Verdens flinkeste mand

’Det er vigtigt at kunne tale sammen,’ siger Dalai Lama med henvisning til kineserne og forstår på en måde godt, hvorfor den danske regering ikke vil mødes med ham. Derudover foreslår han, at NATO flytter sit hovedkvarter til Moskva, og med hensyn til analsex, så kan man gøre, hvad man vil (med mindre man er munk). Og så griner han, meget – og virker generelt flink
En selfie med selveste Dalai Lama er eftertragtet således også i København onsdag.

En selfie med selveste Dalai Lama er eftertragtet således også i København onsdag.

Ulrik Hasemann
12. februar 2015

De har god rytme, de demonstranter. De står uden for metrostationen ved Bella Centeret og messer »Et eller andet-Dalai Lama’. Stop Lying. Et eller andet-Dalai Lama. Stop Lying«, osv., mens en af dem slår på en stor tromme. Jeg går væk fra dem mod Hotel Bella Sky, der på sin egen forrykte måde rager op mod den grå morgenhimmel. På vejen får jeg overrakt en folder, der på første side udråber Dalai Lama til »den værste diktator i denne moderne verden«. Det virker lidt voldsomt. Så passer den folder, der udleveres ved registreringen til pressemødet, bedre med mine forventninger. Den viser en smilende Dalai Lama med samlede hænder.

Inde i lokalet er der en vis spænding i luften.

Lige under Steve Jobs

Michael Feder, Have Kommunikation, tager mikrofonen og giver et par instrukser til de mange fotografer: »Hvis Hans Hellighed synes, det bliver irriterende, beder jeg jer lige om at tage den med ro.«

Tre gange har Dalai Lama været på Times liste over de 100 mest indflydelsesrige personer i USA. Det er lige knap så mange som Steve Jobs og Jamie Dimon (bestyrelsesformand, præsident og administrerende direktør for JPMorgan Chase), men dog på niveau med Nelson Mandela og Rupert Murdoch. Og som religionshistoriker Jørn Borup sagde i P1 forleden, så vil der, når denne den 14. Dalai Lama er død og skal genfødes, formentlig være mangen en amerikansk husmor, der vil se ham i sin egen lille knægt. Selv heroppe i Danmark har flere tusinde købt billet til hans foredrag.

»Nu kommer han,« siger Feder, og det bliver hviskende gentaget rundt i lokalet.

Jeg kan se ud på gangen og hører udenlandsk klingende stemmer derudefra, og så pludselig ser jeg en meget lille asiatisk mand iført et mørkerødt klæde. Han er helt vildt lille, som et meget, meget bredt barn, og selv om han slet ikke ligner Dalai Lama, når jeg lige at tænke, at det er ham, inden hovedpersonen selv kommer til syne bag sin noget mindre landsmand. Blitz, blitz, blitz, siger det bag mig, da han træder ind i lokalet. Alting summer, og folk maser sig ind mod ham. Politisk kommentator og buddhist Erik Meier Carlsen stopper ham lige inden for døren og overrækker ham en bog med et hvidt klæde (som jeg tror hedder en kapa) om. Det ser ikke ud, som om det er første gang, det sker for Dalai Lama, og han siger pænt tak og fortsætter, flankeret af et par veludfyldte, asiatiske jakkesæt, mod bordet og stolene i den anden ende af lokalet.

Det er da alligevel noget spændende det her.

NATO til Moskva

Dalai Lama sætter sig ned og indleder med en lille tale, hvor han fortæller om sine tre hovedforpligtelser: At sprede budskabet om medfølelse, tilgivelse, tolerance og selvdisciplin; at fremme harmoni mellem religionerne og at arbejde for at bevare Tibets buddhistiske kultur.

»Det var det. Nu: spørgsmål!« siger han så.

Et af de første går på, om den danske regering har en pointe, når den siger, at det er bedre for menneskerettighederne i Tibet, at den ikke mødes med ham?

»Ja, på en måde,« siger Dalai Lama. »Det er vigtigt at kunne tale sammen. Og den frie verden har et ansvar for at bringe demokrati til Kina. Det er et kæmpe land med et stort potentiale for at komme til at spille en god rolle i verden.«

Han svarer meget, meget langt og er lidt svær at forstå. Der følger en historie om en kinesisk bonde, som hverken jeg eller min sidemand fra Berlingske helt får fat i. Men efter bonden vender han tilbage til Kinas forhold til den frie verden:

»Se på tidligere kommunistiske lande, som for eksempel det tidligere Sovjet. Den frie verden var deres fjende, så de nærer stadig mistro til den. Derfor foreslår jeg, at NATO flytter sit hovedkvarter til Moskva. Så vil mistroen forsvinde,« siger han og griner.

Han griner meget, Dalai Lama, og han har et godt grin. Det er meget haah-haah-hah, og det lyder næsten karikeret, så perfekt svarer det til definitionen på et grin. Men alligevel lyder det oprigtigt og både afvæbnende og smittende. Som et eller andet urgrin. Og alle vi forsamlede sidder og smiler, hver gang han griner.

Et moralsk problem

Journalisterne begynder alle med at sige »His Holiness«, og den næste spørger ham, om han har forspildt nogen chancer for at indgå en aftale med Kina, en pointe som førnævnte Meier Carlsen anfører i sin bog Tilstedeværelsen. Det afviser Dalai Lama blankt, men først efter at have gennemgået hele historien fra da han overtog styret i Tibet i 1950 og op til vore dage. En historie, hvorigennem man blandt andet lærer, at Formand Mao og han havde et far-søn-forhold, og at han dengang overvejede at slutte sig til kommunistpartiet.

»Selv i dag er jeg marxist – eller marxistisk buddhist er nok mere præcist,« tilføjer han efterfulgt af det gode grin. »For det, der tiltaler mig ved marxisme, er, at den fokuserer på ligelig fordeling, mens kapitalisme handler om profit og materialisme. Det er uretfærdigt over for arbejderne, og det er et moralsk problem.«

»Hvad med den stigende mistro mellem religioner?« spørger næste journalist, og Dalai Lama fortæller om, hvad han gjorde den 12. september 2001.

»Jeg skrev til præsident Bush. Jeg kender ham godt. Han er et rigtigt godt menneske, men måske havde han nogle lidt hårde rådgivere. Jeg kondolerede og opfordrede ham til at løse det uden brug af vold. Men dengang var der en Bin Laden, i dag er der 10, og i fremtiden bliver der måske 100. Der er alt for megen vrede.«

Selfie med Hans Hellighed

Dalai Lama er flankeret af en meget velklædt herre, og en gang imellem henvender han sig til ham for at få hjælp til det engelske. Som for eksempel da en kvindelig journalist spørger ham, hvad han mener om analsex og onani, og hvad man som homoseksuel skal gøre, hvis man også gerne vil være en god buddhist?

Lettere frustreret vender han sig dog hurtigt væk fra assistenten igen og siger:

»Kvinder har et hul her (han peger ned i sit skød) og et hul her (og peger om bagpå). Hvis du rører nogen af dem, så er du ikke en munk. Hvis du onanerer (og her hjælper assistenten ham med ordet), så er det skidt, men du er stadig en munk. Hvis du er almindelig troende, så følg din egen overbevisning, men lige nu spreder aids sig i Tibet og Kina, så pas på. Men hvis det er sikker sex, så gør, hvad du vil,« siger han – og griner.

Og så er det slut.

»Hvis I vil have taget et billede sammen med mig, så kom,« siger Dalai Lama.

Det er der mange, der vil. Jeg overvejer selv den næsten uanede mængde hipstercredit, det ville indebære, men beslutter mig for, at det jo trods alt ikke er min fest. Der kommer hurtigt en tyk kødrand omkring ham. En voksen mand står på tæer og tager selfies med Dalai Lama i baggrunden.

»Nu har I fået karma nok for i dag,« siger en hæs kvindestemme bag mig.

Tak til kineseren

På vej ud vinker Dalai Lama til os alle, og han kalder den eneste kineser i lokalet, som blev udpeget undervejs, hen til sig og siger tak til ham. Og han fortsætter henimod mig, og det er alligevel svært ikke at håbe lidt på, at han lige lægger særligt mærke til en.

At man lige bliver bekræftet i, at man er lidt udvalgt. At han lige kunne se, hvor godt et menneske, man er, når nu de mennesker, man omgås til dagligt, utroligt nok nogle gange kan have lidt svært ved at se det.

Så er han væk, og lokalet er da godt nok noget mere trist. For han er da noget af en mand, denne Dalai Lama, selv om det er svært at pege på, hvad det lige er for en mand. Altså, ud over at han på alle måder virker flink. Endda meget, meget flink: Han kalder præsident Bush for et godt menneske, og han siger, at han godt forstår den danske regering.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Hugo Barlach

Hans hellighed Dalai Lama er efterhånden blevet 80 år, og har trukket sig tilbage fra det politiske segment. Han har åbent givet udtryk for, at interesserne har en anden karakter end førhen. Og når undertegnede når den alder (hvis overhovedet), er international politik nok heller ikke den første prioritet. Det ligger et andet sted.

Så det dær med at 'hang at every word' som spindoktorer og politiske kommentatorer ynder at gøre med deres politiske helte (ikke mindst DR og TV2), er ikke det mest forventede fra en journalist fra Information, med mindre kaffeforbruget eller tendensen til at holde sig til sit eget aldersområde, er blevet lidt trangt eller for højt. Men Hans Henrik Rasmussen nærmer sig nok heller ikke de firs foreløbigt.

Så rådet ér, at forestille sig, hvodden' verden kan tage sig ud og hvilket som er spændende, når man er f.eks. 60 år, Hans Henrik. Respekten for erfaringen, samt dens betydning for focus artikelmæssigt set, kan man nemlig godt orienterer sig i, såfremt man tænker sig om. Ta' lige en sludder med Dahlin, lille ven. Så fik denne artikel måske karakter af noget andet...

Med (oprigtig) venlig hilsen

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sören Tolsgaard

In Held 'Twas In I [Procol Harum, 1968]

In the darkness of the night, only occasionally relieved by glimpses of Nirvana as seen through other people's windows, wallowing in a morass of self-despair made only more painful by the knowledge that all I am is of my own making. When everything around me, even the kitchen ceiling, has collapsed and crumbled without warning. And I am left, standing alive and well, looking up and wondering why and wherefore.

At a time like this, which exists maybe only for me, but is nonetheless real, if I can communicate, and in the telling and the bearing of my soul anything is gained, even though the words which I use are pretentious and make you cringe with embarrassment, let me remind you of the pilgrim who asked for an audience with the Dalai Lama.

He was told he must first spend five years in contemplation. After the five years, he was ushered into the Dalai Lama's presence, who said, 'Well, my son, what do you wish to know?' So the pilgrim said, 'I wish to know the meaning of life, father.' And the Dalai Lama smiled and said, 'Well my son, life is like a beanstalk, isn't it?

https://www.youtube.com/watch?v=SmGaDL-mcs4

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Lerdorf

En grinende flink mand, der ikke bilder sig ind han er mere end os andre.
Og i øvrigt er alle tibetanere ligesom ham, ultra fredelige lykkelige harmoniske bjergfolk, der ikke har behov for at være mistænksomme, aggressive eller voldelige, ligesom vi lavlands folk har det med at være, mere end godt er.
Sjovt fisk der ikke vil have magt men alligevel har det, vil nogle nok sige, andre kan bare ikke helt forstå, at Dalai Lama faktisk godt kan lide kineserne og ofte har rost dem, selvom ham må leve i landflygtighed.
Selv var jeg så heldig at opleve tibetansk livsstil, da jeg som ung rygsæk rejsende løb tør for penge oppe i Nepal tæt ved en tibetansk flygtningelejr, og det har præget mit liv lige siden, uden at de egentligt gjorte andet end bare at være mennesker, når mennesket er bedst.
Så husk det nu make love not war.

Brugerbillede for Rune Lund

"Den Kinesiske bonde", hvos nogen skulle være i tvivl, er en Kinesisk folkefotælling, eller folkeeventyr om man vil, med taoistiske rødder. Den er ganske ligetil:

Udenfor en landsby bor en gammel bonde, en enkemand, lidt ligesom oppe bag norges kyster.
Han har en eneste søm og en eneste hoppe. En dag render hoppen væk, og han kan ikke pløje sin mark. Hele landsbyen begynder at sladre. Uheld. Ulykke. Dårlig karma. Bonden ser landsbyboerne dagligt idét han handler på markedet og svarer deres begrædelser med et uvægerligt "vent og se".

En måned senere kommer hoppen tilbage, tæt fulgt af en hingst, gravid. Hele landsbyen er på den aden ende. Så heldig. Velsignet af den himmelske fred. God karma. De lykønsker ham når de møder ham. Hans svar er det samme: et uvægerligt "vent og se".

Få uger senere styrter hans søn i forsøget på at tæmme hingsten. Han pådrager sig uhelbredelig skade. Halt for livet. På krykker. Hele landsbyen summer. Hvem sakl nu gifte sig med bondens arving? Hvem skal pløje jorden? Hvem skal høste? Hvilken ulykke! Dårlig karma! Og alligevel svarer bonden på alle kondolationer, "vent og se", med uvægerlig ro.

Samme år senere bryder en krig ud, og kejseren indkalder alle kampdygtige mænd i provinsen. Modne soldater kommer til flækken og besøger hvert hjem for at hive alle drenge med til fronten, uanset om deres mødrer gemmer dem under gulvbrædderne. Da de ankommer til bondens gårs, kaster de et kort blik på hans invalide afkom og skynder sig videre. Og alt imens hele landsbyens mødre skriger efter deres sønner, pløjer den gamle bonde sin jord med sin haltende søn og sin gravide hoppe, uden travlhed, og uden bekymring.

Brugerbillede for John Christensen

Det er da lige ved at mit mismod står for fald, med alt den venlighed og godhed!

Alligevel virker det lidt som, når tv-avisen lige slutter af med et "letbenet" sjovt eller følsomt indslag der gør det lige lidt lettere at sluge pillen om, at hele verden er gået af lave og forbereder sig på krig!

Livet er en lang lort, men hvis du nøjes med at æde en lille bid hver dag - så skal du nok komme igennem det!
Før eller siden, hurtigt eller langsomt - vent og se.

Svært at blive sur på en der møder en med smil og venlighed, men religion er aldrig svaret på vores udfordringer.

Troede egentlig ikke at buddhister missionerede?
Det gør de måske heller ikke.
Er det bare et mediestunt, med alt den opmærksomhed?
Som når alt kommer til alt i bund og grund handler om - at kritisere kineserne, uden dog at smide skinkerne over bord.

Religion er opium for folket - dog en trøst at lamaen erklærer sig som marxist.
Træt af røgelse og myraslør - arbejdet kalder. Husk det - små bidder!

God dag der ude

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for olivier goulin

Det har altid været mig en gåde, at Dalai Lama får den kolossale presseopmærksomhed.
Med al respekt, er han noget nær det mest ordinære, man kan forestille sig. Jeg har aldrig hørt noget videre dybsindigt fra hans mund, kun banaliteter. Det er så, hvad de er. Manden er til gengæld sympatisk og hjertevarm.
Men dét er der jo så mange der er, uden at journalister flokkes om dem, som var de i audiens hos dronningen eller paven.

Jeg kan kun finde forklaringen i mandens særlige politiske rolle (som han nu ganske vist har lagt bag sig), og at han igennem årene har fået en slags ikonisk status. Alle kender navnet og ansigtet. Han er nemt genkendelig. Og så trækker han ofte et spor af diplomatiske komplikationer efter sig, som undertiden sætter hans værter i pinagtige dillemaer.

At han overhovedet besvarer den kvindelige journalists helt malplacerede og respektløse spørgsmål kommer ham næsten kun til ære. Det er i hvertfald tegn på stor ydmyghed - og på at han er så langt fra en selvpåtaget hellighed, man næsten kan være.

/O

Brugerbillede for Søren Kristensen

Dan Turell skrev engang et digt der gik på, at "det er ikke let at være nogen" og der var i princippet ingen der gik fri. Det tror jeg sådan set heller ikke Dalai Lama gør, men han er tydeligvis begavet med nogle af de samme kvaliteter som fx. Bent Fabricius Bjerre: et godt helbred, intelligens og et godt gehør. Så kommer humøret og dermed latteren helt af sig selv.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Finn Olsen

Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at Dalai Lama er en rar mand. Men jeg er heller ikke spor i tvivl om, at han ville være totalt ukendt i Vesten, hvis det ikke netop var fordi, han kan bruges som redskab i propagandaen mod Kina.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bo S. Nielsen

»Selv i dag er jeg marxist – eller marxistisk buddhist er nok mere præcist,« tilføjer han efterfulgt af det gode grin. »For det, der tiltaler mig ved marxisme, er, at den fokuserer på ligelig fordeling, mens kapitalisme handler om profit og materialisme. Det er uretfærdigt over for arbejderne, og det er et moralsk problem.«

Interessant. Men det er ærligt talt lidt irriterende, at Information ikke hæver sig over overfladisk benovelse over at møde denne superstar. Det er jo ikke Michael Jackson det her, men en leder, som har et endog meget stort publikum, der opfatter hans meninger som et moralsk og spirituelt kompas.

Marxisme er et værktøj til analyse af det kapitalistiske klassesamfund med det formål at finde handlingsrum for organisering og modstand. Endemålet er en socialistisk revolution fra neden, der vil placere magten i hænderne på arbejderklassen.

Hvis Dalai Lamas udtalelse om, at han opfatter sig som marxist handler om, at han ønsker en anden samfundsmodel end det feudalistiske teokrati, Tibet var før den kinesiske invasion, ville dét være mere interessant at høre om. Hvad er perspektivet for almindelige tibetanere i fald, det lykkes at jage den koloniale besættelsesmagt på porten?

Mon ikke det, Dalai Lama bare prøver at sige er, at han bekymrer sig om ulighed, fattigdom og udbytning. Hvilket unægteligt er et sympatisk og vigtigt budskab i sig selv. Om det så gør ham til marxist, må dog skulle vurderes på hvad han mener, der må gøres i Tibet - og i forhold til kapitalismen på verdensplan. Dét måtte Information da hellere have spurgt ind til, fremfor at bruge så megen plads på ligegyldige stemningsbeskrivelser fra pressemødet og hvordan Dalai Lama ser ud.

Uanset hvad er det uden tvivl frygtelig irriterende for den såkaldt kommunistiske elite i Kina, som påstår at have et ideologisk fælleskab med Marx, men står for det modsatte, nemlig et statskapitalistisk diktatur.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Ordinær og banal.
Barmhjertighd, tilgivelse og lighed.
Hvor er det skønt!

Nu er det budskab blevet præket af og i diverse -ismer i mindst et par tusinde år, og mange mennesker bliver provokeret,
når de bliver konfronteret med, at budskabet ikke er slået igennem endnu,
og at en ordinær person kan få pressens opmærkomhed med sådan noget banalt bavl.

Lamaens besøg øger mit håb om, at verden endnu ikke er helt overtaget af teknokrater, rationaliseringseksperter og konsulentfirmaer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

"Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at Dalai Lama er en rar mand. Men jeg er heller ikke spor i tvivl om, at han ville være totalt ukendt i Vesten, hvis det ikke netop var fordi, han kan bruges som redskab i propagandaen mod Kina."

Formentligt ville Dalai Lama være kendt i Vesten alligevel, men ingen tvivl om at han misbruges ... og muligvis lader sig misbruge. Spørg blot Obama, f.eks.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen

I øvrigt synes jeg at den sexinteresserede journalist var modig og mon ikke der er mere end én rådvild derude, der kan bruge svarene til noget? Hvad angår det politiske er jeg derimod ret sikker på at lamaens banaliteter (med alt respekt for banaliteter) ikke har den store betydning. Religion er som bekendt opium for folket og intet tyder på at opium og politik er nogen god blanding, selv om der af og til, for ikke at sige snart hele tiden, kan være brug for en gedigen fredspibe.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Viggo Okholm

Buddhister bør ikke missionere og gør det vel egentlig heller ikke, men det undrer mig lidt at så mange beundrer Dalai Lama og med rette, men selv at vælge hans vej ligger fjernt.
Husk at i buddhismen er vi selv ansvarlige for vore valg er det derfor det er så svært?
Nå nu kom der missionering :)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for olivier goulin

Det er faktisk en meget velvalgt overskrift - Verdens Flinkeste Mand

Det er præcis sådan jeg ser ham. Han er forbilledlig rar, omgængelig og skikkelig
- men på ingen måder ekstraordinær. Nærmest tværtimod. Dalai Lama er legemliggørelsen af ordinæritet.
Var han ikke klædt i sine buddhistiske gevandter, så kunne han have været din huslæge eller din søns geografilærer.

/O

anbefalede denne kommentar