

Brugerbillede for J. Poulsen

Peter Hansen,
Forskelsbehandling ? Hvem ? Hvor ? Der er vist noget du overser. Der sker forskelsbehandling, men ikke den vej du angiver, men omvendt. De ikke-religiøse er offer for forskelsbehandling, ikke-muslimer er offer for forskelsbehandling, ikke-jøder er offer for forskelsbehandling. Sådanne får ikke samme medindflydelse og samme taleret i en masse situationer i dagligdagen.
Se blot pressedækningen det sidste døgns tid.

Brugerbillede for Willy N

Statsministeren udtaler, at tragedien ved Krudttønden på Østerbro og mordet på en ung mand ved Synagogen i Krystalgade er et angreb på Danmark. Denne betragtning er trist og stiller flere spørgsmål end den giver svar.
Hvad har specielt disse mord at gøre med et angreb på Danmark?
Puster statsministeren til fremmedhadet?
Terrorist kalder statsministeren morderen.
Men er han i virkeligheden et ungt menneske der har mistet fodfæstet i samfundenes værdigrundlag?
Et ungt menneske som ethvert andet.
Unge mennesker som begår hensynsløse forbrydelser som ved Utøya eller skoleskyderier?
Udgøres et terrorangreb på Danmark af en ung mand?
Hvilke drab – hvilke mord – er så ikke terror?
Påberåbte Anders Behring Breivik sig Kristus, som baggrunden for myrderierne på Utøya, ville den Kristne verden så føle et ansvar for massakren?
Den unge som skød og dræbte en person i Krudttønden og sårede mange og som skød og dræbte et andet ungt menneske ved Synagogen i Krystalgade angreb ikke Danmark.
Statsministerens og justitsministerens reaktion er uhyggelig og deres motiv er det også.

Brugerbillede for Steffen Gliese

J. Poulsen, det er nok, fordi du lever i et religiøst samfund, omend et anderledes frit et af slagsen, fordi evangelisk-luthersk kristendom ikke stiller fordringer til mennesker, fordi det på forhånd er erkendt, at de ikke kan indfri dem. En religion, der ikke blander sig i, hvordan mennesker lever deres liv iblandt hinanden, men tilgiver og forstår, er en velsignelse.
Ufreden kommer altid - kun? - når mennesker sætter sig i Guds sted.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Sune Olsen, jeg har intet imod religiøs satire, man kan bare ikke meningsfuldt lave den om et verdensbillede, man ikke forstår. Så bliver den plat, dum og hensynsløs - og værst af alt: umorsom.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Finn Årup Nielsen

@Morten Kjeldgaard: "Det muslimske samfund i Danmark må tage et voldsomt opgør med bandeuvæsenet."

Det er svært at se hvordan. Man kan selvfølgelig sige at det muslimske samfund i det store og hele vel nok er i stand til at opdrage deres døtre rimeligt, og derfor bede dem opdrage deres sønner på samme måde. Men er det ikke samfundet der kan og bør tage det største slæb? Mere konsekvente straffe til kriminelle, fokus på diskrimination på arbejdsmarkedet, konsekvens for forældre der ikke sørger for at opdrage deres børn ordentlig, f.eks. begrænsninger i eller fratagelse af overførselsindkomst eller udvisning.

Da jeg læste pressemeddelelsen fra 2013 http://www.mynewsdesk.com/dk/koebenhavns-politi/pressreleases/koebenhavn... forstod jeg ikke hvordan en person der var eftersøgt i november 2013 for knivstikkeri allerede kunne være kommet ud af fængslet i februar 2015. Hvorfor har han ikke fået en længere straf? Hvorfor er der ikke taget hånd om ham da han kom ud, så man sørgede for han havde et sted at bo?

Brugerbillede for Ole  Brockdorff

”Helt søgt har man prøvet at fremstille muslimerne som en stærk gruppe, fordi de ude i verden er flere end danskerne (hvem er ikke det?); det ændrer ikke på, at de her i landet udsættes for en massiv mobning og forskelsbehandling, som forkrøbler sind”, skriver Peter Hansen i sin kommentar søndag aften klokken 22.20.

Af hensyn til den historiske sandhed – og i anstændighedens navn - bør Peter Hansen omgående dokumentere sine påstande, og komme med nogle klare eksempler på, at muslimerne herhjemme udsættes for en massiv mobning og forskelsbehandling af de etniske danskere, som forkrøbler sind. Hvad bliver de udsat for af mobning? Hvad er det for en forskelsbehandling som muslimer fra alverdens mislykkede regimer udsættes for?

Danmark har nu i over 30 år brugt milliarder og atter milliarder af indbetalte skattekroner årligt på integration og overførselsindkomster til muslimer i håbet og drømmen om, at de alle ville assimilere sig positivt med den øvrige befolkning. Alligevel ønsker alt for mange muslimer herhjemme bare at leve i deres eget daglige sociale, økonomiske, kulturelle og religiøse univers med Koranen som ledestjerne. Uden kontakt med os etniske danskere. Samt uden interesse for det sekulære demokrati og folkestyre samt menneskelige fællesskab med os ikke-muslimer, selv om vi også tjener overførselsindkomster hjem til dem.

Igennem den samme periode er der skudt 40 store ghettoer op med overvejende muslimske familier, dybt kriminalitetshærgede områder, hvor politiet konsekvent nægter at opretholde lov og orden, fordi kriminelle muslimske unge overfalder dem i flok, hvis de skal udføre en politiforretning. Ambulancer, brandfolk, hjemmepleje og buschauffører nægter at køre ind i områderne uden politibeskyttelse, og etniske danskeres automobiler bliver gang på gang brændt på åben gade.

”Massiv mobning og forskelsbehandling – som forkrøbler sind”.

Nej, den holdning kan du ganske enkelt ikke være bekendt over for millioner af danske medborgere, Peter Hansen, der i de sidste 30 år er stået op hver dag og gået på arbejde, så blandt andet flere hundrede tusinde muslimer har kunnet leve en arbejdsfri tilværelse på kontanthjælp, dagpenge, førtidspension og mange andre ordninger. Alt imens de har fuld adgang til al slags uddannelse, sundhed og fritidsaktiviteter etc. med os danskere – men bare generelt ikke ønsker at have noget at gøre med den etniske befolkning.

Men under alle omstændigheder kan der næppe være tvivl om, at danskernes tillid og tryghed i forholdet til landets muslimer, nu lider et alvorligt knæk på grund af weekendens forfærdelige begivenheder. Især hos den ældre generation. Netop de havde aldrig nogensinde forestillet sig, at vores lille homogene demokratiske opbyggede land èn dag ville blive omdannet til en multikulturel nation, hvor det hele tiden er den etniske majoritetsbefolkning, der skal udvise mangfoldighed og tolerance samt tilpasse os stærkt troende muslimer fra alverdens mislykkede stater – aldrig den anden vej.

Det er meget svært at føle sig tryg i disse tider.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

Peter Hansen 15. februar, 2015 - 22:20
I sin uendelige visdom, fortæller os at “Ytringsfriheden er ikke og skal ikke være absolut - den skal kunne ramme magthavere, ikke minoriteter. ”

Med andre ord skal vi have indført en eller anden form for censurlovgivning eller bare et moralsk baseret forbud mod satire og latterliggørelse af politiske og religiøse mindretal som ….

neo-nazister, Ku Klux Klan tilhængere af alt fra husbesættere til Røde Arme fraktion, tyveknægte, børsspekulanter, Faderhuset, Jehovas Vidner, Scientology, tilhængere af Kim il Sung, salig Stalin og DKP, ud over og selvsagt tilhængere af Osama Bin Laden. Ja vi ville endogskulle have forbud mod at latterigøre en lille gruppe af dedikerede racister (for virkelige racister er rent faktisk et lille stakkels, nærmest religiøst mindretal, der holder stædigt fast i ideer som er forladt af videnskaben)

Fandeme godt tænkt Peter, og støtter som Bill Atkins, meskeen durye og Philip B. Johnsen. Og her sidder så lille jeg og glæder mig sagte over at have gjort mig selv til skydeskive for jeres vidunderlige forbudsiver.

Måske deherrer ville gøre os andre den tjeneste at funderer lidt over hvordan i sådan rent juridisk vil skelne mellem de der gupper og hvordan jeres herlige forbud skal implementeres og håndhæves.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Nej, der er ingen, der taler om censur - men pli har aldrig gjort nogen skade. Ytringsfrihed er forbud mod censur, men den er ikke ansvarsfri, hvad Grundloven jo også slår fast.
Og jeg forstår ikke, hvorfor man har så travlt med at se splinter i andres øjne og overse bjælkerne i ens egne, hvad der jo er tale om. Jeg er, når jeg skal være ærlig, revnende ligeglad med, hvordan herboende muslimer vælger at indrette deres hjemmeliv, hvis der er noget galt, må det jo være en sag for politiet.
Hvad jeg ikke er ligeglad med er, at vores samfund er gået fra at tage vare om borgerne og i højest mulige grad tilbyde en social sikring til at lade dem sejle deres egen sø, at lade det offentlige snyde og undgå at levere nødvendig hjælp m.m., fordi man tænker mere på dem, der betaler skat, end dem, der bliver betalt skat for at kunne hjælpe. Velfærdsstaten er på hælene, og den vold, en sådan udvikling altid medfører, er, hvad vi nu kan iagttage i de grupper, der udgrænses - og udgrænses lettere og lettere med af samme grund uoverskueligt rædselsfulde konsekvenser for samfundet som konsekvens.
Menneskeliv synes at være blevet ligeså billige i Danmark, som vi altid har sagt, at de var i Asien.

Brugerbillede for Bill Atkins

Peter Hansen skriver, at det muslimske mindretal her i landet udsættes for en massiv mobning og forskelsbehandling, som forkrøbler sind.

Ole Brockdorff skriver, at Peter Hansen skriver: at muslimerne herhjemme udsættes for en massiv mobning og forskelsbehandling af de etniske danskere, som forkrøbler sind.

af de etniske danskere har Ole Brockdorff indføjet. Hvorfor gør han nu det?

Det gør Ole Brockdorff ikke fordi han ikke forstår, at foretage en klasseananlyse, og gennemskue at samfundet er indrettet, så det, bla. på grund af manglende midler, må lader nogle enkelte fra disse mindretal falde igennem det sociale sikkerhedsnet og ende som tabere. Næh, Ole Brockdorff er ude i noget meget større: At udnytte situationen til at oppiske et generelt fremmedhad.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Ja, det skal vi da, Robert Ørsted-Jensen, vi er mange mennesker i samfundet, og vi skal være her allesammen i relativ ro og harmoni.
Jeg ved i øvrigt ikke, hvorfor du bringer Thorsen ind i billedet? Mig bekendt har han forladt en offentlig diskussion på TV2 engang, fordi han ikke ville stå model til pastor Langballes småracistiske tirader. At han har insisteret på at forsyne Jesus med et kønsliv burde ikke kunne forarge andre end dem, der ønsker at anlægge et "muslimsk" syn på kønslivet, der ikke er kristendommens, men måske nok de gamle kirkesamfunds.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Preben Haagensen

Det nytter ikke, at blive ved med at hævde, at der ingen problemer er med Islam og muslimer, og det bare er en religion som alle andre. Enhver som har studeret bare lidt af Islam og dens historie, ved det ikke er sandt.
Islam er en politisk religion, og koranen er opdelt i 2 dele. Mekka perioden hvor Muhammed (Islams såkaldte profet) ingen magt havde og Medina perioden hvor Muhammed blev statsmand og hærfører, og dermed slog jøderne ihjel og undertrykte andre.
Vi i Europa har ført en 1000 år lang afværgekamp for ikke blive undertrykt, og få Dhimmi tilværelsen under muslimerne. Den pyrenæiske halvø var gennem næsten 800 år undertrykt af muslimerne, og derefter blev det sydøstlige Europa, gennem 400 år undertrykt af tyrkerne, og aldrig har muslimerne sagt undskyld, men anser stadig disse områder skal tilbage under muslimsk herredømme sammen med resten af Europa.
Man må forstå Islam oversat betyder underkastelse, og det er vores fremtid hvis muslimerne med den uhæmmede indvandring bliver flertallet. Den muslimske ideologi deler verden op i Islams hus og Krigens hus, som er alle os andre. Hvorfor vil muslimerne i det hele taget vandre ind i Krigens hus, hvor de aldrig kan have et liv, som rigtige muslimer. Selvfølgelig kan der altid rettes op på dette med Jihad, for at gøre vores lande muslimske, men det er en rædsel for alle os andre.
Vi forskelsbehandler ikke muslimerne, det er os andre der bliver forskelsbehandlet af dem. Jeg kender til det, da jeg efter min første kones død blev gift med en muslim, og ja på grund af hendes ære var jeg pludselig muslim, ellers kan man ikke blive gift med en muslim. I dag er jeg så på vej mod en skilsmisse, men det er på grund af hendes religiøse psykose, og det at hun hører stemmer hver dag.
Jeg har i de mellemliggende år temmelig grundigt studeret Islam, og det er ingen normal religion, men er og bliver en politisk religion, alle som siger noget andet, gør som strudsen og stikker hovedet i sandet.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Robert, der er ingen, der taler om at undlade provokationer, kun at undlade provokationer af noget, som man ikke forstår og derfor udfolder sig kluntet og dumt om. En skarp satire fra muslimske kredse om muslimske fænomener er OK, ligesom vi jo altså har det fantastiske privilegium, at der ikke rigtigt er noget dennesidigt, der kommer i karambolage med religionen, der blot er en stædig insisteren på, at frelsen kommer af sig selv.
Det er vel også derfor, at det er så svært for folk - især dem, der ikke reflekterer så meget over deres egen forankring i en kristen kultur - at komme overens med andre trosretninger, der ikke har opgivet at stille fordringer til mennesker.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

ok og hvem skal så sidde i den der kommite Peter der skal afgøre hvornår jeg forstå noget eller ikke forstår noget. Hvad med Haagensen her ovenfor - har han forstået islam -hvem afgør det og efter hvilke kriterier? Hvordan vil du lukke mund og stoppe hans skriverier?

Forstår jeg dig ret - vi skal ha et smfund hvor kun kristene må kritiserer kristendommen, kun muslimer må kritiserer islam, og kun stalinister må kritiserer skt Stalin (det vil glæde Bill Atkins) er det sådan det skal forstås Peter?

Igen hvordan vi du håndhæve det?

Brugerbillede for Leopold Galicki

RØJ,

Ja, de danske muslimer er et mindretal i DK, og som Peter Hansen klart skriver, som det mindretal de nu er, skal de ikke latterliggøres.

Af det du skriver fremgår også, at du i årene 1940-45 ville have det godt med, at de danske kommunister latterliggjordes, og måske endda ville du billige det, at de var sendt til koncentrationslejre.

Kan man påpege konkrete tendenser og adfærd hos bestemte mennesker /grupper, som man mener er skadelige, forkerte og destruktive, skal man naturligvis kritisere det, oplyse, kommunikere og gøre bestemte indsatser. Det er det 21. århundrede vi lever i!

Ja , det er let at gøre muslimernes profet til en eller anden karikatur, men det er meget svært at få en dansk statsminister eller dronning til at rejse til f. eks. Saudiarabien og på en eller anden måde, på en åben skærm at latterliggøre dette lands magthaveres brug af Koranen som det idemæssige grundlag for hvordan deres land skal fungere i det 21. århundrede.

Brugerbillede for Morten Kjeldgaard

Forresten, at høre Lars Vilks udtale sig bringer brækfornemmelserne frem. Mage til ufølsom, arrogant, og nedladende selvglæde skal man sgu lede længe efter. Et modbydelig narhovede, helt uværdigt at andre måtte tage en kugle for ham. Fej som fanden, gemmer sig i kulderummet, hyggende sig med at fortælle dårlige vittigheder og glæde sig over de mange øl der. Fy for fanden.

Brugerbillede for Per Eskildsen

Jeg husker, at jeg for mange år siden arbejde i Angola med transport af nødhjælp og det skete at lastvognene blev overfaldet af stenkastende køllebevæbnede banditter, så om morgen når vi kørte til arbejde hentede vi først fire maskinpistolbevæbnede politibetjente på politistationen, så vi var nogenlunde sikre på at komme hjem igen, men vi tænkte nu aldrig på, om det var det værd eller om vi ville dø stående eller leve på knæ, måske fordi ideen eller baggrunden, var mere kærlighed end kamp, men alligevel lykkedes det os at få givet hjælp til dem der havde behov, der hvor de nu var, uden at verden blev spundet ud af kontrol, for dialektikken fungerer jo ikke uden kærlighed, men bliver til sort og hvidt, men jeg kan genkende cowboystemningen, fra når vi kørte slalom kørsel mellem bombehuller i vejene eller satte farten op på visse strækninger fordi der ofte lå banditter på lur og det er jo ikke så macho, men vi var jo heller ikke drenge på udflugt og med den erfaring, ser det på et metaplan ud som om, at den politibetjent der kom haltende gennem lokalet, hverken var morder eller beskytter, men kærligheden der manglede din beskyttelse, et sted mellem det sorte forhæng og det runde cafebord.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

Leopold Galicki jamen jeg har det ganske rigtigt udmærket med at der skalm være plads til og at det er nødvendigt at kritisere og satiserer forskellige mindretalsgrupper der forsøger at tiltage sig politisk magt. Ikke mindst ville det have været godt om de stalinistiske kommunisterne var blevet udstødt af venstrefløjen (hvor de aldrig hørte hjemme) og grundigt latteliggjort tidligere end desværre tilfældet var. Men latterligørelse og satire er aldrig forløber for kz lejre. Tværtimod er var masser af den slags forbud i Weimar republikkens dage og nazisterne blev helte og matyrer af at overtræde dem.

Det er netop forbud mod latterligørelse, kujonagtig selvcensur og indskrænkning af ytringsfriheden der altid ender i GULAG, kz og udryddelseslejre. Det har vi set både i nazityskland under besættesen og i dit kære tabte sovjetunionen

Brugerbillede for Henrik Klausen

Det er åbenbart et mønster: Hver gang en, der har gjort grin med islam, bliver myrdet af fanatiske muslimer, vil folk som Peter Hansen skyde skylden på offeret.

Der var der også folk, der sagde, at Breiviks massemord var udlevede frustrationer over indvandringen - ergo at det var indvandringens skyld.

Er I klar over hvordan I lyder?

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

det er et historisk fakta. Der er intet sted hvor der var flere retsager baseret på begrænsninger i ytringsfriheden end natop i Weimarrepublikken og det gjorde intet for at forhindre hitlers vej til magten, men i forløbet fik hans tilhængere end masse roser for deres mange matyrier for sagen.

Og hvad sovjetunionen angår vra kritik af enhverart den lige vej itil GULAg i sær i peroden fra 1930 til 53

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leopold Galicki

RØJ,
For dig var Sovjetunionen ondskabens imperium, hvor alt var negativt. Nogle forhold var endda slemmere end i Nazityskland. Denne din holdning er velkendt. Jeg er helt og holdent uenig med dig. Det ved du udmærket derfor netop: hvorfor disse metakommentarer?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leopold Galicki

RØJ,
"All erfaring dokumenterer at det er besgrændsninger og manglender rfespekt for ytringsfriheden der altid ender i kz-og dødslejre, det er ikke det modsatte."
Den kæmpe historiske erfaring fra 1933-45 bekræfter det du skriver. Og at ytringsfriheden er en af de vigtigste forudsætninger for alle former for demokrati er vi nok også enige om.

Men hvor meget ytringsfriheden skal omfatte latterliggørelse af bestemte religiøse gruppers hellige symboler er i dene her forbindelse sagens kerne, og et ganske konkret forhold.

Som sagt er det noget andet, og umådeligt vigtigere, at kritisere magthaverne som bruger religion som opium for folket end de mennesker der bliver mentalt forvrænget og parate til at dræbe som følge af indtagelse af denne form for opium. Og for det andet, og måske det vigtigste: en del mennesker får ikke et alternativ til opiummet, der fungerer.

Sider