Unge borgerlige er de nye rebeller

Skolevalget er et tidligt advarselstegn om det politiske jordskælv, der vil ramme Danmark, når tidens teenagerne får rigtig stemmeret
2. februar 2015

Unge stemmer blåt med hjertet, og ældre stemmer rødt med hjernen. Sådan tegner det nye politiske landskab i Danmark.

Skolevalget, der torsdag blev afholdt på 300 skoler rundt om i landet, udstiller, at tiden, hvor de unge var overvejende venstreorienterede, endegyldigt er slut. Opbakningen til Liberal Alliance blandt skoleeleverne er næsten lige så stor som til SF og Enhedslisten – til sammen. Venstrefløjen tilbyder tydeligvis ikke længere dét, de unge vil have. Og med Venstre som det suverænt største parti er der for alvor kommet nye politiske farver på børneværelserne.

Det verdensbillede, som 68-generationen skabte om, at unge begynder til venstre og langsomt glider mod højre, i takt med at villa, Volvo og vovser ruller ind, er åbenlyst forvrænget. Dagens unge begynder snarere dér, hvor den store efterkrigsgeneration selv er endt – som gammelkloge borgerdyr, blot iført konfirmandtøj og medlemskort til det lokale discount-fitnesscenter.

I dag bakker 68-generationens børnebørn op om alle de spidsborgerlige idealer om effektivitet, privatisering og klassiske kønsroller, som bedsteforældrene i sin revolterede imod.

Selv om skolevalget kun er et prøvevalg, som ikke er repræsentativt, kan resultatet kun ses som et udtryk for en stadig mere protestantisk etik og kapitalistisk ånd.

Med en opbakning på 38,4 procent til Venstre og Liberal Alliance udstiller de unge, at oprørstrangen her i 2015 retter sig mod det establishment af midaldrende, som gennem et langt liv har gennemskuet meningen med en dyr, veludbygget offentlige sektor, og i dag sidder som bløde forvaltere og pædagoger. Oprør handler i dag om at gå i slips og investere lommepengene.

Venstrefløjen er væk

Svækkelsen af de venstreorienterede partier skyldes også et indre kaos. Mest påfaldende er det, at Enhedslisten slet ikke har en ungdomspolitisk gren. I stedet er det aktivistnetværket Socialistisk Ungdomsfront, SUF, som skal forsøge at optræde som ambassadører for liste Ø. Men fraværet som egentligt parti blandt alle dem, der snart bliver førstegangsvælgere, koster oplagt stemmer.

Tilstedeværelse er magt, og det bør derfor ikke undre, at liste Ø kun fik seks procent af stemmerne ved skolevalget på landsplan, når Enhedslisten ikke engang har været formelt repræsenteret ved de mange paneldebatter. Idéen om, at SUF kan bruges som stedfortræder, har endnu engang vist sig naiv og bekostelig.

Bedre, men ikke imponerende ser det ud for Socialistisk Folkeparti. Efter i en årrække at have været det største ungdomsparti er SFU nu gledet tilbage, og blev kun det 7. største parti ved skolevalget.

De unge SF’ere er hårdt ramt af den faneflugt, som skete før, under og efter folkesocialisternes exit fra regeringssamarbejdet.

Fire af de sidste SFU-formænd har meldt sig ud og i stedet ind i Socialdemokraterne, sammen med andre prominente unge SF’ere som Mattias Tesfaye og Thor Möger.

Åreladningen af talent og tankekraft har tydeligvis virket demobiliserende på SF, som nu har mistet en hel generation af politiske lederskikkelser, og dermed sidder tilbage med en gammel garde, der næppe har samme appel til førstegangsvælgere.

Kombinationen af en nyliberal yuppie-tidsånd og venstrefløjens organisatoriske sammenbrud betyder, at Helle Thorning-Schmidt (S) kan vise sig at blive den sidste socialdemokratiske statsminister i lang, lang tid.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Resultat af skolevalg

Venstre: 27,4 pct.
Socialdemokraterne: 17,7 pct.
Liberal Alliance: 11,0 pct.
Konservative: 10,5 pct.
Radikale Venstre: 9,9 pct.
Dansk Folkeparti: 9,0pct
Socialistisk Folkeparti: 7,7 pct.
Enhedslisten: 6,0 pct.
Kristendemokraterne: 0,9 pct.

Kommentarer

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen

Det er klimabenægter- og motorvejspartierne, der har vundet. Forbrugerismen har vundet. Det kommer til at give et voldsomt bagslag på det tidspunkt, hvor de unge opdager at deres fremtid blev taget fra dem.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Når man kradser i overfladen, er det nøjagtig den samme anarkistiske kamp for et fodfæste og en frihed, der kendetegner denne ungdom - men fordi venstrefløjen har svigtet denne kamp, er det nu liberalismen, der står som garant det projekt. Det er vores egen skyld.
Men læs, hvordan Rasmus Brygger, vælter rundt i begreberne og forfægter klassiske venstrefløjsmærkesager.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Undskyld mig, men det er for tynd en omgang. Som alle andre er det politiske dyr begrænset af sin horisont, men i denne 'analyse' af højreskredet i vores børns politiske orientering [sic], bliver Lars Trier Mogensens kausalitets-beregninger nærmest ufrivilligt morsomme, i al deres ensidighed og mangel på forståelse for, hvad der driver og motiverer mennesker og deres børn.

Børn er ikke voksne. At tage dem alvorligt som 'politiske væsener', der kompetent kan positionere sig i et parlamentarisk demokrati, er ikke blot grænsende til omsorgssvigt, men også en sikker vej til absurde slutninger, såsom tesen om, at højreskredet skyldes fraværet af en 'ungdomspolitisk gren' som effektivt kan hælde socialistiske dyder i moder- og skolemælken, samt 'venstrefløjens organisatoriske sammenbrud', der åbenbart kan registreres som jordrystelser i klassens time hos 3.B på Øllebøllemarkens skole.

Sikke dog en omgang åndemaneri.

Vil man mere reflekteret søge efter årsager til, at børnene i udskolingen tilsyneladende har mindre empati og forståelse for andre mennesker end tidligere, kan man passende starte andetsteds i denne avis:

http://www.information.dk/523024?page=0

Det har intet med politik som teater at gøre. Det har alt med den førte politiks konsekvenser at gøre. En ikke ubetydelig forskel!

Brugerbillede for Lasse Glavind

Ja, her næsten på årsdagen for den endelige sammenbrud i SF, hvor fire tidligere SFU-fomænd stort set fik lagt partiets venstrefløjsprofil (og troværdighed) graven - inden de så meldte sig ind i socialdemokratiet - så er det sgu da en sjældent besynderlig analyse, Trier Mogensen her præsterer. At hævde at de nuværende ungdomspartier skulle udgøre en demokratisk spydspids i et oplyst demokrati er ærlig talt tæt på at være en hån mod den del af læserne, der stadig tager politik alvorligt som andet end et realityshow.

Brugerbillede for Jørgen Garp

"Dagens unge begynder snarere dér, hvor den store efterkrigsgeneration selv er endt – som gammelkloge borgerdyr, blot iført konfirmandtøj og medlemskort til det lokale discount-fitnesscenter. I dag bakker 68-generationens børnebørn op om alle de spidsborgerlige idealer om effektivitet, privatisering og klassiske kønsroller, som bedsteforældrene i sin revolterede imod."

Symptomatisk for tidens trend bedsteforældre og børnebørn, ups! hvor blev lige forældrene af OG deres ansvar for såvel pasning som den sociale og politiske opdragelse af deres afkom ik'? Så er det jo ulig nemmere at udstille såvel bedsteforældre som børnebørn som 'gammelkloge borgerdyr' i forskelligt udstyr. Hvad mener du lige selv - om egen rolle her - Lars Trier Mogensen & Co. - eller skal det hele tørres af på bedsteforældre og egne børn udstilles?

Brugerbillede for Christian Rosedal Træholt

Kære Lars Trier Mogensen.
Hele din artikel tager udgangspunkt i resultaterne af skolevalget.
Det er dybt problematisk i forhold til den statistiske metode, fordi dem der har afgivet stemmerne ikke er repræsentative for den aldersgruppe, som du i din argumentation lader dem repræsentere.
Det er altså meget langt fra alle børn i skolealderen 8-9 klasse der har deltaget, og kun 300 skoler har haft debatter ude på deres skole.
Du kan sige noget om hvad den her gruppe af 300 skoleklasser vil stemme (resultaterne fra skolevalget). Men du har ikke noget sammenligningsgrundlag, fordi der er ikke foretaget nogen dataindsamling af hvad de havde tænkt sig at stemme før vi gik i gang med skolevalget.
Det betyder også at du ikke kan konkludere på hvilken effekt debatterne har haft, du kan ikke konkludere på hvorvidt nogen partier er gået tilbage eller på om det faktum at Enhedslistens samarbejdspartner hedder Socialistisk ungdomsfront og ikke Enhedslistens ungdom overhovedet har nogen betydning.

Alle er naturligvis i deres gode ret til at gætte, men der er ingen statistisk rygdækning for dine postulater og jeg må nok lidt koldt konstatere, at havde jeg afleveret følgende konklusion på mit studie, var jeg dumpet.

Brugerbillede for jens peter hansen

Klimabenægtere, hvad fanden er det ? Er der nogen der påstår at der ikke er noget klima ? For ikke så mange år siden stemte 75 % mellem 18 og 23 år rødt. Det blev DK som bekendt ikke. I 80'erne var KU meget populær og så fik vi en socialdemokratisk statsminister. Engang stod venstrefløjen også for frisindet, frigjortheden, optimismen og et nyt samfund. Nu står det for den ene småsag efter den anden uden perspektiv. De unge gider sgu da ikke den evigt fornærmede venstrefløj, der gud hjælpe mig støtter religiøse mørkemænd og altid har en undskyldning parat for kriminalitet. 15 årige hører til de mest strenge og moralske. De går gerne ind for dødsstraf og meget lange fængselsstraffe. De ændrer sig vær vis på det.

Brugerbillede for Peder Kruse

Det er da rart at se en positiv udvikling i den næste generation. Lige så velment, socialismens grundlag var, lige så katastrofalt har konsekvenserne af eksperimentet vist sig, hvor forsøget har materialiseret sig. Hvis ikke (nye) mennesker tog ved lære, ville vi da aldrig være kommet ned fra træerne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen

Børn og unge vil tryghed, de fleste rige er liberale, børn vil en fremtid, hvor de er sorgløse og økonomisk sikre, med lån til bolig og arbejde til alle, men virkeligheden er, som de fleste ved og resten er ved at forstå, en anden og børnene bliver, kun alt for hurtigt meget klogere, at det er velfærdssamfundet der skabe rigdom og ikke liberal profit på andres bekostning.

Brugerbillede for Thomas Andersen

Sikke mange bortforklaringer... Kunne det tænkes at nogen af følgende årsager indgår...

Måske fordi de unge ikke mere gider at høre om lighed som det allervigtigeste, når vi lever i et af verdens mest lige samfund.

Måske fordi de unger har fået øje på at velfærd også er at have lov til at bruge egne penge på egne formål.

Måske fordi de unge har fået øje på at temperaturen ikke er steget i 18 år, men at venstrefløjen stadig ser klimaforandringer som vor tids største problem.

Måske fordi de unger godt kan undre sig over at man altid hører om tilbagetrækningen af isen på den nordlige halvkugle, når nu den voksende is på den sydlige halvkugle mere end opvejer denne tilbagegang.

Måske fordi de unge godt kan se det hykleriske i at EL råber om bedre sociale vilkår, samtidig med at København ligger i bund på socialindeks.dk mens deres borgmester bruger næsten 100 mio. kroner på bycykler (2000 stk. af 48.000 kroner).

Måske fordi de unge godt kan se det tåbelige i at være EU modstander samtidig med at man detailstyrer kommunerne (lidt småøre til flere pædagoger, indhyldet i et revisor- og ansøgningshelvede).

Måske fordi de unge har gennemskuet det fornuftige i lavere skatter for virksomheder, skat på virksomheder er som afgift på arbejdspladser og investeringer.

Måske fordi de unge har set hvordan venstrefløjen (EL+SF) var arge modstandere af vækstpakken, netop den pakke som Danmark havde mest brug for.

Måske fordi de unge har set at hele dagpengediskussionen er ren leflen for middelklassen - de eneste som står uden forsørgelse efter to år er jo dem med friværdi eller arbejdende ægtefælle.

Måske fordi de unge godt kan se det tåbelige i millionærskat og formueskat - mest af alt skat på mennesker som kan skabe virksomheder og arbejdspladser.

Måske fordi de unge ikke gider regelburokrati som kædeansvar, når man kunne opnå samme effekt mod social dumping ved en simpel mindsteløn.

Måske fordi de unge godt kan se det groteske i at EL+SF+S er modstandere af mindsteløn, når nu selvsamme partier hævder at tale den svages part.

Måske fordi de unge er godt trætte af at høre at Grækenlands problemer skyldes alle andre end lige netop Grækenland.

Måske fordi de unge undrer sig over hvorfor Danmark fortsat skal have kæmpe underskud på statsbudgettet - et underskud som går til velfærd i dag men som skal betales ved manglende velfærd for netop dem.

Måske fordi de unge godt kan se at det vigtigeste ikke er at højne ydelserne, når vi i forvejen har verdens højeste ydelser for su, dagpenge, kontanthjælp, pension og meget mere . Men at vi også har verdens højeste skatter.

Måske fordi de unge er godt tilfredse med den nok mest ambitiøse indsats i verden for overgang til økologi, bæredygtighed og ren natur.

Måske fordi de unge godt kan gennemskue hykleriet når venstrefløjen hele tiden taler om at bekæmpe skattely, men reelt ikke er klar til at gøre noget ved det (lavere selskabsskat eller fælles europæiske satser er det eneste effektive mod skattely).

Måske fordi de unge ser det funklende hykleri nå EL flytter deres årlige kongres til senere på året for at netop Johanne fortsat kan være deres frontfigur efter næste valg (med stor sandsynlighed).

Måske fordi de unger er trætte af et parti som altid udtaler sig imod vold, men på deres opstillingsliste fortsat har mindst en kandidat som ikke udelukker brugen af vold i politisk sammenhæng.

Måske fordi de unge helt grundlæggende synes at Danmark er et fantastisk land (faktisk et af de bedste lande at leve i i hele verden), og derfor bliver frastødt af partier som vil omstyrte eller grundlæggende ændre det nuværende system.

Måske fordi de unge blot ikke køber en ideologi som aldrig har bragt noget godt med sig.

(ps, jeg stemmer hverken LA, V, DF eller C).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Klaus Lerkenfeld

Rebeller?! Når vores nuværende regering i bedste fald er lyseblå, og ingen ved deres fulde fem kan benægte at vi lever i en kapitalistisk og liberal styret verden, er der ikke meget rebelsk over at flyde tanketomt med strømmen.
De joiner blot det enorme flertal af allerede eksisterende 'sheeples'. Så der er på tragisk vis intet tegn på et politisk jordskælv, nærmere blot endnu en indikator for en allerede eksisterende samfundstendens.
Useriøs konstatering at ældre stemmer rødt i det hele taget, da den røde fløj herhjemme har taget en markant højredrejning over de senere år, så et stadigt mindre fåtal af danskere stemmer egentligt rødt, men der i blandt både unge og ældre, og vi stemmer bestemt også med hjertet!

Brugerbillede for Leo Nygaard

Thomas Andersen - Mange god betragtninger efter min mening i din lange liste.
Spørgsmål : Er klimavidenskaben og modstanderne af rovdriften på naturen på kloden venstrefløj ?
Har du noget imod at løfte sløret, når ingen af folketingets partier får din stemme.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen

Lars Nygaard
Uligheden vokser, der er deflation i EU, der er faldende lønninger i EU, ikke for de rige naturligvis, men for de voksende nedre klasser, få penge til at købe for og ingen vækst, en udvikling der bliver forstærket i mange år fremover, af globalisering og kapitalisme, der udnytter nye milliard store grupper af fattige, til udbytning og vækst langt fra EU.

Kun velfærdssamfundet der giver mulighed for underklassen, kan have et værdigt liv og har mulighed for at komme op i hierakiet, gennem uddannelse, holder opstand fra døren.

Liberalisten sukker, men du bliver klogere, hvis de liberale vinder, så taber de.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Andersen

@Leo

At værne om natur og miljø er ikke venstrefløj i min optik. Men det er dem som historisk har råbt højest. Jeg er stor fan af økologi og stadig regulering af det konventionelle landbrug således at belastningen på naturen fortsat mindskes. Jeg har nu kørt el-bil i over tre år.

Der er mange grunde til at jeg er dybt skeptisk over for klimahysteriet. Og venstrefløjens omklamring af samme hysteri har sine oplagte naturlige årsager. Jeg er på trods af dette stolt over at vi i Danmark er kommet så langt med vindenergi og at vi stiler mod at udfase kul og olie. Jeg vil gerne være fri for afhængigheden af Rusland og Saudi Arabien.

Jeg stemmer for et samfund som er FAIR over for alle, både udsat og rig. Både arbejdstager og giver. Både privat- og offentlig ansat. Både cyklist og billist. Både etnisk danske og nytilkommen. Jeg stemmer for et samfund som er bæredygtigt, både socialt, miljømæssigt OG økonomisk. Jeg stemmer på et samfund som er en konstant løbende forbedring af det som har bragt Danmark så langt. Jeg stemmer på Danmarks social liberale parti :-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Problemet er den forvirring, der har bredt sig pga. borgerlig misinformation over det seneste årti, hvor al den borgerlige dårligdom og mistillid til andre mennesker er blevet tørret af på venstrefløjen. Tydeligst var det under omstillingen til et liberalistisk kontrol- og målehelvede, at det hele blev fremstillet som et knæfald for socialdemokraterne. At disse så har fortsat i dette disciplineringsspor har ikke gjort det lettere.
Hvad vi burde have lært af krisen er, at det er borgerlige fantaster, der ødelægger samfund for masserne for at lade de rige proppe frugten af andres arbejde i deres egen lomme. Det er ungdommen næppe særlig interesseret i skal fortsætte, men de aner ikke, hvor de skal henvende sig for at få en politik, der går den modsatte vej. Og det gør jeg desværre efterhånden heller ikke.
Men ét ved jeg: Danmark blev et rigt, lige, godt og frit samfund for alle, da vi førte en politik, der udviste optimal tillid, lagde omsorgsopgaverne i offentligt regi, så markedet ikke skulle ødelægge borgernes velfærd, og sikrede stabilitet med et organisationsdrevet arbejdsmarked og en forvaltning, der altid søgte retfærdige løsninger fremfor de bekvemme og lige nu og her billige. Hvad der skal være særlig godt og bevaringsværdigt ved det samfund, vi arbejder os henimod nu, kan jeg derimod ikke se. Jeg er dansker, ikke asiat, så jeg er ikke så interesseret i, at vi efterligner kinesisk levemåde. Mig bekendt har vi også klaret den noget bedre end Kina. Vi er et lille land med et lille lands fortrin og mulighed for selvbestemmelse. Se på Schweiz! Det er dem, vi ligner mest.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Ja, de er ikke for kloge efter 30 års løbende forringelser af uddannelserne, fordi man aldrig ville give den almene befolkning adgang til det højeste niveau, gymnasier og universiteter engang repræsenterede. Og når man ikke vil det, kan det, efter min bedste overbevisning, være lige meget.
Det er muligt, de unge synes, at det er et fantastisk land, men desværre går det den modsatte vej.
Og desværre er de unge også for dumme til at indse to ganske enkle virkningsforhold: den høje skat giver den høje løn - det første, som en ringere beskatning ville betyde, ville være lønnedgang, hvilket for den almindelige borger ville betyde tab af den fællesskabsfinansierede velfærd uden til gengæld at få mere i løn; det andet forhold er, at det private erhvervsliv måske nok finansierer vores nødvendige handel med udlandet - men det er samtidig også dets eneste betydning for samfundet, fordi det jo er længe siden, at produktionen tog udgangspunkt i efterspørgsel på hjemmemarkedet. Hvad ville der ske, hvis danske arbejdere fravalgte de eksisterende virksomheder for i stedet at deltage i oprettelsen af nogle, der også i højere grad producerer noget, vi allesammen har brug for - tog, beklædning, fødevarer, der ikke bliver til halvfabrikata? Hvad ville der ske, hvis vi i stedet valgte at fokusere på det, vi opbygger samfund for, i stedet for forbrugerismens hamsterhjul? Vi er nogle, for hvem det samfund faktisk var kommet ganske langt, inden overklassen slog alle vundne sejre tilbage med en blanding af manipulation og bestikkelse.

Brugerbillede for Peder Meyhoff

Jeg tror nemt man kan overfortolke skolevalget. Jeg tvivler fx på at det har nogen betydning at det er SUF'ere der har repræsenteret EL. Langt de fleste SUF'ere er jo mig bekendt også medlem af EL.

Jeg har tjekket resultaterne her fra min kommune, Favrskov. Og her er der to store tabere ift. kommunevalget i 2013, nemlig SD og Venstre. De andre partier gik alle frem. EL gik dog kun frem fra 4,0 til 5,1 % - men det er jo da 25 %.

Hvis man ser på de enkelte skoler, er det mest slående at der er meget stor forskel på tallene. Hvis vi alene ser på tallene for EL, så svinger de mellem 0,0 og 17,3. Og det er jo langt mere end ved kommunevalget; her svingede EL's stemmer kun mellem 2,2 og 7,6.

Jeg ved ikke hvad der er sket på den skole hvor EL kun fik 0%. Måske har de ikke været med i debatpanelet? Men de to steder hvor EL ellers er gået tilbage ift. kommunevalget, er to store skoleområder der gennem de sidste 10-15 år fået rigtig mange nye og ret dyre parcelhuse. Og det er vel ikke overraskende hvis børnene derfra kun i begrænset omfang stemmer på EL.

Den helt nye Epinion-undersøgelse på DR siger at 14 % af de "unge" vil stemme på EL. Måske vokser EL's stemmeandel markant jo ældre de helt unge bliver?

Og så ville det jo også være godt hvis man kunne sammenligne med et tidligere skolevalg inden man konkluderede alt for håndfast!

Det mest interessante ved valget er uden tvivl at de ældste skoleelever fik smagt på demokratiet. Forhåbentlig vil de hænge på når de får stemmeret.

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

"Åreladningen af talent og tankekraft [Unge Thor Pedersen? Emilie Turunen? Astrid Krag? Seriøst?] har tydeligvis virket demobiliserende på SF, som nu har mistet en hel generation af politiske lederskikkelser, [Ledere for hvad, andet end egen selvpromovering?] og dermed sidder tilbage med en gammel garde, [Gammel garde ligefrem? Alt er relativt.] der næppe har samme appel til førstegangsvælgere." [Og det med appelen véd Trier Mogensen, fordi …?]

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Katrine Visby

Nu virker det jo også som om at der er vendt op og ned på det hele efterhånden. Helle Thorning har nærmest været mere blå end de borgerlige, og folk har været vrede over at socialdemokraterne ikke har ført socialdemokratisk politik. Se bare på salget af Dong til Goldman Sachs.
DF og Enhedslisten har i mange tilfælde været enige.
Så det er da ikke så underligt at de helt unge vil have noget andet.

Jeg håber bare at istedet for penduleringen mellem rød og blå blok, at der bliver opfundet et tredie led. En ny samfundsstruktur. At der kommer et opgør med de gamle etablerede partiers tankegang, og man ikke spiller befolkningsgrupper ud mod hinanden, men at man finder en ny konsensus.
Det håber jeg bare de finder frem til.

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

Hvad angår betegnelsen af ungpolitikere som "gammelkloge borgerdyr, blot iført konfirmandtøj", uddyber Lars Trier Mogensen i sit program Det Røde Felt på Radio24syv, således:

"… en masse unge velformulerede, typisk mænd – men der er også kvinder i nogle af partierne, sågar STORbarmede – men, men, men primært mænd, der lissom går i noget tøj, som de også næsten blev konfirmeret i …" (sic!)

Senere i udsendelsen har han besøg af formanden for Flyvebranchens Personale Union Thilde Waast, som han "lidt skyldtynget" fortæller, hvordan han faktisk selv har taget familien på ferie med Ryanair, for det var så billigt! Han er bevidst om, at det nok betyder, at personalet hverken får en ordentlig løn eller har ordentlige arbejdsvilkår og indrømmer da også en vis skamfuldhed, "nu når jeg står over for dig"(!), men undskylder det/sig med, at det jo også bare er "sådan en discount-bølge der er".

En anelse hyklerisk?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Jeg er i syv sind med flybranchen, Vibeke Rasmussen - for øjensynligt er det job, som drager mange unge, selvom lønnen er lav. Det er vel et spørgsmål om at holde op i tide og finde et rigtigt arbejde. :-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Nielsen

Ja jeg kender godt til det hykleri, Vibeke.
Skal jeg til staden tager jeg også flyet. Fordi 5 timer med DSB efterlader mig i København med ondt i ryggen og hovedpine efter 5 timer i toget fra Aalborg. Grydeklar og sengeklar! Norwegian er mindst lige så billige, men koster på CO2 balancen :o( Så det er jo godt, at jeg sjældent tager til staden. Meget sjældent....heldigvis.

Jeg vil gerne lige påpege at et lang togtur var bedre med de røde IC-tog. Hvor man kunne rejse sig. Forlade kupeen og gå tur. Stå ved et vindue i gangen og måske lade vinden suse gennem håret.
Jeg hader de forbandede moderne tog hvor man er bundet til sit forbandede sæde uden vådt eller tørt til bare nogenlunde rimelige priser og storrumkupeens larm.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Andersen

> En minoritet stemmer efter en grundig analyse af forholdene. Det peger oftest
> på Ø, som det mindst ringe :o/

Enig at få laver en grundig analyse. Men at de fleste af dem skulle falde for et af folketingets mest populistiske og totalt ensidige partier er da noget af en påstand.

> Endnu et tegn på at stemmealderen burde være tættere på 25 år end den er nu...

Vi kan ikke lide hvad de stemmer, så derfor burde de ikke have lov. Sikke dog en forstemmende holdning.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Ah, Torben Nielsen, jeg vælger nu gerne toget - men jeg skal så heller ikke til København. Jeg er heller ikke ganske enig i, at de gamle røde var bedre; men man skal tage stillekupéen - og helst, hvis det er muligt, det første sæde vendt mod døren. Selv fik jeg det på både ud- og hjemturen - og helt bizart havde én købt en pladsbillet, som vedkommende ikke brugte, så jeg havde det for mig selv på en stor del af turen. - Det kan jeg altså godt anbefale. :-) Men det var selvfølgelig skønnere, da der kørte rigtige nattog, så man faktisk kunne komme til at sove sig frem.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Thomas Andersen, verden er blevet mere kompleks, det kræver flere års forberedelse at kunne tage samfundets styring på sig, det lyder da ikke helt idiotisk. Og når man ser, hvad ungdommen faktisk ønsker sig, er det klart, at skolen er blevet så forringet, at den slet ikke formår at opdrage til at overtage samfundet og dets nedarvede og grundlæggende værdier.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Vent nu bare, Morten Piil Grau, det er jo så inkonsekvent, at unge også efterlyser voksne, der har tid til at tale med dem. Så det er vel bare den samme fornemmelse af, at vi totalt som samfund er ved at miste fodfæstet, fordi vi har truffet dumme beslutninger igennem et par årtier.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for arne lund

Ja, hvis det er dem, der skal arve riget, så ser det sort ud for nationen. Så får vi politikere som Lars Løkke og Joachim Olsen og Tulle herfra og til - gys! Det er sq ikke til at holde ud tænke på.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Andersen

> Når det går op for 8-9 klasse elever, at kun en forsvindende lille
> del bliver rige pop-stjener, TV kendisser, læger og jurister og
> virkeligheden banker på døren kommer den politiske opvågning.

Ja, så går det op for dem hvor populistiske EL og SF er, når de konstant fortæller befolkningen at højere skat for de rige kan løse alle vores problemer. Selskabsskatten skal mere end fordobles, eller topskatten skal fire-dobles BLOT for at dække det underskud som EL og SF har været med til at skabe ved seneste finanslov.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henriette Fosselius

Er der overhovedet nogen her som har undersøgt præmisserne for arbejdet med skolevalget og debatterne. De unge mennesker har som hovedregel arbejdet med mærkesager. En af de meget populære mærkesager/debatemner var "aktiv dødshjælp" - sådan en mærkesag er lige til højrebenet så at sige personlig frihed/personligt ansvar. Det er en anden debat når man diskuterer skat og velfærd. Det gjorde man på den skole hvor jeg arbejder, med det resultat at der var 75% af stemmerne som gik til rød blok.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peder Kruse

Hvis ikke man kan lide resultatet, må man jo angribe præmisserne, men du åbner for en mulighed, jeg ikke havde tænkt over. Hvor stor betydning har indoktrineringen på landsplan og på din skole for de divergerende resultater ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

Mere end at det er problematisk at en ringe formidlet undersøgelse med svag udsigelseskraft kommer til at spankulere rundt i mange danskeres bevidsthed, er det ærgerligt at man fodrer skolebørn med forestillinger om rød og blå blok ... hvormed man reducerer det ideologisk-politiske spektrum til en småborgerlig banalitet - foruden at forankre stort set forsvarsløse skolebørn i forestillingen om at vor parlamentariske dukketeater er andet og mere end skueproces. Vi hjælper ikke børnene til at blive i stand til at udøve den fornødne kritik af deres samtid, af vore blinde vinkler.

anbefalede denne kommentar