Baggrund
Læsetid: 7 min.

’For mig er terroren ikke længere abstrakt’

Tænk at dø for noget så latterligt som en grim og gnidret tegning af en svensk rundkørselshund med skægget profetansigt? Terroren er ikke længere en teoretisk fare i mit liv. Den er blodig virkelighed. Informations journalist Niels Ivar Larsen deltog i debatarrangementet på Østerbro, hvor en attentatmand lørdag dræbte en civil og sårede flere betjente
Terroren har slået til, ramt København.

Terroren har slået til, ramt København.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Indland
16. februar 2015

Er det virkelig sådan, det hele ender? At kæmpe for ytringsfriheden har altid stået for mig som noget af det vigtigste. Ytringsfrihed er demokratiets absolutte kerneværdi. Vi har simpelt hen ikke demokrati uden. Men det var aldrig meningen, at jeg ville gå i døden for den. Martyrier passer sig muligvis for fanatikere, men ikke for demokrater.

Tænk at dø for noget så åndssvagt latterligt som en grim og gnidret tegning af en svensk rundkørselshund med skægget profet-ansigt? Hvilken absurd dødsårsag! Hvilken absurd grund til at slå ihjel! Hvad nytter det mig nu, at jeg har større moralsk ret og bedre argumenter. Mod drabsmænd formår de intet.

Min ønskedød skulle ikke være en blodig død, ikke en heltedød for en eller anden stor sag, men en naturlig død – en død af alderdom, en mæt-af-dage død. En død som udgangen på et levet liv, fuld af kærlighed og dyrebare venskaber, med den modne alders visdom. Med børnebørn, minder og en hel reollængde af de bøger, jeg stadig mangler at tage mig tid til at skrive.

Og her sidder jeg nu i mit usle skjulested bag et sort forhæng og knuger krampagtigt om et rundt cafébord – mit latterlige skjold fabrikeret af hærdet, men helt sikkert for blødt plast. Som en tåbe holder jeg det frem, skønt det ingen beskyttelse overhovedet vil yde mod maskingeværsalver, hvis overfaldsmanden – eller kan der være flere? – trænger ind i salen og skyder vildt om sig, som han allerede har gjort udenfor.

Så vil det helt sikkert være forbi. Som Charlie Hebdos redaktionsmedlemmer er vi alle værgeløse ofre i dette lokale. Vi er siddende mål. Sårbare, forsvarsløse. Hvor ondt gør det mon at blive gennemhullet? Hvor lang tid tager det mon at dø? Er dette virkelig de sidste minutter før det store uendelige intet? Hvad skal der blive af min søn, hvad med min kæreste?

Ikke det, jeg ville forsvare

Var det i flere minutter eller i sekunder, at disse tanker fór igennem mit hoved? I tilbageblik flyder rædslen ud i et langt, tåget drømmesyn – en uvirkelig, sur-reel hændelse, hvor jeg helt ufatteligt kunne være blevet udpeget skydeskive. Terroren er ikke længere en abstrakt term, ikke en teoretisk fare i mit liv – ikke noget, man læser om i nyhederne og diskuterer i debatselskaber. Den er blodig virkelighed, den er angstsved og panisk, hovedkulds flugt mod alle nødudgange. Den er skræmmende fysisk, påtrængende som et kvalmeanfald, et materialiseret mareridt. Og den kan gøre det af med mig og de andre her. Om lidt kan det hele være slut, og var det virkelig dét værd? For en grim og åndssvag tegnings skyld. Det er jo ikke engang den dumme tegning, jeg ville forsvare – kun den selvfølgelige ret til at tegne den og offentliggøre den. Hvad kommer ytringsfrihed og religiøse galninge dybest set mig ved? Jeg vil bare leve videre.

Jeg elsker livet, og jeg frygter døden. Og hvem kommer nu ind ad døren? Er det en morder eller en beskytter?

Og så alligevel … hvordan kunne jeg glemme, at døden hele tiden var anledningen til, at jeg var her, til at vi var her. Til at vi, medlemmerne af Lars Vilks-Komiteen, indkaldte til dette møde. Døden, ja. Charlie Hebdo-tegnernes død, Charbs død, Cabus død, Tignous’ og Wolinskis død. På komiteens forrige møde i oktober havde vi det franske satiremagasins chefredaktør, Gérard Biard som æresgæst – vi overrakte ham endda en pris – en forgyldt statuette af Lars Vilks’ ulyksalige Muhammed-som-hund-rundkørselsfigur. Biard, denne lavmælte, blide, men modige og kompromisløse mand fortalte os om Charlies redaktionelle principper. Han pointerede, at han anså ’ytringsfrihedsfundamentalisme’ for at være en hædersbetegnelse, for det var ikke spor andet end »kompromisløshed på demokratiets vegne«.

Biard, hvis redaktørkollega, Charb, havde udtalt, at han »hellere ville dø stående end leve på knæ«.

Det ønske gik i opfyldelse. Nu var Charb selv og det meste af satirebladets redaktion – men ikke vores ven, Biard (han var i London) – myrdet. Konsekvenserne af anslaget var det, vi nu måtte diskutere.

Afslappet stemning

Terroren mod Charlie var således den dybt tragisk baggrund for debatmødet 14. februar. Overskriften var blasfemi og ytringsfrihedens grænser. Inviteret til panelet var som altid den permanent dødstruede og derfor permanent politibeskyttede svenske kunstprofessor Lars Vilks og derudover Inna Shevchenko, talskvinde for den ukrainske feminist- og aktivistgruppe Femen, hvis speciale er at anvende blottede kvindebarme som våben mod patriarkatet og al slags fascisme, herunder også sharialoven; den polsk-britiske kunstner Agniezka Kolek, kurator for kunstfestivalen Passion for Freedom og Helle Merete Brix, journalist, forfatter og forkvinde for komiteen.

Min beskedne rolle var at introducere François Zimeray, eftermiddagens hovedtaler og Frankrigs ambassadør i Danmark.

Alt forløb planmæssigt og fredeligt som vanligt. 40 gæster havde taget plads. Stemningen var afslappet, ingen anede uråd. Der var de sædvanlige uniformerede politifolk og PET-agenter, de fleste af dem velkendte ansigter fra vores forrige møder. Klædt i civilt, men genkendelige på deres pistoler i skulderhylstre. Der var de sædvanlige rutineundersøgelser og scanninger af publikum.

Jaleh Tavakoli fra komiteen, vores venstrefløjsaktivist af iransk herkomst, bød velkommen til publikum, hvorpå jeg bød velkommen til Zimeray, mangeårig fransk topdiplomat med en fortid som menneskeretsadvokat.

Ambassadøren var den humanistiske og blændende taler, jeg huskede fra mine tidligere møder med ham. Han takkede på sit galliske engelsk det danske folk for de utallige sympatitilkendegivelser, ambassaden havde modtaget i kølvandet på Charlie Hebdo-massakren. Og han fortalte os om, hvordan han i sit virke for den franske udenrigstjeneste havde haft flere diktatorer på tomandshånd og konstateret samme fællestræk hos dem: et totalt fravær af humoristisk sans.

Hvor gemmer man sig?

Efter bifald fra salen blev det Inna Shevchenkos tur. Inna begyndte med at fortælle om sit første møde med Charlie Hebdo-folkene, der i hende så en sand ånd- og kampfælle, »Charb kaldte mig tovarisj – den klassiske bolsjevikiske kammerat-hilsen … «. Hun fortsætter: »Det handler om ytringsfriheden, men. Og nøgleordet her er ’men’. Hvorfor siger vi stadig ’men’, når vi …« BANGBANGBANGBANG!

Hvad helvede sker der? Er det fyrværkeri? Ballademagere? En syg pratical joke? Alle er som paralyserede i fem-ti sekunder. Et kort ophold i skyderiet følger. En eller anden råber noget højt udenfor på et fremmed sprog. Et hæsligt tilråb fuld af vildskab og afgrundsdybt had. Og så begynder den, masseflugten, ikke med hysteri, hyl og skrig, men med en resolut vilje til at redde sig, hvem der kan. Mange søger mod bagudgangen, andre i dækning bag stole og borde, men hvor kan man skjule sig? Hvor er der ly? Hvor er der gemmesteder? Ingen steder. Her er ingen sikkerhed, absolut ingen. Der skydes stadig – nu ikke med automatvåben, men med pistoler, der lyder nye tilråb. På dansk, det er politiets indsatsleder, der kommanderer med sine folk. Hvordan ender skudkampen, hvem kommer ind ad døren?

En meget ophidset mand kommer ind. Han er totalt tændt og fuldstændig rødsprængt, som om han er på verdens værste adrenalinsus. Han løber frem og tilbage, stærkt humpende fra et skudsår i benet. Der er blod på buksebenet, hans ansigt er fortrukket i smerte, han siger, vi skal blive, hvor vi er. Det er absurd det her, tænker jeg – for fanden, det er jo Bruce Willis, en muskuløs og tæt lille fyr med en trukket pistol … hvad er det for en syg film, jeg er havnet i? ’Bruce Willis’ genkender jeg som en af PET-agenterne. Han er en ven, han er en beskytter, han er den mand, der står mellem os og den eller de morderiske galninge derude. Automatvåbnet er forstummet. Jeg forbliver i mit ynkelige skjul. I en evighed, forekommer det mig. Der er stille nu. Ti minutter går der, før vi hører politisirener. Er faren drevet over? Er der andre sårede, er der dødsofre? Vi ved ingenting. Jeg sætter mig ind til en større gruppe, der er gået i dækning bag bardisken.

Ikke en dum film

Der går yderligere en rum tid. Vi er ikke mange tilbage. De fleste tilskuere valgte at flygte ud ad bagdøren, deriblandt alle panelister på nær en. Hvad stiller vi op? Vi er spærret inde her. Politiet har lagt en jernring om bygningen. Jeg er tilsyneladende det eneste komitémedlem i salen. Det ryger ud af mig: »Vi må fortsætte, der er ikke andet gøre – fortsætte med dem vi er!«. Og Agniezka Kolek er her. Så må vi høre på hende. Kolek, en cirka 40-årig blond kvinde med et spidst ansigt, er bemærkelsesværdigt fattet. Hun udstråler ingen angst. Hun er helt uafficeret i sit kropssprog, helt saglig i sin diktion. Hun beder stille og roligt om at få lyset blændet ned, så vi bedre kan se detaljer i de medbragte billeder i hendes powerpointpræsentation. De tilbageværende publikummer finder søvngængeragtigt deres stole. Kolek taler, hun gennemfører sit foredrag. Men ingen hører vist efter. Alle er bøjet over deres mobiltelefoner og sender sms’er tavse, rystede.

Kort tid efter kommer evakueringsbussen, der skal føre os alle til afhøring på Bellahøj Politistation. Udenfor erfarer vi, at en tilhører er dræbt. Det er vores kameramand, Peter Baks gode ven, Finn Nørgaard. Det var ikke en ond drøm, ikke en dum film. Terroren har slået til, ramt København, ramt os alle, lige i hjertet.

Hvor længe fortsætter mareridtet?

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Leopold Galicki

RØJ,
Jeg er ikke til platonisk kærlighed. Og til din orientering: jeg har ikke været i seng med Sovjetunionen. Men send mig en tegning hvor jeg elsker med Sovjetunionen, og DU FÅR KYS PÅ PAN DEN OG EN GOD FLASKE VIN.

Grethe Preisler

Suicide by proxy?

Morten Jespersen, Steffen Gliese og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Peter Günther

Viser hændelsesforløbet ikke bare at vi har levet som naive narcissister, som ikke forstår de større sammenhænge. Ytringsfrihed er en gave, især hvis den skaber dialog.

Der er intet nyt i, at man som fundamentalist kan hyre kriminelle til at skyde på det man ikke kan lide at høre. Det vidner om en afgrundsdyb desperation. Voldsberedskabet som svar på ytringer har aldrig været større. Vi er nødsaget til også at se på vores egen rolle i en globaliseret verden. Har vi glemt dialogen som redskab til fredsskabende værktøj?

Robert Ørsted-Jensen

Galicki der bør som Preben Wilhelm har fremført utallige gange ikke være endre begrænsninger end dem der handler om at man ikke må opfordre til mord på andre mennesker. Religion er selvsagt ikke friholdt og ingen religion stor eller lille må under nogen omstændigheder friholdes for krrtik og latterliggørelse - for som salig MArs x formulerede det so er religionskritikkes forudsætningen for al kritik

"Det er ikke muslimer, der skal håndtere disse unge, der er deres sociale netværk, det er deres fædre, mødre, søstre, brødre, onkler, tanter, der må tage alvorligt, at deres unge forsvinder ind i kriminalitet og fortabelse."

Denne sang er jo sunget længe - men mon ikke der er brug for lidt mere? Dén segregering af unge indvandrere, som finder sted - kunne man jo fra statsligt hold sagtens gøre noget ved ... selvom det vil koste på kort sigt. Men man vil jo ikke, man vil ikke forstå hvad der ligger bag terrorhandlinger (spørg selv de toneangivende politikere på Christiansborg; de råber det nærmest ind i hovederne på os) - og man vil ikke årsagsvurdere og etablere bredsprektret forebyggelse. I stedet kastes problemer tilbage på civilsamfundene, mens staten roder med sin økonomi og sin jura. Socialpolitikken er i dag en vits, bedst illustreret ved at dens liv hænger i en tynd tråd mellem fortrinsvist justitsministeriets styring og beskæftigelsesministeriets kontrolvirksomhed. Man har stort set intet at give af socialpolitisk, intet at tilbyde. Så derfor må udvalgte befolkningsgrupper (i indeværende debat tilsyneladende en lidt svævende blanding af 'civile' muslimer og/eller deres respektive familier og netværk) nu på opgaven. Det ligner til forveksling afmagt - og er det nok også. Forståeligt.

Kurt Nielsen, Anne Eriksen, Steffen Gliese, lars abildgaard og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Peter Günther

Ytringsfrihed er ikke til for at være en gave til andre end dem hvis synspunkter man ikke ka li og den er bestemt heller ikke til for at sikre fredelig dialog.

Det er snarere som Rosa Luxemburg formulerede det for snart 100 års siden at - frihed altd er frihed for dem der tænker anderledes. Det indebærr at man er nød til i et frit samfund at finde sig i at skulle se og høre synspunkter man anser for fornærmende. Det er den pris friheden har, og begrænser man den undergraver man den frihed som vihar kæmpet så hårdt for og som mange er døde for ... og det tjener ikke noget formål og det beskytter så sandelig ikke noget religiøst mindretal. Mindreal er beskyttet af ytringsfriheden. Den er deres bedste våben, den er så sandelig ikke deres værste fjende. Vi kan med den tilbyde dem som lever i ufrihed en mulighed for et fristed som de ikke har eller kan opnår i de lande de måtte flygte fra, og det er i den sammenhæng pisse ligegyldigt om den flygtninger er en Salman Rusdie eller en Karl Marx. Se det er mindretalsbeskyttelse påstanden om at 1.3 milliarder muslimer se ens på alt og er et mindretal ders har beskyttelse behov er intet andet end nonsens - jo det er mere end det - det er dødsens farligt nonsens.

Søren Blaabjerg

Jeg vil mene, man rent begrebsmæssigt sprogligt bør skelne mellem ytringdfrihed og ytringsfrihed.

Den ene slags ytringsfrihed og den fundamentale i enhver form for demokrati er den, der består i, at man ikke må kunne retsførfølges for meningstilkendegivelser fremsat i det offentlige rum, af hvad art det så måtte være. Den har vi heldigvis (endnu da) stort set her i landet (bortset fra bestemmelserne om blasfemi og injurier), og den kan selv ikke den værste terrorbegivenhed tage fra os (selv om der ganske vist er mange, der ønsker mere overvågnng og tvunget ensretning i samfundet (eufemistisk kaldet "integration")). Det er derfor (i denne betdning af begrebet) ret beset noget sludder at påstå, at terrorhandlinger er/kan være "angreb på ytringsfriheden".

Den anden betydning af ytringsfrihed, og som kan sættes lig med uansvarlighed eller letsindighed går ud på, at uanset hvad man giver udtryk for, så må det ikke have nogen negative konseklvenser for en selv. Den betydning af begrebet ytringsfrihed kan i givet fald være risikabel, og de fleste undlader derfor i egen interesse klogeligt at praktisere den fuldt ud, med mindre man er på sikker afstand. Det har bl.a. noget at gøre med takt og tone, god opførsel, fredelig sameksisens osv. Siger man eksempelvis "dit dumme svin" til nogen uden et forsonende glimt i øjet, må man kalkulere med, at vedkommende vil være fjendtligt stemt over for en (og muligvis også om end uretfærdigvis hele den gruppe af ligesindede, man tilhører). Dette legitimerer eller undsklylder dog naturligvis på ingen måde terrorhandlinger som hævngerrig reaktion på eventuelle fornærmelser af hvad art disse så måtte være.

Steffen Gliese

Men du forvrider jo Luxemburgs udsagn, Robert! De, der tænker anderledes, og må tåles, den minoritet, er i vores samfund muslimerne, ikke dem, der håner dem for deres tro.

Morten Pedersen

Peter Hansen: "Sune Olsen, jeg har intet imod religiøs satire, man kan bare ikke meningsfuldt lave den om et verdensbillede, man ikke forstår. Så bliver den plat, dum og hensynsløs - og værst af alt: umorsom." Peter, det er også historikere, der arbejder med fakta omkring koranens tilblivelse, der rammes af særdeles troværdige dødstrusler. Koranen er nemlig gudsgivet. Billiger du at historikere må arbejde med alt, undtagen islam? Beklager, du løber i golde cirkler med dit forsvar for censur.

Nike Forsander Lorentsen

Ja på tal om all den ytringsfriheden er nok dette noget at tænke over.
http://www.dr.dk/tv/se/krasnik-o

Steffen Gliese

Morten, det er en anden snak, og det er jo ikke nyt, at videnskabsmænd arbejder under fare for angreb fra revanchisterne. Men selvfølgelig er der også tale om en anden kamp, der ikke vedrører den almindelige muslim, men den egentlige religiøse magt.
Det, som man skal huske, er, at satire over muslimer først kom til os i forbindelse med opbyggelsen af fjendebillederne, ligesom det var tilfældet med satiren over jøderne, der direkte førte til indførelsen af racismeparagraffen i 1938.

Steffen Gliese

Morten, det er en anden snak, og det er jo ikke nyt, at videnskabsmænd arbejder under fare for angreb fra revanchisterne. Men selvfølgelig er der også tale om en anden kamp, der ikke vedrører den almindelige muslim, men den egentlige religiøse magt.
Det, som man skal huske, er, at satire over muslimer først kom til os i forbindelse med opbyggelsen af fjendebillederne, ligesom det var tilfældet med satiren over jøderne, der direkte førte til indførelsen af racismeparagraffen i 1938.

Peter Hansen, såfremt der er tale om racisme, blasfemi eller injurier, så er dette jo netop reguleret af lovsamlingen og man har enhver mulighed for at få prøvet sine påstande ved domstolene.
Satire over muslimer, jøder, kristne etc. er ikke en ny opfindelse. Satire blev vel nærmest grundlagt som et forsøg på at kritisere magthaverne, herunder kirken, dengang de var enerådende. Derfor er din påstand forkert omkring satiren.

Mobbekulturen giver tilbageslag.

Muslim mobningen og den der af følgende marginalisering af muslimer, måtte før eller siden føre til tilbageslag, nu som altid søges løsningen det forkerte sted.

Løsningen findes hos mobberen.

Kurt Nielsen, Tino Rozzo, Søren Blaabjerg og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Problemet er bare, Peter Nielsen, at man tager meget let på sagerne. Hvad der efter loven burde give en dom for blasfemi, diskrimination eller bagvaskelse, giver det ikke, fordi forståelsen af den voldsomme skade, ord kan anrette, synes at være totalt forsvundet i det seneste årti. Folk er blevet æreløse, måske pga. den prostitution, der nu gælder for at være livets mål, og så forsvinder forståelsen af konceptet.

Steffen Gliese

Der er ikke tale om at give offeret skylden, Henrik Klausen, men samfundet og den diskurs, vi med flid har opdyrket i årtier efterhånden. I stedet for at tage hånd om problemer, har man skudt skylden på dem, der burde have hjælp. Sådan har det udviklet sig indenfor alle områder i samfundet, stik modsat hvordan det var, da jeg var ung i 80erne.

Kurt Nielsen og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar

I to årtier har vi målrettet styret mod konfrontationen - nu har vi fået den

http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2548461/i-to-aartier-har-vi-ma...

Morten Balling

Først og fremmest vil jeg sige at jeg på ingen måde missunder Niels Ivar, hvad han har oplevet i weekenden. Det må have været forfærdeligt, og jeg har oprigtigt ondt af de mennesker det gik ud over. Og ja, jeg blev personligt også rasende.

Når det er sagt, vil jeg opfordre til at man besinder sig på alle fronter.

Hvis man tæller alle ofre for terror i Danmark sammen, kan de stadig tælles på en eller to hænder. I 2014 døde der 51.340 mennesker i Danmark. Dvs. at der i lørdag døde ca. 140 mennesker af alle mulige årsager. Feks. var der i 2012 661 selvmord, eller ca. to om dagen. Iøvrigt en stigning på 12% ift. året før.

Vil vi virkeligt lave vores samfund radikalt om, f.eks. indføre censur og øget overvågning, fordi en tåbe valgte at skyde vildt omkring sig? Jeg er med på at weekendens hændelser har en langt større symbolsk betydning, end at en begår selvmord, men det er jo hele målet med terror. At frygt er irrationel, og får os til at handle irrationelt.

Kurt Nielsen, Leopold Galicki og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Morten Balling, dette var jo også et selvmord.

Peter Hansen:

"Sune Olsen, jeg har intet imod religiøs satire, man kan bare ikke meningsfuldt lave den om et verdensbillede, man ikke forstår. Så bliver den plat, dum og hensynsløs - og værst af alt: umorsom."

Din distinktion giver ingen mening. Hvem bestemmer hvem der forstår et verdensbillede, og hvem der ikke gør? Det er ikke en målbar enhed, især fordi der ikke findes ét verdensbillede, heller ikke indenfor Islam, men mange. Rigtig mange.

Du er fortaler for en såkaldt kvalificeret (eller teknokratisk) ytringsfrihed. En gammel velkendt teori i historien med rødder i den såkaldte moderate oplysning, men dens problem har altid været definitionen af grænserne for hvem der har lov at ytre sig, og hvem bestemmer hvem der har lov til at ytre sig om hvad? Den teori har altid i praksis været anvendt af magthavere som legitimation af undertrykkelse af opposition og minoriteter. Denne elitære opfattelse af ytringsfriheden er uforenelig med et egalitært samfundssystem, hvor vi i princippet har et samfund der baserer sig på at alle skal have lov til at ytre sig uanset kvalifikationer og privilegier. Det er denne ret fundamentale demokratiske ret du vil underminere med et smagsdommerpanel defineret langt bogstaveligere end selv Fogh Rasmussen gjorde det.

Modsætningen til din indskrænkede fortolkning af ytringsfrihed er den udvidede ytringsfrihed. Den går på teorien om at ytringer skal mødes af ytringer i det offentlige rum. Hvis nogen laver dårlige jokes over Muhammed, og man føler sig provokeret af dette, så imødegår man dem i det offentlige rum med andre ytringer, eller hvis det er en tegner eller komiker, så undlader man simpelthen at købe deres publikationer, eller møder ikke op til deres shows.

Der er intet, absolut intet, der berettiger til at man møder op med et våben og slår mennesker ihjel for ytringer, uanset hvor provokerende man måtte anse dem for at være. Og ved at beskylde tegnerne for at være direkte skyld i disse mord, accepterer du helt konkret terroristernes præmisser om at ytringer ikke skal mødes med ytringer, men med vold og terror, ikke fordi du anerkender at tegninger kan være provokerende, det anerkender teorien om den udvidede ytringsfrihed lige så meget som du, men fordi du anerkender at volden er et legitimt modsvar til tegninger.

Kent Thomsen, Robert Ørsted-Jensen og Morten Pedersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jamen, Sune, nogle kommentarer er så dumme og ude af trit med kontekst, at de blamerer den, der fremsætter dem. Her er problemet, at der er så ringe viden om, hvad andre mennesker tror og tænker, at det i sig selv er dybt forfærdeligt, at et flertal står klar til at antage den ignorante betragtning.
Men det er jo ikke nyt, det kendes fra hekseprocesserne, pogromerne og andre opløb, hvor stupiditeten hos mængden vinder over det oplyste.
Som det siges igen og igen: hvis fordommene om herboende muslimer var korrekte, ville vore gader svømme i blod, hvad de ikke gør, se selv efter.

Kurt Nielsen, Christel Gruner-Olesen og erik winberg anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Sune Olsen, nej, der er aldrig nogen undskyldning for at møde op med et våben og plaffe andre ned, man er uenige med. Sig det til statsministeren og den amerikanske præsident.

Steffen Gliese

Desværre glemmes det efterhånden, at love er til for at sikre freden mellem ligebyrdige i staten, det er derfor, folk af loven beskyttes imod at blive beklikket på deres ære, deres tro og deres identitet.

Peter Hansen: Ideen om at minoriteter i kraft af at være minoriteter ikke også kan dæmonisere og være nedladende overfor andre hører hjemme på et museum.

Kjeld Smed, Preben Haagensen og ellen nielsen anbefalede denne kommentar
Leopold Galicki

Sune Olsen:

"Der er intet, absolut intet, der berettiger til at man møder op med et våben og slår mennesker ihjel for ytringer, uanset hvor provokerende man måtte anse dem for at være."

Er der nogen her på tråden, der har givet et udtryk for, at satiren over religiøse symboler berettiger til, at man møder op med våben og slår mennesker ihjel?

Peter Hansen:

"Men det er jo ikke nyt, det kendes fra hekseprocesserne, pogromerne og andre opløb, hvor stupiditeten hos mængden vinder over det oplyste."

Dine eksempler er selv gode eksempler på en manglende historisk viden (det må du søreme passe på med, ellers ender du jo med at diskvalificere dig selv fra medlemskab i det herskernes råd du foreslår nedsat som dommer over ytringer).

Hekseprocesserne var f.eks. autoriseret af de højeste magter, kirken og kongen. De [i]var[/i] oplysningen på daværende tidspunkt, komplet med lærde værker der beskrev tegnene på hvordan man kunne genkende hekse og troldmænd og andre satans yngel. Der fandtes desuden ingen ytringsfrihed dengang, kun den herskende mening, og det er et ret godt eksempel på hvordan en fundamentalistisk religiøs dogmatik som den herskende diskurs i et samfund kan være en undertrykkende og blodig affære overfor minoriteter.

Du vil finde at ytringsfrihed i lande hvor der har været progromer også har været, nåja, en by i Rusland.

"Som det siges igen og igen: hvis fordommene om herboende muslimer var korrekte, ville vore gader svømme i blod, hvad de ikke gør, se selv efter."

Jeg må indrømme at jeg ikke rigtigt forstår din argumentation her. Hvilke fordomme taler du om?

"nej, der er aldrig nogen undskyldning for at møde op med et våben og plaffe andre ned, man er uenige med. Sig det til statsministeren og den amerikanske præsident."

En stråmandsargumentation som ikke er relevant for pågældende emne.

"Desværre glemmes det efterhånden, at love er til for at sikre freden mellem ligebyrdige i staten, det er derfor, folk af loven beskyttes imod at blive beklikket på deres ære, deres tro og deres identitet."

Som jeg har sagt snart mange gange, så er der ingen der argumenter for en absolut ytringsfrihed. Men diskussionen går på hvor grænserne er. Du argumenterer for en langt strammere lovgivning vedrørende ytringsfrihed end den nuværende, idet du vil have gjort satire af religion strafbart, noget som sagsanlæggene mod f.eks. Jyllandspostens Muhammedtegniner viste at der ikke var grundlag for i gældende lovgivning.

Steffen Gliese

Jan Mogensen, det kan de sagtens, ligesom de også må formodes i visse sammenhænge at være en majoritet - f.eks. er der jo afgjort flere muslimer end jøder i Danmark nu om dage, men magtforholdet er ikke så ligetil at fastslå, fordi jøderne ikke fremstår som en særlig afgrænset gruppe i samfundet på samme måde, som mange muslimer stadig gør det.
Det ændrer ikke på, at det store samfund udgøres af nogle strukturer, der medfører bestemte, undertiden uhensigtsmæssige konsekvenser, som f.eks. de langt mere indgribende konsekvenser, det nu medfører at være ud til bens i sin ungdom. Et administrativt regime synes at fungere ud fra den tanke, at man bare kan skalte og valte med folk udfra en skrivebordslogik. Således er det jo nu meget nemmere at smide folk ud af deres lejlighed, selvom de ikke har foretaget sig noget selv, men bare har nogle børn, der har, endog selvom dette noget ikke behøver direkte at have noget med boligen at gøre.
Folk bliver smidt ud af deres uddannelser af grunde, der ikke har noget med uddannelsen at gøre, og der er skrappere krav om deltagelse og sværere betingelser for at bringe sig i en position, så man kan komme til at tage en uddannelse. Alle disse ting arbejder imod mennesker, og det er ikke indlysende, at de arbejder for andre værdier i samfundet, vi gerne vil fremme.
Vi har altså skabt vores samfund om fra at gribe og fastholde folk i mainstream til i stedet ret hurtigt at udgrænse.

Leopold Galicki:

"Er der nogen her på tråden, der har givet et udtryk for, at satiren over religiøse symboler berettiger til, at man møder op med våben og slår mennesker ihjel?"

Ja, Peter Hansens kommentar 15. februar 22.15:

"Sager kan man satirisere, magthavere skal man satirisere, men folks guddomme er kun deres egen sag, især når de tilhører minoritetsmenigheder uden betydning for den officielle kult."

Hele den logiske argumentation vedrørende at man ikke skal satirisere specifikke minoriteters guddomme, fordi de ellers i desperation blive drevet til at skyde, er jo intet andet end en legitimering af anvendelsen af vold mod ytringer.

Og det er selvfølgelig uden at komme ind på den ekstremt tvivlsomme begrundelse for radikalisering som argumentet bygger på.

Steffen Gliese

Lad det række at sige, at det i allerhøjeste grad er relevant, at vi som land bevæger os ud i verden og slår mennesker ihjel, hvoraf de fleste snarere er tilfældige ofre end "fjender". Uden dette ville vi formodentlig ikke udgøre et mål for terrorister.

Leopold Galicki:

Du kan forresten se argumentationen om skyld i renere form i en anden tråd her på Informations hjemmeside. Der er den ført ud i sin logiske konsekvens.

Steffen Gliese

Og nej, Sune Olsen, det er ikke en legitimering, det er at påpege idiotien i at give nogle et alibi. Men det ændrer ikke på, at der også er tale om et kompleks, hvor man f.eks. udmærket kan forestille sig, at denne gerningsmand gik efter Vilks, fordi dennes tegning ramte ham dybt i hans egen sociale deroute som et symptom på, hvordan det kunne gå så galt.
Jeg har ikke kunnet finde, hvad der skete i den sag, hvor han selv blev knivoverfaldet - har andre kunnet det? Det kunne meget vel være afgørende, hvis den pågældende ikke blev fanget eller - værre endnu - fik tiltalefrafald.

Steffen Gliese

Det handler om desperation og om at kanalisere sin vrede et sted hen - og der har vi opgivet alt det, der som samfund sikrede os imod radikaliseringen, dels ved at lægge stigende vægt på "eget ansvar" fremfor den smidigste løsning, dels ved at engagere os i angrebskrige i fjerne verdensdele.

Det er altså noget vrøvl at påstå, at satire over islam eller muhammedanismen som det tidligere blev kaldt, er noget nyt. Da nyheden om sejren over tyrken ved Wien i september 1683 nåede til Paris, så producerede bagerne i Paris et brød formet som en fez for på den måde at gøre nar af muslimerne. Dette brød kaldte de for en croissant. Husk derfor på, at næste gang I spiser en croissant, så gør i tykt nar af de latterlige muslimer.

Prøv eventuelt at gå i operaen og se Mozarts opera Idomeneo. Det er et kosteligt skue i sidste akt, hvor profeten Muhammed får skåret hovedet af.

Kjeld Smed, Preben Haagensen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar

"Ytringsfriheden er ikke og skal ikke være absolut - den skal kunne ramme magthavere, ikke minoriteter"

Jeg kunne ikke være mere uenig.

Ytringsfriheden skal netop kunne ramme alle. Også forskellige minoriteter (Hells Angels, Jehovas Vidner, Hizb Ut Tahrir osv.).

Ytringsfrihed skal ISÆR kunne ramme religioner. Faktisk er kritikken af religioner al anden kritiks udgangspunkt, for hvis man kan kritisere og debattere religion, så kan man som regel OGSÅ kritisere og debattere alt andet (politik, ideologier osv.).

Robert Ørsted-Jensen og Vibeke Svenningsen anbefalede denne kommentar
Leopold Galicki

Sune Olesen,

Religionen i den moderne verden er eller burde være en privat sag for det enkelte menneske. Samfundet kan naturligvis give institutionelle rammer som kræves for at kunne realisere denne private sag. Derfor kan satire og karikaturer og over religiøse symboler virke fornærmende og krænkende inden for de enkelte menneskers private sfære.

Mens f.eks. den jødiske gud er en gemen forbryder for mig, er den for et andet menneske, som jeg godt kan kende og har et udmærket forhold til, skaberen og en moralsk og eksistentielt setledende stjerne, sjæletrøster og en løfte om det retfærdige og rette liv.

Så meget kan vi da udvise medforståelse for vores medmennesker? Er det for meget at kræve?

Men at bruge religion, herunder dens symboler til poltiske mål til at opnå politisk magt og i det hele taget magt over mennesker, kan være en forbrydelse / kan føre til forbrydelser. Det ved vi udmærket fra historien.

Steffen Gliese

Frank Hansen, det er kun i produktionen på Deutsche Oper, at instruktøren Neuenfels har villet provokere borgerskabet.
At påstå at en croissant ligner en fez er også ganske søgt - men den kan da oprindeligt godt have haft en anden form, hvilket blot er bizart, da dens form refererer til halvmånen, det muslimske symbol; men blot forbi et stykke sødt brød har en reference til et religiøst symbol, bliver det ikke blasfemisk. Det var da også snarere et angreb på sultanen og det osmanniske rige, altså en sækulær og politisk spot, man udtrykte (hvad også en brødudgave af en fez ville).

Sjovt nok farer man i blækhuset når den muslimske tro karikeres, men at fare i blækhuset når muslimer karikerer jødedommen, så er det helt OK.
Vi skal alle acceptere satiren som en ytringsret for enhver. Religion, uanset hvilken, skal ikke nyde særstatus.
Muslimer forarges åbenbart lettere end andre, men de ekstremister der nu farer i flint over muhammedtegninger osv. de ser ikke sig selv for gode til at lave tilsvarende tegninger af andre religioner, så jeg er hamrende ligeglad med hvornår de føler sig stødte eller ej.
Hvis de ikke kan klare den satire der trykkes og ytres på anden vis i vesten, så kan de venligst ignorere det.
Weekendens handlinger skal ikke have lov til at begrænse de friheder der er vundet i vores del af verden. Hvis man er så ømskindet at man ikke kan klare dette mentalt, så må man finde et andet sted at bo. Det gør sig gældende for enhver - indfødt, tilflytter, muslim, jøde, kristen, budhist, sikh eller noget helt andet eksotisk.

Kjeld Smed, Preben Haagensen og Britt Kristensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Åh, Mikkel Madsen, det bliver en meget specifik debat nu - for selvfølgelig har du ret; spørgsmålet er bare under hvilke vilkår, det giver mening: der er den inkluderende, forstående intelligente satire og pøbelsatiren, hvor man trækker sin modpart igennem rendestenen. Det sidste er formålsløst og udtrykker egentlig blot afstumpethed og dumhed.
Så måske handler det om, at det er i det omfang, at noget tangerer majoritetssamfundet, at det meningsfuldt kan gøres til genstand for satire.

Peter Hansen, er det dig der skal stå som dommer over hvad der er ophøjet satire og hvad der er pøbelsatire? Nu har vi alle forskellige opfattelser af hvad der er satirisk sjov og ikke sjovt, og jeg tvivler på at du og jeg har de samme synsvinkler på noget som helst herunder satire.
Hvad er dum satire egentlig Peter Hansen? Er det når du selv føler dig ramt af den eller er det når den bare ikke er sjov i din optik?
Godt du ikke er min smagsdommer.

Steffen Gliese

Peter Nielsen, med Fru Alvings ord fra "Gengangere": "Dette... tåles ikke!" Hvorpå hun tager livet af sin sindssyge, syfilitiske søn Osvald.
Jeg ved ikke, hvorfor mobning, der bekæmpes i skolen, er sådan en værdig sag at kæmpe for retten til at udøve blandt voksne mennesker. Der er en masse helt fine distinktioner, som vi kendte engang, men som man ikke længere gider, fordi pøbelmanererne vinder indpas på dannelsens bekostning i disse år. Det har jeg ikke lyst til at være en del af - og vi kan jo også iagttage, at det rent ud sagt er skidefarligt for os alle sammen.

Steffen Gliese

Ja, Peter Nielsen, der er desværre rigtig gang i bodegahumoren i disse år, selvom den plump, stupid og primitiv.

Leopold Galicki

Mikkel Madsen,

Selvfølgelig kan man og skal man kunne kritisere / forholde sig kritisk til burka, tørklæde, kalot, rituel slagtning, jihad, omskæringer, flerkoneri, kvindens status i de forskellige religioners fortællinger, altså generelt religiøse påbud og love, når de gør sig gældende i den offentlige sfære, hvor de ikke deles af andre end kun de bestemte troende.

Preben Haagensen, Kurt Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Leopold Galicki

Mikkel Madsen,

Selvfølgelig kan man og skal man kunne kritisere / forholde sig kritisk til burka, tørklæde, kalot, rituel slagtning, jihad, omskæringer, flerkoneri, kvindens status i de forskellige religioners fortællinger, altså generelt religiøse påbud og love, når de gør sig gældende i den offentlige sfære, hvor de ikke deles af andre end kun de bestemte troende.

Peter Hansen, nu er det ikke skolegården eller den lokale bodega, men der er tale om satire og ytringsfrihed. Der er domstole der med glæde vil behandle en sag omkring blasfemi og injurier.
Peter Hansen, du sætter dig netop som dommer over sjovt og ikke sjovt, pøbel og ikke pøbel. Jeg er meget interesseret i hvordan du definerer pøblen, da jeg antager at du ikke ser dig selv som en del af pøblen.
Hvorfor vil du begrænse muligheden for at lave satire over verdensreligioner? er det frygten for voldshandlinger? Så skal der jo ikke meget til førend vi kan lukke helt ned for alle de friheder mennesker før os har kæmpet for - det er jo bare et spørgsmål om graden af vold.

Steffen Gliese

Pøbelhumor, Peter Nielsen, er sådan en umorsom form for humor, der går ud på at hænge de små og svage ud, som latterliggør og udgrænser i stedet for at forholde sig til det, der ligger indenfor skiven.
Pøbelhumoren er i bund og grund overfladisk og fordomsfuld, den søger ikke under overfladen og vil ikke blive klogere.
Måske man i virkeligheden kan tale om, at de forskellige typer humor sammenblandes på en uhensigtsmæssig måde? At sædekomedien, der tager udgangspunkt i arketypen, konkretiseres på den enkelte, om hvem man kan fortælle skrøner?

Steffen Gliese

Og, Peter Nielsen, hvorfor skulle jeg afholde mig fra at gøre mig til dommer over et emne, jeg kender til og reflekterer over - og udfolder mig professionelt indenfor? Der er intet galt i at gøre sig til dommer, hvis man ved, hvad man taler om. Det er netop pointen, at man ikke kan være morsom, hvis man ikke kan se tingene indefra og vende vrangen ud på dem.

Peter Hansen, din personlige holdning til hvad der er satirisk morsomt eller ej, sker måske ud fra en professionel vurdering ( jeg ved jo ikke hvad du laver til dagligt), men humor og satire er noget der opfattes forskelligt af mennesker uanset hvor meget du har studeret og hvor meget du har arbejdet indenfor dette felt.
Jeg finder ikke nødvendigvis en given satiretegning morsom, men det gør du måske. Dette skyldes dels vores intellektuelle forskelle, vores opvækst, vores livsførelse og vores sociale referencepunkter.
Hvor jeg kan mene at en satirisk tekst eller tegning er utiltalende kan for dig være en fantastisk oplevelse - jeg slår dig ikke ihjel af den grund.
Defineringen af pøbel er at det er en laverestående samfundsklasse. hvem mon definerer dette? Den højerestående samfundsklasse?

Robert Ørsted-Jensen

Peter Hansen Luxemburg opererede ikke med minoritet og majoritet i den forbindelse, og det skal man heller ikke, det bør ikke indgå. Så det er dig der forsøger at forvride udsagnet. Ytringsfrihed er for alle og det er ofte mindretal der må og bør holde for.

Steffen Gliese

Defineringen af pøbel sker ud fra et kulturelt og økonomisk synspunkt, Peter Nielsen.
Mens det selvfølgelig er rigtigt, at humor kan variere på den måde, så er det jo altså også sådan, at den virker, fordi vi har sociale og kulturelle forudsætninger til fælles, i kraft af skolen, medierne og den nedarvede forestilling om verden.
Jeg kan ikke forestille mig et eneste menneske, der har trillet om jorden af grin med tårerne løbende ud af øjnene over Kurt Westergårds tegning - måske fordi han faktisk ikke særlig tit befattede sig med satire, men derimod snarere illustrationer.
Det er altså ikke et særlig stort mysterium, hvad der er sjovt og ikke, og det forandrer sig også forbløffende lidt over tid.
Jeg er også irriteret over den politiske korrekte analyse, der overser et træk ved satire, nemlig at den altid er fiktion - en fiktionalisering af et virkeligt forhold med humorens virkemidler.
Det er også meget godt at holde sig Aristoteles's definition på det komiske for øje: når det farlige berøves sin farlighed.
Og det må altså også anføres, at "hån, spot og latterliggørelse" er kategorier berøvet komisk virkning.

Peter Hansen, så forstår du ikke hvad satire er. Satire er ikke nødvendigvis et forsøg på at være sjov.
Satire er meget andet end det at være "sjov" Satire er mindst lige så meget at udstille noget i et kritisk perspektiv. Netop derfor synes jeg at satire er vigtig, og en ytringsret som vi ikke skal købslå om.

Frank Hansen, Morten Pedersen, ellen nielsen og Vibeke Svenningsen anbefalede denne kommentar

Sider